Radierende felter

Forord Denne antologi samler bidragene fra konferencen ”Radierende felter. Prosaens litterære laboratorium” afholdt 12.-13. september 2013 ved Københavns Universitet. Seminaret indgik i min andet postdoc ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab om William Heinesens breve finansieret af Velux Fonden og Det Færøske Forskningsråd. Seminarets tilgang til prosaen var dels tænkt som et tekstligt fokus på genreoverskridelser i prosafeltet og dels som et specifikt tematisk fokus på prosaens verdensvendthed i form af dens geografiske orienteringer. Den tematiske tilgang er overvejende litteraturgeografisk, idet seminaret repræsenterede et relativt bredt udsnit af litterære geografier og desuden ældre og nyere, små og store litterære kulturer i og uden for Europa. Seminaret blev også tænkt som et forum på tværs af de nordiske lande og på tværs af nogle institutter på Københavns Universitet. Deltagere og bidragyderne til denne bog blev udvalgt som repræsentanter for forskellige institutter fortrinsvis på Københavns Universitet samt fra enkelte andre nordiske universitetsinstitutter. Jeg vil først og fremmest takke alle bidragyderne til denne bog for deres tålmodighed i den lange tilblivelsesproces. Jeg vil også takke lektor Gorm Larsen ved Aalborg Universitet, København for assistance i fondssøgningen. Jeg skylder desuden Letterstedtska föreningen og Clara Lachmanns Fond en stor tak for finansiering af udgivelsen. Bergur Rønne Moberg efterår 2020

forord · 7

Introduktion Prosaens litterære laboratorium ”Solens mægtige prosa dominerer landskabet.”1

Af Bergur Rønne Moberg Denne sjangeren (essayet, brm) med ruvende historiske forbilder, men uten institusjonaliserte former å etterligne, som unddrar seg definisjoner, mangler ytre hensikt og erklærte formål, som tar opp i seg mangfoldighetens flimmer, følger personlige omveier og aldri nøyer seg med det øyensynlige − denne sjangeren har kjetteriet som sin innerste lov og der verden ikke er annet end et vippebrett, er også ethvert litteraturtidsskrifts være eller ikke være. – Audun Lindholm: ”Men hva er en essayist?”, Vagant, 2007, nr. 3, s. 3 Jeg bliver ved med at skrive om prosa fordi prosaen er overset. Den er overalt, men kun få lægger mærke til den. Den er meddelelsens, fortællingens og argumentets diskrete butler. Når Noréns (Lars Noréns, brm) tekster bliver synlige som prosa, er det fordi de skabeloner prosaen som regel tjener, er borte. Først da bliver prosa til egentlig prosa. Inden da har den bare været sætninger. Det er også derfor Norén ikke ved hvor hans ord fører ham hen. Prosaen er gjort fri af de strukturer som giver den retning. En fortælling for eksempel skal begynde, fortsætte og slutte. Det gør Noréns prosatekster ikke. Det sidste ord i Filosofiens natt er ”Snart”. Det är inte långt kvar nu. Snart. (189) En udskydelse altså. Teksten er en lang begyndelse for så vidt den aldrig finder en retning som bringer den videre mod midten og slutningen. Prosaen i sin rene

8 · radierende felter

form har ikke noget formål ud over sig selv, ingen anden drift end at bringe sig selv videre. - Dan Ringgaard: Årsværk. En kritikers dagbog. Aarhus Universitetsforlag, 2017, s. 99-100 Language is an abstract system, unlike prose, which is an operativity or an efficacy. Thus, to discover it is to discover a dead end […] prose is not an element among others, that it does not bear looking at. It evades you or ignores you, dedicates no single position for you, leaves you no where. – Jeffrey Kittay og Wlad Godzich: The Emergence of Prose, 1987, s. 204 Bogens titel og undertitel henviser til en aktuel udvikling inden for prosa, som både er relateret til geografi og heterogene tekstelementer. ’Laboratorium’ betyder et sted, hvor der arbejdes og eksperimenteres, hvor noget nyt og endnu ikke helt definibelt er på vej. Prosa er som udgangspunkt et mangfoldigt tekstligt fænomen i form af romanen, rejseskildringer, dokumentarisk fiktion, selvbiografiske genrer etc. Den er grænseoverskridende i den forstand, at den overskrider gængse skønlitterære kategorier, der er opdelt i novelleprosa, romanprosa, brevprosa, essayprosa, sagprosa. Prosaen lever sit helt eget liv og giver anledning til genrekrydsende og genrenedbrydende skrivepraksis. Theodor W. Adorno beskriver essayprosa som et u- eller antiformelt tekstfænomen og hævder, at essayets eneste formelle lov er forræderi (Adorno 1991: 23). I forhold til geografien erobrer prosa nyt land og ’nye’ kulturer; i forhold til tiden lægger den sig tæt op ad dens bevægelser og udgør et åbent forhandlingsrum i modernitetens kulturprocesser. I denne bog lægges der vægt på prosaens ekspansionskraft i tekst og geografi. Men der er også andre kolossale tematiske aktører i prosaen end geografi. Det gælder f.eks. den nye bølge af autofiktion og bekendelseslitteratur, hvor forfattere i stort tal skriintroduktion · 9

