brian petersen
hans skaarup
![]()
brian petersen
hans skaarup
En gang til for prins Knud – en biografi om Birgitte Reimer
Af Brian Petersen og Hans Skaarup
© Multivers og forfatterne 2024
Omslagslayout: Emil Stephensen
Forsideillustration: Birgitte Reimer i Cirkusrevyen 1959. (Foto: ukendt)
Tryk: Totem
Printed in Poland 2024
1.udgave, 1. oplag
ISBN: 97887-7917-478-8
Fotografier fra før 1970 er anvendt i overensstemmelse med den tidligere fotografilovs § 15 ifølge hvilken beskyttelsesperioden for fotografiske billeder er 25 år. Fotografer er krediteret, hvor det har været muligt at fastslå disses identitet. Eventuelle krænkelser af ophavsretten er utilsigtede. Retmæssige krav på vederlag vil blive honoreret, som var der indgået aftale.
Citater fra kilder med ældre stavemåde er opdateret til gældende retskrivning.
Udgivelsen er støttet af
frimodt-heineke fonden lasson andersens fond overretssagfører l. zeuthens mindelegat
Hustru og mor
På et hængende hår
Afgangsprøve
Århus Teater
Fra Maskerade til Nitouche
58
Farvel til Århus 63
Revy, revy, revy – og lidt teater
65
Sommerrevy på Bornholm 66
Minekatastrofe og koldkrig
66
Bakkesangerinden 68
Aviskabaret
70
Stævnemødet i Senlis 71
Rappe replikker
73
Cirkusrevyen 74
En uartig pige
75
Lige ned med nakken 77
Ibbermand
78
Af hjertens lyst 80
De andres mening
82
Lulu Ziegler-kabareten 83
Hilsen fra Liva
85
Hornbækrevyen
Den underfundige uartighed
Lommer vs. Stentoft
over stok og sten – de travle 50’ere
Filmarbejde
For sophisticated til Morten Korch
Den første hovedrolle – Som sendt fra himlen
Teater vs. film
Solstik – fra Apollo Teatret til film
Vi som går køkkenvejen
Et strøg af Matador
En lektion i kærlighed
Afbrudte filmoptagelser
Et makkerskab på scenen
Sygemeldt
Radio og fjernsyn
Hørespil
Tv-teater og lørdagsunderholdning
Det bedste og det værste
Drømmepiger i stearinskær
Radiocensur
Drømmepigen
Fransk uden tårer
Mere film
Vi som går stjernevejen
30 år, generalstrejke og ny Volvo
Cranks.
Cranko i København
En ægte lussing
En milepæl
Svensk intermezzo
Svensk film vs. dansk film
Fra Apollo til Aveny Teatret
Jeg hader dig, elskede
Fransk weekend
Gys og grin med fru Ipsen
Laser og pjalter
Tilbage på Bakken
.162
.166
.168
.172
.174
En gang til for prins Knud 182
Majestætsfornærmelse?
Alléscenen 188
Hvem er Sylvia?
En duft af honning 193
vil de til sydfrankrig, så er det dér!
Madam Blå Engel
195
.197
Bodil Udsen 200
Da Irma blev til Ina
.204
For plat til Danmark 206
Den sidste cirkusrevy
.209
Engle og dæmoner 213
Misbrug af talent
.216
Myter 219
En skuespillers lod
.221
Filmkomedie og sommerteater 223
Teaterkrise
.226
Teenagerlove 229
Øjnene er lyseblå
.233
Cabaret Arena 234
Ole Bornemann
.237
Farvel til Danmark 238
Når enden er go’
.240
Ydmygelser i provinsen 241
Ghita Nørby om Birgitte Reimer
.246
Judy Gringer om Birgitte Reimer 247 et nyt liv 249
Nej, nej og nej
Un monotone, qui? 254
Hængt ud på forsiden.
Bagom overskriften 258
Nej tak til danskere
.260
Slid i køkkenet 264
Frankrigs Elvis og CIA-manden
Gene og Gilda 268
Coming to America
Tilbage på scenen efter 32 år 275
Lav profil
Friheden tilbage
Foto: Hans Skaarup.
