Historien

indledning Orosius indtager en central plads i historieskrivningens historie, og samtidig er han en betydningsfuld repræsentant for den tid, han levede, omkring 415 e.K., med dens kulturkamp og kultursyntese. Senantikken, dvs. århundrederne før og efter 400 e.K, var præget af mange gennemgribende forandringer i den verden, der så længe havde udgjort det romerske rige; det gælder både i politisk, social og kulturel henseende. De to største omvæltninger var religionsskiftet og folkevandringerne, og Orosius tog de udfordringer, som de skabte, op i sin Historie. Kristendommen var i de tre første århundreder langsomt, men sikkert trængt frem, især hos byernes jævne befolkning og især i Romerrigets øst­lige dele. Men i det 4. århundrede ændredes billedet totalt. Toleranceediktet fra april 311 og især kejser Konstantin 1.s aktive støtte til de kristne kirker satte et almindeligt religionsskifte igang, som i løbet af det 4. århundrede antog jordskredslignende dimensioner. I årene omkring 400 udspillede der sig en veritabel kulturkamp mellem kristne og ikke-kristne, som vi nu kan følge, dels i tidens billedkunst og arkitektur, dels også i dens litteratur, hvor indlæggene fra de kristnes side af gode grunde er bedst bevaret. Her har Orosius’ Historie en central placering. Dog findes der et sidestykke til den i den græske forfatter Zosimos’ lidt senere Den nye historie, som jeg tidligere har oversat (Multivers 2013). Her gøres de kristne kejsere og deres svigten af de traditionelle religioner ansvarlige for rigets forfald og begyndende opløsning. Jeg har sammenstillet Orosius og Zosimos i en artikel fra 1973 med titlen ’’Apologetisk histo­rieskrivning”, optrykt i min bog Tidernes aften (1980). Uden for Romerrigets grænser boede der nabofolk, som længe havde været urolige og presset på. Flere århundreders indledning · 7

naboskab havde sat sig spor, og det er vel berettiget med Arnold Toynbee at betegne disse naboer som et ”ydre proletariat”. Romerne havde handlet med dem, ikke mindst skaffet sig slaver; men i det 4. århundredes slutning var de dem ikke længere overlegne rent styrkemæssigt. I 370’erne brød stormen løs. Goterne gik over Donau og fik overladt et større landområde på Balkan, hvor de kunne etablere sig som selvstændige forbundsfæller. Ved årsskiftet 406-7 gik flere germanske folk over Rhingrænsen, og de bosatte sig i de følgende år i Gallien og Spanien. Det er på denne baggrund, Orosius skriver sin Historie. Han indtog en ambivalent holdning over for disse folkevandringer og invasioner. På den ene side så han ned på de germanske folkestammer, som han oplevede på nærmeste hold. For ham var de ”barbarer”, og skønt kristne tilhørte de en kirke, den arianske, som i hans øjne var ”kættere”. På den anden side fik hans religiøst funderede kulturoptimisme ham til at håbe på, at de kunne assimileres og integreres i Romerrigets befolkning og på længere sigt bidrage til dets stabilisering. Ikke mindst i denne henseende er Orosius’ Historie tankevækkende læsning den dag idag.

Liv og forfatterskab Nogle få, centrale år af Orosius’ liv er velbelyst, resten ligger i mørke. I 414 kom han fra Spanien til det romerske Nordafrika for at opsøge Augustin, der var biskop i byen Hippo Regius (nuværende Annaba i Algeriet). Augustin var højt anset i hele den latintalende vestlige kri­stenhed, både som teolog og kirkepolitiker, og Orosius’ umiddelbare for­mål med besøget var at få et autoritativt svar på spørgsmål vedrørende nogle anskuelser, der havde en vis udbredelse i Spanien på daværende tidspunkt. Derfor udarbejdede han straks ved sin ankomst en Erindrings8 · orosius: historien

skrivelse om priscillianisters og origenisters vildfarelser, som Augustin beredvilligt leverede et kort, skriftligt svar på. Priscillianus havde været virksom i Spanien i 380’erne. Hans anskuelser var allerede i sam­tiden blevet fordømt som kætterske, men de havde stadig mange tilhængere. Grækeren Origenes (3. århundrede) efterlod sig et forfatterskab, som fik stor betydning for den teologiske dogmeudvikling; men omkring 400 var der op­stået strid, om hans tænkning kunne forliges med almindelig (katolsk) rettroenhed. Orosius kom fra byen Bracara Augusta (nuværende Braga i Portugal), hvis biskop havde sendt ham til Augustin. Vestspanien beherskedes på denne tid af den germanske folkestamme sueverne. I Historiens 3. bog, kap. 20 giver Orosius en kort, men livlig oversigt over sine forskellige erfaringer med ”barbarerne”, men han præciserer ikke, hvor og hvornår han har mødt dem. Derfor er det heller ikke muligt at slutte noget om, hvorvidt han oprindelig stammer fra denne egn eller et helt andet sted i det vestlige Romerrige. Navnet Paulus, som tillægges ham i en del af Historiens overlevering, beror på en misforståelse af forkortelsen P, der optræder i nogle håndskrifter, men skal betyde presbyter (præst). Orosius’ første ophold hos Augustin i Nordafrika blev kortvarigt; for allerede i foråret 415 rejste han videre ad søvejen til Palæstina for at opsøge den aldrende teolog, bibeloversætter og polemiker Hieronymus, som boede i Bethlehem. Augustin gav ham breve med til Hieronymus, deriblandt en længere, lærd afhandling om sjælens oprindelse, et spørgsmål som optog dem begge på denne tid (brev 166). Brevet indledes med en anbefaling af Orosius: Se, der er kommet en from ung mand til mig, en broder i den katolske fred, af alder en søn og af anseelse vores medpræst, Orosius. Han har et vågent sind, storartede talegaver og en brændende lyst til at studere. Jeg har lært mennesket, hvad indledning · 9

