Skip to main content

Nytårsaften på Casino 1873_Læseprøve

Page 1

PAA CASINO

1873


HOLGER DRACHMANN OG EDVARD BRANDES

PAA CASINO

1873 Ved Peter Brask

Multivers Academic 2017


Nytaarsaften paa Casino 1873 Af Holger Drachmann og Edvard Brandes Ved Peter Brask Udgivet af UJDS (UJDS-nummer 595) i samarbejde med Multivers Academic © Forlaget Multivers ApS, 2017 1. udgave, 1. oplag 2017 Omslagsillustration: Se figur 129, s. 407 Omslag: Christine Lind Tryk: Printing Solutions Printed in Poland 2017 ISBN: 978-87-7917-448-1 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som ebog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er støttet af

Knud og Dagny Gad Andresens Fond Lasson Andersens Fond Lillian og Dan Finks Fond Velux Fonden


udgiverens forord om hemmelige kilder m.m.

Spillet ”Nytaarsaften 1873” fra Casinoteatret i København udgives hermed efter Holger Drachmanns manuskript i Collinske Samling 146, 4o som tilgik Det Kgl. Bibliotek 1905. Værket nævnes i vore revyhistorier, til dels ud fra avisomtaler og et sanghæfte fra 1874, men hovedkilden var Erik Bøghs omtale i ”Folkets Avis” 3.1.1874, genoptrykt i hans Udvalgte Feuilletoner 1875. Her skrev han mest om sin egen udvikling af genren nytårsfarce, men causerede så til sidst om sin idiosynkrasi mod brandere, specielt dem i Nytaarsaften, med fire eksempler, men uden beskrivelse af revyen i øvrigt. Grundet bogoptrykket blev Bøghs tekst den lettest opledelige omtale af den. Alfred Kjærulf & Orla Ramsøe: Den danske Revy (1934) nedvurderer stykket over 5-6 sider (kap. 9), alene på nævnte grundlag. Robert Neiiendams monografi Casino (1948) er neutralere, men meddeler at ”Manuskriptet er forsvundet” (s.44). Emil Marotts monumentale Dansk Revy 1-3 (1991) kalder opførelsen ”en eklatant fiasco” (s. 593, 587) og registrerer den i bd. 3 som nr. 35, uden at vide af teksten. Alle tre revyhistorier véd, at det anonyme spil var skrevet af Drachmann og Edvard Brandes. At ingen savnede det efter den snak, undrer ikke. Men hemmeligt var det ikke. Den Collinske Samling af danske skønlitterære manuskripter blev grundlagt omkring 1850 af departementschef Edvard Collin og efter dennes død 1886 videreført af hans søn, zoologen Jonas Collin d. y. Dens største skat er den rige samling af H.C. Andersen-papirer, men også Holger Drachmann – en nær ven af Jonas – er overdådigt repræsenteret. Jonas skænkede kort før sin død i 1905 sin samling til Det Kgl. Bibliotek, hvor den efter aftale blev offentligt tilgængelig fra 1925. I 1968 anførte Morten Borup manuskriptets biblioteksadresse i sin udgave af Breve fra og til Holger Drachmann (II:294, komm. til brev 38).

udgiverens forord · 5


Men allerede 1941 var bibliotekets egen beskrivelse bragt på tryk, i det første hæfte (siderne 1-160) af Lauritz Nielsens i 1943 afsluttede Katalog over danske og norske Digteres Originalmanuskripter. Jonas’ samling beskrives alment i Indledningen (1943), side XXVIII-XXXII, og s. 92 ses at indholdet af ”Nytaarsaften” Coll. saml. 146, 4o er 1. Forskellige Udkast og Kladder. (55 tildels løse Bl.) 2. Stærkt rettet Renskrift. (68 tildels løse Bl.)

