naturret som samfundskritik
Af forfatteren er tidligere udgivet: Erhvervsret. Teori-Praksis (1981), Håndbog om betalingsstandsning (1983), Den forbudte retsfølelse (1992), Retsanvendelsens etik. Om dømmekraft (1996), Den moderne retstænknings gennembrud og autoritetstab (1998), Socialretsfilosofi. Retslære for socialt arbejde (2000), Anerkendelse og dømmekraft (med Søren Juul, 2005), Social retfærdighed. Udkast til en retslære for social arbejde (2006), Lærebog i offentlig og international ret (med Karin Buhmann, 2008), Frygtens ret (2010), Alt han ville (roman, 2014)
Peter Høilund
naturret som samfundskritik
Naturret som samfundskritik Af Peter Høilund © Forlaget Multivers ApS, 2016 1. udgave, 1. oplag 2016 Forsidevignet: Et kastanjeblad som symbol på natur og retfærdighed Omslagslayout: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2016 ISBN: 978-87-7917-436-8 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er støttet af
indhold forord 9 introduktion 13 kapitel 1: optakt 21 En verden i krise uden en global kritisk rettesnor 24 Naturretten drives af et menneskeligt behov 27 Naturretten viser sig i grænsesituationer 28 Naturrettens to hovedkategorier og vor egen tid 31 Naturret, socialfilosofi og sociologi 36
kapitel 2: naturrettens kritik 43 Naturret som nutidig samfundskritik 46 Eksempler på naturret som kritik 47
kapitel 3: naturretten – hvilken natur? 53 Den ældste tid – naturen er levende og besjælet 54 Den klassiske naturrets blomstringsperiode 57
kapitel 4: thomas’ naturret og vor egen tid 63 Hvordan finder man de naturretlige principper? 67 Menneskets kropslige indlejring i en levende og skabende verden 71
kapitel 5: de naturretlige principper 73 Sammenfatning af principperne i den naturretlige model 80 Reaktioner på brud på de naturretlige principper 82
kapitel 6: fra topstyring til governmentalitet – beherskelsen slår igennem 91 Den flade samfundsstruktur 91 Beherskelsen går ind i en ny fase 92
kapitel 7: træk af det liberale demokratis forfaldshistorie 99 Det afsporede demokrati i naturrettens kritiske lys 104
kapitel 8: politik, økonomi og magtteknologi 111 Politikken mistede sit autentiske sprog 112 Fyrstens virkningshistorie 115 Det autentiske sprog er erstattet af et teater 117 Økonomi og politik flyder sammen 121 Magtteknologi 125
kapitel 9: det legitime selvforsvar 133 litteratur 135
Af alt, hvad der diskuteres blandt de lærde, indtager det ubestridt førstepladsen til fuldt at forstå, at vi er født til retfærdighed, at retten ikke beror på meninger, men på naturen. Det fremgår klart, hvis man har det menneskelige samfund og fællesskab for øje. Intetsteds finder man nemlig en lighed så slående som den, der forbinder os mennesker med hinanden.