jeg kunne, og det, jeg ikke selv kunne, har jeg fortalt ham, hvor han kunne få at vide, og har opfordret ham til at besøge dig.

I Palæstina blev Orosius straks indviklet i en besværlig teologisk strid. Den britiske forfatter Pelagius havde vakt opsigt og fik mange tilhængere i samtiden med sine skrifter, hvor han gik ud fra alle menneskers suverænt frie vilje, benægtede arvesynden og derfor hævdede, at det principielt er muligt at være syndfri. Augustin bestred hans anskuelser, men foreløbig i skrifter, som var holdt i en urban tone. Derimod var Hieronymus voldsom i sine angreb på Pelagius; Jerusalems biskop Johannes anså ham imidlertid for rettroende. Der blev afholdt et kirkemøde i Jerusalem i sommeren 415, hvor Orosius måtte påtage sig hovedbyrden med at angribe Pelagius og hans tilhængere; men bl.a. på grund af forståelsesproblemer mellem de latin- og græsktalende prælater endte sagen til fordel for Pelagius. Orosius udarbejdede et Forsvarsskrift, og i december 415 genoptoges debatten ved et nyt kirkemøde; men resultatet blev her det samme, og Orosius rejste tilbage til det latinske Nordafrika kort efter nytår 416. Forinden havde han ”i hast og hemmelighed” fået betroet nogle relikvier af den første kristne martyr Stefanus, der nylig var blevet fundet i Jerusalem. De skulle overbringes bispen i Bracara Augusta, idet det forudsattes, at Orosius agtede sig tilbage dertil efter et nyt besøg hos Augustin, til hvem han bragte adskillige breve og skrifter. Tilba­gerejsen foregik over landjorden, da sejladsen på Middelhavet som sæd­vanligt var indstillet i vintermånederne. På vejen fik Orosius forevist hjulsporene af faraos stridsvogne ved det Røde hav og ruinerne af Alex­ andrias bibliotek. Vel ankommet til Hippo Regius opholdt han sig der eller i Karthago indtil efteråret 417, hvor han ville rejse tilbage til Spanien. Uvist af hvilken grund kom han imidler10 · orosius: historien

tid kun til den mindre af de Baleariske øer (Menorca), hvor han foreløbig betroede de medbragte relikvier til den stedlige biskop, før han ville vende tilbage til Afrika. Derefter vides der ikke mere om Orosius’ skæbne. Historien er ført frem til året 417, og den kan da teoretisk godt være færdigskrevet før hans afrejse fra Afrika; men den kan også være afsluttet i de følgende år.

Historien Dette værk er skrevet efter en opfordring fra Augustin, som Orosius utvivlsomt har modtaget under sit første besøg hos ham i vinteren 414-15. Opfordringen fremgår af forordet, adskillige steder i teksten henvender Orosius sig direkte til Augustin, og med den allersidste sætning overlader han hele Historien til ham, så han kan skønne, om den fortjener at udgives eller skal undertrykkes. Augustin har altså valgt det første. ”Du havde pålagt mig at give en kort, ordnet fremstilling”, hedder det i forordet. Imidlertid er der kommet en verdenshistorie i syv bøger ud af det, nok væsentlig mere end Augustin havde forestillet sig. Det fremgår også af forordet, at Augustin udtrykkelig har pålagt Orosius at skrive mod de såkaldte hedningers påstand om, at der skete flere ulykker i verden, og især for Romerriget, nu efter kristendommens sejr end i gamle dage. Selv var han i disse år beskæftiget med at udarbejde sit store værk Guds stad mod hedningene, hvis undertitel har haft en afsmit­tende virkning på Orosius’ Historie, sådan at denne i en del af hånd­skriftoverleveringen og i de fleste udgaver også betegnes ”mod hednin­gene” (contra paganos). Der er da også en tydelig forbindelse mellem de to værker, så forskellige de end er. I forordet sammenligner Orosius sig selv med en hund, der følger sin herres mindste vink, gø’r ad hans fjender og indledning · 11

