den store mand, der blev glemt Historien om komponisten Otto Malling er præget af op- og nedture. Da han stod på karrierens højde omkring 1890-1910, i perioden mellem Gade og Carl Nielsen, var Malling dansk musiks førstemand, en magtfuld influencer i det københavnske musikliv og en produktiv komponist, internationalt kendt især for sine mange orgelværker. I Kraks Blaa Bog for 1910 bliver man næsten forpustet af at læse alle Otto Mallings mange titler, embeder og tillidshverv: professor, ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand, dirigent i Studenter-Sangforeningen, medstifter og dirigent for Koncertforeningen, organist ved Sankt Petri Kirke, Helligaandskirken og Vor Frue Kirke, lærer og direktør ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, formand for Foreningen til Understøttelse af trængende Musiklærere og Musiklærerinder i Danmark, medlem af Det Anckerske Legatudvalg, af Samfundsrådet for Samfundet til Udgivelse af dansk Musik og af bestyrelsen for foreningen Fremtiden. Der opregnes en lang række kompositioner i alle genrer, han har fået opført og udgivet, og det nævnes, at han har skrevet en lærebog i instrumentation. Ved hans død i 1915 hed det i en nekrolog: ”Han havde Haand i Hanke med mangt og meget, for ikke at sige næsten alt i vor hjemlige Musikverden.”1 Hans begravelse var et tilløbsstykke, hvor alle – eller næsten alle – der var noget ved musikken, mødte op. Og så blev han pakket væk. Hans værker blev ikke længere spillet, og i musikhistoriske fremstillinger gennem de næste mange år nævnes han kun i forbigående. De nye tider havde været på vej allerede i Mallings sidste leveår, og efter hans død gik det hurtigt. Der blev sat en ny dagsorden omkring det store navn Carl Nielsen, og det ændrede musiklivet fundamentalt og lod den tidligere generation af senromantiske komponister forsvinde i glemsel. Det, der havde været Otto Mallings største succes i levende live, hans mange ”bibelske stemningsbilleder” for orgel, blev paradoksalt nok grunden til, at han blev skubbet helt ud i mørket, da Thomas Laub og senere den såkaldte orgelbevægelse i løbet af 1920’erne den store mand, der blev glemt · 7
bemægtigede sig dansk kirkemusik og med hård hånd udrensede alt, hvad der ikke var forankret i den barokke tradition. Det betød, at mens man igennem det hele det 20. århundrede trods alt stadig indimellem kunne høre værker af f.eks. C.F.E. Horneman og P.E. Lange-Müller, var deres jævnaldrende kollega Otto Malling bortset fra en håndfuld studieproduktioner i Danmarks Radio totalt fraværende fra koncertsalene og pladeselskaberne. Den første indspilning af Mallings orkester- og kammermusik kom først i 1998, hvor komponistens fjerne slægtning pianisten Amalie Malling indspillede hans klaverkoncert og klavertrio på pladeselskabet Dacapo. På det tidspunkt var Otto Mallings musik aldeles ukendt, og i Dansk Musik Tidsskrift var komponisten Jørgen Lekfeldt forbavset over musikkens kvalitet. Han mente ganske vist, at klaverkoncerten havde klare ligheder med Griegs, men udtrykte en dyb beundring for Mallings kompositoriske håndelag. Dette er ganske enkelt forrygende godt gjort! Der er absolut ikke tale om nogen form for pinligt epigoneri her. Den ønskede stil er ramt; Malling slutter helhjertet op om en retning og en skikkelse, som for alvor siger ham noget. Og dét er da en ærlig sag! Han ejede åbenbart evnen til at formulere sig med overbevisende udtrykskraft på det valgte grundlag – at efterligne andres stil på en måde, så udsagnet bliver originalt i kraft af kvaliteten (…) Det er synd og skam, at et værk af en sådan kvalitet gik i glemmebogen.2 Ja, hvordan kan det være, at musik af denne kvalitet kunne gå så grundigt i glemmebogen og stadig er så ukendt? Har vi i mange år snydt os selv ved ikke at spille Mallings musik? Det er et af flere spørgsmål, som denne bog skal prøve at kaste lys over. Måske har det at gøre med, at tidsånden ændrede sig kort efter hans død og gjorde hans stil umoderne. Måske var det, fordi han heller ikke inden for sin egen generation var nogen fornyer, men derimod en traditionalist, hvis styrke var det fornemme musikalske håndværk, hvormed han, som Jørgen Lekfeldt formulerer det, blev original 8 · otto malling
i kraft af kvaliteten. Det var ikke en bedømmelse, alle var enige i, ikke alle kunne få øje på det personlige præg, og der opstod den fordom, at Malling var en lidt kedsommelig komponist, som det ikke lønnede sig at beskæftige med. Om det var en retfærdig bedømmelse, kan vi i sagens natur kun finde ud af ved at lukke glemmebogen op og genopdage musikken med friske øjne og ører, hvilket skal forsøges her. Bogen vil også forsøge at tegne et billede af ham som person og musiker i lyset af hans samtid, for han var, som allerede antydet, en af de helt centrale skikkelser i sin tids musikliv. Hvis man ikke har Malling med, er billedet af dansk musikliv omkring århundredeskiftet ikke komplet. Dette er den første biografi om Otto Malling i bogform, og det har været et spændende og berigende arbejde at samle puslespillet til et billede af ham. Der mangler dog stadig en del brikker, ikke mindst oplyser kilderne ikke meget om hans barndom og ungdom, privatlivet og forholdet til familien. Selv var Malling ikke meget for at fortælle om sig selv, og der findes ingen portrætinterviews, heller ikke i forbindelse med runde fødselsdage, udnævnelser eller lignende. Den kortfattede, faktuelle levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet, han var nødt til at indsende, da han blev udnævnt til ridder af Dannebrog i 1893, er de eneste selvbiografiske linjer, vi har fra hans hånd. I Det Kongelige Bibliotek og Musikmuseet findes bevaret godt 60 breve, nogle meget korte, andre lange, og de giver et meget vekslende indtryk af en person med stor karisma: vennesæl og spøgefuld, om end sjældent egentlig morsom, dynamisk, praktisk og foretagsom, men også til tider opfarende, rethaverisk og konfrontatorisk. Tit er brevene skrevet i stor hast – han var en travl mand med mange jern i ilden – og håndskriften kan være sjusket og indimellem svær at læse. Han havde en for eftertiden irriterende uvane med at udelade årstallet i sine breve. Den flittige musikjournalist Gerhardt Lynge udgav en længere biografisk artikel om Malling i Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse, som udkom to år efter Mallings død. Lynge har tydeligvis haft et førstehånds kendskab til Malling, og hans artikel rummer en del oplysninger, man ikke kan finde andre steder. Det samme gælder Mallings ungdomsven og samarbejdspartner Jaden store mand, der blev glemt · 9
