forord
Af Ditlev Tamm Den italienske middelalderdigter Dante Alighieris hovedværk, Den Guddommelige Komedie, foreligger allerede i tre danske oversættelser. Enkelte af hans mindre værker er oversat, men hans politiske klassiker, Monarchia (Monarkiet), har ikke tidligere været oversat til dansk. Det er på tide at komme videre, så Dantes forfatterskab i sin helhed kan være tilgængeligt på dansk, og i første omgang har jeg derfor ønsket at give danske læsere adgang til et værk, som i modsætning til Komedien ikke er skrevet på folkesproget, men på latin. Jeg har siden min ungdom været fascineret af Dantes tankekraft, overblik og vidunderlige poetiske univers og naturligvis ikke mindst af hans sproglige formåen. Han var med til at skabe italiensk som sprog, og han beherskede, som den dannede person han var, tillige latin, tidens filosofi og den klassiske litteratur, der for ham som for mange andre var den, han spillede op imod og forholdt sig til i sit forfatterskab. En stor del af denne oversættelse er udført under et studieophold i foråret 2019 på Det Danske Akademi i Rom. Biblioteket dér var til stor hjælp, det samme gjaldt muligheden for at arbejde på Vatikanets Biblioteca Apostolica. Opholdet i Rom, de gode forhold på Akademiet og den hjælpsomme stab har i høj grad bidraget til glæden ved arbejdet med denne oversættelse med kommentarer. En særlig tak skylder jeg lektor Morten Warmind, medstipendiat på Akademiet, der fra begyndelsen interesserede sig for projektet, løbende læste udkast og kritisk kommenterede dem, Instituttets daværende direktør, professor, dr.phil. Marianne Pade for grundig gennemlæsning og mange gode kommentarer og råd dengang, og senere cand.mag. Lino Vogt, der har gennemarbejdet manuskriptet, skrevet resumé af indholdet og gjort tilføjelser, noter og litteraturhenvisninger, som i høj grad er kommet udgivelsen til
forord
·7
nytte. Professor MSO Mia Münster-Swendsen takkes for gennemlæsning og nyttige kommentarer og henvisninger. Der skal rettes en tak til Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond, Etatsraad Georg Bestle & Hustrus Mindelegat, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Velux Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, som har støttet udgivelsen. København, juni 2020 Ditlev Tamm
8 · monarkiet
det fælles bedste
Af Jens Christian Grøndahl Da en pandemi i foråret 2020 bredte sig med overraskende hast og voldsomhed, oplevede Jordens befolkning, at det samme fælles vilkår greb ind i hvert enkelt menneskeliv. I alle lande stod man over for den samme trussel og de samme dilemmaer, men alligevel kom det internationale samarbejde til kort. Kun de nationale regeringer havde mandat og myndighed til at handle. I sig selv var det måske ingen nyhed, men coronakrisen fik det til at stå skærende klart, at planeten som helhed er et førerløst fartøj. Det ville ikke være for meget sagt at kalde krisen universel. Ordet henviser til det, der er alment gældende, men det betyder også, at noget er alment gyldigt i normativ forstand. Det kan både bruges til at beskrive en tilstand og til at foreskrive, hvordan verden burde se ud. Med dannelsen af De Forenede Nationer efter Anden Verdenskrig blev man enige om at traktatfæste menneskerettighedernes universelle gyldighed. Nationerne forpligtede sig over for denne overbevisning på tværs af religioner, kulturer og ideologiske skel, men tanken var ikke ny. Set med nutidens øjne kan man sige, at vedtagelsen i 1948 af FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder blev kulminationen på en udvikling, der er uadskillelig fra Europas historie siden antikken. Tanken om det universelle har været en europæisk ledetråd inden for religion, filosofi, politik og kunst. Umiddelbart genkendelig er Den Franske Revolutions erklæring om menneskerettigheder, en frugt af Oplysningstidens verdslige humanisme og filosoffen Immanuel Kants idé om menneskeheden som et verdensomspændende broderskab. Vores moderne demokrati ville være utænkeligt uden den kerneidé, at vi er jævnbyrdige borgere med de samme borgerlige rettigheder uanset race, etnicitet, religion, køn, klasse, eller hvordan man i øvrigt inddeler os. Det følger, at den enkeltes frihed står
det fælles bedste
·9
over gruppetilhørsforholdet, og at ingen kan reduceres til blot og bar repræsentant for den ene eller den anden gruppes fælles identitet. Man kan argumentere for, at humanismen, skønt verdslig, har baggrund i kristendommen, fordi Gud gjorde sig menneskelig gennem sin søn, ligesom de første kristne netop udgjorde et fællesskab af indbyrdes vidt forskellige mennesker, der var brudt op fra deres respektive medfødte tilhørsforhold. Den kristne tro blev et individuelt anliggende til forskel fra jødedommen, hvor gudsforholdet følger med, fordi man tilhører det udvalgte folk. Antagelsen om universel gyldighed er desuden rodfæstet i den græske filosofi, der så at sige tænkte mennesket frit af enhver religiøs forankring og for første gang formulerede rent begrebslige, logiske kriterier for mening og sandhed. I den sokratiske samtale gør individet sin entré. Erkendelsen som en personlig, men logisk forpligtet udvikling. Læst i denne kulturhistoriske kontekst bliver Dantes bog om monarkiet et intellektuelt skub i retfærdighedens retning. Her ser