Romerske kejsere_Læseprøve

romerske kejsere

romerske kejsere historia augusta På dansk med indledning og noter af Torben Damsholt

klassiker

Romerske kejsere. Historia Augusta Oversat fra latin og med indledning og noter af Torben Damsholt © Multivers, 2011. Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København (multivers.dk). Omslag: NisNis. Omslagsbilledet gengiver Thomas Coutures maleri Romains de la décadence fra 1847, nu i Musée d'Orsay, Paris. Billedet, som måler 5 x 8 m, har overleveret den opfattelse af den senere romerske kejsertid, som ikke mindst er præget af Historia Augusta. Tryk: Special-Trykkeriet Viborg. Printed in Denmark, 2011.

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen udgives også som ebog og må derfor ikke indskannes. ISBN 978-87-7917-288-3

Der takkes hjerteligt for den generøse støtte til udgivelsen fra: Augustinus fonden konsul georg og hustru emma jorcks fond velux fonden

Indhold indledning

9

aelius spartianus Hadrian 19 aelius spartianus Aelius 41 julius capitolinus Antoninus Pius 49 julius capitolinus Marcus Antoninus, filosoffen julius capitolinus Verus 83 vulcacius gallicanus, senator Avidius Cassius 93 aelius lampridius Commodus Antoninus

105

julius capitolinus Pertinax 121 aelius spartianus Didius Julianus 133 aelius spartianus Severus 141 aelius spartianus Pescennius Niger 159

59

julius capitolinus Clodius Albinus 169 aelius spartianus Antoninus Caracallus

181

aelius spartianus Antoninus Geta 191 julius capitolinus Opilius Macrinus 197 aelius lampridius Diadumenus Antoninus

209

aelius lampridius Antoninus Heliogabalus

217

aelius lampridius Alexander Severus 241 Julius Capitolinus De to Maximiner 285 julius capitolinus De tre Gordianer 307 julius capitolinus Maximus og Balbinus 331 trebellius pollio De to Valerianer 345 trebellius pollio De to Galliener 351 trebellius pollio De tredive tyranner 367

trebellius pollio Den guddommelige Claudius

397

flavius vopiscus fra syracus Den guddommelige Aurelian 411 flavius vopiscus fra syracus Tacitus 443 flavius vopiscus fra syracus Probus 457 flavius vopiscus fra syracus Firmus, Saturninus, Proculus og Bonosus 475 flavius vopiscus fra syracus carus, carinus og numerianus 485 noter 497 personregister 536 stedregister 551

indledning De biografier af romerske kejsere, skrevet på latin og overleve­ret som en samling, der her udsendes i dansk oversættelse, har i nyere tradition fået fællestitlen Historia Augusta. Den er imidlertid ikke oprindelig. I det bedste eksisterende håndskrift fra det 9. årh. kal­des samlingen Forskellige kejseres og oprøreres liv, fra den guddomme­lige Hadrian indtil Numerianus, skrevet af forskellige. Heller ikke den titel kan anses for oprindelig, da der sandsynligvis også har hørt biografier af kejserne Nerva og Trajan med, sådan at hele samlingen engang begyndte, hvor Suetonius’ værk om de første Tolv Cæsarer slutter. Som Historia Augusta nu foreligger, omfatter den tiden 117-285. Det er altså den mellemste romerske kejsertids historie, de ”gode kej­seres” og ”soldaterkejsernes” epoker, man finder skildret her; blot er der en større lakune midt i det 3. årh., idet også kejserbiografierne fra Philip Araberen til og med størstedelen af Valerian mangler. Det er en tid, hvorfra andre kilder flyder sparsomt eller ujævnt. Grækeren Cassius Dio skrev en Romersk historie i 80 bøger, dækkende tiden indtil 229; men af de sidste 20 bøger er der kun bevaret brud­ stykker og sene uddrag. Efter ham skrev en anden græker, Herodian, et noget mindre værk om Kejserdømmets historie efter Marcus. Det er fuld­stændig bevaret og dækker tiden 180-238, og det er oversat til dansk af ingen ringere end Ludvig Holberg, der også har forsynet det med en interessant indledning. Men ellers er det kun kortfattede latinske og græske oversigtsværker fra 4.-5. årh., man har at falde tilbage på, når det gælder om at udfylde den fragmentariske viden, som indskrif­ter, mønter, papyrustekster og andre arkæologiske fund bidrager med. Derfor har kejserbiografierne i Historia Augusta frem for noget andet præget billedet af 2.-3. årh.s romerske historie i nyere tid. Ikke mindst Edward Gibbons klassiske skildring af The Decline and Fall of the Roman Empire har haft betydning i så henseende, selv om han var fuld af kritik og skepsis over for disse kejserbiografiers meddelelser og hele karakter. I det nævnte vigtigste håndskrift, hvorfra de fleste bevarede afskrif9