Opførelsesteksten kan nogenlunde udledes af (2.) med nogle få supplerende kilder. De aktuelle hentydninger for et indforstået publikum lader sig basalt opklare, især ved hjælp af dags- og ugepressen. Men derudover åbner ”Udkast og Kladder” overraskende perspektiver på det opførte, og fører ind i den videre forestillingsverden og det kulturelle miljø, hvor dets ophav befandt sig i året for tekstens tilblivelse. Her er bl.a. en komplet, men kasseret 2den Akt – en teknisk velgjort politisk farce. Men teksten var kun materiale for det teaterarbejde, hvis resultat vi gerne vil have en illusion om. Stykkets mange sange er gjort til lånte melodier, hvis oprindelse er værd at vide (og ofte var publikum bekendt). Og for synet er der stof til teaterdrømme i alt om Casino og dets befolkning – hvoraf nok de fleste medvirkede i et nytårsspil, som også var en fest i huset. Casino var Drachmanns første erhvervspraktik som teaterforfatter. Vi ser, hvad han drømte om at skabe, men (endnu) ikke kunne – og hvad han kunne, men ikke måtte. Utvivlsomt lærerigt. Også for os, som dels blev bekendt med nogle yndede, men nu halvglemte teaterværker, der nærede Drachmanns dramatikerdrømme, og dels måtte søge teatrenes og publikums ideologiske grænser. De opdroges stedse ved dansk bearbejdelse af alt udenlandsk, men markeredes især, når et værk forhåbedes at fremme egne anskuelser. Casino har et par franske eksempler 1871-72, men særligt instruktivt er magtspillet om Henrik Ibsens indførelse på nationalscenen 1869-70. For 1873-aftenen konkret har viden om skuespillernes apparition og specialer (og nykker) været til gavn; den viser bl.a. at roller og numre i høj grad tilgodeså ensemblets ekspertiser. Heldigt nok har vi også haft maskinmesters noter i hænde, og til sidst endda Casino-musikernes

6 · nytaarsaften 1873


smuldrende gamle noder. Vel er det drøm, men sovende kommer man ikke til den – der må søges i bunker af bøger og oplukkes gamle aviser, før man øjner hvad der begav sig mellem kulisserne – og bag dem. Det er forbavsende, hvor meget af det blot aktuelle, der trods alt kan forstås på ny. Men i grunden er der ikke så langt til 1873; jeg kunne som otteårig have hørt om forestillingen af én, der havde overværet den i samme alder; Casino var jo børnenes teater. Det har jeg ikke, desværre. Fortællingen måtte pusles sammen, stump for stump, før billedet trådte frem. De fylder op, alle brikkerne – men jeg håber at nogen vil tage dem for sig, og betragte billedet igen, af spillet i teatret, i byen, i tiden. Nytårsarbejdet var kleinkunst, men ærligt kollektivt håndværk, som, set i rette sammenhæng og på de givne betingelser, har både teater- og almen kulturhistorisk interesse. Den, der orker sig frem, vil i tilgift få et glimt af gammel københavnsk festivitas. For sin egen fornøjelse ved arbejdet skylder udgiveren tak til de mange, der har befordret det. Det var docent Flemming Lundgreen-Nielsen, som for år tilbage bemærkede at revyudgivelsen kunne egne sig for skriftserien fra ”Universitets-Jubilæets danske Samfund”, - hvorefter samfundets tilsyn ved redaktør Marita Akhøj-Nielsen jævnlig forhørte sig opmuntrende om arbejdets gang. At det færdige værk var større end forventet hindrede ikke Lundgreen-Nielsen i at forbedre det ved en grundig kritisk gennemlæsning. Men en udstykning truede, nu var værket for stort til UJDS-rammen. Redningen kom fra forfatteren John Fellow, som havde redigeret Carl Nielsen Brevudgaven på ”Diamanten” samtidig med mine mange granskninger dér om revyen. Fellow fortalte at brevudgavens forlag, Multivers også var teaterhistorisk engageret - og formidlede kontakten til forlæggeren Henrik Borberg; nu kunne udgivelsen realiseres! Udgiveren fik megen hjælp undervejs til små og store gåders opklaring. Niels Peder Jørgensen, forskningsbibliotekar ved Det kgl. teaters arkiv, har utrætteligt udredt spegede forhold for mig og anvist nye arkivalske veje. Mag. art. Ida Jørgensen, museumsinspektør ved ”Teatermuseet i Hofteatret”, viste mig Vilh. Wiehes Repertoire-Journal, - og fremdrog Fr. Th. Frandsens malerier og fotos fra den nedlukkede Ca-

