Man skal høre meget
Man skal høre meget – en antologi om musikkritik
Redigeret af Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen
Man skal høre meget – en antologi om musikkritik Redigeret af Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen Illustreret af Claus Nørregaard © Forlaget Multivers ApS og forfatterne, 2024 Udgivet i samarbejde med Musikanmelderringen 1. udgave, 1. oplag Forsideillustration: Claus Nørregaard Omslagslayout: Emil Stephensen Sat hos Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2024 ISBN: 978-87-7917-643-0 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: Augustinus Fonden Sonning-Fonden Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Indhold Forord...................................................................................................
9
”Det vil jeg skrive om. Det bliver et hit”............................................... Af Ursula Andkjær Olsen
15
Kritikkens tradition og status................................................................ Af Henrik Kaare Nielsen
17
Hvem er bange for musikkritik? ........................................................... Af Andreo Michaelo Mielczarek
31
Musikkritikeren som giraf..................................................................... Af Karl Aage Rasmussen
45
Nedsablinger er musikverdenens salt .................................................... Af Adam Fischer
53
Den fremmede fugl................................................................................ Af Valdemar Lønsted
57
Efter koncerten...................................................................................... Af Anders Bodelsen
79
”Man kan ikke være fri begge steder”................................................... Af Thomas Michelsen
85
Det handler om, at vi overhovedet diskuterer kunsten........................... 103 Af Nikolaj Szeps-Znaider Musikanmeldelser – retorisk set............................................................ 107 Af Christian Kock At anmelde plader i det 21. århundrede................................................ 125 Af Andrew Mellor Hvis anmeldelser af samtidsmusik skulle tænkes som kommunikationsstrategi........................................................................ 137 Af Henrik Friis
Tiden er kommet til at tale sammen...................................................... 153 Af Line Tjørnhøj Den rapkæftede dyreelsker.................................................................... 159 Af Henrik Engelbrecht Eftersnakkere og musikalske patrioter................................................... 173 Af Katarina Smitt Engberg Det musikalske fænomen Rued Langgaard som case............................. 191 Af Esben Tange
Forfatterbiografier................................................................................. 211 Modtagere af Musikanmelderringens Kunstnerpriser............................ 219
Forord Anmeldelser kan være barsk læsning. Kunstnere, der har gjort sig umage og brugt lang tid på at dygtiggøre og forberede sig, kritiseres offentligt for de præstationer, de leverer i form af koncerter og albumudgivelser. Hvad er meningen med det? Meningen med kunstkritikken er at sætte kunsten og kulturlivet til debat. På samme måde, som vi er vant til, at den politiske del af vores samfund gøres til genstand for løbende offentlig diskussion. Kritik kan virke voldsom, og den kan gøre kunstneren, hvis kunst den tager under behandling, oprørt. Den kan også gøre den, hvis kunst kritiseres, lykkelig, som det ses den ene gang efter den anden i opslag fra kunstnere på Facebook. Men først og fremmest kan den gøre den, der læser kritikken, klogere og bedre til at udnytte sit potentiale som kunstnyder og kulturforbruger. Kunstkritik er nemlig først og sidst møntet på den kunstelsker og kulturforbruger, der læser den. Offentlig kunstkritik er ingen ny opfindelse. Den har eksisteret siden 1700-tallet. Som sådan har den i århundreder været et tilbud til den, der ønsker at arbejde med sin personlige dannelse i forhold til kunst. Tiderne ændrer sig. Vi oplever i øjeblikket en medievirkelighed, hvor de trykte dagblade og ugeaviser, der siden oplysningstiden har båret kritikken ud til offentligheden, er på vej til at blive blæst af banen af online-udgaver af de samme medier. Det fører i øjeblikket til færre anmeldelser. Til mindre kritik af kunsten. Herunder af musikken. Danmark har ellers en stærk tradition for offentlig musikkritik. Altså for, ligesom det sker med de øvrige kunstområder, at sætte kompositionsmusikken eller den klassiske musik, om man vil, til diskussion ved hjælp af anmeldelser. 9
