Michelangelos digtning
christine marstrand
k æ r l i g h e d e n s o m da n n e n d e k r a f t
Michelangelos digtning
Michelangelos digtning – Kærligheden som dannende kraft Af Christine Marstrand © Forlaget Multivers ApS, 2014 1. udgave, 1. oplag 2014 Omslag: Christine Lind, omslagsmotiv: Michelangelo: Bueskytterne, rødkridt, 219 x 323 mm, ca. 1530, Windsor Castle, Royal Collection, RL 12778 Tryk: Inprint, Litauen Printed in Lithuania 2014 ISBN: 978-87-7917-315-6 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som ebog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er med tak støttet af Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond Landsdommer V. Gieses Legat Velux Fonden Velux Fondens støtte er ydet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene.
indhold prolog
7
biografisk rids
9
michelangelos rime
13
Udgivelser og oversættelser Digtenes form: struktur, stil og indhold Begreber: il disegno, il concetto, l’immagine, furor divinus
kunstner og elsker forenet
13 17 24 29
Fra concetto til kunstværk: Michelangelos kunstfilosofi, som den udtrykkes i digtene.Kunstens og kærlighedens sublimerende kraft 29 Skønhed som ”lygte og spejl” 35 Il non-finito og la figura serpentinata 44 Skt. Mattæus 54 Accademia-slaverne 55 Louvre-slaverne 60 Antitese/kontrast: ”grænseoverskridelser” i digtning og billedkunst 67 Medici-kapellet 75 Arkitektoniske spændinger 76 Nat og drømme 79 ”Mig tildelte de den mørke tid”: Natten som symbol 84 Biblioteca Laurenziana 96 Kontrapunkt og dissonans 102 126 Sejrens genius 105
den jordiske og den himmelske kærlighed
108
Tommaso de’ Cavalieri versus Vittoria Colonna Det neoplatoniske kærlighedsbegreb Le due Veneri – to slags kærlighed Due morti – to slags død Tegninger og digte til Tommaso de’ Cavalieri ”En kysk kærlighed”? Gavetegningerne Tityos’ straf Ganymedes’ bortførelse
108 108 112 116 122 122 128 142 145
Bueskytterne Tegninger og digte til Vittoria Colonna Pietà, Korsfæstelsen Alderdomsværkerne – længslen efter at blive forenet med Gud Pietà Bandini Immaterialitet: fra fysisk kraft og sanselighed til åndelig idé
151 156 159 161 164 167
epilog
175
kilder
177
noter
179
litteratur
194
billedliste
202
register over omtalte værker
206
prolo g Michelangelo giver i Rime, som han kalder sine digte, stærkere end noget andet sted udtryk for sin kunstfilosofi, og i alle dele af værket viser han tilbage til kærligheden som den altoverskyggende dannende kraft. Ingen har, så vidt jeg er orienteret, specifikt og bredt taget udgangspunkt i kærlighedsbegrebets enorme betydning for Michelangelos oeuvre og anvendt hans passionerede digte til at kaste lys over hans værker inden for alle de billedkunstneriske kategorier, han udfoldede sig, og over den kunstteoretiske tilgang, som disse digte afspejler. Mit mål med denne bog er at vise, hvordan det kan gøres, idet jeg ved hjælp af digtene analyserer nogle udvalgte værker blandt skulptur, maleri, tegning og arkitektur. Derfor har jeg i min danske oversættelse af digtene ikke forsøgt at gendigte, men hele tiden bestræbt mig på at ramme den præcise betydning. Når det litterære aspekt af Michelangelos kunst ikke tidligere har fyldt meget i forskningen, skyldes det nok, at digtene er svære at forstå – og næsten ikke til at oversætte – med deres af og til ekstremt manieristiske form og noget dunkle og gådefulde