udgiverens forord · 7


sinobygning. Derefter havde jeg den glæde at finde frem til Frandsens datter, arkitekt Maria Erle, som var med sin far på Casino, da han samlede minderne - og kunne vise mig hans egen værk-fortegnelse. At rodhugger ikke er en skov-arbejder, lærte jeg af Peter Friis Møller, formand for Skovhistorisk Selskab. Men så førte dette sære ord fra revyfinalen 1873 til Ibsens ”De Unges Forbund” 1869 - og til Marcus Thranes arbejdertale 1850. Derefter kunne kulturpolitiken omkring lystspillets opførelse i København 1870 skildres ud fra utrykte breve, som Nina Kørbu på Nasjonalbiblioteket i Oslo fandt frem til. Jens Petter Kolhøj på billedsamlingen sammesteds hjalp med at finde det rette Ibsen-foto fra tiden. For billedsøgning på Københavns Museum takkes arkivar Klaus Nielsen. Maria Tuniszewska-Ringby, arkivar ved Bornholms museum, takkes for tilvejebringelse af originalerne til figur 5 og 6. At Erik Bøghs revyer efterlignede August Blanches er velkendt, men kronologien i Blanches franske relationer blev først klar i disputatsen ”Blanche et la France” (Sorbonne 2004) og jeg takker dens forfatter Antoine Guèmy særdeles for adgang til dette store, utrykte arbejde. Min afdøde ven romanisten prof. dr. phil. Michel Olsen sikrede min læsning af italienske Masaniello-data og gav mig del i sin omfattende viden om tysk og romansk dramatik. - Professor Jørn B. Olsson gjorde mig opmærksom på Poul V. Rubows udgave af Drachmann-manuskripter. - Den forslagne Jespers snak i tekst V om punkter og ligedannet og ulige-dannet lod mig ulejlige matematikeren universitetslektor Anders Thorup og en specialist i perspektivets historie, dr. scient. Kirsti Andersen, men de fandt intet fagligt hold i hans udsagn. - Der var mere held ved mine vandværkstekniske spørgmål til Industrimuseet i Horsens ved John Juhler Hansen, opklaringen af ”nederhandrægtig” fra revyens åbningsreplik hos dialektforsker Adgerd Gudiksen på Ømålsordbogen og professor dr. phil. Ole Langes tjek af min tydning af sytråds-skriften i Tietgens regnskabsbog. - Om ”læsningen” af politiske karikaturer 1873-74 har jeg haft fornøjelige diskussioner med parlamentarismens historiker, dr. phil Claus Friisberg, Gråsten. Drachmanns journalistiske og digteriske virke tiltog stadig i 1873, men han ernærede sig nok mest som maler og tegner; vor viden om hans færd som maler 1870-73 er desværre mangelfuld. Jeg fik gode råd om

