Orienten (Læseprøve)

Orienten som horisont

Orienten som horisont_bind1.indd 1

04.09.2023 15.17

Orienten som horisont_bind1.indd 2

04.09.2023 15.17

Marie-Louise Svane

Orienten som horisont Bind 1

Orienten som horisont_bind1.indd 3

04.09.2023 15.17

Orienten som horisont. Bind 1 Af Marie-Louise Svane Copyright © Forlaget Multivers ApS, 2023 1. udgave, 1. oplag Sat af Demuth Grafisk Omslag: Ida Ejdal Tryk: Totem Printed in Poland 2023 ISBN: 978-87-7917-515-0 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Udgivelsen er støttet af: DET DANSKE INSTITUT I DAMASKUS LANDSDOMMER V. GIESES LEGAT BIRTHE OG KNUD TOGEBYS FOND VELUX FONDEN AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND

Orienten som horisont_bind1.indd 4

04.09.2023 15.17

Indhold

Forord.........................................................................................................

9

Indledning................................................................................................... 13 Kapitel 1: Napoleons invasion i Ægypten.................................................... 29 Kapitel 2: Rejsen til østen............................................................................ 44 Teknologi, økonomi og politik............................................................... 44 Civilisationernes storhed og fald. C.F. de Volney.................................... 48 Hellas og Jerusalem. F.-R. de Chateaubriand.......................................... 60 Århundredets mest læste Rejse til Østen. Alphonse de Lamartine.......... 76 Journalist og flanør. Théophile Gautier.................................................. 93 I Orienten bliver alt fortælling. Gérard de Nerval.................................. 107 Private rejsenoter. Gustave Flaubert....................................................... 128 Orientrejsens århundrede....................................................................... 137 Kapitel 3: Frihed, despoti og gotiske fantasier............................................. 139 Forestillinger om ’den orientalske despot’.............................................. 139 Harem og helvede. William Beckford..................................................... 140 Den gode kalif. Matthew G. Lewis......................................................... 145 Besættelse. Walter Savage Landor.......................................................... 147 Ondskabens hule. Robert Southey......................................................... 154 Diktator og masseforfører. Thomas Moore............................................ 168 Magtkritik i Napoleons Europa............................................................. 181

Orienten som horisont_bind1.indd 5

04.09.2023 15.17

Kapitel 4: Den græske frihedskrig............................................................... 183 Filhellenisme og den græske sag............................................................. 183 Lord Byron i Grækenland. George Gordon Byron................................. 192 Vi er alle grækere – engelsk og fransk engagement................................. 214 Græsk tragedie. Percy B. Shelley............................................................. 214 Forsvar for kristendommen. Alfred de Vigny.......................................... 218 Missolonghi og Navarino. Victor Hugo.................................................. 221

Desillusion – tysk engagement ............................................................... 224 Frihedskampens fallit. Friedrich Hölderlin............................................. 225 Engagement? E.T.A. Hoffmann.............................................................. 226 Undergangssyner. Jean Paul (Paul Richter)............................................. 230 Oprørets helte. Wilhelm Müller.............................................................. 232 Massakren på Chios. Adelbert von Chamisso......................................... 235

Den filhellenistiske litteratur.................................................................. 238 Kapitel 5: Orientvidenskab og kulturteori................................................... 241 Arabisk litteratur i Europa. Johann Gottfried von Herder...................... 241 Det tyske læsepublikum 1800................................................................ 249 Orientvidenskabens positionering.......................................................... 251 I Orienten må vi søge det højeste romantiske. Friedrich Schlegel............ 254 Filosofisk indologi. A.W. Schlegel........................................................... 260 Fundgruben des Orients. Joseph von Hammer-Purgstall........................ 263 Kapitel 6: Inspiration fra orientalsk digtning............................................... 270 Hjemvejen fører østpå. Novalis (Friedrich von Hardenberg).................. 271 Hâfez: læremester og tvilling. Johann Wolfgang von Goethe.................. 278 Oversættelse, imitation og inspiration.................................................... 301 Frie gendigtninger. Friedrich Rückert...................................................... 301 Den tyske ghazal. August von Platen...................................................... 305 Barmakide-scener. Annette von Droste-Hülshoff.................................... 310

Refleks af samtiden................................................................................ 316 Alhambras tårne. Heinrich Heine........................................................... 316 Napoleon og Muhammed. Karoline von Günderode.............................. 331

Orienten som horisont_bind1.indd 6

04.09.2023 15.17

Tysk, engelsk og fransk orientalisme i gensidig belysning....................... 337 Kapitel 7: Tyske eventyr ............................................................................. 339 Gotik og biedermeier ............................................................................ 339 Feeventyr. Christoph Martin Wieland..................................................... 340 Schauerromantik. Ludwig Tieck............................................................. 342 Die Karawane. Wilhelm Hauff............................................................... 345

På eventyr i det sene Osmanniske Rige. Karl May.................................. 350 Eskapisme og autoritet........................................................................... 366 Noter.......................................................................................................... 367

Orienten som horisont_bind1.indd 7

04.09.2023 15.17

Orienten som horisont_bind1.indd 8

04.09.2023 15.17

Forord

Bogen her er et af resultaterne af et forskningsprojekt med arbejdstitlen ’Islamisk kultur i Europæisk litteratur’, som jeg over en årrække har deltaget i sammen med mine kolleger Anne Fastrup, Pia Schwarz Lausten og Peter Madsen, med sidstnævnte som projektleder. Projektet var huset hos Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, som her skal takkes for imødekommende værtskab. Ligeledes skal Det Frie Forskningsråd takkes for den bevilling, der, sammen med en mindre bevilling fra Københavns Universitet, skabte det oprindelige økonomiske grundlag for samarbejdet. Inden for en historisk r­amme – fra den tidlige arabisk-islamiske ekspansion i 600-tallet frem til opløsningen af Osmannerriget i begyndelsen af 1920’erne – har vi hver især arbejdet med særlige fokusområder og afsnit af den europæiske litteraturhistorie.