Romerske kejsere

ter stammer, er den første halvdel af biografierne anbragt i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge, mens de i de få håndskrifter, som repræsenterer en anden overlevering, står kronologisk; ligeledes er i den første håndskriftgruppe flere afsnit tydeligt fejlplaceret, hvilket de ikke er i den anden. Ordningen i den sidste gruppe er fulgt her ligesom i alle udgaver af Historia Augusta. Begge grupper begynder med Hadrian, og begge rummer den omtalte store lakune i den ellers helt dækkede række af kejsere, medregenter og oprørere. Som forfattere til samlin­ gen nævnes hele seks navne, hvoraf de fire optræder på skift og uden noget system før lakunen, mens de to deler samlingens sidste del. Tilsyneladende volder bestemmelse af de enkelte biografiers affattelsestid ingen vanskeligheder, da nogle af dem er forsynet med tilegnelser til kejser Diokletian, andre til Konstantin den 1., mens atter andre tilegnes privatmænd, og mange steder hentydes der meget direkte til forhold eller omtales personer fra disse kejseres tidsal­der. Imidlertid har der siden 1880’erne været rejst tvivl om disse til­syneladende gode kronologiske holdepunkters troværdighed, og diskussio­nen om hele samlingens karakter og datering har i lange perioder været meget intens. I 1971 udgav jeg en lille bog med titlen Historia Augusta-proble­met (Studier fra sprog- og oldtidsforskning nr. 277). Heri er hoved­linjer af diskussionen trukket op, og der er gjort status over den afklaring, som dengang prægede forskningen. Interesserede læsere henvi­ses hertil, sådan at jeg i det følgende nøjes med at fremstille min opfattelse af det skrift, som her udgives på dansk. I de snart 40 år, der er forløbet, siden jeg dengang gjorde status, er Historia Augusta­-forskningen fortsat i det spor, som den da var inde på. Tre forhold er væsentlige og har været fremhævet i denne forsk­ ning. For det første viser en opmærksom læsning, at den iøjnefaldende datering af de enkelte kejserbiografier til Diokletians tidlige eller Konstantin den l.s senere regeringstid ikke kan opretholdes; dertil rummer den for mange inkonsekvenser og kronologiske umuligheder. Også fordelingen af forfatternavne i samlingens første to tredjedele er for vilkårlig til at være troværdig, og forsøg på at flytte om på dem har ikke 10

indledning

kunnet gennemføres med rimeligt resultat. Dertil kommer, at sprog og stil er så ensartet, og karakteristiske træk i fremstillingsformen – det drejer sig om en stereotyp omtale af kejsernes forhold til mad, vin og sex, en rig anvendelse af græske vers i oversættelse, ordspil med navne osv. – er så gennemgående, at man nødes til at antage, at hele samlingen må have én og samme forfatter. Om den i en senere tabt for­tale har været præsenteret som et fund, som det har været formodet, må stå hen; men siden 1880’erne har det været almindeligt at tale om et ”falskneri” og anse alle seks forfatternavne for pseudonymer. To spørgsmål har da meldt sig: Hvornår er Historia Augusta skrevet? og hvad har været forfatterens hensigt med den? Sprogbrugen mht. embeder, møntforhold, stednavne o.m.a. viser meget få anakronis­mer; derimod er der i årenes løb blevet fremdraget adskillige hentyd­ninger, mere eller mindre iøjnefaldende, til forhold og personer i år­tierne omkr. 400. Flere forskere har også ment at finde sproglige berøringer og litterære allusioner til nogle forfattere fra denne tid, historikeren Ammianus Marcellinus, kirkefaderen Hieronymus og hofpoe­ten Claudianus, samt til den gamle satiriker Juvenal, som netop da havde vundet fornyet popularitet. En datering til tiden omkr. 400 støttes også af det tredje væ­sentlige forhold, der har beskæftiget forskningen, nemlig Historia Augustas kildegrundlag. Her er det helt afgørende, at sam­lingens forfatter dels har anvendt og dels flere steder har en uad­resseret polemik mod to kortfattede latinske historikere, Aurelius Victor og Eutropius, hvis værker er fra henholdsvis 360 og ca. 370. I Severus er et længere stykke direkte overtaget fra Victor og i Mar­cus Antoninus et ligeså langt fra Eutropius. Der er også flere kortere vidnesbyrd om brug, og enkelte forkerte navneformer kan kun stamme fra dele af Eutropius-overleveringen. Anvendelse af andre kilder fra slutningen af 4 årh., både latinske og græske, har været foreslået; men dette er usikkert. Flere forhold i det, der her kun er kort skitseret, peger på en affattelsestid efter 395, og enkelte forskere vil gå så langt som til ca. 420, efter min mening med gode argumenter. Den første, der påvise­ligt har læst Historia Augusta og brugt den som kilde, er senatoren Quintus 11

