NATURENS SANDE BETYDNING
LARS DANNER MADSEN & MICKEY GJERRIS (RED.)
NATURENS SANDE BETYDNING OM NATURSYN, ETIK OG TEOLOGI
URENS SANDE BETYDNING – Om natursyn, etik og teologi eret af Lars Danner Madsen og Mickey Gjerris ultivers ApS, 2001
ver: Multivers Aps, København ag: kvorning.dk ed in Germany 978-87-7917-031-5
.multivers.dk
e bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
INDHOLD Forord 6 Indledning 10 Af Lars Danner Madsen Sårbarhedens pris 24 En kritik af antropocentrismen. Af Mickey Gjerris Forandring eller forvandling 56 Naturvidenskaben og værensundere. Af Jakob Wolf At hente rummet ind igen 78 Teologiske betragtninger over vort naturforhold. Af Ole Jensen ”…der lød med ét en sælsom Lyd” 106 Om forholdet mellem natur og kristendom i historisk perspektiv. Af Aksel Haaning Skabelsesteologi 133 – en erfaring med erfaringen. Af Bent Flemming Nielsen Natur og frihed hos Kant og nyere miljøetik 155 Af Ulrik Becker Nissen Fra bioetik til miljøetik og virksomhedsetik 181 Etiske overvejelser over marked, miljø, dyr og natur. Af Jacob Dahl Rendtorff Miljøetik i nytteetisk perspektiv 209 Af Peter Sandøe Noter 224 Om forfatterne 238 Personregister 240
FORORD 1: Historien indtil nu Allerede i antikken fandt man ud af, at Jorden er rund. Alene den simple iagttagelse, at det første man ser, når et skib dukker op i horisonten, er en mastetop, gør det svært at nægte, at vi bor på en kugle. Da denne opdagelse med hjælp af Aristoteles begyndte at vinde indpas i europæisk tænkning i det 12. - 13. århundrede medførte det op gennem middelalderen en lang række indædte kampe mellem astronomer, filosoffer og teologer. Ikke desto mindre var det først i starten af 1960’erne, at det for alvor gik op for mennesket, at det at bo på en kugle sætter grænser for beboernes aktiviteter. Der er ganske enkelt et begrænset areal at gøre godt med. Med denne genopdagelse af at jorden er rund, blev den akademiske disciplin miljøetik født, ligesom det der for nemheds skyld kan kaldes “Den økologiske bevægelse” opstod. Inspireret af den amerikanske marinebiolog Rachel Carson, der i sin bog The Silent Spring fra 1962 gjorde opmærksom på, at den stigende brug af pesticider i landbruget slog sangfuglene ihjel, begyndte det at gå op for den vestlige civilisation, at den i begejstringen over alle sine teknologiske fremskridt havde glemt, at den biosfære, der findes på overfladen af planeten Jorden, ikke kan rumme uendelige mængder affaldsprodukter. Dette og den stigende beherskelse af naturen gennem dæmningsbyggerier, skovhugst, urbanisering, avlsarbejde, industrilandbrug, den fremspirende bioteknologi osv. førte til, at den vestlige civilisations natursyn kom til diskussion. Miljøkrisen eller den økologiske krise blev sammen med truslen om en global atomkrig med efterfølgende nuklear vinter til en mareridtsvision, der lå som en skygge over 70’erne og 80’erne. Berlinmurens fald i 1989 og det faktum, at miljøproblemerne fik officiel status op gennem 80’erne, fik mareridtsvisionerne til at fortage sig. Med udgangspunkt i Brundtland-rapporten fra 1987 blev begrebet bæredygtig udvikling grebet af politikere, industriledere og interessegrupper og står i dag som det mantra, der forsikrer os om, at vi på en gang kan fortsætte den økonomiske og teknologiske vækst og på samme tid få styr på miljøproblemerne. At denne tankegang ikke er uproblematisk burde de gentagne opdagelser af Jordens form være argument nok for. Der er simpelt hen grænser for, hvad der kan foregå i et lukket system, hvis systemet skal kunne opretholde sig selv. Men det er ikke hensigten med denne bog at afklare, hvorvidt den økologiske krise er et fatamorgana fremkaldt af menneskets tørst efter uoverskuelige proble6
FORORD
mer eller en reel trussel mod biosfærens eksistens. Det antages som et afsæt for udgivelsen, at den industrialiserede og teknologiserede kultur, der med udgangspunkt i den vestlige verden er ved at blive global, har givet mennesket så stor magt over naturen, at det nu er i stand til at destruere sit eksistensgrundlag og en betragtelig del af den eksisterende biosfære. Præcis hvor galt det står til, synes at være en trossag, snarere end et spørgsmål, der blot afventer naturvidenskabelige resultater. I dette spørgsmål synes en realistisk pessimisme at være på sin plads. Men det er som sagt ikke denne bogs mål at begrunde denne realistiske pessimisme med statistikker og eksempler. For et overblik over miljøproblemernes omfang henvises i stedet til Worldwatch Institute (http://www.worldwatch.org) og World Resources Institute (http://www.wri.org).
