Marcel Proust.indd 3
ERNST ROBERT CURTIUS
Marcel Proust
På dansk ved Neal Ashley Conrad
08.02.2022 06
el Proust.indd 4
Marcel Proust Af Ernst Robert Curtius Oversat fra tysk af Neal Ashley Conrad Dansk udgave © Forlaget Multivers ApS, 2022 © Schöffling & Co. Verlagsbuchhandlung GmbH, Frankfurt am Main 2021 Udgivet første gang i 1925, revideret udgave 1952 Omslagslayout: Christine Lind Redaktion: Mie Bjørnskov Portrættegning af Proust: Abelone Ashley Conrad Thing Layout og sats: Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2022 ISBN: 978-87-7917-329-3 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af:
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 5
08.02.2022 06
el Proust.indd 6
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 7
Oversætterens forord Den tyske litteraturhistoriker Ernst Robert Curtius (1886-1956) var den første uden for Frankrig, der for alvor havde øje for det proustske romanværks fortræffeligheder, frigjort fra tidens biografiske optagethed. Curtius løftede À la recherche du temps perdu (1913-1927) frem som verdenslitteratur. Med sit skelsættende essay, ”Marcel Proust”, skrevet i 28 afsnit, udsendt i 1925, to år efter Prousts død, kaster Curtius tematisk lys over stil, metaforik, rum og tid, kontemplation, æstetik, kunst og spiritualitet i romanen, flere år før værket udkom i en redigeret form. Det 7. og sidste bind, Le temps retrouve, forelå i 1927. Essayet er skrevet i en entusiastisk appellerende form, der opildner læseren til at være opmærksom på såvel nuancerne og den mangefacetterede sanselighed som perspektivrigdommen i det proustske sprog. Sammen med irske Samuel Beckett, der seks år senere fulgte op med sit Proust-essay (1930) – som vi snart får ud på dansk i en tiltrængt ny oversættelse – redegjorde Curtius for À la recherche som et særegent bud på en perspektivmaskine. Den proustske perspektivisme, Curtius især gør rede for, indebærer, at man indstiller sig på at sammenholde og sammenføre det læste. Det vil sige, at man bringer alle de samtidigt opdukkende og eksi7
08.02.2022 06
el Proust.indd 8
sterende perspektiver i læsningen i samspil – på én gang. Det gælder også påvisninger af den proustske spiritualitet som en åndsakt, der ophæver verdens grænser. Curtius diverterer med tætte analyser, der sitrer af inspirerende perspektiver. Han giver os nye øjne på, hvad Proust så, og hvad det moderne liv betød for ham, da han skrev sit værk. Curtius udvekslede desuden med Proust om, hvad ”tabt tid” betyder, og hvordan vi skal forstå den, hvilket også beriger hans fremstilling af tid i romanen. Essayet ”Marcel Proust” har med sine beskrivelser og indkredsning af den proustske stil som et uophørligt præcisionsinstrument og dens sensoriske og sprogmusikalske karakter haft indvirkning på senere forfatteres syn på Proust og bidraget til, at man senere, særligt i 1960’erne, hvor teorier om den nye roman var i højsædet, rettede betydeligt mere fokus på selve den proustske tekst som en fiktion. Curtius’ blik for Prousts syn på forfatteren som en oversætter, der oversætter det, han rummer skjult i sit eget indre, til litteratur, er en gængs grundopfattelse hos mange af den tids forfattere. Hans opfattelse af, at mødet med kunstværket afføder nydelse, er heller ikke ny, men selve hans beskrivelse af romanens opgør med kunstdyrkelsen, den blinde dyrkelse af kunst for kunstens skyld, er substantiel. 8
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 9
Curtius har et opvakt og oplivende blik for selve den skønhed, vi som læsere møder i Prousts romanværk. Ikke som en kraft eller størrelse, vi kan bemægtige os, men som en æstetisk oplevelse og dimension, vi lærer at acceptere og kan betjene os af, for den er udtryk for et overskud fra en virkelighed, vi normalt lever adskilt fra, men som vi i mødet med Prousts værk får adgang til. Det er det, der beriger os: at vi som læsere, sjæleligt og åndeligt, selv er den udløsende faktor – uden at vide det. Skønhedsoplevelsen udvikler sig derfor til andet og mere end blot en bekræftelse på lykken, som Prousts fortæller længes uophørligt