Modernismens metaforer
Helle Strand
Modernismens metaforer
Modernismens metaforer Af Helle Strand 1. udgave, 1. oplag 2025 © Multivers 2025 Omslagslayout: Ida Ejdal Tryk: ScandinavianBook A/S Printed in EU ISBN: 978-87-7917-657-7 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Udgivelsen er støttet af: CLARA LACHMANNS STIFTELSE LETTERSTEDTSKA FÖRENINGEN LANDSDOMMER V. GIESES LEGAT
INDHOLD INDLEDNING......................................................................................................
9
Hovedperspektiv, mål og formål.......................................................................
9
Præsentation af hovedsynspunkterne................................................................ 12 Punkt 1: Litteraturhistorien, metafor- og metaforteoriens historie negligeres..................................................................................................... 13 Punkt 2: Formen negligeres.......................................................................... 14 Punkt 3: Demokratiet negligeres.................................................................. 16 Parafrase, syntaks, sproghandling..................................................................... 24 Baggrund, arbejdsform og bogens opbygning.................................................... 26 Metaforen forstået som planbrud, læseproces og sansemæssig irrealitet............ 30 Det litterære værk som konnotationssprogligt.................................................. 33 Genrekarakteristik af ’metaforiske’ tekster og metaforens afgrænsning til andre troper og symbolet.................................................................................. 39 Det akrone, diakrone og synkrone aspekt i genrebestemmelsen................... 42 Indsnævring af det diakrone aspekt i genrebestemmelsen............................. 47 Det akrone, diakrone og synkrone aspekt i bestemmelsen af metaforens afgrænsning til andre troper og symbolet..................................................... 50 Opsummering................................................................................................... 53 GRUNDLAGET FOR PARAFRASERNE.............................................................. 54 EN DEFINITION AF ’METAFORIK’.................................................................... 60 I: Signalement................................................................................................... 60 Det narrative niveau.................................................................................... 60 Det tematiske niveau.................................................................................... 61 Udsigelsesniveauet....................................................................................... 62 II: Grundsætninger............................................................................................ 64 III: Strategier for parafraser............................................................................... 69 Gruppering og inddeling................................................................................... 71 EN DEFINITION AF DEN TRANSCENDENTE METAFOR............................... 76 I: Signalement................................................................................................... 79 II: Grundsætninger............................................................................................ 82 III: En strategi for parafrasen............................................................................ 83 Et overblik........................................................................................................ 84
FØRSTE DEL: HOVEDTENDENSER I METAFORTEORIENS HISTORIE: METAFOREN SOM IDÉ OG METAFOREN SOM ORD......................................................................................................... 90 METAFOREN SOM IDÉ....................................................................................... 99 Metaforen i barokken....................................................................................... 99 Parafrase af Kingos ”Hosianna” side 31, linje 1-32, og s. 32, linje 33-38.... 99 Metaforen i renæssancen................................................................................... 107 Parafrase af Petrarcas Canzoniere – Sangenes Bog, side 37-38..................... 108 Metaforen i romantikken.................................................................................. 112 Parafrase af Ingemanns ”Lysets engel går med glans”.................................. 117 Metaforen hos I.A. Richards: fra ord til idéer................................................... 122 Parafrase af Denhams Cooper’s Hill, side 150, linje 189 – 151, linje 192.... 127 Metaforen i litteraturvidenskaben..................................................................... 132 Vedrørende Emil Aarestrups digt ”Paa Sneen”............................................ 134 Vedrørende Tor Jonssons digt ”Skuggen”.................................................... 142 Vedrørende Bertel Gripenbergs digt ”Ett ensamt skidspår”......................... 147 Metaforen i den strukturelle semantik.......................................................... 