Issuu

roseromanen

Guillaume de Lorris & Jean de Meun

roseromanen På danske vers ved Niels Lyngsø

Roseromanen Af Guillaume de Lorris og Jean de Meun Oversat fra oldfransk af Niels Lyngsø efter Le Roman de la Rose fra 1200-tallet Oversættelsesredaktion og efterord: Jørn Boisen © Forlaget Multivers ApS, 2019 1. udgave, 1. oplag 2019 Omslag: Illustration af værkets indhold, ca. 1500. Britsh Library, Harley Collection Tryk: Printing Solutions Printed in Poland 2019 ISBN: 978-87-7917-613-3 www.multivers.dk Illustrationerne er miniaturer fra et 1500-tals manus. Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er støttet af:

augustinus fonden birthe og knud togebys fond dronning margrethes og prins henriks fond

Forord På tærsklen til et af den franske middelalderlitteraturs hovedværker, Roseromanen, kan der muligvis være behov for nogle få introducerende ord. Man kan selvfølgelig mene at et litterært mesterværk fortjener at komme læseren i møde, uberørt af smagsdommere og andet skidtfolk. Ikke desto mindre kunne det tænkes at enkelte problemer med fordel kan løses, eller i alt fald belyses, før mødet med den knap 800 år gamle tekst. Første problem kunne være at værket fremtræder med to forfatternavne, Guillaume de Lorris og Jean de Meun. Det lader sig nemlig ikke nægte, at de to ophavsmænd er ganske forskellige i såvel stil som sigte. Guillaume forfattede, formodentlig omkring år 1235, en tekst på lidt over 4000 verselinjer om en drøm hans fortæller-jeg skulle have haft som ung, og som havde vist sig senere at gå i opfyldelse. Jean på sin side tog handsken op fra Guillaumes tilsyneladende afbrudte, ikke helt afsluttede arbejde; men ’fuldendelsen’, der må være blevet til i slutningen af 1270’erne, kom til at fylde over 17.000 verselinjer, hvad der vel efter normale begreber får værket til at tippe over. På den baggrund kan man unægtelig stille spørgsmålet om der egentlig er tale om ét værk, eller om det er mere rimeligt at opfatte det som to separate værker? Op gennem tiden er der blevet argumenteret for begge opfattelser. Så meget kan dog slås fast at der i hvert fald er tale om en helhed, hvis blot man fastholder kernen i værkets to, ganske rigtigt meget forskellige, dele. Denne kerne må findes i begge forfatteres forsøg på at udrede kompleksiteten i det enkelte menneskes forhold, i første omgang til kærligheden, men herudfra i det hele taget til tilværelsens mangfoldighed og de evige, almene eksistensproblemer. Hovedsagen er og bliver dog kærligheden, i første del belyst ud fra 1200-tallets fint ciselerede høviske teorier, og i den langt mere ordrige anden del ud fra mere omfattende, undertiden ganske jordnære, ’naturalistiske’ tankegange. Vi har i optakten at gøre med et fortællende digt, der skildrer en drøm om kærlighedens opståen, i form af en allegorisk fortæl5

ling om kærlighedens væsen, fulgt op, i anden del, af en meget lang tekst, der i sin indledning tydeligt er markeret som denne allegoris fortsættelse, men som hastigt udvikler sig til snarere at være en løbende, i det store og hele afvisende kommentar til optaktens henførte og henførende billede af kærlighedens væsen, menneskenes længsler og blokeringer. Denne kommenterende anden del henter sine referencer og hele sit stof, i middelalderens samlede indsigter og teorier, og dermed også i antikken (Ovids Forvandlinger f.eks.), i Bibelen, der leverer enkelte citater, og i det hele i en verden af overleverede og samtidige tekster. Værkets kerne, historien, som den udfoldes af Guillaume de Lorris i værkets første del, beretter om en drøm som fremstillingens fortæller havde som ung, og som han nu videregiver til læseren med en fast tro på drømmes muligheder for at gå i opfyldelse: det gjorde nemlig denne drøm, hedder det. Drømmen hensætter os til den underfulde måned maj, hvor den unge mand oplever mødet med den første kærlighed, en yndig rosenknop, det indlysende billede på den unge kvinde, et billede der jo skulle blive en fast ingrediens i vesterlandsk kærlighedsdigtning op gennem tiderne. Den skildring Guillaume udfolder af kærlighedens væsen, er gennemsyret af de tanker der lå bag den såkaldt høviske digtning, der på det pågældende tidspunkt nok bedst var kendt fra de provencalske troubadourer. Denne ’hofdigtning’ (jf. ’ved hove’, ’høvisk’, ’høflig’) fremlægger et kærlighedssyn der ofte er blevet opfattet som et civiliserende modspil til et noget for krigerisk ridderideal. Et dominerende træk i dette kærlighedssyn er omskifteligheden: Lykke og fortvivlelse skifter, men den elskende (i den høviske digtning ofte en ridder) trives, paradoksalt nok, også med kvaler, når han er kærlighedens bytte! Ja, først når man for alvor føler kærligheden, ved man hvad bitter pine er. Det er måske ikke så underligt at dette billede af kærligheden må føre frem til påstanden om at kærlighedens uadskillelige følgesvend er galskab. En tanke der genfindes ganske ofte i digtningen i senere perioder, f.eks. i Ariostos store epos Den rasende Roland fra første halvdel af 1500-tallet. 6

