Den lysende afgrund
Oversætterens gennemgang
Nietzsche er en afgørende skikkelse ikke blot for Deleuzes senere værker men for hans samtidige generation af franske teoretikere der kendetegnes under det omdiskuterede navn poststrukturalisme. Den tyske filosof blev blandt andet brugt til at udfordre 50’ernes eksistentialisme og fænomenologi (Sartre, Merleau-Ponty) samt 60’ernes strukturalisme (Levi-Strauss, Althusser, Lacan) foruden den daværende stærke orientering mod Hegel, Husserl og Heidegger. Deleuzes læsning af Nietzsche var med til at bane vejen for en ny intellektuel scene ved at ryste op i nogle grundlæggende filosofiske begreber såsom universalitet, enhed, forskel, virkelighed, transcendens og modsætning. Ved at tilbyde nye måder hvorpå filosofien kan blive vristet fri fra et perspektiv der opdeler og hierarkiserer verden i moralske kategorier (krop/sjæl, sand/falsk, god/ond)
arbejder Deleuze sig henimod en tænkning der sætter en filosofisk pluralisme op som en afgørende model for at begribe nye måder at tænke og være på: I stedet for statisk enhed, singulær subjektivitet, væren og repræsentation sætter han forskel, mangfoldighed, intensitet, tilblivelse og skabelse som affirmative og kreative måder at være på.
7
Projektet
Deleuze ser Nietzsche som en filosof der står som en af de centrale arvtagere til Kants transcendentalfilosofi. I denne læsning, der er stærkt inspireret af en af Kants skarpeste samtidige kritikere Salomon Maimon, kritiserer Nietzsche ikke blot metafysikken men står selv for en kritisk metafysik der fuldender hvad Kant startede, men som han ikke selv formåede at færdiggøre: En immanent kritik, det vil sige en kritik der opererer inden for de samme betingelser som det kritiserede. Kants projekt var at forstå fornuftens grænser og evner på dens egne betingelser uden at forsikre den igennem noget der stod uden for fornuften. Men Kant formåede ifølge Deleuze ikke at begribe omfanget af sit foretagende eftersom han aldrig stillede det værdimæssige spørgsmål: Hvorfor skal vi søge sandheden?
Hvad er sandheden værd? Hvem søger denne sandhed og med hvilket formål?
Kants transcendentalfilosofi forudsætter altså værdien af det sande. Derfor kan den kantianske kritik ikke give os de faktiske grunde til hvorfor vi søger sandheden i første omgang. Den kan kun afgrænse erkendelsens mulighedsbetingelser, ikke oprindelsens virkelige betingelser. Deleuzes pointe er netop at det først er med Nietzsches indføring af mening og værdi i filosofien at vi bliver i stand til at begribe hvordan specifikke vurderingsmåder der producerer bestemte måder at tænke og være på, selv bliver produceret. For Nietzsche er den sandfærdige, sandhedssøgende filosof et symptom på en vurderingsmåde der har en bestemt oprindelse, og som er udgjort af en bestemt organisering af kræfter: ressentiment, hævnens ånd. Nietzsches
kritik er immanent fordi den søger at udfolde de årsager der
8
producerer bestemte måder at tænke, føle og være på. Derfor kan vi sige at vurderingsmåder konstituerer eller producerer bestemte symptomer.
Nietzsches filosofi karakteriseres som kritisk og vurderende. Den tager ikke som utilitaristerne afsæt i ”objektive kendsgerninger” som ubetingede grundsten, og den accepterer ikke ”bestående værdier” som dogmatiske sandheder. Nietzsches kritiske filosofi afskaffer kendsgerningen og erstatter den med vurderingen; det er ikke længere sandheden der er det afgørende perspektiv men værdierne der producerer disse sandheder; og disse værdier er selv et udfald af en skabelse. ”Fremtidens” filosoffer er ifølge Nietzsche dem der kan fortolke, vurdere og skabe disse værdier; de er derfor symptomatologer (læger), genealoger (dommere)og kunstnere (typologer). De søger at forstå de specifikke betingelser som en bedømmelse eller væremåde ikke ville kunne begribes foruden (symptomatologi), hvilket indebærer at man søger de kræfter der grundlægger det sande som sandt (genealogi), og udsætter disse for en kritisk vurdering der baner vejen for nye væremåder (typologi). Filosofi, skal vi forstå, handler ikke længere om hvorvidt noget er sandt eller falskt men om de betingelser der går forud for enhver foregivet værdineutralitet. Spørgsmålet er: Hvem ønsker at dette givne er sandt, og i kraft af hvilke værdier?
