Randers i digt og dåd

Hardy Bach

Randers i digt og dåd

Randers i digt og dåd

1. udgave, 1. oplag

Copyright © 2023 Multivers

Forfatter: Hardy Bach

Grafisk opsætning: Spintype.com

Omslag: Demuth Grafisk

Tryk: ScandinavianBook A/S

Forsideillustration: "Generalstrejken 1922" © Herluf Bidstrup / VISDA

ISBNprint:9788779176287

ISBNepub:9788779176447

Dennebogerbeskyttetimedførafgældendedansklovomophavsret. Kopieringmåkunskeioverensstemmelsemedloven.Detbetyder f.eks.,atkopieringtilundervisningsbrugkunmåskeefteraftalemed CopydanTekstogNode. PrintedinEU

Drabet i Randers

Vi kalder ham grev Gert eller ”den kullede greve”. Hjemme i Holsten er han ”den store”, Gerhard der Grosse. Men hvem var han egentlig, denne holstenske greve, som sammen med sin banemand, Niels Ebbesen, gav Randers en plads i Danmarkshistorien?

Faktisk ved vi meget mere om Gert end om Niels. Om Niels ved vi så lidt, at hans eksistens undertiden er blevet betvivlet! Gert derimod spillede i over 20 år en hovedrolle i dansk politik. Gert blev født i 1292. Dengang var Holsten delt op i flere små grevskaber. Ved sin faders død i 1304 arvede den 12-årige dreng således kun en beskeden del af Holsten, nemlig området omkring Rendsborg. Sagnet fortæller, at han var så fattig, at han måtte bo på et kornloft i Rendsborg og kun ejede to grå jagthunde.

Hans formynder havde bemægtiget sig hans fædrenearv og besluttet, at Gert skulle være klerk, altså gejstlig, så han blev sat til at studere teologi ligesom sin lillebror Giselbert, der senere blev provst. Brødrene stod last og brast, og Giselbert har nok haft en finger med i spillet, når Gerts mange politiske dokumenter, pantebreve, kontrakter, forleningsbreve osv. skulle udfærdiges. De var altid juridisk og teologisk korrekte. Man har ment, at tilnavnet ”den

kullede”, dvs. den skaldede, måske stammer fra Gerts teologiske ungdom. Gert var en meget from mand, så det er tænkeligt, at han har beholdt tonsuren, kronragningen, efter at han var gået over til den verdslige side i politik.

I 1312 døde Gerts formynder, Gert var nu myndig og gik straks ind i politik, dvs. han gik i gang med at genvinde sin fædrenearv. Det lykkedes, og i de følgende år udmanøvrerede han sammen med sin fætter, grev Johan, alle de andre grever i Holsten. Fætrene var nok kompagnoner, men de var også konkurrenter. Undertiden var de allierede, til andre tider lå de i krig med hinanden. Det gælder for alle tidens fyrster. I 1320 har Johan og Gert i realiteten delt hele Holsten mellem sig. 12 år senere delte de Danmark mellem sig.

Som lejetropsanfører deltog grev Gert i Erik Menveds mange krige, og allerede i 1317 havde han fået Fyn i pant som betaling for sine militære ydelser. I begyndelsen af 1320’erne var Gert en stærk mand i dansk politik, og i 1326 kom han ind i den politiske tops inderkreds. Hans søster var gift med hertugen af Slesvig. Hertugparret havde to børn, Valdemar og Helvig, som begge skulle komme til at spille en rolle i Danmarkshistorien: han som konge, hun som dronning. Men i 1325 døde deres far, og morbror Gert trådte til som beskytter af de faderløse små. Valdemar var 10, Helvig lidt yngre. Grev Gert blev altså den lille hertug Valdemars formynder. Hvad en sådan stilling indebar af muligheder, vidste Gert jo selv af bitter erfaring. Det var en tjans med store perspektiver for en intelligent politiker. Hertugens lensherre, den danske konge Kristoffer 2., havde

også tilbudt sig som formynder, men det blev Gert, der trak det længste strå. Kristoffer stod svagt: Han var raget uklar med de danske stormænd og flere af sine ministre. Han skyldte Gert penge, og Gert raslede med Sablen. Så stak Kristoffer piben ind, og Gert blev lille Valdemars formynder. Nu viste Gert sit talent for storpolitik. Han tog sig overordentlig kærligt af den lille hertug Valdemar. Først pantsatte han den sydligste del af hans hertugdømme til fætter Johan. Nu var Gert og Johan pot og pande.

