SCALA
Tak til Kirstine, Jonatan og Liva – fordi I er der
Michael Eigtved
SCALA – den spektakulære storbyrevy
multivers
Scala. Den spektakulære storbyrevy af Michael Eigtved © Multivers, 2012 Udgiver: Multivers ApS, København (multivers.dk), i samarbejde med Revymuseet (revymuseet.dk) og Selskabet for Dansk Teaterhistorie (teaterhistorie.dk) Omslag: Multivers Redaktion, portræt- og billedtekster: Erik Hvidt Fotos: Revymuseet og Nicolai Elver Østenlunds privatarkiv Tryk: Special-Trykkeriet sViborg. Udgivet med støtte fra: Danske Revy-Venner Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond Lasson Andersens Fond Printed in Denmark, 2012. Cd-materialet: Mastering: Claus Byrith Redaktion og udvalg: Ole Pilgaard og Erik Hvidt Fotos: Revymuseet Projektet er bl.a. muliggjort af Dansk Musikforlæggerforening med støtte fra Koda’s nationale midler. Tak til Jakob Faurholt for velvillig assistance.
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen udgives også som ebog og må derfor ikke indskannes. ISBN 978-87-7917-122-0
Indhold indhold
prolog Fest og internationale farver københavn bliver storby – scala bliver til
7 10 13
En lille storby
13
Frem mod de glade 90’ere
16
Det moderne gennembrud
19
Optimisme – og dog …
22
Frede Skaarup træder ind på scenen
24
fænomenet, fascinationen og forretningen scala
33
Grundlæggelsen af den nye stil
34
Ude bedst
36
Glansperioden
39
Konkurs, krise og forrygende finale
44
Kunst eller kommerciel massekultur?
46
Formens grundelementer
53
Fascinationens hjørnestene
56
det mondæne og det urbane
60
Scalateatret i centrum
61
Paris, London, New York – og i København
68
København i hovedrollen
73
Byen som inspiration
77
den moderne kvinde – og moralen
79
Stjerner og ensembler
82
Ingenuer og modne madammer
88
Liva rimer på diva
90
De unge damer
99
Scala og moralen
105
den moderne mand – og samlivet
111
Typer på Scala
113
Hr. tårnlinedanser Carl Alstrup
120
Moderne kønsroller og stresset samliv
126
punktum finale – og dog …
131
litteratur
136
scala-cd’erne
137
Om optagelserne
139
revyerne på scala 1912-30
153
prolog 19. september 1912 sejlede det enorme tyske luftskib ’Hansa’ med selveste opfinderen grev Zeppelin ved rorpinden over Københavns tage. Som et gigantisk svævende symbol på, hvad den nye, moderne verden og dens teknologiske fremskridt havde frembragt. Sårbart i sin udformning: den kæmpestore, eksplosionsfarlige gasfyldte krop med gondolen under bugen som en hvalunge, indeholdende småbitte mennesker. Og samtidig i stand til at betvinge tid og rum – med en flyvetid tilbage til Hamburg på bare fire timer.1 Men greven ville ikke ud på flyvepladsen og hilse, for han mente, det betød ulykke at forlade skibet inden det endelige mål, der var Malmø! Sådan blev denne begivenhed karakteristisk for dén tid, hvori Scalarevyerne opstod som underholdningsteater og fænomen: stadig dybt splittet mellem en moderne, rationel og teknologibegejstret verden og tidligere tiders traditionsbårne opfattelser og overtro. Scalarevyerne, og den række af operetter og farcer, der lå i repertoiret mellem dem, var således på én gang et produkt af spændingen mellem den nye tid og den gamle og det sted, hvor det moderne liv for alvor blev iscenesat som underholdning. Selv om det er en interessant tanke at forfølge, hvordan netop afvekslingen mellem den borgerlige operette og farcekultur og den moderne revy foregik i Scalateatret i denne periode, vil denne fremstilling dog koncentrere sig om revyerne. Men det samlede billede af Scalateatret er altså det af et populært sted, hvor elegante og begavede farcer og operetter tegnede billedet. Den første Scalarevy havde premiere 18. oktober 1912 med en genial dobbelttydig titel, Den Traadløse, der både henviste til den nye telegraf og til revyens mangel på sammenhængende handling. Højt over publikums hoveder, ud over salen, skulle den unge, tiltrækkende skuespillerinde Ella Gregers flyve i en model af ’Hansa’, mens hun sang ’Nu flyver jeg mod Himlens Bue’. Den moderne vægtløshed skulle være en del af forestillingen og et modstykke til den meget jordnære 1
Gantzel, 1941, p. 13.
