Paul von Klenau
danske komponister 1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 4: Else Marie Pade af Henrik Marstal 5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup 6: Emil Hartmann af Inger Sørensen 7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen Flere titler er under udarbejdelse.
Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond
danske komponister
Paul von Klenau 1883-1946
Af Steen Chr. Steensen
Danske Komponister 7: Paul von Klenau Af Steen Chr. Steensen © Forlaget Multivers ApS, 2020 1. udgave, 1. oplag 2020 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Forside: Paul von Klenau ca. 1924-25. Foto: Trude Fleischmann Omslag: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2020 ISBN: 978-87-7917-261-6 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Forlaget har så vidt muligt indhentet tilladelse til gengivelse af illustrationer. Skulle nogle rettighedsindehavere alligevel være forbigået, bedes de kontakte forlaget. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: augustinus fonden
indhold indledning ................................................................................. 7 kapitel 1: Fra et hjem med klaver............................................................... 9 kapitel 2 De første skridt ind i europæisk musikliv ............................ 18 kapitel 3 Ud af tornerosesøvnen .. ............................................................. 44 kapitel 4 Navigation i naziland .. ............................................................... 72 kapitel 5 Travle år på hjemmefronten . . ................................................... 111 kapitel 6 Eftermæle under radaren .......................................................... 155 værkliste .................................................................................... 162 litteraturliste . . ....................................................................... 164 diskografi .................................................................................. 165 noter .. ........................................................................................... 166 værkregister ............................................................................. 167 navneregister ........................................................................... 168
Klenau i julen 1922. Foto: Atelier Ingret, fotograf formentlig Emy Limpert.
indledning Paul von Klenau indtager en helt særlig position i dansk musikliv. Som 18-årig rejste han i 1901 til Tyskland og siden Østrig, hvor han levede og virkede det meste af sit liv med udgangspunkter i München og Wien. Klenau introducerede tolvtonemusik i Danmark, han komponerede bl.a. de tre operaer fra 1930’erne Michael Kohlhaas, Rembrandt van Rijn og Dronningen, hvis lige ikke er set herhjemme, men han havde også holdninger, som flugtede med den nazistiske ideologi især i forhold til det jødiske spørgsmål, og der blev tyst omkring ham, da han døde i 1946. I Dansk Biografisk Leksikon fra 1938 skrev musikhistorikeren Richard Hove om Klenau, at han i en sådan grad var ”Germanernes Lærling”, ”at det er ret vanskeligt at erkende ham som dansk komponist.”1 Det kom til at passe. Klenau havde svært ved at blive accepteret i sit fædreland – også før nazismen gjorde sit indtog i Tyskland, hvor Klenau valgte at blive, indtil Anden Verdenskrig brød ud. Det er først inden for de sidste cirka tyve år, at Klenau er hentet frem af glemslen, og man kan begynde at danne sig et helhedsbillede. Til helheden hører Klenaus produktion. Der er markante orkesterværker fra 1910’erne og 1920’erne, der er de tre store operaer fra 1930’erne og så en række symfonier, kammermusik, sange spredt over hele produktionen med vægt på 1940’erne. En meget stor og blandet produktion, som havde sit udspring i senromantikken, introducerede Klenaus egen version af tolvtonemusik, og