Unødvendige bekymringer
For at sige det som det er: Jeg var simpelthen bange for at mødes med Dem i min egen by. Hvem kunne garantere, at De ikke ville blive genkendt? Jeg vil hellere gå med livrem og seler end at risikere, at nogen skulle få øje på os dér. Det kunne være, at vedkommende havde læst en af Deres bøger, alt det om jøder og den slags? Sådan nogle problemer har jeg slet ikke brug for. Jeg sætter mig i toget, tænkte jeg, et par timer, og så er jeg her hos Dem. Det må også være meget nemmere for Dem, frem for at De selv skulle tilbringe flere timer i toget. Godt, De sagde ja, for jeg var bange for, at De ville insistere på at komme og kigge på nogle dokumenter eller billeder. Så ville vi simpelthen have været nødt til at gemme os. Fuldstændig som de mennesker i Deres bøger. Jeg ville godt nok være blevet flov: At bede en jøde om at gå under jorden, det går jo ikke.
Hvis De gerne vil stille mig nogle spørgsmål, så værsgo, men jeg vil lige gøre det helt klart, at jeg allerede
7
har tænkt det hele igennem. Ja, det vil sige, måske ikke det hele, men i hvert fald en del. For det første, hvordan vil De sikre, at ingen kan finde ud af, at det er mig, det handler om? For jeg synes nok, at man skulle undlade at nævne byen, mit navn, min alder og profession og under ingen omstændigheder beskrive mit udseende. Det er jo det, der er det mest afslørende. Så det siger vi, ikke? Det synes jeg i hvert fald, og De må love mig, at det er præcis, hvad De vil gøre. Undskyld, at jeg kører lige på og hårdt fra starten, men De kender det jo selv. De problemer, De skriver om i Deres bøger, dem har jeg virkelig ikke brug for.
Når det er sagt, er det svært at fatte for et almindeligt menneske, alt det, man læser i Deres bøger. De har nok selv fundet på nogle af de historier, har De ikke? Halvdelen er sikkert opdigtede – det vil sige, at resten er sande? Godt det samme, jeg har nok i mine egne bekymringer selv uden Deres bidrag.
Vil De ikke sige mig, hvad det er ved jer jøder, der gør, at hvad end man siger om jer, er det aldrig et neutralt udsagn? Jeg taler så meget, for der er noget, jeg vil fortælle, men det er ikke så nemt at komme i gang. Nok har jeg tænkt det hele igennem, da jeg sad i toget, men det er noget helt andet, når man står ansigt til ansigt. Hvad er det med jer, at I gør alt så indviklet? Med mig er det enkelt: Jeg arbejder, hvor jeg har sagt, jeg er præcis så gammel, som jeg har fortalt Dem, og
8
min familie har jeg allerede beskrevet, der er ikke noget at tage fejl af, klar tale. Men ikke med jer! Først skal I føre alle bag lyset, bagefter forskrække alle, til sidst forbavse, og til allersidst dør I og efterlader noget forfærdeligt rod. Kan De se, hvad jeg mener? Måske virker det lidt rodet, for ikke at sige jødisk, den måde, jeg griber det hele an på, men jeg gør mit bedste.
Heldigvis har jeg købt en returbillet, så jeg ikke har så meget tid til Dem. Det er derfor, jeg hele tiden kigger på uret, ikke for at være uhøflig. Kommer der ellers nogen for at fortælle Dem sin historie, eller er jeg den eneste? Hvad kommer det for resten mig ved? Det er nu eller aldrig! Jeg har masser af spørgsmål, en masse fortørnelse, men det er egentlig ikke Deres skyld.
De kan ikke gøre for, at min søster har vist mig Deres bøger. Og allerede inden var der sket en helvedes masse! Men det er nu heller ikke Deres skyld.
Sig mig, er det sådan som i de vittigheder, man fortæller om jøder? Når en jøde ligger for døden, så tilkalder han hele sin familie, de står omkring ham, og han kommer med vise ord og siger noget særligt til hver især. For hvis det er sådan, så forstår jeg ikke, hvorfor I fortæller det som en vittighed! Gør I nar af døden?! Jeg synes ikke, døden er spor sjov, og slet ikke når det er en nær pårørende, der dør. En, man har kendt hele sit liv og vidst alt om, for hun har fortalt om sit liv hundrede og sytten gange til hver af os. Og så viser det sig, at 9
man ved en smule, men når det kommer til stykket –ingenting.