man, hvordan en tankegang, som vi i dag tager for givet, tog sine første tøvende skridt. Demokrat var Dante ganske vist ikke, tværtimod tog han afstand fra, hvad han opfattede som pøbelvælde. Det er for en moderne læser desuden slående, hvordan hans tænkning fra start til slut er indfældet i kristne trosforestillinger og hele det skolastiske verdensbillede, engle inklusive, som han var opdraget med. Dog inddrages Aristoteles og den aristoteliske stringens overalt i betræbelsen på at afklare trossætningernes holdbarhed, rækkevidde og prioritering. Klarhed er også en dyd. Nutidslæseren kan ikke fortænkes i at spørge sig selv, hvad vi skal med et sindrigt ræsonnerende forsvar for det globale imperium med en enevældig verdenshersker på toppen. Der er jo nærmest tale om galopperende totalitarisme avant le mot. Hvis man i det lange europæiske perspektiv kan placere Dante som forløber for en senere tids universelle humanisme, hører det med til billedet, at Oplysningstidens tanker viste deres vrangside først
10 · monarkiet
med Napoleons ambition om at underlægge sig Europa, siden i den kommunistiske overvågningsstat. En kristen kritik af humanismens totalitære tendenser er netop gået på, at man ved at guddommeliggøre mennesket glemte at tage højde for arvesynden. Og så er vi tilbage i et terræn, hvor Dante ville føle sig hjemme. I hans samtid, præget som den var af konflikter, krig og utryghed, var det ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, at ophavsmanden til Den Guddommelige Komedie fra sit påtvungne eksil hævede sig op over den politiske støj for at fremtænke en universalistisk utopi om det ultimativt gode og retfærdige regeringsgrundlag. Det er en stiltiende præmis for digterens logisk disciplinerede tankerækker, at verden kan blive et bedre sted. Hans ideer om det fælles bedste forekommer i sig selv fremsynede, tænkt som de er i et feudalt og voldeligt samfund. At han ser et politisk ideal i Romerriget, kan virke fremmedgørende på en grundvigiansk dansker, men så glemmer man, at vi skylder romerne den første model for borgerrettigheder, ensartet retshåndhævelse og lighed for loven. Det var allerede meget, ikke mindst fordi man som romersk undersåt i tilgift kunne vide sig beskyttet mod barbarerne. Den moderne læser vil desuden finde det eksotisk, at Dante gør sig så vedholdende anstrengelser for at modbevise pavedømmets krav på at stå over den verdslige magt. Men man behøver bare løfte blikket og tage i betragtning, hvordan verdsligheden er under pres, fra Teheran til Tingbjerg, nøjagtig 500 år efter at Luther brændte pavens bulle mod ham. Mere end ét sted kommer man under læsningen af Monarchia til at tænke på Luthers banebrydende skelnen mellem politik og religion. Her sidder en politisk tænker to hundrede år før Reformationen og gør op med teokratiet, endda uden at bryde med den katolske teologis basale dogmer. Så dybt går rødderne til den gennemsækulariserede samfundsform, som vi europæere har taget for givet gennem kontinentets nyere historie. Vel at mærke indtil vi brat blev vækket af den politiserende udgave af islam, der siden mellemkrigstiden har sat sit præg på den muslimske verden.
det fælles bedste
· 11
På den baggrund er Monarchia inspirerende læsning, men inspirationen kan ikke komme til at gøre sin virkning, medmindre man anerkender Dantes universelle ræsonnement. Verdslighedens fjender skal ikke mødes med blød tale om mangfoldighed. Det åbne samfund begynder at lukke til, når identitetspolitikken sættes i stedet for troen på det almene. Hvis hans utopiske imperium tegner til at være et rummeligt sted, er det, fordi der regeres ud fra en almengyldig konsensus om det fælles bedste. Hvad der er godt for det ene fyrstedømme, må også være godt for det andet, for ”Monarken har ikke noget at begære; hans jurisdiktion slutter først ved Oceanet; det samme gælder ikke for Kongen af Kastillen i forhold til kongen af Aragonien.” Modellen er ikke så utopisk, som den lyder. Vores egen velfærdsstat ville være utænkelig uden den version af Dantes universalisme, der har gjort solidariteten mulig. Enigheden om, at vi som enkelte borgere, som interessegrupper og som administrative enheder må indordne os under den helhed, der gør velfærden tilgængelig for alle. Også det er Monarchias forfatter inde på, og læst på den måde bliver hans værk et højaktuelt indlæg til fordel for det synspunkt, at den større politiske enhed er bedre end den mindre til at fremme det gode. Stik imod den sædvanlige danske romantisering af nærmiljøets palaverdemokrati. Det vil nok være lige hårtrukkent nok at tage Dante til indtægt for, at Den Europæiske Union snarere end at skulle undskylde for sit demokratiske underskud tværtimod bør ses som en potenseret realisering af demokratiets egentlige formål. Det vil også forudsætte, at man kan erklære sig enig med digteren i, at det er meningsfuldt at tale om ”det samlede menneskelige samfunds mål”. Indtil for ikke så længe siden ville den formulering have skurret i liberale, demokratiske ører. Målene sætter vi selv, dem skal ingen komme og belære os om. Samfundet er blot en nødvendig fælles ramme for den individuelle frihed. Over for senmodernitetens minimalstatsanarki melder Dante til gengæld pas, både på
12 · monarkiet