indhold. Det er derfor især italienske forskere, der har beskæftiget sig med Michelangelos digte, og man har fortrinsvis skrevet om digtene uden at sætte dem i sammenhæng med hans billedkunstneriske værk. Når det er sket, har man oftest begrænset sig til tegninger og digte stilet til Tommaso de’ Cavalieri, den unge romerske adelsmand, som Michelangelo forelskede sig i som 57-årig, samt Vittoria Colonna, marchesa di Pescara og religiøs fritænker, som var hans store åndelige kærlighed. I 1990’erne publiceredes dog to tosprogede udgaver af digtene (italiensk-engelsk), hvilket har lettet forskningen en del.1 Enzo Noé Giradis arbejde med at udgive digtene og hans studier af dem er milepæle i forskningen, mens den mest værdifulde italienske kilde til forståelse af digtenes poetiske indhold efter min mening er Valerio Marianis Poesia di Michelangelo, som giver en rig analyse af Michelangelos tankegang. Af andre italienske forskere må nævnes Walter Binni, Rezio Buscaroli, Sandro Briosi, Ida Campeggiani og Matteo Residori. Erwin ·7·
Panofsky benyttede i Studies in Iconology nogle af digtene i sin neoplatoniske tolkning af tegningerne til Cavalieri, og herudover er de vigtigste engelsksprogede udgivelser med digtreferencer Robert J. Clements’ Michelangelo’s Theory of Art, Glauco Cambons Michelangelo and the Fury of Form og David Summers’ Michelangelo and the Language of Art. Kataloget fra udstillingen på Courtauld Institute i London, Michelangelo’s Dream (2010), omhandler først og fremmest tegninger og digte til Cavalieri, men giver tillige et glimrende indblik i den nyeste forskning. Også to danske forskere har beskæftiget sig med Michelangelos digtning, Martha Drachmann Bentzon i 1908 og Lene Østermark-Johansen i slutningen af 1990’erne. Bentzon analyserer Michelangelos ”erotiske personlighed” gennem digtene, og Østermark-Johansen behandler Michelangelo-receptionen i det senvictorianske England. Her er det igen fortrinsvis digtene til Cavalieri og Colonna, der anvendes i analysen. København, juli 2013 Christine Marstrand I forbindelse med mine studier af digtene har jeg på biblioteker i Rom og Firenze fundet frem til de få kompositioner til Michelangelos digte, der er overleveret fra samtiden. Det har resulteret i en selvstændig lille udgivelse, til hvilken der knytter sig en cd med indspilning af musikken.
·8·
biogr afisk rids Michelangelo Buonarroti fødtes den 3. marts 1475 i Caprese, en lille toscansk by i nærheden af Arezzo. Allerede som 13-årig blev han optaget som lærling hos Domenico Ghirlandaio, en af Firenzes førende malere, og som 15-årig blev han opdaget af den store kunstmæcen Lorenzo de’ Medici, byens reelle leder med tilnavnet Il Magnifico. Lorenzo tog ham i huset og betalte for hans uddannelse, og allerede på dette tidlige tidspunkt blev Michelangelos interesse for billedhuggerkunsten vakt. Rivaliseringen med en anden af lærlingene i Lorenzos hus, Pietro Torregiano, førte til et slagsmål, hvorunder Torregiano brækkede Michelangelos næse, en vansiring, der ses på alle afbildninger af kunstneren. I løbet af disse år kom Michelangelo også under religiøs indflydelse fra dominikanermunken Girolamo Savonarola, som holdt sine glødende og fanatiske prædikener i Firenze, indtil han blev ekskommunikeret og brændt på bålet i 1498. Savonarolas aggressive puritanisme stod i skærende