sʜʦʰȉɷȬȲɫʦȲ
Lev Tolstoj
Opstandelse På dansk ved Lise Lotte Larsen
MULTIVERS
Opstandelse Af Lev Tolstoj Oversat fra russisk af Lise Lotte Larsen efter bind 32 i L.N. Tolstojs samlede værker: Polnoje Sobranije Sotjinenij (PSS), bind 1-90, Moskva, 1928-58 Originaltitel: Воскресение (1899) Efterordets citater er fra PSS og oversat af Lise Lotte Larsen Denne udgave © Forlaget Multivers ApS, 2024 1. udgave, 1. oplag 2024 Omslag: Emil Stephensen Forsideillustration: Соловей поет (Nattergalen synger), 1923, Mikhail Nesterov Flapillustration: Лев Николаевич Толстой на отдыхе в лесу (Lev Nikolajevitj Tolstoj ved et hvil i skoven), 1891, Ilja Repin Øvrige illustrationer: Leonid Pasternak, 1899 Tryk: Totem Printed in Poland ISBN: 978-87-7917-387-3 www.multivers.dk Noter udarbejdet af Lise Lotte Larsen findes bagest i bogen. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN
Da kom Peter til ham og spurgte: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” Jesus svarede ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.” (Matt XVIII, 21-22). Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? (Matt VII, 3). Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende (Joh VIII, 7). En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester (Luk VI, 40).
< ¢* $*^ I Skønt menneskene havde slået sig ned i hundredtusindvis samme trange sted og gjort deres bedste for at vansire jorden der, hvor de stuvede sig sammen, skønt de spækkede jorden med sten, så intet kunne gro, skønt de skrabede hvert fremspirende græsstrå væk, skønt de fyldte luften med røg fra kul og olie, skønt de beskar træerne og fordrev alle dyr og fugle – så var foråret stadig forår, selv i byen. Solen varmede, det spirende græs groede og blev grønt overalt, hvor det ikke var skrabet væk, ikke kun i rabatten langs boulevarderne, men også mellem fliserne. Birke, popler og hæge foldede deres klæbrige og duftende blade ud, og lindetræerne svulmede af bristefærdige knopper; velfornøjede alliker, spurve og duer var allerede på forårsvis ved at bygge reder, og solvarme fluer summede langs murene. Både planter og fugle og insekter og børn var glade. Men menneskene – de store, voksne mennesker – holdt ikke op med at bedrage og plage sig selv og hinanden. Det, de anså for at være helligt og vigtigt, var ikke denne forårsmorgen, ikke denne skønhed på Guds jord, givet til glæde for alle skabninger 7
– en skønhed, der stemmer sindet til fred, fordragelighed og kærlighed, nej, det hellige og vigtige var det, de selv havde fundet på for at herske over hinanden. Således blev det i guvernementsfængslets kontor ikke anset for at være helligt og vigtigt, at forårets mildhed og glæde var givet alle dyr og mennesker, i stedet blev det anset for at være helligt og vigtigt, at man dagen før havde modtaget et nummereret stykke papir med et stempel og en påskrift om, at tre varetægtsfængslede, to kvinder og en mand, dags dato, den 28. april klokken ni om morgenen, skulle stilles for retten. Den ene af kvinderne skulle som hovedtiltalt bringes til retten separat. Og som følge af denne instruks trådte overopsynsmanden klokken otte om morgenen ind i kvindeafdelingens mørke, stinkende korridor. Efter ham fulgte en kvinde med hærget ansigt og gråt, krøllet hår, iført en jakke med tresser på ærmerne og et bælte med blå kant. Det var fangevogtersken. – Kommer De efter Maslova? spurgte hun og gik med den vagthavende opsynsmand hen til en af korridorens celledøre. Med en klirren af jern låste opsynsmanden op, og da han havde åbnet døren til cellen, hvorfra en stank endnu værre end den i korridoren strømmede ud, råbte han: ”Maslova, til retten!”, lukkede døren igen og gav sig til at vente. Markernes friske, opkvikkende luft var blevet båret med vinden til byen og nået helt ind i fængslets gård. Men i korridoren hang en trykkende tyfusluft, gennemtrængt af lugten af afføring, tjære og forrådnelse, der straks gjorde enhver nyankommen nedtrykt og mismodig. Fangevogtersken kom ude fra gården og mærkede det, selvom hun var vant til den
8