grund af sin kristne tro, og fordi han er overbevist om den øverste magtudøvelses etiske potentiale og nødvendighed. Udviklingen har givet ham ret. Det var i renæssancen, at opdagelsen af Amerika og Den Nye Verdens rigdomme lagde grunden til den fejlopfattelse, at naturgrundlaget udgør en uudtømmelig ressource. Ironisk er det derfor, at en middelalderdigter med sin politiske tænkning minder os om, hvad der skal til for ikke blot at se realiteterne i øjnene, men også møde nutidens udfordringer med den fornødne handlekraft. I dag ved enhver, at det er planetens fremtid, der står på spil. Alt tyder på, at coronakrisen vil vise sig blot at have været et første eksempel på, hvad der venter os i form af tvingende universel nødvendighed. Inderst inde ved vi også, at blot en forsinkelse af den globale opvarmning vil kræve en universel politisk modenhed, besindelse og beslutningsvilje, som man ellers kun finder hos Dantes utopiske monark. Så meget mere grund er der til at læse Monarchia. Ikke for at finde svar på nutidens udfordringer, men for at skærpe evnen til at stille os selv de spørgsmål om magt og fællesskab, som vi må besvare for at kunne møde dem. Jens Christian Grøndahl
det fælles bedste
· 13
indledning Dante Dante Alighieri, der levede 1265-1321, er ikke blot middelalderens, men en af alle tiders største digtere, for nogle endda den allerstørste. Ethvert værk fra hans hånd fortjener derfor en oversættelse til dansk, så det kan få flere læsere blandt de mange, som holder af Den Guddommelige Komedie, der naturligvis er og bliver hans vigtigste værk og et hovedværk i verdenslitteraturen. Mange har, som den russiske digter Ossip Mandelstam udtrykker det, spændt de solide schweiziske vandresko på for at følge ham på den hæsblæsende og strabadserende rejse fra skovens bælgmørke ned gennem Helvedes kredse, hvor flere former for transportmidler tages i brug for at komme frem i et farefuldt landskab. Og herefter ned gennem en snæver gang ud på den anden side af jordkloden og ad en smal sti op ad det stejle og farlige Skærsildsbjerg til det jordiske Paradis. Og derfra igen videre ud i rummet gennem Himlens sfærer for endelig at ane den kærlighedens kraft, Gud selv, som holder universet sammen. Det er en komedie, fordi det ender godt.1 Vi kommer hjem i god behold efter vort livs rejse midt i livet, og vi er undervejs blevet meget klogere på os selv og på verden. På vejen møder vi i Helvedes nederste kreds Djævelen selv, der gumler på datidens tre store forrædere: Judas, der forrådte Kristus selv, og de to romere, Brutus og Cassius, der myrdede deres ven og velgører Cæsar. De forsvarede republikken mod overgreb, mente de, men for Dante var det forræderi, og Monarkiet handler om betydningen af den form for magt, som Cæsar lagde navn til, kejserdømmet, men i en helt særegen form. Og det handler også om den institution, der indstiftedes af Kristus for at fortsætte hans værk, Kirken. Og ikke mindst handler det om forholdet mellem Kristi efterfølger, paven, og det romerske riges 1
Dante forklarer selv (hvis han da er dets forfatter) meningen med ordet komedie i et berømt brev til Cangrande della Scala, hvor han forklarer, at en komedie kan begynde trist, men at den ender godt (Epist. XIII, 9).
14 · monarkiet
fortsættelse i kejserdømmet. Men det er en helt anden slags værk end Komedien. Det er ikke et poetisk værk eller en ydre og indre rejse, men et lærd skrivebordsarbejde, der fører os vidt omkring i middelalderens tankeverden. Bedst for forståelsen ville det være, hvis vores hoved og måde at tænke på var skruet sammen som i middelalderen, og vi var fortrolige med Aristoteles’ filosofi. Dante viser sig nemlig her i Monarkiet fra en helt anden side som aktiv deltager i sin samtids skarpe politiske debat om pavemagt og kejserdømme, der mere indirekte er et tema også i Komedien. Det er en gammel diskussion, om man kan læse Komedien poetisk uden at sætte sig ind i detaljerne i Dantes verdensbillede og de mange kendte og mindre personer, der befolker hans univers. Monarkiet er en digters værk, men det kan ikke læses som poesi, det er nødvendigt med filosofiske forudsætninger, og et noteapparat søger her at hjælpe på vej. Dante blev et offer for sine egne politiske ambitioner. Datidens italienske politik var præget af modsætningsforholdet mellem guelfer og ghibellinere, hvor de sidste stod kejsermagten nærmere end de første, som i højere grad knyttede sig til pavemagten. Firenze var grundlæggende guelfisk. I 1290’erne deltog Dante aktivt i florentinsk politik og tilhørte de såkaldte hvide guelfer, der nok støttede pavemagten, men som i højere grad end deres modstandere, de sorte guelfer, ønskede at Firenze var uafhængigt af paven. Det var Dantes ledende position som ”prior” med støtte hos de hvide guelfer, der i 1302, efter at paven aktivt havde valgt at støtte de sorte guelfer, der førte til hans domfældelse og den eksilering, som udløste hans storslåede forfatterskab. I stedet for at spilde tiden med praktisk politik blev Dante i eksilet den store digter, ”l’altissimo poeta”, som den selv store digter Vittorio Alfieri (1749-1803) kaldte ham. Men politikken var altså ikke glemt, som Monarkiet viser, og Dantes suveræne anbringelse af venner og fjender i henholdsvis Helvede, Skærsild og Paradis har også en politisk dagsorden.