efter. Den gennemgående erfaring af Proustlæsningen bliver, ifølge Curtius, at hver eneste gang, vi møder og beriges af lykken eller en krystallinsk eller optårnende skønhed – det være sig i form af indtryk vakt af en kvinde, en natur- eller kunstoplevelse – afslører den straks også andre sider, hvis betydninger og værdier vi bør være på vagt overfor, så vi undgår at slutte os til sandheder, der ikke står til troende. Curtius’ analytiske og visionære essay er lige til at gå til. Det er tæt på og videnskabeligt, personligt og lidenskabeligt, holdt i en stram, lettilgængelig form, der giver indblik i meget andet end Proust og På sporet. Det er en livsberigende øjenåbner. I noterne findes Curtius’ franske citater samt 9
08.02.2022 06
el Proust.indd 10
henvisninger til den danske oversættelse af På sporet af den tabte tid, Multivers 2002-2014 (i 13 bind i 2014, siden udkommet i paperback i syv bind i 2018). De resterende noter er Curtius’ egne. Neal Ashley Conrad
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 11
En Sjæl, der hader Døden med ømme Hjærters Had, indsamler alle Lysspor, dens Fortid har trukket. baudelaire (oversat af sophus claussen)
Un cæur tendre qui hait le néant vaste et noir Du passé lumineux recueille tout vestige. baudelaire
08.02.2022 06
el Proust.indd 12
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 13
Levnedsskildring Marcel Proust – denne forfatters navn, som i dag er verdensberømt, var stadig for blot nogle år siden så godt som ukendt. Da Léon Daudet i 1917 nævnte Proust i sit memoirebind Salons et Journaux, måtte han først præsentere ham for sine læsere. Prousts debutværk, samlingen af skitser og studier, der var udkommet i 1896 under titlen Les Plaisirs et les Jours, introduceret med et forord af Anatole France, havde ikke formået at fange publikums opmærksomhed. Selv Du côté de chez Swann (1913) vakte kun begrænset opsigt. Léon Daudet kaldte ganske vist bogen for ”original, ofte forbløffende, lovende”, men da han i sine memoirer nævner Proust, skildrer han ham dog stadig hovedsageligt som en verdensmand og som blændende til at konversere. Han taler om en kreds af kunstnere og forfattere, der i årene 1900 til 1905 plejede at mødes på restaurant Weber på Rue Royale. Ved halvottetiden om aftenen så man iblandt en bleg ung mand indsvøbt i et uldsjal komme ind: ”Han lod sig servere en drue, et glas vand og forklarede, han lige havde rejst sig fra sengen, han havde influenza, han ville snart lægge sig igen, larmen generede ham; han kastede urolige, derpå hånlige blikke omkring sig, brød til sidst ud i en henrykt latter og blev på stedet. Snart løb ytringer i tøvende-skynd13
08.02.2022 06
el Proust.indd 14
somme vendinger over hans læber, fulde af overraskende innovation og åndfulde bemærkninger, fulde af diabolsk finesse.” Daudet gør charmen følbar hos denne usædvanlige ånd, som vidste, hvordan han skulle overtrumfe alle modsætninger. ”På højden af vores indenrigspolitiske kampe før krigen – det var 1901 – fik han det indfald, at han ville byde noget i retning af tres personer af forskellig karakter til diner. Hele bordservicen kunne nemt være brudt sammen. Jeg sad ved siden af en fortryllende person, der lignede et portræt af Nattier eller Largillière og der, som jeg erfarede, var datter af en meget kendt israelitisk bankier. Ved bordet ved siden af præsiderede Anatole France. De to mest forbitrede fjender fortærede, blot to meter fra hinanden, hver deres fugl. Men det fluidum af forståelse og velvilje, der strålede fra Proust, hvirvlede i spiralform ud i madsalen og salonerne, og i løbet af to timer rådede der den mest oprigtige hjertelighed mellem de stridende parter. Jeg tror ikke, at der var nogen andre i Paris, der ville være i stand til at udføre det kunststykke.” Daudet taler senere om Prousts udsøgte litterære kultur, om hans humor, hans psykologiske sporsans og afslutter med: ”Hvis det lykkes ham at finde en retning, at tage sig sammen og nå frem til en ordentlig litterær form, vil han en skønne dag skrive noget forunderligt, en randbemærkning til livet.” Dette blev skrevet i 1917. 14