Undervejs har vi drøftet fælles problemstillinger og løbende diskuteret arbejdspapirer og manuskriptudkast. Denne indbyrdes inspiration og kritik har været en helt afgørende forudsætning for denne bogs tilblivelse ligesom for de andre deltageres udgivne og kommende publikationer inden for forskningsprojektets ramme. Jeg kan ikke takke Anne, Peter og Pia nok for dette langvarige samarbejde, som hører til de mest privilegerede perioder af mit akademiske liv. TAK. Undervejs har andre kolleger og møder med vidende og inspirerende folk i Danmark og ude i verden været af uvurderlig betydning. Jeg vil gerne takke for skriveophold i San Cataldo og på Hald Hovedgaard. En særligt stor tak til Svenska forskningsinstitutet i Istanbul, Det Danske Institut i Damaskus og ikke mindst Det Danske Institut i Athen, hvor jeg har op9

Orienten som horisont_bind1.indd 9

04.09.2023 15.17

holdt mig på studieophold i flere perioder. Det er ophold, der har givet mig tid til at skrive og bragt mig tættere på at forstå, hvad det er i den osmanniske historie og kultur, som de europæiske forfattere har forholdt sig til på så mange måder. Uden disse ophold, uden mine rejser gennem byer og landskaber og uden samtalerne med tyrkiske, græske og syriske forfattere og kolleger ville jeg ikke have kunnet interessere mig så meget, som jeg gør, for at forstå, hvorfor ’det orientalske spørgsmål’ fik en så stor rolle at spille i det 19. århundredes europæiske kolonialisme, politik, litteratur, æstetik og kulturelle bevidsthed.

Jeg skylder en tak til mine kolleger June Dahy, Claus Valling Pedersen, Leyla Tamer og Mogens Pelt, som har hjulpet mig med genstridige translitterationer af arabiske, persiske, græske og tyrkiske ord og navne til dansk stavemåde. Jeg er taknemmelig for råd og gode kommentarer fra kolleger, som har læst dele af manuskriptet undervejs eller diskuteret mine ideer. Særlig stor tak til Lis Møller, Robert William Rix, Stig Jarl, Jens Hesselager, Sine Krogh, Roland Lysell, John Lund og Dan H. Andersen, som med deres ekspertiser har inspireret med gode forslag og vejledt mig dér, hvor jeg var på tynd is.

Den tiltagende digitalisering af bøger samt billed- og tekstarkiver har gjort det muligt at arbejde med et så stort og uensartet materiale, som er emne i denne bog. Denne digitale åbning af alverdens biblioteker har givet adgang til at arbejde på tværs af det 19. århundredes mainstream litteratur, kanon og længst forglemt populærlitteratur, der tilsammen danner, hvad jeg kalder ’et kulturhistorisk tæppe’, som lader andre og på anderledes måder interessante mønstre træde frem, end dem vi kender fra de gængse litteraturkanoner. Jeg takker i den forbindelse også for den store hjælp, jeg har fået fra mine bibliotekskolleger, Mads Nybro Risum på Institut for Kunst- og Kulturvidenskabs bibliotek, kolleger på Det Kongelige Bibliotek og på Institut for Engelsk, Germansk og Romansks bibliotek og ligeledes på Nordisk Bibliotek i Athen, som har anvist søgemuligheder samt skaffet bøger og digitaliserede manuskripter.

Tak til fondene, der har muliggjort bogens udgivelse, samt til billedredaktør Una Lind og til forlaget.

10

Orienten som horisont_bind1.indd 10

04.09.2023 15.17

Også tak til min kære familie og til mine venner Søren, Jens, Anne og Lone, som har opmuntret mig, rejst sammen med mig i Grækenland, Tyrkiet og Syrien og læst kapitler, kritiseret kærligt og troet på, at der nok skulle komme en bog ud af det.

En afsluttende bemærkning om oversættelser: Hvor intet andet bemærkes, er bogens citater fra engelsk, tysk, fransk og svensk litteratur oversat til dansk af forfatteren. Citater fra lyrik er gengivet på original­sproget i noterne for at fastholde sprog, rim og rytme, som ikke kommer med i en betydningscentreret oversættelse. Transskription af arabiske, persiske, tyrkiske og græske ord og navne er forskellig på de europæiske sprog og ændrer sig gennem tiderne. I de citerede tekster staves navne, sådan som de forekommer, og i øvrigt er det tilstræbt at følge nyeste regler for transskription til dansk. Med hensyn til navne, der refererer til personer og lokaliteter fra Tusind og én nat, følger bogen stavemåden i den seneste danske udgivelse af værket i Ellen Wulffs oversættelse fra arabisk til dansk fra Forlaget Vandkunsten.

11

Orienten som horisont_bind1.indd 11

04.09.2023 15.17

Orienten som horisont_bind1.indd 12

04.09.2023 15.17

Indledning

Mine herrer, Under min sørejse sidste år i august til dette land, som jeg så længe og så brændende havde ønsket at besøge, opdagede jeg en aften, ud fra dagens observationer, at Indien lå foran os, og Persien lå på vores venstre side, mens en brise fra Arabien så at sige blæste os i bagstavnen.

En situation, der i sig selv var så tilfredsstillende og så ny for mig, kunne ikke andet end at vække en række tanker i mit sind, som fra tidlig barndom var vant til at fornøje sig med de begivenhedsrige historier og dejlige fortællinger fra denne østlige verden. Det fyldte mig med usigelig glæde at befinde mig midt i et så udsøgt amfiteater, på det nærmeste omringet af Asiens store regioner, som altid har været kendt for deres dyrkelse af videnskaberne, deres opfindelse af skønne og nyttige kunster, og som scene for berømte handlinger, rig på produktioner af det menneskelige geni og fuld af naturens vidundere, og med en uendelig mangfoldighed med hensyn til religions- og regeringsformer, og ligeledes med forskellige typer af lovgivning, levemåde, vaner og sprog og i henseende til menneskenes fysiske særtræk og hudfarve.