æder de smuler, der falder fra hans bord. Den let humoristi­ske tone karakteriserer meget godt forholdet, og billedet henviser både til Bibelen og Vergil. Augustin havde begyndt sit arbejde med Guds stad efter visigoternes indtagelse og plyndring af Rom i 410, en begivenhed der havde bevir­ket en opblussen af kulturkampen mellem kristne og ikke-kristne. Værkets tre første bøger var udsendt i 413, de to følgende i 415, og ifølge Orosius’ forord var Augustin allerede begyndt på 11. bog af Guds stad, før Historien var færdigskrevet. De ”hedninger”, Augustin polemiserede imod, var især nyplatonikere, og bagatellisering af samtidens ulykker ved sammenligning med fortidens spiller heller ikke nogen særlig rolle i Guds stad ; men han har åbenbart i 414-15 ment, at den unge Orosius passende har kunnet supplere med nogle historiske eksempler. Der er i virkeligheden heller ikke mange berøringer mellem Augustins Guds stad og Orosius’ Historie. Dette værk er som nævnt ført frem til året 417; men da der ikke vides noget om Orosius’ liv efter besøget på Menorca i vinteren 417-18, kan det ikke afgøres, hvor og hvornår hans arbejde med værket er afsluttet. I slutningen af 1. bog kap. 1 antyder Orosius en tredeling af verdens historie: Fra skabelsen indtil Roms grundlæggelse, derfra til kejserdømmets indførelse og Kristi fødsel, og endelig tiden derefter; men den midterste periode fylder så meget, at den optager 2. til 6. bog. Forud for hele fremstillingen går i 1. bogs kap. 2 en omstændelig opregning af alle den kendte verdens egne og især Romerrigets provinser. Orosius kender naturligvis også den bibelske tanke om fire verdensriger efter hinanden; men han identificerer dem utraditionelt efter verdenshjørnerne: Babylon i øst, Makedonien i nord, Karthago i syd og Rom i vest. Grundstrukturen i Historien er imidlertid den kronologiske fremadskriden, hvor der dateres før og efter Roms grundlæggelse samt efter romerske konsuler. Orosius

12 · orosius: historien

lægger nemlig ikke skjul på, at det er dette rige, der har hans egentlige interesse. Hvis forfatteren med sin polemik mod dem, der i samtiden angreb kristendommen for at være skyld i Romerrigets forfald og undergang, har bidraget til senantikkens kulturkamp, så står hans værk også centralt i den kultursyntese, der fandt sted. Det gør det ikke mindst ved at kom­binere brugen af kilder fra den antikke og den oldkirkelige historieskrivning. Orosius’ hovedkilde til Roms historie er Livius, af hvis 142 bøger han har berøring med næsten alle; om han har benyttet selve værket el­ler et udtog, er omstridt. For den orientalske og græsk-makedonske hi­stories vedkommende er Justinus’ udtog af Pompeius Trogus’ Filippiske historie hovedkilden; dette værk var i sig selv udfærdiget som et supplement til Livius. Men her kommer Hieronymus’ kristne verdenskrønike til, især som støtte for kronologien, selvom denne hos Orosius tager sig noget anderledes ud. Endvidere findes der enkelte tilføjelser fra Herodot og Florus, og Cæsars Gallerkrig er også udnyttet, selvom Orosius i lighed med en del af håndskriftoverleveringen udnævner Sueton til forfatter. Af Suetons eget værk De tolv Cæsarer er der flere steder gjort brug i Historiens 7. bog, altså efter Livius’ slutning, hvor Eutropius og Hieronymus ellers er hovedkilderne. Tacitus citeres flere steder i forbindelse med jødernes historie. Endelig har Orosius efter Hieronymus’ slutning ved kejser Valens’ død i 378 nogle meddelelser fra Rufinus’ Kirkehistorie. De seneste års historie bygger formentlig mest på mundtlig overlering. Oversigten over verdens egne i 1. bog går, vel gennem mellem­led, tilbage til et skrift af Marcus Agrippa, suppleret med en senantik fortegnelse over Romerrigets provinser. Ud over sine egentlige kilder citerer Orosius poeter især Vergil, og han forudsætter sine læseres fortrolighed med Cicero, Sallust og Valerius Maximus’ eksempelsamling af berømte mænds Mindeværdige handlinger og udtalelser. Den indledning · 13