kob Fabricius, hvis erindringer fra 1915 blev udgivet i en udførligt kommenteret udgave ved Lars Børge Fabricius i 1975. Der var mange, der havde en mening om Malling i hans samtid, og det er til tider ret underholdende at læse disse udsagn fra datidens toneangivende musikere, venner såvel som uvenner. Hans forhold til andre alfahanner i dansk musik, som dirigenterne Johan Svendsen og Franz Neruda, var sjældent særlig harmonisk, og den unge opadstigende stjerne Carl Nielsen afskyede alt, hvad Otto Malling stod for. Til gengæld fortæller mange af hans elever om en inspirerende og generøs lærer, der tog sig af deres ve og vel også efter studietiden. En anden vigtig kilde til Mallings liv er aviserne, som der var mange af på hans tid. Musik blev anmeldt og debatteret ganske flittigt, og det giver et levende billede af et musikliv, der var i stadig udvikling og forandring i Mallings levetid. Skammeligt nok har den videnskabelige musikforskning stort set forbigået Otto Malling. En undtagelse er den svenske orgelprofessor Sverker Jullander, der i 1997 offentliggjorde en grundig analyse af Mallings orgelværker. Jullander har også indspillet en cd med tre af Mallings cyklusser med bibelske stemningsbilleder for orgel. Malling var en flittig komponist, og hans produktion omfatter 93 opusnumre, hvoraf det meste blev trykt i hans levetid: sange, kormusik (især for mandskor), vokalmusik med orkester, kammermusik, klaverstykker, orkesterværker og orgelmusik, foruden en ballet. Dertil kommer en række ungdomsværker, som ikke er bevarede. Ved gennemgangen af de mange værker har det været slående, hvor høj kvaliteten er, ikke mindst på det håndværksmæssige niveau. Både store og små værker er udformet med overlegen dygtighed, og selv hvor inspirationen indimellem brænder på et lavere blus, er håndværket i orden. Ligesom tilfældet havde været med hans lærer Niels W. Gade, var han en suveræn mester i at skrive for instrumenter, og der er næsten altid noget interessant for den spillende at tage fat i. Men også blandt hans mange vokalværker ligger der adskillige spændende ting, der fortjener at blive taget op igen. Malling var elev af begge 1800-tallets store navne J.P.E. Hart10 · otto malling
mann og Niels W. Gade, og han følte sig forpligtet på at føre deres tradition videre. Det gjaldt for hans egen karriere – han blev Gades efterfølger som konservatoriets leder og Hartmanns efterfølger som organist i Vor Frue Kirke – men det gjaldt også i kunstnerisk forstand. Efter ungdomsårene, hvor han søgte at udvide horisonten i dansk musikliv ved at introducere udlandets nye værker i Koncertforeningen, hvor han var dirigent, og hvor hans personlige stil optog elementer fra ikke mindst den nye franske musik, stoppede han op. Hertil og ikke længere. Wagner, Richard Strauss og andre nye tyske komponister brød han sig ikke om, og som konservatoriedirektør frarådede han aktivt de studerende at beskæftige sig med dem. Det samme gjaldt, da Thomas Laub satte sine kirkemusikalske reformbevægelser i gang i 1890’erne, og Carl Nielsen meldte sig på scenen som en ny, anti-romantisk stemme. Otto Malling blev bannerfører for traditionalisterne, mange ville sige stokreaktionær. Det var måske også det, der gjorde, at han blev så grundigt glemt efter sin død. Malling holdt af musik, der var klar, præcis, smagfuld og velkonstrueret – som hans egen altid er det. I et brev til anmelderen Gustav Hetsch skrev han, at ”jeg stedse har været paavirket af den gode franske Musik og – jeg tilstaar det – ogsaa nu finder mere Talent hos ’Werthers’ Componist, (Massenet), Puccini og flere ’udenlandske’ Componister end de nyere tydske”.3 Det har heller ikke bidraget til interessen for Malling, at de komponister, der var hans forbilleder, som f.eks. franskmændene Camille Saint-Saëns og Charles Gounod, selv i mange år var gået af mode. I dag er vi ikke længere bundet af de ideologiske synspunkter, der holdt Malling og andre romantiske komponister ude i kulden igennem mange år. Senromantikkens musik spilles i stor stil. Forhåbentlig kan denne bog inspirere til, at Otto Mallings musik, med dens specielle egenart af dansk romantik og præg af fransk elegance, bliver mere kendt og opført. En stor tak til seniorforsker Claus Røllum-Larsen, Det Kongelige Bibliotek, for megen hjælp med fremskaffelse af materiale, museumsinspektør Marie Martens, Musikmuseet, for at have stillet museets samling af breve fra Otto Malling til rådighed, chefdiden store mand, der blev glemt · 11
rigent Jørgen Fuglebæk og arkivar Ole Rolf Jacobsen fra Studenter-Sangforeningen for oplysninger om sangforeningen og indsigt i Malling-noder fra dens nodearkiv, organist, cand.mag. Lars Rosenlund Nørremark for fremskaffelse af fonografoptagelser med Otto Malling som akkompagnatør af egne sange, til organisterne Kirstin Bohn Christiansen og Helge Gramstrup for kritisk gennemlæsning af manuskriptet, samt ikke mindst bogseriens redaktør Jens Cornelius, der satte mig i gang med arbejdet og har ydet en fremragende faglig sparring undervejs.