7
scala – den spektakulære storbyrevy
måde, dansk underholdning ellers overvejende blev præsenteret på. Det var mindre end en måned efter zeppelinerens besøg, og luftskibet var et blandt flere indslag i revyen, som markerede, at der var et omslag på vej i Københavns underholdningsliv. Ved premieren ville luftskibet – symbolsk – ikke lette, men ved de efterfølgende forestillinger havde Ella Gregers (18831952) kom via Horsens og Odense til Frederiksberg Teater og dernæst til Scala i 1912, hvor hun medvirkede i åbningsforestillingen, Den Traadløse. På en model af et luftskib hen over hovederne på publikum sang hun ’Hansa-visen’. Hun vendte først tilbage til Scala i 1926, samme år hun indstillede karrieren.
man fået helt styr på teknikken! Hvad fik man da, hvis man for en ganske pebret billetpris havde premierepladser til Scalarevyen i teaterbygningen på Vesterbrogade lige over for hovedindgangen til Tivoli? En senere kronikør, Gunhild Gantzel, giver et indtryk: Det blev en Aften, som ikke var oplevet Mage til i Kongens København. Et Hav af Lys, en Rus af Farver, en Fanfare af Musik. Det var Paris i København, det var simpelthen fantastisk. 20 unge smukke Kordamer og 10 islandske Heste. Primadonnaen Ella Gregers svævende ud over Tilskuerpladserne i Luftskibet Hansa, og Olga Svendsen med gode, bramfri Viser. Der var Paa- og især Afklædningsscener, Tivoligarden til Fods og til Hest. 2
Den nye tid skulle altså være i centrum, dog stadig med Olga Svendsen og Tivoli-Garden som forankrende punkter. Og det var en ny tids forretningsmand, der stod bag. Frede Skaarup havde tjent en formue på stumfilm og var klar til at poste de midler i forestillingerne, der skulle til for at kunne måle sig med det, han havde set i Paris, Berlin og London. Den Traadløse skulle have det hele, og det var et princip, som fortsatte med stadig ødslere forestillinger, der til sidst 2
8
Ibid., p. 9.
Plakaten til den første Scalarevy i 1912.
scala – den spektakulære storbyrevy
tålte sammenligning med Broadways showkonge nr. 1, Florenz Ziegfelds, eksklusive og overvældende shows Ziegfeld Follies.
Fest og internationale farver Det skulle være stort, flot, elegant, morsomt og pikant, men aldrig lummert eller tarveligt – hverken i form eller indhold. Man skulle ramme det nye publikum, der opstod i det nye århundrede. De folk, hvis smag den frisindede avis Politiken advokerede for. Her i en artikel i forbindelse med den første ombygning af teatret, som Skaarup igangsatte, straks efter at Den Traadløse var spillet færdig. Ville man gerne nå Politikens læsere, burde man satse på: et Sted, hvor man kan more sig og kun gaar for at more sig. Et Teater, som ikke er snerpet, hvor man kan se smukke Damer, høre god Sang og se morsom Komedie. Et frit og livligt Sted, hvor man ikke er bange for at drille Dyden uden at irritere den gode Smag. Et saadant Komediehus har Chancer for at opnaa umaadelig Popularitet her i Byen, hvor man jo ellers i den Genre kun har Frederik Jensen at holde sig til. Vore Varieteer er jo saa sørgelige at vi ikke kan være dem bekendt.3
Der var med andre ord plads til at forfølge en ny tids drømme og ambitioner, skabe forestillinger, der på én gang gjorde det muligt at få suset fra de internationale strømninger og så gennem sproget, revygenren og ikke mindst de velkendte og populære lokale stjerner se, hvordan også København og det danske kunne være en del af alt det nye. Der blev produceret i alt 20 egentlige Scalarevyer fra 1912 til 1930. På scenen stod datidens største stjerner med Carl Alstrup, Liva Weel, Olga Svendsen, Arne Weel, Frederik Jensen, Oscar Stribolt, Hans W. Petersen, Ingeborg Bruhn Bertelsen, Amelie Kierkegaard og helt til sidst Marguerite Viby som nogle af de bærende kræfter. Rundt om dem var dels en stor gruppe mindre stjerner, gennem årene hundredvis af korpiger samt et utal af importerede berømtheder fra artisteriets, 3
10
Politiken 1. august 1913.
prolog
Ella Gregers svæver med ’Hansa’ over publikum, mens hun synger ’Nu flyver jeg mod Himlens Bue’.