dårlige luft. Da hun trådte ind i korridoren, blev hun pludselig træt og fik lyst til at sove. Fra cellen hørtes hektisk larm: kvindestemmer og trin af bare fødder. – Få nu lidt fart på og kom herud, Maslova, når jeg siger det! råbte overopsynsmanden ind ad celledøren. Efter et par minutter kom en lille, storbarmet ung kvinde iført en grå fangejakke over en hvid bluse og hvid nederdel med raske skridt ud, vendte sig hurtigt om og stillede sig foran opsynsmanden. På fødderne havde kvinden bomuldsstrømper i fangetøfler, om hovedet havde hun bundet et hvidt tørklæde, hvorfra små lokker af sort krøllet hår tilsyneladende med vilje havde fået lov at slippe fri. Kvindens ansigt havde det særlige, hvide skær, som viser sig hos mennesker, der har været lukket inde i lang tid, og som minder om kartoffelspirer i en kælder. Det samme gjaldt de små brede hænder og den fyldige hvide hals i fangejakkens store krave. I slående kontrast til det matte blege ansigt strålede et par helt sorte, let ophovnede, men meget levende øjne, hvoraf det ene skelede lidt. Hun holdt sig meget rank, så det fyldige bryst stod frem. Da hun kom gående ud i korridoren, så hun med let tilbagekastet hoved opsynsmanden lige i øjnene og standsede op, parat til at gøre hvad man krævede af hende. Opsynsmanden skulle lige til at lukke døren, da en gammel barhovedet kone med gråt hår stak sit blege, hårde, rynkede ansigt ud. Hun begyndte at sige noget til Maslova, men opsynsmanden smækkede døren i lige i hovedet på hende. Fra cellen lød en høj latter. Maslova smilede og vendte sig om mod det lille tilgitrede kighul i døren. På den
9
anden side pressede den gamle kone sig mod kighullet og sagde hæst: – Frem for alt – sig ikke for meget, hold dig til én forklaring. Basta! – Ja, om jeg siger det ene eller det andet, så kan det ikke blive værre, sagde Maslova og rystede på hovedet. – Det er klart, kun én forklaring, ikke to, sagde overopsynsmanden med øvrighedens overbevisning om egen skarpsindighed. Efter mig, march! Den gamle kones øje forsvandt fra kighullet, og Maslova gik ud i midten af korridoren og fulgte med små hurtige skridt efter overopsynsmanden. De gik ned ad en stentrappe, forbi mændenes celle, der var endnu mere stinkende og støjende end kvindernes, og hvor øjne i dørenes kighuller fulgte dem hele vejen, og kom ind på kontoret, hvor to bevæbnede soldater allerede ventede. Skriveren, der sad der, gav den ene af soldaterne et stykke papir med en gennemtrængende lugt af tobaksrøg, pegede på arrestanten og sagde: ”Tag hende med.” Soldaten – en bondekarl fra Nizjnij Novgorod med et rødt, koparret ansigt – stak papiret ind bag kappens ærmeopslag og blinkede med et indforstået grin til sin kammerat, en tjuvasjer med brede kindben. Soldaterne fulgte arrestanten ned ad trapperne og hen mod hovedudgangen. Ved hovedudgangen blev portene åbnet, soldaterne og arrestanten trådte ud og gik gennem gården ud af indhegningen og afsted gennem byen midt på den brolagte gade. Kuske, butiksfolk, kokkepiger, arbejdere og embedsmænd standsede op og mønstrede nysgerrigt arrestanten; nogle rystede på hovedet og tænkte: ’Der ser man, hvad det fører til, 10
når man ikke opfører sig ordentligt ligesom os.’ Børn så med rædsel på røveren og lod sig kun berolige af, at der gik to soldater bag hende, så hun ikke længere kunne gøre noget. En landsbybonde, der havde solgt kul og fået sig en kop te på værtshuset, gik hen til hende, korsede sig og gav hende en mønt. Arrestanten rødmede, bøjede hovedet og sagde noget. Da hun mærkede folks blikke, skævede hun umærkeligt og uden at dreje hovedet efter dem, der så på hende, og det muntrede hende op, at hun vakte opmærksomhed. Også forårsluften, der var så frisk sammenlignet med fængslets luft, muntrede hende op, men da hun ikke var vant til at gå, fik hun ondt i fødderne af at gå på stenbroen i de klodsede fangetøfler, så hun holdt godt øje med, hvor hun satte fødderne og forsøgte at træde så let som muligt. Foran et meludsalg gik nogle duer og pikkede uforstyrret, men da arrestanten gik forbi, var hendes fod lige ved at strejfe en af de gråblå fugle, så den med baskende vinger fløj op lige forbi hendes øre og omsluttede hende med luft. Arrestanten smilede og sukkede derefter tungt, fordi hun kom i tanker om sin situation.
