MIKKEL THRANE LASSEN
Sjostakovitj – En sovjetkunstner
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 3
22.11.2021 13.15
Sjostakovitj. En sovjetkunstner Af Mikkel Thrane Lassen © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag 2022 Redigeret af Jens Cornelius Omslagsillustration: Dmitri Shostakovich © 2020 Ehsan Abarghouei Tryk: Totem Printed in Poland ISBN: 978-87-7917-356-9 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Forlaget har indhentet tilladelse fra rettighedshavere til gengivelse af illustrationer i denne udgivelse. Skulle enkelte rettighedshavere mod forventning være forbigået, bedes de kontakte forlaget med henblik på afregning. Udgivelsen er støttet af: Hoffmann og Husmans Fond Landsdommer V. Gieses Legat
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 4
22.11.2021 13.15
Til Hanne
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 5
22.11.2021 13.15
Anna Akhmatova: Musik Til Dmitrij Sjostakovitj Der brænder en mirakelild i den, mens former for mit indre øje flimrer. Den taler med mig som en sidste ven, når ingen andre vover sig hen til mig. Da alle vendte blikket bort, dengang gik den med mig i gravens mørke gemme, som årets første uvejrssky den sang, og som hvis alle blomsterne fik stemme. Oversat fra russisk af Jon Kyst
Det er svært at komponere godt. Man må vide hvordan. Dmitrij Sjostakovitj, 1938
Jeg ved ikke, hvordan man ikke er bange … Dmitrij Sjostakovitj, 1962
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 6
22.11.2021 13.15
Indhold Forord Hvad vi taler om, når vi taler om Sjostakovitj I: Piano (1880-1924) 1: Fædre og sønner (1880-1906) 2: Barndom (1906-1917) 3: Ungdom (1917-1923) II: Opera (1925-1936) 1: Det unge håb (1926-1927) 2: Tea for Two (1927-1934) 3: Nationalkomponisten (1934-36) III: Symfoni (1936-1948) 1: Lady Macbeth-affæren (1936) 2: I Stalins skygge (1936-1940) 3: Krig (1939-1945) IV: Kvartet (1948-60) 1: Formalisten (1948) 2: Ambassadøren (1948-1952) 3: Enkemand (1950-1959) 4: Partiets mand (1957-1961) V: Kantate (1960-1975) 1: Statsmanden (1960-1970) 2: De sidste år (1970-1975) Personer Institutioner, begreber og forkortelser Tidslinje Litteraturliste Referenceværker Monografier Artikler Skønlitteratur, drama, film, opera Noter
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 7
9 13 35 36 43 56 93 94 116 176 195 196 221 246 293 294 325 344 387 417 418 474 505 531 535 543 543 543 551 554 557
22.11.2021 13.15
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 8
22.11.2021 13.15
Forord Dmitrij Sjostakovitj var en kunstner, der på mange måder blev hvirvlet ind i sin tids ideologiske konflikter. I Sovjetunionen opfattede man ham som en værdifuld repræsentant for den sovjetiske musikkultur og anvendte ham udenrigspolitisk som selve symbolet på, at denne kultur var jævnbyrdig med Vestens. Samtidig blev han indenrigspolitisk i perioder repræsentant for en hel profession. Når styret ønskede at markere en grænse eller fremhæve en ny kulturpolitisk strømning, kunne det være bekvemt at markere dette i relation til Sjostakovitj: Når selv landets mest betydningsfulde komponist blev ramt, så vidste resten af musikmiljøet, at det også gjaldt dem. Sovjetunionens lukkede system fordrede til tider en særlig hermeneutisk indsats for at forstå, hvad der gemte sig bag de officielle talers retorik, de politiske personudskiftninger på centrale poster eller avisartiklernes snørklede syntaks. Den såkaldte kremlologi havde sine specialiserede udøvere allerede før Stalins endelige magtovertagelse i slutningen af 1920’erne, og en del af denne særlige kombination mellem symbolanalyse og politisk analyse har bevæget sig med over i beslægtede områder, herunder analysen af den klassiske musik fra Sovjetunionen og styrets forhold til denne. Et beskedent område, måske, men vigtigt for den sovjetiske kulturpolitik. Den måde, hvorpå både Sovjetunionen og Vesten har forholdt sig til Sjostakovitj som komponist, både i hans levetid og senere, har i vid udstrækning været præget af de herskende politiske forhold og relationen mellem Vesten og Sovjetunionen. Dette er en biografi om Sjostakovitj – om manden og komponisten. Man vil ikke i bogen finde lange værkanalyser med nodeeksempler – det er ikke bogens hovedfokus. Det er derimod mennesket Sjostakovitj og hans forsøg på at komme overens med den periode og den geografi, han af skæbnen var blevet placeret i. Det er desuden en bog om, hvordan Sjostakovitj hidtil er blevet opfattet og fortolket – på forskellige måder på forskellige tidspunkter. Det er vigtigt for forståelsen at vide, at Sovjetunionen bestod af forskellige, nominelt ligestillede og formelt autonome republikker som fx Ukraine og Hviderusland – men også Rusland, der blot var én af de 15 republikker. Hver republik havde sine egne statslige og kulturelle organisationer. Det russiske komponistforbund var således ikke identisk med det sovjetiske. 9