Når ynglingen hos Guillaume i sin drøm lærer kærlighedens pine at kende, hænger det sammen med de vanskeligheder der møder ham, og som først hindrer ham i enhver kontakt med den udkårne rosenknop. Her sætter et elegant allegorisk spil ind, idet et galleri af personificerede ’modstandere’ (bl.a. Jalousi, Fare, Skam og Frygt) opstiller hindringer for hans kontakt med rosenknoppen. Hjælp er der dog at hente hos kærlighedsguden, Amor selv, der, efter først at have såret ynglingen med fem af sine pile, belærer ham om kærlighedens væsen. Yderligere hjælp kommer fra Amors moder, Venus, der skildres med herlig humor som et sensuelt pragtvæsen, der tydeligvis ’ikke er en nonne’. Vor yngling opnår et berusende kys fra den rosenknop der gradvist folder sig mere og mere ud, men det er alt. Modstanderne opbygger en veritabel fæstning, der afskærer ham fra yderligere kontakt. Og her stopper faktisk første del. Har Guillaume opgivet at føre sagen til ende, eller er han, som Jean de Meun i fortsættelsen lader forstå, død midt i arbejdet? Vi ved det ikke, men det der rent faktisk foreligger fra Guillaumes hånd, er i hvert fald et markant digterisk udtryk for den kodeks der betegnes som den høviske kærlighed. Dette centrale begreb, der helt op til vor tid er blevet heftigt debatteret, kan, i tillæg til hvad ovenfor er anført, defineres som den forfinede, den udsøgte kærlighed. Et væsentligt træk her er mandens underkastelse under kvinden, en betingelsesløs tilbedelse der skal gennemføres under fuld respekt for et kompliceret regelsæt af handlinger og erklæringer. Vor drømmende ynglings forhold til rosen/kvinden er en smuk illustration af netop det høviske, udtrykt gennem underdanighed, sværmerisk tilbedelse og håb om at nå frem til den tilbedte på trods af alskens tilsyneladende uoverstigelige barrierer. Dertil kommer at Guillaume de Lorris i lysende billeder udfolder drømmens fremstilling af det frodige, varme forår, der befrugter både den spirende forelskelse og den fuldt udfoldede kærlighed. Den episke beretning er formet med en lyrikers pen. Med Jean de Meuns lange udbygning befinder vi os i en ganske anden verden end Guillaumes høvisk-aristokratiske. Jean udviser nemlig en tydeligt ironisk distance til Guillaumes høviske kærlig7