En varm tak til de forannævnte fonde, som har støttet udgivelsen: Dansk Solistforbund, Frimodt-Heineke Fonden, Lasson Andersens Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat samt VELUX FONDEN.
Ligeledes en stor tak til: Charlotte Bering, Flemming Bertelsen, Just Bidstrup, Adam Foss, Judy Gringer, Mikael Kristian Hansen (Teatermuseet), Lone Hertz, Johnny Johansen, Lars Lauge, Anja Lollesgaard, Bo Tao Michaëlis, Christian Monggaard, Martin Mydtskov (Huset Mydtskov), Klaus Møller, Karin Mørch, Peter Gabriel Mørch, Ghita Nørby, Marianne Philipsen (Århus Teaters Arkiv), Rikke Rottensten og Emil Møller Christensen (STORM – museet for humor og satire), Claus Seidel (Museet for Dansk Bladtegning), Ulla Strømberg, Jordan Walker-Pearlman, Malene Schwartz, Jacob Thesander, Lise Werner, Torben Wolsted og Jacob Wendt Jensen.
»Lad os gøre det, men I må skynde jer!« sagde Birgitte Reimer i telefonen fra Frankrig. I en alder af snart 93 havde hun besluttet sig for at ville medvirke til en bog om sig selv. Det havde vi fra tid til anden lagt op til, og nu var hun altså klar!
Vi havde kendt hende siden kort før hendes 79-års fødselsdag. Hun havde dengang sagt ja til et interview om mennesker, hun havde kendt, indtil hun i 1964 overraskende forlod dansk film, teater og revy. »Jeg er vel nærmest en af de sidste overlevende,« som hun skrev i et brev. I januar 2005 drog vi derfor håbefulde til Sydfrankrig. Som henholdsvis revyekspert og filmhistoriker håbede vi sammen at få det bedste ud af mødet med den tidligere revydronning, som instruktører som Johan Jacobsen, Ingmar Bergman og Erik Balling havde haft et godt øje til. Der var dog en væsentlig faktor, vi havde glemt at tage højde for: Birgitte Reimers mand, journalisten Ole Bornemann.
Birgitte Reimer og hendes ægtemand boede ovenpå restaurant La Brouette (Trillebøren), som de havde åbnet for år tilbage, og som blev drevet videre af deres søn. Restauranten lå på hovedvejen mellem Vence og Nice på en naturskøn bjergside med udsigt over middelalderbyen Saint-Paul de Vence. Dannebrogsflag og skilte med et trillebør-logo og teksten »Chez les Danois« viste vejen. En smal, stejl nedkørsel førte ned til et plateau med en parkeringsplads, hvor der var pyntet med lanternelamper. En kridttavle på træben viste menukortet. Ved siden af stod en gammel jerntrillebør beplantet med farverige blomster. En stentrappe med gelændere af pinjetræstammer ledte videre ned til et treetagers hus. »Privé« stod der på et fastsømmet skilt ud for øverste etage, som var Birgitte Reimers hjem. Trappen fortsatte længere ned, hvor den rustikke restaurant lå. Både indendørs og udendørs var der åbne ildsteder beregnet til røgning af foreller, som var husets specialitet. Læg dertil, at vejret trods årstiden var som på en varm dansk forårsdag, nærmest sommerligt, men med syngende cikader. Så varede idyllen dog heller ikke længere, for dårligt havde fortroppen – Brian og en fotograf, der var kommet for at præsentere sig og aftale nærmere – nået at orientere sig, førend en høj, bred herre med bølget gråt hår og fuldskæg kom dem i møde fulgt af to logrende labradorhunde. Det var den 76-årige Ole Bornemann, som med sin imposante fremtoning stadig kunne indgyde respekt. Havde de bestilt bord, brummede han på fransk? Da danskernes identitet og ærinde gik op for ham, hvislede han: »Her bor ikke nogen Birgitte Reimer« og bad dem forføje sig, mens han i en nonchalant bevægelse hævede sin stok og pudsede hundene på dem. Heldigvis gav de kun hals og bed ikke, men de forskrækkede filmfolk søgte alligevel tilflugt i den lejede Peugeot, de var ankommet i. De måtte forlade stedet ad den samme nedkørsel, de var kommet.
stjernen, der forsvandt · 11·
Turen tilbage op til hovedvejen var mindst lige så stejl som det menneske, de netop havde mødt.
