Proust

SAMUEL BECKETT

Proust

På dansk ved Jesper Nødholm

Proust

Af Samuel Beckett

På dansk ved Jesper Nødholm

Copyright © The Estate of Samuel Beckett

Dansk udgave © Forlaget Multivers ApS, 2023

1. udgave, 1. oplag

Sat hos Demuth Grafisk

Omslag: Anton Ian Nielsen

Tryk: ScandinavianBook A/S

Printed in EU

ISBN: 978-87-7917-525-9

www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Udgivelsen er støttet af:

VELUX FONDEN

Tryksag 5041 0826

SVANEM ÆRKET

E fango è il mondo (Og mudder er verden) – Leopardi

Oversætterens forord

Becketts essay Proust er et vanskeligt uhyre at tumle. Siden det udkom i 1931, har den akademiske, litterære verden ikke for alvor forholdt sig til det – næppe af frygt for at blive bidt af væsenet, men snarere fordi man ikke tog det alvorligt nok. Essayet er arrogant og overholder på ingen måde de akademiske standarder, og først i de senere år har man beskæftiget sig kritisk med det.

Beckett skrev Proust under sit ophold på École Normale Supérieure i Paris i sommeren 1930, idet han fik opgaven af sin ven, forfatteren Richard Aldington og Nancy Cunard, der drev Hours Press i Paris. Det blev udgivet hos Cato og Windus i London 5. marts 1931.

Den engelske litteraturforsker og professor John Pilling fra Reading University, hvis essay Beckett’s ’Proust’ forholder sig kritisk til essayet på baggrund af studier af den udgave af À la recherche du temps perdu, som Beckett selv ejede og flittigt noterede, tegnede og understregede i, påpeger Becketts arrogante og lidet akademiske tilgang. Pillings ekspertområde er Samuel Beckett, hvorfor essayet ikke overraskende lægger mest vægt på Marcel Prousts indflydelse på Becketts hele forfatterskab. Også Schopenhauers indflydelse på Proust er Pilling inde på, og essayet har generelt været mig en stor hjælp i arbejdet med denne danske oversættelse.

Pilling skriver:

Det første, der er behov for at sige om Proust-bogen, er, at det – i det mindste i Becketts øjne – var et ægte forsøg på at sige noget om Proust. Han gik ikke ind i arbejdet med nogen intention om at iklæde sine metafysiske spekulationer og åndelige dilemmaer et slør af akademiske tvetydigheder (…). Men Beckett står urokkeligt fast på, at bogen var ment som en kritisk introduktion til Proust, på hvilken han håbede at kunne basere en akademisk karriere, som kunne føre til lignende opgaver for ham. Den kendsgerning, at han ”opgav”, som han sagde, sin sommerferie i 1928 for at genlæse de seksten bind af Proust to gange (…) belyser hans påstand, at det først og fremmest var et akademisk produkt. (…)

Det, der klart er det vigtigste for vores formål, er – måske for første gang – at fastslå den nøjagtige beskaffenhed af slægtskabet mellem Proust og Beckett. Becketts reelle gæld til Proust ligger hovedsagelig på idéområdet, men vi bør altid huske, at selv hvor der er klare ligheder, er det absolut muligt, at Beckett uafhængigt havde opdaget idéerne og fundet dem bekræftet gennem sin læsning af Proust. Men da nogle af disse idéer enten implicit eller eksplicit er radikalt nye, må Beckett have været glad for at møde en beslægtet ånd, som frygtløs har forfulgt det ukonventionelle, uanset risikoen for offentlige øretæver, og det er måske ingen steder mere sandt end i spørgsmålet om, hvad der udgør menneskets essentielle væren, som er centralt

for Becketts œuvre og tillige er målet for Prousts søgen. Begge forfattere undersøger sagen gennem spørgsmålet om personlighed, og det er fremfor alt her, at Prousts eksempel var vigtigt for Beckett. Proust hævder (og støtter påstanden ved at demonstrere), at personlig identitet ikke er et spørgsmål om stabil, fastlagt, en-til-en-overensstemmelse, men et forvirret og af og til flygtigt kaos frembragt af svingningerne i forholdet mellem det indre selv og den ydre verden. For Beckett (…) må dette sammentræf af vision have været af største vigtighed. Men hvorimod det på en måde er Becketts præmis, af hvilken hans efterfølgende argumenter afhænger i mere eller mindre uorden, er det i Prousts tilfælde mere konklusionen på bunker og bunker af analyser, der overalt har antydet det: ”Måske er det det store intet der er det virkelige, og vores drøm, der er uvirkelig” (Swanns verden, p. 382).

