Ludolf Nielsen
danske komponister 1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius Udkommer 2019 3: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 4: Else Marie Pade af Henrik Marstal (flere titler under udarbejdelse)
danske komponister
Ludolf Nielsen 1876-1939
Af Jens Cornelius
Danske Komponister 2: Ludolf Nielsen Af Jens Cornelius © Forlaget Multivers ApS, 2018 1. udgave, 1. oplag 2018 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Omslag: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2018 ISBN: 978-87-7917-054-4 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Forlaget takker magister jürgen balzers fond for væsentlig støtte til udgivelsen.
indhold forord
7
en sydsjællandsk barndom
10
musiker i københavn
17
ambitioner
21
frem i rækkerne
28
en lykkelig komponist
39
drømmen om en bedre verden
55
en generalpause i livet
72
tilbageblik
79
fast arbejde – og en indisk ballet
90
om mine følelser vil jeg ikke tale
103
glemsel og genopdagelse
119
værkfortegnelse
127
diskografi
135
litteratur
136
noter
138
værkregister
141
navneregister
141
forord Dansk musik i begyndelsen af 1900-tallet var en meget alsidig affære, hvor en stor og flittig skare af danske komponister forsøgte sig i mange musikalske retninger. Midt i flokken stod Ludolf Nielsen (1876-1939). Et naturtalent, der stræbte efter at forny den romantiske musik. Emner som naturen og historien var centrale for ham, ligesom de havde været det for nationalromantikerne, men han udvidede den musikalske stil med inspiration fra udenlandske komponister. Efterhånden fik han også en stærk filosofisk-religiøs interesse, som førte til nogle meget ambitiøse værker, skrevet lige inden 1. Verdenskrigs udbrud. Krigen var en brutal benægtelse af alle hans idealer, og han blev ramt af en dyb personlig krise. I flere år komponerede han slet ikke. I 1920’erne vendte han tilbage – men som en forandret komponist, der havde lettere ved at skrive i forskellige påtagede stilarter end ved at bekende sig til det romantiske tonesprog, der havde været hans udgangspunkt. Historien om Ludolf Nielsen handler ikke kun om en enkelt kunstnerskæbne. Det er også historien om den danske romantiske musiks sidste fase, og det er historien om den demokratiske forvandling af kulturlivet, der fandt sted omkring århundredskiftet. Indtil da havde musiklivet været anført af københavnske musikerslægter, der endda var giftet ind i hinanden. Nu kom der nye deltagere – og de kom fra landet. Carl Nielsen blev det mest kendte eksempel, men der er mange lighedspunkter mellem hans og Ludolf Nielsens livshistorie. De var begge landsbybørn, voksede op med folkemusik og kom i mesterlære som spillemænd. Som teenagere flyttede de i slutningen af 1800-tallet til København, hvor de fik parallelle karrierer som orkestermusikere, dirigenter og komponister. forord · 7
På trods af sammenfaldene delte de ikke holdning til kunsten – og også af temperament og i livsførelse var de meget forskellige. Ludolf Nielsen var ikke noget voldsomt gemyt. Han levede et stilfærdigt, privat liv og holdt af at bruge tid på detaljerne. ”Jeg har lært at man er lykkeligst saalænge man har Arbejdet i mellem Hænderne – inden Overgramsningen begynder”, skrev han.1 Sådan taler en perfektionist, og Ludolf Nielsens musik blev da også i stadig højere grad finpoleret. De mennesker, der kendte ham, huskede ham som et venligt, lunt og humoristisk menneske. Han var tæt knyttet til sin familie, og selv om han tidligt flyttede fra landet, var det naturligt for ham