Romerske kejsere

Aurelius Memmius Symmachus, filosoffen og digteren Boethius’ svigerfar, som døde i 525. Af hans Romerske historie er et længere stykke om kejser Maximinus Thrakeren citeret i Jordanes’ Goterhistorie, og det er tydeligt udskrevet fra Historia Augusta. Det må nu anses for fastslået, at både kejserbiografiernes angi­velige datering til Diokletians og Konstantin den l.s tidsalder og det seksfoldige forfatterskab er en fiktion. Derimod er det vanskeligere at svare på spørgsmålet, hvem eller hvad den har skullet tjene. Et sær­ligt problem frembyder den stærke hyldest til kejser Konstantins slægt og hans – opdigtede – afstamning fra Claudius den 2., som præger sam­lingens sidste del. Efter 363, hvor kejser Julian døde som den sidste af slægten, forekommer dette ikke rigtig aktuelt. Stor opmærksomhed har været viet en bestemmelse af Historia Augustas almindelige politi­ske og religionspolitiske tendens. Det er tydeligt, at forfatteren ret konsekvent tager parti for det romerske senat, dets værdighed og med­virken i rigsstyret, og mod kejsermagtens arvelighed med kvinders, eu­nukkers og andre hoffunktionærers indflydelse under mindreårige her­skere som følge. Denne tendens er imidlertid udbredt og traditionel i kejsertidens historieskrivning. Også værkets religiøse holdninger har været analyseret. Forfatteren er tydeligt nok ikke kristen, men han fortier ikke kristendommens eksistens, ejheller jødedommens. Den kul­turkamp, som førtes i det 4. årh., mundede ud i, at de mere og mere trængte ikke-kristne religioners tilhængere anråbte statsmagten om to­lerance, og Historia Augusta slutter sig hertil. Emnet indtager dog ikke nogen central plads. I virkeligheden forstår man nok bedst dette værk som balancerende mellem seriøs historisk biografi og egentlig fiktion. Hele forfatte­rens leg med pseudonymerne, tilegnelserne til længst afdøde kejsere og måske en nu tabt fundhistorie i en fortale er næppe i første række ment som forsigtigt dække over politiske og religiøse standpunkter, snarere som forsøg på at vække det læsende publikums interesse. Ifølge hans samtidige, historikeren Ammianus Marcellinus, læste man i aristo­ kratiske romerske kredse i 390’erne kun Juvenals satirer og Marius Maximus’ kejserbiografier. De sidstnævnte er ikke overleveret til vor 12