indledning
· 15
Dantes værker Dante skrev meget andet end Komedien, og det er karakteristisk, at hans værker henvendte sig til forskellige typer af læsere. Nyt liv (Vita nuova)2 er en poetisk selvbiografi, hvor Dante pædagogisk udlægger digtene fra en afgørende periode i sit liv. I værket Om veltalenhed på folkesproget (De vulgari eloquentia)3 forsøger han at identificere et italiensk sprog blandt de mange dialekter, som kunne være en værdig efterfølger for latin, og med Den Guddommelige Komedie var han med til at skabe et sådant sprog. Værket Convivio (Gæstebuddet) er beregnet for ikke-latinkyndige læsere og fremtræder som en kommentar baseret på Aristoteles’ filosofi til Dantes egne Canzoni. Af hans værk Convivio kan vi slutte noget om Dantes egne studier. Det fremgår således (II, 12, 7), at han en periode var universitetsstuderende,4 men ikke hvor. Vi går ud fra, at det må have været i Bologna, hvor han havde mulighed for – som han nævner – at høre om teologi og filosofi. Derudover har han kunnet følge forelæsninger hos juristen Franciscus Accursius (1225-1293) og lægen Taddeo d’Alderotto (fmtl. 1206/15-1295), som var en tilhænger af den græske lægefilosof Hippokrates (ca. 460 f.Kr. – ca. 370 f.Kr.) og den arabiske tænker Averroës (11261198). Om det er tilfældet, og hvilken mere indgående betydning disse studier egentlig har haft for ham ud over at have tjent som en dekoration for andre af hans værker, eller om han har haft egentlige læremestre, ud over den florentinske diplomat og lærde Brunetto Latini (1220-1295), der var hans læremester, er ikke til 2 3
4
På dansk ved Johannes Dam: Nyt liv (1915, optrykt i Hasselbalchs Kulturbibliotek, 1960) og senest Nyt liv og sangenes bog (Ved Leif Ebbesen), 2014. På dansk som Om veltalenhed på folkesproget og XIII brev til Cangrande della Scala. Oversat og kommenteret af Hanne Roer og Christian Høgel (2008). ”... cominciai ad andare là dov’ella si dimostrava veracemente, cioè ne le scuole de li religiosi e a le disputazioni de li filosofanti; sì che in picciol tempo, forse di trenta mesi, cominciai tanto a sentire de la sua dolcezza, che lo suo amore cacciava e distruggeva ogni altro pensiero” ( ... begyndte jeg at gå derhen, hvor den blev påvist ordentligt, nemlig til de religøse ordeners skoler og de filosoferendes dispuatationer, således at jeg på kort tid, måske tredive måneder, begyndte i så høj grad at mærke dens sødme, at kærligheden til de bortjog og ødelagde enhver anden tanke.” Dantes Convivio er ikke oversat til dansk.
16 · monarkiet
at sige med sikkerhed. Hans eget værk overskygger helt hans studier. I hele sin eksilperiode har Dante formentlig skrevet på Komedien, og vi går ud fra, at det var i de sidste fem år af hans liv, at han fuldendte værkets tredje del om Paradiset og, foruden om monarkiet, skrev to lange latinske digte (kaldet ekloger) samt en bog med titlen Quaestio de aqua et terra (Spørgsmål om vand og jord).
Dantes Monarki Dantes politiske skrift om monarkiet, som præsenteres her, er skrevet engang i årene mellem 1302 og hans død i 1321. Vi ved ikke nøjagtigt hvornår. Som et samtidigt indlæg i diskussionen af den politiske situation i Italien og af behovet for en magt, der kunne skabe orden og retfærdighed, fred og ro i verden er værket både skarpt og analytisk. Det kan ikke undre den, der sammen med Dante har gjort turen gennem Helvede, Skærsild og Paradis. Værket om monarkiet består af tre dele, der både indbyrdes hænger sammen og er adskilt fra hinanden med hensyn til opbygning og argumentationsform. I værkets første bog argumenterer Dante på aristotelisk grundlag for, at en monark eller verdenshersker er nødvendig for verdens vel. I anden del handler det om at påvise, at romerne på et retligt grundlag havde denne kejserværdighed eller imperium. Argumentationen foregår i vidt omfang ved at citere romerske klassikere og basere synspunkterne på udvalgte citater. Tredje del er et opgør med pavelige synspunkter om, at kejseren eller monarken afledte sin magt direkte fra paven og kun indirekte fra Gud. Dante tilbageviser disse argumenter og når frem til, at monarkens magt stammer direkte fra Gud. Dante var retoriker, og han ønskede at overbevise om sine argumenter; i første bog rettes de især mod filosofisk uddannede personer, som kendte deres Aristoteles, anden bog retter sig til historisk interesserede, der dyrkede det gamle Rom, mens tredje bogs argumentation især retter sig mod politiserende teologer.