[Sir William Jones, A Discourse on the Institution of a Society for Inquiring into the History, Civil and Natural, the Antiquities, Arts, Sciences, and Literature, of Asia. 15. January 1784.]1

Denne lovtale om det asiatiske kontinents tiltrækning og kulturelle rigdomme stammer fra Sir William Jones’ indvielsestale ved stiftelsen af Asiatick Society of Bengal i januar 1784. Talen og dens forfatter er interessante som et af mange vidnesbyrd om de nye relationer, der udvikledes mellem Europa og Orienten i sidste tredjedel af det 18. århundrede. Jones var en af den britiske kolonimagts administratorer i East India Company 13

Orienten som horisont_bind1.indd 13

04.09.2023 15.17

og ansat som dommer ved højesteretten i Calcutta i Bengal med henblik på at organisere en lovpraksis, der integrerede hindu og muslimsk lov efter britiske principper. Han var også sproglærd og litterat. Han mestrede 28 sprog, og han gjorde gennem sit oversættelsesarbejde store værker fra den persiske, arabiske og indiske litteraturtradition tilgængelige for et europæisk publikum for første gang. Den persiske digter Hâfez fra 1200-tallet, de før-islamiske arabiske Mu’allaqat-digte blev kendt i hans oversættelser, og hans oversættelse af det indiske drama Sakontala af Kalidasa fra 5. århundrede f.Kr. skabte ’en Sakontala-bølge’ i europæisk litteratur langt ind i det 19. århundrede.2 Denne bog handler om, hvordan europæisk litteratur i løbet af det 19. århundrede optog mange forskellige impulser fra og om Orienten og forarbejdede dem i værker af vidt forskellig tendens og fordelt over et lige så vidtspændende spektrum af genrer. Bogen fremlæser gennem sit materiale et stort og differentieret tematisk kompleks, som strengt taget kun hænger sammen via Orient-markøren, det vil sige gennem et fælles typologisk register af henvisninger til livsformer, steder og navne, som knytter de enkelte tekster til en østlig geografi. Det vil sige til en geografisk scene, der strækker sig fra Nærorienten over Nordafrika til det indiske subkontinent i Sydasien, nogle gange gennem direkte steds- og tidsangivelser, men lige så ofte fremstillet som en abstrakt og tidløs Orient.

Som sådan har de litterære forestillinger om Orienten deres egen indbyggede historie, et eget repertoire af kendte østlige figurer og lokaliteter, som gentages og knopskyder fra én tekst til mange andre. I det her foranstillede citat fra William Jones’ indvielsestale i Asiatick Society i Bengal i 1784 ser vi, hvordan orientalisten Jones selv bærer drømme og forestillinger om Østen med sig, som stammer fra hans barndoms ”fornøjelse ved de begivenhedsrige historier og dejlige fortællinger fra denne østlige verden”. Jones henviser her og mange andre steder til de berømte historier fra Tusind og én nat, og det er tydeligt, at hans forventning til den Orient, han drog ud for at møde, ligesom forestillingerne hos mange andre europæiske forfattere, var formet under indflydelse fra Antoine Gallands epokegørende franske oversættelse og udgivelse af de første bind af Tusind og 14

Orienten som horisont_bind1.indd 14

04.09.2023 15.17

én nat fra 1704 til 1717.3 Antoine Gallands samling af arabiske eventyr var hurtigt blevet oversat til de fleste europæiske sprog og havde fra midten af 1700-tallet skabt en litterær mode med genudgivelser, efterligninger og populære pseudo-orientalske fortællinger. Indflydelsen fra Tusind og én nat var også virksom i William Jones’ egen litterære oversættelsesindsats i 1770’erne og 80’erne, og den vedblev at være en vigtig arv og inspirationskilde for de næste generationer af forfattere, som er på tale i denne bog. Ikke kun i form af figurer i deres lyrik og fortællende litteratur, ikke kun som orientalsk kulisse i tidens opera og populærteater, men også som allestedsnærværende metafor i de urbane omgangsformer, sådan som de kommer til udtryk i tidens romaner og dagbladsjournalistik.

Genremæssigt spænder bogen med sit materiale over et bredt felt fra berømte highlights i europæisk litteraturhistorie til nu glemte værker fra tidens populærkultur. Den regionale repræsentation er derimod begrænset til de nordvest-europæiske landes litteratur, England, Frankrig, Tyskland og Skandinavien. For det første af omfangsmæssige årsager, for det andet for at fokusere på de dynamiske akser i den udvidelse af orientalistisk interesse, litteratur og videnskab, der i perioden fandt sted i dette område. De litterære fremstillinger af Orienten skifter karakter alt efter national kontekst og bytter rundt på elementerne, når Orient-temaet spændes op mod skiftende historiske scenarier, hvor det gennemspilles med nye dagsordener eller i tjeneste for nye interesser. Det er denne spændvidde og disse fluktuationer i litteraturens brug af det orientalske tema, der er afsæt for bogens analyser. Interessen er på den ene side at studere den enkelte tekst med dens særpræg og på den anden side, samtidig, at danne et kritisk og nuanceret billede af den orientalistiske trend, sådan som den udfoldede sig i de litterære kunstarter og på det litterære marked igennem det 19. århundrede i Europa.

Bogen bygger således videre i et stort felt af nyere orientalismeforskning, som er udviklet i sporet efter Edward Saids skelsættende studie i bogen Orientalism, der udkom i 1978. Selv om Saids analyse i Orientalism fokuserer på stort set samme epoke og stofområde, som det er tilfældet i denne bog, er referencerne til Said her kun til stede som indirekte præmis.

