Rued Langgaard
1893-1952
Af Bendt Viinholt Nielsen
Danske Komponister 18: Rued Langgaard
Af Bendt Viinholt Nielsen
© Forlaget Multivers ApS, 2023
1. udgave, 1. oplag 2023
Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius.
Omslagslayout: Anton Ian Nielsen.
Omslagsillustration: Rued Langgaard, februar 1918. Leopold Albert, fotograf. Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen.
Sat hos Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland 2023
ISBN: 978-87-7917-649-2
ISSN 2596-6561
www.multivers.dk
Side 18: Olaf Gjørup, fotograf. Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen.
Side 31, 91, 112, 118: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen.
Side 36: Privateje. Gengivet med tilladelse. Leopold Albert, fotograf.
Side 40: Det Kgl. Bibliotek, Håndskiftsamlingen.
Side 75: Privateje (Carsten Schmidt), Berlin. Gengivet med tilladelse.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af: AUGUSTINUS FONDEN
Denne introduktion til Rued Langgaard er langtfra den første bog om komponisten. For så vidt er hans liv og musik allerede veldokumenteret i form af bøger, artikler og egen hjemmeside. Næsten hele hans musikalske produktion foreligger i dag i kommenterede nodeudgaver, og hans musik findes i fremragende indspilninger.
På bogområdet blev det første spadestik taget, da jeg i 1991 udgav værkfortegnelsen Rued Langgaards Kompositioner. En biografi om komponisten, Rued Langgaard, udkom på hans 100-årsdag 28. juli 1993, og i 2012 udgav jeg en revideret og udvidet udgave med titlen Den ekstatiske outsider. Men vi er slet ikke kommet til bunds i alt det, der kan fortælles om den gådefulde komponist. I denne bog får jeg således lejlighed til at forfølge nogle spor i Langgaards liv, som tidligere kun har været svagt belyst. Det gælder hans relation til filosoffen Severin Christensen og ikke mindst Langgaards komplekse fysiske og psykiske konstitution, som faktisk blev afgørende for hans skæbne, personligt og professionelt. Som det vil fremgå, havde han et vanskeligt liv med en hormonal sygdom, som medførte træthed, nedtrykthed og manglende mentalt overskud. Dertil kommer utvetydige autistiske træk i hans personlighed. Det førte til ensomhed og belastede hans relation til andre mennesker. Ser vi bort fra den behandling, han blev udsat for i musiklivet, havde han altså rigtigt meget at kæmpe med på de indre linjer, og der var ting, han ikke rigtigt selv forstod. Det faste holdepunkt i hans så nervebetonede liv var hans musikhjerne, hans fantasi og skaberkraft. At han var i stand til at efterlade en så betydningsfuld, tankevækkende og omfangsrig produktion, er intet mindre end imponerende, når man kender til de vilkår, livet bød ham.
I bogen benytter jeg i stort omfang nye kilder, og får så også lejlighed til at inddrage ny biografisk viden. I 2017 lykkedes det nemlig Claus Falk-Larsen at identificere og fremdrage oplysninger om “den mystiske Dora”, en kvinde i Langgaards liv, hvis betydning næppe kan overvurderes. Ikke desto mindre er hun fraværende i de
kilder, vi kender, bortset fra navnet Dora og et par andre oplysninger, som ikke umiddelbart kunne føre til nogen identifikation.1 Jeg er overbevist om, at hvis ikke denne Dora i sommeren 1913 havde opholdt sig på samme kursted i Blekinge som den dengang 20-årige Rued, så havde vi ikke set den kunstneriske frigørelse og udvikling, der gradvist fører Langgaard ind i hans mest betydningsfulde kreative fase, kulminerende med operaen Antikrist (1921-23).