hedsbillede selv om der højst er 40-50 år mellem de to værkdele. I stedet for abstrakte fremstillinger af kærlighedens psykologi i poetisk-allegorisk belysning udvikler Jean sit langt mere prosaiske og konkrete, desillusionerede syn på kærligheden og på kvinden, hvor kynisme og håndfast seksualitet træder i stedet for forgængerens beåndede erotiske antydninger, der blev fremført i et poetisk billedsprog. Vi befinder os hos Jean i en kontant, borgerlig verden, der dog er spækket med prøver på samtidens lærde tanker og teorier. Vægten hos Jean forskydes fra ynglingen og hans drøm til en række ’personer’, der blot var skitserede i første del, f.eks. Fornuft, Den gamle kone og Hykleren. Anden del gør langt mere ud af striden mellem kærlighedens venner og fjender som en egentlig kamphandling, og igen her bliver en indgriben af Venus en afgørende faktor. Den hidsige kamp slutter med at den unge mand endelig kan plukke sin rose, i en afsluttende fremstilling, der omsider afrunder Guillaumes drømmehistorie og desuden er et mesterstykke af erotiske tvetydigheder. Det afgørende skift fra Guillaume til Jean på dette centrale punkt er at rosen, fra hos Guillaume at være et billede på den unge uskyldige pige, hos Jean bliver et direkte billede på det kvindelige skød. Gennem hele anden del lader Jean de Meun sine centrale personer fremføre lange enetaler (i flere tilfælde på omkring 3000 vers), hvor man bevæger sig vidt omkring i moralske og filosofiske digressioner, retorisk opbyggede med paralleller, gentagelser osv. Der er tale om tungt lastede indlæg fra først Fornuft, der udviser dyb skepsis over for første dels høviske teorier, dernæst fra Den gamle kone, hvis håndfaste syn på kærlighed og ægteskab just heller ikke svarer til første del. Derpå følger et meget langt indlæg fra Natur, en figur der fremstår som et overordnet, nærmest livgivende princip og blandt andet behandler problemet om prædestination over for den frie vilje. Bemærkelsesværdigt er det at hun ender med, i et slags skriftemål, at bekende sin store synd: at have sat menneskene i verden. Endelig gives der også udstrakt taletid til Genius, der som en slags ypperstepræst hos Natur redegør for menneskets lange udviklingsforløb helt fra Guldalderen og videre frem til fortælletidspunktet. 8

På denne måde lykkes det for Jean at give dels en veritabel oversigt over fortids og samtids teorier og tanker om kærlighedens væsen og veje, dels løfter han kærligheden ud af de høviske teoriers lukkethed om sig selv og får gjort den til en bærende del af mennesket, der indgår i en større, universel sammenhæng. Jean kommer såre vidt omkring i sin ustyrligt lange del, dybt ned og højt op, med sine fyndige statusopgørelser over alskens fænomener i vort jordeliv og så sandelig også i hvad der monne befinde sig højere oppe. Dagens læser vil måske yderligere hæfte sig ved Jeans opgør med hykleriet, eller ved fremstillingen af mennesket som et mikrokosmos, rummende en hel verden, samtidigt med at det indgår som del af et større naturbillede. I Jeans omfattende part af helheden tumles der med både filosofi, morallære og religion. Man må sige at Guillaumes enkle udspil i denne anden del får en voldsom udbygning over mod det encyklopædiske, en udbygning der i middelalderen vel kun har sit sidestykke i Dantes Guddommelige Komedie, der blev til omkring halvtreds år efter Jean de Meuns arbejde. Det lader sig dog ikke nægte at Jean øser med rund hånd af sine kilder. Lærde undersøgelser har f.eks. påvist at han ofte genbruger direkte fra sine hovedkilder, bl.a. Ovid, Cicero, Vergil og Horats. Således skal ikke mindre end 2000 vers være hentet næsten ordret hos Ovid, ligesom både synspunkter og fortællegreb overtages fra 1100-talsforfattere som Boëthius og Alain de Lille. Det flere steder meget eksplicitte, kritiske syn på kvinden hos Jean skulle i øvrigt give anledning til flere litterære fejder i eftertiden, hvoraf den oftest citerede er et forsvar for kvinden som den kendte forfatterinde Christine de Pisan fremsatte flere gange, især i et Brev til Kærlighedsguden, fra 1399. I dag kan man spørge: Er Jean de Meun da så kvindefjendsk, som bl.a. Christine hævder? Eller er han snarere en streng moralist, der revser hvad han anser for upassende adfærd? Og hvordan ville et sådant strengt moralsyn passe sammen med fremstillingens undertiden ganske grovkornede tvetydigheder? Faktisk har forskningen helt op til vore dage kunnet fremvise stærke uenigheder på netop dette punkt. Somme har set Jean som veritabel religionskritiker, en forløber

