Mads Hermansen
Og meningen ...
essays om liv
Og meningen ...
– essays om liv
Af Mads Hermansen
1. udgave, 1. oplag
© Multivers ApS, 2024
Omslagsillustration og -layout: Inna Vitkovskaya Tryk: Totem
Printed in Poland, 2024
ISBN: 978-87-7917-680-5 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af: VELUX FONDEN
Produktionen af denne bog har udledt 286 gram CO2æ. Udledningen er beregnet med ClimateCalcTM og kompenseret gennem South Pole.
Ind i musikken
Jeg står i gummistøvler.
Igen.
I vandkanten.
Jeg har stået her mange gange før. Denne gang skal jeg over.
Den ligger derovre.
Der er højst fem meter over til den?
Før jeg står her, skal jeg have sikret mig, at opsynsmændene ikke kan se mig og jager mig væk.
Jeg er gået fra Hovedvej 1, som skærer sig igennem Odense, ned på den lille repos, som ligger fem trappetrin under hovedvejens asfalt.
Den del af turen til vandkanten er nem. Den har jeg taget mange gange, på vej ud i en af mine ekspeditioner til Afrika.
Lige neden for reposen på den anden side af den lave mur, som rammer reposen ind, løber Odense Å. Lige her skal åen over en lav forhøjning. Over den glider åens vand roligt, og det er tydeligt, at vandet er lavt her.
Faktisk gummistøvlelavt.
For at komme ned til bredden, som løber lige bag reposen, skal jeg kravle over på den anden side af muren. Her er der muret jerntrin ind, så jeg kan kravle helt ned på den sumpede smalle bred.
Det er her, jeg står.
Fem meter er hurtigt overstået i gummistøvler! Og selv om gummistøvlehøjden ikke absolut rækker hele vejen, så gør en våd sok jo ikke så meget!
Jeg har stået her mange gange før, når jeg har været på ekspeditioner til Afrika med lillebror Klaus i legevognen og med brunsvigere fra bagerforretningen som proviant. Men samme resultat hver gang.
Jeg kravler op igen og kommer igen ind på reposen.
Ser igen længselsfuldt over på øen, som ligger der lige efter sluserne og Havhesten, som midt i udvidelsen af åen efter sluserne fnysende sender kaskader af tågevand ud af sin næsebor.
I udkanten af Munke Mose.
Fantasien er stærk.
Jeg har brug for en hule, helt skjult bag træer, ænder, gæs og uden for syns- og rækkevidde af opsynsmænd.
Mit sted.
Et skjul.
Der hvor kun vandets lyd og lette ferskvandsluft, sammen med anderappen og mågeskrig, er eneste kulisse til min forsvinden fra verden. En helt sikker, regntæt og tør hule.
Afstikkeren til reposen og over muren til å-bredden trækker og flår i mig.
Så kan de have det så godt derhjemme!
De vil savne mig!
Hvad er det jeg – som seksårig – i 1952 vil?
Forfølge realisering af en forestilling om at klare sig alene?
Undersøge alenehed og ensomhed?
Var det godt, at jeg ikke turde prøve?
Det er vist det, bogen handler om.
Ouverture
– tema og introduktion
Inspirationen til denne bogs ‘komposition’ er hentet fra musikken.
Jeg har ikke komponeret et musikstykke, men jeg prøver, som komponister i fx operaer eller dramatikere i skuespil, at mime livsevents, for på denne måde at reparere på meningsløshed og måske også at trøste.
I den bedste af alle verdener hjælper mimetisk genopførelse ikke alene til skabelse af mening for den, der fortæller, men i lykkelige situationer også for den, der læser eller lytter aktivt.
Når jeg tager en lille uddybende faglig ekskurs i teksten, kalder jeg det for improvisation ligesom i musikkens verden. Improvisation udgør en fabulering over et tema, en strofe, en melodi. Mine improvisationer henter alle energi fra betydningsfulde temaer, som forhåbentligt får medbetydning af at blive improviseret fagligt. Jeg henter hjælp i de brede psykologiske/samfundsfaglige positioner, som jeg har mødt, udviklet på og ladet mig udfordre af gennem mit liv.