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 15
Fem år senere kalder samme Léon Daudet Proust for ”en af vor litteraturs største forfattere”. Og Paul Valery skriver: ”Selv om jeg ikke havde læst en eneste linje af dette omfattende værk, ville det faktum, at to så forskellige ånder som Gide og Léon Daudet er enige om hans betydning, være tilstrækkeligt til, at jeg undlod at forsvare min tvivl; et så ejendommeligt sammentræf kan ovenikøbet finde sted i vishedens umiddelbare nærhed. Vi kan blot tage den med ro: Solen skinner, når den samtidig forkynder.” 1917 til 1922… under disse års korte tidsspand modnedes skæbnen for Proust: berømmelse, død, fuldendelse. Proust, som var født i 1871, havde, helt frem til han blev femogtredive år, levet som en verdensmand. Derefter trak han sig tilbage for at hellige sig sit værk. Gennem års og årtiers arbejde, hæmmet af kronisk lidelse, skabte han det gigantiske værk, som ville blive en menneskelig komedie over vores tid. Den anden del, A l’ombre des jeunes filles en fleurs, tildeltes i 1919 Goncourtprisen og gjorde med ét slag forfatteren berømt. I hurtig rækkefølge udkom de andre dele: Le côté de Guermantes (1920/21), Sodome et Gomorrhe (1922), La Prisonnière (1923), der alt i alt kom til at udgøre elleve bind1 – fragmenter af ét eneste mægtigt værk, som bærer samlingstitlen À la recherche du temps perdu. Fortsættelsen og afslut15
08.02.2022 06
el Proust.indd 16
ningen på hele værkets cyklus fuldbyrdes af Proust i manuskriptet kort før hans død – han døde den 18. november 1922 – og skal fremover udkomme i flere bind. Hvor længe har ikke en Stendhal, en Balzac, en Flaubert måttet vente på at blive forstået! Marcel Proust – og hvorfor skulle jeg ikke med det samme udtrykke min overbevisning om, at hans navn i fremtiden vil blive nævnt i sammenhæng med de tre store navne? – har fortjent en bedre skæbne. Berømmelsen, den vældige mangestemmige berømmelse, som blev ham til del i løbet af kort tid, nåede at synge sit kraftige, stadigt tiltagende kor af beundring, taknemmelighed, glæde over den lidende og døende mand. Kunstens mestre nåede at hylde ham, og ungdommen har takket ham for den skønhed, som han har bredt ud over deres liv. Der rejstes et første mindesmærke over ham i særudgaven af Nouvelle Revue française den 1. januar 1923, der forener venners og beundreres vidnesbyrd fra alle lande. Virkningen af hans ånd breder sig dagligt. I efteråret 1923 udkom samlingsbindet Marcel Proust, an English Tribute,2 i hvilket tyve engelske forfattere ytrer sig om Proust. Og i november 1923 skrev Jacques Rivière: ”Der er allerede gået et år, siden Marcel Proust forlod os. Er vi blevet trøstet? Dette ord har en afskyelig klang for dem, der var forbun16
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 17
det i venskab med denne store ånd, denne vidunderlige sjæl. Nej, vi kan, vi vil aldrig føle os andet end utrøstelige over tabet af ham… Forhåbningen om at overleve sig selv i sit værk og at komme til live igen igennem det, denne forhåbning, imidlertid gruset til af bekymringer, men som uafladeligt stod Marcel Proust nær, bekræftes i øjeblikket på den tydeligste måde. Hver dag får han nye læsere, og det vil sige nye venner. Hver dag opdages Proust af nogen, hver dag træder nogen med følelsen af lykkelig forundring ind i hans bog…”
Kritikerens opgave At kunne blive i stand til at værdsætte Prousts værk fuldt ud bliver først muligt, når det foreligger afsluttet foran os. Først da vil det omstridte spørgsmål om kompositionen af hans roman kunne blive besvaret. Først da bliver vi i stand til at overskue hans karakterers udvikling og værkets konklusioner. Men allerede i dag har hans værk en sådan vidtstrakthed og rigdom, et sådant liv og en sådan dybde, at det påkalder sig studier og analyse. Det første indtryk af læsningen er en sælsom blanding af fortryllelse og forvirring. Man føler sig overskyllet af en tilsyneladende kaotisk overflod af indtrængende mængder af stof, fremmedgjort som
08.02.2022 06
el Proust.indd 18