at tage tilbage til slægtsgården for at hjælpe med høsten og andet hårdt arbejde. Forbindelsen til landbokulturen bevarede han hele livet. Det samme gjaldt hans forhold til kristendommen. I løbet af 1920’erne lukkede han gradvist sin komponistgerning ned i erkendelse af, at hans kunstneriske udgangspunkt var ved at forsvinde. Tro mod sin overbevisning valgte han at trække sig, og han smækkede ikke med døren. Efter Ludolf Nielsens død i 1939 forsvandt hans musik efterhånden ud af repertoiret. Først i 1990’erne kom der en fornyet interesse, og i dag er mange af hans vigtigste værker blevet indspillet. En bog om Ludolf Nielsen har der dog aldrig været udgivet før, og jeg håber her at kunne kaste lys over de grundlæggende træk ved hans liv og musik. Tak til musikforskeren Bendt Viinholt Nielsen, lektor Niels Martin Jensen og seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek Claus Røllum-Larsen for hjælp og gode råd, og tak til den tyske Ludolf Nielsen-kender Christian Biskup for mange oplysninger og for det store arbejde med at gøre komponistens utrykte manuskripter tilgængelige. Jeg er også taknemmelig for, at jeg nåede at lære Ludolf Nielsens nu afdøde arvinger at kende: Ove og Musse Ravn Nielsen, Gentofte, og Ragnhild Toft, København, stillede gavmildt deres samlinger af Ludolf Nielsens manuskripter, scrapbøger og notes8 · ludolf nielsen
bøger til rådighed for mig, og de kunne fortælle førstehåndserindringer om deres kære ”farbror Ludolf”. Uden dem havde det ikke været muligt at skrive denne bog. Jens Cornelius Hillerød, maj 2018
forord · 9
en sydsjællandsk barndom I Nørre Tvede, 10 km øst for Næstved, ligger der en gammel gård midt i et frodigt, bølgende landskab. På det ældste matrikelkort fra 1791 er en Niels Hansen angivet som gårdejeren. Efter gammel tradition fik hans søn efternavn efter faderens fornavn og kom derfor til at hedde Nielsen. Det efternavn blev beholdt i de følgende generationer, og gården har lige siden været i samme families eje – familien Nielsen fra Nørre Tvede.2 Her på gården blev komponisten Ludolf Nielsen født 29. januar 1876. Ved dåben 31. maj fik han navnet Karl Henrik Ludolf Nielsen. Senere blev hans første fornavn af og til stavet Carl, men hele livet var det Ludolf, der var hans kaldenavn. Hans forældre var gårdejer Hans Nielsen og hustru Mette Kirstine (f. Nielsen). De var begge født i 1839. På gamle familiefotografier ser man Hans Nielsen i færd med det daglige arbejde på gården: Han høster, passer sine heste og fodrer høns. På mere formelle portrætter kigger han fast ind i kameraet. Hans Nielsen var ifølge Ludolf Nielsen en flittig og sparsommelig mand,3 og derfor lykkedes det ham at få sine børn godt på vej. Så langt var det dog nær ikke kommet. I december 1863 blev Hans Nielsen nemlig indkaldt som soldat. Han blev sendt til Slesvig og kæmpede i de fatale kampe ved Dybbøl. Mange år senere nedskrev han på opfordring fra sin søn Ludolf Nielsen sine krigsfortællinger i et hæfte med titlen Erindring fra Krigen 1864. Hans Nielsen deltog i forreste linje af krigen. Han var med ved den omdiskuterede retræte fra Dannevirke og ved slaget om Dybbøl, hvor han i den afgørende stund befandt sig i løbegravene mellem Skanse 4 og Skanse 5. Ved preussernes sidste stormangreb blev hans sidekammerat dræbt af et skud gennem hovedet. Hans Nielsen var heldig, for kuglerne ramte kun gennem hans kappe. ”Jeg havde et Himmelbrev i Brøstlappen”, skrev han i sine erindringer, og resten af livet var han stadig forundret over sit held. 10 · ludolf nielsen
