SOR JUANA
Nonne, digter, feminist
Sor Juana: Nonne, digter, feminist
Af Annette Rosenlund
© Forlaget Multivers ApS, 2024
1. udgave, 1. oplag 2024
Omslag: Emil Stephensen
Omslagsillustration: Retrato de Sor Juana Inés de la Cruz (Miguel Cabrera, ca. 1750)
Tryk: ScandinavianBook
Printed in EU 2024
ISBN: 978-87-7917-622-5 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Forlaget har indhentet tilladelse fra rettighedshaverne til gengivelse af illustrationer i denne udgivelse. Skulle enkelte rettighedshavere mod forventning være forbigået, bedes de kontakte forlaget med henblik på afregning.
Udgivelsen er støttet af:
VELUX FONDEN
KIRSTEN SCHOTTLÆNDERS FOND
Sor Juana Inés de la Cruz anses i dag for den største barokdigter og videnskabskvinde i Mexico i 1600-tallet, dengang Mexico hed Det Nye Spanien og endnu var en spansk koloni. Sor betyder ”søster”, og ”de la Cruz” betyder ”af korset”, og det var de ændringer af hendes fødenavn, Juana Inés de Asbaje y Ramírez de Santillana, der skete ved hendes optagelse i nonneklostret San Jéronimo i 1669, da hun var godt tyve år.
Sor Juana Inés de la Cruz regnes blandt de største digtere og sprogkunstnere inden for hele det spanske sprogområde i baroktiden – både i Spanien og det spansktalende Amerika. Baroktiden i Spanien i 1600-tallet kaldes Guldalderen, fordi spansk litteratur i denne periode blomstrer i fuldt flor. Det spanske litteraturparnas befolkes af nogle af landets ypperligste forfattere og kunstnere, der alle er mænd. Derfor er det så bemærkelsesværdigt,
at en kvinde, en nonne, fra en spansk koloni evner at skrive, så hun kan måle sig med samtidens litterære giganter i Spanien.
Endnu i levende live opnår Sor Juana Inés de la Cruz at blive en hyldet og meget berømmet digter og personlighed – ikke kun i sit hjemland, men i hele den spansktalende verden. Hun fik tilnavnene ’Den tiende Muse’ og ’Amerikas Fønix.’ Desuden indtager Sor Juana en anden fornem plads: Hun er den første kvindeforkæmper på det amerikanske kontinent, idet hun så tidligt som i 1600-tallet stædigt, mod alle odds og med livet som indsats slås for kvinders ret til at studere, udfolde deres talenter, skrive og ytre sig.
Sor Juanas liv udspiller sig inden for de to centrale magtsfærer i den spanske koloni Det Nye Spanien i 1600-tallet, som i dag hedder Mexico: Hun tilbringer flere år i sin ungdom ved det spanske vicekongehof i kolonien, det vil sige i den verdslige verden, mens hendes voksne liv leves i et nonnekloster, hvor hun som nonne skulle tjene den katolske kirke.
Fra tid til anden er en kvinde dukket frem af mørket, som i et vist omfang har formået at gøre sig gældende og bryde med tilsidesættelsen, usynligheden, tavsheden og det fravær i den offentlige
sfære, der var kvinders lod helt frem til 1900-tallet. De kvinder, for hvem det lykkedes at markere sig og træde ud af mørket, er typisk kvinder med en ganske særlig begavelse, en udsøgt skønhed eller med exceptionelle evner af forskellig art – og med et usædvanligt mod. Sor Juana Inés de la Cruz var sådan en kvinde: smuk og modig, usædvanligt begavet og videbegærlig.
Ofte har det været netop nonner, som har formået at gøre sig gældende inden for eksempelvis digtekunsten, musik og lægevidenskab. Fordi disse kvinder, udstyret med videbegær, en særlig begavelse, store evner og talenter og vilde drømme om at få lov til at udfolde deres talenter, har indset, at klosterlivet var deres eneste mulighed for at bryde med den traditionelle kvinderolle som hustru, mor, og den, som skulle sørge for hjemmet.
I 1982 skrev den mexicanske forfatter og Nobelpristager Octavio Paz et af de til dato mest fremragende værker om Sor Juanas liv og kunst med titlen Las Trampas de la Fe (Troens faldgruber). Da bogen udkom, var der nu og da blevet udgivet bøger om digterens liv og kunst, især i Mexico, men efter udgivelsen af Octavio Paz’ omfattende og banebrydende værk om Sor Juana skete der en eksplosion i interessen for at studere hendes 11
liv og kunst over hele verden. Siden 1980’erne er der kommet en lind strøm af studier og bøger om hende fra mange lande. Og en lang række litterater, historikere og sprogfolk graver endnu ivrigt i arkiver i de forskellige spansktalende lande efter nye kilder og materialer om den mexicanske nonne – og har fortsat held med at finde nyt.