– Cicero
forord Samfundskritik er en pose blandede bolsjer. Den opstår, når nogle oplever utilfredshed med et eller andet. Et tv-program, et valgresultat, en uretfærdighed. Vi har alle sådanne erfaringer, hvor vi godt kunne ønske, at det var anderledes. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken kritik der er rigtig, og hvilken der er forkert. Eller sagt på en anden måde: Hvilken samfundskritik kan legitimeres? Mest markant er nok den politiske kritik fra de forskellige fløje, der har en ideologisk vinkel. Det er en vigtig form for kritik, som udgør et centralt led i demokratiet. Vi må kunne kende forskel på de politiske positioner. Det er imidlertid ikke denne form for kritik, som denne bog beskæftiger sig med. Derimod er grundlagt en politisk, ideologisk og personlig uafhængig kritik, der bygger på en historisk traditionel målestok, der sammentænker etik, politik og ret i ét begreb: naturret. Legitimiteten i denne tilgang ligger i naturrettens integritet. Den er hævet over nationale grænser, er en universel tilgang til samfundet og er frigjort fra idelogier, spin og økonomiske særinteresser. Samfundskritik baner vejen for et skarpere syn på demokratiet, miljøet og global kommunikation som analyseres nærmere i anden halvdel af bogen. Kritikken kvalificerer den demokratiske debat og kan i bedste fald danne grundlag for mere hensigtsmæssige strategier og indretninger. Naturretten er en samling ikkereligiøse overordnede principper, der gælder uafhængigt af politik og økonomi og den forord · 9
menneskeskabte lovgivning. Den har været anerkendt som målestok for alle samfundsforhold i mere end 2.000 år og derfor velegnet som udgangspunkt for kritik. Der findes også en religiøs naturret, som jeg ikke beskæftiger mig med. Naturret er velegnet som samfundskritik fx kritik af demokratiet ud fra de naturretlige principper, som jeg udvikler. Hensigten er at medvirke til at genrejse demokratiet som et reelt folkestyre. De sproglige manipulationer, de økonomiske forvridninger, dyrkelsen af markedet, væksten, har ført demokratiet væk fra det fælles gode. En del af forklaringerne på de store problemer, nationalt og globalt, kan føres tilbage til tabet af naturretten. Formålet er at udvikle naturretlige principper til brug for kritik af demokratiet, rovdriften på naturen samt at undersøge de normative betingelserne for global kritik. Naturretten er velegnet som normativt grundlag for kritik af demokratiets tilstand og vores forhold til naturen. Den fundamentale demokratiske grundsætning om én mand, én stemme er blevet ændret af politiske særinteresser. Tusindvis at lobbyister og milliarder af kroner giver adgang til indflydelse, som den almindelige borger ikke kan opnå. Vores omgang med naturen har ført til naturkatastrofer verden over, og prognosen for fremtiden er særdeles dårlig. Naturretten bygger på, at mennesket er en del af en levende og skabende natur. Denne opfattelse er imidlertid fortrængt sammen med naturretten. Hensigten med denne bog er at undersøge, om demokratiets tilstand og vores forhold til naturen er en følge af en mangel på en sammenhængende kritisk global målestok, som netop naturretten er udtryk for. Sekulariseringen har 10 · naturret som samfundskritik
ført til, at religionen har mistet sin autoritet som retningsgivende for politik. Heldigvis for det. Demokratiet er sat i stedet, men er ført i uføre af særinteresser. Men naturret har stadig en overset rolle som samfundskritik. Der findes ikke neutral samfundstænkning. Enhver tolker den virkelighed, han eller hun mener at se. Jeg kalder denne tekst et essay. Det giver mig nogle frihedsgrader, som en traditionel videnskabelig tilgang ikke tillader. Jeg anlægger en bestemt synsvinkel, der sætter fokus på den del af naturretten, som er relevant for vor egen tid. Det kan være hensigtsmæssigt med en advarsel. Jeg siger mange kritiske ting om renæssancen, oplysningstiden og videnskab i almindelighed. Det er nødvendigt for at forstå, hvorfor vi er havnet i den nuværende situation, hvor adgangen til naturretten synes så vanskelig. Jeg vil derfor en gang for alle slå fast, at renæssancen har betydet umådeligt meget positivt for vor egen tid. Renæssancemennesket og humanismen som ideal er noget af det mest værdifulde, vi overhovedet