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 9
22.11.2021 13.15
For at mindske kompleksiteten mest muligt er personnavne i teksten normalt ikke angivet på traditionel russisk vis med tre navne (fornavn, patronymikon, efternavn), men på mere traditionel vestlig vis med blot for- og efternavn. Kun i sjældne tilfælde, hvor det har været nødvendigt fx at adskille to forskellige personer, er patronymet anvendt. Der er en mangfoldighed af personer med i denne bog, og af hensyn til overblikket er de alle samlet i et lille appendiks bagerst i bogen med en kort biografi. Translitterationer af russiske navne, byer, titler og ord følger i alt væsentligt Dansk Sprognævns retningslinjer fra 1970 (Dansk Sprognævns Skrifter 4: Stavning af russiske navne. Fællesnordiske transkriptionsregler (Gyldendal 1970)), men i få tilfælde har jeg fulgt tradition og normer snarere end principper. Således er fx formen Vladimir Ashkenazy bibeholdt (fremfor Vladimir Asjkenasij), da pianisten er kendt sådan, også i danske medier og kilder. Da teksten af praktiske årsager for at forfølge et tema somme tider springer en smule frem og tilbage i kronologien, er der ligeledes i et appendiks bagerst indsat en tidslinje med de vigtigste begivenheder for overblikkets skyld. Bogen skildrer komponistens liv, både offentligt og privat, i nogenlunde kronologisk rækkefølge. Undtaget er dog indledningskapitlet, der forsøger at indkredse, hvordan Sjostakovitj har været forstået og fortolket på forskellige tidspunkter i både Øst og Vest. Er man primært interesseret i den historiske biografi og mindre interesseret i diskussionen om Sjostakovitjs forhold til den stat, han boede i, kan denne del eventuelt springes over, selv om der lejlighedsvis senere i teksten henvises til pointer fra dette indledende kapitel. Kantede parenteser inde i et citat betyder, at der er indsat noget, som ikke er med i det oprindelige citat, fx en forklaring. Alle oversættelser af citater fra engelsksprogede kilder er oversat af forfatteren, medmindre andet fremgår. Jeg har i mit arbejde med bogen trukket store veksler på mange forskellige mennesker, som jeg skylder en stor tak. Kurt Jacobsen har bidraget med værdifuld hjælp, blandt andet vedrørende institutionelle detaljer om Sovjetunionen, og har desuden gennemlæst hele manuskriptet og givet konstruktiv kritik. Mads Hebsgaard Andersen har stået til rådighed for enhver slags musikfaglige spørgsmål, jeg stødte på undervejs, og Mads Büchert Eskildsen har hjulpet mig med at finde vej gen10
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 10
22.11.2021 13.15
nem det russiske sprogs faldgruber. Tak til Jakob Sørensen for sparring om bogprocessen generelt, og tak til Jens Balslev for god samtale om Sjostakovitjs betydning for det danske klassiske musikmiljø. Også en tak til Trine Stigaard for afklaring af lægefaglige spørgsmål, til Lone Follmann Larsen for indsigter i fysioterapeutisk behandling af polioramte før og nu, til Lars Frank Jensen for hjælp med polske personnavne, samt til Christian Braad Thomsen for afklaring af en enkelt detalje. Wihirifonden i Finland har venligt og udtømmende svaret på mine forespørgsler om Sibelius-prisen. Også en stor tak til Pauline Fairclough, David Fanning, Gerald Ginther samt Stephen Johnson for at stille deres ekspertise på Sjostakovitj-området velvilligt til rådighed. Tak til Jesper Skov for mangt og meget, herunder den italienske vinkel, til Ulrik Langen for imødekommende assistance og til Georg Metz for kaffe. Tak til Martin Kvist Petersen og Mette Dalsgaard for hjælpen med Akhmatova, samt til Jon Kyst for med meget kort varsel at træde til som oversætter. En særlig tak til Janus Randbøll Jensen for musikfaglig sparring og ikke mindst for at have læst hele manuskriptet igennem og givet uvurderlig feedback – uden denne ville bogen have været væsentligt ringere. Også tak til Jens Cornelius for at være medlæsende redaktør og foreslå et overvældende stort antal meget relevante forbedringer. For de resterende fejl, inkonsekvenser og absurditeter hæfter naturligvis alene jeg selv. Tak til mine børn, Frida og Sylvester, for at have hørt mere om og af Sjostakovitj, end hvad der med rimelighed kan interessere normale mennesker. Men først og fremmest tak til min elskede hustru, Hanne, for betingelsesløs støtte og stor tålmodighed. Denne bog er til dig.