indledning
· 17
Dantes værk om monarkiet fører os ind i en noget anden verden end Komediens og på en helt anden måde. Det er en ikke særlig let læst indføring i en særlig del af det samtidige tankeunivers, som også Komedien og måske især Dantes samtaler i Paradiset afspejler er som sagt ikke er lige at gå til. Umiddelbart kan titlen endda for den uforberedte læser i dag lyde skræmmende. Bogen hedder Monarkiet, og Dante benytter om dette også betegnelsen Imperium. Monarchia blev siden 1200-årenes Aristotelesoversættelser og kommentarer det almindelige ord for det gode regime, hvor en person herskede. Men det er også vigtigt fra begyndelsen at gøre sig klart, at Dantes Monarki eller Imperium er noget andet helt end det, vi i dag normalt forbinder med ordet, når vi taler om imperialisme. Bogen handler først og fremmest om magt eller nærmere betegnet om den form for magt, der begrunder ”verdensherredømmet”. Det kan med vore erfaringer fra de sidste århundreders historie lyde skræmmende og aggressivt, så umiddelbart synes en bog, der netop plæderer for eneherredømme og en verdensfyrste måske ikke at have de store chancer for at finde forstående læsere i vore dage. Men Dantes mening er en anden. Verdensherredømmet er en ordensstruktur, der skal tjene til menneskehedens bedste. Ordet ”monarki” har en klang af noget gammeldags og traditionelt, som vi værner om mere af pietet, end fordi vi tror på monarkiet som styreform. Vi har derfor også et konstitutionelt monarki i Danmark, som gør monarken til en kransekagefigur og ikke en politisk spiller. Men vi ved også, at monarki som eneherredømme kan udarte sig til tyranni og despoti, hvis resultater vi har set alt for tydeligt ikke mindst i det 20. århundrede. Mere end tre hundrede år efter Monarkiet beskrev den engelske tænker Thomas Hobbes i sit værk Leviathan fra 1651 en magtstruktur, der byggede på eneherredømmet i en stat, som var overdraget til fyrsten ved uigenkaldelige kontakter, og ordet Leviathan-stat er blevet hæftet på det 20. århundredes autoritære styreformer. Dante er et andet sted i sin beskrivelse af monarkiets velsignelser, som ikke handler om magtkoncentration, men om fred og retfærdighed. Dante tænker med en monark på en universel hersker over hele verden hævet over de enkelte landes
18 · monarkiet
fyrster. Det er et originalt begreb om monarkiet, som han mente at finde hos gamle romerske autoriteter, og det er i det romerske kejserdømme, at han i værkets anden bog tager udgangspunkt i en argumentation for, at det romerske folk og den romerske kejser altid har haft og fortsat som tysk-romersk kejser bør have en sådan øverste og universel myndighed i alle verdslige anliggender. Dantes værk om monarkiet er blevet beskrevet som en utopi eller en drøm langt fra de politiske muligheder og realiteter både dengang og i dag. Den italienske politiske tænker og antifascist Antonio Gramsci taler om den overvundnes utopi og om, at Dante vil overvinde sin samtid med øjnene rettet mod fortiden, ”vuol suprerare il presente, ma con gli occhi rivolti al passato (han vil overvinde nutiden, men med øjnene rettet mod fortiden).”5 Dantes begreb om monarki adskiller sig som sagt også en hel del fra, hvad vi tænker på, når vi netop taler om Danmark som et konstitutionelt monarki eller i øvrigt på monarkiet som en tidligere meget udbredt statsform. Det er derfor også vigtigt at gøre sig klart, at Dantes forestillinger om monarki og kejserdømme heller ingen forbindelse har med forestillinger i tiden før og efter 1900 om imperialisme, og slet ikke med hverken Det Britiske Imperium og ideer om ”Rule Britannia” eller den aggressive tyske model for et ”Reich” siden 1871, som førte til Første og Anden Verdenskrig. Dantes Imperium var ikke en stat med hær, der rykkede ud for at kolonisere eller erobre andre lande eller for at fremme en bestemt nationalstats interesser. Tværtimod var hans ide om monarken og imperiet, at det var overnationalt og først og fremmest til for menneskehedens bedste ved at opretholde fred, orden og retfærdighed i verden. Ordene fred, pax, og retfærdighed, iustitia, er ledestjerner til forståelse af Dantes værk om monarkiet.6 Værket er en afvisning på grundlag af en kritisk argumentationsanalyse af den måde, som tilhængere af paven argumenterede politisk for pavens forrang frem for kejseren, og det er dermed også et indlæg 5 6
Quaderni del carcere (1930-32) udg. Torino 1975, I, s. 760. Se også Vittorio Russo: Impero e stato di diritto. Studio su ”Monarchia” ed ”Epistole” politiche di Dante, Napoli 1987.
indledning
· 19
i datidens kamp mellem kejser og pave. Dantes tanker om pave og kejser blev mindre aktuelle i tiden, der fulgte, men de blev ikke glemt. Pavemagten var i 1300-årene svag, og også kejserdømmet havde siden kejser Frederik II’s død i 1250 været svagt og havde svært ved at hævde sig i forhold til konger som Frankrigs Filip IV den Smukke (1285-1314) eller lokale fyrster, bystater og andre sammenslutninger. Dantes analyse af tidens politiske argumentation er imidlertid stadig relevant, og hans forestillinger om behovet for en eller anden form for overstatslig regulering er slet ikke uden aktualitet i dag, hvor der efterlyses sådanne pejlemærker. Det er lige ved, at værket i dag forekommer mere vedkommende i sin analyse af behovet for en rationelt begrundet magt, der uden at ville undertrykke nogen er i stand til at hæve sig over nationalstaternes egoisme, og som kan pege på og også garantere