følge af en omstændelig, indviklet stil, hvis bevægelsesrytme til at begynde med ikke lader nogen love komme til syne. Samtidig bliver man fængslet som af klangene fra en ny musik, hvis harmoni man endnu ikke kan analysere; man inddrages i en oplevelse med en så ejendommelig indretning, at man blot må give sig hen til værkets forlokkelser. Man kan ikke sige, hvad det er, der så blidt overtaler og magnetisk trækker én til sig; man lader sig føre frem som i en mægtig stille strøm, klar til ethvert eventyr, villig til at frigøre sig fra vanens hæmmende automatisme og tænkningens stivnede former. Man støder da pludselig på en sætning, der løsner sig fra sine omgivelser og synes at indeholde noget specielt: en så at sige gennemsigtig sætning, som lader ane, men dog endnu ikke tydeligt fatte, det ejendommelige ved forfatteren. Og når læsningen fortsætter, støder man på en anden og tredje sætning af beslægtet natur. I den fortsatte omgang med sådanne sætningsopbygninger fornemmer man en hemmelig lovbundethed. Hvor forskellige i form og indhold de end kan tage sig ud, henviser de dog til noget fælles, som de hidrører fra. De er åbenbaringer af samme sjælelige virkelighed. Eftersom de gensidigt kompletterer og belyser hinanden, tydeliggør de en sjælelig nuance for os, en åndelig egenart hos forfatteren. Vi ved nu, at vi har berørt, om end kun på et perifert sted, hemmelig18
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 19
heden ved den skabende originalitet. Hvordan det pågældende træk, som bliver synligt, forholder sig til helheden, forbliver til at begynde med helt udefinerbart. Men et ansatspunkt er vundet. Kun ved en tilnærmelsesvis indsamling og sammenligning af sådanne særlige træk i bestandigt fornyet og udvidet betydning og bevidsthed kan et totalbillede udarbejdes og intuitionen tydeliggøres. Al ægte kritik fører den vej. Proust selv beskriver den i sit Ruskin-essay. Hver kritikers første opgave, siger han, burde bestå i at være læseren behjælpelig, ”at få indtryk af disse særegne træk, at føre andre lignende træk ind foran øjnene, som gør det muligt at fastholde de grundlæggende træk ved en forfatters geni.”3 Er kritikeren i stand til at forstå dette, er hans opgave næsten fuldført. Har han ikke forstået det, har han ikke fornemmet hvert eneste særlige karakteristiske træk, vil han ganske vist stadig være i stand til at skrive alle mulige bøger om Ruskin: ”Ruskin som menneske”, ”som forfatter”, ”som profet”, ”som kunstner”: Men alle disse konstruktioner, hvor åndfuldt de end måtte være gennemført, vil ikke være i stand til ramme Ruskins væsen; de kan bringe kritikeren berømmelse og ære – men for forståelsen af Ruskins værk vil de i langt mindre grad være til nytte end den eksakte præcisering af en tilsyneladende aldrig så uvigtig nuance. 19
08.02.2022 06
el Proust.indd 20
Vi må tolke Prousts udlægninger således, at al sand kritik begynder med at formidle en forfatters sjælelige formelementer – ikke hans hensigter, ikke hans følelser. En sådan kritik kan ikke læres. For de individuelle træk, som kritikken bygger på, kan man ikke søge efter – de må lyse klart for én. Kritisk begavelse er intet andet end evnen til at overraskes af sådanne individuelle træk. Hvis den kritiske filosoferen har sine rødder i overraskelse, så er forudsætningen for al slags kritik, at kritikeren bider mærke i helt bestemte ting. Begge dele udspiller sig gennem en fordomsfri hengivelse til formålet. Kritikerens grundlæggende holdning skal være udgjort af den rene perceptions ro og passivitet. Reception er perceptionens forudsætning, og den fører til konception. For udover iagttagelsen og bestemmelsen af de individuelle træk skrider kritikeren til værks med en syntetisk fremgangsmåde for at rekonstruere hele forfatterens åndelige holdning. Eller for igen at give ordet til Proust: ”Jeg ser det imidlertid sådan, at kritikeren dernæst bør gå længere. Han burde forsøge at rekonstruere det, som kunne være det unikt åndelige liv hos en af de forfattere, der er optaget af særlige realiteter”.4 Jeg tror, at denne sidste sætning kræver den opmærksomme iagttagelse; at vi er tvunget til at følge dens spor for at nå ind til det indre af Prousts værk. 20