ver om traumer, sorg og personlig modgang i alle mulige digteriske og ikke-digteriske former. Prosaen breder sig overalt som et storforbrug af emner og tekstformer. Bogens bidrag er hovedsageligt koncentreret om romanprosa og essayprosa. De behandles mere eller mindre eksplicit og mere eller mindre implicit som udslag af selve prosaens dimensioner, der beskrives med udtryk som åbenhed, operationalitet, intellektuel frihed, urenhed m.v. Prosaen er mest udbredt som en del af romanprosaen. Her ser vi den udfolde sig i fiktionsprosaens knopskydninger ikke mindst i den ’nye verdens’ stærkt stedbundne litteraturer, der bidrager afgørende til at kortlægge og formidle kulturen i tidligere kolonier. Valget af emnet prosa ligger i forlængelse af begge mine to postdoc-projekter ved Københavns Universitet. Det første postdoc var et projekt om modernismens geografier med udgangspunkt i færøske romaner og romanklassikere fra tysk og fransk litteratur. Dette projekt er bl.a. resultateret i to bøger: Resten i Vesten. Verdenslitteratur i modernismens margin (2014) og Perspektiver på Henrik Stangerup – og andre nordiske forfattere (2014). Her beskrives, at og hvordan færøsk litteratur, når den er bedst, skriver op imod det, Pascale Casanova kalder autonom eller ’ren litteratur’, dvs. op imod litteratur, som ikke længere er kulturbærende, men præget af tab af kontekst. I forhold til større litteraturer forpligter en ultralille litteratur2 som den færøske sig på at udvikle en given stedsbunden og nationalt forankret identitet.3 Lidt firkantet sagt befinder de meget små litteraturer sig i en proces, som større litteraturer har været igennem, men som de førstnævnte befinder sig midt i. Frits Andersen har blik for romanens ekspansion i sin nyeste bog Sydhavsøen. Nydelsens geografi: ”romanen mod slutningen af 1600-tallet mister prestige til fordel for non-fiktive prosagenrer”.4 I sit forfatterskab har Andersen et skarpt blik for romanens comeback i 1700-tallet. Romanen har lige siden åbnet sig for prosagenrerne og geografien. Den fungerer af samme grund som rigtig mange læseres vindue ind i alverdens kulturer. Både i og uden for Vesten har denne genre med sin nærhed til levet og erfaret kultur spillet en særlig rolle for udviklingen af sted og nation: 10 · radierende felter

Certainly, it has sometimes appeared that the new nations emerging out of empires have been required to produce novels in order to certify their distinct and modern nationhood […] novels’ capacity for representing nations and peoples has enabled the novel to become a relay for transnational exchange.5 Gennem romanen kan man se et moderne mønster i mange kulturer, idet den er ”a means of asserting the isomorphism of place and culture and nation”.6 Store færøske romaner som Barbara (1939) af Jørgen-Frantz Jacobsen og De fortabte Spillemænd (1950) af William Heinesen beskriver til eksempel, hvordan udviklingstanken genindstalleres og tilføres ny energi og nye stærkt kontekstuelle og relationsbestemte poetikker i en relativt set meget lille litterær kultur som den færøske. I stil med små, ’perifere’ litteraturer, der forbinder deres kulturelle udgangspunkt med europæisk højkultur, knytter Orhan Pamuk sin position mellem øst og vest til et højt prioriteret ønske om at undersøge ’særlige emner’.7 Det hænger for færøsk litteraturs vedkommende sammen med modernitetens ’sene’ ankomst og den dermed forbundne kortlægningsiver og stofrige vilje til at fortælle en hel kultur, der rammer ind i omfattende forandringsprocesser. Den steds- og nationsbundne kontekst i periferier, i meget små og oftest ikke-metropole kulturer har betydet en alternativ tilgang til modernitet og modernisme i det 20. århundrede, der igen har betydet en repositivering af forbindelsen mellem liv og litteratur, som Arne Melberg netop forbinder med prosaen.8 Romanen er generelt blevet drevet af lysten til opdagelse.9 Den har fungeret som en måde at gøre geografier og verden som sådan synlige. Sara Danius gør klart, hvorfor romanen egner sig så godt til at opdage ’nye’ verdener: ”1800-talsromanen ansträngar sig till det yttersta for at göra världen synlig. Det är i stort sett en oskriven historia”.10 Danius tænker ikke specifikt på synliggørelse af geografier, men af livsverdenen som sådan. Hendes perspektiv er desuden afgrænset til 1800-tallet, men begrebet om synliggørelse, som også omfatter sindet, understreger romanens (og prosaintroduktion · 11

ens) udadvendte karakter. Synliggørelse gælder i lige så høj grad 1900-tallet, hvor tidligere kolonier over en bred kam og med ca. 100 års forsinkelse skabte en global romanrenæssance ved at ’genfortælle’ koloniverdenen med deres egne ord, billeder, stemmer og toner. Et konkret eksempel på dette er det 19. århundrede som den store skibbrudsepoke.11 Kolonier blev erobret via – farlige – imperiale vandveje, og i kølvandet fulgte litteraturens erobringer af nyt terræn. Her kom svaret fra de tidligere kolonier i form af et verdensomfattende postkolonialt, verdenslitterært romangennembrud. Med karakteristisk ’forsinkelse’ for ’fjerne’ øer som Færøerne blev det 20. århundrede den store skibbrudsepoke i færøsk og postkolonial litteratur generelt. Mit andet postdoc bestod dels i en kommentering af et udvalg af William Heinesens breve og dels i en række artikler om forfatterskabet og arkiverne som værktilblivelse og som et formlaboratorium. Dette projekt er indtil videre resulteret i en artikel: ”Brevvekslingens fortryllende duo. Et editionsprojekt og et interpretationsprojekt om William Heinesen som brevskriver” (Moberg, 2018). Hovedresultatet i form af selve brevudgivelsen udkommer i 2021 på det Danske Sprog- og Litteraturselskab under medvirken af filologen Esther Schat Kielberg. Også for brevarkivernes vedkommende er der en lige linje over i prosaen. Vennebrevet er en form for ’lifewriting’ og litteratur uden at være fiktion. Brevet eller privatkorrespondancen er en flosset, åben meddelsesform, som Kerstin Dahlbäck kalder en ’murbrækker mod skønlitterære normsystemer’.12 Litteraturens udvikling henimod en stadig mere differentieret prosa kvalificerer brevet som en forløber for prosaens åbning af moderne litteratur.13 Denne bog handler imidlertid ikke specifikt om brevet, men fokuserer overvejende på essayets og romanens prosa.