sangens og dansens internationale verden. Forestillingerne var ødselt udstyrede, ofte brugte man en formue på at give selv ganske korte numre det helt rigtige og overvældende udtryk i kostumepragt, maskineri eller andet scenisk raffinement. I orkestergraven sad de bedste musikere, byen formåede, dirigeret af de bedste kapelmestre, blandt andre Georg Rygaard og Emil Reesen. De spillede musik komponeret af dem selv og af en perlerække af komponister fra ind- og udland, fra en ung Kai Normann Andersen til Irving Berlin. Festen varede fra 1912, hen over Første Verdenskrig med uhyrlig pengerigelighed, den sluttede nærmest trodsigt i 1930, året efter krakket i Wall Street og ved indgangen til den værste depression i historien. Da havde direktør og igangsætter Frede Skaarup sat det meste af sin millionformue over styr og mere til, men udtalte, at han og hans kone, Hertha, havde moret sig dejligt!4 Scalafænomenet blev omhyggeligt rapporteret i aviser såvel som tidens modejournaler og de nye formiddagsblade; genstand for voldsom interesse såvel som voldsom kritik. Banebrydende i sit udtryk, men alligevel dybt forankret i revytraditionen. 4
Lauritzen, 1962, p. 82.
11
scala – den spektakulære storbyrevy
Den sidste Scalarevy, Punktum, Finale! i 1930.
Det er dette sammensatte og fascinerende fænomen, det følgende vil forsøge at begribe som på en gang værksted og udstillingsvindue for udfoldelsen af dét moderne storbyliv, der blev en realitet i netop den periode. Der er ikke tale om en kronologisk gennemgang af periodens forestillinger, den kan man få andetsteds, men i stedet er stoffet organiseret omkring perioder og om de temaer, der blev sat under lup i Scala. Det er temaer, der er knyttet netop til den udvikling i sociale mønstre, kulturliv, medier, vaner, adfærdskoder, vilkår og udtryk, som blev fremherskende mellem 1912 og 1930. Alt det, som kom til at karakterisere, hvad det vil sige at være moderne, men også, hvordan man kunne håndtere alt det, man mødte første gang. Det, man ikke havde et ord for, men måtte lære at kende for eksempel gennem et viseomkvæd eller en ny dans. Scala var et sted, hvor man kunne komme ind og få redskaber til at være i den nye virkelighed – mens man morede sig. 12
københavn bliver storby – scala bliver til Det er altid et svært valg, hvor man skal begynde historien om underholdning. For sandheden er, at de mange genrer, former og forestillingstyper væver sig ind i hinanden gennem historien, og det ene århundrede kan næsten være lige så godt som det andet som det, der udpeges til arnestedet. Men i denne bog er der et centralt omdrejningspunkt, som gør det en smule lettere. Det bærende i den følgende fremstilling af fænomenet Scala er nemlig måden, hvorpå forestillingerne spillede sammen med den udvikling til en vaskeægte moderne storby, som København gennemgik netop i den periode, hvor Frede Skaarup og hans folk satte dagsordenen for dansk underholdning. Et godt startpunkt er derfor – som i så mange andre beskrivelser af københavnske fænomener – der, hvor de gamle voldanlæg, som havde holdt København fast i Middelalderbyens størrelse, blev fjernet. Og byen kunne brede sig med foruroligende hast ud i de kvarterer, der i dag regnes for centrum, især Nørrebro og Vesterbro. For dermed kan en anden måde at se underholdningens historie på også bringes i spil: det, at nye genrer opstår som følge af et nyt publikum. Det er selvklart igen en hønen og ægget-diskussion, for det er jo også muligt, at publikum netop tiltrækkes, fordi der findes nye udtryksformer, som har genklang i de forandrede vilkår, man lever under. Det følgende vil forsøge at navigere i en kombination af disse synsmåder.