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 21
Han fikserer forholdet mellem kunst og ånd. Kunstværket – dette må vi tage fra ham – har den hensigt at åbne en ny åndelig livssfære for os; de karakteristiske særtræk, som vi iagttager i det, modsvarer bestemte elementer i den åndelige virkelighed, som for kunstneren bærer på en speciel betydningsaccent, og som han gør særligt sanselig. Hvad vi kalder talent er evnen til at gengive den opfattelse, eller anderledes udtrykt, at gestalte hvert moment af væren i værket på ny. Kunstens fænomen og begreb har altså til syvende og sidst sine rødder i en metafysisk grund. Ligesom vores musik kun kender et begrænset udsnit af den uendelige mangfoldighed af klange (en gestaltningszone, som udvides af hver skabende tonedigter), så genspejles kun brudstykker af det hele i vort sjælelige liv. Den store forfatter er den, som oplever nye aspekter i den totale virkelighed og oplever dem så tvingende og krævende, at de opnår en evig værdi for ham. Hans værk er som et vindue, gennem hvilket en ny udsigt åbner sig foran os: et vue over et hidtil ukendt landskab. Kunstneren føler sig styret af driften til at ofre ethvert livsindhold for at efterleve betragtningens krav, ja, livet selv under visse omstændigheder. For en sådan kunstner udgør hans liv trods alt et for betragtningen uomgængeligt organ: det samme som observationsinstrumentet er for naturforskeren. Denne ofring af det egne liv i be21
08.02.2022 06
el Proust.indd 22
tragtningens og gestaltningens tjeneste udgør kunstnerens moralitet.
Kunst og erkendelse Hvis det første blik på Prousts værk umærkeligt fører os til væsensspørgsmålene vedrørende kunstens mening og kunstnerens funktion, skyldes det, at disse spørgsmål selv hører til de afgørende motiver i Prousts tænkning og forhold til at skabe. Intellektualiteten er livets grobund, som i denne kunst skaber sig sit udtryk. Intellektualitet i den højeste og videste betydning, som et første og sidste, der ikke bare arter sig som en reaktion på livet, men er til stede sammen med selve livsfølelsen samt forenet med denne i en uopløselig enhed. Liv og erkendelse har her samme rod. Erkendende liv og levende erkendelse træder her frem imod os som åndens oprindeligste spontanitet, som den vitale proces’ mest farveglade og mest duftende blomst. Det intellektuelle liv er for Proust det mest spændingsfyldte af alle parallelle liv, som vi lever samtidigt. Sådan tænker også Bergotte, den store forfatter, når han forsøger at trøste en syg: ”Jeg synes, at det er synd for Dem”, siger han til ham. ”Og dog – jeg synes ikke, at det er alt for synd for Dem, for jeg ser jo, at De råder over intelligensens 22
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 23
nydelser, og disse er for Dem, som for alle, som kender til dem, antageligt det vigtigste.” Intelligens i den forståelse, som ordet har for Proust, er ikke noget indholdsmæssigt bestemt, heller ikke nogen gennem øvelse udviklet delfunktion af personligheden, men den altomfattende elementære længsel, længsel efter i kraft af erkendelse at åbne op for virkeligheden. Intellektuel indsigt kan optræde i mange former: som livsvisdom, som forretningssans, som jurisdiktion, som videnskab, som filosofi. Det er ikke noget af alt det, der er tale om her. Hinsides alle disse særformer og specialfunktioner findes en indsigt i livet, som hverken tjener praktiske formål eller er bundet til noget specielt områdes systematik og derigennem begrænses. Denne indsigt har kun én udtryksform: kunsten. Gestaltning er den kunstneriske indsigts sprog. Al kunst er indsigt. Hvis man ordner Prousts ytringer om æstetiske problemer, ville der opstå en noetisk kunstteori. For Proust er meningen med kunst ikke ophøjelse af livet, ikke nogen fremstilling af en rendyrket natur eller ædlere menneskelighed, men heller ikke noget formspil, ikke billederne for billedernes skyld, ikke virkeliggørelse af skønhed. Hverken nietzscheansk vitalisme eller formdyrkelse, ej heller nogen variant af l’art pour l’art kan gør krav på gyldighed i Prousts åndelige verden; endnu mindre kan de retfærdiggøre sig. 23