8 · nytaarsaften 1873


kunsthistoriske kilder af bibliotekar Anja Lollesgaard på Kunstindustrimuseet (nu: Danmarks Designmuseum), og museumsleder mag. art. Elisabeth Fabritius har forklaret om de besværlige kilder vedrørende Drachmanns tidlige Skagensophold. Vi ved dog nu at hans Englandstur 1871 byggede på tilknytning til Adolph Borgen og Fred Ahrends, Kunsthandlere i London. Jeg takker direktør Stig Miss, Thorvaldsens Museum, for information om bdr. Charles og Adolph Borgen - Den norske kunsthistoriker Vidar Poulsson har fascinerende orienteret mig om det lidet, man ved om Frits Thaulows danske studieår, hvor han nok traf Drachmann som medstuderende på Charlottenborg i 1870.* Undervejs gennem alt dette lærte jeg to af digterens børnebørn at kende, Vibeke og Svend H. Drachmann. Hos Vibeke (’Vibe’) fik jeg lov at gå på opdagelse i morfars smukke dragkiste, med tegninger og skitsebøger; at få dem i hånden var en god trøst for mange udtørrende kilder. Og Svend H. Drachmann skaffede mig adgang til malerens skibsportræt 1870 af den ”samlede Flaade” fra DFDS, som stadig er i selskabets domicil. Min næsten daglige arbejdsplads under denne spørgen og søgen var Det Kongelige Bibliotek i ”Diamanten”, hvis vidende og hjælpsomme personale stedse befordrede arbejdet. Specielt fandt CMB (Center for Manuskripter og Boghistorie) gode løsninger på praktiske problemer i omgangen med de skrøbelige materialer. - Til afslutningen af mit eget manuskript gav Ulrik A. Brask et vigtigt bidrag ved teknisk bistand med det rige billedmateriale. - For årelang opmuntring under værkets tilblivelse kan jeg sluttelig takke fhv. overlæge Kurt Andersen, dr.phil. Jens Kr. Andersen, forfatteren mag. art. Peter Høeg og prof.em. Søren Schou; sidstnævnte tillige for gennemsyn af det færdige produkt. At jeg vovede mig ind på teaterhistoriens gebet skyldes ikke mindst den levende lærdom og faglige enthusiasme jeg havde mødt hos Torben Krogh (1895-1970), som i 1953 blev fagets første professor i Danmark, *

En detalje bør nævnes. Thaulows adresse 1871-72 var Hotel Phoenix - hvor Holger og Vilhelmine boede som nygifte nov. 1871 - marts 1872. Frits blev forlovet med Ingeborg Gad 15.6.1872 og de giftede sig 14.10. 1874. De to par har næppe ført et fælles bohemeliv på kvisten. (Modsat Kr. Hvidt: ”Edvard Brandes” 1992: 97 og P. V. Rubow: ”Holger Drachmanns Ungdom” 1940: 43).

udgiverens forord · 9


- og et par år efter tog sit første hold studerende med på en uforglemmelig studietur i Sverige, helt op til Drottningsholmsteatern og Haga. - Må jeg til sidst nævne, hvordan jeg kom til at forske så længe i denne bogs beskedne emne. Fra 1972 var jeg professor i litterær analyse på RUC, og søgte at udvikle faget i en disputats 1974 (Københavns Universitet), med mange men korte analyser. I 1982 blev jeg grundigere, med 200 sider om Drachmanns digt Engelske Socialister; et arbejdspapir til senere bearbejdelse.* Den var jeg begyndt på, da jeg ca 2007 under gennemsyn på CMB af Drachmanns første manuskripter opdagede revy-relikterne, hvis ”gåder” førte dybere ind i hans liv og virke 187074 ... og i tidens kulturelle situation, som kunne spændende belyses gennem revyens tilfældige, men brugbare prisme. Dette er en lang fortælling omkring en lille begivenhed. De to hovedtekster, R og V (s. 441, s. 601) udgør kun 125 sider. Begynd venligst med dem!

*

En udløber heraf er artiklen Natten & Dagen - og digterne om poetisk brug af to Thorvaldsen-relieffer (Thorvaldsens Museum 2011), senere uddybet i et foredrag ved Museets store seminar på Charlottenborg i marts 2014.