11
II Arrestanten Maslovas historie var ganske almindelig. Hun var datter af en ugift tjenestepige, som boede på landet med sin mor, der røgtede kvæg på to adelige søstres gods. Hvert år barslede den ugifte kvinde, og som det plejer at foregå på landet, blev barnet døbt, hvorefter moderen holdt op med at amme det uønskede, overflødige barn, der forstyrrede arbejdet, og så døde det hurtigt af sult. Sådan døde fem børn. De blev alle døbt og derefter sultet ihjel. Det sjette barn, avlet af en sigøjner på gennemrejse, var en pige, og hun ville have lidt samme skæbne, hvis ikke den ene af de to gamle godsejerfrøkener var kommet ind i kostalden for at give malkepigen en reprimande for, at fløden lugtede af ko. I stalden lå barselskvinden med et kønt, sundt spædbarn. Den gamle frøken fik afleveret sin reprimande, både for fløden og for at have ladet en barselskvinde komme ind i stalden, og skulle lige til at gå, da hun blev rørt ved synet af barnet og tilbød at være dets gudmor. Hun fik pigen døbt, og af medlidenhed med sit gudbarn gav hun senere moderen mælk og penge, så pigen overlevede. De gamle frøkener kaldte hende derfor ”den frelste”. Da barnet var tre år, blev hendes mor syg og døde. Barnebarnet var en byrde for sin bedstemor, kvægrøgtersken, og så tog de gamle frøkener pigen til sig. Den sortøjede pige viste sig at være usædvanlig livlig og indtagende, og hun var en glæde for de gamle frøkener.
13
Af de to frøkener var den yngste, Sofja Ivanovna, den mest godhjertede, og den ældste, Marja Ivanovna, den strengeste. Sofja Ivanovna fik pigen døbt, klædte hende fint på, lærte hende at læse og ville gøre hende til sin plejedatter. Marja Ivanovna sagde, at hun skulle opdrages til at blive en god stuepige, og derfor var hun krævende, straffede hende og slog ligefrem, når hun var i dårligt humør. Præget af disse to påvirkninger voksede pigen op og blev dels stuepige, dels plejedatter. De kaldte hende da også et navn, der lå midt imellem – ikke Katka og ikke Katenka, men Katjusja. Hun syede, ryddede op, pudsede ikoner med kridt, ristede kaffebønner, malede dem og serverede kaffen, ordnede det finere vasketøj og sad af og til med frøknerne og læste for dem. Hun fik bejlere, men ville ikke giftes med nogen af dem, for hun havde på fornemmelsen, at et liv med den slags arbejdende folk, der bejlede til hende, ville falde hende svært, forvænt som hun var med det herskabelige livs privilegier. Sådan forløb hendes liv de første femten år. Men da hun var fyldt seksten, kom de to frøkeners studerende nevø, en velhavende fyrste, på besøg, og uden at turde indrømme det over for ham og da slet ikke over for sig selv forelskede Katjusja sig i ham. To år senere kom samme nevø på besøg hos sine fastre på vej til fronten, tilbragte fire dage hos dem, og aftenen før sin afrejse forførte han Katjusja og tog så afsted næste dag efter at have stukket hende en hundredrubelseddel. Fem måneder efter at han var rejst, vidste hun med sikkerhed, at hun var gravid. Fra da af forekom alt hende modbydeligt, og hun tænkte kun på, hvordan hun kunne undgå den skam, der ventede 14