15

Orienten som horisont_bind1.indd 15

04.09.2023 15.17

Saids overordnede interesse i at tolke det 19. århundredes europæiske orientalisme som en imperialistisk magtdiskurs, anvendt, italesat og orkestreret af de europæiske kolonimagter, særligt England og Frankrig, er allerede problematiseret i mange efterfølgende studier og debatter, der ikke skal gentages her.4 Termen ’orientalisme’ er således i denne bog anvendt i en mere neutral betydning end hos Edward Said, idet ’orientalisme’ eller ’orientalistiske tekster’ her blot henviser til den vestlige interesse for Orienten og til den mangfoldighed af fiktive fremstillinger af Orienten, der bredte sig på det europæiske bogmarked gennem det attende og nittende århundrede. Når der i bogen tales om ’orientalske tekster’, drejer det sig om tekster af orientalsk proveniens (som dem William Jones og Antoine Galland indsamlede og oversatte til engelsk og fransk), mens der tales om ’orientalistisk’ eller ’orientaliserende litteratur’, når det drejer om den fiktionslitteratur, der i perioden blev skrevet af europæiske forfattere med anvendelse af det populære orientalske tema. Ofte blev disse fortællinger imidlertid på titelbladet betegnet som Un conte oriental eller An Oriental Tale, og som sådan er ’den orientalske fortælling’ gået over i litteraturhistorien som en tidstypisk genrekategori. Måske forvirrende med hensyn til terminologi henviser altså ’den orientalske fortælling’ til en litteraturtype, der florerede som en del af orientalismen i den her beskrevne periode, og som i den forstand er at forstå som ’orientalistisk’.

Den kolonihistoriske kontekst, som Edward Saids Orientalism fokuserer på, fungerer også som uundværlig henvisning i denne bog, jævnfør det indledende citat af Sir William Jones. Men kun som én forklaringsramme blandt adskillige andre kulturelle, miljømæssige, personlige interesser, der spilles ud mod hinanden i det brogede felt af aktører i århundredets beskæftigelse med Orienten. Den dobbelthed af transkulturel formidler og kolonial administrator, som forenes i William Jones’ person, hører nok til sjældenhederne, men der findes mange andre eksempler på, at det orientalske tema rummer en kritik eller en ambivalens over for samtidens kolonialisme. Det er derfor bestræbelsen i denne bog at fange og vise, hvilken sammensathed, der findes i feltet, gennem udfoldede analyser, der kan vise de tekstlige særpræg, dobbeltheder og finter, frem for 16

Orienten som horisont_bind1.indd 16

04.09.2023 15.17

en model der går ud på at pege på ensartede ideologiske strukturer, der på forhånd forudsættes i det store materiale.

I det 19. århundrede blev interessen for Orienten suppleret med nye psykologiske investeringer, som har at gøre med europæernes efterhånden flere og udvidede kontaktzoner med verden øst for Europa. Kontakten udvidedes ad flere veje, gennem en voksende rejseaktivitet og turistkultur, gennem fortsatte kolonikrige og beskæftigelse i kolonial administration (England i Indien og Ægypten, Frankrig i Ægypten og Algeriet) og gennem orientvidenskabens voksende succes og produktion af nye oversættelser af orientalsk litteratur til europæiske sprog. William Jones står i denne sammenhæng som en frontfigur, én, der åbner vejen til litterær fornyelse i Europa gennem inspiration og adgang til materiale fra Østen. Lord Byron, Thomas Moore, Robert Southey og P.B. Shelley havde læst hans værker og oversættelser af orientalsk digtning.5 Johann Gottfried Herder, Johann Wolfgang von Goethe, Friedrich og A.W. Schlegel refererer til hans teori om de indoeuropæiske sprog.6 I 1780’erne syntetiserer Jones i sin skikkelse det koloniale projekt i hele dets økonomiske og militære omfang med en åben, transkulturel interesse og et menneskesyn, der var båret af tidens demokratiske idéer om universelle menneskerettigheder.7 I det følgende århundrede faldt en sådan syntese imidlertid fra hinanden. Den kulturelle interesse for Orienten koncentreredes i metropolernes videnskabelige og litterære enklaver og under stigende afskærmning fra periodens stormagtspolitik og fra de koloniale realiteter i de lande, hvis fabler, sange og tekster den litterære orientalisme blev stimuleret af. En spænding mellem Orienten ’derude’ og den kulturelt filtrerede orientalske interesse i metropolerne samt en skærpet bevidsthed om magtrelationerne mellem metropol og koloni mærkes også som en dobbelthed, som et moralsk problem eller en kritisk holdning hos mange af de europæiske forfattere, der skriver om Orienten. Holdningerne er, igen, mangfoldige og ofte uudtalte eller dukker op som allegorisk tale eller i ambivalenser i det sagte og skrevne. Det er med andre ord ikke muligt at indtegne teksternes udsagn i et ideologisk kort over århundredets litterære orientalisme, ej heller lader de omtalte teksters funktion og mening sig tolke som blot afledt af deres 17

Orienten som horisont_bind1.indd 17

04.09.2023 15.17

samtidige politiske kontekst. Den politiske historie er her i bogen fremstillet netop som en kontekst, som en med-tekst, der taler sammen med de litterære tekster i dialog, bekræftelse og/eller modsigelse. Det vil sige i et betydningskontinuum med et stort associationsrum af medbetydninger, som det er bogens hensigt at kommentere og kaste lys over i sine analyser.