11
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 11
22.11.2021 13.15
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 12
22.11.2021 13.15
Hvad vi taler om, når vi taler om Sjostakovitj FUGA, sotto voce At komponere udelukkende, hvad du selv ønsker at komponere, er at udfordre rammerne for politik, angstens halvliv. Hør, der er intet skjold imod denne strålesyge, bly hjælper intet her. Bare giv mig en pakke smøger og noget halvgod vodka, og lad mig fortsætte med mit arbejde. Men jeg har ikke glemt jer, I halvskyggernes folk. Vi er alle truet, og vi behøver en sotto voce-hymne. Der er hemmelige sange, melodier for indre stemmer, for dem med ører at høre med. Hvis du er usikker på ordene, så nyn, nyn sangen med mig, stille, stille. (Anna Boulter: Twenty Four Preludes and Fugues on Dmitry Shostakovich (2006))
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 13
22.11.2021 13.15
Dette er en bog om den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj: et paradoksalt menneske, fuld af indre modsætninger. Han var ydmyg, beskeden, genert, selvudslettende, neglebidende og hændervridende utilpas ved opmærksomhed. Men han var også ætsende sarkastisk, rasende intelligent, utålmodig over for dovenskab, sjusk eller mangel på talent og uforsonlig over for musik, der ikke havde samme høje standard som hans egen. Han var en begavet samtalepartner, men kunne også være stum som en østers på tomandshånd. Han elskede sine børn, men var ikke videre pædagogisk. Han havde et stærkt blik for andres særheder, men led selv af overdreven omhu for hygiejne og håndvask. Han nærede varme følelser for menneskeheden generelt, men var mere forbeholden over for det enkelte menneske. Han er blevet opfattet som systemets mand, stillede ofte op med taler til mærkedage i Sovjetunionens historie, kritiserede Vestens dekadence, underskrev fordømmelser af systemkritikere og skabte musik, der hyldede både Stalin og Lenin. Han er også blevet opfattet som en systemkritiker, der anvendte sin musik til at kritisere Stalins diktatur, Sovjetunionens antisemitisme og sikkerhedspolitiet NKVD’s brutale fremfærd. I Vesten blev han af mange i flere lange stræk i sin karriere betragtet som en undertrykt kunstner, der blev forfulgt og mishandlet af en totalitær stat uden forstand på eller sympati med kunsten, mens han på samme tid i Sovjetunionen blev set som en privilegeret kunstner, med statsbetalt lejlighed, datja, bil, chauffør, hushjælp og adgang til statens kunstner-refugier, hvor han kunne skrive sine værker, og med adgang til svært tilgængelige kommunikationskanaler i et samfund, hvor forbindelser var alt. Han var alt dette, på forskellige tidspunkter og samtidigt. Sjostakovitj er en palimpsest, hvor en ny Sjostakovitj dukker frem, hver gang man kradser den gamle overflade af. Når han talte om sig selv, beskrev han ofte en kluntet og klodset person, der altid gjorde og sagde det forkerte – og han fandt tilsyneladende en vis selvpinerisk fornøjelse ved det. Han var en humoristisk mand, der fandt særlig stor glæde ved det barokke, og han elskede, når folk lo ved hans koncerter ad en af hans komiske detaljer i musikken.1 Musikjournalisten Stephen Johnson har bemærket: ”Ærlig, spontan latter er sjælden til klassiske 14
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 14
22.11.2021 13.15
Sjostakovitj: en jaget mand – eller en tænksom kunstner, alt efter temperament.
koncerter, og de fleste gange, jeg har oplevet det, har det været til musik af Sjostakovitj.”2 Han dyrkede den slags barokke fortællinger om tåbelige personer, som hans yndlingsforfatter, Nikolaj Gogol, mestrede at skildre. Sådan fortalte han netop også gerne om sig selv: som en tåbelig person. Men hvis andre fortalte om ham på en tilsvarende måde, eller blot videreformidlede en kejtet Sjostakovitj-anekdote, der kom fra ham selv, blev han fortørnet, fornærmet. Han nævnte det aldrig over for den, han blev vred på. Han gemte det inden i sig. Hans ansigtsudtryk afspejlede det dog alligevel meget tydeligt, og de færreste var i tvivl, når de havde sagt noget, der fornærmede komponisten. Han var altid den første til selv at vurdere sine værker som værdiløse, men hvis nogen andre sagde noget kritisk, tog han sig det meget nært. Flere af hans elever var af den overbevisning, at hans mangeårige modvilje imod den ældre komponist-kollega Sergej Prokofjev bundede i, at denne i 1934 eller 1935 havde været kølig i sin vurdering af Sjostakovitjs 1. Klaverkoncert.3 15
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 15
22.11.2021 13.15