08.02.2022 06
el Proust.indd 24
I sine Ruskin-studier har Proust udformet sin kunstfilosofi. Det er for ham en sandhed af metafysisk orden, at man ikke kan elske kunsten på nogen frugtbar måde, hvis man kun elsker den for den nydelses skyld, som den giver. Den, som søger lykken, finder den ikke. Man finder kun lykken, når man søger noget andet. Sådan forholder det sig med den æstetiske nydelse. Vi får del i den som et overskud, hvis vi elsker skønheden for dens egen skyld; som en virkelighed, der befinder sig uden for os, som er uendelig meget vigtigere end glæden, som vi kan modtage gennem den. Denne glæde er blot en gevinst ved en åndelig livsførelse mod en evig væren. Derfor er enhver skønhedsoplevelse imidlertid ikke blot en lykkebegunstigelse, en følelsesmæssig opløftning, men derudover en berøring med en sandhed og en virkelighed. Der, hvor vi fornemmer en litterær skønhed, skjuler der sig en værdi. Den kunstneriske entusiasme viser, at vi berøres af en sandhed. En stiv og udannet ånd skulle her kunne indvende, at læserens subjektive nydelse dermed bliver gjort til en æstetisk værdimålestok. Det ville være en grov misforståelse. En aldrig aftagende intellektuel oprigtighed er et grundtræk i Prousts sjælelige indretning. Det viser sig netop også i hans indstilling til Ruskin. Ruskin er for Proust ”en af alle tiders og alle landes største forfattere.” Men Proust holder sig ikke 24
08.02.2022 06.51
Marcel Proust.indd 25
tilbage for også at gøre opmærksom på fejl hos Ruskin. ”Det er med mine kæreste æstetiske indtryk, jeg har villet kæmpe her, i forsøget på at fremflytte den intellektuelle oprigtighed til dens yderste og grusomste grænser.”5 Alligevel behøver vi ikke at generes over entusiasmen, som vi fornemmede i Ruskins fejltagelser; for også hans fejlagtige kunstbedømmelser har en skønhed i egen ret, som er uafhængig af det bedømte kunstværks værd, og det modsvarer en sjælens sandhed, som forbliver uberørt af samtlige vekslende historiske værdier. Ingen skønhed kan nogensinde lyve for os: ”For den æstetiske nydelse er netop den som ledsager opdagelsen af en sandhed.”6 Om maleren Elstirs kunst siger fortælleren (således betegner jeg ”jeg’et” i Prousts roman), at han har ladet sig lede af den for ”at forstå og elske ting som var bedre end malerierne selv – et virkeligt tøvejr, et autentisk landsbytorv, levende kvinder på stranden”.7 Et landskab eller en sjæls bevægelse – alle virkelighedens aspekter er tilgængelige for kunsten og dens ejendommelige måde at skabe indsigt på. Med dens karakter af en universel forståelse af verden er kunsten i slægt med filosofien. Genstanden trænger sig på hos kunstneren med samme nødvendighed som et logisk problem gør for en tænker. En romanforfatters tema, en digters vision – de kommer ånden 25
08.02.2022 06
el Proust.indd 26
i møde, fordrende og ligesom udefra. Kunstneren vælger ikke sit stof, han vælges af det. Han er tvunget til at udtrykke det, og han må udtrykke det helt og rent. De tider, som i kunsten og digtningen ærede en guddommelig indgivelse og derfor krævede, at kunstneren ikke måtte tilføje noget af sit eget til dette overjordiske budskab, var i deres fulde ret. Det er for kunstneren som for forskeren og tænkeren det højeste bud at underkaste sig den virkelighed, man har set. Som al indsigt er også kunstnerens arbejde en efterligning, der er bundet til noget konkret, hvis reproduktion kræver den højeste anspændelse af ånden, ja, ofte en heroisk energi. ”Enhver af åndens handlinger er let, såfremt den ikke er underkastet virkeligheden.”8 Kunstneren opfinder ikke, han finder noget. Kunst er ikke opfindelse, men at genfinde.
Musikken Særligt tydelige bliver disse love for kunstnerisk skabelse i musikken. De har en grundlæggende betydning i Prousts værk. Dermed sigter jeg ikke blot til, at der tales meget om musik, eller at stemningsnuancer fastholdes gennem musikalske sammenligninger. Det handler om noget dybere. Ligesom arkitekturen for Paul Valery, så er musikken for Proust den sfære, 26
08.02.2022 06.51