Det viste sig, at Ole Bornemann absolut ikke nærede noget ønske om, at hans hustru talte med os, eller med nogen andre for den sags skyld. En Se og Hør-reportage 31 år tidligere havde sat sig dybe spor i ham. Ikke blot nærede han en dyb mistro til journalister fra Danmark, men til danskere i det hele taget. Det var blevet noget bedre, efter at han i den modne alder af 71 år var debuteret som romanforfatter og havde opnået nogen anerkendelse ved siden af sin kendte bedre halvdel. Det havde givet lidt luft i ægteskabet, og Birgitte Reimer havde håbet, det var nok, da hun bad ham sende os en e-mail om, at hun gerne ville møde os. Hun var så snu at skrive det samme i et brev og sende sit telefonnummer med sneglepost, da hun undrede sig over ikke at have hørt fra os. Det var på den måde, vores forbindelse var kommet i stand. Ikke før den januardag i 2005 havde vi skænket det en tanke, at det var med fuldt overlæg, vi aldrig havde modtaget et svar på e-mail.
Der måtte en solid omgang overtalelseskunst og diplomati til, hvis ikke turen til Frankrig skulle ende med at være forgæves. Den kom i form af anden indsatsstyrke – Hans Skaarup, der i mellemtiden var arriveret med sin båndoptager i rem over skulderen. Også han oplevede den mest isnende velkomst, han nogensinde har været udsat for, men det lykkedes ham at få hytteskoene inden for. Her gjorde det utvivlsomt en forskel, at Ole Bornemann kendte Skaarups venlige stemme fra programrækken Sådan lød det på P2, og at han som tidligere radiomand selv havde en fortid ved Statsradiofonien og var en del mere tryg ved radio end ved film og den skrevne presse. Der måtte lægges øre til meget dér i privaten over restauranten, hvor vi sad ved et træbord og fik et glas vin foran et panoramavindue med udsigt over bjergslugten, indtil der kom lys i den kegleformede messinglampe over bordet. Men endelig lykkedes det os at få lov til at hilse på fru Bornemann. Hun var præcis lige så strålende, sød og imødekommende, som hun havde virket i telefonen og i breve. Håret var stadig rødt, hun var lattermild, og der var glød i hendes berømte blå øjne. Til sidst fik vi da også lov til at gennemføre det interview, vi var kommet for. Prisen var, at Ole Bornemann skulle overvære filmoptagelsen, som fandt sted dagen efter i restauranten. Han insisterede på at sidde så tæt på sin hustru som muligt, så atmosfæren var noget anspændt. Til gengæld lykkedes det, da lys- og filmudstyret var pakket væk – og Bornemanns parader nede – Hans og Birgitte at liste tilbage ned i restauranten med båndoptageren. Her fik de næsten halvanden time, hvor de uforstyrret talte om hendes karriere.
Det afstedkom et sidste haleslag fra Ole Bornemann, da det gik op for ham, at der var optaget noget, han ikke havde haft kontrol over. Tilbage i Danmark dumpede der et fransk frankeret anbefalet brev ind ad brevsprækken. Det var en ophør og afstå-ordre fra Bornemann, der var uddannet jurist. Han forbød os at offentlig-
12 · én gang til for prins knud ·
gøre, hvad Birgitte Reimer havde fortalt om sit privatliv og sin karriere. Vi måtte kun bruge, hvad hun havde fortalt om andre. Henvendelsen besvarede vi med chokolade og blomster, og i marts 2006 bragte Danmarks Radios P2 Hans Skaarups samtale med Birgitte Reimer. Programmet blev varmt modtaget af lytterne samt af familie, gamle venner og kolleger. Ole Bornemann hørte vi ikke mere fra. Hovedpersonen ringede selv for at sige tak for eftermælet. Hun havde nydt programmet. Hun kaldte os – filmmanden, radiomanden og den lige så standhaftige fotograf –for »de tre musketerer«.