i løbet af de sidste seks år nåede frem til en mangfoldighed af stilelementer. Først efter år 2000 er der sket en formidling af Klenaus musik gennem en række indspilninger af især orkesterværker og strygekvartetter, en uropførelse af hans ’glemte’ 9. Symfoni i 2014 og af operaen Michael Kohlhaas i 2019. Det er altså muligt at lære noget af hans musik at kende, men der er stadig et stykke vej til, at Klenaus musik finder mere udbredt plads i koncertsalsrepertoiret. En af hensigterne med denne biografi er at pege på, at der er kvaliteter i Klenaus musik, som fortjener at blive hørt og udforindledning · 7
sket. En anden er at kaste et nuanceret lys over personen Klenau og medvirke til at få ham ud af det tusmørke, han har befundet sig i siden sin død. En tredje at fremlægge hans kunstneriske produktion og skriverier, hvoraf meget aldrig har været publiceret, og dermed give mulighed for en mere frugtbar refleksion over et menneske, der foretog sig nogle afgørende valg i forhold til sit liv, sin kunst og sit eftermæle. Bogens format understreger, at der er tale om en introduktion, og at der er emner undervejs, som kalder på mere uddybning og forskning. Fremstillingen bygger først og fremmest på Klenau-samlingen på Det Kgl. Bibliotek, en samling tilvejebragt af forskningsprofessor emeritus Niels Krabbe. Den består først og fremmest af noder og efterladte papirer, og den indtil videre betydeligste udgivelse på basis af materialet har været erindringerne En musiker oplever den europæiske kultur 1900-1939 fra 2019 ved cand.mag. Eva Hvidt. Denne udgivelse har haft betydning for nærværende biografi, der dog først og fremmest er baseret på nærmere studier af det mangfoldige kildemateriale i Klenau-samlingen på Det Kgl. Bibliotek, samlingen på Musikmuseet, artikler og pressedækning. Et vigtigt omdrejningspunkt har været de notesbøger, som Margarethe Klimt udfærdigede på foranledning af Klenau. De er en del af Klenausamlingen og indeholder kommentarer og data om det meste af Klenaus produktion. Tak til forskningsprofessor emeritus Niels Krabbe og professor Michael Fjeldsøe for inspiration undervejs i processen.
8 · paul von klenau
kapitel 1 Fra et hjem med klaver En efterårsdag i 1901 står en ung mand på en perron på Københavns Hovedbanegård: Han er 18 år, høj, stor, med tilbageredt, bølget hår og med et determineret udtryk. Han skal ud på sit livs første store rejse og er helt alene. Ud over bagage bærer han på en violinkasse. Mange år senere i 1938 i et foredrag, ”Vore Begrebers Forskydning i de sidste 40 Aar”, tænkte han tilbage på denne særlige dag i sit liv: Da jeg i Aaret 1901 satte mig i Toget til Gedser-Warnemünde uden at være i Besiddelse af et Pas, betragtede jeg mig som Europæer. Jeg var jo dansk, og der var Tyskere, Englændere og Franskmænd etc. ogsaa dengang; men alene det Faktum, at der ikke var et Menneske ved Grænsen, som spurgte mig, hvad jeg hed, hvor jeg vilde hen, og hvor jeg kom fra, er betegnende for Forskellen paa det, man engang kaldte en Europæer, og hvad en Europæer er nutildags.2 Målet for rejsen var Berlin. Målet med rejsen var uddannelse – og dannelse. Trods sin unge alder var Klenau nået til et punkt i sit liv, hvor han måtte lære noget andet, end hvad det hjemlige musikliv kunne tilbyde – og møde verden syd for grænsen ikke bare som dansker, men som europæer. Hvem var den unge mand? Hans navn var Paul von Klenau, og selv om navnet klinger tysk, var han dansk. Født 11. februar 1883 i København som andet barn af danske forældre. Der var storebror Ove, moderen Ingeborg og faderen Georg Frederik August, og så var der slægtnigen Tante Mis på moderens side. De boede alle sammen i Tordenskjoldsgade. Familien hørte til det bedre københavnske borgerskab, mor spillede bridge, far var medlem af en frimurerloge, de havde pige i huset, og der blev spillet musik. ”Det allerførste, jeg kan huske helt tydeligt fra min Barndom, er en kapitel 1 · 9