indledning

tid, men Historia Augustas forfatter citerer hyppigt Marius Maximus og tager afstand fra dennes værk, som hans eget øjensynligt har for­ trængt på bogmarkedet. Det må da være hovedopgaven at forsøge at be­stemme Historia Augustas litterære karakter. Som ovenfor nævnt har hele samlingen et sprogligt og stilistisk enhedspræg; men strukturelt og indholdsmæssigt er der stor forskel på biografierne, og forklaringen herpå må søges i deres kildegrundlag. Groft sagt fordeler de sig i tre grupper. I samlingens første del får hver enkelt kejser sin egen biografi, også medregenter og oprørere; men de sidstnævntes har en helt anden karakter, som også genfindes i Historia Augustas senere del, hvor medregenterne imidlertid er optaget i tillægskapitler, og oprørerne samles i to særskilte bøger, omfatten­de henholdsvis tredive og fire. Mens de ni regerende kejsere fra Hadri­an til Caracalla skildres på en forholdsvis sober måde og med mange oplysninger, der kan karakteriseres som pålidelige, så får fiktive elementer lov at brede sig i de øvrige biografier, hvor det vrimler med taler, tydeligt forfalskede breve og dokumenter, opdigtede perso­ner og skandaløse efterretninger, som dog stadig blandes med autenti­ske med en teknik, der kan minde om moderne romaner og såkaldt doku-drama. Den bedste forklaring, der hidtil har været givet på denne uensartethed, er efter min mening, at en ældre række af latinske kejserbiografier har ligget til grund for Historia Augusta til og med Caracalla, nemlig en fortsættelse af Suetonius’ Tolv Cæsarer og af en lignende kvalitet som dette værk. En sådan hovedkilde er et postulat, som ikke har overbevist alle, der har beskæftiget sig med problemet, men den forklarer bedst forskellen mellem de regerende kejseres og medkejsernes og oprørernes biografier i samlingens første del og ligeledes det vendepunkt, der kan konstateres med Macrinus. Efter nogles opfattelse er det imidlertid Marius Maximus, hvis tolv kejserbiografier rakte til og med Heliogabal, der har været Historia Augustas hovedkilde i sam­lingens tidlige del; andre har hævdet brug af Cassius Dio. Det sidste er ganske usikkert, og Marius Maximus synes først at have været ind­draget i større omfang for Macrinus’ og Heliogabals vedkommende, mens citaterne fra ham i de ni hovedbiografier fremstår som 13

Romerske kejsere

tilføjelser. Herodians græske historie om Kejserdømmet efter Marcus, dvs. tiden 180-238, har især været brugt som kilde i De to Maximiner og i Maximus og Balbinus. Marius Maximus citeres mest for anekdoter og skandaløse detaljer, og det samme gælder om den ellers ukendte Junius Cordus, to gange kaldet Aelius Cordus, som der også henvises til i denne del af samlingen. Om han er en opdigtet ”Prügelknabe” for Historia Augustas forfatter, må stå hen; han betegnes i lighed med Marius Maximus med den ellers intetsteds forekommende glose mythistoricus! I samlingens sidste del har især græske kilder været i brug. Det drejer sig om to værker af Dexippos fra Athen, nu tabte, men kendt gennem fragmenter i senere byzantinske skrifter, dels en annalistisk fremstilling af Roms historie indtil 270 og dels en skildring af go­ternes mange invasioner af Balkanhalvøen og Lilleasien i det 3. årh. Også til biografierne fra Aurelian til Carus har forfatteren haft en græsk kilde, den samme som også grækeren Zosimos i det 5. årh. har kendt. Efter min mening drejer det sig om et værk fra 3. årh.s slut­ning; men andre har peget på Eunapios fra Sardes, som i slutningen af 4. årh. skrev en fortsættelse af Dexippos’ værk, der har været en ho­vedkilde for Zosimos for dette århundredes vedkommende. Ud over disse kilder har forfatteren også indflettet meddelelser og direkte lån fra Aurelius Victors og Eutropius’ ovenfor omtalte kortfattede, latinske værker samt polemiseret mod dem som ”uvidende”, men uden navns nævnelse – forståeligt, da de jo tilhører tiden efter Historia Augustas angive­lige affattelsestid. Om han derudover også har anvendt Victors og Eu­tropius’ fælles kilde, den såkaldte ”Enmannske kejserhistorie”, er en mulig, men efter min mening ikke nødvendig antagelse. En vurdering af Historia Augusta som historisk kildeskrift og lit­ terært værk må nødvendigvis tage hensyn til de mange ujævnheder og flertydigheder. Den schweiziske historiker Jacob Burckhardt karakteserede kort og godt de angiveligt seks forfattere med ordene: ”Sind Eselköpfe, aber interessant”. Allerede Marius Maximus havde i sine kejserbiografier optaget træk fra den klassiske historieskrivning, især taler og fortaler, og opkvikket dem med farverige detaljer, især ekso­ 14