Sor Juana har nemlig, set i mexicansk sammenhæng, det uheld at tilhøre en af de perioder i mexicansk historie, som fuldt forståeligt i årevis er blevet betragtet af mexicanerne som en dybt smertefuld og yderst problematisk, ja næsten forkætret periode i Mexicos historie, nemlig kolonitiden (1521-1821), hvor Mexicos oprindelige folkeslag i kolonitiden blev undertrykt, ugleset og sat uden for indflydelse i deres eget land.
Efter afslutningen på uafhængighedskrigen mod Spanien i 1821 fulgte mange lange år med genrejsning af landet og med forsøg på at definere en ny national identitet og på at definere, hvad det vil sige at være mexicaner. Definitionen af denne identitet blev forståeligt nok i den første tid dannet i opposition til kolonitiden og Spanien. I den på alle måder turbulente periode i Mexico, der fulgte efter den 10 år lange krig for at opnå frihed fra Spanien, gik mange arkiver, utallige skriftlige kilder fra ko-
lonitiden tabt, enten spredt for alle vinde eller gemt i forskellige egne af den spansktalende verden, hvor de i mange år lå mere eller mindre urørte hen. Det gælder også den dokumentation, de kilder, der omhandler Sor Juanas liv og virksomhed. Meget gravearbejde og megen søgen har været nødvendig for Sor Juana-forskere for at kunne sammenstykke brikkerne til hendes livshistorie og forfatterskab.
Interessen for at bevare og forske i koloniperioden tog for alvor fart i 1970’erne. Op gennem 1980’erne blev der taget endnu flere initiativer til at bevare og anerkende den spanske kulturarv i landet. Og det er derfor ingen overraskelse, at det netop er i 1982, Octavio Paz fremlægger sine grundige studier af den største digter fra den spanske kolonitid i Mexico, Sor Juana Inés de La Cruz.
Sor Juana er i dag et ikon i sit hjemland, en berømthed, som man er stolt af. Hendes portræt pryder pengesedlerne, og i 2021 blev der opstillet en skulptur af hende og tre andre berømte mexicanske kvindeskikkelser ved Paseo de la Reforma, hovedstrøget i Mexico By. De fire skulpturer har fået tildelt deres egen del af området med navnet Paseo de las Heroínas (Heltindernes Promenade).
Hun har også lagt navn til en bygning i et stort kulturcenter ved UNAM, nationaluniversitetet i 13
Mexico By: Foro de Sor Juana Inés de la Cruz. Hun er afbildet på murmalerier af den kendte mexicanske maler, Diego Rivera. Hun optræder i tegneserier, i film på Netflix, i videoer på YouTube og i nye romaner.
Jeg hørte første gang om Mexicos store barokdigter som ung studerende i litteratur ved det nævnte universitet, UNAM, og jeg synes, at tiden nu er inde til også at introducere hende til et dansk publikum. Det er hensigten med denne bog.
Bogen har fokus på Sor Juanas liv, hendes biografi, på hendes samtid og på hendes forfatterskab.
Der vil være eksempler på hendes digtning, hendes prosa og hendes lyrik, men også hendes skuespil vil blive omtalt. Eksemplerne fra hendes forfatterskab er valgt med henblik på at præsentere nogle af de berømteste og mest karakteristiske tekster fra hendes hånd. I udvalget er der lagt vægt på Sor Juana som forkæmper for kvinders ret til at studere og skrive. Jeg har bevidst valgt i oversættelserne af hendes tekster at gøre dem læselige for en moderne læser og at have fokus på indholdet i teksterne, mens jeg har lagt mindre vægt på formen.
Min biografi er langtfra et udtømmende studium af Sor Juana. Den er mere ment som en introduktion af hende på dansk for danske læsere.
Andre oversættere arbejder p.t. for Multivers på et dansk udvalg af en lang række af Sor Juanas tekster.
Prolog
Mexico By, hovedstaden i den spanske koloni, Det Nye Spanien, en aften i 1664.
Den kun 16 år gamle Juana Inés skal optræde ved et festligt aftenarrangement i den spanske vicekonge Antonio Sebastian de la Mancera og hans tyskfødte hustru Leonor Carretos palads i centrum af hovedstaden Mexico.
Både vicekongen og hans dronning er veluddannedeadeligefraEuropaogharbeggeenbrændende interesse for kunst, kultur og videnskab. De ynder at omgive sig med repræsentanter fra de herskende klasser i byen, de rige, og højtstående personer inden for den magtfulde katolske kirke, men denne aften har de også inviteret en lang række førende videnskabsmænd inden for snart sagt alle tidens vigtige videnskaber: teologi, astronomi, poesi, matematik, historie, klassisk litteratur, geografi og lægekunst. Der er fyrre mænd i alt. De fleste har de-
res universitetsgrader på plads, men blandt dem er der også nogle af de såkaldte tertullianere, herrer, der ikke nødvendigvis har længere universitetsstudier bag sig, men som ynder at fordrive aftenerne med sammenkomster, hvor der er rigeligt med alkoholiske drikke, røg og lange samtaler.