kontrast til neoplatonismen, der dyrkedes ved Mediciernes hof. Denne konflikt mellem det åndelige og det verdslige kom til at præge resten af Michelangelos liv. Efter et kort ophold i Bologna, hvortil han flygtede efter Medicierne fald, flyttede Michelangelo til Rom i 1496 og skabte sig i løbet af sine fem år i byen et ry som tidens mest talentfulde billedhugger, blandt andet med den berømte Pietà til Peterskirken. Michelangelo vendte tilbage til Firenze i 1501 for at udføre bestillingen på den kæmpestore David, der skulle stå foran byens rådhus Palazzo Vecchio. De første vidnesbyrd om Michelangelos interesse for digtekunsten er en serie fragmenter fra denne tid, blandt andet ”David med sin slangebøsse, jeg med min bue.” To af fragmenterne er kopieret direkte fra Petrarca, der sammen med Dante var hans primære inspirationskilde. Han skrev hastigt ideer til digte ned på det nærmeste stykke papir, ofte på en af sine egne tegninger. Michelangelos digteriske virksomhed kan groft sagt deles op i tre ·9·
kronologiske faser, der adskiller sig fra hinanden, både med hensyn til mængden af digte og de temaer, der behandles. Man må altid tage i betragtning, at Michelangelo brændte både digte og tegninger, som han ikke var tilfreds med, så der kan ikke gives noget præcist overblik over, hvor mange digte han skrev i de enkelte perioder. Den første periode løber fra 1503-32 og er delt i to. Fra 1503-23 har omkring 20 digte overlevet. I denne periode konsoliderede Michelangelo sit ry som Italiens mest berømte og beundrede kunstner. Han blev kaldt tilbage til Rom i 1505 for at arbejde for pave Julius II, og denne bestilte blandt andet et monumentalt gravmæle til sig selv, det, der skulle blive til Tragedien om gravmælet og komme til at beskæftige Michelangelo i adskillige perioder i løbet af de næste 40 år. Midt i dette arbejde blev han til sin store ærgrelse kaldt til det Sixtinske Kapel og af paven beordret til at male loftsfreskoerne, et arbejde han udførte fra 1508-12. Frustrationerne over at blive tvunget til at beskæftige sig med freskomaleri, som han ikke selv syntes, han havde forstand på, kommer blandt andet til udtryk i en morsom sonet, Med skægget op mod himlen (G5). I 1512 fik Medicierne igen magten i Firenze, og Michelangelo vendte tilbage hertil, da Giovanni de’ Medici under navnet pave Leo X efterfulgte Julius. Fra denne tid og indtil den følgende pave Clement VII’s død i 1534 delte Michelangelo sin tid mellem Rom og Firenze. Den vigtigste opgave i Firenze fra denne periode var Mediciernes kirke San Lorenzo, hvor Michelangelo blev bestilt til at udføre både facaden, Mediciernes gravkapel og Biblioteca Laurenziana. Mange af digtene fra denne tid er skrevet på skitserne til kapellet, og et par af dem handler direkte om kapellets ikonografi. I denne periode dukker også de første antydninger op i breve og digte om Michelangelos kærlighed til mænd. Den anden del af første periode i Michelangelos digteriske virksomhed strækker sig fra 1524-32, da kunstneren var 49-56 år gammel og viede det meste af sin tid til San Lorenzo-projekterne med lejlighedsvise afstikkere til Rom. Denne tid prægedes af enorme politiske og religiøse omvæltninger, der skulle få både indre og ydre konsekvenser for Michel-angelo. Roms plyndring og den protestantiske reformations kamp mod den ka· 10 ·