156 Metaforen som del af tekstbeskrivelsens teknik............................................ 158 Parafrase af Henrik Hertz’ digt ”Silkeormen” fra 1835............................... 160 Afslutning.................................................................................................... 175 METAFOREN SOM ORD.................................................................................... 176 Metaforen i oplysningstiden og i forskellige nyere ismer................................... 176 Metaforen i realismen....................................................................................... 177 Metaforen i modernismen................................................................................. 182 Ringgaards metaforopfattelse....................................................................... 186 Stein Larsens metaforopfattelse.................................................................... 193 Prendergasts metaforopfattelse.................................................................... 197 Friedrich og Hallbergs metaforopfattelse..................................................... 204
ANDEN DEL: PARAFRASER AF TEKSTER MED MODERNISTISK METAFORIK................................................................. 210 Abstrakt symbolik: 1. form for ’metaforik’: Ordet udtales................................ 210 Charles Baudelaires digt ”Svanen”: Syntakskatedral og programdigt........... 210 Sophus Claussens digt ”Ekbátana”.............................................................. 217 Surrealistisk metaforik...................................................................................... 224 Gunnar Ekelöfs digt ”expansion”................................................................ 224
Klaus Rifbjergs digt ”solsort”...................................................................... 231 Hybrid ’metaforik’: 2. form for ’metaforik’: Ordet udtales som metafor........... 236 Inger Christensens digt ”En indre mumlen”................................................. 236 Pia Tafdrups digt ”DUFTSPOR”................................................................ 244 Henrik Nordbrandts ”Violinbyggernes by”................................................. 253 En blanding af 1. og 2. form for ’metaforik’: Ordet udtales eller: Ordet udtales som metafor.......................................................................................... 262 Henrik Nordbrandts digt ”Jernbaneskråningen”......................................... 262 Henrik Nordbrandts digt ”Simi”................................................................. 269 Inger Christensens digt det, først og fremmest side 9-10, l. 25..................... 282 Inger Christensens digt Sommerfugledalen................................................... 308 OPSAMLING OG KONKLUSION........................................................................ 327 LITTERATURLISTE.............................................................................................. 332
INDLEDNING
Hovedperspektiv, mål og formål Hvilke entiteter af metaforer og definitioner forholder man sig til i forskellige faglige kredse, når man formulerer sig om metaforer og metaforteori? At få besvaret dette spørgsmål er væsentligt, fordi det nødvendigvis giver et fingerpeg om, hvordan emneafgrænsning med rimelighed kan foretages i en bog som denne, der omhandler metaforen i modernistisk digtning. Dermed er samtidig sagt, at jeg anser det for meningsfuldt at tilslutte mig og udvide den angrebsmåde, som Peter Luthersson foreskriver i Modernism och individualitet (1986) til ikke blot at omfatte modernismeforskningen, men også metaforforskningen: ”Om termen ”modernism” inte skall utlämnas åt godtycke eller helt enkelt uppges, finns det anledning att låta ett stipuleret språkbruk återgå på en grundlig explikation. För att en enskild forskares stipulerande skall vara meningsfullt, krävs å ena siden att han antar existensen av och studerar en entitet som kan kallas ”modernism” och å andra sidan att han relaterar sina betoningar till dem som tidigare forskare och kritiker har gjort.” (Luthersson 1986:11) Hovedperspektivet i denne bog er, at en litterær metafor indgår i en meddelelse og foreligger som ord, der skal forstås i overført forstand i en litterær tekst som resultat af en speciel kommunikativ proces. Målet er at udvikle et begrebsapparat bestående af en række ad hoc-bestemmelser, der har til hensigt at afdække en bestemt form for litterær metaforik i det følgende benævnt ’metaforik’, der forekommer i modernismens 3. fase, også kaldet systemdigtningen. Det indebærer, at omdrejningspunktet er at belyse metaforen i en syntaktisk sammenhæng. Specielt hvordan en kombination af en bestemt form for hhv. sprængt og løs syntaks kan ses som medfortællende i forhold til indholdet, hvorved syntaksen i de ’metaforiske’ tekster fremtræder som system, vil være i fokus. De forskelligartede tilgange til metaforen i denne bog kan ikke undgå at bære præg af den tid og det litteraturteoretiske miljø, den er blevet til i, og herunder, hvad der er foregået inden for feltet i de seneste mange år.