Derefter var der stille i nogle år. Men i 2011 genoptog Birgitte Reimer forbindelsen til os. Ole Bornemann var død, og nu kunne hun tale med og se, hvem hun ville, og hun havde stadig vores telefonnumre. Med Hans yndede hun at tale om revy og om mennesker, de havde kendt i Nykøbing Falster, hvor begge var født. Til fælles morskab kunne de slå over i lokaldialekten falstersk. Og til Brian kunne hun ringe, da hun havde hørt, at der var en spillefilm på vej om hendes gamle kollega Dirch Passer spillet af Preben Kaas’ søn Nikolaj Lie Kaas – hvad var den af? Under en juleferie i København stillede hun op til et stort videointerview. Her kom hun professionelt og elegant rundt om også de skarpe hjørner i sin livshistorie. Det var en god oplevelse for hende. Hun elskede at fortælle om gamle dage, og der var ikke længere nogen smalle steder, når vi eller andre gerne ville bruge hende som kilde til den guldalder i dansk film og teater, hun var et af de sidste vidner til. Og så var det altså, at hun endelig også gerne ville medvirke til sin egen biografi. Hun var begyndt at kunne mærke sin alder, pæren fejlede dog ikke noget. Men vi måtte altså skynde os! Det blev til nye samtaler i både Danmark og Frankrig, men desværre skyndte vi os ikke hurtigt nok. I 2020 lukkede Covid19 både verden og arkiverne, og den 19. april 2021 døde Birgitte Reimer i Saint-Paul de Vence, 95 år gammel.
Letheden var en stor del af hendes væsen. Hun indrømmede selv, at den måske godt kunne grænse til overfladiskhed. En situation fra skriveprocessen kan tjene til illustration. Under et møde i Saint-Paul de Vence, foreslog hun en ændring i manuskriptet. I beskrivelsen af et telefonopkald, hvor hun blev kaldt tilbage fra Paris til filmoptagelser i Risbystudierne i København, ville hun gerne have føjet ind, at telefonen ringede midt i, at hun sad på et hotel og nød en skøn fransk smørcroissant. »Gjorde du da det?« spurgte Brian. »Nej, det er for at huske dig på den dejlige croissant, vi lige har fået her. Der skal jo være noget tilbage, du kan huske.« Sådan var hun. Var det virkelig nødvendigt med faktatjek og fodnoter? Der var jo alligevel ikke andre end hende, der kunne huske så langt tilbage, og flere af hendes tidligere kolleger havde udgivet biografier i form af rene samtalebøger.
Birgitte Reimer bevarede sin klare forstand og sit smittende humør til det sidste. Selv efter en kræftdiagnose, hun modtog fem dage efter sin sidste fødselsdag, holdt hun humøret højt, mens hun bragte sine affærer i orden. Andet kunne ikke
stjernen, der forsvandt · 13·
nytte noget. Det var hendes livsfilosofi. Hun glædede sig over at være blevet oldemor til en lille dreng i Danmark. Et forunderligt lyssind gjorde hende i stand til aldrig at dvæle ved noget negativt – eller sentimentalt for den sags skyld. Med bogen her ønsker vi at mindes og gøre læserne klogere på en stor kunstner, et fascinerende menneske og en sand overlever på godt og ondt.
Hans Skaarup og Brian Petersen
Bogen er baseret på forfatternes samtaler med hovedpersonen fra 2005 til 2021. Andre kilder er inddraget, hvor det er fundet relevant. Birgitte Reimer og familien har stillet scrapbøger, papirer og fotos til rådighed. Derudover bygges der på materiale fra Det Kongelige Bibliotek, Det Danske Filminstitut, Århus Teater og
STORM – museet for humor og satire. Fremstillingen er forsøgt holdt så kronologisk som muligt. Indimellem er samtaleformen ladet stå ud fra den betragtning, at læseren bedst vil lære Birgitte Reimer at kende gennem hendes umiddelbare replikker. De er kun nænsomt redigeret og justeret med hendes egne senere rettelser og uddybninger.