I det hele taget finder vi sjældent et en-til-en-forhold i beskæftigelsen med de orientalistiske tekster. Den orientalistiske tekst må ses, ikke blot i forhold til den nævnte flerhed af med-tekster uden for dens eget univers (Napoleon Bonapartes invasion i Ægypten, Antoine Gallands og Williams Jones’ fund og oversættelser, forfatterens personlige erfaringer), men også i forhold til den genretypologi, den selv bygger på. Som nævnt kom ’den orientalske fortælling’ i periodens litteratur til at udgøre en selvstændig genre, hvor selve genre-genkendeligheden var et afgørende moment. Historierne kunne handle om hvad som helst, men omkring den fortalte handling fungerede et repertoire af Orient-henvisninger, som gik igen fra tidligere orientalske fortællinger, og som i de nye fortællinger blev elaboreret og serveret i nyt arrangement.

Den orientalske fortælling i det 19. århundredes romancer, epik, eventyr og drama, der udgør en stor andel af det her fremlagte materiale, opererer på andre måder end periodens realistiske og naturalistiske kanon (i bogen repræsenteret ved navne som Balzac, Dumas, Sue, Maupassant, Dickens, Thackeray). Den er pr. definition ikke ude på at efterligne den omgivende reale europæiske verden med dens miljø, historie og detaljer, men forskyder sin fortælling til den orientalske kulisse, der indikerer fjernhed og løsner relationen til det velkendte. Det betyder imidlertid ikke, at den orientalske fortælling ikke har noget at sige om forfatterens aktuelle verden, men at kulissens abstrakte fjernhed giver andre muligheder for ’under dække’ at sige noget, som rammer en aktuel problematik på en anden måde, en mere ironisk, subtil og måske mere effektiv måde.

Den orientalske fortællings greb er at benytte sig af en dobbelttale eller af et kodet sprog. Det orientalske repertoire med sultan, harem, eunukker og dervisher etc., samt den omkring disse figurer spundne handling, fungerer som en tekstlig overflade, der er fuld af fascination i sig selv, 18

Orienten som horisont_bind1.indd 18

04.09.2023 15.17

men som også peger på noget andet og træner sin læser i at lytte til de skjulte hints til det, der ligger under overfladen. Den orientalske fortælling kræver en indsats af sin læser, en bekendthed med traditionen og en lydhørhed over for implicitte meninger.

Traditionen for den orientalske fortællegenre fadede langsomt ud omkring det 19. århundredes midte, men citater fra og allusioner til Tusind og én nat levede videre som en indforstået kode i nogle af de mest kendte realistiske romaner, som når hovedpersonerne i Alexandre Dumas’ Greven af Monte-Cristo eller i Eugène Sues Paris’ Mysterier eller senere i R.L. Stevensons New Arabian Nights var anlagt som moderne kopier af den berømte kalif Harun al-Rashid fra Tusind og én nats Bagdad. * Bogens kapitler følger overordnet tre spor. For det første den koloniale histories begivenheder, for det andet en genrediskussion og for det tredje et studie af de kulturelle miljøers rolle i formidlingen af Orienten som tema.

Historien Napoleon Bonapartes invasion i Ægypten 1798-1801 (Kapitel 1) står som en portal til de europæiske stormagters, særligt Frankrigs og Englands, imperiekampe om besiddelser i det nære Østen gennem det 19. århundrede. Skønt Napoleon, besejret af englænderne, måtte trække sig ud af Ægypten, blev kampen om Nærorienten et permanent anliggende under de langvarige Napoleonskrige og videre frem i eftertidens europæiske politik. Felttoget til Ægypten tæller som det første vestlige militære indbrud i den nærorientalske sfære siden korstogene, og det tæller desuden som starten på den franske ægyptologi. Napoleons videnskabshold publicerede efter kampagnen deres studier af antikke og samtidige forhold i Description de l’Égypte 1809-22. På det kulturelle marked opblomstrede i de samme år en ’ægyptomania’, det vil sige en interesse for Ægyptens gådefulde fortid med monumenter, mumier og hieroglyffer. Således finder man på teaterrepertoirerne i London og Paris melodramaer om ægypti19

Orienten som horisont_bind1.indd 19

04.09.2023 15.17

ske dynastier, guddomme og genoplivede mumier side om side med stort iscenesatte optrin, der gengav Napoleons berømte slag ved Nilen, Pyramiderne og Abukir (Kapitel 8).

Et senere sammenstød på grænsen mellem Europa og Det Osmanniske Rige, som fik genlyd i europæisk litteratur, havde omvendt kolonialt fortegn, kan man sige. Det var den ni år lange og blodige græske uafhængighedskrig, den græsk-nationale opstand mod osmannisk herredømme, der startede i 1821 og ved Englands, Frankrigs og Ruslands mellemkomst førte til dannelsen af en uafhængig græsk nationalstat i 1830. Set med vesteuropæiske øjne var dette en forsvarskrig og en afkolonalisering af et europæisk område, der havde været underlagt osmannisk herredømme i 400 år, siden 1460. Den græske sag nød vesteuropæisk bevågenhed og støtte, ikke mindst fra de liberale og såkaldt filhellenistiske kredse i det meste af Europa. George Gordon Byrons, Percy Shelleys, Victor Hugos og en række andre forfatteres græske digte var bidrag i dette engagement, og blandt de spørgsmål, bogen stiller, er spørgsmålet om, hvilke skred der skete i den vestlige orientering vedrørende ’Orienten’, osmannerne og den muslimske kultur under 1820’ernes filhellenistiske konjunktur (Kapitel 4).

I 1830, samme år som protokollen om den græske uafhængighed blev underskrevet af de europæiske ministre i London, indledte den franske regering sit 130-årige koloniherredømme i Algeriet. Temaet om den franske hærs besættelse, de stadige erobringskrige og massakrer på den indfødte befolkning i Algeriet ses kun i glimt i de store franske realistiske romaner af Honoré de Balzac, Alexandre Dumas og Eugène Sue fra 1840’erne (Kapitel 10). Det dukker tydeligere op i senere rejsebeskrivelser og i algeriske noveller af Alexandre Dumas, Eugène Fromentin, Guy de Maupassant og Alphonse Daudet, som blandt andet, men ikke kun, kan læses i lyset af disse forfatteres meget forskellige refleksioner over det franske imperium og kolonialismens idé, praksis og illusioner (Kapitel 10 og 11).