Poesi og prosa Som en udvidet del af prosafokusset indeholder antologien derudover grundlæggende refleksioner over forholdet mellem prosa og lyrik/poesi. I følgende kommentar til Ovids Æneiden og Forvandlingerne nærmer Otto Steen Due sig implicit forskellen mel12 · radierende felter

lem digtning på vers og digtning på prosa. Ovids berømte værker, siger Due: [M]åtte nødvendigvis være på vers, for ingen Homer kunne memorere en tilsvarende mængde prosa. Og vers er også det medium, der står menneskets hjerte nærmest, oprindeligt efter vor arts instinkt, der rytmiserer så at sige enhver af vore aktiviteter. Jeg tænker ganske naivt, at det har noget med hjerteslag at gøre.14 Hvis vers står menneskets hjerte nærmest, står prosaen menneskets hverdag nærmest. Alle de utallige blandinger og koblinger mellem vers og prosa ufortalt, er eller kan vers og prosa være umiddelbare hver på deres måde: poesien i sang og valoriseringer og prosaen i glæden ved at opdage. Romanen som en vægtig repræsentant for prosaen er blevet forbundet med noget umiddelbart, som ifølge Dieter Henrich er glæden ved at opdage. Men verden mærkes på en anden, mere koncentreret måde i vers end i prosa, som til gengæld egner sig bedst til at vade ud i geografien og gå på opdagelse med. Ordet prosa stammer fra det latinske ord for prosa ’prorsus’, der betyder ligeud, direkte, som igen hidrører fra den græske præposition ’pros’, der betyder ’tæt på’, ’overfor’. Etymologien passer fint til prosaen i praksis, som er sensitiv over for den ydre – geografiske – virkelighed, og som på grund af sit operative, direkte forhold til liv og virkelighed har normoverskridende træk. I antikken sættes prosaen i modsætning til vers,15 og i god overensstemmelse med de gamle grækere sætter Isidor af Sevilla prosa over for lyrikken, idet han beskriver prosa som udvidet tale fri for metrikkens love.16 Det viser sig i prosaen som noget antisystemisk (Adorno, 1991), og det viser sig i romaner og fortællinger som en digressorisk fortællestil. Men ifølge Kittay og Godzich er modsætningen mellem lyrik og prosa på dette punkt ikke helt så skarp som anført af Isidor, idet også prosaen er ”compounded of all sorts of rhythms”.17 Prosaen breder sig horisonten rundt både tekstuelt og geografisk. Det gør den også hos William Heinesen, som var mit eget introduktion · 13

udgangspunkt på prosa-seminaret. Hos Heinesen er der intense spændinger mellem lyrik og prosa. I sit forfatterskab beskriver han tit morgener lyrisk, men også som prosa, da Solens prosa – som der henvises til i overskriften til denne introduktion – oplyser og gør alle de atten færøske øer synlige som en del af en ’ny’ nordatlantisk geografi. Med ordene ”Solens mægtige prosa dominerer landskabet” kobler Heinesen naturfænomenet solen til kulturfænomenet tekst i form af prosa, og det siger lidt om alt det, prosaen menes at kunne omfatte. Senere samme sted og samme dag fremstiller Heinesen dagen som ”episk og handledygtig”,18 hvilket tyder på, at han associerer prosa med dagslyset, som i modsætning til mørket fremhæver alle detaljerne i tingsvirkeligheden. Hvis dagslyset kan siges at tilhøre en form for realisme i denne sammenhæng, har poesien i Heinesens forfatterskab derimod romantikpræg, idet den tit kobles til mødet mellem lys og mørke. Der er god grund til at tro, at denne kobling og konflikt mellem lyrik og prosa hos Heinesen er et senromantisk ekko fra en lignende kobling og konflikt i Goethes forfatterskab, som Rüdiger Safranski har beskrevet i 31. kapitel i sin biografi Goethe. Kunstwerk des Lebens.19 Heinesen er i sit verdenssyn en ætling af Goethe og den universalromantiske tradition,20 og denne konflikt udtrykker hos dem begge forbehold over for en antipoetisk, antilyrisk og i sidste ende for sekulariseret prosaisering. Det samme er i øvrigt tilfældet hos Vilhelm Ekelund, som var en stor inspirationskilde for Heinesen i 1920’erne. De føler alle tre et ubehag ved prosaiseringens affortryllende konsekvenser, samtidig med at Heinesens appetit på prosa i udpræget grad er forbundet med kortlægning af færøsk geografi. Han valgte ganske vist at koble sig på romanens prosaiseringer for at få gennembrud, men det var ikke uden indre romantisk modstand. Heinesen har et storforbrug af prosa i sine udgivelser og arkiver herunder i novellesamlinger, der indeholder og blander essays, selvbiografiske skitser og mere eller mindre fiktionaliserede erindringsfortællinger. Hvis poesi er et udtryk for fortætning og fordybning og prosa et udtryk for geografisk spredning og udvidelse, kan man citere følgende fra Thorkild Hansens Resten er 14 · radierende felter

stilhed, hvor der skelnes mellem Hugo von Hoffmansthals prosa og Baudelaires poesi: ”Hugo vil udstrække sin kunst, Baudelaire vil uddybe sin”.21 Heinesen ville begge dele.