Allerede i marts 1326 henvendte en gruppe danske stormænd, herunder kongens mest fremtrædende ministre, sig til Gert. Man dannede et komplot. Målet var at smide kong Kristoffer på porten. Gert blev komplottets nøgleperson. Han var en dygtig hærfører, han havde penge. Eller rettere: Fordi han var en god hærfører, havde han let ved at skaffe penge til lejetropper. Og så havde han en trumf, et kongsemne, nemlig den lille hertug Valdemar, som tilhørte en sidelinje til den danske kongeslægt. Han nedstammede fra kong Abel. Komplottet lykkedes. Kristoffer blev fordrevet, og i juni mødte Gert op på Viborg Landsting med sin lille protegé. Valdemar valgtes til konge, men da han var for lille til at regere, måtte morbror Gert træde til og overtage det praktiske. I barnekongens håndfæstning fik Gert indføjet den skæbnesvangre bestemmelse, at hertugdømmet og kongeriget aldrig måtte forenes under samme hersker. Denne paragraf skulle komme til at volde danske konger og regeringer kvaler helt frem til 1920.

Som tak for hjælpen gav hertugen sin kære morbror en stor gave, hele sit hertugdømme, som Gert nådigt modtog.

Nu kunne Gert smykke sig med tre fornemme titler: greve i Holsten, hertug i Slesvig og rigsforstander i Danmark. Men det var for meget. Mange var forargede. Nu blev de nationale strenge slået an. En munk skrev et klagedigt om Danmarks nedtur og de sørgelige tilstande i riget:

Danmark kummerfuld i Hu

Thi du har ej fuldgod Værge.

Og dit Mod dig svigter nu; Skal et Barn for Riget raade,

Da er det til Nød fordømt; naar det splittet staar i Vaade, ødes det af Svig og Skrømt.

Sideskuddet, nu til Magt

Ved en Stodderhøvding bragt

Danmark, kummerfuld i Hu.

Suk med Skjel, lad Sorg dig hærge, Stodderhøvdingen var Gert, sideskuddet den lille Valdemar, der jo som nævnt tilhørte kong Abels slægt, sideskuddet på kongeslægtens stamtræ.

I de følgende år kom det til bondeoprør på Sjælland og væbneroprør i Jylland. Men den uovervindelige Gert sejrede i alle militære konfrontationer. I 1329 var fætter Johan blevet træt af at spille andenviolin og konspirerede derfor med Kristoffer, som han tre år før selv havde været med til

at afsætte. Gert foretog et taktisk tilbagetog. Den 15-årige hertug Valdemar blev fyret som konge, og Gert måtte pænt aflevere hertugdømmet tilbage til ham. Som erstatning fik Gert nu Fyn som arveligt len samt arveretten til Sønderjylland, dersom Valdemar skulle dø barnløs. I 1330 var Kristoffer 2. tilbage på tronen, men det var et comeback uden drev i. Gert var stadig Valdemars formynder og havde den reelle magt i Holsten, Slesvig og på Fyn.

Da Kristoffer forsøgte at drive Gert ud med magt, led han nederlag i slaget på Lohede syd for Dannevirke. Herefter var han kun en skyggekonge, titlen fik han lov at beholde, og han flyttede ind i et hus i Sakskøbing. Fra januar 1332 var Danmark reelt delt mellem greverne Gert og Johan. Gert havde Jylland og Fyn, og Johan havde Sjælland og Skåne. Alt var gået juridisk korrekt til. Da Kristoffer senere på året døde, blev der ikke valgt en ny konge. I otte år havde Danmark ingen konge, landet havde ingen regering. Utilfredsheden voksede. Kristoffers søn, prins Otto, startede et oprør, men besejredes af Gert i slaget på Taphede ved Viborg. Otto blev Gerts fange, men det begyndte at stramme til for den driftige greve. Købmændene i de tyske hansestæder klagede over sørøvere i de danske farvande. Gert lovede at hjælpe dem; problemet var bare, at sørøverne var hans egne lensmænd rundt om på de danske borge. Alle var efterhånden utilfredse. Nu skulle problemet Danmark løses.