Situation, der er forbundet med Musikken. Jeg har været fire Aar gammel og sad paa min Faders Knæ ved Klaveret. Min Fader nynnede en Vise, som jeg den Dag i Dag kan erindre. Han var meget musikalsk og havde den Evne at kunne finde Harmonierne til enkle Folkevisemelodier. Hans Hænder var ualmindelig smukke og velplejede.” Når denne situation stod så klar mere end 50 år senere, kan det skyldes flere omstændigheder: mødet med musikken, med klaverets sort-hvide tangenter, og at sidde på skødet af sin far – oplevelsen af en tæt kontakt, som hverken Paul eller Ove var vant til. I erindringerne skriver Klenau mere om sin far: ”Min Fader var en meget indesluttet Natur. En Døvhed, der allerede begyndte, da han var i begyndelsen af Fyrrerne, gjorde ham endnu mere isoleret,” og han tegner et billede af faderen som en klog mand, der havde arbejdet sig op fra købmandslærling til en stilling som forretningsfører i det veletablerede Fjerde Søforsikringsselskab (Fjerde Sø). En stille mand. En ensom mand. Måske endda en ulykkelig mand, sådan som Klenau beskriver ham. Men også en fornem mand, der ”var og blev den fødte Aristokrat” med rødder i en gammel mecklenburgsk adelsslægt, hvis danske gren stammede fra tiptipoldefaderen Jørgen Christoffer von Klenau, der var kommet til København i begyndelsen af 1700-tallet. Klenau taler om en fornem holdning hos sin far, der ikke viste sine følelser. Og dog – der var undtagelser: ”Saa meget stærkere virkede det, naar han en enkelt Gang viste dem. Jeg glemmer aldrig hans Udtryk, da jeg var blevet Student, og havde taget en fin Eksamen. Han var som forvandlet. Glæden straalede ud af hans Øjne, og han omfavnede mig, vistnok den eneste gang han har ladet sig henrive til en spontan faderlig Kærlighedsytring. – Det er det sørgelige ved Livet, at jeg først langt senere forstod min Faders Karakter, længe efter at han var død.” Faderen døde i efteråret 1902 efter en operation. Klenau havde været ved hans sygeleje, men var ikke til stede, den nat han døde. Samme dag var Klenau nemlig rejst tilbage til Berlin på lægens anbefaling, og hændelsen er med i erindringerne. Den har gjort et dybt indtryk på den unge Klenau. Faderen har tydeligvis haft en betydelig rolle i udviklingen af Klenaus karakter: Den
10 · paul von klenau
aristokratiske selvopfattelse, det konservative livssyn og distancen til selv de nærmeste var træk, som Klenau bragte videre i sit liv. Men drengen Paul kendte også til nærhed. Hvor der var distance mellem far og søn, var der en anderledes nærhed til moderen. Hun levede indtil tre år før sin søns død og var hele tiden i tæt kontakt til ham, hvad enten det var gennem breve, da Klenau var i Tyskland og Østrig, eller siden 1940 som nabo, da han var vendt tilbage til København. I erindringerne er der en fin beskrivelse af moderens musikalske side: ”Moder var en begavet Pianistinde. Schumanns Karneval og Die Davidsbündler, Gades Arabesker, Neuperts Etuder spillede hun med et fint musikalsk Foredrag. Moder var født Berggreen og hendes Onkel var den bekendte A.P. Berggreen, hvis smukke Sang Vær velkommen Herrens Aar vi endnu plejer at indlede det nye Aar med. Der har altsaa været Musik i Familien i mange Generationer.” Klenau beretter, hvordan han morede sig med at ligge under klaveret, når hun spillede, og se på hendes fødder, der trådte pedalerne. Men han fortæller også om en anden side af moderen, end når hun sad ved klaveret: ”Min Moders Liv har været en stor Skuffelse.” Hun havde været forlovet med en mand, der bedrog hende med hendes søster, ægteskabet med faderen var først stemningsægteskab siden vaneægteskab, som Klenau karakteriserede det, og han skriver i erindringerne: ”Min Moder var en noget overfladisk Natur, velbegavet og meget forfængelig.” Hvorefter han i en anden version retter forfængelig til musikalsk. Han