12 · otto malling
barndom og ungdom Otto Malling blev født 1. juni 1848 i et København, der stod på tærsklen til store forandringer. På det tidspunkt var landets hovedstad stadig en lille, overbefolket og usund by, på mange måder forskellig fra den vi kender i dag, lukket inde som den var bag voldene, de militære befæstninger, som ikke måtte bebygges. Landets styreform var stadig enevælde, som den havde været siden 1660. Trods disse anakronistiske forhold blomstrede både handels- og kulturlivet. På en spadseretur gennem Københavns gader kunne man møde H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Grundtvig og mange andre i dag legendariske kulturpersonligheder. Det københavnske borgerskab var inde i en økonomisk opgangsperiode og kom med voksende selvtillid til at føre an i de store forandringer, der skete i de følgende år, hvor grundloven blev indført, Københavns befæstning blev sløjfet, og byen udviklede sig til en moderne storby. Ottos far, Ludvig Theodor Malling, spillede ganske vist ikke nogen aktiv rolle i disse forandringer, men han var afgjort en del af det bedre københavnske borgerskab. Født den 8. december 1807 var han handelsuddannet og havde arbejdet sig op fra bogholder til i 1840 at få borgerbrev som grosserer i København. I 1852 blev han desuden direktør i Den Sjællandske Creditforening, der senere blev til Østifternes Kreditforening. Han beskrives som en stilfærdig og beskeden mand, der førte en ret tilbagetrukken tilværelse inden for Østifternes direktion. At han var musikinteresseret, kan ses af, at han figurerer i fortegnelsen over Musikforeningens medlemmer allerede fra stiftelsesåret 1836. Han giftede sig med den to år yngre Anna Frederikke Næve, og sammen fik de seks børn, tre piger og tre drenge. Otto var den yngste i søskendeflokken, og ved dåben i Garnisons Kirke 23. juli fik han navnene Otto Valdemar. Mellemnavnet brugte han aldrig. Få måneder efter Ottos fødsel flyttede familien til en stuelejlighed i Dronningens Tværgade 361, hvor Dronningegården ligger i dag. Her havde firmaet sine kontorer, og her boede familien Malling med far, mor, seks børn og to tjenestepiger. Da der i 1852 barndom og ungdom · 13
blev givet tilladelse til at bygge uden for voldene, og byen med stor hast bredte sig ud over det gamle opland, flyttede familien til en villa med lys og luft på Lykkesholms Allé på Frederiksberg. Derved undgik man koleraepidemien, som hærgede det gamle København, og især slumkvartererne, i 1853. Villaen måtte dog opgives igen, da firmaet L.T. Malling gik konkurs i januar 1857 som følge af den internationale pengekrise, der ramte mange københavnske firmaer hårdt, og firma og familie flyttede tilbage til byen i en lejlighed i Raadhusstræde 1. Først ved nytårstid var der en aftale på plads med kreditorerne, der betød at Ludvig Theodor igen fik rådighed over sit bo. Han kom sig over krisen og beholdt sin plads i det velbjærgede borgerskab, selvom familien tilsyneladende ikke på noget tidspunkt var decideret rig. Ud over forældrene må man gå ud fra, at Ottos ældste bror også har været en væsentlig figur i hans opvækst. Jørgen Henrik Malling, født 31. oktober 1836, var nemlig også komponist. Som ældste søn var han efter endt skolegang blevet sat i handelslære for at videreføre familiefirmaet, men i en alder af 21 år skiftede han spor og begyndte at tage musikundervisning hos Niels W. Gade og komponisten J.C. Gebauer, der var organist ved Helligaandskirken. Allerede samme år debuterede han som komponist med et hæfte sange. I 1861 blev han den første komponist, der modtog det nyoprettede Anckerske legat, som sendte danske digtere, komponister, malere og billedhuggere på studierejser til udlandet. Jørgen Malling tog til Paris, hvor han stiftede bekendtskab med Émile Chevés ”metode”, et forsøg på en simplificering af nodeskriften, som han blev en begejstret forkæmper for. Han ofrede det meste af sit liv og de fleste af sine kræfter for at gøre propaganda for dette system, som imidlertid aldrig kom til at slå igennem. Hjemme i København oprettede han en skole, der underviste i elementær musikteori efter Chevés metode. Desuden var han meget aktiv som forkæmper for den folkelige sang, ikke mindst i årene efter 1864. I sin kamp for Chevé-metoden havde han imidlertid hele den officielle musikautoritet, ikke mindst statens sanginspektør, komponisten A.P. Berggreen, imod sig, og da han i 1869 blev organist i Svendborg, følte han det som en slags forvisning. Fra 1872 14 · otto malling