Geografi og prosa Inden for nyere prosateori22 beskrives prosaen som verdensvendt, almindelig, rummelig, operativ og virkelighedsudvidende. Den bliver derfor hybrid: ”Prose is to be recognized only in its impure state”.23 Med prosaens udbredelse i dag ”genopdages et langt bredere virkefelt for litteraturen, som ligner det vi havde i Europas tidlige modernitet i 1700-tallet”.24 Den verdensvendte og stærkt eksternt kodede prosa, som opstod samtidig med 1700-tallets nye verdensbillede, har fællestræk med opprioritering af prosa i den nyeste version af globaliseringen. Da Jeffrey Kittay og Wlad Godzich publicerede deres banebrydende værk inden for prosafeltet, The Emergence of Prose fra 1987, var der imidlertid ikke megen optimisme at spore på prosaens vegne. De erklærede, at prosaen var under afvikling og ville blive udkonkurreret af de nye fremvoksende medieteknologier. Arne Melberg, som var seminarets første keynotespeaker, beskriver derimod i sine to bøger Mitt i litteraturen (2002) og Resa och skriva (2005) globaliseringen og de nye medieteknologier som et nyt gennembrud for prosaen.25 Frits Andersen er også mere optimistisk end Kittay og Godzich, idet han relaterer prosa til en geografisk ekspanderende kontekst af opdagelsesrejser, kolonisering og globalisering. Han skriver om kulturmøder, der ryster etablerede perspektiver, og som ”resulterer i differentierede prosafortællinger”.26 Geografisk set er prosa et terrængående fænomen. Den erobrer nye geografier, og det er på grund af den, at især romanen åbner kulturer for alverdens læsere. Ligesom vandet, der strømmer og selv finder vej, hvor terrænet hælder, er prosaen der, hvor forandring og kulturmøder finder sted. Alexis de Tocqueville skriver i De la démocratie en Amérique (1835 og 1840), at amerikansk prosa – nærmest parallelt med jernbanenettets udvidelser – bidrog til indtagelsen og den narrative kortlægintroduktion · 15

ning af det amerikanske kontinent. Geografierobrende som den er, er prosaen karakteriseret ved en ”fundamental operativity”.27 Man tæmmede og fortalte den nye wild west-geografi, efterhånden som den blev erobret af nybyggerne. Før erobringen var den også blevet fortalt i fantasifulde fortællinger, men da geografien så bliver erobret, træder prosaen i karakter med sin særskilte prosaiske og altædende dimension. Ifølge Gisle Selnes, som var seminarets anden keynotespeaker, spiller netop forestillingen om AMERICA som en ny verdensgeografi en særlig rolle for prosaen eller essayets udbredelse. Selnes bruger versaler og ’c’ i stedet for ’k’ i sin skriftlige gengivelse af ordet ’AMERICA’ for at understrege Amerika som en set med europæiske øjne ’ny’, spændende og mystisk geografi. Denne geografi har Selnes undersøgt i bogen Det fjerde kontinentet. Essays om America og andre fremmede fenomener (2010). Bogen handler om Amerika og essayet som to sammenhængende marginale fænomener, der udfordrer gamle europæiske konstruktioner. Hverken Amerika eller essayet er særlig marginale mere. Prosaens åbne form kommer nu fra alle verdenshjørner og snart sagt fra alle dele af litteraturen. Det skønlitterære genresystem udfordres med andre ord stadig stærkere. Lad os kort se nærmere på, hvad det var med Amerika, som gjorde prosaen så central for denne verdensdel. Jakob Holm, tidligere lektor i dansk og skandinavisk litteratur og kultur ved The University of Texas siger om amerikanernes forhold til natur: Den ligger dybt i den amerikanske folkesjæl, denne kærlighed til naturen, det at besigtige og udforske nyt land, og dét uanset om man betragter guldsmede, samler på fuglestemmer, vandrer i bjerge eller som Huckleberry Finn har det bedst med snøren i vandet […] I det hele taget er den amerikanske vandrer langt mindre optaget af sin egen status. Det har naturligvis sin grund i, at mange i sin tid udvandrede fra Europa for at slippe for kontinentets konservative, stive systemer og genopdage, genopfinde og genskabe sig selv i en ny verden med nye muligheder, nye 16 · radierende felter

sansninger og nye rum befriet for rigide, sociale konventioner […] Amerikanerne er, på trods af alt, ukueligt optimistiske. Det er også på den baggrund, at mange europæere − retfærdigt eller uretfærdigt − opfatter dem som værende langt mere naive og barnlige, end europæerne selv. Europa er på den måde stadig som den gamle mand, der med stor skepsis og et bedrevidende blik kigger på opkomlingens entusiasme og tro på tingene.28 ’Opdagelsen’ af Amerika tydeliggjorte helt fundamentalt geografien og dens betydning for mennesker og menneskenes udtryk. De senere årtiers globalisering har også betydet en vending mod rummet og geografien. Frits Andersen gør opmærksom på prosaens særlige potentiale i tider, hvor verden i almindelighed og rummet i særdeleshed udvides. Her beskriver Andersen prosaen i 1700-tallet: Denne verdensvendte prosa, som kom til verden med det nye verdensbillede, satte en litteratur i forgrunden, som var realistisk, verdensnær og dennesidig, sansende og eksperimenterende, nogle gange karnevalesk, andre gange essayistisk og rationalistisk. Den udnyttede hele paletten af genrer: selvbiografien, romanen, essayet, traktaten, pamfletten osv. og ofte i blandede og maskerende forklædninger, hvor den nye verden blev udsat for nye belysninger og perspektivskift i en nysgerrig tilegnelse, som ikke var særlig fin og slet ikke litteratur i den ophøjede og afgrænsede betydning.29 Prosaen beskrives tit i et vokabular, der relaterer til rummet mere end til tiden. Den er ganske vist også en del af den vending mod rummet i kunst og humaniora, som vi har været vidne til i det nye årtusind. Allerede Kittay og Godzich understreger alliancen mellem prosa og sted: ”Prose is what assigned place”.30 I tilrettelæggelsen af seminaret fremhævedes sted og rum som aspekter i prosaen. Seminarprogrammet blev sat sammen på en måde, der introduktion · 17