9
Her tænkes ikke mindst på, at bogen bærer præg af den opblødning mellem tidligere tiders ofte skarpt optrukne grænser mellem forskellige tilgange til litteraturen i det hele taget, der gør sig gældende nu om dage. Som det hedder i indledningen til Litteraturens tilgange, der er en af de mange bøger, der giver et vue over den have med forgrenede gange, som litteraturteori har været de sidste mange årtier, for at bruge en central metafor fra bogen: ”en forståelse af litteratur som et mere komplekst fænomen, end den forekom i den til tider noget hermetiske teori (fx 70’ernes franskinspirerede udgaver af strukturalisme, narratologi, semiotik, psykoanalyse m.m.)” (s. 6) I udformningen af begrebsapparatet hentes der især inspiration fra Aristoteles, nykritikken, herunder i særlig grad planstrukturfolkene, strukturalismen og moderne tekstvidenskab, især udsigelsesanalyse, og endelig talehandlingsteori. Formålet er at bidrage med nye vinkler på metaforen og udvikle det meta sprog, hvori tekstbeskrivelsen inden for den strukturalistiske forskningstradition foregår. Det sker med særligt henblik på at undersøge forudsætningerne for en metaforteori baseret på syntaktiske iagttagelser, hvorunder der tages højde for særligt læseprocessuelle forhold, jf. den sondring mellem tydning (læseproces) og beskrivelse (resultat af læseprocessen: en udtrykkelig fremstilling af en tydning), der omtales i Brask 1974:63. I sin artikel ”Præpositionernes filosofi. Om Morten Chemnitz’ ordlivssyn” udtrykker Louise Mønster behovet for at opfinde en ny poetisk grammatik (Mønster 2019:200). Hun yder selv sit bidrag med en undersøgelse af især Chemnitz’ digtning, men også værker af ærkemodernistiske digtere som Inger Christensen og Gunnar Olof Björling. Det sker i form af nærlæsninger, som udmærker sig, ikke blot ved en undersøgelse af præpositionerne og konjunktionerne i digteriske tekster; men også ved at belyse afkortede og opbrudte sætningsstrukturer (Mønster 2019:194-195). Med denne bogs fokus på det grammatiske, ikke mindst på forvitrede sætningsstrukturer, er håbet, at den kan medvirke til udformningen af digtningens grammatik. Første del med titlen “Hovedtendenser i metaforteoriens historie: metaforen som ide og metaforen som ord” er en introduktion til metaforen og 10
metaforteoriens historie i form af en række nedslag. Anden del en række parafraser fortrinsvis af tekster fra Inger Christensen og Henrik Nordbrandts forfatterskaber. Ved hjælp af de indbyrdes vidt forskellige begrebsapparater, der præsenteres i introduktionen, får metaforteoretikere fra forskellige tider som oftest sagt noget væsentligt om forskellige metaforentiteter. De mange og meget forskellige tilgange til metaforen kan dog være svære at sammenligne indbyrdes. Det søges der rådet bod på ved at samtlige begrebsapparater, der bringes en uddybende omtale af, sættes i et syntaktisk perspektiv. Det sker med henblik på at skabe en overskuelig og mere homogen måde at skelne mellem forskellige metaforentiteter og metaforteorier på. Der vil herunder blive argumenteret for, af hvilken grund inddelingen af modernismen i tre faser i henhold til den danske idéhistoriske tradition (jf. Vosmar 1969, Hejlskov Larsen 1971 og Skyum-Nielsen 1982) langt hen ad vejen også holder ud fra en syntaktisk indfaldsvinkel til metaforen. Der vil videre blive argumenteret for det relevante i at operere med to former for modernistisk metaforik: surrealistisk metaforik og ’metaforik’. Ved modernistisk metaforik forstås de forskellige former for metaforik, der optræder i modernismens tre faser; sådan som de indfanges af det begrebsapparat, der fremsættes. Hovedsynspunkterne i denne bog vil blive præsentereret/uddybet i det følgende afsnit ved at relatere