Dora vendte op og ned på Rueds liv og gled ud af det igen, og de vidnesbyrd om deres indbyrdes relation, som må have eksisteret i form af breve og andet, gik før eller siden tabt. Sommeropholdet i Sverige i 1913 var nok den mest personligt skelsættende begivenhed i Langgaards liv, og den lå bestandigt i hans baghoved som en på én gang lysende og vemodig erindring. Og nu ved vi så også, at “Dora” er identisk med Dora From (1891-1974), datter af juristen Josva From, fra 1919 præsident for Københavns Byret. Hun fik en grum skæbne med livslang psykisk sygdom.
Langgaard fik ikke fodfæste i musiklivet, mens han levede, og efter hans død blev han vurderet til at få en parentetisk placering i dansk musikhistorie. Til sidst i sit liv følte den desillusionerede komponist, at han var omgivet af en “dæmonisk mur”, som spærrede for udbredelsen og forståelsen af hans musik.2 Nu, syv årtier efter hans død, må vi konstatere, at outsideren Langgaard har sin egen årlige Rued Langgaard Festival i Ribe og tilmed er brudt igennem muren til det internationale musikliv som den eneste danske komponist fra det 20. århundredes første halvdel – ud over Carl Nielsen, selvfølgelig. Koncertopførelser og indspilninger med Wienerfilharmonikerne i 2018, tre udsolgte opførelser af Langgaards
1. symfoni med Berlinerfilharmonikerne i 2022, succesfulde og spektakulære produktioner af Antikrist på Staatstheater Mainz 2018 og på Deutsche Oper i Berlin 2022-23. At det kunne ske for en komponist, der i sin tid var dømt ude, er jo rent ud sagt i sig selv en forunderlig og tankevækkende historie.
DANSK MUSIKS “TRAGISKE TILFÆLDE”
Rued Langgaard døde i Ribe 10. juli 1952, 18 dage før sin 59års fødselsdag. Han havde boet i Ribe sammen med sin hustru Constance, siden han i 1940 tiltrådte som byens domorganist. Ved hans død gjorde musikkritikerne regnebrættet op. Nekrologerne pointerede, at Langgaard var kommet til at indtage en isoleret stilling i dansk musikliv, fordi han havde fastholdt de romantiske traditioner i en tid, hvor Carl Nielsen og den yngre generation fremtrådte med helt andre musikalske idealer. Kun en enkelt skribent, som ikke tilhørte de københavnske musikcirkler, pegede på, at disse nye idealer havde ført en æstetisk indsnævring af musiklivet med sig, og at Langgaard var blevet et offer for “den Ensrettethed, der saa længe har truet vort Musikliv og navnlig har hindret den romantiske Musiks uomtvistelige Værdier i deres naturlige Udbredelse.”3
At Langgaards skæbne ikke kun skyldtes musik-ideologiske modsætninger, blev kontant udtrykt i Axel Kjerulfs nekrolog i Politiken. Han havde fulgt Langgaard fra 1908, hvor den “lange opløbne spinkle dreng med det mærkelige fugleansigt og den tynde fistelstemme” havde haft sin komponistdebut:
Det er vemodigt nu ved [Rued Langgaards] død at mindes denne mærkelige mand og paa sin vis højtbegavede musiker, hos hvem det geniale og det gale var saa uheldigt sammenblandet, at det sidste desværre tog magten fra det første […]. Næppe et eneste værk i Rued Langgaards store og omfattende produktion vil som helhed blive staaende. Ingen vil dog frakende ham usædvanlige musikalske evner, der endog havde glimt af det geniale, men han magtede hverken at beherske sig selv eller bemestre sit uomtvistelige talent.4
Ved Langgaards død blev der således tegnet et billede af en komponist, hvis liv og kunstneriske indsats i det store hele havde været forgæves, et mislykket kunstnerliv. Og fra mange sider blev det