Genrer Fantasi og viden om Orienten fandt vej til de kendte genrer, men nye genrekonventioner udkrystalliseredes også omkring det orientalske tema.

20

Orienten som horisont_bind1.indd 20

04.09.2023 15.17

For eksempel som i tilfældet med den fortællende orientalske romance hos Walter Savage Landor, Robert Southey og Thomas Moore, hvor en ny konvention tog form via afsmitning og absorbering fra andre genrer.

Plot, figurer og lokaliteter bygger typisk på eventyrmønstre, delvis fra Tusind og én nat, delvis fra det sene 1700-tals gotiske skrækfortællinger, og samtidig er handlingsgangen spækket med etnografiske noter hentet fra klassisk fransk rejselitteratur (Jean Chardins og Jean de Thévenots 1600-talsberetninger fra Persien), som føjer en dimension af pædagogik og nøjagtighed til romancernes fantastiske universer (Kapitel 3).

Mere direkte inspiration fra Orientens litteraturkanon ses i en del af den tysksprogede litteratur, som var tæt forbundet med de filologiske miljøer ved de tyske universiteter. Johann Wolfgang von Goethe lagde selv grundige studier af klassisk persisk poesi til grund for sin berømte digtsuite West-östlicher Divan, der udkom i 1819 og blev forbillede for forsøg hos yngre digtere. I et par år i 1820’erne blev der udgivet både tyske gendigtninger og tyske efterligninger af persiske og arabiske digtere, med brug af klassiske rimformer og skema efter ghazalen, quasidaen, makamen etc. (Kapitel 6).

Det er intet under, at særlig rejsegenren og det arabiske eventyr, som har hver deres eget bindeled til Orientens kultur, står skarpt i feltet. Rejseskribenten, der møder Østen derude, og det arabiske eventyr, der stammer og importeres derudefra. Ej heller er det noget under, at et modsætningsspil mellem fakta og fantastik, som knytter an til disse to genrepositioner, kan ses at gennemvæve periodens litterære orientalisme, indgå i nye kombinationer og udspalte genremæssige varianter. Positionerne er ikke faste. Fakta, fiktion og fantastik bytter ofte plads, både i eventyret, der blander magi og hverdagsdetalje, og i rejsegenren, som det ses i denne bogs kapitler om ’rejsen til Østen’ igennem det 19. århundrede (Kapitlerne 2, 10, 12 og 13). For en rejseskribent som Constantin François de Volney opdraget i 1700-tallets oplysningstradition, var den topografiske og sociologiske iagttagelse, det vil sige fakta, ledetråd. Men genrens rationale skifter i de mange rejsende romantikeres beskrivelser, når de lod den sete orientalske lokalitet blive ramme for stemningsfuld 21

Orienten som horisont_bind1.indd 21

04.09.2023 15.17

meditation (François-René de Chateaubriand, Alphonse de Lamartine, H.C. Andersen, Fredrika Bremer o.fl.) eller anledning til egne mytiske fabuleringer i orientalsk stil (Gérard de Nerval). Senere, hos en maler-forfatter som Eugène Fromentin, finder vi skellet mellem fakta og fiktion ophævet i hans sprogligt nøgterne refleksioner over lys og rum i det algeriske landskab. Guy de Maupassant håndterede på sin side rejsefakta og fiktion hver for sig, men forbundne, når han i 1880’erne udgav sine algeriske noveller side om side med sine journalistiske reportager fra Algeriet (Kapitel 11).

Andre doseringer af forholdet mellem rejsegeografi og eventyrgenre, eller mellem virkelighedshenvisning og fiktion, kan ses spredt ud over hele det her præsenterede litterære materiale, og doseringens hvad og hvorfor vil være én af de diskussionstråde, der tages op i bogens kapitler.

Diskussionen vil være rettet imod at vise, hvordan bestemte kredsløb af motiver, genrer og holdninger cirkulerer i den orientalistiske litteratur, formidlet af periodens litterære miljøer og altid, uanset orientalsk kostume – eller netop under dække af kostumet – i dialog med den omgivende verden uden for litteraturen.

Litterære miljøer De litterære miljøer kan ses som en art kraftrelæer, hvor strømmen fra de cirkulerende idéer samles op, fornyes og spredes videre ud i et system af venskabsgrupper, selskabelighed, publikum, presse og forlag. I bogens Kapitel 9 beskrives den parisiske salon omkring Victor Hugo, på det tidspunkt hvor han udgav digtsamlingen Les Orientales, som et sådant sted for de udvalgte, hvor kunstarter og medier mødtes, og hvor den orientalistiske interesse blev udvekslet mellem forfattere, teaterfolk, journalister, billedkunstnere, videnskabsfolk og mæcener.

Eksklusivt på en anden måde var det akademiske miljø omkring europæisk orientvidenskab, som blev etableret med biblioteker, institutter og lærde selskaber i London (Royal Asiatic Society – som metropolens parallel til Asiatick Society i Bengal) og Paris (Société Asiatique) (Kapitel 5).