2: Denne bog Som nævnt har den vestlige verden fået øjnene op for de problemer som dens magt over naturen rejser. Dette har også sat sig spor i den filosofiske og teologiske verden, hvor man i højere og højere grad er begyndt at inddrage naturen i tænkningen. Vi synes derfor, at det er på sin plads med en bog, der giver et indblik i, hvilke veje denne forskning går i Danmark. Vi har samlet ni bidrag, der søger at fastslå hvordan vi overhovedet kan tale om naturen og hvilken betydning naturen må tildeles i de etiske overvejelser. Vægten er lagt på de teologiske tilgange til naturspørgsmålet, da den danske debat siden 1970’erne i høj grad har været præget af teologen K.E. Løgstrups etiske og metafysiske tænkning. Det, der samler de ni bidrag, er deres optagethed af hvordan vi som mennesker kan tale om etik; altså på hvilken måde vi finder ud af, hvad der er det gode og det onde, det rigtige og det forkerte og hvilken betydning naturen bør have i de etiske overvejelser. Det, der adskiller dem fra hinanden, er de svar, som de giver på disse spørgsmål. Med denne udgivelse ønsker vi at styrke diskussionen af, hvilken rolle naturen skal spille i de teologiske og filosofiske overvejelser og særligt hvilken rolle naturen skal have i den etiske tænkning, der med udgangspunkt i miljøproblemerne, søger at vise mennesket, hvilken vej, der er den rigtige at gå i en tid, hvor naturen som trussel er vendt tilbage. En gang måtte mennesket bekæmpe naturen for at tilkæmpe sig en plads i verden. I dag synes det som om, at den kamp er vundet så godt og grundigt, at naturen helt truer med at trække sig tilbage fra os. Og da er det, at det for alvor går op for os, at vi ikke kan klare os uden den natur, der ud over på mangfoldige måder at true vores eksistens, også bærer den. 7
NATURENS SANDE BETYDNING
Etikkens grundspørgsmål er, hvordan mennesket skal leve sit liv med andre mennesker. Bidragene i denne bog er et udtryk for, at det i dag er nødvendigt at omformulere spørgsmålet til: Hvordan skal mennesket leve sit liv med andre mennesker og med naturen? Hvordan kan naturen meningsfuldt inddrages i de etiske overvejelser og hvordan kan teologien tale meningsfuldt om den? Ud over bidrag fra seks teologer har vi medtaget et bidrag fra en historiker og to bidrag fra filosoffer. Det er vores håb, at de ikke alene hver for sig vil vække til eftertanke og diskussion, men at de også i et samspil med hinanden vil give en forståelse af, hvad der står på spil, når naturen skal bringes ind i de teologiske og etiske overvejelser. Samtidig er det uundgåeligt, at læseren hen ad vejen opdager, at de forskellige bidragydere ikke er enige om, hvordan teologi eller etik bør bedrives, endsige hvordan naturen skal inddrages i tænkningen. Denne uenighed kunne mangedobles, hvis vi havde medtaget flere artikler fra forskere, der arbejder inden for dette felt. Denne bog er derfor på ingen måde tænkt som et endeligt svar på spørgsmålet om, hvad naturens sande betydning er, men en opfordring til at tænke med og mod de bidrag, der optræder her og søge ny inspiration i den righoldige litteratur på området. Bogen falder i tre hovedafsnit. Det første udgøres af teologer, der står i den løgstrupske tradition. Lars Danner Madsen giver i sin introduktion en kort indføring i Løgstrups teori om forholdet mellem sansning og natur og en gennemgang af nogle af hovedtemaerne i de enkelte artikler ud fra denne forståelse. Mickey Gjerris præsenterer gennem en diskussion af begrebet antropocentrisme en række grundlæggende begreber i den miljøetiske debat, mens Jakob Wolf i en diskussion med en naturvidenskabelig naturforståelse og en række teologiske positioner søger at fastholde en fænomenologisk