har måske tænkt, han var for hård i sin bedømmelse af moderen, og han føjer til: ”Hendes Kærlighed til sine to Sønner var hendes smukkeste Egenskab. Hun klamrede sig til denne Kærlighed som sit Livs eneste virkelige Indhold, den og Religionen.” Modsætningerne i ægteskabet er til at få øje på. Han: ensom og indesluttet. Hun: indtagende over for fremmede (Klenaus karakteristik) og overfladisk. Hun: religiøs. Han: fritænker (igen Klenaus ord). Deres ægteskab var åbenbart begyndt som et stemningsægteskab, og Klenau er ikke sen i sin konklusion, som han udtrykker i erindringerne: ”Mine Forældres Ægteskab var ikke lykkeligt, men begge Ægtefæller havde fundet en modus vivendi. Hver levede sit Liv, og de fandt kun hinanden i Spørgsmaal, der knyttede sig til kapitel 1 · 11
deres Drenges Opdragelse, i overfladiske Samtaler om fælles Venner og Bekendte, selskabelige Oplevelser eller Dagens almindelige Emner.” Et ægteskab, der udadtil så godt ud, og som indadtil også må have haft sine kvaliteter i forhold til familielivet. Klenau opsummerer et sted: ”For os to Drenge var Barndomshjemmet det lykkeligste, man kan tænke sig. Vi mærkede kun lidt eller intet til de Uoverensstemmelser, der herskede mellem Forældrenes Karakterer.” Forældrene levede op til deres pligt som forældre, at skabe et trygt hjem, men de to drenge levede til gengæld ikke op til især faderens forventninger om at gøre karriere i hæren som officerer, som Klenau skriver: ”Mine Forfædre havde – lige ned til det 13. Aarhundrede – været Riddere, Krigsmænd og Officerer og enkelte endogsaa betydelige Hærførere (Strateger), som for Eksempel Kommandanten for Askershus, der forsvarede den Fæstning mod Karl den XIIte.” Broderen Ove klarede sig skidt i skolen, og det var en skuffelse for faderen, der satte ham i handelslære, og som ikke kom til at opleve den karriere inden for handel, som førte hans ældste søn til tops. Men han nåede at opleve, at Paul blev student. Og han blev rørt. Indtrykkene fra barn- og ungdom blev nedfældet i erindringerne, og bl.a. i en kronik i Berlingske Aftenavis3 i anledning af sin 60-års dag knytter Klenau sine barndomsminder sammen med iagttagelser af Københavns udvikling, musikæstetiske betragtninger og erfaringer som komponist. Både i erindringerne og kronikken fordyber Klenau sig i sine barndomsoplevelser i Københavns Havn. En havn kan være et paradis for en nysgerrig dreng, og Klenau er ingen undtagelse. Når han i kronikken skriver: ”Det staar lyslevende for mig som var det i Gaar, hvordan jeg som Dreng legede nede ved Havnen. Skibene, Livet paa Kajerne, naar der blev losset og ladet, og ud paa Aftenen Roen, den dejlige Stilhed ved Solnedgangstid.” Der fulgte også voldsomme oplevelser med: fulde sømænd, slagsmål, knive, og så stemningen om aftenen, når det hele var faldet til ro. ”Havnens Liv og Færden gav min Fantasi Næring og mine Tanker Udvé”, skriver Klenau i erindringerne, og det bekræfter, at han allerede som dreng havde drømme om at rejse væk, og, som et andet aspekt, at de farverige oplevelser i havnen 12 · paul von klenau
måske har medvirket til at skærpe hans sans for drama – en sans, han siden skulle gøre nytte af. Der var særlig én oplevelse, som satte sig spor. Han fik lov til at komme ind i hjulkassen på en hjuldamper og stod på en af de store skovle, på én gang fascineret og lidt uhyggelig til mode. I kronikken fører denne oplevelse til nogle overvejelser om forholdet mellem stemning og underbevidsthed: En ligegyldig Oplevelse. Og dog lærte en 10-aarig Dreng ved en saadan tilfældig Begivenhed Stemninger at kende, som senere i Livet er vendt tilbage i anden Form, men stadig med de samme Grundtoner. Jeg maa tilstaa, at jeg, naar jeg komponerer, aldrig tænker paa bestemte Landskaber eller Situationer. Men de Følelser, som Naturen og Oplevelser fremkalder, de ligger latent i Sindet og kommer alligevel frem i