Kort forinden har vicekongeparret installeret denungeJuanaInésipaladset.Hendesrolleerførst og fremmest at være selskabsdame for den smukke vicedronning, Leonor Carreto. Via hendes onkel, Juan de Mata, der af og til kommer i paladset, er det kommet vicekongeparret for øre, at Juana Inés, er helt usædvanligt godt begavet, og at hun har tilegnet sig en uhyre mængde viden om alverdens videnskaber og kunst. Hun har i kraft af en selvdisciplin, der nærmest var uhørt for så ung en pige, tilegnet sig sin omfattende viden på egen hånd. Uden adgang til universitetet eller til lærere, der kunne bistå og vejlede hende. Og så er hun tilmed usædvanligt smuk.
Gæsterne er ved at finde deres pladser i den pragtfulde sal med spanske silketapeter. Der er malerier på væggene. Nogle er malet af kunstnere fra Det Nye Spanien; de har kopieret tidens store mestre fra Europa, men også føjet lokalkolorit til. Der erogsåetparmindremalerierafSpanienshofmaler
og førende kunstner i samtiden, Velázquez. Der er spraglede, tykke tæpper på gulvet. Møblerne er af mahogni, fremstillet af lokale snedkere, der hurtigt har tilegnet sig barokkens begejstring for slyngede motiver og krummelurer. For enden af salen er der rejst et podium, hvorpå lidt enklere stole er stillet op på buede rækker. De er beregnet til de fyrre lærde mænd, som snart skal eksaminere den unge Juana Inés. De lærde slår sig ned på stolene og underholder sig med hinanden. De taler dæmpet sammen og ler indimellem selvtilfredse.
Juana Inés befinder sig i et tilstødende gemak i selskab med vicedronningen, der beroliger den unge pige og minder hende om, hvor mange kundskaber hun er i besiddelse af. Lige siden hun få måneder forinden inviterede hende ind til sig på paladset som selskabsdame, har de to ført lange samtaler, læst højt for hinanden, og Juana Inés har også underholdt med spil og sang. Vicedronningen ved, hvad den unge pige kan. Også fordi de i dagene frem til Juana Inés’ optræden sammen har forberedt sig omhyggeligt på de mange spørgsmål, de ved, der vil komme inden for den dominerende videnskab i kolonien: teologien.
Eftermiddagen er gået med at gøre Juana Inés klar til aftenens begivenhed. Leonor Carretos på19
klæderske har hjulpet Juana Inés i de prægtige gevandter: En gylden silkekjole med broderede røde blomster. Kjolen sidder stramt om den unge piges spinkle overkrop med de små bryster. Den harstorepufærmer,derkunnårtilalbuerne.Under kjolen bærer hun en stramtsiddende bluse, der skjuler hendes underarme. Skørtet er stort og ligger i bløde lange folder om hofter og ben og går helt ned til de små fødder. Leonor Carreto har selv hængt et af sine kostbare smykker med en stor grøn jadesten i midten om halsen på Juana Inés. Håret er blevet friseret og sat af frisøren. Hun har valgt, at lade Juana Inés’ lange sorte, let bølgede hår hænge løst ned ad ryggen og om skuldrene, så det kommer til sin ret i al sin forførende pragt. Kun har hun indflettet nogle små ranker af røde blomster. Hun har også lagt en sart make-up, fremhævet de mørke, livlige, men også alvorlige øjne, lagt en let rouge på de lyshudede kinder.
Juana Inés er en anelse nervøs. Hendes hjerte banker endnu bag den stramme silke. De fornemme klæder føles stadigvæk noget fremmede for hende, der kommer fra ydmyge kår og ikke er vant til at gå så elegant klædt. Hun bryder sig ikke om at skulle udstilles som et fænomen. Hun er heller ikke til pral eller til at skulle stille sine evner
til skue for publikum. Hun vil hellere sidde i et rum alene og studere eller tale om litteratur med vicedronningen. Men hun ved, at hun ikke kan undslå sig. Det er hendes pligt som undersåt og genstand for vicekongeparrets store omsorg, gunst og interesse at gøre gengæld ved at brillere med det, hun kan.
