Martin Hultén
Oplysningens nat – Et essay om D.A.F. marquis de Sade
Oplysningens nat – Et essay om D.A.F. marquis de Sade Af Martin Hultén © Multivers, 2008 Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København (www.multivers.dk), 2008 Omslagsdesign: Danesadwork. Illustration: Francisco de Goya Kolossen (1810-1812) Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet med støtte af:
G.E.C. Gads Fond Birthe og Knud Togebys Fond
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftlig samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes.
ISBN 978-87-7917-241-6
Printed in Denmark, 2008
Indhold
Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Marquis de Sade . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Forfatterskabet i idéhistorisk perspektiv . . . . . . . . . . . . . . . 25 Sade-receptionen i det 20. århundrede . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Uafhængighed, frihed og myndighed . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Kritik, kriticisme, fornuft og oplysning . . . . . . . . . . . . . . . 75 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
Jeg vil vise jer en række storslåede idéer; man vil lytte til dem; der vil blive tænkt over dem. Hvis de ikke alle falder i god jord, så vil i det mindste nogle af dem blive stående. Jeg vil have bidraget med noget til oplysningens fremskridt, og jeg vil være tilfreds.1
1
Libertineren Dolmancé i pamfletten ”Français, Encore un effort si vous voulez être républicains” (Franskmænd, en sidste anstrengelse hvis I vil være republikanere), femte dialog i La Philosophie dans le boudoir (Filosofien i sovekammeret, 1795); D.A.F. de Sade: Œuvres III, p. 110.
Tak
En stor tak til de venner og kolleger der har bidraget med kritik, gode råd og vejledning: Peter Borum, Frederik Tygstrup, Isak Winkel Holm, Nikolaj Lübecker, Claus Bratt Østergaard, Anne Fastrup og Anders Fogh Jensen. En mindst lige så stor tak til Ellen Hultén for hjælp med korrektur. Tak også til specialestuderende Gregers Andersen for gode diskussioner om Sade, ondskab og ikke mindst Lacan. Og en meget stor tak til Carlsbergfondet der med et forskningsstipendium har muliggjort arbejdet med denne lille bog som en sidebeskæftigelse til et andet projekt. Tak til G.E.C. Gads Fond og Birthe og Knud Togebys Fond der har støttet udgivelsen af bogen September 2007
Indledning
I 1964 blev den tyske forfatter og dramatiker Peter Weiss’ stykke med den lange titel Forfølgelsen af og mordet på Jean-Paul Marat, fremført af skuespillertruppen ved Charenton klinikken under ledelse af Hr. de Sade uropført i Berlin, og få måneder efter blev det sat op i London og Stockholm. Dramaet iscenesætter en dialog mellem revolutionshelten og den yderligtgående jacobiner Jean-Paul Marat og forfatteren og filosoffen D.A.F. marquis de Sade. Eller rettere mellem Sade der på sindssygehospitalet Charenton i året 1808 står for instruktionen og opsætningen af et drama om Marats død femten år forinden i 1793, og en af de indsatte på hospitalet der spiller rollen som Marat. Der er fra Weiss’ side tale om et historisk drama og et metadrama, om man vil. Handlingen trækker på det historiske faktum at Sade de sidste mange år af sit liv, fra 1801 til sin død i 1814, var indsat i tre forskellige institutioner i og udenfor Paris, bl.a. Charenton, og dér forestod opførelser af teaterstykker med de øvrige indsatte som skuespillere. Der var tale om teateropførelser der i en periode var temmelig populære, også for det mondæne parisiske publikum som en lidt pirrende kulturbegivenhed ud over det sædvanlige. Ifølge Weiss var det der interesserede ham ved konfrontationen mellem Marat og Sade, den ekstreme individualisme overfor engagementet for en politisk og social revolution2. I Marat/Sade repræsenterer Sade ikke bare en individualisme der nærmer sig solipsisme, men også den kyniske nihilisme, mens Marat taler idealismens 2
Peter Weiss: ”Anmerkungen zum geschichtlichen Hintergrund unseres Stückes”, in Die Verfolgung und Ermordung... p. 140.
·9·
oplysningens nat
og den politiske handlings sag. Hvor Sade argumenterer for naturens absolutte ligegyldighed eller meningsløshed og døden og forgængeligheden som det levendes egentlige princip, taler Marat om at skabe mening gennem handling, og hvor Marat kunne forsvare en naturlig sympati og solidaritet mellem mennesker, kommer Sade ham i forkøbet og argumenterer for at selv medlidenheden3 og omsorgen for de svage altid blot vil være udtryk for egeninteresse. I sandhedens interesse bør det tilføjes at Weiss’ drama rummer flere alternative positioner omkring den centrale konfrontation mellem Sade og Marat: Mordersken Charlotte Corday der ligesom Marat påberåber sig Rousseau, girondineren Duperret, den opportunistiske bonapartist Coulmier, socialisten Jacques Roux og en folkemængde lige så omskiftelig som et græsk kor er blot nogle af de stemmer der kommer til orde, og resultatet synes at være en kompleks polyfoni eller kakofoni uden entydig sejr til nogen af de to dominerende positioner.4 Når man læser Weiss’ drama efter i en periode at have været neddykket i den historiske oplysningstid og 1700-tallets litteratur og idéer, forekommer det oplagt at sammenligne med dialogen mellem filosoffen eller jeg’et på den ene side og Rameaus nevø på den anden side i Denis Diderots filosofiske dialog eller filosofiske kortroman Le Neveu de Rameau (1761/1772). Parallellen til Weiss’ Marat/Sade holder ikke helt, men der er i Rameaus nevø en lignende dialog og en tilsvarende konflikt mellem filosoffens beherskede og selvbero3
”Mitleid”. Pitié er hos Jean-Jacques Rousseau et enkelt sted det der udgør det egentligt og væsensbestemmende menneskelige. (Andre steder i Rousseaus forfatterskab er det friheden eller perfektibiliteten, det at vi kan forandre os i en udviklings- og dannelsesproces, der adskiller os fra andre dyr).
4
Se evt. Jürgen Habermas: ”Ein Verdrängungsprozess wird enthüllt”, in Karlheinz Braun: Materialen zu Peter Weiss’ >Marat/Sade< p. 120ff.
·10·