Wagners verden

En introduktion

Wagners verden

Af Steen Leleur

Copyright © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag

Sat hos Demuth Grafisk Forsiden viser Festspilhuset på den grønne høj i Bayreuth, der er centrum for de årlige festspil i juli og august. Tryk: Totem

Printed in Poland 2022

ISBN: 978-87-7917-592-1 www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Udgivelsen er støttet af: velux fonden

Til Susanne

Für Offenbarungen durch die Kunst gelte das eine zum minde sten: dass sie auf unsere Seele mit einer überzeugenden Kraft wirken und unsere Gefühle durchdringen mit einer Empfindung von Wahrheit, gegen welche eigentlich alles logisierende und bloß vernünftige Erkenntnisvermögen nicht aufkommen kann.

For åbenbaringer gennem kunst gælder mindst det ene, at de virker ind på vores sjæl med en overbevisende kraft og træn ger ind i vores følelser med en fornemmelse af sandhed, som, i modsætning hertil, egentlig alt logisk og alene fornuftsbaseret erkendelse ikke formår tilsvarende.

RICHARD WAGNER på baggrund af sin oplevelse af Beethovens 9. symfoni som en åbenbaring (1840).

Del I

Schopenhauers betydning for Wagner

29

Efteråret 1854 • En ny begyndelse • Die Welt als Wille und Vorstellung • Viljens metafysik • Wagner om Schopenhauer • Ringen i et nyt lys • Tristanakkorden • Kærlighedens væsen • Færdiggørelse af Ringen • Parsifal og den schopen hauerske musik

Del II

Fra Nietzsche til verdensteater........................................ 59

Første møde med Nietzsche • Nietzsche og Tragediens fødsel • Nietzsche gør sig fri af Wagner • Nietzsche som musikkritiker • Det wagnerske værk set som en helhed • Parsifal som gådefuld kunstoplevelse • Nietzsche og den uendelige melodi • Parsifal som kronen på værket • Wagners verdensteater og den enkelte

Forord

Denne bog er skrevet som en introduktion til Richard Wagner som både kunstner og menneske. Den henvender sig til dem, der har en begyndende interesse for denne unikke komponist, men herudover også til andre med et mere etableret kendskab til ham. Denne sidste gruppe af læsere vil måske finde syns punkter, eksempelvis i forbindelse med de præsenterede tolkninger, som de vil være mere eller mindre enige i. Uenighed kendetegner imidlertid ofte litteraturen om Wagner, og det i en grad, som det ikke ses for de andre store operakomponister.

Generelt set søger bogen at give en forståelse af hans opera værk gennem en belysning af personen Wagner og hans ud vikling som kunstner formet af den meget foranderlige ver den, der omgav ham. Som det vil vides, ledte dette til, at han komponerede musik, der af mange opleves som tidløs. Ud gangspunktet for bogen er således at spejle kunstneren Wag ner i mennesket Wagner og, som det vil fremgå, i nogle afgø rende hændelser i hans liv. Dette har ført til en udvælgelse og behandling af indhold, der er disponeret på følgende måde:

Først introduceres Richard Wagner (1813-1883) i den tid, hans opvækst foregår, og hans tidlige operaer beskrives. Herefter sættes der fokus på to skelsættende relationer, nemlig først Wagners relation til filosoffen Arthur Schopenhauer (1788-1860) i form af betydningen af hans tanker for Wag ner (de lever tæt på hinanden i en årrække, men mødes al

drig). Dernæst behandles den personlige relation mellem den på dette tidspunkt midaldrende komponist og den unge filo sof Friedrich Nietzsche (1844-1900), som får stor betydning for dem begge. Relationerne til Schopenhauer og Nietzsche belyses bl.a. på baggrund af tilblivelsen af Wagners sene mu sikdramaer Tristan og Isolde (1865), Mestersangerne i Nürnberg (1868), Nibelungens ring (1876) samt Parsifal (1882). Herpå følger en beskrivelse af opførelsespraksis op til vor tid, ligesom der opstilles i alt tre tolkningsnøgler til forståelse af kunstneren og komponisten Richard Wagner og hans unikke værk.