En fanfare lyder fra salen som tegn til, at vicedronningen kan træde ind, ledsaget af den unge Juana Inés, der går ind bag dronningen, rank og med roligt blik. Hun smiler let og roligt til de mange forsamlede gæster. Vicedronningen sætter sig ved siden af sin mand på en lidt tung, fornem stolmedhøjrygogstofbeklædtearmlæn.Desidder ved siden af det sted foran de buede rækker med alle de lærde mænd, hvor Juana Inés skal stå, mens hun eksamineres. Juana Inés nejer dybt for vicekongen, der ser venligt opmuntrende på sin protegé. Hun stiller sig op foran de fyrre lærde. Hun har fået hold på nerverne og ser direkte på dem med sit intense, let udfordrende blik, parat til at lade sig eksaminere. De er lige straks forbavsede. Reglen for så ung en kvinde er, at hun i betydningsfulde mænds tilstedeværelse forventes rødmende og genert at slå blikket ned. Og de kan næsten ikke tro, at den spinkle, smukke og forførende 21
unge kvindekrop også skulle kunne rumme både intelligens og viden.
En ældre astronom rejser sig og stiller et langt og kompliceret spørgsmål om himmellegemer. Juana Inés samler sig og svarer omhyggeligt og til spørgerens tilsyneladende tilfredshed. Lærd mand efter lærd mand rejser sig og stiller spørgsmål efter spørgsmål. Hendes kinder bliver svagt rødere; hun bliver optændt af at blive udfordret intellektuelt, finder det spændende. Hun taler friere og friere. Det falder hende let. Hun svarer mest på sit modersmål, men griber ind imellem til at udtrykke sig med lange formfuldendte sætninger på latin, mens hun i sit stille sind takker sin eneste lærer for de bare tyve lektioner, hun har modtaget i latin. Hun taler højt og klart og svarer på alle spørgsmål uden tøven eller generthed.
Efter to timers bygeregn af spørgsmål, slutter arrangementet ved, at vicekongen rejser sig og klapper begejstret. Alle rejser sig og klapper ivrigt med. Applausen vil ingen ende tage. Juana Inés vender sig bort fra de lærde, der også har rejst sig, og hun nejer dybt for publikum. Leonor Carreto går frem imod hende og giver hende et kys på hver kind, lægger kærligt en hånd let om hendes
skulder og gelejder hende stolt ud af salen, mens klapsalverne endnu runger.
Mange år senere, da den purunge Juana Inés er blevet til nonnen og den fejrede digter Sor Juana Inés de la Cruz, og hvor vicekonge Antonio Sebastian de la Mancera efter ni års tjeneste i kolonien DetNyeSpanien(1664-1673)atterervendttilbage til Spanien, fortæller han vidt og bredt om det aftenarrangement, hvor den unge kvinde lod sig eksaminere af de fyrre lærde mænd og dermed lagde endnu en byggesten til den berømmelse, der skulle blive hende til del.
En af dem, der hørte beretningen om den unge Juana Inés fra vicekongens egen mund, var den spanske gejstlige Diego Calleja. Han havde også et personligt kendskab til den skrivende og berømte digterinde fra Det Nye Spanien, idet han var blandt de mange internationale personligheder, hun korresponderede med.
Diego Calleja nedskrev noget af vicekongens personlige beretning om aftenarrangementet, hvor den unge Juana Inés brillerede med sin omfattende viden, i sin biografi om hende, der er den første, som blev skrevet og udgivet i år 1700.
Efter at have beskrevet aftenarrangement, som et stykke ”fantastisk teater” skriver Calleja, at 23
vicekongen sagde: ”at hun som et Kongeligt Galeonsfartøjforsvaredesigmoddesmåchalupperog mod deres angreb; så fri og frejdig konfronterede hun deres spørgsmål og argumenter, og svarede på de mangfoldige spørgsmål, de stillede hende.”
Diego Calleja deler tydeligvis vicekongens beundring for den unge Juana Inés og skriver denne kommentar om hende efter at have citeret fra vicekongens ord: ”Hvilket studium, hvilken forståelse, hvilke talegaver og hvilken hukommelse har dog ikke været påkrævet for at klare dette.”
I Diego Callejas beskrivelse af Juana Inés’ eksamination ved arrangementet med de fyrre lærde skriver han, at eksaminationen ikke kun er et underholdende indslag. Det havde også det formål at afdække, om hendes utallige kundskaber og vældige viden om alverdens emner var ”naturlig eller tillært”. Det kan forekomme lidt besynderligt at ville undersøge det, og det forekommer også som noget, der måtte være umuligt at fastslå. Når
Calleja skriver det, kan det have at gøre med, at han i sin biografi forsøger at tegne et nærmest helgenindeagtigt portræt af Sor Juana, og at han vil antyde, at formålet med eksaminationen var at undersøge, om der var guddommelige kræfter eller noget mirakuløst på spil i den unge pige, som satte
hende i stand til at vide og kunne så meget i så ung en alder.