Modig var han også, for det lykkedes ham at redde sin sårede sergent i sikkerhed, inden han ved Skanse 6 selv blev omringet af fjenden. Preusserne spurgte, om han ønskede pardon – altså om han overgav sig eller ej. Og der var ikke andet at gøre, for hans gevær var skudt i stykker, så kun piben var tilbage. Hans Nielsen blev sammen med mange andre danske krigsfanger sendt på march til Flensborg og derefter til fæstningen i Graudenz, hvor de i flere måneder blev sat til tvangsarbejde som at pudse kanonkugler, slæbe mursten og reparere preussernes både. Efter frigivelsen blev Hans Nielsen sendt med båd hjem til København. Han meldte sig, hvor det hele var begyndt, Sølvgades Kaserne, og derfra gik turen med hestevogn og til fods mod hjemmet i Nørre Tvede. ”Snart var jeg jo inde i Stuen hos Mor og Søster Johanne, et øieblik efter var der nogen der Bankede paa Havedøren, men hvem var det, ja det var Naboens Datter og jeg var i en fart ude at lukke Døren op.” Sådan slutter Hans Nielsen sine krigserindringer – naboens datter var Mette Kirstine, og hun blev kort efter hans kone og senere mor til deres seks børn. Mange år senere lod Hans og Mette Kirstine Nielsen sig fotografere med alle deres børn omkring sig. Anledningen kunne være deres sølvbryllup, og billedet lyser af tilfredshed over at have lykkedes så godt. Ludolf Nielsen var nr. 5 i børneflokken. Han havde tre brødre og to søstre. De to ældre brødre blev begge uddannet i København. Oluf blev senere kredsdyrlæge i Remkolde på Sydsjælland og Gustav læge i Sakskøbing. Lillebroderen Anton overtog i 1907 slægtsgården efter faren. Den ældste søster Julie giftede sig med slagteren i nabolandsbyen Toksværd og fik fem børn. Hun døde af tuberkulose, 49 år gammel. Den smukke søster Sofie havde talent for at tegne og male. Da hendes tre brødre flyttede til København for at uddanne sig, rejste hun med dem som husholderske, og senere styrede hun huset for sin bror Gustav. Sofie blev ikke selv gift og døde allerede i 1904, også hun af tuberkulose, blot en sydsjællandsk barndom · 11
Familien Nielsen fra Nørre Tvede, fotograferet ca. 1890. Bagerst fra venstre: Oluf, Ludolf og Gustav. Siddende: Forældrene Mette Kirstine og Hans, omgivet af Julie og Sofie. Liggende forrest Anton.
31 år gammel. Ludolf Nielsen skrev et af sine mørkeste stykker i anledning af hendes død: In Memoriam. På gården i Nørre Tvede havde Hans Nielsen en violin og en harmonika. Han har ikke været nogen helt ringe spillemand, for i sine erindringer fra krigen fortæller han, at det var ham, der skulle sørge for den musikalske underholdning i soldaterlejren. Musikken gik i arv til Ludolf, der allerede i 3-årsalderen havde lyst til at spille, og som gerne tog harmonikaen med op i et piletræ, hvor han holdt af at sidde. Hans første musiklærer var den lokale spillemand, som blev kaldt ”Anders Musikanter”.4 En mere skolet vejledning fik Ludolf Nielsen fra 8-årsalderen, da hans forældre sendte ham til spilletimer i Lille Næstved hos musikdirektør, fhv. trompeter Peder Hansen Bjørup. ”Musikdirektør” var dengang betegnelsen for en erfaren, velanset musiker, ofte med militær baggrund, der 12 · ludolf nielsen