begyndte næsten 30 vandringsår i Europa, hvor han med skiftende held arbejdede i forskellige byer, med en 13-årig ansættelse ved universitetet i München som docent i musikteori og musikæstetik som højdepunktet. Udover at ride sin evige kæphest, Chevé-metoden, skrev han bl.a. operaer, kantater og kammermusik, som han dog havde vanskeligt ved at få opført. I 1901 vendte han tilbage til København, legemligt nedbrudt, men fortsat aktiv som lærer. Ikke ved Kjøbenhavns Musikkonservatorium, hvor Otto var direktør, men på Matthison-Hansens mindre fine private konservatorium. Han fik bevilget en årlig understøttelse af staten og slog sig ned i Lyngby, hvor han døde i 1905. Nekrologerne talte om et talent, der var gået til spilde. Jørgen Malling var elleve år ældre end Otto, og som barn har det selvfølgelig været af betydning for Otto at have ham som rollemodel. Brødrene boede under samme tag, indtil Jørgen flyttede hjemmefra i 1860. På det tidspunkt havde han allerede udgivet adskillige værker, mens Otto var en musikinteresseret skoledreng, men hvad der måtte have været af beundring og inspiration gik med tiden over i lillebror-distancering. Som voksne levede de det meste af tiden langt fra hinanden, og Ottos karriere fik en helt anden karakter. Hvor Jørgen kæmpede en idealistisk, Don Quijote-agtig kamp for det uigennemførlige Chevé-system, var Otto en pragmatiker med en god portion ærgerrighed, der gik efter indflydelse og succes. Han nåede de højeste poster i Københavns musikliv, hvor Jørgen altid var en outsider. Men al modgang til trods opnåede Jørgen Malling dog at skrive en enkelt sang, som gik ind i den almene bevidsthed, nemlig melodien til salmen ”Jeg er træt og går til ro”. Det lyder ikke af så meget, når vi taler om en komponists eftermæle, men de fleste komponister vil skrive under på, at det at skrive et folkeligt hit, som alle kender, selvom de færreste kender komponistens navn, er noget sjældent og svært opnåeligt. Det lykkedes for Jørgen, men aldrig for hans yngre og mere succesfulde bror Otto. Fælles for de to komponistbrødre var deres pietet over for arven fra Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann. Det sagdes, at Jørgen var mest påvirket af Gade og Otto af Hartmann. På deres gamle barndom og ungdom · 15
dage var de enige om at lægge afstand til komponister som Wagner og Richard Strauss. Otto gik i drengeskole. Det von Westenske Institut var en lærd skole i Nørregade, hvor man underviste elever fra første klasse og helt op til gymnasiet. Den havde eksisteret siden 1799 og blev anset for Københavns fornemste drengeskole med en række højt kvalificerede lærere. Skolebestyrer var H.G.C. Bohr, og ifølge Mallings første biograf Gerhardt Lynge var en af den musikbegejstrede Ottos tidligste kompositioner en skolekantate til professor Bohrs jubilæum, formodentlig i 1864, hvor Otto var 16 år. Netop året 1864 blev i øvrigt slemt for Malling-familien. Den mellemste bror Carl Emil, der ligesom Jørgen var gået handelsvejen, men i modsætning til ham var fortsat med det, var officer af reserven og blev indkaldt ved krigsudbruddet. Den 18. april lå han i forreste række ved skanserne på Dybbøl, og ved preussernes stormløb blev han dræbt af en kugle i panden. Liget førtes til København og blev begravet på Garnisons Kirkegård. Et halvt år senere, 22. august, døde moderen Anna Frederikke efter lang tids sygdom og blev begravet fra Frederiksberg Kirkes Kapel. Allerede som barn var Otto opslugt af musik, og det foregik på et stadig mere ambitiøst niveau. I 1865, mens han stadig var gymnasieelev, blev han medlem af kammermusikforeningen Vega, der gav søndagskoncerter i Studenterforeningens festsal. Vega var blevet stiftet samme år af den otte år ældre Jacob Christian Fabricius (1840-1919), som skulle blive en betydningsfuld skikkelse i Otto Mallings liv og karriere. Fabricius var født i Aarhus og var en begavet komponist, der imidlertid på grund af fysiske problemer tidligt måtte erkende, at musikervejen ikke var en mulighed for ham. Han blev i stedet bankmand og kom i 1861 til København, hvor han blev assistent i Nationalbanken. Han tog undervisning i musikteori hos organisten ved Helligaandskirken J. C. Gebauer og hos komponisten Peter Heise og skrev en del værker, men det var navnlig som organisator og musikalsk iværksætter, han skulle få betydning. Foruden kammermusikforeningen Vega var han blandt initiativtagerne til Samfundet til Udgivelse af dansk Musik i 1871, Koncertforeningen i 1874, den private musikerforening Fermaten 16 · otto malling