Det for litteraturen uden tvivl mest produktive miljø i Europa var i begyn22

Orienten som horisont_bind1.indd 22

04.09.2023 15.17

delsen af 1800-tallet kredsen omkring filologen Joseph Hammer-­Purgstall i Wien. Hammer-Purgstall gjorde igennem 1810’erne en række persiske klassikere tilgængelige på tysk og samlede et hold af internationale orientalister omkring sig med tidsskriftudgivelsen Fundgruben des Orients (1809-1818). Hammer-Purgstalls oversættelser af persisk lyrik er først og fremmest berømte for eftertiden, fordi de inspirerede Johann Wolfgang von Goethe til et af århundredets mest fejrede orientalistiske digte, hans West-östlicher Divan (1819, udvidet udgave 1827). Men den internationale dimension i Hammer-Purgstalls arbejde peger derudover på noget centralt i den orientalisme, der her er på tale. Orient-temaet tilhører ikke én national kultur, det er grænseoverskridende, og dets grænseoverskridende karakter understøttes af hele den filologiske interesse for oversættelsesaktivitet, som kendetegner Antoine Gallands, William Jones’ og Joseph Hammer-Purgstalls kosmopolitiske tidsalder. Fra arabisk til fransk som i Antoine Gallands arbejde, fra persisk, sanskrit og arabisk i William Jones’ arbejde og fra persisk til tysk i Joseph Hammer-Purgstalls arbejde.

Orient-temaet er netop ikke særnationalt, men i en vis abstrakt forstand overnationalt, som en metafor for det, der er på én gang fremmed (og dermed enten kan afvises, bruges som allegori for noget problematisk andet eller undersøges med nysgerrighed for dets egen skyld) og genkendeligt, almenmenneskeligt (og dermed kan give vejledning eller stof til eftertanke). Denne transnationale appel følges op af den hurtige spredning, vi ser i perioden af de orientalske temaer via oversættelser. Ikke blot oversættelse af enkelte tekster eller fortællinger fra ét til et andet europæisk sprog, men også indbygget i nye genrer, sådan som vi har set med den engelske orientalske romance, der selv bygger på oversat fransk rejselitteratur. Vi ser det igen i de hurtige oversættelser til mange europæiske sprog af højpopulære digte som Thomas Moores Lalla Rookh og Lord Byrons Turkish Tales tidligt i århundredet. Denne hurtige omsætning og spredning gentog sig også fra det ene medie til det andet. Omsætningen fra læselitteratur til teaterudgave var lige så hyppig, både Southeys, Moores og Byrons berømte digte blev hurtigt omsat til sceneversion, melodrama og opera og blev dermed kendt af et betydeligt bredere publikum.

23

Orienten som horisont_bind1.indd 23

04.09.2023 15.17

* Der er mange klichéer om Østen i det orientalistiske repertoire, der er fremlagt i denne bog, der er mange stereotyper i de litterære fremstillinger af Orienten. Selv den mest køligt registrerende rejsereportage reproducerer nogle af stereotyperne, selv den mest empatiske beskrivelse af det fremmede miljø søger uvægerligt at forstå det ukendte via det kulturelt egne og kendte. Se for eksempel passagen om Alphonse de Lamartines grebne iagttagelse af den palæstinensiske enke, der sørger over sin mand på en gravplads uden for Jerusalem. Dette at forholdet mellem beskrivelse og beskrevet aldrig er én-til-én, at Lamartine måske mere nærmede sig noget i sig selv end den sørgende enke, det er én af konklusionerne fra analyserne af stoffet. Men her sagt ikke med en resignerende gestus eller som en gentagelse af Edward Saids konklusioner i hans bog Orientalism og i mange opfølgende analyser i Edwards Saids spor, som beklager, at den vestlige iagttager aldrig formår at kende den østlige lokalitet eller tilværelse, som det den er, men altid kun som en abstrakt konstruktion eller projektion af medbragte fordomme. En ’Orient’, der ifølge dette synspunkt kan beherskes, defineres, dæmoniseres af den vestlige iagttager, men som under alle omstændigheder vil være produkt af en fejlopfattelse.

Projektet i de her fremlagte analyser er netop ikke at lukke sprækken mellem beskrivelse og beskrevet eller at benægte den afstand, der er involveret i og med det vestlige blik på Østen, selv i de mest opstemte øjeblikke, når den vestlige iagttager føler, at han/hun går i ét med stedet (Eugène Fromentin i tavernaen i Lhagouat), føler sig ramt af historiens vingesus (Gustave Flaubert foran sfinxen i ørkenen i Giza eller Fredrika Bremer på Oliebjerget uden for Jerusalem), føler sig åndeligt beslægtet (Goethe med den persiske digter Hâfez) eller føler sin sensualitet frisat i mødet med anderledes seksuelle regler (Flaubert hos den ægyptiske kurtisane og mange tilsvarende mandlige fantasier i litteraturen).

Projektet her er at undersøge, hvad der foregår i denne sprække. I denne sprække, hvor litteraturen fører en dobbelttale, der på én gang handler om det fremmede, det, der opfattes som de andres ejendommeli24

Orienten som horisont_bind1.indd 24

04.09.2023 15.17

ge verden, ’Orienten’, og præcis via denne omvej meget ofte også handler om den individuelle forfatters egen kunst, egen historiske kontekst og egne påtrængende anliggender. Måske fordi denne dobbelttale, der er baseret på et sprogligt register fuldt af koder, klichéer og stereotyper, gør det muligt at ytre noget, som ikke kunne siges tydeligt og direkte, men kun kan indikeres i spillet mellem kode og kontekst. Enten fordi det ville være for farligt, politisk eller moralsk at ytre i åben tale, eller fordi det vedrører fornemmelser, fantasier, tilstande, som ikke havde tilknyttet et almindeligt accepteret sprogbrug. Det orientalske kostume, de velkendte koder om Orienten, ses i bogens materiale i begge disse funktioner og flere andre. Når kaliffen Harun al-Rashid i Pixérécourts melodrama Les Ruines de Babylone (1810) skildres som en megaloman orientalsk des­ pot, undgår Pixérécourt den censur, som ville have ramt stykket, hvis han havde ladet det handle om Napoleon Bonapartes tilsvarende megalomane magtdemonstrationer i forfatterens Frankrig. I Goethes variationer over Hâfez’ 600 år gamle persiske ghazalform i West-östlicher Divan traf han eksistentielle stemninger, som han ikke før havde haft sprog til at formulere. Således som også, på anden vis, den orientalske poesi og det arabiske eventyr åbnede nye sproglige muligheder for Byron i hans Turkish Tales eller for Nerval i hans libanesiske eventyr.