indledning

tiske og obskøne. Historia Augustas forfatter har overtaget disse træk og udviklet dem yderligere. Skønt han stempler sin forgænger som ”den mest ordrige af alle mænd”, kan han ikke selv frikendes for snaksomhed, og han lever fuldt ud op til betegnelsen som ”mythistoriker”. Den brede historiske skildring har ingen plads i dette værk; men mange episoder står tegnet med få og sikre streger, og adskillige kejsere er karakte­riseret med en evne, der ikke giver Suetonius meget efter. I de mange indlagte taler, breve og senatsreferater viser forfatteren sine fær­ digheder som pastichemager, mens fortalerne og tilegnelserne til kej­ serne er ren parodi. Man må tænke sig hans arbejdsproces som følger: Først har han i hoved­sagen fulgt den ældre række af kejserbiografier, forkortet dens frem­stilling og derefter suppleret med detaljer fra Marius Maximus, måske også fra Cassius Dio – i så fald vel formidlet af et latinsk mellemled – og i hvert fald med et par længere lån fra Aurelius Victor og Eutro­pius. Sådan er de ni ”primære” biografier, Hadrian, Antoninus Pius, Marcus Antoninus, Lucius Verus, Commodus, Pertinax, Didius Julianus, Severus og Caracalla blevet til. Derefter har han taget fat på de ”sekundære” biografier, Aelius Cæsar, Avidius Cassius, Pescennius Niger, Clodius Albinus og Geta, hvor det egentlige historiske stof er overtaget fra de ”primære”, mens fyldstoffet er opdigtet. Derefter er han gået videre med Opilius Macrinus, Diadumenus og Heliogabal, hvor Marius Maximus har givet ham nødtørftige oplysninger, men fiktionen breder sig. I ikke mindre grad gælder dette om Alexander Severus, der er svulmet op til et skønmaleri med meget lidt substans, og om de følgende biografier, hvor Herodian indtil Gordian den 3.s udråbelse og derefter Dexippos har leveret det konkrete indhold. For øvrigt viser en sammenligning mellem Historia Augusta og dens eneste fuldstændig bevarede kilde Herodian meget om forfatterens arbejdsmåde, der ikke har karakter af slavisk afskrift, men af en fri, ofte tilsyneladende vilkårlig, men snarere bevidst omstilling af enkeltheder, nogle steder med overdrivelse, andre steder med gendrivelse, så de enkelte begivenhedsforløb fremtræder anderledes end i forlægget. I de sidste biografier, efter den store lakune, kommer forfatterens evner som fik15

Romerske kejsere

tionsmager til deres højeste udfoldelse. Ud fra en kritisk vurdering af Historia Augusta som historisk kildeskrift er det altså de ni første hovedbiografier, der må bære prisen som de mest pålidelige; men som skønlitterært produkt betragtet samler interessen sig unægtelig i højere grad om samlingens sidste del. Den franske forfatterinde Marguerite Yourcenar har sagt, at ”den moderne læser føler sig hjemme i Historia Augusta”. – Det siger sig selv, at de forventninger, vi møder værket med, må variere fra læser til læser og fra generation til generation. Hvad det beretter om ro­merske kejseres liv og død i 2.-3. årh., forekommer næppe helt fremmed­artet i 20.-21. årh selv om dermed naturligvis ikke er sagt, at alle dets oplysninger bliver mere troværdige af den grund. De mange anekdo­ter, den kun halvhjertet moraliserende interesse for mad og drikke, sexvaner, udsvævelser og grusomheder, appellerer utvivlsomt til vor tids smag, ligesom det må have været tilfældet for den oprindelige målgruppes vedkommende. Men derved åbnes der også for ny indsigt i den tid og de samfundslag, hvor Historia Augusta blev til. Alle spor peger på det vestromerske senatsaristokrati i tiden omkr. 400: den nostalgiske dvælen ved rigets glorværdige fortid og dets ”gode kejsere”, som karakteriseres ved deres fornemme afstam­ning og respektfulde samarbejde med Roms senat, og den dertil svaren­de foragt for ikke-romaniserede folk og for ”børnekejsere” med alt, hvad dette begreb indebærer, endvidere det lidt vagt udtrykte ønske om tolerance over for Roms traditionelle religion og optagetheden af by­ens mange festlige skuespil, sidst, men ikke mindst, Historia Augustas subtile leg med fiktioner og mangfoldige litterære reminiscenser. Alt dette har haft afgørende betydning for eftertidens opfattelse af Ro­merrigets såkaldte forfald og undergang. Historia Augustas forfatter har næppe selv tilhørt senatsaristokratiet, snarere den klasse af professionelt uddannede grammatikere og retorer, som det omgav sig med. Det vestromerske rige overlevede ikke det 5. årh. Blandt de mange årsager dertil er der grund til at nævne, at det højeste samfundslag lukkede sig mere og mere om sig selv, økonomisk over for de forarmede provinsbyer, etnisk over for folke­ 16