kunne forestå koncerter og musikundervisning i sin hjemby. Der var 10 km fodtur fra Nørre Tvede til Lille Næstved, men det var åbenbart ikke nogen forhindring for Ludolf Nielsen. Musikken var det vigtigste, og hos Bjørup lærte han noder og violinspil, og snart var han god nok til at fungere som landsbymusikant ved fester på egnen. Ludolf Nielsen skrev i 1920 en erindring om sine første spillelærere: Naar jeg nu, lidt op i Aarene tænker paa, hvordan Solen skinnede i de gyldne Morgenstunder, da jeg som en lille Purk med Violinen under Armen henrykt travede ad Næstved til – det var sidst i Firserne – ja, saa synes jeg, at Solen overhovedet ikke mere kan skinne saadan. Men et lille Skaar i min Glæde var der ganske vist: min Vej gik gennem Kalbyris-Skov, og det var knap saa morsomt, thi dette Stykke af Vejen slap jeg ikke over uden en voldsom Hjertebanken. Det vrimlede nemlig af Snoge i denne Skov. Jeg husker, at jeg skulde gaa en lang Strækning med et Stengærde ved den ene Side og en Grøft ved den anden, og her laa Snogene i hele Lag. Men jeg skulde igennem, der var ikke Tid til Omveje, for ude i Lille Næstved sad gamle Bjørup, min Lærer, og ventede. Bjørup… der var noget patriarkalsk ved denne min første Vejleder. Han havde en hel Skare af unge Lærlinge i Huset, der næsten til enhver Tid genlød af Musik. Toner af Violin, Fløjte, Kornet og andre Instrumenter hørtes altid ned fra Loftet, hvor de havde deres ”Spillestue”… Naar jeg havde præsenteret min Lektie, fik jeg som Belønning en ”Ny” opskrevet i min Nodebog. En af Lærlingene paa Loftet blev beordret til dette Stykke Arbejde. Den allerførste Belønning, jeg fik af denne Art, var den da meget yndede ”Vi vil ha’ Øl”, en Sang, som jo for øvrigt ikke mindst i de senere Aar har bevist sin uforgængelige Aktualitet! Efterhaanden som min musikalske Færdighed blev been sydsjællandsk barndom · 13
kendt paa Egnen, strømmede det ind med Engagementer til Fastelavnsgilder og lignende. Man festede bravt den Gang. Jeg husker saaledes, at vi en Gang ved 4-Tiden ankom til Gildesgaarden og straks gik i Gang med at forlyste Gæsterne (gamle Niels Nielsen fra Hovkrogen trakterede Sekundoviolinen). Først Klokken halv syv næste Morgen drog vi derfra, jeg stolt med en svimlende ”Dagløn” i Lommen, tre blanke Tokroner… Ludolf Nielsens næste musiklærer blev militærmusikeren Christoffer Petersen, som underviste ham i Næstved fra 12-årsalderen. Men gamle Bjørup døde. Endnu toner for mit Øre Hornmusiken over hans Grav derude paa Herlufsholms Kirkegaard, og for mig var det, som det nu maatte være Slut med min Musik. Heldigvis tænkte mine Forældre anderledes, og jeg fortsatte snart efter hos den daværende Overtrompeter ved 4. Dragonregiment i Næstved, Christoffer Petersen, en fortræffelig Musiker. Hans interesse for mig var ligefrem rørende. To Gange om Ugen kom jeg til ”Time”, som han kaldte det. ”Timen” begyndte ved 8 ½-Tiden og varede mindst til Klokken 11. Først tog vi Violin, saa Klaver og til Slut Harmonilære… Kort Tid efter, at jeg var begyndt hos Christoffer Petersen, kom jeg med selveste Regimentsmusiken ud at spille til Koncerter, Baller og det dejligste af alt: Teatret! En herlig Fornemmelse var det for første Gang at spille med i et Orkester. Min Lærer dirigerede. Jeg følte det, som om jeg løftedes af Rytmen og svævede højt, højt… samtidig med, at det selvfølgelig havde sin Charme, at man af et godt Hjerte gav sit Besyv med i Instrumenternes Kor… Herligt og lærerigt for en Knægt, der endnu havde Børneskoene hængende om Haserne…5
14 · ludolf nielsen