mere end antydet, at hans ulykke i bund og grund var selvforskyldt. På sin vis skrev nekrologerne Langgaard ud af historien, og få år efter hans død var hans musik gledet ned i dansk musikhistories store glemmekasse. Det var derfor ikke så lidt kontroversielt, da Jan Maegaard, den senere professor i musikvidenskab, i 1965, 13 år efter Langgaards død og i forbindelse med fejringen af 100-året for Carl Nielsens fødsel, hævdede, at “den eneste modspiller af format, Carl Nielsen havde, nok [var] Rued Langgaard.”5 Denne opsigtsvækkende påstand satte lidt skub i sagerne. I juli 1965 bragte Danmarks Radio efter flere års ‘radiotavshed’ et par udsendelser med musik af Langgaard. Berlingske Tidendes musikkritikere, Poul Nielsen og Jürgen Balzer, hørte udsendelserne, og Nielsen stillede det retoriske spørgsmål: “Kender vi Langgaard?”:
Langgaard levede som et randfænomen i dansk musik, hans ophold i Ribe var næsten symbolsk for denne hans situation: lukket ude fra parnasset. Kendt af alle musikfolk, naturligvis, men mere på anekdotisk vis. Det, man beskæftigede sig med, var hans excentriske påfund og opførsel. […] Var Langgaards talent ikke bæredygtigt nok i det lange løb, skyldtes den stadige ignoreren af hans person det ganske reelle, at hans musik ikke var god nok, eller at den var epigonal, forsinket, ude af trit med tiden?6
En revurdering af komponisten må være på høje tid, mente Poul Nielsen, som mistænkte det danske musikliv for i Langgaards tilfælde at have begået et regulært “musikmord”. Det fik Jürgen Balzer til tasterne. Under overskriften “Det forsømte geni?” hævdede han tre dage senere, at ansættelsen i Ribe ikke var en forvisning, men en “barmhjertighedsgerning over for en mand, der ved sin uligevægtighed og manglende objektivitet havde sat sig selv ud af spillet.” Balzer uddyber det: “Langgaard var sygeligt sårbar. Selv den mindste, rent saglige uoverensstemmelse med ham udartede til en konflikt, som fra hans side affødte skrivelser, der i det ubeherskede ordvalg vidnede om sindets ubalance.”7
Denne forklaring blev videreført i 1968 af den svenske musikforsker Bo Wallner, som i sin bog Vår tids musik i Norden for første gang inddrog Langgaard i en større musikhistorisk fremstilling. Wallner finder, at Langgaards isolation i høj grad må tilskrives den adfærd, han udviste, herunder de “hysteriske udfald”, som ikke ligefrem skabte respekt om hverken personen Langgaard eller hans musik. I bogen karakteriserer Wallner rammende komponisten som en “ekstatisk outsider” og som det “tragiske tilfælde” i nyere dansk musikhistorie.8
Men var det virkelig Langgaards upolerede opførsel, som var hovedårsagen til, at han blev isoleret? Var han et kæmpe talent, som ikke magtede at give sit stof kunstnerisk form? Eller skyldtes det, at der ikke var plads til en ærkeromantiker af Langgaards format i samtidens enøjede musikmiljø? Det var sådanne spørgsmål, man stillede sig i midten af 1960’erne, hvor Langgaards musik endnu var ukendt og hans liv indhyllet i myternes tåge. Komponistens enke, Constance, der levede indtil 1969, gik sørgeklædt omkring og pressede på for at få ægtemanden rehabiliteret, men bidrog ikke til nogen afmystificering af sin gådefulde mand, hvis psyke hun knap nok selv havde forstået.
I dag ved vi meget om Langgaard og hans tid, uden at vi kan give enkle svar på de spørgsmål, man stillede for 50 år siden. Vi tolker hans musik fordomsfrit, vi ser den i et større perspektiv og lytter til den med helt andre ører, end man var i stand til på hans tid – og lige så vigtigt: personen Langgaard står ikke i vejen for vores vurdering. Det er evident, at Langgaards forældre udstak en skæbnesvanger kurs for barnet, at musiklivet gav ham en kold skulder, og at tidsånden blev en fjende. Men bag det alt sammen finder vi i hans utroligt komplicerede personlighed nogle dybereliggende årsager til, at nærmest alting gik skævt for ham i hans forsøg på at skabe sig en position i musiklivet.