beundring for den sene romerske republik og dens omfattende erobringer, som findes i disse skrifter, repræsenterer for Orosius hovedmodstanderen, som hans Historie retter sig imod. I de stadige retoriske indskud, som går gennem værkets historiske fremstilling, vender forfatteren sig imod den traditionelle dyrkelse af fortiden i den romerske offentlighed, der havde fået fornyet aktualitet i samtiden og især efter katastrofen i 410. Augustins opdrag til Orosius gik ifølge forordet ud på at opregne ”tidligere århundreders vanskeligheder under krige, ødelæggelser ved sygdomme, hungersnød, rædsler under jordskælv, uventede oversvømmelser, frygtelige vulkanudbrud, lynnedslag og haglvejrs rasen, såvelsom mord og andre onde forbrydelser”. Men Orosius fremhæver, at i hans egen kristne samtid er forholdene blevet bedre: Krigene er mindre grusomme, naturkatastroferne sjældnere, barmhjertighed og næstekærlighed mere udbredt. Det afgørende vendepunkt i Historien er da også Kristi fødsel, som falder sammen med kejserdømmets oprettelse under Augustus’ fredelige styre. Orosius mener tilmed, at Kristus blev romersk borger ved den folketælling, som ifølge Lukasevangeliet fandt sted samtidig med hans fødsel (6. bog kap. 22). Det er den såkaldte politiske monoteisme, som Eusebs forfatterskab slog til lyd for på kejser Konstantin 1.s tid, og som Hieronymus overførte i sin latinske udgave af hans Krønike, der slår igennem her. Det går ud over og direkte imod, hvad Augustin siger i Guds stad, hvor han ikke vil høre tale om fremskridt i jordiske stater. Om Orosius er blevet påvirket af sit møde med Hieronymus i Palæstina, må stå hen; det er i det mindste en mulighed. Det er da ifølge Orosius heller ikke menneskelige egenskaber, der har ført Rom frem til et verdensherredømme, men alene Guds forsyn med henblik på at lette kristendommens udbredelse. Den ser han som det sid­ste led i Guds frelsesplan for menneskeheden og en stor velgerning, også med henblik på den almindelige velfærd. I 5. bog kap. 2 har han en begejstret 14 · orosius: historien

skildring af den sikkerhed, som religion og samfundsorden tilsam­men giver ham inden for Romerrigets grænser. Skønt Orosius ellers har et klart blik for, at historiske størrelser er højst relative i en verden, hvor den enes sejr og lykke betyder den andens nederlag og ulykke, så mener han dog, at samtidens ulykker og trængsler objektivt er mindre end fortidens. Borgerkrigene og de store erobringskrige er overstået, og i de få krige, som stadig er nødvendige, bliver der ikke dræbt så mange som før, hævder han. Det er som dokumentation for denne påstand, han i hele værket omhyggeligt opregner antallet af faldne og tilfangetagne i hvert enkelt slag. Orosius’ religiøst begrundede optimisme kendetegner ham i modsætning til antikkens, også senantikkens, almindelige historieopfattelse, og den er forudsætning for, at han indtager så positiv en holdning, han kan, over for de gotere og andre folkevandringsstammer, som opskræmte den græsk-romerske offentlighed i samtiden. Selvom han kalder dem barbarer, mener han dog, at de kan assimileres og integreres og stille deres egen militærmagt i Romerrigets tjeneste. Deres plyndringer, også i selve Rom i 410, har ifølge Orosius været langt mindre omfattende og mindre blodige, ikke blot end gallernes i sin tid, men også end dem, romerne selv anret­tede i Spanien og andre steder. Han deler således ikke den nervøse race­fanatisme, man møder, f.eks. hos grækeren Synesios fra Kyrene i dennes tale om Kejsermagten fra 399-400 (se min oversættelse i Synesios’ Prosaskrifter, Multivers, 2015). Orosius’ historiesyn er helt igennem præget af hans apologetiske ærinde: Han vil i lighed med Augustin forsvare kristendommen mod dens angribere, som især var at finde i dele af det romerske senatsaristokrati og hos de boglærde og andre skønånder, der var afhængige af dem. Hans målgruppe synes dog i højere grad at have været dem, som var tvivlende og anfægtede af de voldsomme begivenheder, og noget lignende gælder for­mentlig også Augustin i Guds stad. Mange flygtninindledning · 15

ge fra Italien opholdt sig i Nordafrika i disse år. Det har været almindeligt i det sidste halve århundrede at sammenligne de to forfattere og bedømme Orosius som teolog, elev af Augustin; det har jeg selv gjort i den tidligere nævnte artikel fra 1973. Ved en sådan sammenligning falder Orosius uhjælpeligt igennem, men det er næppe helt retfærdigt. Hans værk er ikke teologisk, men reto­risk historieskrivning og må bedømmes som sådan. I vor tid, som kender alle Historiens kilder, er det ikke dens oplysninger, der har hovedin­teressen, men derimod forfatterens mange indskudte kommentarer. Her udfolder han stor veltalenhed med alle retorikkens traditionelle virkemidler, ikke mindst en udstrakt brug af patos, anskueliggørelse og litterære al­lusioner. I den lange ekskurs, hvor han sidestiller kejsertidens ulykker med Egyptens ti plager (7. bog kap. 27), anvender han den bibelske figuraltolknings metode, idet han ser dem som Guds straffe for kristenforfølgelserne. Orosius forventer, at Romerriget vil bestå, indtil hele verden er omvendt til kristendommen, og han tænker sig ikke noget kristent tusindårsrige efter det. Augustin, der forstod historien som en lang skabelses­proces, udlagde i Guds stad Bibelens skabelsesberetning sådan, at hver dag i ugen var en periode i menneskehedens levnedsløb; den sjette dag, hvor menneskene blev skabt, svarede da til tiden efter Kristi fødsel, mens den syvende dag, sabbaten, var evigheden. Men Orosius' Historie er delt i syv bøger, hvoraf den syvende og sidste omhandler den kristne tidsalder, og det ligner en tanke. Hans lyse syn på kejsertiden harmonerer med en forståelse af det samfund, der efterhånden prægedes af kristendommen, som et tusindårsrige, der allerede var begyndt, og hvor hele menneskeheden efterhånden ville blive lyksaliggjort ved Roms hjælp, inden dommedag. Denne står for ham ikke som den endelige katastrofe, og de sidste tider er højst et besværligt mellemspil, en slags af16 · orosius: historien