Siden 1924 har der i Danmark eksisteret en forening for danske anmeldere af klassisk musik. En sammenslutning, hvis dannelse blev annonceret i dagspressen i januar 1924, og hvis erklærede formål det siden da har været at sikre musikkulturelt stof plads i medierne og i øvrigt virke som et organ, der kan konsulteres af sine medlemmer i faglige og kollegiale spørgsmål. Sådan står der i foreningens vedtægter. Foreningen, der fra begyndelsen havde Angul Hammerich, professor ved Københavns Universitet og musikanmelder ved blandt andet Nationaltidende, som formand, hed i mange år Musikanmelderringen af 1924. I nyere tid har den blot heddet Musikanmelderringen. Foreningen markerer sig offentligt, når den en gang om året uddeler to kunstnerpriser til fortrinsvis yngre, udøvende musikere, dirigenter, sangere eller ensembler, som i særlig grad har gjort sig bemærket i dansk musikliv. I anledning af, at Musikanmelderringen i år fylder 100 år – og under indtryk af de omvæltninger i mediebilledet, der i de seneste år har ført til ændrede vilkår for den offentlige kunstkritik og musikkritikken – har vi i Musikanmelderringen følt trang til at udgive denne bog, som naturligvis rummer fortegnelsen over, hvem der i tidens løb har modtaget disse priser. Bogen er på samme tid tænkt som et festskrift i anledning af Musikanmelderringens 100-års jubilæum og en antologi om musikkritik, der belyser emnet fra så mange sider som muligt. Dermed sætter bogen fokus på formålet med den kritik, der umiddelbart kan virke barsk og voldsom, når den er negativ i sin dom. Men som er en del af den borgerlige offentlighed, den tyske filosof Jürgen Habermas har formuleret sig om, og som ikke er mindre vigtig på kunstens og kulturens område, end den er på det politiske. I hvert fald ikke hvis man mener, at et godt samfund skal rumme og prioritere kunst og kultur til fælles forbrug. Teksterne i bogen taler på sin vis sammen, og nogle af dem diskuterer endda højlydt med hinanden. Ud over bidrag fra forskere, musike10
re, komponister, musikformidlere og anmeldere rummer bogen skønlitterære tekster om musik og musikkritik samt et vredt og velturneret essay skrevet af komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen for et kvart århundrede siden. Et historisk debatindlæg, der i dag står som en energifyldt klassiker blandt danske tekster om musikkritik. Vi har kaldt antologien ’Man skal høre meget’. Det gælder for de udøvende kræfter i musiklivet. Altså for musikerne, sangerne og dirigenterne og jo også for tidens komponister, der får både positive og negative ord med på vejen for deres præstationer fra os anmeldere. Det gælder også for musikanmelderne. En central del af jobbeskrivelsen er, at der skal lyttes hver dag. Til koncerter og albumudgivelser. Sådan at anmelderen vedligeholder og skærper sin vurderingsevne og kan tage bedst muligt stilling, når han eller hun leverer sin dom. En dom, der gerne skulle danne udgangspunkt for en offentlig diskussion af musikken, som kan holde musiklivet levende, gøre lytterne endnu mere bevidste om, hvor kvaliteterne i den kunst, de interesserer sig for, ligger, og samtidig levere den synlighed, der set fra politisk hold giver musikken legitimitet som økonomisk bevillingsværdigt kulturområde. Endelig gælder det for lytterne. Altså for det publikum, der ligesom musikerne og vi anmeldere elsker musik. Også jer opfordrer vi til at høre meget. Alle tre kategorier – musikere, anmeldere og det lyttende publikum, der er anmeldernes læsere – er repræsenteret i denne bog. Den lader en række forskellige mennesker med musik som fokusområde komme til orde i 16 forskellige bidrag, som hver for sig afspejler deres forfatters interesser, synspunkter og forhold til kritik. Netop sådan, som det skal være, når man i en festlig anledning som et 100-års jubilæum beder en række forskellige personer holde hver deres festtale. Bidragene kaster lys på fænomenet kunst- og musikkritik fra mange forskellige vinkler. De belyser udviklinger i musikkritikken i Danmark, fortæller om 11
markante personer, der har udøvet eller modtaget kritik, giver indblik i, hvor udfordringerne i at skrive musikkritik ligger, og leverer bud på, hvorfor kritik er en vigtig del af debatten i et samfund, der sætter kunsten og kulturen højt – samt på, hvordan kritikken og musiklivet sammen kan komme videre i den forandringsproces, der i øjeblikket præger medieverdenen og dermed påvirker musiklivet. Thomas Michelsen, formand for Musikanmelderringen
12
”Det vil jeg skrive om. Det bliver et hit” Af Ursula Andkjær Olsen
Det er i sig selv latterligt at ville skrive om det, musikken i mit liv, det lyder som Møllehave eller noget andet meget positivt, vildt positivt, for mig er musik ikke noget med livsglæde og dududu, rytme i kroppen, pik og patter, det er ud af kroppen, alt for langt ind i kroppen, sygt, så tag jer lige sammen, det er helt åndsvagt at ville skrive om, for andre er sådan noget fint noget som ikke har noget med noget at gøre, man er nødt til at low-keye hele tiden for ikke at virke for sindssyg, men man er jo sindssyg, i det her samfund er koncentration en slags sindssyge, mange lag på en gang, og de kan ikke klare at man ikke må sige noget undervejs: – Hvorfor må man ikke sige noget. – Hvorfor bliver de andre sure når man rasler med karamelpapiret, den slags, for fanden, hvad er det der er så vigtigt som I absolut må sige, rasle med, I har da ikke en skid at sige, jeg har aldrig hørt noget, så hold bare lidt kæft for en gangs skyld, de vil altid have pauser, pauser, deres hjerner kan ikke klare noget som helst, i hvert fald ikke musik. Det vil jeg skrive om. Det bliver et hit. Uddrag af romanen ’Krisehæfterne’. Gyldendal 2017
15