Ontologi
Værdier udgøres af en sammenblanding af kræfter. Men hvad er en kraft? Dette spørgsmål berører Nietzsches ontologi hvis
9
basale tese ifølge Deleuze er at kraft er ”i flertal” (I, 3). Vi kan forstå kræfter som evner eller drifter der i indgående forhold til andre kræfter fremstår på en bestemt måde. Men vi må da ikke tro at vi kan adskille kræfterne fra selve deres måde at forholde sig til andre kræfter på som om vi kan trække deres virkninger fra og deraf komme til en ”neutral” eller ”monistisk” grundkraft. Ingen kraft eksisterer hinsides dets forhold til andre kræfter hvilket vil sige at en kraft i sidste ende ikke er andet end en evne til at forholde sig til andre kræfter. De kræfter der således indgår i forhold, giver i deres indbyrdes sammenhæng hinanden mening og kan ikke begribes uden hinanden. Det er selve denne måde at være sat i forhold på og ikke at kunne begribes uden dette organiserende forhold der af Deleuze karakteriseres som ”uskyldigt”. Uskylden ligger i at det i bund og grund er tilfældigt hvilke kræfter der kommer ud for og bliver sat i forhold til hinanden. Hvem man møder på Tinder eller på baren er i sidste ende tilfældigt, men måske bliver man forelsket i en af dem en dag. Der er nemlig større eller mindre tilhørsforhold mellem kræfter. En krafts ”væsen” hører til og formes af den kraft der giver den en mening, hvormed man i deres forhold ikke længere kan skelne hvem der giver og hvem der modtager mening, hvem der bestemmer over eller bestemmes af den anden. Deleuze udskifter derfor idéen om en tings væsen med idéen om en tings mening.
10
Kvantitet og kvalitet
Styrken af en kraft er dens kvantitet. Men denne kvantitet kommer kun til udtryk i kraftens forhold til en anden kraft som den er kvantitativt forskellig fra: Kvantiteten er derfor kun et udtryk for selve forskellen der opstår i forholdet. Forholdet mellem disse kræfter er derfor udgjort af og kan kun bestemmes i og med denne forskel. Men siden deres kvantitet kun begribes i forskellen mellem dem, kan man ikke reducere deres kvantitet, deres styrke, til noget bag om deres forhold. Det er kun i relation til en anden kraft at en kraft enten er overlegen eller underlegen, ikke ”i sig selv”. Derfor er kvantitet vurderet kvalitativt. Kvantitet er forskel i kvantitet, men denne forskel er kvalitativ. Hvilken kvalitet en kraft og et forhold har, betegner en tendens mod enten at affirmere eller negere forskellene i det givne forhold; den affirmerende eller negerende vurdering af forskellene er selv en fortolkning af forskellene. Man kan ikke vurdere kvaliteten af et forhold ved at opstille det som en kamp eller konkurrence hvor vinderen skulle være den stærkeste, da man ikke kan vurdere kræfternes kvaliteter, deres tendenser, med objektive parametre. En sådan objektivitet søger at udligne forskellene ved at finde ”faktiske” måder at vinde på hvilket blot selv er et udtryk for en negerende måde at forholde sig til forskelle på. En krafts styrke er lig med dens evne til at affirmere forskelle og derfor lig med dens evne til at indgå i forskelligartede forhold.