Det er aldrig den samme ’Orient’. Men en orient, der skifter valør, betydning og historie undervejs, når dens koder omsættes i litteraturen fra forfatter til forfatter, fra genre til genre, fra sprog til sprog, fra medie til medie og i skiftende europæiske kontekster gennem det 19. århundrede.

Bogens kapitler præsenterer en læsning af både highlights og nu glemte titler fra det lager af tekster, som indgik i denne proces. De analytiske iagttagelser og ledetråde fra denne læsning fremlægges her i håbet om at uddybe et historisk perspektiv på litteraturens lange aktive medvirken i dannelsen af en europæisk selvforståelse og kulturbevidsthed, hvor forholdet til østlig kultur og til verden øst for Europa altid har spillet, og stadig spiller, en definerende rolle.

25

Orienten som horisont_bind1.indd 25

04.09.2023 15.17

Orienten som horisont_bind1.indd 26

04.09.2023 15.17

Louis-François Lejeune (1775-1848), Slaget ved pyramiderne, 1806. Den 21. juli 1798 sejrede Napoleons hær over Murad Beys mamlukiske tropper på sletten ved Giza. Lejeune var maler, militær kartograf og general under Napoleon.

Orienten som horisont_bind1.indd 27

04.09.2023 15.17

Orienten som horisont_bind1.indd 28

04.09.2023 15.17

K APIT EL 1

Napoleons invasion i Ægypten

Gennem foråret 1798 var den 28-årige general Bonaparte intenst optaget af at forberede sin store plan for et felttog til Orienten. Den 9. maj var hans tropper på 20.000 mand på plads i den sydfranske havneby Toulon.

Generalen ankom, inspicerede kolonnerne og holdt derpå den første af sine karismatiske taler, hvor han fremmanede den romerske republiks felttog mod Carthago for soldaterne og sluttede med denne replik: ”Frihedens ånd, som fra sin fødsel har gjort Republikken til Europas suveræne hersker, vender nu blikket mod de fjerneste egne”.8 Ved havnen lå en armada parat til at lette anker. 13 linjeskibe, 17 fregatter, 30 brigger, 250 korvetter, kanonbåde, galejer og handelsskibe.

Fra andre havne, Marseille, Civitavecchia, Genoa skulle flere skibe støde til med soldater, materiel og forsyninger. Historikerne er ikke enige om omfanget af det udskrevne beredskab. Det officielle tal siger 35.000 soldater og 1.200 heste, men man formoder, at der måske var tyve tusinde personer mere, herunder et korps for forsyninger, skrædderi, ingeniører, læger, apotekere, sygepassere og desuden Napoleons videnskabelige hold på 151 lærde.9 Disse tal er i sig selv frapperende, og beretninger fra soldater, der indregistrerede i Toulon, vidner om den entusiasme, der greb soldaterne under den militære masseorganisering i dagene i Toulon. En ung officer, Michel de Niello Sargy, skrev: ”Jeg var forført af den øverstkommanderendes berømmelse og af vore våbens glans. Det var et delirium, nærmest en universel tvang”.10 Sargy og hans kammerater anede ikke, hvad de blev kastet ud i. Den totale hemmelighed omspandt denne stort iværk29

Orienten som horisont_bind1.indd 29

04.09.2023 15.17

satte ekspedition, ingen måtte kende destinationen. Hverken de 35.000 eller flere, især unge, soldater, der risikerede livet, ej heller de højtstående officerer og generaler, end ikke krigsministeren var indviet i ekspeditionens destination. Heller ikke undervejs, mens flåden løb ind ved Malta og okkuperede de maltesiske øer, sivede det ud, at målet var en invasion af Ægypten. Denne mørklægning var et strategisk træk mod hovedfjenden England, som Frankrig havde været i varm og kold krig med et halvt århundrede i Europa, Amerika og Indien. Det konservative England var erklæret fjende af den franske revolution og desuden den potente rival i de to landes koloniale konkurrence, ikke mindst i forhold til Indien. Ægypten var nøglen til Indien, og invasionen i Ægypten var derfor en strategi, der måtte hemmeligholdes, inden England og den engelske flåde kunne nå at gribe ind.

Indien var det langsigtede mål. Frankrig havde i den hensigt over længere tid dyrket forbindelser med de oprørske fyrstedømmer i Indien og havde blandt andet i 1790’erne sendt hjælpetropper til sultan Tipû Sâhib i Mysore under landets kampe mod den britiske kolonimagt. I en note til udenrigsminister Charles-Maurice de Talleyrand-Périgord, som blev forelagt direktoriet, skrev Napoleon i februar 1798: ”Når vi har besat og forstærket Ægypten, skal vi sende en styrke på 15.000 mand fra Suez til Indien og slutte os til Tipû Sâhib og drive englænderne ud.”11 Den franske republik, der var dannet i 1792, blev efter terrorregimets fald ledet af en 5-mandsregering, det såkaldte direktorie, med Paul Jean Barras som præsident. Direktoriet førte en revisionistisk linje i det indenrigspolitiske program, mens det udadtil på kontinentet videreførte revolutionskrigene under frihedens faner og republikkens paroler. I 1795 underlagde Frankrig sig Holland, og i 1797 blev Italien og siden de Ioniske Øer ved Adriaterhavskysten annekteret til den franske republik, hvormed Frankrig stod styrket over for de europæiske koalitionsmagter.

Sejrherren fra det italienske felttog hed Napoleon Bonaparte. Den unge korsikanske korporal havde på få år opnået en berømmelse og sta-

Orienten som horisont_bind1.indd 30

04.09.2023 15.17