naturopfattelse. Ole Jensen afslutter denne afdeling med via en fortolkning af Løgstrup at hente naturen ind i teologien igen. I andet hovedafsnit forlades det løgstrupske udgangspunkt og scenen overlades til først historikeren Aksel Haaning, der gennem en læsning af historiske kilder søger at drage begrebet om Naturens Lys ind i den kristendom, der for ham at se, har glemt naturen til fordel for Gud. Det andet bidrag i denne afdeling er Bent Flemming Nielsens, der gennem en barthiansk overvejelse af den teologiske tale om naturen, åbner op for (en på dansk grund) fornyet dialog mellem “skabelses”-teologer og “åbenbarings”-teologer om det teologiske natursyn. I tredje hovedafsnit er det en række filosofiske spørgsmål, der står i centrum. Ulrik Becker Nissen søger gennem en forståelse af Kants antropologi, forestillingen om “Den naturlige lov” hos en række teologer og en kritik af nyere kantiansk inspireret miljøetik at fundere en miljøetik, der med basis i forhol8
FORORD
det mellem natur og frihed i mennesket, inddrager naturen i etikken. Jacob Dahl Rendtorff bringer også Kant på banen i sin artikel, der søger at vise, hvordan begrebet “Bæredygtig udvikling” for det første må indebære en dybere værdsættelse af naturen end blot som spisekammer og for det andet må få virksomhedsetiske konsekvenser. Som afslutning har vi valgt Peter Sandøe, der arbejder ud fra et nytteetisk synspunkt. Sandøe formulerer her grundlaget for en miljøetik, som med udgangspunkt i levende væsener, der kan føle smerte, søger at regulere menneskets omgang med naturen.
3: Gud hader også hvalerne Slutteligt ønsker vi at understrege, at enhver diskussion om menneskets brug og misbrug af naturen finder sted på baggrund af en tilværelse, der er spændt ud mellem liv og død. Intet, der lever, skal vedblive med at leve og intet, der eksisterer, skal vedblive med at eksistere. Alt har sin tid under solen – og solen har også sin tid. Vil man nægte naturen enhver etisk betydning ved at henvise til dens forgængelighed, skylder man at forklare, hvad i mennesket, der i så afgørende grad hæver det ud af naturen, at det kun er inden for den menneskelige sfære, at det giver mening at tale om etik. I kristendommen er der en forestilling om, at døden – tilintetgørelsen – er et resultat af adskillelsen mellem Gud og menneske. Men tilintetgørelsen er ikke kun et menneskeligt grundvilkår, den er et universielt. Kan hænde, at døden er Guds dom over det syndige menneske, men i så fald har han også et udestående med resten af sin skabelse, så vist som alting har en ende. Hvilken etik og hvilken teologi (om nogen) man i sidste ende vælger at hælde sit hoved til skal vi ikke forudgribe i dette forord. Blot påpege, at forståelsen af naturen ikke kan løsrives fra forståelsen af mennesket. Vi er ganske vist i stand til, som de eneste kendte væsener i universet, at udgive bøger, hvor vi diskuterer, hvad meningen med det hele nu er. Men uanset hvor højt vi løfter os i intellektuel anstrengelse for at begribe livet, så lander vi dog altid på jorden igen, som de biologiske væsener vi er. Opgaven er så at finde ud af, hvad vi vil gøre med den jord, vi lige så lidt kan undslippe, som vi kan undslippe vores nysgerrighed. Til allersidst skal der lyde en tak til bidragyderne og en tak til dem, der bar – vores familier – uden hvis tålmodighed og støtte, denne bog aldrig havde set dagens lys. København, januar 2001 Lars Danner Madsen og Mickey Gjerris 9
INDLEDNING Af Lars Danner Madsen