Tonernes Verden. Det er typisk for Klenau at knytte sådanne oplevelser sammen med større æstetiske, filosofiske eller historiske overvejelser. I tilbageblikket reflekterer han over barndomsoplevelsernes betydning ikke blot i forhold til voksenlivet, men også til sit kunstneriske udsyn. Det gælder leg i Botanisk Have, sommerferier i Snekkersten eller Espergærde, ture ud med fiskerbåde eller blot tilstedeværelsen ved Gurre Sø, der hørte til et af Klenaus favoritsteder. Det samme gør sig gældende i beskrivelsen af skolegangen. Klenau gik på Borgerdydskolen på Østerbro i 12 år, lige til han i 1900 tog sin studentereksamen. Om den tid skriver han i erindringerne: ”Jeg havde let ved at følge med i Skolen og holdt mig blandt dem, der hørte til det højere Gennemsnit. Duks var jeg aldrig. Grunden til jeg fik min Studentereksamen med første Karakter, var den, at Matematik altid er faldet mig let, lige fra første Begyndelse”, og så kobler han sine evner for matematik til udfoldelsen af kontrapunkt i musik. Det er logisk at gå skridtet videre og konstatere, at Klenaus interesse og evner for matematik har haft betydning for hans senere udvikling af tolvtoneteknik. Men ellers giver Klenau det indtryk, at skolegang var noget, der skulle overstås: ”Al min Fritid, det vil sige den Tid, som Skolen og Skolens Pligter levnede, var optaget kapitel 1 · 13
af Musikken og af at forøge Kundskaber. Jeg komponerede og digtede, saa snart jeg saa mit Snit til det.” Klenau var begyndt at komponere som seks-årig, og når han senere så tilbage på disse første tiltag, bl.a. en vals, var han overrasket over, hvordan form og harmonier var upåklagelige, men han kunne også se, at der var tale om begynderværker: Først fra tolv Aars Alderen er der en hel Række af gode Kompositioner. De stammer fra Pubertetsaarene, for jeg var i Besiddelse af en klar Drengesopran, men min Stemme var i Overgangsstadiet, og det ærgrede mig, at jeg ikke var i Stand til at synge for mine ”Ofre”. Jeg elskede I.P. Jacobsens Digte, navnlig Gurresangene, og jeg satte Musik til næsten dem alle. Desværre er de fleste gaaet tabt, men de, jeg har tilbage, er overraskende modne og vel udførte. Det er interessant, at Klenau allerede hér i ungdomsårene søgte at iklæde J.P. Jacobsens Gurresange musik. Han kom således Arnold Schönberg og hans Gurrelieder fra 1913 i forkøbet. Netop Schönberg, som fik en hel særlig betydning for Klenaus musikalske udvikling. Klenau fortæller i erindringerne, at han også skrev skuespil, bl.a. et udkast til en tragedie, Kristian den Anden, og at hans interesser disse ungdomsår svævede mellem digtekunst og musik. Han peger på, at hans senere fokus på musikdrama stammer fra denne dobbelte interesse, og man kan tilføje, at han i sine største operaer selv skrev libretto. Og som en ekstra pointe: Et historisk tema om en kongelig personlighed var netop det, der kom til at optage Klenau i hans modne, kreative år. Det blev musikken, der trak det længste strå, selv om Klenau aldrig slap den skrevne form. Et lille udsagn fra erindringerne om de første musikalske frembringelser fortæller, hvordan de to sider går op i en højere enhed og endda inkluderer et venskab: ”Jeg skrev ogsaa Musik til egne Digte, komponerede Fantasier for Orgel og Violin, samt smaa dramatiske Scener paa Tilskyndelse af Fru Keller, som lod dem opføre i sit Hjem med min Ven Paul Sophus (Fru Kellers Søn) ved Orglet.” Der er 14 · paul von klenau