I sin monografi behandler Beckett dette tema med Albertine som medie (…) fordi det er gennem Albertine, at Proust mest dramatisk er bragt til at indse, hvor uundgåeligt skiftende vores virkelighed er. Faktisk er fraværet af enhver reel diskussion af så interessante personligheder som Bloch eller Charlus, eller mere specifikt Gilberte, symptomatisk for Becketts hele tilgang, og der er rimeligt at sige, at han ikke så meget giver et falsk billede af Prousts indsigt i personlighed, som han giver det en ensidig betoning, der er på linje med hans egen tænkning, hvilket er en almindelig og legitim fremgangsmåde i kritisk virksomhed. Den

kendsgerning, at Beckett har tendens til at blive Proust, eller i det mindste talsmand for ham, indikerer hverken et falsk sammenfald af deres forskellige mål, eller et uærligt forsøg på kamæleonagtigt at skjule sig (…). Det er klart gjort delvis med det formål, at han kan få sagt, hvad han må sige, på den begrænsede plads, han får, men også fordi han er blevet dybt imponeret af Prousts udsagn om sin egen situation. Det forklarer, hvorfor så meget af essayet er ”stjålet” fra Proust, og dog hvorfor det ikke desto mindre er et aldeles originalt essay. At læse Proust var ensbetydende med at læse om sig selv; hvordan kunne det at skrive om ham blive andet end selv-afslørende?

En anden litteraturforsker er K. Jones, der på University of Ulster i 1986 foretog en analyse med titlen Schopenhauer and Beckett’s ’Proust’, der tager udgangspunkt i og påviser Schopenhauers indflydelse på Beckett, som den kommer til udtryk i essayet. Analysen begrænser sig til nogle af Schopenhauers overordnede idéområder: pessimisme, kunst og det æstetiske samt askese.

Jones skriver, at det fremgår af Proust ”at Beckett i den grad tog Schopenhauers idéer meget alvorligt”, og undersøger disse idéer i tre hovedafsnit:

Pessimisme

Beckett er sympatisk overfor Prousts pessimisme, men

ønsker ”at tydeliggøre dette for abstrakte og vilkårlige udsagn om Prousts pessimisme”. I denne forbindelse

trækker han på to af Schopenhauers nøgleidéer: billedet af mennesket som Tantalus – mennesket som et bundt af ønsker, der aldrig bliver opfyldt, opsummeret i Calderons linjer ”For menneskets største forbrydelse / Er at han er blevet født”.

Schopenhauer introducerer Tantalus-billedet i Verden som vilje og forestilling: Intet objekt, for hvilket begæret er opnået, kan give en vedvarende tilfredsstillelse (…) så længe vi er Viljens subjekter, opnår vi aldrig vedvarende lykke eller fred. (…) Således ligger Viljens subjekt konstant på Ixions roterende hjul, slæber vand til Danaidernes kar og er den evigt tørstige Tantalus.

Beckett bruger det samme billede: Vi er i en Tantalus-situation med den forskel, at vi tillader os selv at lide tantaluskvalerne (…). Vi er i Tantalussituation, fordi objekt og subjekt aldrig kan forenes.

Schopenhauer refererer til Calderons vers – ”For menneskets største forbrydelse / Er at han er blevet født” mange gange i Verden som vilje og forestilling. Nøglereferencen er i kontekst af hans skelnen mellem timelig og evig retfærdighed. ”Timelig retfærdighed” er den retfærdighed, der er udmålt af Staten gennem lovgivning, dens formål er afskrækkelse, og den er ”timelig” i den forstand, at værdien af handling vurderes mod de fremtidige konsekvenser. ”Evig retfærdighed” styrer på den anden side ikke Staten, men verden. Den er ikke afhængig af menneskelige institutioner, og den moralske værdi af handlingen

afventer ikke timelige konsekvenser, men er iboende selve handlingen.

Beckett tager Calderons vers til sig fra Schopenhauer og foretager de samme slutninger. Tragedie er et udtryk for en bodshandling (…). Den tragiske skikkelse repræsenterer bodshandlingen for arvesynden (…) den synd at være blevet født.