I 1909, som 15-årig, begyndte han at lide af det, han kalder infiltrationer eller muskelgigt i hele kroppen. Der var tale om en vedblivende, men øjensynligt svingende tilstand af legemligt ubehag. Han føler sig anæmisk og ussel, og fortæller, at han lider af kronisk søvnløshed og træthed. I 1930’erne, hvor han havde alt
for megen tid til at gruble over sin situation og noterede flittigt i notesbøger og på løse lapper, dukker der sporadiske udsagn op om hans fysiske tilstand, af og til halvvejs uforståelige. “Jeg har følt mit Legeme som Abnormitet” skriver han, og et andet sted: “Det Mislige i min Tilværelse har altid ligget i mit Legemes snærende Fornemmelse”.9 Og så optegner han noget om en “Vrængsygdom i Blodet” og om følelser, han må undertrykke for at eksistere. I et notat med overskriften “Min indre Udfoldelse” går han så langt som til at bemærke, at han fornemmer en “Kønssprængning i to Stykker: to Mennesker: Kvinde og Mand i Een”.10 Han føler sig ikke hjemme i sin krop, hans fysiske legeme er til besvær og er i disharmoni med hans ånd og bevidsthed. Han er også bange for, at hans påklædning og fysiognomi afslører, at der er noget galt med ham, at han kan opfattes som homoseksuel. Han taler om “Afvigelsens Pinagtighed” – og beroliger sig med, at han “udadtil er i Orden”.11 Et notat fra 1936 synes mere afklaret: “Jeg maa vænne mig til at se min legemlige Fortid fra og efter 1909 som det mørke Punkt i mit Liv, som ikke kan ændres, og som jeg derfor maa glemme (opgive, lade ligge). Her er noget som er anderledes end andre.”12
Langgaard søgte støtte i litteraturen, han læste Freud og gjorde notater om eros og fetichisme, ligesom han kastede sig over bøger om astrallegemer og reinkarnation. Men hvad var det egentlig, han fejlede? En speciallæge med særlig indsigt i hormonale forstyrrelser fortæller, at Langgaard efter al sandsynlighed led af den sjældne hormonforstyrrelse hypogonadisme.13 Lægen baserer sin formodning på grundlag af Langgaards notater, fotografier af ham samt personlige iagttagelser af komponisten i Ribe i 1940’erne. Hypogonadisme er en forstyrrelse i den biologiske kønsudvikling, som skyldes et hormonalt svigt i hypofysen i hjernen. Tilstanden, der kan være medfødt, indebærer, at produktionen af det mandlige kønshormon, testosteron, er nedsat. Mangel på testosteron fører til træthed, irritabilitet, nedtrykthed og nedsat kønsdrift. Alt i alt begrænser det adgangen til det erotiske univers og almindelig fysisk udfoldelse, oplyser lægen. Man opdager forstyrrelsen, når puberteten ikke indtræffer på normal vis. Et andet symptom er, at
personens vækst bliver langagtig. Lægeligt taler man om “eunukoide” kropsproportioner. “Tynd og langstrakt” kaldte Langgaard faktisk sig selv.