løsninger, når vi i diskussionen om EU og FN’s rolle i klimadebatten og i andre diskussioner om globale spørgsmål peger på behovet for en fælles ledelse, der kan udstikke vejen. Vi kender som sagt ikke Dantes akademiske uddannelse i detaljer, men vi antager fra ham selv, at han har fulgt universitetsundervisning i Bologna, og det er tydeligt, at han var helt på højde med de bedste i sin tid, når det gjaldt filosofi og teologi, og han kendte også en del til jura og medicin. Han har studeret Aristoteles indgående og beherskede tidens skolastiske metode med dens syllogismer, oversætninger og undersætninger, spørgsmål og svar. Og tidens teologiske hovedværker først og fremmest af den hellige Thomas Aquinas og hans store forfatterskab har han været dybt fortrolig med. På Dantes skrivebord, da han forfattede værket om monarkiet, har bogstaveligt talt foruden en stor del af Aristoteles’ og Thomas Aquinas’ grundlæggende værker også ligget arbejder af den teologiske sværvægter kirkefaderen Augustin, foruden en række antikke klassikere med Vergils Aeneide som en del af hans yndlingslæsning. Ikke for ingenting var Vergil hans ledsager på rejsen i Den Guddommelige Komedie og en hyppigt citeret forfatter i Monarkiet. Dante har læst Ciceros værk om pligterne og andre af hans skrifter, der var så populære i middelalderen, og et
20 · monarkiet
vigtigt værk for ham var også senklassikeren Boethius’ (ca. 480 – 524/525) bog om filosofiens trøst.7 Dante har læst og haft et indgående kendskab til den romerske historie, som man kunne læse den hos især Titus Livius (59 f.Kr. – 17 e.Kr.), og han citerede gerne den romerske forfatter Lucan (39 e.Kr. – 65 e.Kr.), der på hans tid var berømt for sit historiske epos Farsalia. Han kendte til juraens to datidige forgreninger, romerretten og den kanoniske ret, og har kunnet håndtere kejser Justinians samling af romerretten fra 500-årenes Konstantinopel og de middelalderlige kilder til den kanoniske ret fra hans egen tid. Bibelen og dens mange læsninger og fortolkninger har han kunnet forfra og bagfra, og det er ikke usandsynligt, at han har kunnet mange af sine citater både fra Bibelen og de klassiske værker udenad. Kristus selv og apostlen Peter og de andre apostle er levende medspillere i hans dialog om monarkiet, og de tillægges naturligvis stor autoritet. Hvad de siger, er en del af spillet om den åndelige og den verdslige magt, og ikke mindst apostlen Peter må tåle kritik, når han er for hurtigt ude med en mening, som Kristus ikke deler. At Dantes intellektuelle kapacitet var meget stor, bekræftes til overmål af hans skarpsindige, men også undertiden noget hårtrukne argumentation i dette værk.
Kejser og pave Den bredere politiske baggrund for Dantes værk om monarkiet var diskussionen om forholdet mellem paven i Rom og den tyskromerske kejser, der ansås som en efterfølger for det gamle romerske rige. Paven førte sin historie tilbage til apostlen Peter og ansås for at være Guds eller Kristi stedfortræder. Et grundlæggende spørgsmål var, hvor langt pavens magt strakte sig ud over det åndelige og ind på det verdslige område. Og i den forbindelse opstod så spørgsmålet, om de to var sideordnede, eller om den åndelige magt var den verdslige overordnet. Paven hævdede at være 7 Sml. Conv. II, 12: ”e misimi a leggere quello non conosciuto da molti libro di Boezio, nel quale, cattivo e discacciato, consolato s’avea” (... og jeg gav mig til at læse Boethius’ værk, som for mange ikke er ukendt, som han havde trøstet sig med fangen og fordrevet).
indledning
· 21
kejseren overordnet, og at der til embedet som pave var knyttet ikke blot den øverste åndelige magt, men at kejserens verdslige magt var afledt af pavens magt og udøvedes gennem paven på Guds vegne. Grundlaget for denne såkaldte dualisme, altså tvedelingen af magten i en åndelig og en verdslig magt, var formuleret allerede i 490’erne af pave Gelasius I (pave 492-496), og den senere diskussion refererede til stadighed til den såkaldte gelasianske model. I et berømt brev formulerede Gelasius det sådan, at der var to magter, og at den åndelige magt – altså kirken – sådan set gik forud, at den verdslige magt styrede uafhængigt på sit område, men dog i åndelige eller kirkelige anliggender måtte bøje sig for paven. Hvordan dette så skulle forstås i praksis, og hvor langt pavemagten og den verdslige magt rakte, blev hovedemnet i senere middelalderlig politisk teori, som Dante forholder sig til, især i tredje bog af Monarkiet. Diskussionen var særlig intens i Dantes samtid. Paven var gået langt i sine magtprætentioner, idet pave Bonifacius VIII i 1302 i en berømt bulle, Unam sanctam, havde hævdet, at pavedømmet til enhver tid var overordnet den verdslige magt, og den opfattelse fandt flere tilhængere, som Dante måtte forholde sig til. Dantes egen holdning var ikke fanatisk for eller imod hverken pavemagt eller kejserdømme. Dante anerkendte pavedømmets ophøjede stilling og fortrin i alle spørgsmål, som havde med menneskets frelse at gøre. Derimod var han en kraftig modstander af pavens prætentioner om verdslig magt eller rigdom og ville sideordne pavemagt og kejserdømme, som begge havde deres udspring hos Gud i hans forestillingsverden. Det var naturligvis et kontroversielt synspunkt set fra pavemagtens side, som hævdede, at den i alle henseender gik forud, og netop den særligt magtsyge pave Bonifacius VIII fik hos Dante reserveret en plads dybt nede i Helvede.8
8
Helvede, XIX, 53 og XX, 85 ff.