gangseksamen, hvor ”de hellige får deres godkendelse og de ugudelige deres fortabelse”, som han siger i Historiens forord. Guds frelsesplan er da også ifølge Orosius præget af stor tålmodighed, og verdenshistorien er en opdragelsesproces ved de gode og onde tider – ulykkerne ”er utvivlsomt enten åbenlyse syn­der eller skjulte straffe for synder’’, hedder det i 1. bog kap. 1, hvil­ket i 7. bog kap. 41 følges op med ordene, ”at den dømmende Guds straf, hvordan den så end kommer, rammer de intetanende og dem, som forstår den, lige retfærdigt”. I modsætning til Augustin tillægger Orosius Romerriget en religiøs betydning ved at sætte kristendommen ind på den traditionelle religions plads som statsbærende myte, idet han ser de reelle forhold i imperiet som udtryk for Guds direkte bestemmelse. Både ved sin form og sit indhold bidrager Historien da ikke kun til samtidens kulturkamp, men også til den kultursyntese, der kom til at præge eftertiden. Her er Orosius på historieskrivningens felt en hovedskikkelse.

Virkningshistorie Augustin havde i vinteren 414-15 opfordret Orosius til at give ”en kort, ordnet fremstilling” af fortidens ulykker, fordi han selv havde gjort emnet temmelig kort af i 3. bog af Guds stad, som da allerede var offentliggjort. Da Historien forelå i 417 eller i årene derefter, var han imidlertid nået et godt stykke længere i sit arbejde med det store værk, og Orosius nævnes ikke, hverken i Guds stad eller i andre skrifter og breve fra denne tid. Det ser dog ud til, at Augustin har læst noget i Historien, som har sat sig enkelte spor i de senere bøger af Guds stad. I dette værks 18. bog kap. 52 polemiserer Augustin direkte, men uden navns nævnelse, mod Orosius’ opfattelse af Egyptens ti plager som en profeti om kristenforfølgelserne og hans

indledning · 17

dermed sammenhørende teori om, at der ikke vil komme flere sådanne før Antikrists tid. Hvorom alting er, så har Augustin ihvertfald sørget for, at Historien blev kendt af offentligheden, og allerede i 5. århundrede må værket have opnået en ikke ubetydelig udbredelse. I 494 gav pave Gelasius det en betydningsfuld anbefaling som ”værdigt og passende kortfattet”. Senantikke forfattere som Cassiodor, Isidor og Beda har da også brugt det flittigt, og op gennem den vesteuropæiske middelalder blev det afskrevet og udbredt i en grad, så ethvert bibliotek i klostre og domkapitler må have ønsket at eje det. Derfor er den håndskriftlige overlevering meget righoldig. Historien blev oversat til mange sprog, første gang til oldengelsk i 9. århundrede på initiativ af kong Alfred den Store. Den blev gendigtet på heksametre, forkortet, udvidet, omarbejdet og brugt som forlæg for verdenskrøniker, bl.a. af Otto von Freising i 12. århundrede. Men dermed er endda ikke det vigtigste sagt om Orosius’ eftervirkning. Fra hans værk mere end noget andet, Augustins Guds stad inklusive, udgår nemlig hele den vesterlandske historiefilosofi, når den har villet finde en mening i verdenshistorien fra dens begyndelse til den engang når sin afslutning og bestemmelse. Det var Orosius’ historiesyn, der i 17. århundrede blev nyformuleret af katolikken Bossuet, i 18. århundrede blev omformet i en sækulariseret udgave af bl.a. Voltaire, hvor forsynet erstattes af fremskridtet, og i 19. århundrede blev systematiseret af Hegel, Marx og Comte. I forskellige, mindre filosofiske udgaver overlever fremskridtstanken den dag i dag i bedste velgående. Mindre udbredt, men ikke mindre indsigtsfuld, er nok den påskønnelse, Ludvig Holberg giver udtryk for i sin Almindelig Kirkehistorie (1738), hvor han en passant nævner Orosius og hans Historie og tilføjer: ”Nogle holde for, at han selv har givet dette Verk saadan Titel: De miseria Hominum eller om 18 · orosius: historien