har. Oplysningstiden har ført til revolutioner, der har løftet menneskeheden op på et højere stade. Udvikling af teknologi og velfærd har ført Vesten ud af den værste fattigdom med en middelklasse og et uddannelsesniveau, som vi ikke ville have fået uden disse perioders store landvindinger. Det er en tilbagevenden til et område, der har optaget mig i hele min voksne tilværelse. Første gang, jeg formulerede mig omkring emnet, var i bogen Den forbudte retsfølelse (1992). Jeg søger nu at gå dybere og mere konsekvent til kernen af naturretten end tidligere. Naturretten kan bidrage til at skabe en vis normativ klarhed i den verden, som forord · 11
verdensborgeren lever i. Den nyeste internationale litteratur har også inspireret mig. Navnlig den, der foretager sammenligninger mellem vor tids socialfilosofi og naturretten. I kapitel 1 til 2 er der først en generel beskrivelse og analyse af naturretten som samfundskritik, herunder menneskets evne til at få indsigt i naturret samt den vigtige sondring mellem klassisk og rationel naturret. I kapitel 3 følger det første historiske snit, der viser, hvorledes mennesket mistede den meningsgivende kontakt med en levende og skabende natur. Kapitel 4 bevæger sig frem og tilbage mellem Thomas Aquinas’ naturret i højmiddelalderen og naturretten i vor egen tid, mens kapitel 5 indeholder de aktuelle naturretlige principper. I disse kapitler analyserer og beskriver jeg de naturretlige principper for samfundskritik. De øvrige kapitler handler om kritikkens konkrete udfoldelse på demokratiet, naturen og betingelserne for global politisk kommunikation. Kapitel 6 har fokus på de strukturelle samfundsændringer fra topstyring til en mere flad og uigennemskuelig struktur, mens kapitel 7 beskriver og analyserer demokratiets forfaldshistorie. I kapitel 8 foretages igen et historisk snit. Denne gang med fokus på politikkens, økonomiens og magtteknologiens udvikling fra 1700-tallet til vor egen tid. I denne periode træder den særlige regeringsræson frem, som tilstræber beherskelse og kontrol af borgerne, selvom det modsatte hævdes. Til sidst følger som afslutning et lille kapitel om det legitime selvforsvar. Her argumenteres for det legitime i at sætte sig til modværge mod overvågning, kontrol, politisk og økonomisk magtfordrejning og skævvridning af informationsgrundlaget ved demokratiske valg. 12 · naturret som samfundskritik
introduktion Verdensborgeren er beboer i den globale verden. Et veluddannet menneske der behersker flere sprog og er på de elektroniske medier med venner og bekendte over store dele af verden. Rodfæstet i sin egen nationalitet, historie og kultur, men også hjemme på den anden side af jordkloden. Verdensborgeren tilhører ikke en lille eksklusiv kreds af globetrottere, men et hastigt voksende segment fra den globale middelklasse. Dog mangler der nogle grundlæggende værdier af overordnet karakter, der kan tjene som kritiske pejlemærker for udviklingen og beskyttelse af demokratiet og naturen. Her kommer naturretten ind. Der er to felter på spil i bogen. Dels et normativt kritisk felt – naturretten – og dels et socialt realistisk felt – de vestlige demokratier, naturens og miljøets ringe tilstand og den globale offentlighed, som er den sfære, hvor borgere fra hele verden diskuterer vigtige politiske emner på tværs af landegrænser. Påstanden i bogen er, at demokratiernes tilstand og naturens forfald i høj grad kan tilbageføres til tabet af naturrettens kritiske målestok for over 500 år siden. Endvidere at den globale verden, der er vokset frem de seneste 40 år gennem velstand og teknologi, har skabt en global offentlighed, der imidlertid står uden en global kritisk, etisk, politisk og retlig målestok. En af de bedste beskrivelser af, hvad naturret er, kommer fra den græske filosof Aristoteles (Hastrup 1991: 92, Aristoteles XIII, 1353B):
introduktion · 13
Ved loven forstår jeg dels den specielle, dels den generelle. Den specielle er den, enhver gruppe mennesker har fastsat for sine egne medlemmer; den forekommer henholdsvis skreven og uskreven. Den generelle lov er naturgiven. Der eksisterer nemlig et fælles begreb om ret og uret, begrundet i naturen, som alle mennesker bærer i sig som en anelse, selvom der ikke består noget fællesskab eller nogen pagt imellem dem.