11
Aktiv og reaktiv
Kræfternes kvaliteter er nærmere karakteriserede som henholdsvis aktive og reaktive. Aktive kræfter er plastiske, dominante og foranderlige. De eksisterer umiddelbart og affirmerende i deres forhold til andre kræfter. De aktive kræfter er ubevidste eftersom de for eksempel hører til selve kroppens egen eksistensform. Men siden de aktive kræfter principielt ikke af sig selv hæmmes og gøres tilpasningsdygtige, må andre kræfter ud fra andre hensyn bremse og indordne dem. Disse kaldes reaktive kræfter og er som sådan væsentlige for menneskets måde at indordne sig hinanden på. Bevidstheden og vores erkendelse er her forstået som en slags reaktiv kraft der tilpasser og begrænser de aktive kræfter ligesom sygdom
også er en reaktiv kraft der nødvendiggør tilpasning. Vi kan kun erkende de aktive kræfter som de kommer til syne i deres forhold til de reaktive. Det fatale er når de reaktive kræfter opvejer de aktive kræfter, for eksempel når erindringer indtager bevidstheden og gør en ude af stand til at agere på nye indtryk. Når gamle forestillinger, for eksempel forårsaget af overvældende indtryk, bliver det formgivende princip for nye situationer, forekommer forskel, forandring og udvikling som angreb, smerte eller trusler. Man mærker blot indtrykkene og smerten af disse indtryk og kan da principielt kun fortsætte med at agere utilstrækkeligt på dem hvilket kaldes ressentiment. Hvis man vurderer ud fra denne tilstand, bliver aktive kræfter anset som smertefulde og onde. Moral er baseret på den konstante frygt for nye, smertende indtryk. Men nye indtryk, forandring, er en ontologisk tilstand. Kræfternes udveksling, sammenblanding og forandring er en ontologisk forudsætning.
12
Man bør derfor for eksempel minde bevidstheden om dens grund til ydmyghed, siger Deleuze, eftersom den selv kun er en virkning af eller et symptom på de aktive kræfter.
Viljen til magt
Hvorfor forekommer den ene kraft aktiv og den anden reaktiv? Hvad redegør for herkomsten af en bestemt kvalitet i et kraftforhold? Dette forklares ved viljen til magt. Deleuze søger at erstatte Kants transcendentale mulighedsbetingelser ved at gøre viljen til magt til både en transcendental og immanent betingelse for hvordan faktiske vurderings- og væremåder dannes. Det vil sige at viljen til magt betinger men samtidig selv er betinget af disse vurderings- og væremåder.
Man misforstår dog forholdet mellem vilje og magt hvis man gør magt til en slags forudeksisterende genstand man kan ønske at besidde. Vilje til magt er snarere en eksistensbetingelse som sådan og derfor ikke noget man kan ”ville”. På fransk oversættes Wille zur Macht til volonté de puissance. Det franske puissance skal forstås som en positiv kapacitet, en evne til at gøre noget, hvorimod pouvoir betegner en magt der udøves over nogen, en negativt virkende politimagt. Magt kan i denne forstand ikke repræsenteres som noget man vil have; det er kun ud fra en repræsentativ, reaktiv erkendelse der forstår magt som magt over, at magt kan bruges som en undertrykkende instans. Viljen til magt er en i sig selv produktiv, skabende, genererende instans der igennem kroppe udtrykker et bestemt
13
tilhørsforhold mellem kræfter. Det en krop gør, er altså at udtrykke vilje til magt på forskellige måder.
1° som genetisk element. Viljen til magt er i sig selv en produktiv, skabende, genererende instans der igennem kroppe symptomatisk udtrykker et bestemt tilhørsforhold mellem kræfter. Deleuze siger at dette skal forstås som at viljen til magt er et genetisk eller konstituerende element der går forud for vores forestillinger om den: Ontologi kommer før epistemologi. Når vi spørger ind til hvorfor en bestemt kraftsammenhæng forekommer på netop den måde den gør, stiller vi et genetisk spørgsmål: Vi søger en forklaring på ophavet til et givent fænomen. Men viljen til magt er ikke noget der selv kan repræsenteres eller forestilles som den egentlig er. På samme måde som de aktive kræfter primært er ubevidste og derfor ikke kan forekomme for bevidstheden som de er, forekommer viljen til magt aldrig ”for sig selv”. Den er altid den bestemmende instans samtidig med at den selv bestemmes; den er derfor ikke ”større” end det den betinger, den er plastisk og i forvandling med de bestemte kræfter. Uden viljen til magt kan man ikke forklare ophavet til kræfternes kvaliteter, men samtidig er det altid i og med disse kræfter at man erkender viljen til magt.