I denne indledning ønsker jeg at gøre to ting. For det første at give en introduktion til samtlige artikler i bogen (de foregiver ikke at være udtømmende, men er en bestræbelse på at trække det væsentlige frem). For det andet vil jeg give et kort rids af K.E. Løgstrups forståelse af sansningen. Når K.E. Løgstrups forståelse af sansningen tages op her, så skyldes det, at den teologiske opmærksomhed, som naturen er blevet viet på dansk grund de sidste 25-30 år, i høj grad har sin oprindelse i Løgstrups forståelse af forholdet mellem menneske og natur. Danske teologer som Ole Jensen og Jakob Wolf er fx stærkt påvirket af Løgstrup. En introduktion til Løgstrups fænomenologiske bestemmelse af sansningen kan derfor bidrage til en forståelse af nogle af artiklerne i denne bog. Mickey Gjerris redegør så til gengæld i sin artikel for nogle af de begreber og fælles problemfelter, der optræder i bogens øvrige artikler.
1. Introduktioner Mickey Gjerris Med sin artikel har Mickey Gjerris dels den intention at gøre rede for en række af de begreber, der forekommer i den miljøetiske debat og dels den selv at blande sig i debatten. Det er det sidste, der skal tages op her. Gjerris stiller i sin artikel spørgsmålet: På hvilken måde kan der skelnes mellem entiteter i naturen, der har en værdi i sig selv og så entiteter, der blot har instrumentel værdi, altså kun har værdi, fordi de kan være til nytte for andre. Hvor kan grænsen trækkes mellem den ene og anden entitet? Gjerris foreslår, at grænsen trækkes mellem det levende på den ene side og den døde uorganiske natur på den anden. At sætte skellet dér har den fordel fremfor at sætte den mellem mennesket og al anden natur, at den er mere erfaringsnær. Vi oplever umiddelbart, at det gør en forskel om vi destruerer noget dødt eller noget levende. Destruerer vi et landskab, skriver Gjerris, så er det ikke landskabet, der dør, men de dyr og planter, der beboede det. Landskabet kan genoprettes. Dyr og planter derimod går uigenkaldeligt til grunde, når de dør. Og det er denne erfaring, mener Gjerris, af forskellen mellem liv og død, der danner grænsen for vores mulighed for at identificere os med naturen. Gennem vores erfaring af vores egen sårbarhed 10
INDLEDNING
kan vi identificere os med andet levende og indse, at det gør en forskel, om det er til eller ikke er til. Det gør en forskel, om vi fremmer liv eller ødelægger livsmuligheder. I den sidste del af artiklen diskuterer Gjerris, om en etik falder på, om den går op eller ej. Falder en etisk position, hvis der kan påvises modsætninger i den? Falder en etik, hvis den havner i, at vi pådrager os skyld, uanset hvad vi så gør? Falder en etik, der hævder, at liv ikke er til for at blive destrueret, men til for at fremmes – men som så alligevel må medgive, at tilværelsen er indrettet sådan, at vi er tvunget til at tage liv for selv at overleve? Det mener Gjerris ikke den gør. En etik, der er funderet i en ontologisk rangorden mellem liv og død, falder ikke, fordi tilværelsen etisk set ikke går op. Så siger en sådan etik bare, at mennesket ikke kan være menneske uden at pådrage sig skyld. Og derved bliver overvejelsen over, hvem og hvad, der er etisk betydningsfuldt i sidste ende også til et spørgsmål om, hvad skyld er. Og til en overvejelse over forholdet mellem det etiske skyldsbegreb og det teologiske syndsbegreb. Jakob Wolf Med begreberne forandring og forvandling forsøger Jakob Wolf at indkredse forskellen mellem en naturvidenskabelig forståelse af naturen og så en umiddelbar sanselig oplevelse af samme. For den umiddelbare oplevelse forvandler naturen sig. Lys formidlet med et mørke, forvandler sig til farver. Sådan oplever vi det. Et andet eksempel er fra fysiktimerne, hvor vi har set brint og ilt forvandle sig til vand for øjnene af os. Men fysiklæreren fortæller ikke om en forvandling, om at noget helt nyt er blevet til ved mødet mellem brint og ilt. Derimod