til metaforteori og -analyse inden for strukturalismen og dekonstruktivismen. Det sker, fordi de to ismer har fyldt enormt meget i de tilgange til litteraturen og ikke mindst metaforen, der har eksisteret gennem de sidste mange årtier i dansk faglitteratur. Præsentationen/uddybningen vil foregå på den måde, at der især vil blive fokuseret på, hvordan hovedsynspunkterne i denne bog repræsenterer et alternativ til de to tilgange. Først senere i indledningen vil det blive uddybet, hvordan bl.a. strukturalistisk semantiske tilgange til litteraturanalyse udgør en inspiration. Der rettes et kritisk blik på både strukturalistiske og dekonstruktive retninger. Det skyldes, at der i begge lejre forekommer udeblevne eller måske mere præcist umuliggjorte akademiske diskussioner, hvor klarhed i det førte ord og argument afvises, om end denne afvisning sker på en indirekte, ofte subtil og næsten umærkelig måde. Det kan ikke udelukkes, at det, at man undlader at lægge op til diskussioner, at få afdækket uklarheder med mere, skyldes et nihi11
listisk syn på verden, hvor litteraten udelukkende følger sine egne indskydelser, fx ved umotiveret at springe fra det ene til det andet (se eksempel herpå nedenfor) og mener, alt er tilladt – i hvert fald for dekonstruktivisternes vedkommende. Se fx den lovprisende fremstilling af nihilisme i bogen Nordbrandt fra 2005 af dekonstruktivisten Dan Ringgaard. Netop umuliggjorte akademiske diskussioner ses i denne bog både som en tikkende bombe i det litterære forskningsmiljø og for demokratiet. Dertil kommer den frelste, gerne selvhøjtidelige og selvforherligende tone, som både strukturalistiske og dekonstruktive indlæg ofte fremføres i, ikke sjældent under henvisning til forfatterens egen store teoretiske belæsthed – som om en sådan i sig selv er en garanti for noget – en måde at fremføre egne holdninger, som mildest talt ikke inspirerer til modsigelse; men derimod til at få enhver kritisk røst til at forstumme. Man behøver ikke ty til udenlandske repræsentanter for retningerne. Eksempler findes til overflod i dansk forskningsformidling. Se blot omtalen af to fremtrædende danske formidlere af hhv. strukturalisme og dekonstruktionisme: Svend Erik Larsen og Hans Hauge i det følgende. Præsentation af hovedsynspunkterne De generelle træk ved strukturalistiske og dekonstruktive tilgange til litteratur og metaforen i særdeleshed, der tages afstand fra i denne bog, kan opsummeres i følgende tre punkter: Punkt 1: Litteraturhistorien, metafor- og metaforteoriens historie negligeres Punkt 2: Formen (læs: syntaksens betydningsfulde rolle i forhold til ords betydning) negligeres Punkt 3: Demokratiet negligeres (qua en autoritær, reaktionær og uvederhæftig fremstillingsform) Selve uddybningen forekommer i tre matchende afsnit nedenfor. Afslutningsvis i hver af de tre afsnit præsenteres denne bogs hovedsynspunkter, der kontrasterer de to tilgange.
12
Punkt 1: Litteraturhistorien, metafor- og metaforteoriens historie negligeres Det er symptomatisk for strukturalismen, når en af de mest fremtrædende, nulevende repræsentanter i Danmark Svend Erik Larsen i en introduktion til strukturalismen i Danmark meddeler ”Vi tager toget til Litteraturkøbing” (Larsen 2010:162) og ikke omvendt: Der tages altså ikke først og fremmest udgangspunkt i litterære tekster, og hvad de måtte indeholde af metaforer. Larsen gør opmærksom på, at strukturalismen har sine begrænsninger, hvad angår belysningen af historiske og subjektive forhold (Larsen 2010:169). Ikke desto mindre forholder han sig fuldkommen ukritisk i forhold til, at man kan operere med et såkaldt ’renset’ sprog – strukturalismens store mantra. Som han selv formulerer det på malende metaforisk vis: Når alt fedtet