2° som differentielt element. Viljen til magt kaldes også det differentielle element, og det skal overraskende forstås strengt matematisk selvom det først er i Différence et répétition at Deleuze udvikler en fuld forståelse for differentialregning. Deleuze forklarer stort set ikke hvordan han læser en analogi mellem matematik og ontologi i indeværende bog der baserer sig på Leibniz’ opdagelser, så det er værd kort at skitsere pointen. Matematisk betyder ”differentiel” forholdet mellem to akser i et koordinatsystem, x og y (dy/dx). Deleuze argumen-
14
terer for at vi ikke må forstå det som at vi indsætter værdier i den uafhængige variabel (x) for at få en funktionsværdi i den afhængige (y), siden variablerne ikke eksisterer uafhængigt af hinanden men er gensidigt bestemt. To kræfter, for eksempel x og y, er kort sagt bestemt gensidigt ligesom de aktive og reaktive kræfter, og denne gensidige bestemmelse er iboende viljen til magt.
3° som kvalificerende element. Viljen til magt er det element der bestemmer en kvalitet ligesom, for at fortsætte analogien, man bestemmer hældningen i et punkt. Men vi sagde at viljen til magt ikke er større end hvad det betinger, ligesom at punkternes hældning i en kurve er bestemt af kurven selv. Viljen til magt betegner og bestemmer altså en tendens i de givne kræfter, en måde deres aktivitet virker og forekommer på, den måde de hælder på; derfor siger Deleuze at viljen til magt selv må forstås kvalitativt. Den er ligesom kræfterne udstyret med et kvalitetspar: Hvor kræfterne er aktive eller reaktive, er viljen til magt affirmerende eller negerende. Dens kvalitet betegner og bestemmer hvilken aktivitet kræfterne hælder mod, hvilket Deleuze henholdsvis kalder bliven-aktiv og bliven-reaktiv. Viljen til magt og kræfterne indgår altså i et gensidigt forhold der udgør den tendentielle kvalitet i et kraftforhold. Det handler om hvorvidt viljen hælder mod en affirmerende, ja-sigende, aktivitet eller mod en reaktiv, nej-sigende, reaktivitet: Hvis viljen affirmerer det der er forskelligt fra den selv, bestemmes den som aktiv og stærk; hvis den negerer det, bestemmes den som reaktiv og svag.
15
Den evige genkomst
Hvis viljen til magt er det element der bestemmer kræfternes forhold og forklarer deres ophav, hvad redegør så for selve kræfternes forandring fra en tilstand til en anden? Hvad er bevægelse og tilblivelse? Her må vi se på hvordan Deleuze i denne sammenhæng forstår den evige genkomst som henholdsvis en kosmologisk og fysisk lære samt som en etisk og udvælgende tanke.
1° Som kosmologisk doktrin. Dette berører hvordan Deleuze forstår Nietzsches opfattelse af tid. Som vi så tidligere med Nietzsches ontologi, er væren i evig forandring, i flux, og der er dermed ingen naturlig måde som tingene bestandigt ”er” på. Vi befinder os i tilblivelsen af de mangfoldige kraftrelationer vi indgår i, og vores kroppe forandrer sig konstant til noget anderledes i og med at de bliver mærket af hvert et indgået forhold. Der findes derfor ingen hemmelig, uforanderlig virkelighed hinsides tiden, ingen ”identitet” i den metafysiske, stillestående forstand, intet lukket kredsløb. Den evige genkomst skal ifølge Deleuze forstås som en naturlov og nærmere bestemt som den eneste naturlov: Alt er i tid, og tid er forandring. Verden bliver evigt til noget nyt, det nye vender evigt tilbage; ingen identitet er grundlæggende og evig. Deleuze formulerer det således: ”Tilbagevenden er det tilblivendes væren.” (I, 10). Det kan altså aldrig være præcis det samme der vender tilbage for i selve genkomsten af noget er det netop blevet til som noget tilbagevendende og derfor som noget andet end det var før. Den evige genkomst er som sådan princippet
16
for kræfternes uligevægt og foranderlighed, for nødvendig transformation.