tale om P.S. Rung-Keller, som blev en fremtrædende organist, klokkenist og komponist, og som Klenau fik et livslangt venskab til. Musikken knyttede dem sammen. Klenau skriver om idealisme i forbindelse med en karakteristik af musiklivet i København i 1890’erne, de år han for alvor valgte musikken som sin levevej. Som eksempel beskriver han kammersangerinden Sophie Keller, når hun sang, og ”hendes Ansigt lyste og straalede af Begejstring. Musikken var hellig.” Hun var datter af komponisten Henrik Rung, mor til Paul Sophus, og Klenau var flittig gæst i det Rung-Kellerske hjem. En anden ungdomsoplevelse har sat sig fast hos Klenau. Som han skriver i erindringerne, havde han en gang ”set” Niels W. Gade dirigere. Klenau husker ikke med tydelighed, hvad der stod på programmet, men det har sandsynligvis været koncertstykket Psyche opført 28. november 1890 i Musikforeningen. Det, Klenau til gengæld husker, er Gades fremtoning: ”Det røde Ansigt og lange hvide Haar staar tydeligt for mig, jeg behøver ikke engang at lukke Øjnene for at fremtrylle Billedet. Hvad jeg hørte, husker jeg ikke. Det var for stor en Oplevelse.” Og som han tilføjer: ”Dér laa altsaa Fremtidshaabet hos Drengen. Saa vidt vilde jeg bringe det.” Et andet uudsletteligt indtryk var opførelsen af Wagners Mestersangerne under ledelse af Johan Svendsen på Det Kgl. Teater: ”Det var første Gang, jeg lærte et af Wagners store Værker at kende, og baade Musikken og Handlingen gjorde et mægtigt Indtryk paa mig.” Klenaus forældre havde sans for den lille Pauls musikalske evner. Da han var seks år, hang der en violin på juletræet, og det var også med dette instrument, han skulle virkeliggøre drømmen om at blive virtuos – troede han. Han fik undervisning hos Frederik Hilmer, der var koncertmester i Det Kgl. Kapel. Klenau beskriver ham som ”hyggelig og velmenende. Han var stolt af sine Elever.” Siden skulle han fortryde, at han ikke havde valgt klaveret, som var meget mere anvendeligt, når han skulle komponere. Han blev efter egen mening en habil pianist, og hans kendskab til de to instrumenter resulterede senere bl.a. i koncerter, kammermusik og soloværker. Han var som sagt allerede begyndt at komponere i seksårsalderen, var fortsat med det i barndomsårene, og det førte til, at kapitel 1 · 15
han, mens han læste til studentereksamen, begyndte at få privatundervisning hos komponisten og professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium Otto Malling, der i 1897 var blevet direktør for konservatoriet. Klenaus karakteristik af Malling er underholdende: ”Otto Malling, denne ejendommelige Troldmand, med de stikkende Øjne, Underbiddet gemt af Skægget og det sprudlende Temperament synligt i alle Bevægelser.” Til gengæld havde han ikke så meget positivt at sige om hans undervisning. I hvert tilfælde ikke i erindringerne cirka 50 år senere: Det var ikke meget, jeg lærte af den elskværdige Professor Otto Malling. Jeg harmoniserede nogle Koraler med de sædvanlige romantiske Harmonier og fik et svagt Begreb om Stemmeføring, men det meste af Timen gik med at gennemse mine Kompositioner, som hovedsageligt bestod af Sange. Uden Tvivl har denne Undervisningsmetode virket ansporende paa Lysten til egne Frembringelser, men det vigtigste, som en ung vordende Musiker skal lære, Haandværket, blev forsømt. Således efterrationaliserer Klenau sin første undervisning – og undervisning generelt. Han skulle siden komme efter læren om kontrapunkt og anvende den i sine kompositioner, men hér som kommende student har Otto Mallings undervisning alligevel båret frugt. Ideen om at blive komponist fik næring side om side med drømmen om at blive violinvirtuos. Der går en lige linje fra barndommens oplevelser i Københavns Havn til den dag, han stod på banegården med Berlin som sin destination. Som han skriver i erindringerne: ”Saa kunde jeg sidde med Fødderne ud over Vandfladen og drømme hensunken baade i Tankernes og Musikkens Riger. Fremtiden laa lokkende for én. Først bliver færdig med Skolen og saa drage ud og vinde hele Verden med mine Toner.” Var det drivkraften til at forlade København og søge udfordringer i det ukendte? En barndomsdrøm næret ved synet af skonnerter, hjuldampere og en smule af de syv have? I erindringerne siger Klenau et sted: ”Jeg har ofte Fornemmelsen af, at Fundamen16 · paul von klenau