tolske kirke var vigtige begivenheder. Digtene er nu ofte prægede af sorg, resignation og pessimisme, også påvirket af faderens og broderens død. Den vigtigste del af Michelangelos litterære virke falder fra 1532-48 og rummer 200 digte. Næsten 50 af dem er korte epitafer til den smukke unge Cecchino Bracci, der døde som 15-årig i 1544. Efter 1534 tog Michelangelo permanent ophold i Rom på flugt fra Medici-regimet. Selvom Cosimo I ofte opfordrede ham til at vende tilbage til Firenze, skete det aldrig. I Rom fik Michelangelo af den næste pave, Paul IIIen, sen vigtige bestilling på at male den store Dommedags-fresko (1534-41) i det Sixtinske Kapel. I denne periode skrev han digte, der netop behandlede temaer som personlig lidelse og skyld samt frygten for Guds fordømmelse, og han traf de to personer, som skulle komme til at betyde mest for ham i livet, Tommaso de’ Cavalieri og Vittoria Colonna. Disse to blev inspirationskilder for Michelangelos mest passionerede digte, og de står som eksponenter for den evige kamp i Michelangelos sind mellem den kødelige og den åndelige kærlighed. Årene 1546-47 bragte en afgørende omvæltning for den nu over 70-årige Michelangelo. Han mistede to af sine nærmeste venner, Luigi del Riccio og Vittoria Colonna, og hele hans tilværelse prægedes nu af tanker om døden og om livets skrøbelighed. Den sidste periode i Michelangelos litterære værk dækker årene 1548-60, og herfra stammer 23 digte, der næsten alle behandler temaer som afstandtagen fra verdslige glæder, død, personlig skyld og håb om frelse, symboliseret ved Kristi lidelser. Han arbejder på den ufuldendte Pietà-gruppe, der nu står i Museo dell’Opera del Duomo i Firenze, men han betragter ikke længere kunsten som et middel til frelse eller åndelig fordybelse. Vi kender ingen digte fra de sidste fire år af Michelangelos liv. Han arbejdede på tegningerne til Peterskirken og på Rondanini-Pietà’en helt frem til få dage før sin død den 18. februar 1564, hvor hans elskede ven Tommaso de’ Cavalieri sad ved hans side. Man havde ikke formået at få Michelangelo til at vende tilbage til Firenze i levende live, men nu blev hans afsjælede legeme bragt tilbage fra Rom og bisat i Santa Croce-kirken under overværelse af enorme folkemængder. Der eksisterer en tegning af de dekorationer, som blev udført til begravelsesceremonien, · 11 ·
og den skildrer Michelangelo, som laurbærkranses af digtekunstens gud Apollon, hvilket kan tolkes som en hyldest til Michelangelos digteriske åre, der siden kom til at stå helt i skyggen af det billedkunstneriske værk.
· 12 ·
michela nge l os rim e Udgivelser og oversættelser Michelangelos kompositoriske metode viser sig gennem det meste af hans liv inden for såvel de fire billedkunstneriske kategorier, hvor han udfolder sig så virtuost, som i et særdeles ambitiøst litterært projekt, nemlig de digte, der allerede i hans levetid cirkulerede i litterære kredse, men som først blev udgivet i 1623, næsten 60 år efter hans død, af grandnevøen Michelangelo Buonarroti il Giovane. Ingen af de 137 digte, grandnevøen udgav, optrådte i samme form som i originalmanuskriptet. I forordet kaldte han dem bozze di penna, penneskitser. Han regnede dem for ufuldendte, skyndte sig derfor at føje løsrevne vers sammen for at skabe fuldendte sonetter og digtede også selv til. Digtene er med andre ord stærkt reviderede, ”forbedrede”, hvilket