Sjostakovitjs historier kunne være underholdende, men også usandfærdige. Hans nære ven og elev, cellisten Mstislav Rostropovitj har i et interview bemærket, at Sjostakovitj for den gode histories skyld kunne opfinde anekdoter om sig selv, der var ganske uden rod i virkeligheden.4 Hvor han gerne opfandt underholdende anekdoter, var han mere sparsom med ærlige detaljer om sig selv og sin person. På et spørgeskema, som han sammen med en række andre professionelle musikere og komponister udfyldte i 1928, var alle spørgsmål om hans forhold til musik grundigt uddybet. Kun tre hovedkategorier af spørgsmål var slet ikke besvaret: nemlig de tre personlige ”Om livssituationen”, ”Om personligheden” samt ”Om den ydre fremtræden”. Sjostakovitj var et ekstremt privat menneske – så privat, som det nu lod sig gøre at være, når man i store dele af sit liv var Sovjetunionens mest fremtrædende komponist. Han gav ikke lange interviews om sin barndom eller om sine inderste tanker, og han nedskrev ikke meget om sig selv. Hans holdning til den del af en kunstners virke opsummeres i det sarkastisk betitlede to minutter lange værk Forord til den samlede udgave af mine værker og korte refleksioner i relation til dette forord, opus 123 fra 1966. Det tager næsten længere tid at sige værkets navn end at høre det, og det udtrykker klart, at han hellere ville tale gennem sin musik end om den. Han bibeholdt hele sit liv en facade imod omverdenen, som professionel musiker og musikalsk embedsmand i statens tjeneste, altid upåklagelig i opførsel og uangribelig i påklædning.5 Store dele af vores viden om hans person er derfor baseret på den omfattende mængde af breve, han skrev til sine to nærmeste venner livet igennem, musikforskeren og renæssancemennesket Ivan Sollertinskij, der til Sjostakovitjs sorg døde alt for tidligt, og litteraturkritikeren Isaak Glikman, der i perioder fungerede som en slags privatsekretær for komponisten. Den private og blufærdige Sjostakovitj ville ganske givet vende sig beskæmmet i sin grav, hvis han vidste, at hans private breve til disse to mennesker siden hans død er blevet udgivet i deres helhed og i dag kan læses af alle, der ønsker det. Pianisten Svjatoslav Richter har viderebragt en anekdote fra en koncert med Sjostakovitjs musik: Sjostakovitj var tilhører og sad med en bekendt, der hviskede til Sjostakovitj ”Det er jo rædsomt”. Sjostakovitj svarede ”Ja, du har ret, storartet, virkelig fremragende”. Vennen indså, at han var blevet 16
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 16
22.11.2021 13.15
misforstået og gentog sin bemærkning, hvortil Sjostakovitj, der nu havde hørt ham rigtigt, svarede ”Ja, gyseligt, simpelthen gyseligt”. Man kan opfatte dette som en automatiseret forsvarsmekanisme i et samfund, hvor det at være i opposition kunne være farligt.6 Men anekdoten afspejler også et karaktertræk ved Sjostakovitj: Han gav ofte folk ret, uanset hvad han selv mente, selv når det gjaldt hans egen musik. Det kan være konfliktskyhed, men det kan også være udtryk for en art arrogance, hvor man ikke orker at indgå i æstetiske eller kunstneriske diskussioner med andre, hvis mening man sætter lavere end sin egen. Dirigenten Kurt Sanderling har beskrevet Sjostakovitj som en mand, der skjulte sig bag en maske af høflighed: Hvis han efter en koncert sagde ”Vidunderligt, herligt, meget smukt, mange tak”, så vidste man, at han ikke var tilfreds. Men hvis han sagde ”I slutningen af første sats ville jeg gerne have fløjterne lidt kraftigere”, så vidste man, at det havde interesseret ham og fornøjet ham. At få kritik af Sjostakovitj kunne således være den højeste udmærkelse. Ifølge sønnen Maxim søgte Sjostakovitj altid ligesindede, så han ikke behøvede at forklare noget, hverken at uddybe eller vejlede. Først når han inderligt respekterede et andet menneske og var sikker på, at den anden kunne forstå ham, ville han (måske) uddybe sine egne partiturer, men nogen stor pædagog var han ikke. Maxim husker, hvordan han som dirigent blev vejledt af faderen, da han skulle dirigere den 15. Symfoni første gang: ”Han viste mig partituret og sagde ’Ja, her er begyndelsen af symfonien, det kan du godt se, ikke? Og den fortsætter her, ja, jeg tror, at du selv kan se, hvad der sker her, og så slutter den her.’ Og hvis man ikke forstod ham, så der var der intet håb.”7 Som barn var Sjostakovitj forkælet, forgudet og elsket af sin mor og sine søstre – og også af faderen, der døde, før Sjostakovitj for alvor trådte i karakter som musiker og komponist. Sjostakovitj har haft noget over sig, der appellerede til beskytterinstinkt og ubetinget hengivenhed. Folk omkring ham, både folk, han kendte, og folk, han ikke kendte, omtaler ham med kærlighed, forarges over enhver modstand, han mødte i sit liv, og fremhæver ethvert almenmenneskeligt træk hos ham som noget ganske unikt. Hans ven, sopranen Galina Visjnevskaja beskriver ham således som en ganske særlig far grundet hans store kærlighed til sine børn: ”Han elskede dem med en abnorm, morbid kærlighed og levede i konstant frygt for, at noget ville ske dem.”8 Men gælder det ikke for alle fædre? 17
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 17
22.11.2021 13.15
For eleven Boris Tisjtjenko antager Sjostakovitj en næsten messiansk karakter: ”Det er ikke blot Sjostakovitjs egen lidelse, du hører i hans musik, men hans medfølelse for sine medmenneskers lidelser … Hans musik omfatter hele menneskeheden … Kristi lære var rettet imod at frelse hele menneskeheden, og på en måde er Sjostakovitjs musik på samme måde rettet imod at frelse hele menneskeheden.”9