får vi at vide, at det som hele tiden har været der, har organiseret sig på en ny måde. Hvor vi umiddelbart ville mene, at vand er et enestående fænomen med kvaliteter, vi sanseligt er fortrolige med, dér forklarer fysiklæreren, at vand består af ilt og brint plus nogle elektriske kræfter. Det er som om læreren vil fortælle os, at sanserne bedrager os. Jakobs Wolf plæderer i sin artikel for, at den virkelige verden, den egentlige verden, er den sansede verden som vi umiddelbart oplever den gennem vore sanser. I forhold til dén verden, er naturvidenskabens verden en sekundær og afledt. Det må ikke forstås sådan, at den naturvidenskabelige erkendemåde så er illusorisk. Men på den måde, at naturvidenskaben alene beskæftiger sig med de fysiske betingelser for fænomenerne. Fænomenerne selv i deres kvalitative væren til har vi kun adgang til gennem vore sanser. Vore sanser er vor eneste mulighed for at komme i berøring med den egentlige verden, fænomenernes verden. Fænomenet må ikke forveksles med dets fysiske/kemiske/atomare be11
NATURENS SANDE BETYDNING
tingelser. Her kunne et eksempel som Jakob Wolf ikke selv giver måske være oplysende. Tænker vi på et menneske, vil vi heller ikke sige, at det egentligt menneskelige er de biokemiske processer, der går for sig i kroppen. Eller vil vi? Det er ikke så længe siden, at nogle videnskabsmænd hævdede, at nu var det blot et spørgsmål om tid inden videnskaben kunne forklare, hvad en tanke er for noget – for snart ville vi få fuldt indblik i de biokemiske og elektriske processer, der går for sig i hjernen, når vi tænker. Men forklarer det noget? Jakob Wolf stiller spørgsmålet: Kan vi forklare fænomenerne (fx en tanke)? Kan vi forklare farvernes forunderlige opståen, hvor lys formidles med mørke? Kan vi forklare, at brint og ilt danner noget helt nyt, når de mødes? Kan vi forklare vand, fordi vi har indblik i de fysiske betingelser, der er en forudsætning for, at fænomenet vand kan være? Nej, svarer Wolf, videnskaben forklarer ikke fænomenet. Videnskaben beskæftiger sig kun med de betingelser, der må være tilstede for at fænomenet kan optræde. Videnskaben beskæftiger sig slet ikke med universets nyskabelser, vil Wolf sige, kun med de fysiske/kemiske/biokemiske betingelser for at de kan være. Fænomenet selv er et værensunder, som vi dybest set ikke kan give nogen forklaring på. Når vi derfor taler om verden, som skabt af Gud, så er der ikke tale om en forklaring i gængs forstand. Så er Gud kun et ord for, at værensunderet er et mysterium, hvis kilde skjuler sig for os. Derfor kan Wolf også bruge en del af sin artikel på at kritisere teologer, der på forskellig måde indfører Gud som en forklarende instans i forhold til fænomenverdenen. I den religiøse tolkning er vi mere opsat på at lade os gennemtrænge af mysteriet, end på selv at gennemtrænge det, skriver Wolf. Gud er snarere en afgrund end en grund. Jeg skal her også lige berøre, hvad Jakob Wolf siger om etikken. Den må udspringe af en ærefrygt for den sanselige erfaring. Det er den umiddelbare sanselige erfaring af fænomenernes forunderlige egenart og uerstattelighed, der gør, at vi kan se dem som noget, der forlanger en tilbageholdenhed og varetagelse fra vores side. Det enestående er jo i modsætning til det mekanisk almene truet af tilintetgørelse. Der er et væld og et mylder af liv under solen, men det er alt sammen truet af tilintetgørelse og det forhold kalder på vor omsorg. Ole Jensen Ole Jensen tager i lighed med Jakob Wolf udgangspunkt i dén fænomenologiske tradition, der anerkender den daglige sanselige erfaring som en gyldig kilde til virkelighedserkendelse. Det kan simpelthen ikke passe, skriver Ole Jensen, “at vor dagligerfaring og vore sanser rent ud skulle bedrage os, som konsekvensen er af at overlade sandhedserkendelsen, specielt om rumforekomster12