I februar 1340 samledes alle indflydelsesrige politikere til et møde i Lybeck. Gert havde en plan, som han forelagde sin tidligere protegé, hertug Valdemar: De to skulle bytte lande

igen! Greven skulle have Slesvig, hertugen kunne så i stedet få Jylland. Men under forhandlingerne blev situationen i Jylland mere og mere spændt. Greven måtte af sted. Til Randers!

Men mødet i Lybeck fortsatte. Til stede var en ny og vigtig brik i spillet: afdøde kong Kristoffers yngste søn, prins Valdemar (Atterdag). Han havde mægtige venner i Tyskland, flere fyrster og selve kejseren. Prins Valdemar og hertug Valdemar stak hovederne sammen, mens grev Gert drog op i det uroplagede Jylland med en fredsbevarende styrke, dels for at inddrage sine tilgodehavender, dels for at give den uregerlige lavadel (væbnerne) en lektion i aristokratisk selvforvaltning. Gert samlede en hær på 11.000 mand og lagde sig ind i Randers med 4.000 soldater. Sådan siger

Jyske Krønike, og det har de fleste mandlige historikere godtaget. Historikeren Rikke Agnete Olsen satte tingene på plads og punkterede myten om potentatens militære potentiale: ”11.000 mand er i overkanten af det realistiske. Det ville koste måske mere end skatten at underholde så mange mænd, og hvordan skulle grev Gert kunne indlogere 4.000 soldater i Randers, hvor der næppe var så mange indbyggere?” Der boede kun omkring 2.000 mennesker i byen.

Vi ved, hvordan det gik. I Randers mødte greven sin skæbne i skikkelse af væbneren Niels Ebbesen. Hæren gik i opløsning. Gerts sønner førte hans lig tilbage til Holsten og skyndte sig videre til Spandau for at snakke med prins

Valdemar (Atterdag). En aftale kom i stand, men blev ikke endeligt stadfæstet, for prinsen ville gerne have hertug

Valdemar og hansestæderne med i aftalen. Man mødtes atter, denne gang i Lybeck, hvor en utrolig indviklet aftale kom i stand. Den betød, at prins Valdemar blev konge, først i Vendsyssel, senere, bid for bid, i resten af Danmark. I den første aftale indgik, at Valdemar Atterdag skulle giftes med grev Gerts datter. Hun ville jo have været en svær kamel at sluge for de nationalt sindede. Men de slap med skrækken. Prinsen løb fra aftalen. I stedet giftede han sig med hertug Valdemars søster, Helvig. De levede lykkeligt til deres dages ende. I hvert fald fik de seks børn. Den yngste hed Margrethe. Mange år senere, i 1972, fik hun et nummer. Hun blev ”den første”, netop på den dag, hvor en kendt randrusianer på Christiansborg Slotsplads udråbte Margrethe 2.

Men tilbage til 1340 og dramaet i Randers. Lad os se på, hvad samtiden og eftertiden mente om de to hovedpersoner. Grev Gerts politiske virke er veldokumenteret i samtidige retsdokumenter, breve og krøniker. Vi begynder med Sjællandske Krønike, som er fra 1347. Tendensen er klart dansk-national; Gert er skurken: ”Efter at have samlet en stor hær drog grev Gerhard mod Randers. Han hærgede frygteligt overalt, både i kirker og klostre og udenfor, han ønskede nemlig ikke blot at underlægge sig Danmark, men også flere riger.” I Jyske Krønike, som er fra 1365, er tendensen den samme: ”I året 1340 drog grev Gerhard af Holsten op i Jylland med en stor hær og havde med sig mere end 11 tusinde mand krigsfolk, idet han ville udrydde alle Jyllands stormænd og overdrage dette land til sine tyskere.” Men Jyske Krønike er mere nuanceret og giver denne forklaring på grevens barske politik: ”Skønt

grev Gerhard nemlig trofast havde støttet de danske mod Kristoffer, så brød de nu, da de var befriede for Kristoffer, deres løfte til greven. Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark.”