10 · nytaarsaften 1873


nytaarsaften 1873 del 1

indledning


indhold af del 1 udgiverens forord

5

1. kapitel

forfatteren … forfatterne 15 Drachmanns versbrev til Fru Brandes 41 noter til kapitel 1 50 2. kapitel

genren 57 tillæg 1 Om ”Forte Spada” 76 tillæg 2 Nytårsspil 1845-1876 79 noter til kapitel 2 82 3. kapitel

tilblivelsen 87 3.1 De grove træk 87 3.2 Fra udkast A til Prologen 88 3.3 Små tips og tilløb 90 3.4 Prolog & Epilog: københavnermyten om Lars Bjørnbak 96 3.5 Udkast BCD og de tre unge helte 109 3.6 Masaniello-planen 110 3.7 Ingomar og ’Ørkenens Søn’ – udkast BCD 120 3.8 Ingomar og ’Mester og Lærling’ – udkast D 128 3.9 Casinodirektørens ’politiske’ stykker 144 3.10 Hvem var Casinos publikum? 156 3.11 Da den skikkelige socielist forsvandt ... (Fra tekst C til V) 162 3.12 Historien om ”En Rodhugger”, Drachmanns, Ibsens, Thranes 165 3.13 ”De unges Forbund” og Ibsen i København 1869-70 179 3.14 Fra ung helt til gnaven klovn 196 3.15 Gamborgs sjællandske kro og Den brølende Stud. Tekst V 201 3.16 Tivoli-Skandalen! Sidste nyt! 210

tillæg 1 Hemmingsen og Blesbergs rejser 218 tillæg 2 Den stumme i Portici – Plot og historie 221 noter til kapitel 3 227


4. kapitel

musikken i nytaarsaften 1873 241 liste over alle ork- og sangnumre 288 noter til kapitel 4 290 5. kapitel

huset, teatret og scenen 293 noter til kapitel 5 326 6. kapitel

maskinmesters protokol 329 noter til kapitel 6 356 Liste over Casinos maskinmesterprotokoller 356 7. kapitel

skuespillerne i nytaarsaften 1873 365 skitser fra opførelsen 31.12 1873 397 noter til kap. 7 skuespillerne 408 8. kapitel

pressen om nytårsrevyerne 1872-1873 411 nytårsrevuerne på folketeatret og casino 1872 414 Pressen januar 1874 om Casinos ”Nytaarsaften 1873” 421 noter til kap. 8 439

del 2

443


figur 1 casino amaliegade 10. Oliemaleri 1939 af Frands Th. Frandsen (Teatermuseet). Teatret ses fra gården foran genbohuset nr. 9, som 1838-61 ejedes af Jonas Collin (1776-1861), farfar til zoologen Jonas Collin (1840-1905), der tog vare på det her udgivne manuskript.

14 · del 1


1. kapitel forfatteren … forfatterne

Nytaarsspil var ofte anonyme. Rollelisten på Casino-Plakaten for 31.12.1873 leger også med andet hemmelighedsdrilleri: ”En i Klemme” viser sig at være profeten i en hvalfisk, ”Skjæbnen” er et barn, der trækker lotterilodder ved juletræet, ”En Mand med en Mappe” er en ung kunstmaler, og ”En Kone med grønne Krandse” er selveste Tivolifeen fra Pantomimeteatret. Men hvad er mon så ”En Dobbeltgjænger”, ”Manden uden Mening”, ”En god Bekjendt”, ”En Nonne” eller ”Sang og Klang” ? Ja, det skulle publikum have lov at være spændt på … Men som vi ved, er stykkets ophav Holger Drachmann (09.10.1846 - 14.01.1908) & Edvard Brandes (21.10.1847- 20.12.1931). HD skrev manuskriptet, som er bevaret under hans navn, men Edvards bistand er omtalt af dem begge – og dens art og omfang skal siden diskuteres. De herrer havde fødselsdag i oktober – og var nu 27 og 26 år. – Vi vil se på de to (anonyme!) unge menneskers levned nærmest forud, og især hvordan hovedforfatteren tog sig ud i offentlighedens øjne. Lagt mærke til var han allerede ved at hvirvles ind i tidens voldsomme røre om socialismen og Georg Brandes. De store begivenheder er skildret i adskillige bøger, så det følgende skal blot præcisere HDs involvering i dem – og problemer med dem. – HD blev student juli 1865 fra Metropolitanskolen bag Frue Kirke, hvor han var blevet optaget i august 1860, da faderen tog ham ud af H.G. Bohrs skole, ”von Westens Institut”, Nørregade 46. Ifølge en uafsluttet selvbiografi af HD fra 1877, så havde han hos Bohr været ”i Klasse med og paa samme Bænk som Edvard. Han hjalp mig i Mathematik” N1. I gymnasietiden havde HD opdaget sit kunstmaler-talent. Efter studentereksamen uddannede han sig som marinemaler – og dermed var han i 1870 så langt, at C.F. Tietgen lod ham male Den samlede Flaade tilhørende Det forenede Dampskibssel-