Menneskets Elendighed, og det ikke uden Aarsag; Thi at skrive Historie er at viise Menneskets Elendighed”. Den første moderne, kritiske udgave af Orosius’ Historie er fra 1882. Den seneste ved M.-P. Arnaud-Lindet i tre bind er fra 1990-91 (Collection Budé), og den er benyttet i nærværende oversættelse. Torben Damsholt

indledning · 19

første bog Forord Jeg rettede mig efter din forskrift, du højsalige fader Augustin, og gid jeg har været ligeså heldig, som jeg var villig! Skønt – en forklaring gør ikke noget stort indtryk på mig i nogen retning, om jeg nu har handlet ret eller galt. For du var jo bekymret over at skulle afgøre, om jeg formåede det, du foreskrev mig; men jeg er dog tilfreds med dit vidnesbyrd om min blotte lydighed, hvis jeg bare har smykket den med et villigt forsøg. For selvom der også i en familiefars store hus er mange dyr af forskellig art, som er til nytte i husholdningen, så kommer omsorgen for hundene dog ikke i sidste række; og kun de har den medfødte natur, at de frivilligt bliver opsat på det, man forbereder, og kun med en slags medfødt instinkt for at adlyde, og en tillært frygt venter de på, at gøre det ved et nik eller tegn. De har nemlig selv en trang til det, da de er ligeså meget hævet over vilddyrene, som de nærmer sig fornuftsvæsnerne, altså til at skelne, elske og tjene. For når de skelner mellem deres herrer og fremmede, så hader de ikke dem, som de angriber, men elsker dem, på hvis vegne de er skinsyge, og når de elsker deres herre. og hans hus, så er de ikke vagtsomme af en hensigtsmæssig legemlig natur, men de våger med en fornemmelse af bekymret kærlighed. Derfor er der også den mystiske lignelse i evangelierne, at de små hunde æder smulerne under deres herrers bord, som den kanaanæiske kvinde ikke undså sig for et sige, og Herren ikke forsmåede at høre. Den salige Tobias, som blev ledt af en engel, havde heller ikke noget imod, at have en hund med. Altså har jeg godvilligt rettet mig efter din vilje, forenet med den almindelige kærlighed med en særlig kærlighed. For første bog · 21

da min indordning under din faderligheds forskrift bør være en kendsgerning, og alt, hvad der kommer fra dig og vender tilbage til dig, er dit, så har jeg kun givet det tilbage med det tillæg fra mig, at jeg har gjort det godvilligt. Du havde pålagt mig at skrive imod de menneskers tomme og forrykte snak, som kaldes hedningerne (pagani), fordi de ikke hører hjemme i Guds stad, men kommer ude fra bondelandets veje og landsbyer, eller de kaldes folkeslagene (gentiles), fordi de kun er kloge på denne verdens ting. Da de ikke spørger om fremtiden og enten har glemt eller ikke kender fortiden, så forbander de nutiden, som om den er usædvanlig hjemsøgt af ulykker, bare fordi man nu tror på Kristus og dyrker Gud i stedet for afguderne. Altså, du havde pålagt mig at give en kort, ordnet fremstilling af alt, hvad der i dag kan hentes i historiebøger og annaler, alt hvad jeg kunne finde om tidligere århundreders vanskeligheder under krige, ødelæggelser ved sygdomme, hungersnød, rædsler under jordskælv, usædvanlige oversvømmelser, frygtelige vulkanudbrud, lynnedslag og haglvejrs rasen, såvel som mord og andre onde forbrydelser. Da jeg nu ikke ville ulejlige din velærværdighed med mit lille, ringe skrift, mens du havde travlt med at færdiggøre den ellevte bog mod disse samme hedninger – hvor der allerede er ti opgående solstråler, der har skinnet i hele verden, sådan som de er udsendt fra kirkens klare spejl – og da din hellige søn Julianus i Karthago fordrede, at hans bøn i denne forbindelse skulle opfyldes med den samme troskab, som han fremsatte den med, så gjorde jeg mig umage og kom selv især i stor forlegenhed, når jeg tit overvejede, at nutidens ulykker så ud til at rase mere end normalt. Jeg er nemlig nået frem til, at de forrige dage ikke bare var ligeså alvorlige som disse, men også så meget mere grusomt ulykkelige, som de var langt mere fremmede for den sande religions hjælp. Så det blev med god grund tydeligt ved denne overvejelse, at det var en blodtørstig død, 22 · orosius: historien

der herskede, mens man ikke kendte en religion, som forbyder bl.a. blodsudgydelse. Da den lyste op, blev døden forundret; den er færdig, nu hvor religionen har magten; der vil slet ikke være nogen død, når religionen alene skal herske. Vel at mærke med undtagelse og forbehold for de sidste dage ved tidernes ende, når Antikrist viser sig, og også ved den afsluttende dom, hvorpå der følger trængsler, som der ikke har været før, sådan som Herren Kristus har forudsagt i sin hellige skrift og selv har bevidnet, når de hellige får deres godkendelse og de ugudelige deres fortabelse ved de tiders utålelige trængsler, sådan som det ganske vist også sker nu og altid, men med en ganske tydelig og alvorlig forskel. 1. Omtrent alle de flittige skribenter, såvel hos grækerne som hos latinerne, som med ord har overleveret kongers og folks bedrifter til langvarig erindring, har taget deres begyndelse fra Ninus, Bels søn, assyrernes konge; for de deler verdens forblindede anskuelse og vil tro, at menneskenes oprindelse og skabelse ikke har nogen begyndelse, men de fastsætter alligevel begyndelsen til kongeriger og krige med ham, som om menneskeslægten virkelig indtil da har levet lige­som kvæg og først da er vågnet op, ligesom rystet og vækket til ny omtanke. Men jeg har besluttet at lede begyndelsen til menneskenes ulykke tilbage til begyndelsen til menneskenes syndighed, dog kun med nogle få og korte antydninger. Der er nemlig fra Adam, det første menneske, indtil Ninus, den store konge, som man siger, da Abraham blev født, 3184 år, som enten er udeladt eller ukendt af alle historieskrivere. Men fra Ninus eller Abraham indtil Cæsar Augustus, det vil sige indtil Kristi fødsel, som var i Cæsars 42. år som kejser, da der var sluttet fred med partherne, og Janustemplets porte blev lukket, da krigene ophørte i hele verden, gik der i alt 2015 år, i hvilke alles arbejde og fritid har slidt sig op mellem aktører og skribenter. Derfor kræver sagen selv, at jeg fra disse bøger kun i største korthed første bog · 23

berører nogle få ting, som med omtale af verdens oprindelse vækker tillid til det forgangne ved at melde om det kommende og siden bevise det. Ikke fordi det skal se ud, som om vi derved pånøder nogen deres autoritet, men fordi det er umagen værd at minde om den almindelige opfattelse, som vi har tilfælles med alle. For det første: Hvis verden og mennesket styres af det guddommelige forsyn, der er ligeså retfærdigt, som det er godt, men mennesket, der af sin naturlige foranderlighed og ubundne frihed både er svagt og genstridigt, nødvendigvis må indskrænkes rimeligt i sin tøjlesløse frihed, ligesom det bør styres fromt, når det savner kræfter, så forstår enhver, der genkender menneskeheden hos sig selv, at denne verden bliver opdraget ved, at godt og ondt med rette har vekslet siden menneskets skabelse. Desuden ved vi jo, at synd og syndens straf begyndte med selve det første menneske; og endelig har også de, som begynder midt i tiderne, selvom de ikke husker noget om det foregående, dog ikke skildret andet end krige og nederlag – og hvad andet skal man kalde de krige end ulykker, hvoraf den ene eller anden part bliver ramt? Men de ulykker, som fandtes i fortiden og til en vis grad stadig findes, er utvivlsomt enten åbenlyse synder eller skjulte straffe for synder. Hvad er der så til hinder for, at vi afslører hovedet til den sag, som de har udformet kroppen af, og ganske kortfattet bevidner, at de tidligere århundreder, som vi påviser er langt talrigere, stadig har døjet lignende ulykker? Jeg vil altså omtale tiden fra verdens grundlæggelse indtil Roms grundlæggelse, og derfra indtil Cæsars principat og Kristi fødsel, hvorefter verden har været et imperium under den bys herredømme, og også lige indtil vore dage, for så vidt jeg får kræfter til at gøre den bekendt, og jeg vil i et spejl vise menneskeslægtens sammenstød og en verden, der ligesom brænder af onder i de forskellige egne, optændt af begærets fakkel. Men jeg er overbevist om, at det er nødvendigt først at gøre 24 · orosius: historien

rede for selve den verden, som menneskeheden bebor, sådan som den af forfædrene er inddelt i tre dele, og dernæst afgrænset i regioner og provinser. Så kan de interesserede, som ikke kun søger kundskab om forhold og tider, men også om steder, lettere følge med, når der er tale om nederlag i de stedlige krige og om sygdomme. 2. Vores forfædre har fastslået, at hele verden er tredelt og omgivet af oceanet, og de kalder dens tre dele Asien, Europa og Afrika, selvom nogle har ment, at der kun er to dele, nemlig Asien og Afrika, som skal regnes med til Europa. Asien er omgivet af oceanet på de tre sider og strækker sig hele vejen ud mod øst. Mod vest berører det til højre Europa, som begynder under Nordpolen, men til venstre er det adskilt fra Afrika, og op til Egypten og Syrien har det Vores hav, som vi almindeligvis kalder det Store. Europa begynder som sagt i nordens egne, ved floden Tanais, der hvor de rifæiske bjerge vender bort fra det sarmatiske hav og lader floden Tanais strømme ud. Den løber forbi Alexander den Stores altre og grænser, som er i rhobaskernes land, og opfylder De Mæotiske Sumpe, hvis umådelige oversvømmelse breder sig helt til Sortehavet nær ved byen Theodosia. Derefter løber den nærved Konstantinopel i lange smalle stræder, indtil den når det hav, vi kalder Vores. Det vestlige ocean danner Europas grænse i Spanien, netop der hvor man ser Hercules’ søjler ved Gadesøerne, og hvor oceanets bølger skyller ind i det Tyrrhenske havs munding. Afrika begynder ved Egyptens grænse og byen Alexandria, der hvor byen Parethonio ligger, ovenfor dette store hav, som breder sig midt imellem alle egne og lande. Herfra når Afrika gennem de steder, som naboerne kalder Catabathmon, ikke langt fra Alexander den Stores lejr, ovenfor søen Chalearzum, videre forbi de øvre avasiteres land, tværs igennem den etiopiske ørken, til det sydlige ocean. Afrikas grænser mod vest er første bog · 25

de samme som Europas, det vil sige Gadesstrædets munding. Dets yderste grænse er imidlertid Atlasbjergene og de øer, man kalder de Lykkelige. Og da jeg nu kort har meddelt den tredelte verdens almindelige inddelinger, vil jeg også sørge for at angive egnene i disse verdensdele; som jeg lovede. Asien har midt på sin østkyst floden Ganges’ udmunding i det østlige ocean og til venstre forbjerget Caligardamana, som øen Taprobane ligger sydøst for, og dér begynder man at kalde oceanet Det Indiske. Til højre ligger de Irnaviske bjerge, hvor Caucasus ender, med forbjerget Samara, og ved dets fod er mod nord floden Ottorogoras munding, hvorefter oceanet kaldes det Seriske. I disse egne ligger Indien, der mod vest har floden Indus, som løber ud i det Røde hav, og mod nord Caucasusbjergene; resten begrænses som sagt af det østlige og Indiske ocean. Indien rummer 44 folkeslag, fraregnet øen Taprobane, hvor der er ti byer, samt de øvrige øer, som for det meste er beboelige. Fra floden Indus, der er mod øst, indtil floden Tigris, der er mod vest, er der følgende egne: Arachosia, Parthien, Assyrien, Persien og Medien, og landenes beliggenhed er barsk og bjergrig. De har mod nord Caucasusbjergene, mod syd det Røde Hav og den Persiske golf, men midtimellem især floderne Hydaspes og Arbis. Her bor der 32 folkeslag. Men almindeligvis siger man Iran, selvom den hellige skrift ofte kalder hele landet Medien. Fra floden Tigris indtil floden Eufrat ligger Mesopotamien, som mod nord begynder mellem Taurusbjerget og Caucasus. Syd for det følger Babylonien, derefter Chaldæa og til sidst Det Lykkelige Arabien, der strækker sig mellem den Persiske og den Arabiske golf i en smal landstrækning mod øst. Her bor der 28 folkeslag. Fra floden Eufrat, der er mod øst indtil Vores hav, der er mod vest, og fra nord, det vil sige fra byen Dacusa, som ligger på grænsen mellem Kappadokien og Armenien, 26 · orosius: historien

ikke langt fra det sted, hvor Eufrat udspringer, indtil Egypten og det yderste af den Arabiske Golf, der strækker sig mod syd i en lang og snæver rende med mange klipper og øer fra det Røde hav, det vil sige fra oceanet mod vest – kalder man det almindeligvis Syrien, og det har som de største provinser Commagene, Fønikien og Palæstina, bortset fra saracenerne og nabatæerne med 12 folkeslag. Ovenfor Syrien ligger Kappadokien, der mod øst hår Armenien, mod vest Asien, mod nordøst de themiskytriske sletter og Det Kimmeriske Hav og mod syd Taurusbjergene. Nedenfor dem ligger Kilikien og Isaurien indtil Den Kilikiske Bugt, der vender over mod øen Cypern. Egnen Asien, eller for at tale korrekt Lilleasien, er bortset fra østsiden, hvor den grænser op til Kappadokien og Syrien, omgivet af hav på alle sider: Mod nord af Sortehavet, mod vest af Propontis (Marmarahavet) og Hellespont, mod syd af Vores hav. Der ligger bjerget Olympus. Nedre Egypten har mod øst Syrien og Palæstina, mod vest Libyen, mod nord Vores hav, mod syd et bjerg, som kaldes Climax, samt Øvre Egypten og floden Nilen. Den synes at springe ud ved kysten af Det Røde Havs begyndelse på et sted, som kaldes markedspladsen Mossylon; derefter løber den mod vest i lang tid og danner en ø ved navn Meroe i sin midte, for til sidst at dreje mod nord og vande Egyptens flade jord, øget af årstidernes oversvømmelser. Nogle forfattere påstår, at Nilen har sit udspring ikke langt fra Atlasbjergene og straks derefter løber ned i sandet, men efter en kort strækning bryder frem som en kæmpemæssig sø og så løber østpå gennem den Etiopiske ørken mod oceanet, og igen drejer mod venstre og løber ned i Egypten. Det er i hvert fald rigtigt, at der findes sådan en stor flod, som har sådan et udspring og sådan et forløb, og som virkelig frembringer alle Nilens mærkværdigheder. I hvert fald kalder barbarerne nærved dens kilde den for Dara, og de andre naboer kalder den første bog · 27