INDLEDNING
ne, til videnskaben.” Der er noget næsten dæmonisk ved at underkende sansningen. “For sagen er den, at hvad vi umiddelbart sanser og erfarer, rummer en appel til noget andet end selvopholdelsen (og viljen til magt og grådigheden), en appel – tror jeg – en omsorgsimpuls og en beredthed i os til at vige overfor det, der pånøder os en agtelse, og som endog undertiden kan rejse sig og blive et tabu.” Ole Jensen sporer underkendelsen af sanseverdenen og rummets verden tilbage til den græske idealisme, hvor sanseverdenen er af lavere rang end den åndelige verden. En lignende underkendelse af sanseverdenen genfindes i nominalismen. Det er den filosofi, der siger, at sanseverdenen i sig selv er diffust og uformet stof, hvorfor mennesket selv må ordne det under de begreber, der er bevidsthedens egne. Men en sådan filosofi bærer i sig kimen til det, Ole Jensen kalder et “hominiseret” natursyn. Det vil sige et syn på naturen som blot ressource uden selvstændig betydning og værdi. Men “Hvordan kan man argumentere for skånsomhed i omgang med naturen, når den underforståede naturforståelse ikke tilkender natur egenværdi, men kun den værdi, mennesket giver den?” Ja, så kan vi kun argumentere ud fra menneskets interesse i at overleve. Men når det kommer til stykket, er det ifølge Ole Jensen nok så meget sansningen af værensunderet og tilværelsens betydningsfylde, der mobiliserer en tilbageholdenhed i os. Ole Jensen taler om, at det ikke er udelukket, at der kan eksistere et tredje ethoslag sammen med de to, der handler henholdsvis om menneskets autonomi og om næstekærligheden – nemlig et arkaisk ethoslag, der kan holde os fast på, at der er noget til udenfor den menneskelige eksistens, der har værdi i sig selv, i sin egen væren til og som vi derfor ikke kan behandle efter forgodtbefindende i hvert fald ikke uden, at vi dermed gør os skyldige i en krænkelse. Det tredje ethoslag skal fastholde en dimension af skam, ukrænkelighed, agtelse og tabu. Som det fremgår af ovenstående plæderer Ole Jensen for den samme opfattelse som Wolf. Den videnskabelige erkendelse indebærer en metodisk reduktion, der gør, at hele den sanselige verden lades ude af betragtning. Det er derfor skæbnesvangert, hvis vi tilkender den eneret på virkelighedsforståelse, for det betyder, at de erfaringer vi umiddelbart har af, at fænomenerne er unikke og enestående i deres egenart, og at det derfor er synd om de bare tilintetgøres, at de ingen selvstændig ret og autoritet tilkendes. Men derved trækker vi måske også tæppet væk under en etik, der kunne grunde sig i en agtelse for dét, der er til før-kulturelt, det der er til i færdige skikkelser, som vi ikke kan genskabe, om de forsvinder. At hente rummet ind igen betyder, at den sanselige verden genvinder sin plads som den virkelige verden. 13
NATURENS SANDE BETYDNING
Aksel Haaning Med Aksel Haanings artikel forlades den løgstrupianske fænomenologiske tradition. Haanings ærinde er at gøre op med et syn på naturen som noget rent mekanisk og åndløst – et natursyn, der ifølge Haaning er en sen virkning af de tidlige kirkefædres bestræbelse på at holde Gud og natur adskilt. En bestræbelse, der, stadig ifølge Haaning, fik afgørende indflydelse på den kristne verdens natursyn. Haaning mener dog, at der er glemte traditioner i kristendommen. Traditioner, der i modsætning til den dominerende vestlige teologi understreger en sammenhæng mellem skaber og skaberværk. Aksel Haaning går i første omgang historisk til værks og peger på, hvordan de kristne kirkefædre som modsvar til en ikke-kristen naturreligiøsitet