Loven består altså af to dele: den specielle del, dvs. de regler, der kommer fra parlamentet eller andre menneskeskabte organer, og den generelle del, der er naturgiven og har karakter af en anelse om ret og uret, som alle bærer i sig. Det er vigtigt at bemærke, at det, som Aristoteles betegner som den generelle lov, ikke alene er retsregler, men et bredere begreb, der også indeholder etik og politik. Den generelle del er imidlertid ikke længere i vores historie og bevidsthed, selvom den naturgivne anelse om ret og uret stadig består. Hensigten med denne bog er, at rehabilitere den naturgivne anelse, eller kort naturretten, da den synes uundværlig for de vestlige demokratier, naturen og den globale sameksistens. Naturretten samler etik, politik og ret i et begreb, som renæssancen og oplysningstiden efterfølgende skilte. I vor tid dyrkes etik, politik og ret hver for sig uden indbyrdes afhængighed. Denne adskillelse er særdeles uheldig, da de tre områder er tæt forbundne. Etikken fungerer som førstefilosofi for politikkens skabelse. Det betyder, at de regler, der bliver til lovgivning, ideelt set er skabt i det menneskelige fælleskab – civilsamfundet – uafhængigt af markeds14 · naturret som samfundskritik
kræfter og statslige organisationer. Civilsamfundets normer omsættes til politik og ret til brug for institutionernes administration af den ønskede politik. Sådan burde det være, men sådan er det ikke altid. Med afviklingen af den oprindelige naturret afskrev vi også naturen som en del af vores fornuft. En levende og skabende natur blev til en ressource for menneskelig udnyttelse og har udviklet sig til en rovdrift, hvis konsekvenser ingen i dag kan overskue. Pointen er, at vi har tænkt naturen og andet liv ud af fornuften og dermed har mistet sansen for andet liv. Overordnet er det min hensigt gennem historiske analyser at vise, hvad naturret har været tidligere, og navnlig hvad den kan bidrage med i vores egen tid som kritisk instans. Mere konkret at tilbageføre etik, politik og ret samt naturen til naturretten. Den bærende idé er, at naturretten er en uundværlig global værdihorisont, som trænger sig på i en verden, hvor international ret, herunder menneskeret tigheder, synes utilstrækkelig. Et kritisk demokratisk etos, der har til formål at styrke de nationale demokratier i en åben dialog om en normative ramme for verdensborgerens optræden i den globale offentlighed. Teknologien spiller en afgørende rolle. De sidste 30 års udvikling har medført strukturelle ændringer verden over. Terrorangrebet på Tvillingetårnene i USA den 11. september 2001 satte en ny dagsorden. Terrorbekæmpelse og sikkerhed blev højt prioriteret, og de vesteuropæiske efterretningstjenester med NSA i spidsen voksede. De fik tilført enorme ressourcer for at kunne foretage overvågning med henblik på at pågribe terrorister. Men whistleblowere har introduktion · 15
åbnet den vestlige verdens øjne og vist, at denne overvågning har taget overhånd med politiske skadevirkninger til følge. Videnskabsmænd, kunstnere og andre intellektuelle i den vestlige verden er blevet mere tilbageholdende i deres udsagn end tidligere. De har kort sagt lagt bånd på deres politiske spontanitet. Institutionernes indsamling af persondata og samarbejde med efterretningstjenesterne er kommet under pres. Kan vi stadig tale om retfærdige institutioner, der understøtter det fælles gode? Teknologi har til alle tider grebet ind i samfundslivet og sociale relationer. Den er ikke en neutral størrelse, som stilles til rådighed for mennesket, men en integreret del af den almindelige historie på godt og ondt. Vi kunne godt have undværet atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1946, mens Graham Bells opfindelse af telefoni i 1876 har været godt for de fleste. Teknologien spiller en vigtig rolle i denne fremstilling. Den bringer historien ind i en ny og hidtil ukendt fase på godt og ondt. Den gode side handler om mobiltelefoner, computere og nye fantastiske kommunikationsformer, der gør verden mindre. Verdensborgerens forlængede arm og den globale offentligheds øjne og øre i verdens brændpunkter. Det kan være under tortur af fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak eller Mohamed Bouazizi, der brændte sig selv i den tunesiske by Sidi-Bouzid og udløste Det Arabiske Forår. Den onde side handler om masseovervågning, som uden demokratisk kontrol eller dommerkendelser bryder ind i privatsfæren. Denne magtteknologi udvikler sig i kvantespring, som synes uden grænser. Det nye handler om den gode og onde teknologis de16 · naturret som samfundskritik