Birgitte Reimer med sine forældre Inger, ’Ingse’, og Hans Ancher Reimer i Slotsgade i Nykøbing Falster. Her voksede hun og lillebroren Poul op i eventyrlige omgivelser med en kæmpehave, vinkælder og købmandsgård.
Birgitte Reimer med barnepigen Karen (tv) og Poul i sin barnevogn på gårdspladsen i Slotsgade (th). I baggrunden ses Vinkælderen. »Karens hoved er skåret af, stakkels hende!« siger hun grinende under gennembladning af familiealbummet.
Birgitte Reimer blev født i Skolegade i den smukke gamle købstad Nykøbing Falster den 8. februar 1926. Hun blev hjulpet til verden af sin senere højt elskede morfar dr. Bech, som var læge og meget efterspurgt ved hjemmefødsler i by og omegn. Hendes mor Inger Reimer, kaldet ’Ingse’, var hjemmegående frue og faren Hans Ancher Reimer bankdirektør.
Seksten måneder efter blev familien udvidet med lillebroren Poul, og de flyttede til en mere rummelig patricierlejlighed i Slotsgade. Birgitte Reimers første erindring – godt hjulpet på vej af billeder i familiealbummet – er fra den brostensbelagte og solbeskinnede gårdhave, hvor barnevognen med Poul står i det varme grus, mens barnepigen Karen holder opsyn.
Skråt over for barndomshjemmet lå Vinkælderen, en vinhandel med gratis smagsprøver på fine årgange af rom, cognac og rødvin. Ejeren, købmand Knud Sidenius, var en god ven af huset. Fra gårdspladsen var der nedgang til hans mørke vinkældre med en syrlig lugt af vin og korkpropper. »Dengang kunne jeg jo ikke vide, at der skulle blive meget mere vin senere i mit liv,« foregriber Birgitte Reimer med missende øjne og et grin under vores første bogsamtale.
»Nede bagved lå Sidenius’ købmandsgård. Det var som indgangen til en helt anden verden, når man gik igennem den buede, brolagte port. Her var et vældigt leben med lastbiler, der kørte ind og ud, heste i stalden og en duft af halm og træværk fra tømmerpladsen, som strakte sig helt ned til havnen. I købmandsgården kunne man købe alt fra søm og byggematerialer til slik i løsvægt. Nutidens stormagasiner kan godt gå hjem og lægge sig. Købmand Sidenius var min og Pouls helt. Når han var i løftet stemning efter en god middag, skete det at han tog os unger med over og gav os lov til at vælge bolsjer fra sådan en stor, oval en gros-dåse af metal. Dét var sagen!«
16 · én gang til for prins knud ·
Birgitte Reimer og lillebroren Poul med nogle års mellemrum. »Vi delte børnesygdomme, skole og venner. Vi ser så søde ud på billedet til venstre, velfriserede og med små laksko på, og sådan dér kom vi ud i verden, ha-ha!«
Selv om deres barndomshjem lå på første sal midt i Nykøbing centrum, hørte der til lejligheden en eventyrlig have på en halv tønde land, hvor Birgitte og Poul boltrede sig. Der var en stor græsplæne, frugt- og nøddetræer, blomsterbede og en køkkenhave med bær og kartofler. Et eksotisk lysthus blev både brugt til de voksne damers te-selskaber og som teaterkulisse i børnenes leg. En af deres fælles venner var Åge Delbanco, som var søn af en veninde af deres mormor, og som blev betragtet som en slags halvfætter. Hans mor Agnes var en moderne enlig kvinde, som tillod sig at få barn uden at have mand. Hans far var en bror til skuespilleren Thorkild Roose. De tre – Birgitte, Poul og Åge – gik godt i spænd og optrådte gerne for forældrene og deres venner med Birgitte som instruktør og stjerne. Hun var ildsjælen. En ilter og fregnet rødtop, der ledte an som yndefuld danser, mens Poul og Åge – med hjemmelavede turbaner på hovedet og håndklæder om livet – var hendes ydmyge slaver. Om sommeren arrangerede trioen cirkusforestillinger for kvarterets børn. Birgitte stod for hovedattraktionen – et nervepirrende trapeznummer. Fra ryglæ-
barndom og ungdom · 17·
Birgitte som etårig sammen med sin elskede mormor ’Ans’ og morfaren dr. Bech, der havde bragt hende til verden.