for Rabelais og Voltaire. Andre har tværtimod villet fastholde ham som funderet i datidens skolastik og teologi. Men er der tale om et enten-eller? Det dybt fascinerende forekommer mig at være at Jeans part af værket rummer begge dele: en sanselig hyldest til kærlighedslivet og et udblik til tidens moralske, teologiske og filosofiske tanker. Klerken har både lidenskab og videnskab inden borde. Lad derfor den enkelte læser selv dømme; men det er i hvert fald hævet over enhver tvivl at Jean er særdeles ’politisk ukorrekt’, og som sådan et forfriskende, djærvt middelalderindslag i dagens forskrækkede debatter om hvad man har lov at sige uden at komme på kant med de rigtige meninger. Selve betegnelsen Roman i titlen er jo ikke uden problemer. For en nutidig læser må det forekomme at være falsk varebetegnelse. Et langt versificeret digt, der ovenikøbet var rimet i originalversionen, er ikke just hvad vi i vore dage forstår ved en roman. Desuden er værket jo blevet til på et tidspunkt (1200-tallet) hvor man ingen forestilling havde om vor tids roman-begreb. Det kan imidlertid fastslås at optakten i det håndskrift der er benyttet til denne udgave lyder: Ci commence li romanz de la rose (Her begynder romanen om rosen). Ordet romanz smager måske fuldt så meget af romance som af roman; men heller ikke denne genrebetegnelse stemmer jo med vore dages opfattelse af tingene. Ordet romanz må da også forstås efter datidens sproglige og litterære kontekst. Den tidligste betydning af ordet er ’romansk folkesprog’, vulgærsproget, i modsætning til det lærde latin. Men allerede fra det 12. århundrede bruges ordet om ’fortællinger på folkesproget’. I de følgende århundreder specificeres brugen yderligere til især at betegne længere versfortællinger, oftest med eventyrindhold eller med beretninger om ridderlivet. Den moderne brug af ordet, som angivelse af afsluttede prosafortællinger, vinder frem i løbet af det 17. århundrede; men da Guillaumes og Jeans fælles værk på det tidspunkt fortsat stod i høj kurs, beholdt man ganske enkelt den i dag lidt misvisende betegnelse roman. Genremæssigt er og bliver værket dog under alle omstændigheder vanskeligt at placere: Er det en ’roman’ eller et ’digt’? Eller 10

noget helt tredje? Det kan faktisk ses som et meget moderne brud med de konventionelle digtformer i tiden. Måske kunne man, i Jeans del, tale om en slags dekonstruktion af den høviske tradition? I hvert fald er der tale om en fortælling, en allegorisk af slagsen, versificeret og, som nævnt, rimet i originalversionen. På trods af de store forskelle der allerede er påpeget mellem de to dele af værket, er der dog fra Jeans side klare bestræbelser på at ’binde sammen’ gennem parallelle scener og figurer. Her skal blot nævnes balancen mellem Narcissus-figuren hos Guillaume og Pygmalion-historien hos Jean. Begge myter, der udfoldes grundigt i hver sin del, er hentet hos Ovid i hans Forvandlinger, og de viser i første tilfælde faren ved selvforelskelse og i andet tilfælde ved forelskelse i sit eget værk. To stærke advarsler til den der glemmer rosen som forelskelsens fristende genstand. Rosens lange liv i europæisk litterær tradition er velkendt. Først og fremmest jo i lyrikken, såvel i renæssancen som i romantikken, og med Goethes ”Heidenröslein” som et af højdepunkterne. Men også en moderne, traditionsbevidst forfatter som Umberto Eco knytter med sin berømte romantitel Rosens navn an til denne tradition, og vel direkte til Roseromanen. At Niels Lyngsø til denne første danske oversættelse af hele værket har valgt at ’nøjes’ med en metrisk version uden rim er utvivlsomt et rigtigt valg, da rimtvangen ville have umuliggjort den smidige, tekstnære oversættelse han har skabt. Takket være den, kan Roseromanen nu siges at indgå i den danske litteratur, om end med knap 800 års forsinkelse. Dagens læsere har dog intet mistet ved den lange ventetid. Den lyse forelskelse hos Guillaume de Lorris såvel som Jean de Meuns bredt udfoldede kærlighedsbillede på godt og ondt (indlejret i datidens menneske- og verdenssyn) står her så frisk som en nyudsprunget rose. John Pedersen