sammenlagt kunne bidrage til at belyse prosaen som en grænseoverskridende operation både i forhold til tekst og territorialitet/ rum. Tekst og territorie er indbyrdes forbundne, fordi prosaiseringen af genrerne hænger sammen med kortlægning af nye geografier. Her tænkes på modernitetens forestillede geografier, der kan opstå hvor som helst og igen og igen. Der er f.eks. kommet en ny bølge af nordiske forfattere, der orienterer sig i geografien og beskriver egne og stedtyper som øer, ’udkanter’, ’vandkanter’, der ganske vist er blevet beskrevet i litteraturen tidligere, men som nu beskrives i lyset af den reelt eksisterende kosmopolitisme forstået som en intensiveret forbindelse mellem det globale og det lokale. Det er en form for ’remapping’. Geografi i denne sammenhæng behøves således ikke at være forbundet med en veritabel frontierpræget erobring af ’nyt’ land som under den verdensomspændende europæiske koloniseringsbølge. Kortlægning har mange lag, og hver tid sin kortlægning af steder og tilgang til rummet. Hver generation og hver forfatter er henvist til at tage stilling til det rum, han/hun skriver i og om, fordi geografi er forestillet geografi.

Prosaen og det prosaiske Prosaen hænger sammen med det prosaiske. Skønt essayet ikke er så udbredt og ikke lige så populær læsning som romanen, er essayet et lige så godt eksempel på prosaens rummelighed som romanen: Sin tolerante og åbne livsholdning har han [Montaigne, brm] skildret i Les Essais (da. Essays, 1992), hvoraf de to første bind udkom i 1580. I 1588 udsendte han den samlede udgave af Les Essais omfattende også et nyt bind tre. Montaigne skabte og navngav hermed en ny litterær genre, essayet, der er et løst komponeret, ræsonnerende prosastykke, som fra forskellige vinkler belyser et bestemt emne. Den causerende, usystematiske stil svarer til den udogmatiske, prøvende holdning. Ordet essai på fransk har etymologisk og i Montaignes samtid mange forskellige betydningsnuancer såsom ’afprøvning’, ’afvejning’ og ’styrkeprøve’.31 18 · radierende felter

Den digressoriske skrive- og fortællestil hos mange essayister og fabulerende romanforfattere fra vesterlandske udposter og fra ’resten’ uden for Vesten (Moberg 2014a) knytter ofte an til mange ideer samtidig, orienteret mod omfattende kulturhistoriske og åndshistoriske forsøg på syntetisering. Denne fortælleholdning er et udtryk for samme udogmatiske, prøvende holdning som den i Montaignes essays. Det kan forekomme næsten som et imperativ i prosaen, at den skal afprøve mange ideer samtidig. Men med sin prøvende essayistiske tilgang ’ved’ den godt, at alle enkeltideer såvel som idekomplekser kommer til kort over for liv og virkelighed. En af forfatterne, der behandles i denne bog, William Heinesen, opsøger næsten konsekvent talrige ideer samtidig, og det hænger sammen med hans opfattelse af, at ”Livet er, som bekendt, et friktionsfænomen, opstået under sammenstødet mellem kræfter, der er hinandens uforenelige modsætninger og samtidig hinandens forudsætninger”.32 Prosaen er der, hvor friktionerne er, fordi den forholder sig til kategoriernes sammenbrud. Det gør den ved hele tiden at forsøge at nærme sig liv og virkelighed gennem sin ofte uhøjtidelige og uindpakkede stil. Da forfattere som Einar Már Guðmundsson erklærer at ville nedbryde grænser mellem genrer, mellem faglitteratur og skønlitteratur,33 praktiserer og repræsenterer han prosaen i overensstemmelse med dens fundamentale operationalitet. Guðmundsson har erklæret, at han foretager denne manøvre som modtræk til en tendens, hvor alle mulige andre genrer og udtryk går fiktionen i bedene ved at bruge litterære virkemidler. Til Weekendavisen siger han: Jeg prøver altid at komme tæt på virkeligheden, og jo tættere jeg kommer, desto højere flyver jeg. Romankunst drejer sig om at komme tæt på virkeligheden […] Jeg er magisk realist. For mig ligger det magiske ikke uden for virkeligheden. Det ligger lige midt i virkeligheden […] Udfordringen er at udvide litteraturen, så fag- og skønlitteratur smelter sammen. Alle læser jo krimier i dag. Man taler om, at litteraturen bliver marginaliseret i de her år. Jeg introduktion · 19

mener, at vi forfattere skal ud af offerrollen. Vi skal hoppe ud i samfundet. Vi lever i en kaotisk tid. Romankunsten leder efter den fælles fortælling. Men den ændrer sig hele tiden. Derfor bruger jeg ting fra jura og økonomi i min litteratur. Det er der, man finder poesien.34 Ifølge Orhan Pamuk rækker nogle af hans romaner ligeledes langt ud over fiktion forstået som et fænomen, der er helt separeret fra sagprosa. I et interview med Pamuk tilføjer Jørgen Lorenzen følgende om Istanbul-forfatterens romankunst: Ingen af romanerne bliver nemlig præsenteret som romaner, men som fagbøger. Uskyldens museum endte ligefrem med at blive et museums-katalog − for netop Uskyldens museum (et ægte museum, som Pamuk har oprettet i Istanbul), mens Noget mærkeligt i mit sind for læseren kommer til at fremstå som en biografi med interviewlignende situationer med alle, der kender hovedpersonen, og endelig et indeks og et historisk overblik over hovedpersonens liv.35 Prosaen er moderne litteraturs maskinrum, som Arne Melberg kalder den i Mitt i prosan, men alligevel er den mærkeligt stille, næsten som vandbække, der smygende følger landskabets hældninger. Flere prosateoretikere har beskrevet prosaen netop som et diskret fænomen, herunder Arne Melberg selv: ”discretion of prose”.36 Det er en diskretion, der rummer elementer af en stille subversivitet og ucelebrerede sejre. Den vinder lige så stille frem som et svar på ændringer i de fundamentale vilkår i det moderne liv, som i dag er senmodernitetens komplekse kulturprocesser: ”We have seen prose become progressively stronger and less beholden to previous signifying practicies, as it begins to provide one of the underpinnings of the culture of Western modernity”.37 Prosaen er i denne forstand en mentalitetshistorisk markør. Prosaen er ikke kun verdensvendt og ej heller kun diskret subversiv, men såmænd også et uartigt fænomen. I den nye Cambridge 20 · radierende felter