i 1883 og etableringen af Koncertpalæet i 1888. Otto Malling var med i alle disse foretagender, i begyndelsen som ungt håb, senere i stadig mere prominente roller. Vega eksisterede fire år fra 1865 til 69 og var en slags rugekasse for vordende professionelle musikere. Malling deltog først i Vegas koncerter som pianist, senere også som dirigent, hvilket han også blev, da han og Fabricius ni år senere dannede Koncertforeningen. Fabricius var et beskedent menneske, der arbejdede i det stille og gerne overlod rampelyset til andre. Det passede Malling fint, og de supplerede på mange måder hinanden perfekt. I de unge år mødtes de til private musikstudier i Ottos lejlighed, og Malling bidrog med musik til adskillige bryllupper og dåb i Fabricius’ familie. Fabricius’ initiativrigdom og praktiske sans kom Mallings karriere til gode i mange situationer, og i Fabricius’ erindringer fra 1915 har han for det meste kun godt at sige om Malling. Alligevel tyder noget på, at han i årenes løb måske oparbejdede en vis professionel jalousi overfor Malling; han kan ikke nære sig for at fortælle, hvordan en tysk organist har talt nedsættende om Mallings orgelværker, og når han taler om de ”kolleger” der ”kuede” ham som komponist, undtager han kun sin ”trofaste ven P.E. LangeMüller”, men altså ikke Malling. Mallings voksende succes i forbindelse med hans selvhævdende natur, der aldrig viste synderlig forståelse for andres meninger, har måske endt med at trække veksler på venskabet. Dette lå dog langt ude i fremtiden i Vega-tiden. I 1866 tog Otto studentereksamen, og året efter filosofikum ved universitetet, og så var det normalt at fortsætte med et egentligt universitetsstudium. Det havde bl.a. dansk musiks nestor, J.P.E. Hartmann, gjort. Han var uddannet jurist med fast ansættelse som sekretær i den borgerlige indrulleringskommission. Men sådan en karrierevej ønskede Otto Malling ikke. ”Min bestemte Hensigt var stedse at uddanne mig som Musiker, særlig som Komponist, Organist og Dirigent,” skrev han senere.4 Han blev medlem af Studenter-Sangforeningen og involverede sig i stadig flere musikalske projekter. Videregående universitetsstudier blev det derfor ikke til, men til gengæld kompositionsvirksomhed på ambitiøst niveau, der kulminerede med, at han i juli 1868 fik et orkesterværk opført af et barndom og ungdom · 17
professionelt ensemble i forlystelsesparken Alhambra. Om denne begivenhed kunne man læse i Dags-Telegrafen 11. juli 1868: I Torsdags Aftes spilledes i dette Etablissements Koncertsal i Koncertens anden Afdeling en ny Komposition af en ung Komponist, Hr. Otto Malling. Dette Arbeide, en Ouverture i C-moll, som er det første af Komponistens Arbeider, vi have havt Ledighed til at høre, røber ikke alene et ikke lidet Talent, men tillige Dygtighed saavel i harmonisk som kontrapunktistisk Henseende; om der end hist og her endnu spores en vis Uro, især i Mellemsatsningen, er dog Anlæget godt og Formen korrekt. Indledningen tiltalte os især; den er stemningsfuld samt meget godt og effektfuldt instrumenteret, hvilket Sidste ogsaa er Tilfaldet med selve Ouverturen paa nogle enkelte, lidt tomme og matte Steder nær. Værket lønnedes med levende Bifald. Bemærkelsesværdigt er det, at anmelderen allerede i dette tidlige værk finder de samme karakteristika, der ofte skulle blive fremhævet hos den modne Otto Malling: teknisk dygtighed, formsans og sans for stemning, men også noget lidt glat, som her betegnes som ”lidt tomme og matte Steder”. Opførelsen var en imponerende bedrift af en 20-årig autodidakt, og højdepunktet i den unge Mallings kompositionsvirksomhed. Når man i Nils Schiørrings Musikkens Historie i Danmark kan læse, at ”trangen til selv at skabe musik synes ikke have ligget tidligt og uimodståeligt i Mallings sind”,5 og han underbygger dette med, at Mallings første udgivne værk kom i 1879, da han var 30 år, er det altså en misforståelse. Malling skrev musik fra en tidlig alder. At ingen af hans ungdomsværker er bevarede, må snarere tilskrives selvkritik, hvilket også underbygges af den værkfortegnelse, han udarbejdede året før sin død. Her udelader han alle kompositioner før det officielle opus 1, og han er også hård ved flere af værkerne med opusnumre. Et par er forsynet med notater som ”Ikke opført og bør heller ikke opføres”6 og ”Ikke trykt og bør ikke trykkes”.7 At en komponist, der levede af at undervise det 18 · otto malling
Otto Malling fotograferet i 1866, året hvor han blev student.