Bogen afsluttes med en opsummering af den afgørende be tydning for kunst og kultur, som Richard Wagner skulle vise sig at få i sin eftertid. I denne forbindelse konstateres det, at den store interesse gennem årene for at tolke og opsætte hans værker – og for den enkelte til at overvære de til tider me get forskellige Wagneropsætninger – har vist sig at være helt usvækket.

Det er på sin plads at anføre, at bogens betragtninger og syns punkter alene bør ses som endnu et personligt indlæg om fænomenet Wagner. Hvis læsere ikke er enige med mig, kan de forhåbentligt tjene som udgangspunkt for videre diskussion. Oversættelse af citater er foretaget af mig, hvor intet andet er anført.

Virum, juni 2022 Steen Leleur

Introduktion: Wagners tid

Richard Wagner blev født den 22. maj 1813 i Leipzig. Tid og sted udgør koordinater for nogle begivenheder, der i vold somhed og betydning kom til at sætte sig dybe spor og dermed forme omstændigheder og tidsånd af betydning for Wag ners værk og verden. Det mest omfattende slag i Napoleons felttog – kendt som Folkeslaget ved Leipzig – fandt således sted knapt et halvt år efter Wagners fødsel, nemlig i oktober, hvor vendepunktet for Napoleon blev nået. Det skete efter et blodigt nederlag med efterfølgende tilbagetrækning af La Grande Armée. Den endelige afslutning kom som bekendt med nederlaget ved Waterloo i 1815, hvor Wienerkongressen 1814-15 allerede havde tegnet nye landegrænser på Europa kortet.

Over en kort årrække var de militære og politiske om stændigheder vendt på hovedet. I 1806 så filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel således Napoleon rykke sejrrigt ind i Jena, hvortil han bemærkede, inspireret af sin filosofi, at ”i dag har jeg set verdensånden til hest”. Ifølge Hegels filoso fi kommer denne verdensånd, som ikke formår i sig selv at manifestere udvikling, alene til syne på indirekte vis gennem resultatet af menneskelige handlinger og bestræbelser. Napo leon måtte således med sine mange reformer af det franske samfund i begyndelsen af 1800-tallet og som centraleuropæ isk feltherre uundgåeligt indtage en meget betydende rolle set ud fra den hegelske filosofi. Fra en ukendt kunstner har vi en tegningsskitse, hvor den noget benovede filosof står og kigger

op på den indtil da sejrrige Napoleon i forbindelse med hans indtog i Jena i 1806.

Hvis Napoleon på dette tidspunkt personificerede ver densånden, betød de følgende år, at verdensånden skulle komme til udtryk på helt nye måder. Omslagets begyndelse kan som allerede omtalt sted- og tidsfæstes med Folkeslaget ved Leipzig, så Wagner er født på et sted og i en tid, hvor stor usikkerhed og vanskelige dagligdags levebetingelser gjor de sig gældende. Wagner har selv i sin biografi Mein Leben (Mit liv) fortalt om, hvordan familien blev påvirket hårdt af krigen. På grund af forholdene opstod en tyfusepidemi, som bevirkede, at Wagner blot et halvt år gammel mistede sin far.

Hele sit liv forbliver Wagner en urolig og splittet sjæl, og hans tidligste år kan næsten ikke undgå at have været en med virkende årsag. Han begyndte således sit liv, som skal komme til at vare næsten 70 år, på et bagtæppe af voldsomme og samfundsombrydende begivenheder, og hans begivenhedsrige tilværelse 1813-1883 foldede sig ud i et Centraleuropa, som ved hans død var omkalfatret på afgørende vis. Den hegel ske verdensånd må have haft en særdeles travl periode, for 1800-tallet betød afgørende hændelser og udviklinger på snart sagt alle områder: politik og statsdannelse, levevilkår og industrialisering, brydninger mellem samfundets klasser, religiøse opbrud og sekularisering samt betydelige videnska belige gennembrud. Hertil kom nye filosofiske tanker og omvæltninger samt nybrud inden for kultur og kunst.