For Beckett som for Schopenhauer er det afgørende, at årsagen til lidelse og uretfærdighed ikke er social, men metafysisk. Den er ikke udenfor den menneskelige natur, men iboende den menneskelige natur og selve eksistensen.

Kunst og det æstetiske

Livet i Tid er tragisk, men i kunsten transcenderer vi Tid og oplever øjeblikke af trøst og glæde. I denne forbindelse trækker Beckett på Schopenhauers definition af kunst som ”opfattelsen af verden uafhængigt af den tilstrækkelige grunds princip”, der repræsenterer vores viljebestemte måde at betragte objekter, der uundgåeligt ødelægger og forfalsker. Viljebestemt opfattelse er vores normale måde at opfatte verden på og er forudbestemt af interesse. Vi ser ikke objekter, som de er i sig selv, men kun gennem vanen ved allerede eksisterende begreber. Men i æstetisk oplevelse ”glider vi væk fra” den viljebestemte måde at overveje ting på og eksisterer som ”rent subjekt, som et klart spejlbillede af objektet”. Individet med særlige interesser, behov og begær osv. forsvinder,

ligesom det korrelative objekt med særlige egenskaber vedrørende årsagssammenhængen mellem rum og tid. Både subjekt og objekt falder ud af den tilstrækkelige grunds princip, og der resterer på den ene side ”det rene, viljeløse, smertefrie, tidløse subjekt af kundskab, og på den anden side dets korrelativ, Idéen”. (…) Vi højtideligholder sabbatten fra viljens straffetjeneste; Ixions hjul er standset.

Beckett trækker meget på Schopenhauers æstetiske teori. Hvor Schopenhauer taler om kunst som ”betragtningen af verden uafhængigt af den tilstrækkelige grunds princip”, taler Beckett om at betragte objektet ”uafhængigt af ethvert generelt begreb og løsrevet fra en sags fornuft, isoleret og uforklarligt i uvidenhedens lys” (…) Hvor Schopenhauer taler om æstetisk erfaring som frihed fra vilje, taler Beckett om det som frihed fra Vane. (…) Som et ekko af Schopenhauer taler Beckett om det æstetiske øjeblik som det øjeblik, hvor vi dukker frem ”fra Tidens, Vanens, Lidenskabens og Intelligensens mørke” til øjeblikke af ”sindets evighed”, øjeblikke af sand glæde. Vores korte øjeblikke af evighed gør os imidlertid opmærksomme på, at den permanente løsning på problemet med Livet i Tid ikke er kunst, men askese, hvilket bringer os til den sidste schopenhauerske tråd i Becketts filosofiske perspektiv. Vejen til frelse er ikke kunst, men askese. Det sande formål med livet er ”intethed”.

Askese

Kunst og æstetiske oplevelser giver midlertidige øjeblikke af trøst, men den permanente løsning af problemet om Livet i Tid er ikke kunst, men askese. Vismanden ved, at virkelig frelse beror på askese. I denne forbindelse trækker Beckett på Schopenhauers idé, at den virkelige ende på livet er intethed gennem ophævelsen af viljen. Kunst er en lejlighedsvis trøst, en midlertidig beroligelse af viljen, men som permanent løsning må kunstneren blive asketisk. Han må vende sig væk fra livet, give afkald på al begær, dræbe viljen, som han genkender og afskyr som kilden til sin egen og verdens lidende eksistens. Frelse findes i ophævelse af viljen, thi med dens afskaffelse er der: ingen skikkelse, ingen verden; intet. ”Intethed”, det buddhistiske Nirvana, er den sande afslutning på livet. Proust slutter med samme konklusion. Kunst afslører, at legemets liv på jord er forbandet. Hvad kunst afslører om livet, peger på askese – ”fjernelse af begær” – som livets sande formål. Endelig tror Beckett, som Schopenhauer, at stadiet af ”Intethed” ikke kan udtrykkes gennem det almindelige sprog eller filosofiens abstrakte begreber. Poesiens væsen er på den anden side netop at ”presse hårdt mod sprogets grænser”, at udtrykke det uudtrykkelige, at udsige det uudsigelige.