Når man kan tillade sig at fjerndiagnosticere Langgaard på denne måde, skyldes det bl.a., at hans stemme aldrig gik i overgang; han bibeholdt hele livet sin høje drengestemme, og på billederne af den unge mand er det påfaldende, hvor mærkeligt langlemmet, han er – hans tøj stumper på en kikset måde. Med sine op mod 180 cm voksede han sine små forældre over hovedet. Langt op i sit voksenliv ser man Langgaard på fotos med alt for korte bukser. Når han optrådte på en scene, gebærdede han sig kejtet, som om han ikke helt havde kontrol over lemmerne. Også hans måde at gå på var akavet. Dertil kommer tegn på en usikker kønsidentitet, og i det hele taget var spørgsmålet om identitet noget, han cirklede omkring: “At jeg efterhaanden blev klar over hvem jeg er, nemlig en anden end den jeg tilsyneladende er, og sloges med en tredje, nemlig den jeg ikke er, nemlig min Person, gjorde naturligvis ikke Sagen bedre” – skrev han i en “Selvanalyse”.14 Gode og dårlige perioder synes at have afløst hinanden. Om han nogensinde fik den diagnose, vi her drister os til at stille, er uklart, skønt der var flere læger i hans omgangskreds. Under alle omstændigheder kunne man dengang ikke tilbyde nogen virksom behandling. Gåture, sollys og svenske kurophold – og koncentration om det skabende arbejde – kunne øjensynligt lindre symptomerne og fjerne fokus fra det kropslige.
Men Langgaard døjede ikke kun med denne ubehagelige tilstand, som i sig selv gav ham en ringe livskvalitet. Han manglede også social forståelse og hans kommunikation med andre mennesker var ofte anstrengt. Som det fremgår af mange eksempler i bogen, havde han en grad af autisme, en tilstand, man på Langgaards tid ikke havde noget navn for. Hans mor kalder det menneskeskyhed. Reelt var det et alvorligt handicap, som blev en afgørende faktor i hans liv.
På kunstens område savner man ikke excentrikere, verdensfjerne typer og folk, der afviger fra det normale. Men det er ikke en naturlov, at kunstnere, der ligesom Langgaard har svært ved at
indordne sig socialt og viger uden om kunstneriske fællesskaber, skal mødes med kølighed og respektløshed. Langgaard står stærkt i sin kunstneriske kompromisløshed, men var menneskeligt set en skrøbelig person uden styrke til at håndtere og kompensere for den modgang, han mødte, og uden overskud til at søge nye veje for sig selv. Alene som han stod, uden opbakning og fortalere, havde meningsdannerne frit spil; det blev helt normalt at behandle ham efter forgodtbefindende, ofte nedladende og uden vilje til forståelse. Det er tæt på, at man kan sige, at Langgaard var kritikernes prygelknabe, måske ligefrem et mobbeoffer. Hvilken anden kunstner ville man eksempelvis byde en så ondskabsfuld omtale som denne fra 1926, hvor Langgaard havde dirigeret en koncert med egne værker:
Rud Langgaard ligner en radmager Papegøje med Pagehaar og nedfaldende Flipper. Løjerlig er hans Apparition. Jeg synes nu ikke, han er nær saa grim, som han ser ud, men rent zoologisk er det pudsigt, at han ligner en Papegøje, for hans Stemme er høj, tynd og skrigende, og vi véd jo, at Papegøjen hører til Klatre- og Skrigefuglenes Slægt. Vi véd ogsaa, at Papegøjen særlig fremhæver sig ved sit Næb, der er højt, kort og tykt, med Vokshud ved Roden, akkurat som hos Langgaard. Det passer ogsaa, at Papegøjen har temmelig korte Vinger og Hale og flyver daarligt; det passer ogsaa: naar Rud Langgaard svinger med Armene, saa Kjoleskøderne flagrer vildt omkring ham, har man akkurat en Fornemmelse af tung og besværlig Flyvning.15
Man må spørge sig selv, hvad formålet kan være med en sådan hån. Langgaard var jo bare en komponist uden magt og autoritet, en individualist, som søgte kunstneriske løsninger på tidens udfordringer. Underholdningsværdien af beskrivelsen, som Ekstra Bladet stod bag, var dog så tilpas stor, at den blev citeret ordret i f.eks. Fredericia Social-Demokrat og en stribe andre provinsaviser. Hvad koncerten drejede sig om blev ikke nævnt – det var ganske uinteressant.