Med denne bog afslutter jeg min lille essaysamling om livsudfordringer.
Jeg lovede 24 bind.
Det bliver kun til tre.
Jeg har i de tre bøger makket med forskellige rammesætninger og udfordringer.
I den første: ’Så det ... Om liv fagligt fortolket og fortællingsforvansket’ er rammen fyldt ud med stumper af liv garneret med nedslag af psykologiske refleksioner fra min faglige virksomhed som forsker og underviser.
Her prøver jeg kræfter med distanceret selviagttagelse og psykologisk analyse af nogle af de episoder i mit eget liv, som har gestaltet sig med stor gennemslagskraft.
Naturligvis et udfordringsprojekt af gigantiske dimensioner. For hvem har nogensinde for alvor kunnet forholde sig selvkritisk, analyserende og hudafflående til sig selv?
Nej vel!
Så hvorfor skulle jeg kunne?
Når jeg fremturer, er det trods umuligheden alligevel værd at gøre forsøget.
Der er steder og situationer, hvor vilkåret kræver et halsbrækkende forsøg på at overkomme det umulige.
Når man arbejder videnskabeligt, underlægger man sig et vilkår, som aldrig helt kan opfyldes.
Det er sjældent, at det bliver eksponeret som udfordring og opgave. I videnskabeligt arbejde skal man være ekstremt (selv)kritisk. Det er det modsatte af det, vi som mennesker helt intuitivt har tendens til at gøre: Vi søger mening og sammenhæng. Det skal man også i videnskabeligt arbejde, men umiddelbart derefter søge kritisk at angribe og dekonstruere den opnåede sammenhængsforståelse.
Formålet er naturligvis at få evalueret om den opnåede sammenhængsforståelse kunne holde, når den angribes fra kritiske vinkler.
Selvkritisk forpligtelse er ret sjælden. Den findes også
inden for kunst, men ofte meget skjult for udøveren og i et vist omfang også for tilskueren. Her er det mere en ikke reflekteret kritik, som sætter sig igennem i måden at bruge form, symboler og events til at skabe den kritiske vinkel.
Men i dagligdagslivet er det at opnå sammenhængsforståelse og få mening i tingene det, der får os til at slappe af. Vi læner os velbehageligt tilbage i sædet og fryder os over, at nu er der igen orden på det sagsforhold, vi har været uroet over.
Det er et grundvilkår for vores væren i verden, at vi kontinuerligt indgår i processer mellem at søge mening og finde fred, når den har indfundet sig, for igen at blive tvunget ud i ny søgning efter mening, når virkeligheden igen er for påtrængende usammenhængende. Hårdt arbejde!
Derfor har vi heller ikke umiddelbar lyst til at opsøge det ubehag, der kan opstå, når vi af egen vilje tager et selvrefleksivt og kritisk blik på den forståelse, vi nu har fundet os til rette med.
Det forhold gør sig også gældende for forskere. Det er en stor udfordring at leve op til kravet om kritisk selvvurdering og kravet om at invitere sine kritikere ind for at højne kvaliteten af ens arbejde. At få vitaliseret andre synsvinkler er næsten uoverkommeligt.
Men det er den afgørende ambition i videnskab. I eget privatpersonlige liv er det hjælpsomt at lægge sig op ad den aspiration, hvis man vil søge større indsigt og nuancering af egne sandheder.
At gøre sig til ‘sine graveres åndfulde forbundsfælle’, som Kundera skriver i ‘Udødeligheden’1 , var og er udfordringen og målet.
At gøre det er udfordrende. Det er det, fordi hele vores livsopretholdende rettethed er målrettet mod at skabe midlertidig mening (og den afslappende tilbagelænethed, som