vil sige udglattede, og med ændret køn, fra maskulinum til femininum i kærlighedsdigtene, således at den berømte kunstners gode navn og rygte kunne beskyttes mod eventuelle anklager for seksuel usømmelighed og skandaløs opførsel. ”Det er ikke Michelangelo”, som Marzio Pieri tørt konstaterer om il Giovanes udgave af digtene: Det er ikke Michelangelo. Ikke ham, der var kendt for det frygtindgydende; til helvede med de ujævne og mangelfulde betingelsessætninger, den ufuldendte tilstand og forpint utilstrækkelighed, skuffet besværlighed ved gentagelsen, alt det, der næsten er et selvportræt af et geni, der unddrager sig bedømmelse, som kæmper mod det normales hierarki.2
Dette ”normales hierarki” blev Michelangelos grandnevø altså – sikkert i den bedste mening – en del af, da han helt ødelagde det ufuldendte og plagede, der netop er det karakteristiske ved disse digte. Michelangelos corpus består af 302 digte samt adskillige ufuldendte tilløb. De fleste befinder sig i Vatikanet (Biblioteca Laurenziana), i Archivio Buonarroti i Firenze (Casa Buonarroti) samt på British Museum i London.3 De første digte er skrevet ca. 1503-05, de sidste omkring 1560, og den litterære virksomhed dækker således næsten hele hans aktive kunstneriske liv, selvom hovedparten, omtrent to tredjedele, stammer fra · 13 ·
perioden 1532, hvor han mødte Tommaso de’ Cavalieri, til 1547, hvor Vitttoria Colonna døde. Disse to personer var kilder til stadig kunstnerisk inspiration, og de passionerede digte til dem afspejler, i hvor høj grad Michelangelos liv formede sig som en kamp mellem den jordiske og den himmelske kærlighed. Hvordan denne kærlighedens dannende kraft gav sig udtryk i billedkunst og digtning, er denne bogs emne. At Michelangelo selv tog sin digtning seriøst, belyser den udgivelse af 89 af digtene, som han forberedte sammen med to florentinske venner, Luigi del Riccio og Donato Giannotti. Condivi afslutter desuden sin biografi om Michelangelo med følgende ord: Jeg håber om kort tid at kunne udgive nogle af hans sonetter og madrigaler, som jeg gennem lang tid har indsamlet både fra ham selv og fra andre; dette gør jeg for at bære vidnesbyrd til verden om, hvor meget denne guddommelige ånds ideer er værd, og hvor mange smukke begreber, der fødes deraf.4
En sådan digtsamling, skrevet af en billedkunstner, ville være blevet den første af sin art i Italien, hvis projektet var lykkedes.5 Interessant i denne sammenhæng er et brev fra Michelangelo til del Riccio, skrevet i 1546, hvori han tilbagekalder hele planen om at udgive digtene, endda beder del Riccio om at brænde, hvad han har liggende, og nedgør sig selv i underskriften, ikke blot som menneske, men som kunstner. Brevet er et glimrende eksempel på de konstante anfægtelser, de kontraster og paradokser, der martrede Michelangelo, og som var en integreret del af hans komplekse personlighed: Den, der har revet mig væk fra døden, kan godt også håne mig; men jeg ved allerede, hvad der vejer tungest, fornedrelsen eller døden. Derfor beder og bønfalder jeg om, ved det sande venskab, der er imellem os, som er virkeligt, at De lader dette tryk ødelægge og brænder dem, som allerede er trykt; og selv hvis De vil udnytte mig, så lad ikke de andre gøre det; og hvis De vil flå mig i tusind stykker, vil jeg gøre det samme, ikke med Dem, men med Deres ting.
· 14 ·
Michelagniolo Buonarroti, hverken maler, eller billedhugger eller arkitekt, kald mig, hvad De vil, men ikke ”fuld eller gal”, som man plejer at sige.6
Enzo Noè Girardi stykkede i 1960 et corpus af 343 digte sammen (fuldendte, ufuldendte, fragmenter, ofte med utallige varianter) og forsøgte at etablere en kronologi for det samlede digteriske oeuvre. I de følgende analyser holder jeg mig til hans nummerering af digtene, da den er overtaget af de fleste af de efterfølgende forskere. G’et foran digtenes numre henviser til Girardi. Alle oversættelser til dansk er foretaget af mig, direkte fra det italienske. Jeg har naturligvis ikke forsøgt at lave poetiske oversættelser, men blot fordansket for forståelsens skyld. Jeg skylder Ole Meyer stor tak for at have gennemset og på adskillige punkter forbedret disse oversættelser. Der findes på dansk kun én udgave ved Johannes Dam fra 1912 med 59 digte, hvoraf 22 sonetter genoptryktes i 1945 og 7 i 1966. Dams oversættelser regnes for fremragende, men de er i nogen grad skæmmet af, at det rå og ekspressive, der gør digtene så specielle, er udglattet og gjort ”pænt”, følgende Michelangelo Buonarroti il Giovanes eksempel. Bedre, om end også lidt gammeldags, er de oversættelser, Holger Drachmanns halvsøster, kunsthistorikeren Martha Drachmann Bentzon, har udført til sin bog fra 1908 om Michelangelos erotiske personlighed. De vigtigste udgaver af digtene er følgende: Cesare Guastis fra 1863, den første kritiske udgave, der forsøgte at genoprette originalteksterne efter Michelangelo Buonarroti il Giovanes forvanskede udgave fra 1623, og som grupperede digtene efter form snarere end kronologi, Karl Freys fra 1897, der var den første oversættelse til et fremmedsprog, Rainer Maria Rilkes, udgivet posthumt efter Rilkes død i 1926, Enzo Noè Girardis fra 1960, Robert J. Clements’ fra 1965, Christoph Luitpold Frommels fra 1979, Glauco Cambons fra 1985, James M. Saslows kommenterede, tosprogede oversættelse fra 1991, Christopher Ryans ditto fra 1996, Matteo Residoris fra 1998 og Stella Fanellis fra 2006. I denne nyeste italienske udgivelse har man forrest gengivet den canzoniere, det udvalg af digtene, som Michelangelo, del Riccio og Giannotti forberedte udgivelsen af. Samlingen, der ikke · 15 ·
indeholder de senere så berømte digte Non ha l’ottimo artista (G151) og Sì come per levar, donna (G152) indledes typisk for Michelangelo efter et Dante-citat i forordet med en antitetisk opstilling af digte om kærlighed og død.7 En af de første ting, man må tage stilling til, når man skal oversætte disse digte, er om man følgende Michelangelos eksempel skal lade dem rime, deraf titlen Rime, ”Rim”, eller om det er vigtigere at bevare det grænsesprængende og netop ikke gøre dem for pæne. Jeg hælder til den sidste anskuelse, men det er grebet forskelligt an af oversætterne. Digtene har været vanskelige at forstå selv for italienere, hvilket kan udledes af, at både Guasti og Girardi parafraserer hvert enkelt digt på italiensk. Michelangelos tendens til at tale i billedsprog og forklare et billede med et andet gør, med Girardis udtryk, det at trænge ind i digtene til en uafbrudt mental gymnastik.8 Denne mentale gymnastik lønner sig dog i høj grad, og det er mit ønske at gøre disse digte tilgængelige også for danske læsere, selvom det på det kraftigste må understreges, at oversættelserne til dansk kun er udført som et værktøj til at forstå digtenes indhold. En regulær poetisk oversættelse ville være et livslangt projekt i samarbejde med italienske filologer, hvilket med al ønskelig tydelighed fremgår af følgende. Deres uigennemtrængelighed har nemlig bevirket, at mange forsøg på oversættelser til andre sprog er strandet eller faldet mindre heldigt ud. Det er kendetegnende, at store digtere fra andre sprogområder end det italienske har haft lyst til at kaste sig ud i den vanskelige opgave. Det gælder for eksempel William Wordsworth og især Rainer Maria Rilke, der, selvom resultatet ikke er fuldt ud vellykket, efter min mening er den mest kongeniale oversætter af disse digte. Rilke arbejdede gennem hele livet i perioder på oversættelserne, og 62 af dem blev udgivet posthumt. Han har desuden beskæftiget sig med Michelangelo og hans concetto-begreb i Geschichten vom lieben Gott, udgivet i 1899. Her lader Rilke Michelangelo optræde som sig selv i en fiktiv fortælling, hvori han blandt andet har en meningsudveksling med Gud om, hvad/hvem der er inde i stenen (Gud selv?)! Den 8. af de 13 fortællinger har den smukke titel Von einem, der die Steine belauscht [Om én, der lytter til stenene]. · 16 ·