Især kultur og kunst blev de områder, Wagner kom til at bruge sit usædvanlige talent på, men på så at sige alle områ der havde han meninger og opfattelser, som han gerne frem

førte med ildhu. Et eksempel her er de udtryk for antisemitis me, som uændret har klæbet til ham op til vore dage, og som for nogle har udgjort en barriere for at nærme sig hans kunst. Til sidst i bogen vil dette blive diskuteret nærmere i forbindel se med det sammenfattende kapitel ”Tidens Wagner”, hvor hans nutidige rolle og indflydelse beskrives. Inden da belyses hans værk og verden gennem nogle uddybende nedslag ud valgt som værende af afgørende betydning for forståelsen af mennesket og kunstneren Wagner.

Det er her værd at anføre, at næppe nogen anden kunstner har været gjort til genstand for så mange bøger og artikler, som det er tilfældet med Wagner. Dette på trods må det konstateres, at der ikke hersker nogen enighed om den ’virkelige Wagner’ og betydningen af hans værk, dvs. om det eller de budskaber, dette værk måtte indeholde, og påvirkningerne herfra, ikke bare inden for opera og musikdramatik, men også anskuet i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.

At Wagner virkeligt havde noget på hjerte, der går dybt i forståelsen af kunst i relation til en rationel virkelighedsop fattelse, fremgår af citatet umiddelbart efter bogens dedika tion, gengivet nedenfor:

For åbenbaringer gennem kunst gælder mindst det ene, at de virker ind på vores sjæl med en overbe visende kraft og trænger ind i vores følelser med en fornemmelse af sandhed, som, i modsætning hertil, egentlig alt logisk og alene fornuftsbaseret erkendelse ikke formår tilsvarende.

Richard Wagners samlede værk består næsten udelukkende af ope raer. I alt færdiggjorde han 13 operaer, som typisk deles op i tre tidlige fra 1830’erne, tre såkaldt romantiske operaer fra 1840’erne samt efterfølgende af syv såkaldte musikdramaer fra 1850’erne frem til det sidste fra 1882.

Note: Terminologien i bogen er valgt således, at Wagners samlede værk, når kort omtalt eller refereret til, blot benævnes som værket. Ordet ’værk’ anvendes endvidere undertiden om de enkelte operaer og musikdramaer.

Citatet kan på mange måder som virkelighedsopfattelse ses som en mod-erkendelse til tidsånden, som den var og udvikle de sig i Centraleuropa på Wagners tid, hvor den franske revolution og Napoleon havde sået et frø om en rationel udform ning af samfundslivet. På alle områder skulle samfundet nu ændre sig og blomstre alene på fornuftens principper. Dermed skulle historisk betingede strukturer med nedarvede privile gier for de få i den øvre samfundsklasse ryddes til side, mens rettigheder for alle andre skulle etableres. Hvis vi ser på Wag ners livsfaser, finder vi forskellige udtryk for kampen mellem

fornuftsbaseret erkendelse og de indsigter, som kunsten kan bibringe mennesker, men citatets grundlæggende erkendelse fastholder han livet igennem.

Wagners tid fremstår som en verden i voldsom udvikling, hvad gælder både idemæssigt og samfundsmæssigt. Første del af 1800-tallet er således, hvad angår det idemæssige og filosofiske, af den nulevende tyske forfatter og idehistoriker Rüdiger Safranski blevet betegnet som ’filosofiens vilde år’, hvor Immanuel Kants (1724-1804) banebrydende erkendelsesteori videreudvikles og fortolkes af bl.a. den meget ind flydelsesrige G.W.F. Hegel (1770-1831), den sent anerkendte Arthur Schopenhauer (1788-1860) samt den ateistiske religionsfilosof Ludwig Feuerbach (1804-1872). Også Karl Marx (1818-1883), der sidst i 1840’erne lægger grunden til den kommunistiske samfundsopfattelse, kan nævnes her. Det må dog bemærkes, at Marx nok så meget finder sit udgangs punkt i den filosofi, som Hegel havde skabt på skuldrene af Kant.