er skåret fra sprogstudiet, kan sproget ses som en struktur, der er forskellig fra andre strukturer, ”Dette rensede objekt er lingvistikkens genstand” (Larsen 2010:164). Det vil i denne sammenhæng sige, at strukturalismen i den ’rene’ udgave glimrer ved ikke at være forankret i den levede erfarede (sprog)verden. En konsekvens for strukturalistisk litteratur- og metaforteori er, at der undlades at tage højde for historisk periode og i videre forstand, hvordan sproget i en tekst måtte ligne og adskille sig fra andre også samtidige tekster. Ej heller inddrages metaforteorihistoriske aspekter. Den dekonstruktive beskæftigelse med litteratur sætter en ære i at bedrive usystematiske litterære analyser, herunder metaforanalyser. Dekonstruktivisterne opererer ikke med entiteter af tekster. Også de undlader i det hele taget at inddrage et litteratur- og metaforteorihistorisk perspektiv. Pil Dahlerups ser dekonstruktion som essayistik, der er udtryk for tilbagefald til tidligere tiders impressionistiske litteraturkritik i en meget præcis karakteristik af tilgangen i Dahlerup 1991:46. Jacob Bøggild og Mette Dam Laursen ligger på linje med denne holdning, når de fremhæver, at modsætningen mellem den uprofessionelle (den naive) læser og den professionelle er ophævet i Dekonstruktion – om metoden (Jacob Bøggild m.fl.:2016:1). Konsekvensen af den manglende inddragelse af et litteratur-, metafor- og metaforteorihistorisk perspektiv fører efter min bedste overbevisning til fejlslutninger. Det sker fx, når Per Højholt i et parallelløb med dekonstruktivister og poststrukturalister (påpeget i Stein Larsen 2013:101) ikke skelner mellem forskellige former for metaforer, idet hans indvendinger mod metaforen gælder 13
den nærværsmetafysik og fascination af en højere sandhed, der i hh. til undersøgelsen i denne bog bl.a. er kendetegnende for metaforen i romantikken; men ikke i modernismen. Som Stein Larsen formulerer det i artiklen ”Troper” fra 2013, der kan ses som en form for opsummering af hans fremstilling af selvsamme emne i disputatsen Drømme og dialoger – to poetiske traditioner omkring 2000: ”Højholt angriber (…) den falske nærværsmetafysik, som siges at klæbe til metaforen, idet metaforens høje status [i modernismen, min anm.] er blevet begrundet med, at den repræsenterer noget autentisk, at den peger på skjulte slægtskaber eller korrespondancer mellem ting i verden, og at den giver os en højere grad af sandhed end den, det normale diskursive sprog kan formidle” (Stein Larsen 2013:101) Der vil i denne bog blive argumenteret for, at det er essentielt, at der i metaforbestemmelser tages højde for litteraturhistoriske, metafor- og metaforteorihistoriske aspekter. Det sker bl.a. ved at inddele metaforer i forskellige selvstændige enheder og ved at relatere til relevante metaforbestemmelser, der har været i faglitteraturen gennem tiden. Her har den professionelle unægtelig gerne en fordel i forhold til andre læsere. Punkt 2: Formen negligeres Som det er tilfældet med religioner, kan strukturalisterne godt lide, om ikke forholde sig til; men så i det mindste at tale om ALLE TING. Således også Larsen: ”Alle ting er på forhånd defineret af det system, vi, bevidst eller ubevidst, vælger at indskrive dem i, men kun ved at andre ting samtidig får deres identitet defineret på samme betingelser.” (Larsen 2010:163-164) Da alle ting er lig ingenting, alene fordi det er umuligt at foretage en verificering af alting, bliver strukturalisternes hang til at kunne føre alt tilbage til systemerne, fx oversætte eller indplacere ord i sprogsystemet, uinteressant, i værste fald intetsigende og misvisende. Se eksempler på netop dette i introduktionen i nedslaget om metaforen i den strukturelle semantik.