Da coronaen slog ned som en havørn, og hele Danmark gik i flyverskjul, var mit valg – som jeg havde villet det i mange år – at læse På sporet af den tabte tid, nyoversættelsen fra Multivers. Jeg blev fuldstændig opslugt og anskaffede og læste sideløbende en lang række andre værker om selve værket, herunder Becketts essay Proust i Rosinantes genudgivelse fra 1999. Oversættelsen forstyrrede og ophidsede mig i en sådan grad, at jeg hovedkulds kastede mig ud i et forsøg på at nyoversætte Becketts svære tekst. Jeg opdagede hurtigt, at det var en meget stor mundfuld, der krævede lang tid og megen studeren, ikke mindst på internettet, hvor en lang række af de utallige referencer, Beckett på ingen måde finder det fornødent at henvise til, kan findes. Han henviser til den klassiske oldtids sagn, religion og filosofi og til litterære værker, litteraturhistorie og filosofi fra før-renæssance til nutid (dvs. 1931). Man får fornemmelsen af, at manden kan det hele udenad.

Det er der ikke så mange andre, der kan. Derfor synes der at være behov for to hjælpemidler, der hver på deres måde kan bidrage til at knække koden til Becketts essay: leksikalske oplysninger, der som læsehjælp er umiddelbart til rådighed som fodnoter, og hvor har han det fra-oplysninger, der som slutnoter henviser til det præcise sted i 7-binds-udgaven, hvor Beckett har udsagnet eller citatet fra. Hvor det er muligt, citeres den danske oversættelse, men Beckett ”misbruger” ofte Prousts tekst til egne formål, så andre steder er der sammenstykket.

Oversættelser af citaterne fra latin, italiensk, spansk, tysk og fransk er alle foretaget af mig – med undtagelse

af citaterne i noterne 42 (Shakespeare, oversat af Niels Brunse) og 75 (Dante, oversat af Ole Meyer).

Denne oversættelse har ikke kunnet gennemføres uden hjælp fra andre, først og fremmest Jonas Damgaard-Mørch og Lasse Skjold Bertelsen.

Professor emeritus Svend Erik Larsen, Aarhus Universitet, har foreslået kloge løsninger på en række gordiske knuder, så Becketts indviklede sprog og tankegang er gjort begribelige for os almindelige dødelige. Becketts referencer til Gabriele d’Annunzios billedbeskrivelser m.m. er identificeret og tydet af lektor Martin Kvist Petersen, Viborg Katedralskole.

Ikke mindst vil jeg takke min hustru, Ilse Panum Børlum for gennem hele processen at udvise stor tålmodighed med mig, der i længere perioder var uden for pædagogisk rækkevidde.

Marcel Proust døde den 18. november 1922, og denne nyoversættelse lidt over 100 år efter er tænkt som en hyldest til manden, der på afgørende vis ændrede verdens opfattelse af, hvad en roman er eller kan være.

Jesper Nødholm

Aarhus, april 2023

Der er ingen hentydning i denne bog til Marcel Prousts legendariske liv og død, eller til Brevenes snaksomme gamle enkefrue, eller til digteren, eller til forfatteren af Essayene, eller til Seltzervandet svarende til Carlyles ’smukke flaske sodavand.’ Jeg har foretrukket at beholde titlerne på fransk. Oversættelserne af teksten er mine egne. Referencerne er til den afskyelige udgave af Nouvelle Revue Française, i seksten bind.1

1 Becketts eget forord. Uklart, hvad han mener med de franske titler.

Den proustianske ligning er aldrig enkel. Den ubekendte, der vælger sit våben fra et arsenal af muligheder, er også den, der ikke kan erkendes. Og typen af dens handlinger falder i to kategorier. Hos Proust kan hvert spyd være et Telefos-spyd.2 Denne dualisme i mangfoldighed vil blive undersøgt nærmere i relation til Prousts ’perspektivisme’. Med hensyn til denne synteses formål er det praktisk at benytte sig af den indre kronologi i Prousts fremstilling og først undersøge fordømmelsens og frelsens tohovedede uhyre – Tid.