net af en havebænk svang hun sig op i et æbletræ og videre hen over en stakkels dreng, der lå udstrakt på plænen for til sidst at lande i den hjemmelavede manege og slå graciøst ud med armene. Allerede ved den anden forestilling gik det dog galt. Hun faldt uheldigt og brækkede armen. Kun nødigt gik hun til bekendelse over for sine forældre, men der var ingen vej udenom. Heldigvis boede hendes morfar kun et stenkast derfra i en højloftet villa i Kongensgade, hvor han også havde sin lægepraksis. Armen kom i gips, og resten af sommerens cirkusforestillinger måtte aflyses.
Med sin morfar fik Birgitte lov til at komme på sygebesøg, når han tilså patienter på landet. Han var af engelsk afstamning og havde taget sit kørekort i England. Derfor kørte han altid i venstre side af vejen med hornet i bund, så han kunne høres på lang afstand – også når der blev kørt privatkørsel. »Han var en elsket bulderbasse af en læge, men kunne godt være lidt brøsig, hvis ikke man efterkom hans forskrifter. Det at være hans barnebarn, var lidt af en fidus. Jeg skulle bare sige, at dr. Bech var min bedstefar, så fik jeg altid en god behandling. Det var jo en så tryg
18 · én gang til for prins knud ·
barndom. Vi var nogle rigtige bourgeoisibørn. Vi anede ikke, hvor privilegerede og forkælede, vi var. Men hvordan skulle vi også vide det? Vi havde jo ikke kendt andet.«
Det stod tidligt klart, at Birgitte Reimer ville være noget ved musikken – eller i hvert fald ved balletten. Det havde hun ikke fra fremmede. Hendes morfar dr. Bech og mormoren Anna, kaldet ’Ans’, var begge meget musikinteresserede. De spillede henholdsvis cello og klaver, og hver uge lagde de stue til en kammermusikaften. Ans havde været suffragette – kvindesagsforkæmper – og sygeplejerske, da hun traf Axel, der også hed Jones. I sin ungdom havde han kortvarigt overvejet at gå teatervejen, inden han valgte medicinen. Efter de blev gift, arrangerede bedsteforældrene koncerter i Nykøbing Falster med nogle af landets bedste kunstnere.1 Blandt indlæggene i deres gæstebog, som stadig er i familiens eje, er et digt af den berømte operasanger Lauritz Melchior, som takker for nogle våde aftener i 1916:
Familien Bech!
Uha o skræk –
Mit hoved værker af sprit fra Lærker
To dage holdt min arme Knold’t
Et minde rigere jeg vil ej smigre ej bedre Værter i N.F. er der ”Over for mig”! Det siger jeg.
Lauritz Melchior
»Mormor og morfar var meget med på noderne. De var også nogle af de første, der fik grammofon i Nykøbing Falster. Det var hjemme hos dem, jeg første gang hørte Gershwins Rhapsody in Blue,« husker Birgitte Reimer. Det var et af hendes yndlingsnumre livet igennem og et af de numre, hun spillede, da hun mange år senere, i juni 2018, gæstede Roskilde DampRadio.2
Selv gik hun til klaverspil hos dyrlæge Kraghs kone i Dronningensgade. »Jammerkommoden« blev hun aldrig helt fortrolig med. Til gengæld var Birgitte Reimer solgt, da hun som bare treårig oplevede en balletforestilling sammen med
barndom og ungdom · 19·
Tegning: H.A. Reimer, 1929.
sine forældre. At blive danserinde blev det første, der interesserede hende, og engagementet holdt ved op til ungdomsårene. Hendes opvækst og udvikling findes udførligt dokumenteret af udklip i morens scrapbøger. Hun begyndte hos frøken Marie Andresen, som drev danseskoler over hele Lolland, og som med sine faste taktstokslag har bibragt pli og rankhed til generationer af falstringer.3 Derhjemme imiterede Birgitte frøken Andresens myndige stemme, når hun øvede piruetter og instruerede lillebroren Poul i de sidst nye danse fra hele verden – rumba, foxtrot, tango og vals. Siden begyndte hun til ballet hos frøken Andresens elev Bitten Mørch.