14
Det er ikke først og fremmest de enkelte ting i det aktuelle tilfælde: En litterær tekst, der har strukturalisternes interesse; men derimod at forbinde dem med deres position i et eller andet system. En konsekvens af fokuseringen på et renset sprog (jf. punkt 1) er en manglende prioritering af undersøgelsen af formmæssige såsom specielle grammatiske forhold, der forekommer i den enkelte sproglige sammenhæng, og som kan have en betydningsinfluerende virkning på ordene, således syntaksens rolle i forhold til ords betydning. Heller ikke Lakoff og Turners strukturalistisk orienterede kognitive metaforteori tager højde for syntaksens rolle i forhold til ord, herunder metaforens betydning. Deres udgangspunkt er tekstfjerne, tænkte modeller frem for en systematisk behandling af et afgrænset empirisk materiale. De metaforer, der sædvanligvis betragtes som døde, kalder Lakoff begrebsmetaforer. Hvis begrebsmetaforen skønnes at være af grundlæggende karakter, fordi en lang række metaforer kan tilbageføres hertil, kan den i tilgift kaldes en basismetafor. ”Livet er en rejse” kan både betragtes som en begrebs- og basismetafor. Begrebsmetafor, fordi der er tale om død metaforik. Basismetafor, fordi en lang række metaforer kan tilbageføres hertil (jf. Lakoff og Turner 1989:63-65). Hvad Lakoff og Turner kalder en detaljeret lingvistisk og retorisk metaforanalyse (Lakoff og Turner: 2009:110) består i at oversætte metaforer i bl.a. digtning til såkaldte basismetaforer. De metaforer, der rent faktisk kommer skriftligt eller mundtligt til udtryk, kan ses som udtryk for performans. Basismetaforerne kan derimod ses som en form for kompetens, hvormed subjektet teoretisk set kan generere utallige metaforer – for nu at blive i Noam Chomskys billedsprog. De mange eksempler på, hvad Lakoff og Turner kalder vestlige verdens faste, dvs. døde, metaforer, herunder en metafor som ”livet er en rejse”, bringes som løsrevne, typisk enkelttilfælde, frem for at være relateret til den kontekst, de måtte optræde således i. Dette forhold gør deres fremstilling utroværdig alene, fordi en verificering derved på forhånd er umuliggjort. For den Derrida-inspirerede litterat Paul de Man er det litterære sprogs referentialitet i forhold til en såkaldt virkelig verden ikkeeksisterende (se fx Bøggild m.fl. 2016:4) – måske. Se vedrørende tvivl om udlægning af dette centrale emne hos de Man nedenfor i Bøggilds (manglende) udlægning af et berømt 15
Nietzsche-citat, som de Mans henviser til – en tvivl, Bøggild ikke er ene om. Se fx litteraters diskussion af emnet i kapitlet ”Diskussion Metoder i litterær analyse” i Blink Litterær analyse og metode. Tvivlen kan for mig at se tyde på en uklarhed inden for dekonstruktionens egne rækker. Der vil i denne bog blive argumenteret for, at syntaksen skal vise sig at have en afgørende betydning for forskellige teksters metafor- og symbolsprog: Kun ved hjælp af direkte iagttagelser af grammatiske forhold i den enkelte tekst er det fx muligt at afgøre, om et ord skal forstås i bogstavelig eller metaforisk forstand. Her nytter det ikke at nøjes med at slå op i en eller anden køreplan for at finde facit – for nu at genbruge Larsens egen metafor. Syntaksens betydning indebærer videre, at det at sige noget om metaforer på tværs af tekster, med henblik på at oversætte eller indplacere dem i et system uden at inddrage den enkelte kontekst, sådan som det gøres i den kognitive metaforteori, bliver umuligt at forsvare. Bl.a. i tilknytning til syntaksens medbetydende rolle vil der endvidere blive argumenteret for det modsatte af de Mans påstand vedrørende det litterære sprogs mangel på referentialitet i forhold til en såkaldt virkelig verden – hvis det da ellers er det, han mener: 1: Metaforerne i dansk modernisme siger i høj grad noget om den måde, den moderne ikkelitterære virkelighed opleves på. 2: Den centrale intention med metaforer-/symbolbrugen i romantiske tekster er, at de afdækker sandheden om den ikkelitterære verden. Punkt 3: Demokratiet negligeres Når strukturalistister undlader at relatere direkte til faktisk eksisterende talt eller skrevet sprog i en kontekst, bliver de grænseløse, uspecifikke og uvederhæftige. I det følgende vil der både blive eksempler på, hvordan strukturalister gør brug af mængdeargumenter, og hvordan både strukturalister og dekonstruktivister har en forkærlighed for generaliseringer – begge eksempler på ugyldig argumentation. Dertil kommer, at dekonstruktive tilgange har det med at geråde sig ud i deciderede selvmodsigelser, uden at det anfægtes i den danske formid-
16