Filosofiens ’vilde år’ lægger i den tidlige del af 1800-tallet et fundament, som faktisk siden har været udgangspunkt for store dele af filosofisk refleksion og viderebearbejdning op til vore dage. Men ikke bare idemæssigt, men også samfundsmæssigt og politisk er der i disse år stærke kræfter på spil, der løbende gør sig mere og mere gældende, og som arbejder hen imod en samlet tysk nation. Denne udvikling rider på en bølge af stadigt stærkere nationalfølelse med udgangspunkt i en sværmerisk udlægning af sagn og myter fra en glorvær dig fortid. For Wagners vedkommende medfører dette bl.a. et medlemskab af Vaterlandsverein (Fædrelandsforeningen),

hvorfra han siden er blevet refereret for nogle meget engage rede og opflammende indlæg.

Nye ideer, nye politiske tanker samt gryende tysk natio nalfølelse – alt dette påvirker på højst forskellig vis kunstne ren og komponisten Wagner. Det leder til, at han i en proces over ikke mindre end et halvt århundrede fra begyndelsen af 1830’erne til begyndelsen af 1880’erne vil producere værker, som stærkest udtrykt i hans sene musikdramaer skal ende op med at vise ikke mindre end kunstens afgørende betydning i en fremadskridende stadig mere rationaliseret, påbegyndt afkristnet og videnskabeliggjort verden. Det er denne uhyre opgave, som Wagner tager på sig, og det sker på baggrund af en næsten overmenneskelig viljestyrke og energi.

***

Richard Wagner blev født som det ottende barn i en familie, hvor kunst og skuespil prægede familiens liv og hermed også børnenes opvækst. Efter at have mistet sin far, Friedrich Wag ner, som spæd fik Richard en stedfar, Ludwig Geyer, som var kunstner og skuespiller, og som kom til at spille en stor rolle for ham. Geyer havde været en nær ven af familien gennem flere år, og der har været gisnet om, at han og Wagners mor, Johanna, havde haft et forhold, så det faktisk var Geyer, der var Wagners biologiske far. Imidlertid døde også han på et tidligt tidspunkt i Wagners liv, i 1821, hvorefter familien blev afhængig af hjælp på forskellig vis fra familien i øvrigt. En 12 år ældre storesøster, Rosalie, med en allerede påbegyndt tea termæssig karriere, kom til at fungere som forsørger og ud

gjorde en stor påvirkning for Richard. Allerede som barn blev han fanget ind af teatrets og kunstens drømmeverden, som den tog sig ud for, hvad man i dag ville beskrive som et højak tivt og utilpasset barn. Dette førte til periodevise anbringelser hos f.eks. en onkel. I Wagners selvbiografi Mein Leben er alt dette beskrevet indgående, og man fornemmer umiddelbart en barndom og en ungdom, hvor det drømmende, mystiske og overnaturlige tidligt fyldte meget, og det i en grad, så ma reridt af forskellig art blev tilbagevendende for ham. Richards skolegang blev præget af hans rastløse natur, men noget af det, han anfører, som fangede hans interesse, var latin og græsk og ikke mindst de klassiske dramaer og tekster, som indgik i undervisningen på Nicolai Gymnasiet i Leipzig. Egentlig musikundervisning fik han ikke i skolen, men han lærte klaverspil af sine søstre. I en alder af 17 år indledte han et musikstudium ved Leipzigs universitet. Dette førte imidlertid ikke til noget, da hans interesser uden for uni versitetet, ikke mindst et festligt studenterliv, optog det meste af hans tid. Samtidigt fik han imidlertid basal undervisning i komposition, hvor hans lærer, Theodor Weinlig, som var kantor ved Thomaskirche, noterede sig, at han gennem un dervisningen havde tilegnet sig stor selvstændighed.

Ifølge Wagner selv var han udpræget selvlært, og det i en grad, så han, inden han fyldte tyve år, havde påbegyndt ar bejdet med sin første opera, Die Hochzeit (Brylluppet). Der er tale om et værk, der med et højdramatisk indhold med både mord og utroskab på baggrund af et arrangeret ægte skab skulle skabe opmærksomhed om den unge komponist. Det gjorde i hvert fald indtryk på søster Rosalie, men nok

på en anden måde end han havde tænkt sig. På baggrund af hendes vurdering af værket som amoralsk valgte han nemlig at opgive operaen, inden den var færdigkomponeret.