Dansetræningen var ugens højdepunkt. Hun nærmest svævede på vej ned gennem byen til Hotel Baltic med sin lille taske med balletudstyr, mens hun forestillede sig, at hun skulle ned og optræde for et stort publikum. Den lyserøde drøm blev allerede til virkelighed i april 1932, hvor hun som seksårig blev udvalgt til at optræde til det årlige afdansningsbal i jernbanehotellets tætpakkede festsal. I en hvid balletkjole opførte hun en lille tåspids-solo, som imponerede. Bifaldet var længe om at lægge sig, og hendes præstation var samtalestof for de familier, der bagefter nød smørrebrød i restauranten. Lolland-Falsters Folketidendes udsendte så kimen til en stor balletkarriere i hendes præstation: »Var det en ny Pavlova, hvis debut jeg
20 · én gang til for prins knud ·
Tegning: H.A. Reimer, 1931.
havde overværet? Omkring år 1947 kan jeg måske give svaret,« hedder det i det første avisudklip, hendes stolte mor har gemt for eftertiden.4
Som fjortenårig i 1940 gjorde Birgitte Reimer sig bemærket med en spansk flamenco-dans. Ifølge Lolland-Falsters Stiftstidende var det tydeligt, at dansen var mere end tidsfordriv for den ambitiøse bankdirektørdatter. »Hun var teknisk vidt fremme og gik op i sin dans på en måde, der fik tilskuerne til at fornemme den hellige ild, der gør dansen til kunst,« skrev avisen.5 Ved en solo til afdansningsballet i 1943 fremhævedes den i mellemtiden syttenårige Birgitte Reimers indsats som levendegjort mekanisk dukke i den klassiske ballet Coppélia som »blændende«.6 Men selv om hun i danselæreren frøken Andresen havde en varm fortaler for, at hun skulle aflægge optagelsesprøve til Det Kongelige Teaters Balletskole i København, blev det aldrig til noget. »Mine forældre ville ikke af med mig i så tidlig en alder. Jeg drømte om balletten, lige indtil jeg opdagede, at jeg var blevet for gammel til balletskolen. Så blev det teater i stedet.«
Bankdirektør Reimer
Illustrationerne af Birgitte Reimers opvækst er af hendes far Hans Ancher Reimer. Selv om han var bankdirektør, var det hans lidenskabelige hobby at tegne og male.
barndom og ungdom · 21·
Familien Reimer: ’Ingse’, Birgitte, Poul og Hans Ancher Reimer, portrætteret af sidstnævnte i 1929.
»Når jeg ser hans tegninger, er der bestemt talent. Selvfølgelig findes der dygtigere tegnere, men der er mange ting, han rammer – folks fysik eller måde at være på,« konstaterer hun om hans streg. Godt gemt bag farens konservative ydre var en kunstnersjæl og en levemand, der var glad for god mad og vin. I sin fritid spillede han tennis og lyttede til plader med Maurice Chevalier, som han holdt meget af. Faktisk kom han også til at ligne ham med alderen. »Da mine forældre besøgte mig i Frankrig i 1960’erne, var vi var en tur i Monaco og sad nede foran Café de Paris. Far havde en kasket på à la dem, Chevalier også gik med og havde samme slags underbid. På afstand kunne man godt forveksle dem, og dét gjorde folk. De cirklede gloende omkring os og troede, at far var Maurice Chevalier. Det morede ham meget.«
Farens akvareller prydede væggene i hjemmet og blev foræret bort til venner og bekendte. Når familien tog på cykelture på Lolland-Falster, medbragte han altid en lille sammenklappelig taburet og sit staffeli på bagagebæreren. Ved længere rejser var udstyret pakket med i kufferten. »I stedet for som i dag, hvor alle fotograferer med deres mobiltelefoner, sad far og malede landskaber og var så lykkelig. Han elskede det.«
22 · én gang til for prins knud ·