barndom og ungdom · 19
meste af sit liv, havde et klart blik for sine egne kompositioners styrker og svagheder, er ikke overraskende. Schiørrings behandling af Malling er i det hele taget ret fordomsfuld. Blandt andet forbigår han Mallings orgelværker i fuldstændig tavshed, hvilket ligger i god tråd med den mistænkeliggørelse af Mallings musik, der satte ind allerede i hans senere leveår og levede videre som en rygmarvsrefleks hos mange musikhistorikere i mange år efter hans død. Der er huller i den tilgængelige viden om disse formende år i Ottos liv. Hvordan mon grosserer Ludvig Theodor Malling har stillet sig til sine to sønners valg af musikken som livsbane? Hvis han har næret betænkeligheder over deres fravalg af en fast borgerlig livsform, ville han ikke være den første far i musikhistorien. Hvis brødrene har vaklet i deres beslutning, ville det også være forståeligt. Eksistensen som musiker var usikker, de faste stillinger få og dårligt lønnede, og for begge brødrene gjaldt det da også, at de først definitivt valgte musikken efter nogle års tøven, Otto hurtigere end Jørgen. Senere i livet blev Otto Malling hyppigt bedt om at vurdere unge musikeres fremtidsmuligheder, og han var ofte nødt til at holde ”det Foredrag, som enhver hæderlig Musiker maa føle sig forpligtet til at holde for en ung Mand, der endnu har Mulighed for at betræde en roligere og – i hvert Fald materielt set – mere udbyttebringende Livsbane end den, der forestaar en Musiker”.8 For hans eget vedkommende var valget mellem en akademisk og en musikalsk løbebane tilsyneladende ikke svært, i hvert fald ikke hvis det kun var et spørgsmål om lyst. En anstødssten var imidlertid, at der ikke fandtes nogen anerkendt uddannelse i musik i København, som blot tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med universitetet. Jørgen havde måttet klare sig med privatundervisning, men i 1867 blev det anderledes. Da åbnede Kjøbenhavns Musikkonservatorium under ledelse af tidens største navne: Niels W. Gade, kgl. kapelmester Holger Simon Paulli og J.P.E. Hartmann. Konservatoriet byggede på en større testamentarisk gave fra en juveler, som havde ønsket, at disse tre skulle stå for etablering og ledelse. Hartmann havde erfaring som lærer ved Sibonis hedengangne musikkonservatorium, og Gade kom fra en post som lærer ved Leipzigs nyåbnede konservatorium. Man begyndte under relativt 20 · otto malling
beskedne former i en seksværelses lejlighed i Raadhusstræde, og instrumentariet bestod af to flygler, et pedalklaver, et opretstående klaver og et harmonium. Der blev givet undervisning i forskellige instrumentale fag samt de obligatoriske fag klaver, teori og sang. Til at begynde med var der 28 studerende, men da antallet af elever steg, blev forholdene hurtigt for trange. I 1870 flyttede konservatoriet til større lokaler i Det Ledreborgske Palæ i Stormgade, hvor Zoologisk Museum tidligere havde holdt til. Den nye uddannelse åbnede muligheder, og Otto gik til optagelsesprøve i efteråret 1868 og begyndte som elev i januar 1869. Det var en treårig uddannelse, som kostede et ikke ubetydeligt pengebeløb, men der blev fra starten etableret fripladser til talentfulde studerende, og Malling modtog i to år Grev Lerches Legat, som gav friplads. Det var et vidnesbyrd om hans talent, men at det skulle være nødvendigt med en friplads, siger måske også noget om, at grosserer Malling ikke var nogen rig mand. Ottos hovedfag var klaver og musikteori. Hans klaverlærer var den norske pianist Edmund Neupert, en farverig personlighed og klavervirtuos i den romantiske stil, og i konservatoriets elevprotokoller kan vi se nogle af de stykker, han lod Otto Malling studere: Beethovens Waldsteinsonate og Klaverkoncert nr. 5, Schumanns Carnaval og Klaverkoncert, sonater af Gade og Hartmann samt stykker af Mendelssohn og Chopin. Malling udviklede sig også til en glimrende klaverspiller, der navnlig blev fremhævet for sit smukke og poetiske anslag. Han tilstræbte dog aldrig nogen karriere som pianist og optrådte sjældent offentligt, og da udelukkende som kammermusiker og akkompagnatør. Hans klaverspil blev meget værdsat af hans senere elever i teori og musikhistorie, hvor han ubesværet gengav uddrag fra musikhistoriens store værker i partiturspil fra bladet. I faget orgel havde han havde den forholdsvis unge Gottfred Matthison-Hansen som lærer. Matthison-Hansen kom fra en familie af organister, var på det tidspunkt organist i Christianskirken på Christianshavn og skulle komme til at præge en hel generation af komponister og orgelspillere. Mange af hans elever blev ansat som organister ved centrale kirker i København og i provinsen. barndom og ungdom · 21