Ideologi Få komponister i verdenshistorien har i så høj grad som Sjostakovitj været gidsel af en periodes ideologiske konflikter. Sjostakovitj var en sand sovjetkunstner: Han var 10 år, da Februarrevolutionen brød ud, og hele hans virke og musikalske uddannelse lå i Sovjetunionen.10 Sjostakovitj var igennem størstedelen af sovjettiden den mest værdifulde komponist for styret. Andre fra hans generation var enten ikke i samme liga, som Aram Khatjaturjan, hvis værker i dag ikke så ofte spilles uden for Rusland og Armenien.11 Eller de var kun delvist sovjetiske, som Sergej Prokofjev, der først flyttede tilbage til Sovjet i midten af 1930’erne efter at have været i eksil siden revolutionen, eller Nikolaj Mjaskovskij, hvis første mange symfonier blev skrevet før revolutionen. For slet ikke at tale om Igor Stravinskij, der emigrerede før revolutionen og aldrig vendte tilbage. Eller for den sags skyld russeren Sofia Gubajdulina eller esteren Arvo Pärt, der begge var født og opdraget musikalsk i Sovjetunionen, men hvis berømmelse først og fremmest ligger i perioden efter Sovjetunionens sammenbrud. Den sovjetiske stats interesse for Sjostakovitjs liv og musikalske virke var derfor også kolossal. Han var et stærkt symbol på Sovjetunionens styrke på det kulturelle område, og et potent våben i den kolde krigs kulturkamp. Sjostakovitj er i dag uløseligt forbundet med Sovjetstatens politik og ideologi, i en sådan grad at han ofte forbindes med politik i næsten lige så høj grad som med musik. Mange mennesker, der ikke nødvendigvis kender antallet af Sjostakovitj-symfonier, kender til komponistens plagede forhold til partiet og til Stalin – og intet radioprogram og ingen tv-dokumentar eller podcast om Sjostakovitj undlader at give det politiske en prominent placering. Fire centrale sammenstød med Kommunistpartiet har farvet det vestlige syn på ham: I 1936 blev hans opera Lady Macbeth udsat for voldsom kritik, hvorefter Sjostakovitj udviste anger og skrev sin 5. Symfoni som en 18
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 18
22.11.2021 13.15
slags undskyldning. I 1948 blev han anklaget for formalisme, hvorefter han undskyldte og skrev hyldestværker til partiet og Stalin. Indmeldelsen i Kommunistpartiet i 1960, hvilket han efter alt at dømme ikke kunne undslå sig, samt underskriften på fordømmelsen af Sakharov i 1973, som han efter alt at dømme godt kunne have undslået sig, bidrog yderligere til billedet af Sjostakovitj som et menneske, der ydmygede sig for partiet og udøvede selvkritik, når det var ønsket. Dette billede skulle ændre sig drastisk kort tid efter hans død i 1975. I 1979 udkom den russiske musikjournalist Solomon Volkovs bog Testi mony. Den danske oversættelse Vidnesbyrd kom allerede året efter. Bogen, der senere er blevet miskrediteret som et falsum, blev fremstillet som en interviewbog, redigeret som en slags erindringer. Volkov har selv forklaret, hvordan han som ung journalist, tilknyttet det sovjetiske musiktidsskrift Sovetskaja Muzika, fik en aftale i stand med Sjostakovitj i begyndelsen af 1970’erne om en interviewrække. Han kom, har han forklaret, i den forbindelse ofte hjemme hos komponisten og tilbragte mange timer i hans selskab. Efter hvert interview renskrev Volkov interviewet, viste det til Sjostakovitj, der herefter underskrev forsiden med mærket ”Set. DS”. Forskere har senere peget på, at den første side i hver dokumentpakke, der er underskrevet af Sjostakovitj, udelukkende indeholder sammenkog af allerede tidligere publicerede interview, og at de kontroversielle emner begynder på side 2 – der ikke er underskrevet af Sjostakovitj. Irina Sjostakovitj, komponistens hustru, har ingen erindring om, at Volkov skulle have været på besøg på jævnlig basis i denne periode, og heller ikke opfattelsen af, at hendes mand skulle have haft et særskilt tillidsfuldt forhold til den unge journalist. På tidspunktet for bogens udgivelse var billedet af Sjostakovitj i Sovjetunionen, at han var en trofast ven af systemet, og systemet var tilsvarende stolt af komponisten, der havde fået en statsmandsbegravelse i 1975. I Vesten var billedet af Sjostakovitj, at han var en systemets mand, om ikke ligefrem en aggressiv stalinist, så heller ikke én, der var uenig i det sovjetiske systems grundlæggende principper. Han blev betragtet som en komponist, der nok havde skrevet mesterværker og var en af de store i det 20. århundrede, men hvis samlede værk var skæmmet af tilbøjeligheden til kritikløst at skrive værker på diktat af staten. I Volkovs bog var det en ganske anden Sjostakovitj, offentligheden blev præsenteret for. Her talte en mand, der 19
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 19
22.11.2021 13.15
Solomon Volkovs bog Testimony har gjort mere for at farve Vestens syn på Sjostakovitj end nogen anden bog.