Ser De, vores mormor døde for knap et år siden. Men forinden nåede hun at fortælle os det, som De sikkert allerede har gættet. Vi står der omkring hendes seng, hele familien. Mine forældre, min søster og jeg og vores små børn. Og så kommer det pludseligt ud af det blå: At hun er jøde, og at hun ikke kunne gå i graven, uden at vi fik det at vide. Vi kigger på hinanden og tror ikke vores egne ører. For at sige det som det er, har vi ikke været så vilde med jøder i vores familie.
Min søster trækker mig til side og siger, at mormor mangler ilt, og det er derfor, hun vrøvler sådan. Men mormor giver ikke op. Nej, hun giver sig i stedet til at fortælle familiehistorien. Alt det der om Deres ghettoer, koncentrationslejre, Auschwitz’er, søstre og brødre, gas og alt det andet. Hvad kan et normalt menneske overhovedet få ud af det? Og jeg siger Dem, det var ikke som i en af de jødiske vittigheder.
Næste morgen døde vores mormor, ikke-jøde hele livet igennem. Og hvem stod tilbage? Hendes jødiske datter og hendes jødiske børnebørn, ikke sandt? For det er sådan, det forholder sig med jer. Og hvorfor skal det gå ud over os? Vi ved ikke engang, om der er andre bortset fra Dem og os, der ved det. Det var ikke en oplysning, men angst, hun gav videre til os. Jeg kom hertil for at takke Dem på hele familiens vegne for den
10
angst. Hvor skulle jeg ellers gå hen? Til sognepræsten?
Det er Deres historier, dem må De selv holde styr på. Jeg
skal afsted nu, ellers når jeg ikke toget.
11
12
Arkadia
Du ved, hvordan det er her om efteråret. Solskin eller regn – hunden må ud og luftes. Dér støder jeg på diverse ulyksalige fra hele verden, som farer forvildet rundt i mit kvarter. Der er to ting, man kan kende dem på: Et kort over Warszawa i den ene hånd og en udprintet plan over ghettoen i den anden. De kommer hertil året rundt, men jeg har mest ondt af dem om efteråret. Man ser det med det samme, de er hjælpeløse som børn, sådan som de går på må og få og kigger omkring. Og hér står jeg med min hund og overvejer: Skal jeg hjælpe, eller skal jeg lade være? Nogle gange går jeg hen til dem, selv om mit engelske er alt for dårligt til, at jeg rigtigt kan snakke med dem. Så jeg smiler bare venligt: ”Ken aj help ju?” De leder som regel efter ”bunker mila” og ”Rapaport”, og her på det sidste er der også kommet et ”miuzeum” til. Det jødiske museum var det letteste, de jødiske frihedskæmperes ”bunker” i Milagade fandt jeg også hurtigt frem til, men det tog mig et stykke tid at finde ud af, at ”Rapaport” var
13
navnet på billedhuggeren, som skabte mindesmærket i ghettoen.
De fleste er meget mistænksomme. Det forstår jeg godt, men det er lidt svært at række hånden ud til nogen, der holder alle paraderne oppe. ”Bunker Mila”, ja værsgo, lad os gå. Jeg bor tæt på Jan Paweł Allé, så der er nok omkring 600 m til Milagade. Samtalen går meget trægt, for jeg kan jo ikke tale, selv om jeg ellers har alderen til det. Jeg prøver og smiler ... holder mig lidt til en side, går lidt foran, så de føler sig trygge. Og så funderer jeg over, hvad deres forældre eller bedsteforældre har fortalt om os polakker. Selv taler de forskellige sprog med hinanden, men som oftest hebraisk eller engelsk.
Som regel fører jeg dem den lige vej hen til bunkeren, men hvis der er nogle udgravninger, ændrer jeg ruten og går udenom, for jeg er bange for, hvad de kunne få øje på. Det har jeg lært, da jeg gik sammen med et par unge mennesker, vistnok israelere. Vi går og smiler venligt til hinanden, vejret er skønt, for det er sommer, og pludselig standser de og kigger ned i sådan et hul. Jeg står lidt længere henne, men behøver ikke at komme nærmere for at vide, hvad det er, de har fået øje på. De vender sig mod mig og spørger: ”Hjuman bons?” Og hvad skulle jeg svare dem? Jeg nikker blot sørgmodigt. De har i øvrigt allerede forstået, vil bare bekræftes. Så der står de to, tårerne løber ned ad deres kinder, og selv
14