Han blev i offentligheden betragtet som en forkæmper for ”moderne musik” og i særlig grad for Liszts og Wagners musik, hvilket var kontroversielt dengang. Senere i livet skulle Malling blive en kendt organist og berømt for sine mange orgelværker, men her i studietiden og i årene umiddelbart efter synes han ikke at have lagt overvældende vægt på faget. I modsætning til klaverundervisningen fortæller protokollerne ikke noget om, at han blev sat til at indstudere bestemte stykker, og det kan hænge sammen med, at en organist på den tid især improviserede musikken til gudstjenesten. Matthison-Hansens udtalelse efter første semester var ”Spiller ret godt”, og efter endt uddannelse ”Særdeles dygtig”. I teori – et afgørende vigtigt fag for en fremtidig komponist – fik han undervisning af J.P.E. Hartmann, der efter første studieår noterede ”Meget tilfreds. Gjør god Fremgang”. Studiet fulgte den gængse progression fra den enkle firstemmige koralsats over kontrapunkt og fuga op til instrumentation, og allerede i andet studieår, hvor han fik timer hos både Gade og Hartmann, begyndte han at instrumentere. Ved studiets afslutning fik han anmærkningen ”Udmærket dygtig” i teori, i dobbelt kontrapunkt ”Usædvanlig dygtig” og i instrumentation ”Meget dygtig”. Det er værd at lægge mærke til, at Malling fik en grundig skoling i de klassiske kontrapunktiske discipliner, og det indgik også senere som et fast pensum i hans undervisning, men i hans egne værker er fugaer fuldstændig fraværende, også i kirkemusikken. Hans beundring for Gade og Hartmann var livsvarig, og da han selv blev leder af konservatoriet, gjorde han sit bedste for at bevare arven fra de gamle mestre. Han gemte til sin død en krøllet seddel, hvorpå Gade lykønskede ham i forbindelse med datterens fødsel. Hans studiekammerater var en blandet flok. En del var amatører uden professionelle ambitioner, hvilket konservatoriet af økonomiske grunde måtte fortsætte med til et stykke ind i det 20. århundrede. Mange uddannede sig til klaverlærere; musikundervisning var en vigtig levevej landet over, og desuden en af de erhvervsmuligheder, der stod åbne for kvinder, og en eksamen fra konservatoriet var en god anbefaling. Men der var også helt fra starten blandt eleverne professionelle musikere, der skulle komme 22 · otto malling
til at præge dansk musikliv i fremtiden. Heriblandt komponisterne Victor Bendix, Johan Adam Krygell og Ludvig Birkedal-Barfod, dirigenten og operarepetitøren Axel Grandjean, sangerne Viggo Bielefeldt og Frederik Brun, musikforlæggeren Henrik Hennings, organisten Albert Orth og den tysk-danske pianist Cornelius Rübner, der blev hofpianist i Baden-Baden, hvor han opførte værker af sin gamle studiekammerat Malling. Sideløbende med studierne fortsatte Malling med sine musikalske aktiviteter i studenterforeningsregi. Det var i Studenterforeningen, han fik lejlighed til at gøre sine første erfaringer som dirigent med et ”Studenter-Kapel”, der dyrkede seriøs kammermusik, men også leverede orkestermusik til studenterforeningskomedier og aftenunderholdninger.9 Hans senere så omfattende beskæftigelse med musikkens praktiske og organisatoriske dele begyndte også tidligt. I sommeren 1871 tog bl.a. Jacob Fabricius, Peter Heise, Christian Barnekow, Emil Hartmann og lensgreve C. A. Lerche initiativet til dannelse af Samfundet til Udgivelse af dansk Musik, der skulle bekoste udgivelsen af værdifuld ældre og nyere dansk musik, og navnlig de større værker, som de kommercielle forlag af økonomiske grunde veg tilbage fra. Allerede ved den konstituerende generalforsamling i december 1871 står ”Musiker Otto Malling, Landemærket 9, 3 Sal”, endnu knap færdig på konservatoriet, som medlem af foreningen. I 1880 blev han suppleant i foreningens bestyrelse, kaldet ”Samfundsrådet”, og i 1887 medlem af samme. Udover sin bestyrelsespost var Malling en meget aktiv arrangør af klaverudtog for Samfundet, ikke mindst af J.P.E. Hartmanns værker. Fire af Mallings egne større værker blev udgivet på Samfundet, begyndende med Symfoni i d-mol i 1884. I årene efter sin eksamen levede Malling et livligt ungkarleliv blandt studenter, musikere og kunstnere. Indtægterne kom hovedsageligt fra privatelever, men han tjente også lidt ved at vikariere som organist, bl.a. for J.P.E. Hartmann i Vor Frue Kirke. Han flyttede hjemmefra til et værelse i Landemærket, hvor han bl.a. sad sammen med Jakob Fabricius og studerede orkesterpartiturer og lavede instrumentationsøvelser.10 Til komponistvennerne hørte barndom og ungdom · 23
desuden bl.a. Christian Barnekow, Emil Hartmann og August Winding. Sammen med en række malere og arkitekter mødtes kredsen i J.P.E. Hartmanns lejlighed i Kvæsthusgade i det, der blev kaldt ”Den gamle Rede”.11 Et lille glimt af livet i disse københavnske bohemekredse får vi i et brev til Malling fra en af kunstnerbrødrene, den senere berømte skagensmaler P.S. Krøyer. Han malede i sin ungdom om sommeren i Hornbæk, og i 1874 fik han besøg af Malling, der på dette tidspunkt var musikassistent i StudenterSangforeningen og i fuld gang med at forberede sig på sin første sæson som dirigent for Koncertforeningen. Krøyer skriver, at han har skaffet ham et værelse på det pensionat, hvor han selv bor. Et klaver skulle der imidlertid også til, og den nemmeste måde at transportere det til det landlige Hornbæk på var ad søvejen. I nogle blyantsskitser viser Krøyer, hvordan han forestiller sig lastningen af et klaver på et skib i Nyhavn, ankomsten til Hornbæk og omlæsningen til en båd, der skal bringe det i land. Til sidst i det muntre brev kommer Krøyer med den betryggende oplysning: ”PS. Bajerne er meget respektable.”