22 · monarkiet
Pave Bonifacius døde i 1303. Hans efterfølger Benedikt XI døde allerede i 1304, og den næste pave, Clemens V (pave 1304-1316), der befandt sig og blev valgt i Frankrig, flyttede pavestolen til Avignon i Sydfrankrig. Clemens V tilbagekaldte Bonifacius’ bulle, men gik i øvrigt ind for et stærkt centraliseret pavestyre, der dog politisk respekterede, at man var i Frankrig og tæt på den franske konge. Hans efterfølger Johannes XXII (pave 1316-1334) var en stærk forkæmper for pavemagten, og han hævdede igen med styrke pavemagtens forrang frem for kejseren. Johannes afviste tillige kravene om, at kirken skulle leve i fattigdom, sådan som franciskanerordenen ønskede, og det gav anledning til et skrift af filosoffen Wilhelm af Occam (ca. 1288-1347), der advokerede for netop spiritualiteten frem for den verdslige magt, som tillige var et angreb på en alt for stor pavemagt. På det tidspunkt, da Dante skrev, stod kirken således stærkt på sine magtprætentioner, orienteringen var i høj grad politisk vendt mod Frankrig, men samtidig var kejseren nu indstillet på at hævde sin magtstilling, hvilket kom frem, da Henrik VII (1274-1313) i 1312 med en hær drog til Italien. Han døde imidlertid året efter, og der er ikke tvivl om, at netop Dante havde store forhåbninger til den unge kejser, som nu blev til ingenting. Som ny kejser valgtes Ludvig IV af Bayern (1282-1347) i 1314. En af modstanderne af dette valg var pave Johannes XXII, der som nedenfor omtalt forsøgte at få det omgjort. Forud for de her beskrevne politiske stridigheder på Dantes tid var siden pave Gelasius gået en århundredelang historie om kirkens kamp for selvstændighed i forhold til den verdslige magt. I anden halvdel af 1000-årene havde pave Gregor VII (pave 10731085) særlig kraftigt hævdet kirkens uafhængighed af kejseren og den verdslige magt, man taler undertiden om ”den pavelige revolution”, og en lang række forfattere havde siden beskæftiget sig med afgrænsningen af de to former for magt over for hinanden. Fra hans brev til Cangrande della Scala fra 1316 ved vi, at Dante har kendt det sidste skrift af den hellige Bernhard af Clairvaux (1090-1153), De consideratione fra ca. 1148, som re-
indledning
· 23
formatoren af cistercienserordenen og grundlæggeren af klostret i Clairvaux skrev til og på opfordring af sin elev pave Eugenius III (pave 1145-1153), og hvori han forsøgte at definere grænserne for pavemagten og plæderede for samhørigheden mellem kirke og verdslig magt. Bernhard af Clairvaux var i den anden fjerdedel af 1100-årene Europas helt dominerende åndelige skikkelse, der samtidig spillede en hovedrolle i tidens kirkepolitik med politiske kontakter i Rom, hos den tyske kejser og den franske konge, og hans indflydelse strakte sig også til Danmark gennem ærkebiskop Eskil af Lund (ærkebiskop 1137-1177). Talrige breve og værker fra hans hånd er bevaret og tegner billedet af denne stærke skikkelse i kirkehistorien, som også var blandt hovedpersonerne i Dantes univers. Som teolog stod Bernhard for en mere direkte personlig tro, og han var med til at give Jomfru Maria en ny central position i kirken som den vigtigste formidler mellem Gud og mennesker. Netop denne side af hans spiritualisme kommer frem hos Dante, der giver Bernhard en særlig fornem placering, som sin sidste ledsager, der i Paradisets 31. sang overtager føringen efter Beatrice og præsenterer Dante for Jomfru Maria. I værket om monarkiet og særlig i dets tredje bog gennemgår og afviser Dante argument for argument, hvad tilhængerne af den absolutte pavemagt har at begrunde deres prætentioner med. Han nævner ikke nogen ved navn, men formentlig har han først og fremmest tænkt på dem, der polemiserede i hans egen samtid. Som vigtige forfattere, som Dante må have kendt, er Johannes af Paris (ca. 1255-1306), som i værket De potestate regia et papali (ca. 1302), med særligt henblik på netop forholdet mellem pavestolen under Bonifacius VIII og den franske konge, tog stilling til fordel for kongen. Diskussionen, værket tog stilling til, var fremprovokeret af pave Bonifacius’ bulle. Johannes gjorde gældende, at både pavemagt og kejserens magt stammede fra Gud, og at de havde hver deres formål, således at kirken i sidste ende skulle sørge for menneskets frelse, mens kejserdømmet havde verdslige opgaver. Pavens magt i forhold til den verdslige var begrænset til åndelige spørgsmål. Man kunne jo også i den forbindelse henvise
24 · monarkiet
til, at kejserdømmet historisk var den ældre institution og etableret, inden paven kom til. På den modsatte side finder vi dominikaneren Ægidius Romanus (ca. 1243-1316), som, skønt knyttet til den franske konge med skriftet De ecclesiastica potestate, var en så kraftig fortaler for pave Bonifacius’ synspunkter angående pavemagten, at man mener, at han er den egentlige forfatter til bullen Unam sanctam. En stærk stilling til fordel for paven finder vi også hos Tolomeo da Lucca (ca. 1236-1327), der omkring 1300 afsluttede et større værk om politik påbegyndt af Thomas Aquinas med titlen De regimine principum, der anvender mange af de samme kilder som Dante, men grundlæggende bygger på et andet synspunkt, nemlig pavemagtens forrang, og hævder, at den verdslige magt afleder sin autoritet fra pavemagten. Synspunkter til fordel for den verdslige magt kunne Dante til gengæld også finde hos den indflydelsesrige teolog og filosof Jakob af Viterbo (1255-1308) i værket De regimine christiano fra ca. 1302, som også er et indlæg i striden om Bonifacius’ bulle og pavens magt, og som kan