Opbygningen af hans fremstilling åbenbares for fortælleren i biblioteket hos prinsesse de Guermantes (tidligere madame Verdurin),a og temaernes art i den efterfølgende matiné.b Hans bog tager form i hans bevidsthed.c Han er klar over de mange kompromiser, der kræves af den litterære kunstner som følge af de litterære konventioners begrænsninger. Som forfatter har han ikke fuld frihed til at skille virkning fra årsag. Det vil for eksempel blive nødvendigt at afbryde (ødelægge) den lysende fremstilling af temaet begær med en afvæbnende og komisk beskrivelse af andre forhold.3 d Det vil være umuligt at fremstille de hundredvis af fysiognomier, som med rette tilhører de mennesker, han betragter med selv det mest uinteresserede kritiske blik.e Han accepterer med beklagelse den litterære

2 Forud for den trojanske krig (1200-tallet f.Kr.) blev Telefos såret af Akilleus’ spyd. Såret ville ikke hele, og da Telefos ifølge et orakelsvar var den eneste, der kunne lede grækerne til Troja, blev såret lægt ved hjælp af afskrab fra det selv samme spyd, som sårede ham.

3 Beckett: comic relief. Hermed menes normalt en afvæbnende komisk scene i et drama, som kan lette stemningen.

geometris hellige lineal og passer. Men han nægter at lade sin underkastelse gå så langt som til at omfatte rumlige mål, han nægter at måle højde og vægt i forhold til menneskets krop i stedet for i forhold til dets alder.f I de afsluttende ord i sin bog gør han rede for sin stilling: ”Men hvis jeg fik tildelt tid til at fuldende mit arbejde, ville jeg ikke undlade at stemple det med seglet fra den Tid, der nu er så stærkt til stede i mit sind, og i det ville jeg beskrive menneskene, selv med risiko for at lade dem fremstå som uhyrer, som i Tiden optager en meget større plads end den, de så sparsomt er tildelt i Rummet, en plads i sandhed udstrakt ud over det målelige, fordi de, som giganter nedsænket i årene, samtidig berører de perioder i deres liv, der – adskilt af så mange dage – er så langt fra hinanden i Tid”.g Prousts personer er således ofre for denne dominerende betingelse og omstændighed – Tid – ofre, som laverestående væsener er ofre, kun bevidste om to dimensioner og pludselig konfronteret med højdens mysterium: ofre og fanger. Det er ikke muligt at flygte fra timerne og dagene. Hverken fra i morgen eller i går. Vi kan ikke flygte fra i går, fordi i går har ødelagt os eller er blevet ødelagt af os. Sindsstemningen er uden betydning. Ødelæggelse har fundet sted. I går er ikke en milepæl, der er passeret, men en dags-sten på årenes slagne landevej og uigenkaldeligt en del af os, i os, tung og farlig. Vi er ikke bare mere trætte på grund af i går, vi er også nogle andre, ikke længere hvad vi var før gårsdagens ulykke. En ulykkelig dag, men ikke nødvendigvis ulykkelig i sit indhold. Personens gode eller onde handling har hverken realitet eller betydning.

Kroppens og intelligensens umiddelbare glæder og sorger befrugter hinanden på så uendeligt mange måder. Som den nu engang var, er den blevet assimileret i den eneste verden, der har realitet og betydning, vores egen skjulte bevidstheds verden, og dens orden er blevet forrykket. Derfor er vi nærmest i en Tantalus-situation med den forskel, at vi tillader os selv at lide tantaluskvalerne.4 Og vores desillusioners perpetuum mobile er muligvis genstand for større variation. Gårsdagens forhåbninger var gældende for gårsdagens jeg, ikke for dagens. Vi er skuffede over det værdiløse i dét, vi er glade for at kalde tilfredsstillelse. Men hvad er tilfredsstillelse? Personens sammensmeltning med genstanden for dens begær. Personen er død – og måske mange gange – på vejen. For personen B er skuffelsen ved det ordinære i en ting valgt af personen A lige så ulogisk som at forvente sin sult stillet ved synet af éns onkel, der spiser middag. Antag endda, at det sker – ved et af de sjældne mirakuløse sammentræf, når kendsgerningernes kalender er i harmoni med følelsernesh – at genstanden for begæret (i den strengeste betydning af denne sygdom) er blevet opnået af den begærende, så er overensstemmelsen så perfekt, at forskellen i tid mellem tilfredsstillelsen og begæret elimineres fuldstændigt, så det aktuelle synes det uundgåelige, og når al bevidst intellektuel bestræbelse på at rekonstruere det usynlige og det utænkelige

Tartaros, det mørkeste sted i Hades, dvs. lide tantaluskvalerne.