Ludolf Nielsens musikalske barndom mindede altså i høj grad om den, hans berømte kollega Carl Nielsen oplevede og beskrev så fremragende i sin erindringsbog Min fynske barndom. Begge kom de fra landet, voksede op med spillemandsmusik, kom til at spille i den lokale regimentsmusik og blev gennem skoling af musikkyndige mænd på egnen sporet ind på den klassiske musik. Og begge kom de senere til København, blev uddannet på musikkonservatoriet, fik arbejde som orkestermusikere og begyndte derefter at komponere og dirigere. Carl Nielsen blev ansat som regimentsmusiker som 14-årig, og også Ludolf Nielsen var 14 år, da han bestemte sig for, at den klassiske musik skulle være hans liv.6 Det kunne dengang kun realiseres i hovedstaden. Heldigvis var Hans Nielsen økonomisk i stand til at sende endnu en søn til København for at blive uddannet, også selv om fremtidsudsigterne for Ludolf Nielsen tegnede lidt uklare. Men flammen var tændt og ikke til at slukke: En skønne Dag fik jeg Lov at komme ind til København for at besøge mine studerende Brødre. Aftnen tilbragte vi i Tivoli, og det var selvfølgelig en Oplevelse af Rang. Godt og vel kommet indenfor Tælleapparatet, styrede jeg fluks mine Fjed efter den første den bedste Musik ned til Carl Lumbyes Orkester. Og det lykkedes ikke mine Brødre at hale mig væk herfra, selv om de sagde aldrig saa meget smukt og berømmende om Koncertsalen. Jeg var Skeptiker om en Hals og lod mig ikke rokke…7 Hovedstaden var en vældig kontrast til, hvad Nørre Tvede kunne tilbyde. På hjemegnen kunne man ikke opleve noget vildere end de årlige gymnastikstævner – hvor Ludolf Nielsen i årene 189092 vandt præmier som en flot repræsentant for Toksværd-kredsen. Hans første præmie var et skrivetøj, dvs. en pennebakke med blækhus. Godt, når man nu gerne ville skrive noder. I 1892 flyttede 16-årige Ludolf Nielsen hjemmefra og rejste til en sydsjællandsk barndom · 15
København, hvor hans storebrødre delte en beskeden lejlighed på Vesterbro, Oehlenschlægersgade 24, 4. sal. Året efter flyttede de til Viktoriagade 4, 2. sal. Med et forhæng tværs gennem det ene værelse blev der skabt et ekstra rum til den nytilkomne. Mad fik brødrene ugentligt sendt med hestevogn hjemme fra gården, også hjemmekærnet smør, som de opbevarede i en kommodeskuffe. Ludolf Nielsen og hans brødre var bestemt ikke alene om at måtte klare sig med meget små midler. Men der var store forskelle på folk dengang. F.eks. var Ludolf Nielsens jævnaldrende komponistkollega Hakon Børresen født i en velhavende københavnerfamilie og behøvede ikke bekymre sig om at skulle tjene til føden. Han kunne også tage en smutvej til komponistkarrieren, for gennem familieforbindelser blev han en undtagelsesvis privatelev af kgl. kapelmester Johan Svendsen, og via ham en god ven af den berømte Edvard Grieg og mødte også Richard Strauss privat. Ludolf Nielsen måtte derimod arbejde sig langsomt frem. I København tog han timer i violin, klaver og musikteori hos kgl. kapelmusicus Ludvig Holm.8 En meget dygtig violinist, der havde flere vigtige roller i det københavnske musikliv og senere blev koncertmester for Det Kongelige Kapel. Ludolf Nielsen studerede hos ham i tre år og lærte så hurtigt, at han som 17-årig selv begyndte at tilbyde violinundervisning.9 Ved siden af soloundervisningen fik han sin første orkestererfaring, da han i 1893 begyndte at spille i amatørsymfoniorkestret Euphrosyne, dengang under ledelse af den unge komponist Louis Glass. Målet var optagelsesprøven på Musikkonservatoriet, og ved juletid 1895 kunne man i Næstved Tidende læse: En sjælden Udmærkelse er det, at Hans Nielsens Søn i Nørretvede, Ludolf Nielsen, har opnaaet ved, som af os forleden omtalt, at være bleven foretrukken iblandt mange andre Ansøgere til en Friplads paa 3 Aar i Kjøbenhavns Musik-Konservatorium.10
16 · ludolf nielsen