sammenlignes med Ægidius Romanus’ netop nævnte værk. Jakob af Viterbo tager direkte stilling til det spørgsmål, som Dante drøfter i tredje bog af Monarkiet, nemlig om den verdslige magt afleder sin legitimitet fra den åndelige magt, og hans svar er ligesom Dantes et nej, men i en sofistikeret form, hvor både den verdslige magts selvstændighed og dens tilknytning til den åndelige magt understreges. Igen ikke så langt fra Dantes synspunkter, hvor den åndelige magt holdes i stor respekt. Men hos Jakob af Viterbo har den åndelige magt overvægten, og han benytter et billede, hvor han sammenligner lys og farve og fremhæver, at farven (den verdslige magt) kræver lyset (den åndelige magt) for at kunne ses. Der kan nævnes adskillige andre ældre og samtidige forfattere, som Dante kan have kendt til, men de her nævnte er de vigtigste røster i samtidens diskussion af magt og magthierarkier. Dante daterede ikke selv sine værker, og vi kan som sagt ikke nøjagtigt sætte et årstal på Monarkiet og dermed afgøre, om det hører hjemme i en konkret politisk sammenhæng. Dante måtte som sagt gå i eksil som ledende hvid guelf i januar 1302, men
indledning
· 25
allerede i 1304 opgav han kontakten med andre eksilerede hvide guelfer og var sig selv uden tilknytning til andre ’hvide’. Umiddelbart kunne man forestille sig, at Monarkiet hørte hjemme i diskussionen om pave Bonifacius’ bulle fra 1302 og altså kunne dateres omkring eller kort efter dette tidspunkt. De fleste afviser imidlertid en sådan datering og mener, at værket først er skrevet senere. En mulig datering af Monarkiet tager således udgangspunkt i valget af Henrik VII til tysk-romersk kejser i november 1308 og dennes rejse til Italien 1310, hvor han opholdt sig og manifesterede kejsermagten indtil sin pludselige død i 1313. Et gæt på dateringen af Dantes værk er i den forbindelse årene efter 1310 og inden 1313, hvor der var forhåbninger til den nye kejser om at være den, der kunne samle Italien. Endnu andre vil placere værket noget senere, nemlig i tidsrummet 1314-21, altså i perioden mellem valget af Ludvig IV af Bayern til kejser og Dantes død uden derved at antage en konkret foranledning. Et yderligere og ofte omtalt forsøg på en datering, som har flere tilhængere, tager udgangspunkt i en sætning, som en del i dag anser for ikke at være autentisk. Det drejer sig om et sted i første bog af Monarkiet (12, 6), hvor der efter en lang manuskripttradition henvises til Den Guddommelige Komedies Paradis.9 Efter almindelige principper om tekstafhængighed kan man på det grundlag nå frem til, at Paradishenvisningen er fælles for flere ’afskrivningsfamilier’ med den konsekvens, at Monarkiet altså måtte være forfattet efter afslutningen af Paradiset og dermed på et sent tidspunkt af hans liv. Der er ikke bevaret et originalmanuskript af Monarkiet, så der vil til enhver tid bestå usikkerhed om, hvorvidt denne henvisning til Paradiset stammer fra Dante selv. I givet fald vil en datering blive til et tidspunkt efter 1316, hvor man mener, at den femte sang af Paradiset, som der henvises til, er forfattet. For en sådan sen datering taler efter fleres mening også, at 9
Se Kay (nf. n. 21), s. XXIII ff. Det drejer sig om et manuskript benyttet af den italienske udgiver Pier Giorgio Ricci i hans jubilæumsudgave 1965 af værket, som har denne sætning, der findes i en række af de 21 bevarede manuskripter.
26 · monarkiet
Dantes vært i Verona, Cangrande della Scala, i 1317 – som svar på Avignonpaven Johannes XXII’s pavelige bulle Si fratrum fra samme år – havde behov for en bevisførelse for, at paven ikke havde magt til at bestemme over kejserdømmet, når der indtrådte et interregnum, og kejsertronen var ledig. En sådan sen datering i forbindelse med kejservalget placerer Dantes værk i en konkret historisk sammenhæng. Den nye pave Johannes XXII havde udpeget den sicilianske konge Robert af Anjou til vikar i fravær af en gyldigt valgt kejser og bedt de tidligere udnævnte stedfortrædere om at træde tilbage. En teori, som nogle støtter i dag, er, at Dante skrev sit værk for at hjælpe sin vært med argumenter mod pavens bulle. Det var en hasteopgave, og hastværket kan muligvis forklare noget af, hvad nogle anser som en temmelig haltende argumentation rundtomkring i værket, mens andre tværtimod fremhæver, at værket hænger så godt sammen og ikke med sin almengyldige karakter tyder på nogen konkret anledning. Tværtimod har Dantes værk har et bredt og alment sigte, og derfor lader det sig ikke uden videre placere som et skrift, der er blevet til i en konkret situation med et konkret sigte, der yderligere ikke er omtalt i værket.
Overlevering, vigtigere udgaver og indflydelse Vi kender i dag Monarkiet i 21 manuskripter.10 Værket kom i 1559 under modreformationen på pavens liste over forbudte bøger – der er derfor ingen manuskripter i Vatikanets bibliotek – og det forblev der til 1881. Værket kunne således kun trykkes i det skjulte i den katolske verden. Langt før da var det kendt og blev kommenteret af den politiske tænker Marsilius fra Padova (1275/1280 – 1342/1343), der som Dante også ønskede en begrænsning af pavemagten, i begyndelsen af 1300-årene og i samme periode også af tidens kendteste jurist Bartolo da Sassoferrato (1313/1314 – 1357). Et kommenteret manuskript fundet i Prag indeholder kommentarer, der muligvis er forfattet af den folkelige romerske politiker Cola di Rienzo (1313-1354) 10 Til sammenligning er bevaret omkring 800 manuskripter af Komedien, 80 af Vita nuova, af Convivio 43 og af Eklogerne 9.
indledning
· 27