4 Tantalus. Mytologisk konge af Sipylos i Frygien. Han begik hybris ved at teste gudernes alvidenhed. Han slagtede sin søn, Pelops, og serverede ham for guderne, der imidlertid gennemskuede ham. Som straf skulle han tørste og sulte i

som en realitet er frugtesløs, er vi ude af stand til at sætte pris på vores glæde, når vi sammenligner den med vores sorg. Bevidst erindring (Proust gentager det ad nauseam) har ingen værdi som et middel til rent faktisk at erindre.i Den skaber et billede så langt fra virkeligheden som vores forestillingsverdens myte eller en karikatur leveret af den umiddelbare erkendelsesevne. Der er kun ét virkeligt indtryk og én tilfredsstillende form for genskabelse. Ingen af delene har vi den mindste kontrol over. Dette indtryk og denne form vil blive diskuteret senere.

Men Tids giftige opfindsomhed i evnen til at såre er ikke begrænset til dens handling mod personen, den handling, der, som det er påvist, resulterer i en uophørlig ændring af personligheden, hvis uforanderlige virkelighed, hvis den findes, kun kan opfattes som en retrospektiv hypotese. Individet er hjemsted for en konstant dekanteringsproces, dekantering fra beholderen med fremtidens væske, træg, bleg og ensfarvet, til beholderen med fortidens væske, oprørt og mangefarvet af dens tids hændelser. Generelt sagt er førstnævnte harmløs, formløs, uden karakter og uden nogle borgianske dyder.5 Forventningsfuldt, dovent betragtet i disen af vores selvtilfredse livsvilje6 og vores skadelige og uhelbredelige optimisme,7 synes

den undtaget fra det bitre ved døden: på lager til os, ikke

6 Beckett: ”will to live”. Sml. Schopenhauer, Verden som vilje og forestilling, Bog I, §54, p. 415ff.

7 Beckett: ”incurable optimism”. Sml. ibid. §59, p. 482.

5 Efter den italienske renæssanceslægt Borgia, der var berygtet for sin brutalitet.

på lager i os. Lejlighedsvis er den imidlertid i stand til at supplere sin kollegas arbejde. Der skal ikke mere til, før dens overflade brydes, end en dato, end enhver tidsmæssig angivelse, som tillader os at tælle dagene, der skiller os fra en trussel – eller et løfte. Swann, f.eks., tænker med smertelig resignation på de måneder, han i løbet af sommeren må tilbringe adskilt fra Odette. En dag siger Odette: ”Forcheville (hendes elsker og efter Swanns død hendes mand) tager til Egypten i pinsen”. Swann tolker det således: ”Jeg tager med Forcheville til Egypten i pinsen”.j Fremtidens væske fryser, og stakkels Swann, ansigt til ansigt med den fremtidige realitet – Odette og Forcheville i Egypten – lider mere frygteligt end selv under hans nuværende tilstands elendighed. Fortællerens begær efter at se La Berma8 i Phèdre9 stimuleres voldsommere af meddelelsen ”Dørene lukkes kl. 2” end af mysteriet i Bergottes ”jansenistiske10 bleghed og solmyte”.k Hans ligegyldighed ved at skilles fra Albertine ved dagens slutning i Balbec forvandles til den mest forfærdelige angst ved en enkelt bemærkning fra hende til sin tante eller til en veninde: ”I morgen, altså, halv ni”.l Den stiltiende forståelse, at fremtiden kan kon-

8 Fiktiv skuespillerinde i På sporet. Meget af stoffet til hende er inspireret af den franske stjerneskuespillerinde Sarah Bernhardt (1844-1923). Ifølge Céleste Albarets erindringer Monsieur Proust, p. 358, baserer figuren La Berma sig mest på skuespillerinden Gabrielle Réjane (1856-1920), f. Gabrielle Charlotte Réju.

9 Fransk dramatisk tragedie af Jean-Baptiste Racine (1639-1699), først opført i 1677. Skrevet i versemålet aleksandrinere, ligesom Ludvig Holbergs Peder Pors.

10 Efter jansenisme, en katolsk bevægelse grundlagt af den hollandske biskop Cornelius Jansen (1585-1638). Meget udbredt i 1600-tallets Frankrig.