De fleste tror at drømme blot er løgn og digt og fantasi. Men man kan også tænke sig en dejlig drøm som netop er langt mere end fantasteri. Jeg nævner et eksempel her: forfatteren Macrobius; for ham var drømme ikke løgn; han nedskrev drømmesyner som kong Scipio fortalte om. Og lad blot de som anser det for dumt at tro at drømmene kan vise sig at holde stik, betragte mig som tåbelig; jeg nærer i min sjæl den tro at drømmene er varsler om fremtidig glæde eller sorg, thi mange får i drømmene et bud i nattens dybe mulm om dét som senere skal ske. En aften jeg var tyve år, og Amor rased i mig som han gør i unge mennesker, gik jeg til ro på vanlig vis og faldt i dyb og dejlig søvn. Da kom der, mens jeg sov, en drøm, en dejlig drøm der glæded mig. Og punkt for punkt har det jeg så i drømmen, vist sig siden hen at ske præcis som forudset. Og derfor vil jeg gøre vers om drømmen her til hjerters gavn, for det er Amors bøn og bud. Og skulle nogen spørge mig hvad der er titlen på mit digt, det digt jeg her begynder på, er svaret: Roseromanen, 13

som rummer alskens elskovskunst. Mit stof er både godt og nyt: Gud give det må glæde den som jeg vil skrive digtet til: en højst prisværdig kvinde som tillige er så elskelig at Rose er det rette navn. Min drøm fandt sted i maj, og det er fem år siden eller mer. Det var i maj, den årstid som er præget af forelskelse, hvor alt det skabte jubler højt, hvor hver en busk og hver en hæk man møder på sin vej er klædt i vårgrøn løvdragt nok en gang. De golde vintertræer har nu atter smukke blade på. Selv jorden svulmer stolt af dug og glemmer den elendighed og bitre nød den opleved igennem hele vinteren. Ja, jorden blir så kry at den vil sy sin nye kjole straks, en yndig kjole som skal ha i hundredvis af farver på: En græsgrøn bund, et blomstervæld i hvidt og blåt – enhver kulør – således er den skønne dragt som jorden stolt har svøbt sig i. Og fuglene, der frøs og tav imens de måtte lide fælt i bitter vinterfrost og sne, de synger nu af al den fryd der næsten sprænger deres bryst, og sender deres triller højt op i den klare luft i maj. Og nattergalen kvidrer her

100

110

imens den gør et fælt postyr. Der lyder liflig trilren dér fra papegøjer, svaler; og i denne skønne, milde tid blir også unge mennesker så muntre og forelskede. Og kun hvis hjertet er af sten, undgår man at forelske sig i maj når fugle gir sig hen til deres søde klagesang. Jeg drømte dejligt om den tid hvor alt er drift mod kærlighed. Midt i min dybe søvn så jeg at morgengryet var brudt frem. Straks rejste jeg mig fra min seng, tog sko på, vasked hænderne, og fra et etui fandt jeg en sølvnål frem og stak en tråd igennem nåleøjet dér. Jeg ville ud af byen straks, jeg ville høre den musik der kom fra skovens sangfugle i maj hvor alt får liv på ny. I ærmet syed jeg en fold imens jeg vandrede ene rundt og lyttede til fuglene som fandt så stor en glæde i at synge uafladelig. Dér gik jeg munter, kåd og glad ned mod en flod der brused højt: Jeg ku ikke ha fundet mig et bedre sted at tumle rundt end bredden her ved denne flod. Og fra en klippe styrtede den stride flod sig lodret ned; den var så klar og tilmed kold som brøndvand eller kildevand; 15

120

130

140

den havde ikke Seinens pragt, men virked noget bredere. Jeg havde aldrig set den før; den strømmede så smukt af sted og var så rent fortryllende at jeg fandt stort behag deri. Jeg vaskede mit ansigt i det klare vand der glitrede, og så hvorledes flodens bund var dækket og belagt med grus. En stor og smuk eng bredte sig og gik helt ned til flodens bred. Så klar og rolig og så smuk var denne milde morgenstund. Glad gik jeg over engen, og jeg holdt mig tæt ved vandet, ja, jeg fulgte troligt flodens løb. Og da jeg havde vandret lidt, så jeg en vidtstrakt have bag en høj og kreneleret mur hvis sten var rigt bemalede og pragtfuldt indgraverede. Jeg så på reliefferne og billederne ét for ét, og nu vil jeg fortælle hvad de forestillede, så godt jeg kan ud fra erindringen. I midten så jeg kvinden Had, som lod til at forstå hvordan man vækker vrede, stifter strid. Hun fremstod harm og trættekær på dette stygge billede og svulmede af bitterhed. Desuden var hun usselt klædt, hun virked ude af sig selv, og midt i hendes vrantne fjæs var der en lille stumpet tud;