var forbitret over Sovjetunionens undertrykkelse af sin egen befolkning, og som sidestillede det kommunistiske system (særligt det stalinistiske) med alle andre fascistiske systemer i verden. Nu blev billedet af Sjostakovitj som overbevist kommunist og apologet for det sovjetiske styre vendt om, så komponisten fra den ene dag til den anden skiftede karakter og pludselig fremtrådte som en bitter og indædt kritiker af regimet. I bogen præsenteres Sjostakovitj i forordet af Volkov som den klassiske russiske figur jurodivij, den hellige tåbe.12 Figuren kendes i russisk kultur fra bl.a. Modest Musorgskijs opera Boris Godunov, baseret på Aleksandr Pusjkins skuespil af samme navn. Også Fyrst Mysjkin fra Fjodor Dostojevskijs mesterværk Idioten er en sådan skikkelse. Den hellige tåbe siger sandheden, men på en sådan måde, at den ikke umiddelbart kan genkendes, forklædt som den er i vrøvlerier og 20
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 20
22.11.2021 13.15
absurditeter. En sådan skikkelse kunne tale magten imod og dermed fungere som ventil i et samfund med en stram social opdeling. Volkov lancerede i sin bog tesen om, at Sjostakovitj altid havde spillet denne rolle, og i hele sit virke altid havde talt imod regimet, selv når han tilsyneladende hyldede det. En hyldest til Stalin var i virkeligheden altid en forklædt hån – en ætsende karikatur af nazisme var i virkeligheden rettet imod stalinismen. Denne moderne, sovjetiske jurodivij, talte med dobbeltbetydning i alle udsagn. Volkov læste hele Sjostakovitjs virke gennem disse briller. Mange af Sjostakovitjs breve, taler, strygekvartetter og symfonier betød i virkeligheden ifølge Volkov altid noget andet og oftest det modsatte af det, de selv angav, og han argumenterede i sin bog for, at det var denne rolle, der sikrede Sjostakovitjs overlevelse. Det er et attraktivt billede, der appellerer stærkt til vores litterære sans: dåren, der taler magten midt imod, uden at magten selv forstår det, som vi andre forstår.13 Men Sjostakovitj har i realiteten meget lidt til fælles med den hellige dåre fra Boris Godunov eller Fyrst Mysjkin fra Idioten. Hans intellektuelle kapacitet og sproglige skarphed var en ganske anden, og det er meget lidt sandsynligt, at han viede sit liv til i det skjulte at tale magten imod. Mange andre end Sjostakovitj overlevede Stalins vilkårlige udrensninger, og meget tyder på, at Sjostakovitj, ligesom flertallet af sovjetiske internationale kapaciteter i kulturlivet, aldrig var i fare – men også at han var uvidende om dette.14 Hans overlevelse skyldtes ikke den rolle, han spillede som jurodivij, men den status, som hans kunst gav ham i Sovjetunionen og i verden, og det symbol, han dermed blev på et overlegent (eller i hvert fald konkurrencedygtigt) sovjetisk musikliv – hvis den overhovedet skyldtes andet end Stalins tilfældige luner. Volkovs bog var et falsum. Det er der i dag kun meget få forbenede forsvarere af bogen, der vil benægte. Bogens sandhedsværdi blev fra starten draget i tvivl, og seriøse forskere har siden flere gange endegyldigt afvist bogens sandhedsværdi. Grundarbejdet forelå allerede i 1980 i en videnskabelig artikel af musikforskeren Laurel Fay i The Russian Review,15 og siden har talrige videnskabelige arbejder cementeret, at bogen er konstrueret. Volkov forsøgte ikke at få udgivet bogen i Sovjetunionen, men fik smuglet bogen ud til et vestligt publikum, der i det polariserede koldkrigsklima i 1979 havde et ønske om, at den kunne være sand. I kølvandet på udgivelsen af Volkovs bog fulgte en indædt debat mellem 21
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 21
22.11.2021 13.15
tilhængere af bogen og modstandere. Debatten var intens, tonen infam og argumenterne langtfra altid videnskabelige.16 Skænderiet mellem tilhængere og modstandere af Volkovs bog blev hurtigt døbt og kaldes fortsat i fagkredse i dag for The Shostakovich Wars. På den ene side stod revisionisterne, der bakkede op om det nye syn på Sjostakovitj, der lanceredes med Volkovs bog. Til revisionisterne hørte blandt andre den britiske musikkritiker Ian MacDonald, der med bogen The New Shostakovich fra 1990 forfattede et af de mest insisterende og mærkværdige indlæg til fordel for et nyt syn på Sjostakovitj. MacDonalds bog er underholdende at læse, uanset hvilket syn man har på Sjostakovitj. Hans analyser er forskruede, men begavede, han skriver glimrende, stædigt, brillant, hysterisk i sine forsøg på at overbevise læseren