Introduction to Travel Writing (2013) beskriver Tim Youngs rejseberetningen som ”a red-light establishment”,38 hvor alle genrerne går i seng med hinanden. Det må være på grund af prosaens omfattende virkninger og suverænt operative beskrivelsesposition i det moderne, at de forskellige genrer finder anledning til at ende i samme prosaseng. Rejseromaner og mere eller mindre skønlitterært anlagte rejseberetninger er næsten i sig selv terrænerobrende i deres geografiske bevægelighed. Hos forfattere, der er henvist til at håndtere komplekse koloniale erfaringer, bliver den grænseoverskridende prosa udsat for hybride kulturelle erfaringer. En af dem er Édouard Glissant, hvis caribiske baggrund gennem tiderne har involveret en stærkt sammensat imperial historik med erfaringer fra fem forskellige koloniseringer. J. Michael Dash siger om den hybride Glissant: He was neither exclusively poet, novelist, dramatist nor essayist but creatively combined all categories, often simultaneously. This at least partly accounts for the early difficulty in assessing Glissant’s significance and establishing his literary and ideological credentials.39 I en så kompleks verdenshistorisk og verdenslitterær situation som Glissants er der brug for prosaen til at formidle et omfattende kulturelt emnekatalog i en ’ny’ geografi. Men ligesom i al god litteratur sker det gennem sprogets nåleøje. For at beskrive prosaens omfattende og særprægede ’projekt’ må Kittay og Godzich ty til at kalde den noget ’andet’: ”Structurally, prose offers another possibility that will also be realized”.40 Her har vi samtidig grunden til prosaens operationalitet, som er, at den så suverænt bevæger sig i mellemrummene: [P]rose is not itself an agent, containing within itself a program that it needs to realize. It works more by occupying the interstices between existing entities, which it then redefines and realigns within its own domain […] There is no ultimate shape that prose needs to achieve.41 introduktion · 21

Prosaen er således løsrevet fra teleologiske og andre strukturer, som peger i en bestemt retning. Den kan alt efter omstændighederne brede sig i alle retninger og indeholde alle mulige tekst- og genreelementer.

Afslutning Oven over det hele og inde i alle afkroge er der i dag en reelt eksisterende kosmopolitisme, og den fremprovokerer svar og nye kortlægninger på tværs af kulturelle og institutionelle grænser. Globaliseringen danner en arena, i hvilken litteratur mere end tidligere rækker ud over oprindelseskonteksten, der som regel har været og fortsat i mange henseender er en nationallitterær kontekst.42 Men det lokale, nationale og regionale er i den grad tilbage, og masser af spændende litteratur er samtidig gået i ’stedmode’. Prosaen spiller fint sammen med den opprioritering af sted og rum, som vi har set inden for de senere årtiers litteratur, der ofte udfolder en dynamik mellem forskellige geografiske aspekter. Den spiller også fint sammen med alle de nye forsøg på de sociale medier, hvor hvad folk mener i øjeblikket om sig selv, de andre og verdens almindeligheder, vidundere og uhyrligheder, har afløst alle tilnærmelsesvise forestillinger om objektivitet. Jonathan Franzen ser ud til at mene, at mens det ser dystert ud for verdens fremtid, befinder essayet sig midt i en ny storhedstid. I sin nye essaysamling Ved enden af verdens ende indleder Franzen bogens første essay kaldet ”Essayet i mørke tider” med at beskrive de nye vilkår for essayet: ”hvis et essay er et forsøg – noget man drister sig til at fremsætte, noget ikke endeligt, ikke autoritativt – ser vi ud til at leve i en guldalder for genren”.43 Essayet radierer i geografien, men også i alle mulige andre tematiske sammenhænge end præcis de geografiske herunder i helbredende, palliative fortællinger i form af mere eller mindre personlige og mere eller mindre fiktive beretninger om sygdomme, sorg, kriser. Prosaen er en nøgle til samtidslitteraturen, fordi netop i disse år flyder prosaen ud over nye grænser og åbner op for virkninger ved litteratur – dens helbredende og geografisk storytellende, kortlæggende, trøstende, visdomsappellerende kvaliteter – 22 · radierende felter

som ellers mest har hørt den præindustrielle periode til. Prosaen er på den måde på den ene side hypermoderne, og på den anden side en tilbagevenden til elementer fra ældre æstetiske tilgange. *** Jeg kommer som færing oprindeligt fra et sted med stærk natur og masser af motorkraft, hvor det gjaldt om at have den hurtigste knallert på kajen. Med denne antologi stiger vi ombord for at nærme os prosaens radierende felter. Der er undervejs stoppesteder i Island, Færøerne, Danmark, Norge, Sverige, Latinamerika. Prosaen selv ser ud til at være ustoppelig.