1. kapitel · 15


skab, et skibsportræt på 144 x 95 cm, til DFDS’ nye domicil i det ombyggede kvæsthus på Skt. Annæ Plads. Værket blev betalt 16.9.1870 med 300 Rigsdaler (600 kr) N2. Det var cirka en faglært arbejders årsløn. DFDS’ overskud for 1870 var på 685.459 kr N3. – Studieårene var bl.a. tilbragt på Bornholm, hvor han fandt den smukke Vilhelmine Erichsen, som han blev viet til fredag 3.11.1871 om formiddagen. Præcis den dag, hvor Georg Brandes kl.18 indledte sine forelæsninger om Emigrantlitteraturen på Københavns Universitet. Lørdag aften var der komsammen for de nærmeste venner hos de nygifte, i deres kvistværelse på 3. sal over det fornemme Hotel Phoenix i Bredgade 37 – samme gade, hvor hans fader, den dygtige læge Anders Georg Drachmann, boede i nr. 56. – Maj-september forud havde Holger rejst om i England som marinemaler, fra Themsen til Firth of Forth, Scotland, – i stald i London hos den danske kunsthander Adolph Emil Borgen, New Bond Street. Ved hjemkomsten i september troede han at skulle derover igen med sin kone – men få måneder efter bryllupet indså han at salget derovre af de efterladte malerier ikke var bæredygtigt. Han måtte fægte sig igennem herhjemme, med rejse-journalistik, kunstanmelderi, illustrationer i bøger og tidsskrifter, søstykker og dekorationer på kassevis af keramik for Lauritz Hjorths fabrik i Rønne. – I marts 1872 flyttede det unge par til Ryesgade 1244, under navnet H . H. Herholdt (som HD også hed), kun et par huse fra Østerbro, i en nybygning som nu rummer Sortedamsskolen. Det var et pænt borgerligt kvarter, som dog et par år efter var ”groet til med Proletarkaserner” (SL: 355,358). Her blev de til et stykke ind i 1874. Men sidst i 1871 havde en ny og sælsom faktor meldt sig i HDs liv… Onsdag den 20. dec. kl. 20 samlede han fem venner på A. Vincents Restaurant, Gammelholm: Georg Brandes (*1842) og hans jævnaldrende, sproglærer Carl Michaelsen, J.P. Jacobsen (af Edvards årgang), redaktør Vilhelm Møller (af HDs ditto) og litteraten Otto Borchsenius (*1844); de to sidste tilhørte kredsen om HDs dansklærer i gymnasiet, Kristian Arentzen N4. For disse fem – og Vilhelmine – forelæste han sit nyskrevne digt Engelske Socialister. Et Genrebillede. Det var startskuddet til hans digterkarriere. Og det var virkelig et brag – endnu i 1905 blev en ung dame arresteret for at oplæse digtet i en have i Valby

16 · del 1


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook