Hvis du kommer til at læse denne bog, må du være opmærksom på, at jeg ville skrive en God Bog. Det var egentlig min pligt. Du ved, at jeg via en veksel fik et stort lån hos Staten til at skrive en God Bog. Du skrev under på vekslen uden at tænke dig om. Det var en selvfølge. Måske har du ingen idé om, at du skrev under. Du skriver under på så meget uden at tænke nærmere over det. Men jeg var klar over, at uden dig havde jeg ikke fået vekslen hos Staten. Og jeg ville ikke svigte dig. Det stod mig klart, hvor meget du har ydet for at jeg i nogen tid kan nyde økonomisk tryghed, nyde betalt frihed for mit daglige slid og uden at bekymre mig sætte mig til at skrive i ro og mag med alt hvad der skal til, for at en forfatter (et geni?) kan frembringe et Bemærkelsesværdigt Åndsprodukt. Så vidt jeg vidste, ville alt for mit vedkommende være i orden, hvis jeg betalte inden nærmere fastsatte terminer. Den Gode Bog var allerede i proces, og jeg mente, at jeg var kommet langt med den. Du ved, at det ikke er nemt at skrive en God Bog. Selv om du aldrig har skrevet en bog, ved du 5
det. Nogle snese forfattere – på Statsveksler som jeg – er i øjeblikket i færd med at skrive en God Bog. For at behage dig, fuldkommen som jeg havde tænkt mig at gøre. Det vil sige: efter vores bedste overbevisning er det derfor, du skriver under på vekslen, det har i hvert fald jeg forestillet mig. Ikke desto mindre har den tanke strejfet mig, at du måske tænkte på mig som enhver anden plage eller skat, som man ikke kan unddrage sig. Men det er selvfølgelig tåbeligt og usselt at tænke sådan om dig, ja, simpelt hen en fornærmelse mod dig og alle andre, der udfører ”håndens arbejde” til søs eller på land det meste af deres liv. Nej, du tænker smukt om mig. Og jeg ville opfylde mine forpligtelser imod dig. Tro mig, jeg gjorde mig virkelig umage, så ivrigt jeg kunne, for at bringe dette foster levende til verden. Så var jeg så uheldig at åbne for radioen, lige da de sendte meddelelser om dødsfald og begravelser. Da var det, at jeg hørte hendes navn. Salome. Hun var død på Landshospitalet om morgenen en eller anden dag, og nu bekendtgjorde hendes mand hendes bortgang på egne og andre nært6
ståendes vegne. Det var første gang jeg hørte hendes mands navn. Han hedder Joel. – Og så begyndte hun at hjemsøge mig, denne kvinde. Salome – Sala. Det har hun fra tid til anden gjort, siden vi for nogle år siden rejste med samme skib sydpå til Reykjavik. * Hun var som sagt død. Jeg hørte nyheder og vejrrapport. I nyhederne var der ikke noget særligt, og vejrtelegrammerne var uendelig ligegyldige, samme mundfuld som de foregående dage. Eller også lagde jeg bare ikke mærke til nogen forandring. Tog mig et stykke mad, drak kaffe, røg. Ganske ligesom de andre dage. Satte mig så ved skrivebordet og bladede nogle papirer igennem, som engang i tidens fylde skulle blive til en God Bog. Bladede i aviser og læste kritisk frem og tilbage. Et eller andet var galt, et eller andet var ikke som det skulle være. Men hvad var galt? Det er formålsløst at beskrive, hvordan en forfatter har det i sådanne situationer. Men pludselig kom jeg 7
i tanker om, hvad mange kloge personer har sagt og skrevet, at en bog er usand og ikke en God Bog, hvis ikke den er skrevet i første person. Jeg blev helt paf. Min Gode Bog er, – eller rettere var – i tredje person. Var en ændring tænkelig? Helt bestemt, lige bortset fra at en hovedperson (første person) skulle dø ved slutningen af historien og forskellige ting ske efter det. Så må en eller anden jo komme med en epilog. I en God Bog stod forfatteren (jeg) på afstand og betragtede med sit skarpe blik personerne, omgivelserne og begivenhederne. (Synes du ordvalget virker for højtravende?) Længde, bredde, højde, dybde, indtil nu havde disse elementer forekommet mig uundværlige og mellem os sagt passende for en hvilken som helst nogenlunde habil forfatter til Bemærkelsesværdige Åndsprodukter. Selvfølgelig kan man da skrive en bog i tredje person. En God Bog. Men uanset om en God Bog er skrevet i første eller i tredje person, bliver den aldrig et Bemærkelsesværdigt Åndsprodukt, hvis forfatteren er til stede, hvad enten det er på afstand eller inde midt i værket. – Denne meddelelse om 8
et dødsfald –. Lige med ét kom jeg i tanker om telefonbogen. Men jeg havde slet ikke nogen telefonbog. Det kunne være en anden kvinde, en navnesøster til Salome – Sala. Jeg fik aldrig at vide, hvad hendes mand hed. Hun omtalte ham aldrig ved navn, kun ”min mand” eller ”han”. Og så fik jeg ikke fat på fadernavnet til denne Joel i meddelelsen om dødsfaldet. Men meddelelser om dødsfald bliver bragt i radioen mere end én gang. Som regel. Og så kommer de også i aviserne. – Jeg besluttede at smutte ud og kigge i bladene, dagbladene. Ordnede udkastene til en God Bog og dækkede dem til. Mente at vide, at jeg lige straks nåede en bus ned i byen. I øvrigt betød det ikke noget særligt. Og alligevel var et eller andet forandret. * Så vidt jeg husker, var der elleve, der hed Joel i telefonbogen. Og så vidt jeg kunne bedømme, kunne ingen af dem være Salas mand. Havde hun måske selv været registreret med telefon? Næppe. Dertil kom, at jeg heller ikke havde 9
fået fat på hendes adresse, da meddelelsen om dødsfaldet blev læst op. Alligevel slog jeg personer ved navn Salome op i telefonbogen. Der er ti, men hun var ikke iblandt dem. Der findes mennesker, som ikke har telefon. Og selv om hun var død på Landshospitalet, var det slet ikke sikkert at hun – altså Joel og hans familie – boede i Reykjavik. Bortset fra at jeg vidste, at de engang var flyttet dertil. Så jeg blev nødt til at gå Morgenbladet igennem på jagt efter dødsannoncer i den. Dér var hun, men ikke adressen. Hun var ”tidligere husmor på Hamar”, og hendes Joel stod anført med fadernavnet Gudmundsson. Hvis han boede i byen, var han ikke registreret med telefon. Sære mennesker, som udsender sådan nogle uklare dødsannoncer, uden adresse på én, som eksempelvis kunne tage imod kondolencetelegrammer. Ikke for det, jeg havde ikke tænkt mig at sende sådan et telegram til disse mennesker, men der kunne jo være andre – – – *
10
Klokken var ved at være fem, og jeg skyndte mig hjem. Du er så tit på vej hjem fra arbejde mellem fem og syv, halv otte, og det var ikke til at vide, om du bemærkede mig, du som altid har travlt. Du kunne for eksempel tænke, at jeg ødslede tiden bort på noget helt andet end en God Bog. Jeg tog direkte hjem, tog fat på udkastene til en God Bog (hvilken mængde af papir!) og tog den op til seriøs omvurdering, både for min skyld og for din. Læste og læste til langt ud på natten. Trafiklarmen blev tungere og tiltog langsomt og støt. Jeg havde det, som om du kiggede på mig fra alle sider og hvæste: kællingen vil have noget ud af sin ulejlighed! Sådan noget uhørt sludder. Du skyndte dig bare hjem fra arbejde og ville have noget at spise, inden fjernsynet begyndte. Lave mad, vaske op, se tv, eller tage ud og ordne et eller andet ærinde, arbejde over, more dig, pusle med dit vrag af en bil. Eller hakke på børnene på grund af deres skødesløse omgang med penge, eller lokke far eller mor til at ”låne” dig en femhundredekroneseddel eller bare en hundredelap til du får udbetalt løn, og lade aftenen gå 11
på en eller anden måde, bare gå, gå. Måske du ikke ved, hvordan du skal bære dig ad med at klare afbetalingen på det forbandede lån, som du kom for skade at tage, dengang du købte lejligheden. Du tænkte garanteret ikke på mig og den Gode Bog. – Alligevel må jeg fortælle dig det her, fordi min veksel er forfalden og jeg ikke har noget at betale af med. Udkastene til en God Bog, – de ligger nydeligt ordnede nede i en skuffe. Jeg dækker dem omhyggeligt til, de bliver behandlet lige så nænsomt som et for tidligt født barn i en kuvøse. Det skyldes ikke dig, men det, som jeg nævnte i et andet afsnit af denne bog om et Bemærkelsesværdigt Åndsprodukt. Der manglede et eller andet, jeg tror det har været det, som får fostret til at vokse i livmoderen, hvad enten det er velkomment eller ej. Og så var der Sala. Bogen om hende bliver aldrig en God Bog, selv om den, som det ser ud til, for det meste er skrevet i første person. Man kunne på en vis måde sige, at den er skrevet i fjerde person, men den person eksisterer, som du ved, ikke. Og forfatteren (jeg) er til stede overalt i 12
bogen om Sala. Men det behøver jeg ikke fortælle dig. * Hun blev begravet fra Fossvogur-kapellet en lørdag, sådan at de, der ville følge hende til graven, ikke behøvede tage fri fra arbejde, bortset fra dem, der havde vagt eller var på skiftehold. Jeg fik den idé at snige mig ind til begravelsen, men indså, at jeg inderst inde nærer ubegrænset respekt for døden og hvad der hører den til. Dette er så grundigt indoktrineret i mig, at jeg modstod en påtrængende fristelse til at snuppe en taxa ned til Fossvogskirkegården og liste nysgerrigt rundt blandt mig totalt ubekendte personer til en begravelse. Og hvis jeg så dér rendte ind i en eller anden, som genkendte mig, og som kendte disse mennesker, hvad skulle jeg så sige som forklaring på min tilstedeværelse ved netop denne begravelse? Jeg tog ikke derhen. Sad og røg og tænkte på det fremmedgjorte liv i byen, blandt mennesker i tæt bebyggelse. På landet kan hvem som helst gå til 13
begravelsen af hvem som helst. Sådan er det stadig. Var det ikke Gestur Pálsson, der skrev dette mageløst geniale essay om ligfølgerne i Reykjavik? Det var begyndelsen. Siden har ingen turdet følge almindelige mennesker til graven, kun de dødes slægtninge og bekendte. Der kom intet mindeportræt af Salome Kjartansdóttir i aviserne. Det var da også kun ønsketænkning fra min side, som fik mig til at søge efter et mindeportræt af den kvinde. Og jeg forstår ikke, hvorfor hun fra tid til anden har hjemsøgt mig i alle disse år. Vi blev rejsefæller på et skib til hovedstaden, havnede sammen i en kahyt på anden klasse, det var det hele. * Det var en firepersoners kahyt. En eller anden havde allerede bemægtiget sig den ene underkøje. Jeg var rap til at bemægtige mig den anden, lagde mine få stykker bagage og mit tørklæde på den. Siden kom jeg til at ønske, at jeg i stedet havde valgt den ene overkøje. Så beslut14
tede jeg at gå op igen og kigge på menneskene på kajen, når skibet lagde fra. Jeg huskede, at der sædvanligvis havde været flere mennesker på kajen for at tage afsked med dem, der rejste sydpå. Denne gang var der kun få mennesker, man lagde mest mærke til børn, unge og ældre mennesker. Jeg kendte ingen, ventede heller ikke noget farvel. Min familie var der ingen af. Men da skibet lagde fra, blev jeg grebet af den samme følelse som første gang jeg rejste med en kystdamper til en fjern lokalitet: smerte, længsel, spænding, som ikke havde nogen naturlig forklaring. Det er en helt anden følelse, når et skib lægger fra end når det lægger til, hele skibet bevæger sig tilmed anderledes. Landgangsbroen siger farvel og forsvinder, vinker ikke, en død ting, de levende mennesker på kajen vifter med lommetørklæder, undtagen børnene, de glor bare. Nogle passagerer stod ved rælingen og vinkede til dem, som vinkede fra kajen. Der var ingen, der vinkede til mig, det kunne man heller ikke forvente. Så gled ”Esja” ud gennem fjorden og satte dampen op, mens havet kom nærmere. Først forsvandt 15
kajen og menneskene, derefter husene et efter et, til sidst lukkede fjeldene af for disse mennesker, deres kajer og huse, lukkede sig om fjorden bag skibet, og havet åbnede sig forude. Blankt og venligt i denne omgang. Jeg blev stående ved rælingen, indtil jeg mærkede aftenkulden og opdagede, at jeg var alene. Så dryssede jeg ned i kahytten. Og så var hun kommet derned, sad på køjekanten og stirrede frem for sig. Hun sagde ikke andet end ”hvad”, da jeg hilste god aften. Og jeg skyndte mig at finde en bog at læse i. Ventede ingenting. Der var ingen passagerer i overkøjerne. * – Skal du til Reykjavik? Egentlig ventede jeg ikke, at denne kvinde ville indlede en samtale med mig. Ikke desto mindre gjorde hun det. Og jeg sagde ”hvad?” uden at tage øjnene fra bogen. Hun gentog spørgsmålet, og jeg svarede bekræftende. Tænkte, at hun måtte have vidst, at jeg var på vej sydpå. Min kuffert under kø-
16
jen med navnemærket på talte for sig selv, som jeg lå dér på langs og læste. – Jeg skal også til Reykjavik, sagde kvinden. Hun sagde det på en så ejendommelig måde, på én gang undskyldende og indtrængende, at jeg blev nødt til at se op fra bogen. – Ja, der er mange, der rejser sydpå, sagde jeg. Det røg ud af munden på mig, fordi jeg havde tankerne andre steder, jeg ved ikke hvorfor jeg fik sagt lige det. – Rejser du tit til Reykjavik? spurgte hun. Det var tydeligvis umuligt at undgå en samtale af en eller anden slags, men alligevel blev jeg ved med at svare med blikket rettet mod bogen. – Jeg bor der. – Jaså? Jeg troede, du var herfra, – et eller andet sted herfra. Der var ikke nysgerrighed i tonen, ikke på den måde, men jeg følte, jeg var nødt til at give hende en forklaring af en slags. Det var sært, men sådan var det. – Jo, jeg er herfra, min familie bor stadig heroppe nordpå, men de flytter snart sydpå, regner jeg med. Bor du heroppe? 17
Hun tænkte over sit svar, sandsynligvis mens hun stirrede frem for sig, hun stirrede så tit frem for sig, også når hun talte. Så sagde hun: – Ja, jeg bor på Hamar. Det er herinde i Sydfjordene, temmelig afsides. Men jeg kommer østfra. Det var også afsides hjemme, men ikke som her. Østfra –? Østfra kan dække så meget. Det afhænger af, hvor i landet man lige befinder sig. Østpå – det kan være Strandene, området øst for fjeldene sydøst for Reykjavik eller Østfjordene, det var de tre muligheder, der umiddelbart faldt mig ind. Så kiggede jeg på kvinden hen over kanten af bogen. Ret lille af vækst, med grå stænk hist og her i det mørke hår, hverken tyk eller mager, måske bortset fra at maven var unaturligt lille, hænderne ophovnede af hårdt arbejde, men temmelig små i det, hun virkede ligesom kuet og sad med sænkede skuldre, umuligt at gætte sig til hendes alder, et eller andet sted mellem tredive og halvtreds, på højre hånds ringfinger skinnede en vielsesring. Hendes dragt var tydeligvis aflagt tøj fra en anden kvinde, alt for vid, skoene ældgamle, 18
efter moden fra da jeg blev konfirmeret. Håndtasken og tørklædet var yngre. – Du er måske gift i Reykjavik? spurgte hun. Jeg grinede og holdt op med at læse. – Nej, hverken dér eller her. Jeg skal ikke giftes. – Du er også så ung, det haster ikke, sagde kvinden. Det var en sætning, jeg hørte tit i de år, og som ustandselig irriterede mig. Den betød i de flestes mund: der er stadigvæk håb for dig, så ung at se til og ikke nær så grim som du forestiller dig. Denne kvinde sagde det anderledes. Der var ingen trøstende tone i hendes ord. Denne kvinde sagde det, som om der ikke var en prins, der ventede mig et eller andet sted, som om ægteskabet var en kahyt, som man blev nødt til at dele med en hvilken som helst passager, som tilfældet førte én sammen med på vej mod syd eller vest eller øst eller nord. Hun ventede ikke på, at jeg svarede. Hun sagde: – Jeg var en vinter i huset i Reykjavik. Så lod jeg mig ansætte som høstarbejder heroppe sammen med min veninde. Og her mødte jeg så min mand. Hun tog til Reykjavik om efter19
året. Jeg har aldrig rejst sydpå siden. Men nu er jeg på vej til Reykjavik for at finde min familie. Jeg har ikke set min familie i over seksten år, sytten til efteråret. Seksten år. Jo, jo, det er lang tid, seksten år. * Du må ikke gå ud fra, at jeg prøver at overbevise dig om, at jeg ordret gengiver, hvad Sala fortalte mig den nat på vej sydpå. Siden hen er der gået mere end tredive år. Om så det kun drejede sig om tre år, tre måneder, tre uger, ja, selv kun tre dage, ville jeg ikke kunne gengive det hele ordret. Det ville du heller ikke kunne. Derfor er denne bog ikke ”sand”, derfor er den nødt til at være en roman, uanset hvor tæt jeg går på min erindring om beretningens kendsgerninger. Selvfølgelig må hendes ord mere eller mindre være blevet formet i lyset af min opfattelse. Og om du så havde hørt hvert et ord, som blev talt mellem Salome og mig på denne rejse sydpå, – så ved jeg ikke, om du ville komme nærmere. Hvis du havde ligget tavs i en af 20
overkøjerne, så ville du muligvis være nærmere. Men du ville alligevel kun vide nogle af tingene, ligesom mig. Nogle ting sagde hun ikke, nogle ting sagde jeg ikke, sådan var det bare. Jeg syntes hun var nok så kedelig, og – desuden syntes jeg, at hun virkede påtrængende, som man siger. Og dog er det en gal slutning at drage. Jeg tror ikke, hun forventede noget af mig. Jeg er ikke engang sikker på, at hun i virkeligheden talte til mig. Det forholdt sig bare sådan, at vi havnede i samme kahyt og begge to valgte underkøjen. Hun hed Salome Kjartansdóttir, jeg så det på mærkesedlen, som var bundet til en hvid melsæk, der indeholdt hendes bagage. Hvis hun havde en kuffert med, har den ikke været med i kahytten. Senere sagde hun, at hun hed Salome og blev kaldt Sala. Jeg følte ikke, at vi havde særlig meget til fælles. Vi kunne ikke engang ryge med hinanden, for hun røg ikke. Jeg kendte ingen på den egn, hvor hun boede, og ingen af dem, som hun nævnte ved navn. Og hun kendte ingen, som jeg kendte. Måske interesserede ingen af os sig for at pejle os frem til fælles bekendte eller slægtninge, sådan som 21
det plejer at være, når folk indleder en samtale på en rejse. Jeg forstår ikke, hvorfor hun har hjemsøgt mig sådan. Men jeg vil gerne prøve at forstå det. Måske skulle jeg have sneget mig ind i ligfølget på Fossvogskirkegården. * – Han blev konfirmeret sidste forår, min ældste dreng, Gudmundur. Og det er lille Jana, der står for husholdningen nu. Min mand siger, at det kan hun sagtens klare, selv om hun ikke er ældre, knap tolv år. Dygtig, det er hun, og energisk, der mangler ikke noget dér, og vant til at arbejde, og alligevel ved jeg ikke – – Jeg trængte bare så forfærdeligt til at se min familie efter alle de år –. Seksten år, sytten til efteråret. Og lægen sagde, at jeg blev nødt til at tage til hovedstaden for at blive undersøgt. Det er livmoderen, forstår du, han mener, at jeg måske skal opereres på grund af den. – Jo, jo, det skal nok gå alt sammen, og så tager Herborg sig også af dem – – – Min familie er flyttet til Reykjavik nu, 22
flyttede i fjor. Der er så mange, der flytter til hovedstaden nu, siden arbejdet kom med besættelsestropperne. Så da far døde, flyttede de til Reykjavik. Det var så afsides derhjemme, og besværligt at bo der. Drengene arbejdede for det meste nede i Fjorden hos militæret, så længe det var der, men nu er tropperne rejst, tror jeg nok. I hvert fald er det slut med at få arbejde for dem dernede, og der er ikke andet at vælge imellem. De ville ikke blive boende, drengene, sagde mor i det brev, som hun skrev til mig efter fars begravelse. – Jeg ville gerne være rejst østpå til hans begravelse, men det kunne ikke lade sig gøre midt om vinteren. Det er så dyrt, at rejse så langt, nej, det var umuligt. Og min mand havde ikke penge til det. Det faldt mig ikke engang ind at nævne det. Jeg vidste, at det ikke lod sig gøre. Åh ja, det har såmænd også været noget af et slid hos os. Et slid hele tiden, alle de år. Min mand har aldrig kunnet påtage sig andet arbejde end ved bedriften, kun den ene vinter, da han rejste til hovedstaden. Hvad han gjorde af ren nød. Oppe hos os var der ikke arbejde at få hos besættelsestropperne, kun hvis 23
man tog så langt væk, at han ville have været nødt til at være hjemmefra det meste af tiden. Og det lod sig ikke gøre. – Han vil bo på Hamar, det vil han, selv om det ligger afsides. Det er ham, der ejer jorden nu, han lod os arbejde hårdt for at kunne betale den. Og han har altid boet på det sted. Det er der, hans familie er. Og han har tænkt sig, at drengen tager over. Ja, ja, det tænker han sig. Og han får selvfølgelig lov at bestemme, min mand. Hans far er begyndt at blive så dårlig til alt det tungeste, også til at tage på havet og fiske. Og det selv om de kun ror ud, når de får god vind. For mig at se halter han en del, især om morgenerne. Det er sikkert et eller andet med hoften, han taler aldrig om det, slår det hen, hvis man prøver at nævne det over for ham. Så er han også blevet stakåndet, det er lige, alt det at han kan genne et får væk fra tunet. Ikke for det, der er unger nok til at løbe efter hunfårene, men det er nu engang sådan, at han synes, han er nødt til at være med. Det er vanen, der gør det. Han har altid været med til det hele, den gamle. Men han har ikke helbredet til det, selv om han ikke 24
klager. Det er også en forfærdelig rønne, den gamle gård, både fugtig og utæt. Men hun, – hun arbejder som en hest og fejler aldrig noget. Gad vide, om de alligevel ikke flytter hen til os inden længe, nu hvor min mand har bygget. Altså, Gudmundur solgte ham sin halvdel af jorden, så det er kun retfærdigt, hvis han – og de begge to –. Men Jana rejser, så snart hun er konfirmeret. Det sagde hun med det samme sidste forår, da de kom tilbage fra svømmekurset. Piger rejser. De er anderledes end drenge. De rejser hjemmefra og kommer nogle gange ikke tilbage, strejfer om for at se nye steder. Så går det som regel ligesom hos mig. * Jeg spurgte: – Vil du måske selv flytte til Reykjavik? Hun så op, kiggede på mig med et tågeagtigt blik, hvori jeg dog opfattede forundring og vantro. – Jeg? Flytte –? Det kommer aldrig til at ske. Fortalte jeg dig ikke, at jeg er på vej til hovedstaden for at finde min familie? Efter seksten år –. 25