Næste værk blev Die Feen (Feerne), som er et magisk eventyr, og som det lykkedes ham at færdiggøre i 1834 med fuld libretto og al den tilhørende musik. Hvor denne første hele opera ikke blev opført i Wagners levetid, så lykkedes det med den efterfølgende, Das Liebesverbot (Elskovsforbuddet) fra 1836. Operaen opførtes et par gange, men måtte på baggrund af manglende tilskuerinteresse tages af programmet. Emnekredsen, der tages op, er fri kærlighed, jalousi og be drag. At det er emner, som han havde inde på livet, fremgår af beskrivelserne af hans forhold til den feterede skuespillerinde Minna Planer, som han giftede sig med i 1836.

Man kan i de tidligste operaer, Die Hochzeit og Die Feen, se en klar inspiration fra det tyske syngespil og den roman tiske opera, i hvilken sammenhæng Carl Maria von Webers Jægerbruden fra 1821 kan nævnes. Den efterfølgende, Das Liebesverbot, er inspireret af italiensk operatradition kendt fra blandt andet Gioacchino Rossinis operaer. Eksempler er Barberen i Sevilla og Askepot, der uropførtes i Rom i hen holdsvis 1816 og 1817.

Om Wagners værker i 1830’erne kan man sige, at de af spejler hans opvækst med interessen for det magiske og over naturlige med genklang af tysk romantisk tankegang. På denne baggrund udvikler han værkernes handling med stor vægt på forviklinger og intriger i kærlighedslivet.

Den selvlærte komponist og musiker er på dette tidspunkt i periodevise stillinger som kapelmester. Efter den tyske og

italienske inspiration rettes blikket nu mod Frankrig og her ikke mindst mod tidens operacentrum, Paris. Resultatet heraf foreligger med Rienzi, der Letzte der Tribunen (Rienzi, den sidste tribun) fra 1840. Her løftes dramaet for første gang op i et samfundsmæssigt og politisk perspektiv, idet hans samtids usikkerhed spejles ved hjælp af de voldsomme begivenheder, der omgiver den sidste romerske tribun. Der er tale om fol kets ve og vel i en dramatisk handling, som udspiller sig i Rom i senmiddelalderen i midten af 1300-tallet. Inspirationen kommer her fra fransk grand opéra personificeret i kom ponisten Giacomo Meyerbeer i eksempelvis hans voluminøse opera Robert le Diable fra 1831.

I 1841 foreligger Wagners næste værk med Den flyven de hollænder. Ouverturen indledes med en fanfare, som ikke lader nogen i tvivl om, at her er noget voldsomt og skæb nesvangert på spil. Handlingen er inspireret af en roman af Heinrich Heine samt en dramatisk sejltur i sommeren 1839 fra Riga til London, hvor skonnerten Thetis med Richard og Minna ombord måtte søge ly i en fjord, Sandviken, ved Nor ges kyst på grund af en voldsom storm. Elementernes rasen fornemmes helt tydeligt i musikken, og handlingen fortæller om den hjemsøgte hollænder, der kun kan redde sig ved at opnå en kvindes ubetingede kærlighed. Hvileløst må han sej le om på verdenshavene, men hvert syvende år kan han gøre landgang for at forsøge sig endnu en gang. I operaen lykkes det med Senta.

Den flyvende hollænder er mere end de tidligere værker psykologisk dybdeborende, hvad den har tilfælles med næste værk, Tannhäuser, fra 1845 samt Lohengrin fra 1848. Også

Rienzi, den sidste tribun er det første værk, hvor Wagner beskæftiger sig med samfundet og forholdene for dets so ciale klasser. Efter førsteopførelsen i 1842 opnåede det en pæn succes. I senere opførelser har det været skåret ned, idet den oprindelige udgave tog ikke mindre end 6 timer.

Med Den flyvende hollænder præsenterede Wagner den første opera helt i egen stil. Samtidig bliver den som den allerførste et af de ti kanoniske værker, der senere hen blev udvalgt til opførelse i Bayreuth.