Som man kan forvente, er billedet af grev Gert helt anderledes i de samtidige tyske kilder, således f.eks. i Lybske Krønike fra 1385: ”Ikke længe efter blev greven så syg, at han lod sig berette og modtog alterets sakramente og den sidste olie. Han lå en tid syg, men blev så noget bedre. Nu havde han længe haft for skik, når han på nogen måde kunne, at stå op om natten med sin kapellan, som om han var en kirkens mand, og læse sine tidebønner. Da de danske hørte, at greven var kommen sig af sin sygdom, samlede der sig vel en tresindstyve stedkendte mænd; de kom til Randers lørdag nat før den femte søndag i fasten, og ret som om de var nattevagter for den sovende hær, besatte de et stenhus. Da greven havde læst sine tidebønner og havde lagt sig igen, kom de op og slog den syge mand ihjel på sengen, dertil hans kapellan og tre svende.”

Senere beretter den Lybske Krønike også om Niels Ebbesens død med disse ord: ”Dér (dvs. i Skanderborg) faldt også deres fører, som havde slået Greven ihjel; hans lig blev sat på hjul tillige med de andre, der var med. Således blev den kække, dygtige grev Gerhard hævnet.”

En anden tysk kilde, kaldet Holstenerpræstens Krønike, fortæller, at ”stor kaldtes Gerhard af den grund, at den almægtige Gud havde skænket ham en mængde forskellige store sejre, og ikke for sine rigdommes eller sin magts skyld.” Om Gerts religiøse sindelag fortæller holstenerpræ-

sten: ”Og det berettes, at grev Gerhard, når han skulle i kamp, havde for skik at bære et lille billede af den hellige jomfru Maria om sin hals, og at han altid kaldte himlens dronning til hjælp med sine bønner”. Om toget til Randers fortæller samme kilde: ”Sine lejetropper førte han tilligemed holstenerne ind i Nørrejylland, idet han drog fra borg til borg og besejrede og undertvang alle. Og i byen Randers slog han lejr. Der var der en mægtig mand ved navn Niels Ebbesen, en ridder, som en tid var grev Gerhards lydige undersåt; men dog opstod der, jeg ved ikke af hvilken årsag, tvedragt mellem greven og Niels Ebbesen. Derfor drog han om natten ind i byen Randers og ihjelslog greven, der lå i sengen, tilligemed hans vogtere.”

Folkevisen om Niels Ebbesen skildrer grev Gert som en hidsigprop:

Niels Ebbesøn, du taler mig fast imod

du snakker alt for længe;

du skal enten Danmark rømme

eller jeg skal lade dig hænge.

Men folkevisen tager også fat på et andet problem: Var drabet uridderligt og uædelt? Skete det i ly af mørket? Palle

Lauring skriver, at folkevisen ”må rense sin helt og sværge på at mordet i altfald skete mens det lysnede”, og så citerer han dette vers:

Fåret bræged og gåsen kæged og hanen gol på hjalde

Greven blev om dagen vejen, og ikke om natten med alle!

”Verset lyder som et harmfuldt indlæg i en debat”, tilføjer Lauring.

Grundtvig skrev også en vise om Niels Ebbesen, her kaldes Gert

En Hals fuldhaard, Som Staal og Jern, Og Krigsmænd strømmede til hans Gaard,

Fra nær og fjern;

Alting han voved for lidet at vinde,

Spared som Nælden ei Ven eller Fjende, Og Tydskerne reves om Danmark.

Dansken var fredløs i Skov og paa Hede, Herrer vi havde af Himmelens Vrede, For Tydskerne reves om Danmark!

I sin nationale begejstring glemmer Grundtvig, at danskerne deltog flittigt i rivegildet.

Også Ingemann beskriver grev Gert som en hård hund; i romanen Prins Otto af Danmark lader han greven udtale

følgende på rejsen til Randers: ”De stive Halse i Danmark skal knækkes! Den hele fordærvede Adel skal udryddes!

Deres Røverborge skal sløjfes! Den sidste Oprørshøvding