Litteratur

Adorno, Theodor W.: ”The Essay as Form.” Notes to Literature af samme forfatter, bd. 1. Columbia University Press, 1991, 3-25. Andersen, Frits: Det mørke kontinent. Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo. Aarhus Universitetsforlag, 2010. Andersen, Frits: Sydhavsøen. Nydelsens geografi. Aarhus Universitetsforlag, 2018. Baggesgaard, Mads Anders. ”The World in Double Vision: Negotiations of Literary Autonomy in the Age of Globalisation.” World Literature. World Culture, 2008. s. 228-245. Blumenberg, Hans: Shipwreck with Spectator. Paradigm of a Metaphor for Existence. The MIT Press, 1997, s. 7-79. Dahlbäck, Kerstin: Brevet som fri form, ”Brevkonst”. Symposion, 2003. s. 151166. Dahlbäck, Kerstin: Ändå tycks allt vara osagt. August Strindberg som brevskrivare. Natur och Kultur, 1994. Casanova, Pascale: The World Republic of Letters. Harvard University Press, 2007. Danius, Sara: Den blå tvålen. Romanen och konsten at göra saker och ting synliga. Albert Bonniers Förlag, 2018. Dash, J. Michael: Édouard Glissant. Cambridge University Press, 1995. Den Store Danske Encyclopædi. ”Montaigne”. http://denstoredanske.dk/, 2019. Due, Otto Steen: ”En søndagsprædiken om bogen”. Bogens Verden nr. 6, Det Kongelige Bibliotek, 1996, s. 336-341. Franzen, Jonathan: Ved enden af verdens ende. Essays. Gyldendal, 2019. Hansen, Thorkild: Resten er stilhed. Nordisk Forlag, 1953. Heinesen, William: (Tekststykket er uden titel). Juli 1969. ”Notater fra 4.12.1967– 8.11.1970”. Tilg. 677, kapsel 17. Heinesen, William: ”Nogle tanker om dualistisk poesi.” 17.8.1972. William Heinesens papirer. Det Kgl. Bibliotek. Tilg. 677, kapsel 13. Henrich, Dieter: Når værker kommer til verden. Forlaget Philosophia 2013. Holm, Jakob: Tilbage til littera(na)turen. Weekendavisen, 3. oktober 2014. Kittay, Jeffrey og Wlad Godzich: The Emergence of Prose. University of Minnesota Press, 1987.

introduktion · 23

Kold, Jannie Schjødt: ”Havkalen i os alle. Weekendavisen”, 7. april 2018. Krogh Andersen, Marianne: ”Einar Már Guðmundsson: Før Kasserolle-revolutionen”. Weekendavisen, 2. august 2013. Lindholm, Audun: Men hva er en essayist?. Vagant, 2007, nr. 3. Lorenzen, Jørgen: ”Europa opfører sig ikke særlig europæisk”. Information, 25. juni 2016. Lynch, Deidre og William B. Warner: Cultural Institutions of the Novel. Duke University Press, 1996. Melberg, Arne: Mitt i litteraturen. Självkritiska minnen från Akademia med sex återbesök samt ett försök att tänka nytt. Symposion, 2002. Melberg, Arne: Resa och skriva. En guide till den moderna reselitteraturen. Daidalos, 2006. Melberg, Arne: Aesthetics at Work. Oslo Academic Press, 2007. Moberg, Bergur Rønne: Resten i Vesten. Verdenslitteratur i modernismens margin. Spring, 2014a. Moberg, Bergur Rønne: Perspektiver på Henrik Stangerup – og andre nordiske forfattere. Beewolf, 2014b. Moberg, Bergur Rønne: ”The Ultraminor to Be or Not to Be. Deprivation and Compensation Strategies in Faroese Literature”, i: Journal of World Literature 2:2. Brill, 2017. s. 196-216. Moberg, Bergur Rønne og David Damrosch: ”Introduction: Defining the Ultraminor”, i: Journal of World Literature, 2:2. Brill, 2017. s. 133-37. Moberg, Bergur Rønne: ”Brevvekslingens fortryllende duo. Et editionsprojekt og et interpretationsprojekt om William Heinesen som brevskriver”. Nordica, 2018. s. 37-67. Møller, Per Stig: ”Mellem elementære ting med William Heinesen”. Berlingske Aftenavis, 29. december 1978. Nielsen Brovst, Bjarne: Det muntre Nord. William Heinesens liv og digtning. Centrum, 1991. Pamuk, Orhan: Andre farver. Essays og en fortælling. Gyldendal, 2012. Ringgaard, Dan: Årsværk. En kritikers dagbog. Aarhus Universitetsforlag, 2017. s. 99-100. Safranski, Rüdiger: Goethe. Kunstwerk des Lebens. Carl Hanser Verlag, 2013. Selnes, Gisle: Det fjerde kontinentet. Essays om America og andre fremmede fenomener. Vigmostad & Bjørke, 2010. Skyum-Nielsen, Erik: ”Forvaltningen af den danske koloniale fortid når litteraturen”. Information, 18. oktober 2019. Skyum-Nielsen, Erik: ”En total manifestation af inspiration”. Information, 10. maj 2019. Tocqueville, Alexis de: De la démocratie en Amérique. L’Harmattan, 2011. Youngs, Tim: The Cambridge Introduction to Travel Writing. Cambridge University Press, 2013.