om, at enhver tone fra Sjostakovitj har et skjult, men afkodeligt, antisovjetisk budskab. Med på denne front var også musikforskeren Allan B. Ho og pianisten Dmitrij Feofanov, der i fællesskab redigerede det mest omfattende forsvar for Volkovs bog i deres egen Shostakovich Reconsidered fra 1998. Revisionisterne mente, at det hidtidige syn på Sjostakovitj som systemets mand måtte ændres, og forfægtede dette synspunkt med militant retorik og perfide angreb på dem, der mente noget andet. En anden front bestod af antirevisionisterne. Denne gruppe bestod af blandt andre forskerne Laurel Fay og David Fanning, der argumenterede for, at revisionisterne overfortolkede det foreliggende materiale, og påpegede, at selvom Sjosta kovitj måske ikke havde været systemets mand, var det ikke ensbetydende med, at han havde været dissident. Deres retorik var ikke meget pænere end modstandernes, omend ondskabsfuldhederne var videnskabeligt bedre forankrede. På sidelinjen, men mest på antirevisionisternes side, stod postrevisionister som forskeren Richard Taruskin, der mente, og fortsat mener, at hele debatten skygger urimeligt for, hvad der snarere burde fylde: komponistens musik, ikke dens mulige programmatiske indhold. Med andre ord, at det er på tide, at vi begynder at lytte til komponistens musik som musik snarere end som politiske programmer, der skjuler budskaber om komponistens holdning til det styre, han levede og skrev under. Endelig er der alle dem, der har den opfattelse, at det nok er muligt, at revisionisternes analyse måske ikke er baseret på fakta, men at den godt kunne være sand. Blandt disse er komponistens egen søn, Maxim, der har udtalt, at Vidnesbyrd ikke er en bog af hans far, men om hans far. Med an22
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 22
22.11.2021 13.15
dre ord afviser han, at Dmitrij har sagt det, der står i bogen, men ikke at han kunne have tænkt det. Bogen er, har Maxim sagt, fuld af rygter og falske historier, men også dokumentariske fakta. Bogens vigtighed består for Maxim i, at den giver et indtryk af, hvordan det har været at leve under Stalins regime.17 Maxims vurdering er interessant, ikke blot fordi han er komponistens søn, men fordi han i 1981 hoppede af til Vesten. Dermed oplevede han som eksil-russer diskussionen fra to sider. Dels i Sovjet i 1979-1981, dels i Vesten efterfølgende. I Sovjetunionen gik diskussionen af bogen primært på autenticiteten af manuskriptet og troværdigheden af anekdoterne, mens diskussionen i Vesten (også) fokuserede på bogens billede af livet som sovjetisk intellektuel.18 Hertil kom, at de sovjetiske myndigheder gjorde alt, hvad de kunne, for at standse Volkovs bog, og stemplede den som en ”forfalskning”, hvilket medvirkede til at blåstemple dens sandhedsværdi for mange i Vesten.19 Intet gjorde mere for at styrke bogens sandhedsværdi i Vestens øjne end disse officielle sovjetiske beskyldninger – og intet gjorde arbejdet med at påvise, at bogen faktisk var et falskneri, vanskeligere for den vestlige universitetsverden, end at de her var i overensstemmelse med den officielle sovjetiske politik.20 Krigen om Sjostakovitj er i dag i alt væsentligt slut. Volkovs mest entusiastiske forsvarere er enten døde (Ian Macdonald) eller tavse (Feofanov og Ho, der ikke har givet meget lyd fra sig siden deres bog fra 1998, og et manuskript fra 2009, der kun er udgivet på internettet)21, og få, hvis overhovedet nogen, i det musikvidenskabelige miljø forsvarer Volkov eller McDonald i dag. ***** Mens spørgsmålet om bogens sandhedsværdi er et historisk relevant spørgsmål, er det et mindre relevant kulturhistorisk spørgsmål. Volkov-bogens kulturhistoriske virkningshistorie er ubestridelig. Det er muligt, at Volkov i snævre fagkredse for musikhistorie er miskrediteret, dårligt videnskabeligt selskab, pinlig at citere. Men i den brede offentlighed er det portræt, han har givet af Sjostakovitj, bredt anerkendt. Historien om Sjostakovitj som skjult dissident, der gennem kodede budskaber i musikken drev gæk med Sovjetmagten, har vist sig at være en fortælling, som et beredvilligt publikum har 23
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 23
22.11.2021 13.15