udviklede et natursyn, der tog udgangspunkt i det kristne gudsbegreb om Gud som skaber. Gud og skabning skulle holdes hver for sig. Gud skulle æres, ikke skabningen. Jeg søger Gud, ikke Guds værker, kunne Klemens af Alexandria skrive i det 2. århundrede. Men der er en pris for dette natursyn, nemlig at naturen bliver opfattet som en hindring, mennesket skal bag om eller forcere for at komme i kontakt med den højeste virkelighed. Og i virkeligheden har dette natursyn virkninger helt ind i vor tid. Ifølge Haaning har det vestlige menneske aldrig udviklet et réelt forhold til naturen, men er forblevet som en fremmed i den. Religion og videnskab er i den forbindelse blot at forstå som et skjold, vi holder op for virkeligheden for dog at kunne føle en vis hjemlighed midt i det fremmede. Der findes dog historisk set opfattelser af naturen, der ikke tænker i den gængse kristne modstilling af ånd og natur, af Skaber og skabning. Fra højmiddelalderen udgår der en tradition for at tænke ånd og natur sammen, sådan at det åndelige, det guddommelige, ikke skal søges udenfor eller over naturen, men i naturen. Centralt i denne tradition står forestillingen om naturens lys. Med begrebet ‘Naturens lys’ tænkes på en ordnende, regulerende styrelse i naturen selv. Naturens lys står for noget evigt midt i det timelige, en uskabt kilde i det skabte. Det betegner et punkt, hvor himmelsk og jordisk er sammenfaldende. Haaning nævner Giordano Bruno (1548-1600) som eksponent for denne alternative naturopfattelse. Hos Bruno er det guddommelige det, der er os nærmere, end vi er os selv. Gud må derfor forstås som en skjult eller åbenbar tilstedeværelse i den uendelige verden, i os og i den natur, der omgiver os. For Haaning at se udgør disse alternative naturopfattelser et aktuelt bud på et mere åndeligt og levende naturforhold som modsvar til opfattelsen af naturen som noget rent mekanisk – et mekanisk natursyn, der trives glimrende indenfor den kristne verden. Den mekaniske opfattelse er jo ifølge Haaning 14
INDLEDNING
netop en direkte følge af kristendommens natursyn, hvor ånd og natur, Gud og verden er adskilt fra hinanden – hvorfor naturen står tilbage åndløs og gudsforladt, som noget rent mekanisk. I forhold til Jakob Wolfs og Ole Jensens artikler kan man sige, at Aksel Haaning ikke som modvægt til et mekanisk natursyn, tager udgangspunkt i en umiddelbar sanset erfaring af naturen, men går tilbage til en filosofisk tradition, der forsøger at tænke et skabende og livgivende princip ind i verden selv. Men han er fælles med dem i at mene, at et rent mekanisk natursyn er urealistisk og verdensfjernt. Bent Flemming Nielsen Bent Flemming Nielsen har rod i en teologisk tradition, den dialektiske, der almindeligvis har ry for ikke at have noget at sige om naturen. Nielsens artikel er et forsøg på at vise, at den dialektiske teologi godt kan tale om naturen, om skabelse. Dens tema er derfor hvordan, der kan tales om skabelse, om natur, uden at forråde den moderne dialektiske teologis indsigter. For Bent Flemming Nielsen at se, er tanken om skabelse uopgivelig for en kristen teolog. Men sagen er, at det ikke længere er muligt at tænke herom ved umiddelbart at slutte fra naturens verden til en bagvedliggende skabermagt. Ingen umiddelbar menneskelig erfaring af verden, siger Nielsen i tilslutning til teologen Karl Barth, skaffer os noget som helst indblik i, at verden skulle være skabt af Gud. Ingen menneskelig erfaring, om den så er af teoretisk, praktisk eller æstetisk karakter, giver os indsigt i, at verden skulle være skabt. Det forhold har som konsekvens, at vi kun kan komme på, at verden er skabt gennem en middelbar, formidlet indsigt. Verden forstået