24 · otto malling
dirigent i studentersangforeningen I 1866 blev Malling student fra Det von Westenske Institut. Det var hans adgangsbillet til samfundets lille akademiske elite, og noget af det første, han gjorde, var at søge optagelse i StudenterSangforeningen. Dette hæderkronede mandskor var udsprunget af 1800-tallets meget livlige studenterbevægelse, hvor ikke mindst de skandinaviske forbindelser blev dyrket med stor begejstring. Det var således et besøg af studentersangerne fra Lund, der havde inspireret til dannelse af Studenter-Sangforeningen i 1839. En lang række af datidens førende personligheder havde været involveret i sangforeningen, bl.a. digteren Christian Richardt og komponisten Peter Heise, der begge havde fungeret som foreningens dirigent. Foreningens centrale skikkelse var J.P.E. Hartmann, der i sin ungdom havde været syngende medlem, dernæst dirigent og til slut dens højt elskede formand helt frem til sin død som 94-årig. Hans mange værker for mandskor, fra mindre korsange over officielle kantater til den monumentale Vølvens Spaadom for mandskor og orkester (1872), var en hjørnesten i sangforeningens repertoire. Man holdt sine prøver i Studenterforeningens hus på hjørnet af Holmens Kanal og den nyanlagte Holbergsgade. Koncerter blev afholdt ude i byen, typisk med forårs- og decemberkoncerter hvert år, og jævnlige turneer til provinsen og til de øvrige nordiske lande, hvor man mødtes med de andre skandinaviske studenterkor. I skandinavismens storhedstid kunne disse kormøder have stor offentlig gennemslagskraft, med jublende folkeskarer i gaderne og modtagelse af sangerne på de kongelige slotte. De faste koncerter i København var typisk halvprivate begivenheder, hvor pårørende og venner fyldte salen og det musikalske ambitionsniveau ikke altid var så højt. 1800-tallet var mandskorsangens guldalder. For næsten alle tidens store komponistnavne gælder det, at det er påfaldende, hvor stor en andel af deres kormusik der er skrevet for mandskor – og hvor lidt denne musik opføres i dag. Det gælder både i udlandet, dirigent i studenter-sangforeningen · 25
hvor et værk som Brahms’ Rinaldo, hans næststørste korværk, på det nærmeste er gledet ud af repertoiret, og herhjemme, hvor det kom som lidt af et chok, at J.P.E. Hartmanns Vølvens Spaadom i 2006 blev optaget på Kulturministeriets liste over kanoniserede danske musikværker, så der i hast måtte laves en cd-indspilning – endda med et svensk kor. Værkerne for a cappella-mandskor ligger ligeledes for størstedelens vedkommende og samler støv i arkiverne. Da den 18-årige Otto Malling blev optaget i foreningen, hed dirigenten C.J. Hansen, kaldet ”Kammermusiken”. Han var en veltjent musiker, hvis mange kantater og sange blev flittigt sunget i foreningen. Med sin gemytlige facon var han meget afholdt, og han gik med liv og lyst op i studenterlivet og dets mange fester – så meget, at det navnlig i hans senere år gik ud over sangforeningens musikalske niveau. Studentersangerne var en broget skare af akademikere af alle fakulteter og aldersgrupper, men de færreste havde nogen egentlig musikalsk baggrund, og det gik naturligvis ikke upåagtet hen, at man i den unge Otto Malling havde fået et medlem med musikfaglig ballast. Han blev hurtigt benyttet som repetitør, men først efter sin eksamen fra konservatoriet i 1871 blev han officielt udnævnt til C.J. Hansens musikassistent. Det indebar, at den unge mand skulle terpe stemmer med en række akademikere, der for de flestes vedkommende var adskilligt ældre end ham, og som var vant til at betragte korsangen som morskab snarere end et arbejde. Det gjorde ham ikke populær i begyndelsen. Men når det drejede sig om musik, forstod Malling ikke spøg, og hans vedholdenhed bar efterhånden frugt. Alle måtte anerkende, at koncerterne blev bedre, og det blev også bemærket, at hans eget skjulte lune efterhånden kom frem, og han anerkendte selv, at studentersangermiljøet efterhånden frisatte ”hans egen Gemytlighed, som under hans energiske og anstrengende Studier havde været tilbagetrængt”.12 Mallings første optræden som dirigent i Sangforeningen fandt sted ved efterårskoncerten 1871, hvor hovednummeret var J.P.E. Hartmanns Sørgekantate over Christian VIII. I september 1874 nåede foreningen sit højeste medlemstal, 26 · otto malling
269. Det var dog langtfra nogen homogen gruppe, hverken hvad angår sangernes engagement eller evner. Der var dem, der satte det sociale samvær over de musikalske ambitioner, og der var uenighed om, hvorvidt man skulle prioritere det specifikke studenterpræg eller virksomheden som koncertgiver. I mainstream-koncertvirksomheden stod man i konkurrence med de tre store koncertforeninger, Musikforeningen, Cæciliaforeningen og Koncertforeningen, der opførte værker for blandet kor og orkester. Til gengæld markerede man det akademiske tilhørsforhold ved optrædener i universitetets festsal. Fra 1870 blev koret fast tilknyttet universitetet med det hverv at optræde ved universitetets to årlige fester. Inden for koret eksisterede der mindre korgrupper og solokvartetter, og der opstod mange venskaber og professionelle relationer. Samme år som Malling blev de to jævnaldrende digterspirer Charles Gandrup og Ernst von der Recke optaget. Begge skulle blive livslange venner og samarbejdspartnere. Ikke mindst Gandrup figurerer ofte blandt Mallings tekstdigtere, og hans arbejde som skolemand og forstander for Det Kgl. Vajsenhus, hvor han arbejdede med moderne pædagogiske metoder og ihærdigt søgte at bibringe eleverne et godt nationalt sindelag, fandt en helhjertet støtte hos Malling. Studenter-Sangforeningen forsømte ingen lejlighed til at fejre sin højt respekterede formand J.P.E. Hartmann. I 1874 gjaldt det Hartmanns 50-års organistjubilæum, som blev fejret med en koncert udelukkende med jubilarens værker. Koncertens højdepunkt blev ekstranummeret, hvor studentersangeren Otto Tolderlund med Malling ved flyglet sang Hartmanns ”Flyv Fugl, flyv” – et emotionelt øjeblik, der udløste en betaget stilhed og til sidst et stort og langvarigt bifald. I marts 1875 døde C.J. Hansen, og Malling blev valgt til hans efterfølger som musikdirektør. Man havde først spurgt den hæderkronede Peter Heise, som man tidligere havde haft som dirigent, men efter sit ægteskab med datteren af den stenrige storkøbmand Hage havde han hverken behov for eller ønske om at binde sig til en fast stilling. Det blev altså Malling, der som nybagt leder måtte tage stildirigent i studenter-sangforeningen · 27