taget til sig. Gennemslagskraften for Volkov og MacDonald har derfor været langt større end den mere nuancerede tilgang, som særligt forskerne Pauline Fairclough, David Fanning, Marina Frolova-Walker og Laurel Fay har stået for. Volkovs bog har haft en enorm indflydelse på formidlingen af Sjosta kovitjs livshistorie. Den britiske forfatter Julian Barnes’ fiktive biografiske portræt af komponisten i bogen Tidens støj fra 2016, med forsidebilledet af en angstplaget Sjostakovitj med kuffert, der afventer sikkerhedspolitiets komme, er en velskrevet litterær version af Volkovs bog. Musikmarkedet har taknemmeligt taget Volkov til sig, og utallige CD-udgaver af Sjostakovitjs symfonier er udgivet i samlinger med titler som Under Stalin’s Shadow eller lignende. På filmfronten har Volkov-bogen afstedkommet en spillefilm om Sjostakovitj, den britiske instruktør Tony Palmers Testimony (1988), der med en knuget Ben Kingsley i rollen som Sjostakovitj er trofast over for den fortælling, der udrulles i Volkovs bog – ja, den tøver endda ikke med at fejlcitere centrale tekster for at få enderne til at mødes. Den canadiske musikdokumentarist Larry Weinsteins dokumentarfilm The War Sympho nies: Shostakovich against Stalin (1997) følger fortællingen om kunstnerens kamp mod diktatoren helt til dørs og udfolder en analyse af symfonierne 4-9 som utvetydige parodier af eller protester imod Stalin, og filmen igennem citeres Volkov-bogen flittigt af en voiceover-fortællerstemme. Der er langt bedre salg i en fortælling som Weinsteins end i en mere forsigtig og balanceret undersøgelse. Med musikforskeren Gerald Ginthers ord: ”For øjeblikket bliver akademikernes advarsler imod revisionismens farer ikke lyttet til af dem, der tjener penge på Sjostakovitjs musik. Faktisk, des mere vovet og alternativt synet på Sjostakovitj er, des mere fanger det publikum. Den aparte fortælling bag ved 1997-filmen The War Symphonies: Shostakovich Against Stalin tjener som eksempel.”22 Diskussionen om Sjostakovitjs rolle i forhold til stat og parti har ført til intens forskning, primært i den engelsksprogede verden, og dermed til værdifuld viden om ikke blot Sjostakovitj, men også om den indbyrdes relation mellem kunst og stat i Sovjetunionen. Desuden medførte Vidnesbyrd og kontroversen omkring bogen en intens interesse for Sjostakovitjs musik. Som Sjostakovitj-biografen Elizabeth Wilson har sagt, må man rose Vid nesbyrd for, at den tillod mange vestlige øjne at se, at det officielle billede 24
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 24
22.11.2021 13.15
af Sjostakovitj som statens marionet ikke holdt vand. At bogen så erstattede det hidtidige billede af statens trofaste tjener med den modsatte parodi, nemlig den hemmelige og stålsatte dissident, var beklageligt.23 ***** Forholdet mellem komponisten og Vesten har været blandet. Det startede lovende: Sjostakovitjs 1. Symfoni blev overvældende modtaget i Vesten i 1928, men interessen for Sjostakovitj dalede hurtigt til et mere moderat niveau, indtil den atter blussede op under 2. Verdenskrig, hvor Sjostakovitjs Lenin gradsymfoni medvirkede til at skabe et åndeligt fællesskab mellem det kapitalistiske Vesten og det kommunistiske Sovjet. Men fra og med Den Kolde Krig indsneg der sig en vis forbeholdenhed i forholdet – og det var gensidigt. I Europa var begejstringen for Sjostakovitj hæmmet af det vestlige billede af Sjostakovitj som systemets mand – og i USA medførte det noget nær udtørring af interessen for komponisten. Den amerikanske musikhistoriker Richard Taruskin har skrevet, at ”det eneste tidspunkt, jeg erindrer at have hørt Sjostakovitj i klasseværelset på grunduddannelsen på konservatoriet [USA, 1960’erne], var da ”invasions”-stykket fra hans 7. (Leningrad)symfoni blev stillet op over for Bartóks latterliggørelse af den i hans Koncert for Orkester, og vi blev alle inviteret til selv at latterliggøre symfonien.”24 Blandt årsagerne til den periodevis forbeholdne kølighed var naturligvis også de rent ideologiske – man ville nødig vise sin støtte til ”de andre” under Den Kolde Krig. Derfor blev coveret til Sjostakovitjs 10. Symfoni med dirigenten Jevgenij Mravinskij og Leningrad Filharmonikerne, der blev solgt i Storbritannien og USA, påført et klistermærke, hvorpå der stod: ”Intet af overskuddet fra denne indspilning går til at støtte Sovjetunionen eller nogen af dens repræsentanter.”25 ***** Dele af 1900-tallets vestlige akademiske musikkritik havde en forkærlighed for komponister, der brød med fortiden, særligt dem, der brød med romantikken og senromantikken og hele den konventionelle musikforståelse. I Vesten har man i perioder dyrket Den Anden Wienerskole (Arnold Schönberg, 25
Sjostakovitj – En sovjetkunstner.indd 25
22.11.2021 13.15