24 · radierende felter

Noter 1 Heinesen, 1991, s. 91. 2 Moberg og Damrosch, 2017. 3 Casanova, 2007, s. 200. 4 Andersen, 2018, s. 34. 5 Lynch og Warner, 1996, s. 5. 6 Ibid.: s. 7. 7 Pamuk, 2012, s. 73. 8 Melberg, 2002. 9 Henrich, 2013, s. 19. 10 Danius, 2018, s. 13. 11 Blumenberg, 1997, s. 67. 12 Dahlbäck, 2003, s. 161. 13 Ibid. 14 Due, 1996, s. 341. 15 Kittay og Godzich, 1987, s. 192. 16 Kittay og Godzich, 1987. 17 Ibid.: s. 188. 18 Heinesen, 1972, s. 91 19 Safranski, 2013, 485ff. 20 Møller, 1978; Moberg 2017a, s. 208. 21 Hansen, 1953, s. 90. 22 Melberg, 2002, 2006, 2007 og Andersen, 2011. 23 Kittay og Godzich, 1987, s. 188. 24 Andersen, 2010, s. 75. 25 Jf. Andersen, 2010, s. 109. 26 Andersen, 2010, s. 110. 27 Kittay og Godzich, 1987, s. 206. 28 Holm, 2014. 29 Andersen, 2010, s. 75. 30 Kittay og Godzich, 1987, s. 197. 31 Den Store Danske Encyclopædi: ”Montaigne”. 32 Heinesen, William 17.8.1972. 33 Moberg, 2014b, 193ff. 34 Krogh Andersen, 2013. 35 Lorenzen, 2016. 36 Melberg, 2007, s. 163. 37 Kittay og Godzich, 1987, s. 205. 38 Youngs, 2013, s. 2. 39 Dash, 1995, s. 1. 40 Kittay og Godzich, 1987, s. 208. 41 Ibid. s. 205. 42 Baggesgaard, 2008, s. 228. 43 Franzen, 2019, s. 9.

introduktion · 25

Essayets etos. De fem benspænd1 Af Alexander Carnera Hvorfor skriver du? Sådan spørger man forfatteren eller den skrivende, som om der er noget han eller hun partout skal retfærdiggøre. De andre, dem som arbejder som sygeplejersker, skolelærer, kommunikationsrådgivere, ledere, radioværter, skraldemænd, ville man ikke drømme om at afkræve en forklaring på hvorfor de har valgt at bruge deres tid som de nu gør. Skrivningen er sammen med prostitution vel et af de ældste erhverv! Et oplagt modspørgsmål kunne være: Hvorfor leve uden at skrive? Eller som den tyske digter Durs Grünbein siger: ”Hvorfor leve et liv der reproducerer en stadig mere omsiggribende meningsløshed?”2 En verden uden forfattere og kunstnere (eller bare dem som fortsat tror på denne verdens mulighed, dvs. en kommende) ville kun være en verden, som den er, groft set, en trøstesløs og underbelyst verden, et sted plaget af pine og kedsomhed, et globalt Golgatha uden vidner – ikke fordi at de som ikke skriver, er blottet for forestillingsevne og hittepåsomhed, men mest fordi der er tale om en livsførelse der i sin kerne er negativt drevet, dvs. ressourcedrevet, en afvisning og afskrivning af verden som forvandlende, en fornægtelse af en jordisk substans uden mulighed for revision, uden mulighed for gentagelse. Forfatterens, eller den skrivendes, opgave er derimod at bryde ud af vores allesammens intellektuelle fængsel. Måske er det mere end nogensinde blevet nødvendigt at insistere på litteraturens særegenhed og nødvendighed? Vi lever omringet af en uophørlig regn af billeder og tegn. Størstedelen af denne tegn- og billedsky opløses straks som vage drømme der ikke efterlader sig spor i erindringen, skrev Calvino. En fornemmelse af ubehag og fremmedhed bliver tilbage. Vinderen er den kortsigtede refleks, taberen den kritiske tanke. Mens verden truer med at bevæge sig ind i en ny epoke, domineret af global udnyttelse, teknologisk uniformitet og kynisk økonomisk nihilisme, er det nærliggende at spørge til hvad det vil sige at skrive for en mulig 26 · radierende felter

fremtid? Det er lang tid siden at kunsten havde en teleologisk mission, et partnerskab med historien, sandheden, virkeligheden. De verdslige bedrifter, videnskaben og filosofien har for længst taget over. Som den store profet eller forløser hører kunsten fortiden til. Men dette er ikke nødvendigvis dårlige nyheder. Lad os betragte det som en invitation til at leve uden ideologier og som sådan et forsøg på at vende tilbage til det basale: At man altid skriver for at komme i kontakt med det som er større end én selv – virkeligheden som den er, gådefuld, magisk, fremmed. Det er den vigtigste grund til at have kultur og kunst. Sproget og tankens bevidstgørelse om vores egne grænser gør det muligt at bekræfte vores eksistens på andre vilkår hvor vi ikke længere selv er centrum, hvor vi er uden kontrol. At bekræfte en anden eksistens, at skabe andre felter for andre berøringer, giver mig et indtryk af skrivekunstens vigtighed. At blive berørt kan gøre mig bevidst om ikke at være herre i eget hus men afhængig af andre, være overladt til kræfter jeg ikke kan kontrollere. At blive berørt for at kunne hengive mig til det jeg ikke helt forstår, håbe på det som jeg ikke kender. Så måske skriver jeg også for at slippe af med os selv? Sprogets lethed bekræfter os i at noget unddrager sig os mere end det er svaret på et spørgsmål der giver os sikkerhed. Sprogets lethed betragter ethvert forsøg på endelig forståelse som umulig, men lader sig ikke af den grund synke ned i fortvivlelse eller nihilisme, men fortsætter … Men hvad får det skrivende menneske til at fortsætte? Det er svært at svare på hvorfor man bliver ved? Hvorfor man fortsætter denne mærkelige aktivitet det er at skrive, når stadig færre mennesker læser og når vilkårene for forfattere blot på få år er blevet væsentligt forringet. Hvad søger jeg? Hvad søger vi? Den gode historie har aldrig været et tilstrækkeligt svar. ”I den sidste ende læser man ikke for læsningens egen skyld, men for at lære noget. Deraf behovet for præcision, sammenfatning – for værker, som sætter de grundlæggende livsvilkår med alle deres aspekter i det skarpest mulige lys”.3 At lære noget, at se anderledes på verden, os selv? Vi søger overskridelsen, siger vi – men hvilken? Det er fristende at betragte kunsten som et ‘middel til forandringen’. Man har måske troet på en sådan da man var yngre, eller gjort sig store essayets etos. de fem benspænd · 27