En lille storby Omkring 1850, da den britiske music-hall for alvor begyndte at florere, den amerikanske vaudeville- og varietéunderholdning var ved at blive en industri, og Paris’, Wiens og Berlins teatre flød over af flotte forestillinger, havde Danmark ikke engang en rigtig storby endnu. København lå stadig indeklemt bag forældede 13
scala – den spektakulære storbyrevy
voldanlæg, der skulle beskytte byen mod fjendtlig indtrængen; og alt i alt boede der højst 100.000 mennesker i den.5 Det var en lille, beskidt provinsby, der havde åbne rendestene og krogede gader med hullet belægning, langtfra en moderne mondæn storby. Hovedparten af underholdningen blev besørget af små sangerindeknejper med såkaldt tallerkensang, hvor sangerinderne gik rundt med en fremstrakt tallerken blandt det altovervejende mandlige publikum, der så lagde så mange skillinger, som de nu syntes, som tak for sangen. Ligesom i den britiske saloon var alt i lokalet til salg, og i 1860 var der således 238 registrerede prostituerede i København, en øl kostede 8 øre og en hel flaske snaps 50 øre. I 1865 var der 34 steder med bevilling til optræden plus en række kældre med sangerinder, der ikke krævede bevilling. Men sangerindeuvæsenet, som pæne folk kaldte det, tog overhånd, og i 1869 blev alle bevillinger på nær 6 inddraget.6 I 1852 – det samme år, som det banebrydende underholdningspalads The Canterbury Hall åbnede i London – blev der givet tilladelse til, at området mellem voldene og Søerne måtte bebygges, og det blev startskuddet til, at København voksede eksplosivt. I 1857 boede der allerede 10.000 mennesker på Nørrebro, og bare godt 20 år senere, i 1880, var der 52.000 indbyggere i bydelen.7 Voldene, der havde holdt byen tilbage, blev jævnet i 1870’erne, og omkring 1890 var København så blevet en (lille) storby på linje med andre europæiske metropoler, hvor slummede lejekaserner med tredje baggård og fine brede strøggader lå side om side. Samtidig var et nyt, købestærkt publikum, der krævede underholdning, opstået. Den samme udvikling havde et halvt århundrede tidligere end i København fundet sted i Paris, hvorfra begrebet boulevardteater stammer. Den radikale byfornyelse efter revolutioner og opstande i 1800-tallets begyndelse resulterede i lange, lige og brede boulevarder (som man ikke kunne bygge barrikader over!). De mange nye indbyggere i Paris, der søgte ind fra landet efter arbejde, skulle un5 6 7
14
Lauritzen, 1962, p. 13. Ibid., p. 17. Hvidt, 2001, p. 12.
københavn bliver storby – scala bliver til
Varieté Teatret i baggården til Vesterbrogade 29 dannede i 1873 rammen om den første sommerrevy.
derholdes, så langs boulevarderne byggedes store teatre med flere tusinde pladser. De var direkte vendt mod den nye middelklasse, som opstod med det borgerlige samfunds cementering af embedsmandsstand, borgerskab og handelsliv. I København hed teatret på Vesterbrogade 29 Varieté Teatret, dernæst Vesterbros Teater og i en lang periode Concert du Boulevard. De operetter, som også dyrkedes i Scala, havde deres udspring her, hvor Jacques Offenbach i Paris som den første sparkede hele operettebølgen i gang med Orfeus i Underverdenen fra 1858. Som navnet antyder, er operette en let opera, og det var netop, hvad det nye pariserpublikum havde lyst til at se: relativt let tilgængelige forestillinger med et figurgalleri, man kunne identificere sig med. Godt nok foregår det ofte blandt guder, fyrster og andre eksotiske figurer, men de15
scala – den spektakulære storbyrevy
res væsen, handlinger og væremåder var helt menneskelige. Forestillingerne greb tidens populærmusik og byggede den ind i det mere stuerene operetteformat, så der kunne danses cancan på Olympen i slutningen af Orfeus i Underverdenen – og det nye publikum både fik bekræftet det antikke Grækenlands betydning og set flotte dameben.
Frem mod de glade 90’ere Ud over sangerindeknejper var der dog lidt over midten af 1800-tallet også en række andre forlystelsessteder i København. På Frederiksberg, der var langt ude på landet, lokkede pavilloner med sang og anden underholdning. Siden kom mere permanente bygninger til som for eksempel Sommerlyst, det nuværende Aveny-T, og Frederiksberg Morskabsteater, der i dag hedder Betty Nansen Teatret. Længere inde i byen havde Tivoli fra 1843 åbnet sine porte med flere teatre og koncertsteder. I 1847 åbnedes det første egentlige private teater, Casino, i Amaliegade tæt på Det Kongelige Teater, og siden fulgte efterhånden flere større og mindre varieté- og revyteatre. På Casino så et meget vigtig element i dansk underholdning dagens lys nytårsaften 1849. Da havde forfatteren Erik Bøgh premiere på verdens første revy, og dermed grundlagdes den genre, som er kommet til at dominere underholdningsbilledet i Danmark helt op til i dag. Den var baseret på året, der var passeret revy, med en spinkel rammehistorie, hvor sange og optrin afveksler, og det blev hurtigt normen. Allerede få årtier efter var revyen et etableret indslag på de danske scener. Det var som i dag blandingen af små afrundede humoristiske sketcher og komiske eller rørende sange, der var de store trækplastre. Oftest var sangene på kendte døgnflue- eller folkelige melodier, så publikum kunne nynne med fra starten, først fra 1890’erne begyndte man at skrive original revymusik.8 Med nutidens øjne virker det meste af den tidlige revy noget tung og meget artig, komikken blev typisk båret af ordspil og finurlige rim, mens skarphed og satire ikke var fremherskende. I 1873 lavede man for eksempel en lille sketch, 8
16
Lauritzen, 1962, p. 26.