2° Som fysisk doktrin – første udvælgelse. Den evige genkomst kaldes også en fysisk lære, og det indbefatter den evige genkomst som en udvælgende og etisk tanke. Den evige genkomst garanterer og frembringer altså forandring, den er den rene tilblivelse: tilblivelse af væren, genkomst af tilblivelse. Siden forandring er en fysisk betingelse, er de reaktive kræfter i deres materielle forudsætninger selv i forandring selvom de forgæves søger at modstå det, forgæves forsøger at bremse det. Derfor giver Deleuze en praktisk regel der efterprøver viljens og tankens styrke og væsentlige forbindelse til væren: ”Hvad du end vil, vil det således at du samtidig vil dets evige genkomst.”
(II, 14). Denne tanke må forstås som en første affirmation, en efterprøvelse eller afprøvning af viljen og tanken der skal teste tilhørsforholdet til og forståelsen for forandring. Denne første affirmation siger ja til tilblivelsen som en kontinuerlig skabelse og tester derpå viljens egen skabende, tilblivende kraft, tester om viljen kan sige ja til værdien af sine handlinger: om den kan udvælge sin væren. Den tilnærmer tanken til selve tilblivelsens væren, forstået som at den frembringer en bliven-aktiv; og ved denne tilnærmelse gør den dermed viljen selv til skabelse. Dette skal forstås som at den udvælger visse aktive tilstande frem for de reaktive, omvender visse reaktive tilstande til aktive.
3° Som udvælgende ontologi – anden udvælgelse. Den første udvælgelse var altså kræfternes omvendelse (fra reaktiv til aktiv), men vi har endnu ikke set viljen til magts omdannelse (fra negativ til affirmativ). Kun denne omdannelse gør det muligt at forandre det værdisættende, bestemmende element (viljen til magt) fra en negerende, nihilistisk magt til en affirmerende.
17
Lige meget hvor meget man altså omvender kræfter, vil de reaktive tilstande fortsat herske så længe viljen til magt er negerende. Men for at omdanne viljen til magt må man kunne affirmere selve affirmationen, sige ja til det at sige ja, foretage en ”dobbelt” affirmation. Dette berører hvad Deleuze kalder et næsten ”esoterisk” element af Nietzsches tænkning (II, 14). Det er obskurt fordi mennesket i det væsentlige er besat af reaktive kræfter der står i forbindelse med en negativ vilje, hvilket gør det umuligt faktisk at begribe aktualiseringen af en sådan omdannelse af viljen. Fra de reaktive kræfter (og deres statiske, begrænsende moral) forekommer de aktive kræfter onde da de ikke tager hensyn til stilstand.
Men hvorfor er ”mennesket” væsentligt knyttet til de reaktive kræfter? Hvad redegør for denne sammenknytning af menneske og reaktivitet? Her må vi forstå hvordan de aktive kræfter i første omgang kan blive reaktive. Hvad er det der skiller de aktive kræfter fra deres aktivitet?
1° På det individuelle plan. Deleuze sammenligner her Nietzsche med Freud. Begge opstiller de to systemer der redegør for hvordan man henholdsvis fortsat kan være modtagelig for nye indtryk, og hvordan man bevarer en erindring om sine indtryk. For Nietzsche er disse henholdsvis et bevidst og et ubevidst reaktivt system. Det bevidste system redegør for den fortsatte evne til at tilpasse sig nye omstændigheder for at overleve, at mønstre en frisk modtagelighed over for nye
De reaktive kræfters triumf
18