som skabelse har at gøre med at se verden i et helhedsperspektiv. Men et sådan perspektiv giver ingen partikulær menneskelig erfaring basis for. Helheden, det overordnede og samlende perspektiv på verden, kan ikke gribes indenfor verden. Det må komme fra et sted udenfor verden. Det kan kun være Guds eget perspektiv, som Gud selv formidler i sin selvåbenbaring. Guds perspektiv eller Guds mening med verden kender vi kun gennem skriftens bevidnelse af Gud som skaberen, forsoneren og forløseren. En skabelsestro er derfor netop også en tro og ikke en erfaringssag. Skabelsestroen er først og fremmest et perspektiv, vi med troen lever i – et perspektiv, der heler dén splittede verden, vi kender fra erfaringen. De miljøetiske aspekter af en sådan skabelsestro antyder Bent Flemming Nielsen kun lige i sin redegørelse for Christian Links videreførsel af Barth. Vi kan ikke længere umiddelbart identificere naturen som Guds værk, men vi kan 15
NATURENS SANDE BETYDNING
i en brudt, formidlet indsigt ‘lege med’ og erfare naturen og os selv som dele af et underfuldt og et hemmelighedsfuldt skaberværk. I forhold til de allerede omtalte artikler er det værd at bemærke, at Bent Flemming Nielsen mener, at al menneskelig erfaring er brudt og splittet. Og derfor kan der ifølge ham heller ikke være en umiddelbar sanselig erfaring af helhed og mening og derfor heller ingen erfaring af fænomener, der i deres engangskarakter og givne skikkelser skulle ligge den tydning nær, at de er skabt. Ulrik Becker Nissen Omdrejningspunktet i Ulrik Becker Nissens artikel er en bestemmelse af Kants opfattelse af forholdet mellem natur og etik. Ud fra den bestemmelse vurderes så nogle nyere miljøetikeres bestemmelse af forholdet og til sidst gives et eget bud på en forståelse af forholdet mellem dette begrebspar. Hos Kant finder Nissen på en gang en adskillelse og en sammenhæng mellem natur og etik. I første omgang er det adskillelsen, der falder i øjnene. Kant ser nok mennesket som et naturvæsen, men samtidig er det noget radikalt andet i kraft af sin rationalitet/fornuft. Men ifølge Nissen er der også træk i Kants tænkning, der betoner en sammenhæng, hvorfor Kant også har berøring med naturretstænkningen. For Kant er fornuften jo en uadskillelig del af menneskets natur. Et afgørende træk ved naturretstænkningen er jo netop, at moralen erkendes af fornuften. Det vidner naturretstænkere som Martin Luther (1483-1546) og Samuel Pufendorf (1632-1694) om. For Luther at se, er den naturlige lov (om næstekærlighed) indskrevet i menneskers fornuft. Loven er ganske vist udtryk for Guds vilje og derfor ikke en nødvendig del af den menneskelige fornuft. Pufendorf understreger på samme måde, at moralen er indskrevet i menneskets natur som fornuftsvæsen. I forhold til Luther lægger han dog stærkere vægt på den lovgivende myndighed (Guds vilje). Det samme gør jo Kant, blot er for ham mennesket selv den eneste lovgivende myndighed. Den afgørende sammenhæng mellem natur og etik hos Kant er dog af rent analogisk karakter. Dens lovmæssigheder og almenheder kan udelukkende tjene som analogi til den etik, der for Kant at se også må udtrykke noget alment. I en diskussion af nyere miljøetiske positioner, der tager afsæt i Kant, men på afgørende punkter er så langt fra Kant, at det ikke helt giver mening at kalde dem kantianere (Paul W. Taylor og Mark Sagoff) forsøger Nissen at formulere en position, der udtrykker en mere direkte tilknytning til Kant og til hans samtidige skelnen og fastholdelse af sammenhæng mellem natur og frihed. Det må fastholdes, at mennesket på en gang er forskellig fra al anden natur, men samtidig også selv en del af naturen. Denne dobbelthed gør sig for Nissen at se 16