hende. Hun blev ikke blot modvillig og forsømmelig i de to frøkeners tjeneste, men kunne også, uden at hun selv vidste hvorfor, pludselig fare op. Hun slyngede grovheder i hovedet på frøkenerne, som hun selv senere fortrød, og bad om sin opsigelse. Og da frøkenerne var meget utilfredse med hende, lod de hende gå. Derefter blev hun ansat som stuepige hos en distriktsoverbetjent, men der blev hun kun i tre måneder, fordi distriktsoverbetjenten, en gammel mand på halvtreds, begyndte at gøre tilnærmelser, og engang da han var særlig påtrængende, mistede hun besindelsen, kaldte ham et fjols og en gammel djævel og gav ham sådan et stød i brystet, at han faldt. Så blev hun jaget bort på grund af grovhed. Det kunne ikke nytte at få en ny plads, for hun skulle snart føde, så hun indlogerede sig hos landsbyens jordemoder, en enke, der solgte brændevin. Fødslen gik let. Men jordemoderen, der havde forløst en syg kvinde i landsbyen, smittede Katjusja med barselsfeber, så drengen blev sendt på børnehjem, hvor han ifølge den gamle kone, der havde bragt ham dertil, døde straks ved ankomsten. Da Katjusja indlogerede sig hos jordemoderen, havde hun i alt 127 rubler: 27 rubler, hun selv havde tjent, og de 100 rubler, som hendes forfører havde givet hende. Men da hun forlod hende, havde hun kun i alt seks rubler tilbage. Hun forstod ikke at spare på pengene, dels spildte hun dem på sig selv, dels forærede hun dem væk til alle, der bad hende om det. For de to måneders ophold havde jordemoderen taget 40 rubler – for mad og te – 25 var gået til at sende barnet væk, 40 havde jordemoderen lånt til at købe en ko, 20 15
forsvandt bare – til tøj og til godter – så da Katjusja blev rask, havde hun ingen penge og var nødt til at søge en plads. Hun fandt en plads hos en skovrider. Han var en gift mand, men lige som distriktsoverbetjenten begyndte han allerede fra første dag at gøre tilnærmelser til hende. Katjusja syntes, han var frastødende, og anstrengte sig for at undgå ham. Men han var mere erfaren og snu end hun, og frem for alt var han husets herre, som kunne kommandere rundt med hende, som han ville, så han ventede på det rette øjeblik og forgreb sig på hende. Det fandt hans kone ud af, og en dag, da hun fandt manden i et værelse alene med Katjusja, kastede hun sig over hende for at slå hende. Det fandt Katjusja sig ikke i, og det kom til et håndgemæng, der havde til følge, at de jog hende ud af huset uden løn. Derefter rejste Katjusja til byen og blev dér hos en tante. Tantens mand var bogbinder og havde tidligere levet godt, men nu havde han mistet alle sine faste kunder og var begyndt at drikke – alt, hvad han fik fingre i, drak han op. Tanten drev imidlertid et lille vaskeri og kunne derfor forsørge sig selv og sine børn og underholde den fallerede ægtemand. Hun foreslog Katjusja at blive ansat i vaskeriet. Men da Katjusja så, hvilket hårdt liv tantens vaskekoner havde, tøvede hun og søgte igennem et bureau en plads som tjenestepige. Hun fandt en plads hos en dame, som boede sammen med sine to sønner, begge gymnasieelever. En uge efter at hun var tiltrådt, afbrød den ældste af sønnerne, en overskægsprydet elev fra ældste gymnasieklasse, sine studier og lod ikke et øjeblik Katjusja i fred for sine tilnærmelser. Moderen gav Katjusja skylden for det hele og afskedigede hende. Hun havde ingen ny plads i udsigt, men da hun kom hen 16
på kontoret, der anviste pladser for tjenestepiger, mødte hun en dame med ringe på fingrene og armbånd på de fyldige, nøgne arme. Da damen hørte om Katjusjas situation, og at hun søgte en plads, gav hun hende sin adresse og inviterede hende hjem til sig. Katjusja tog hen til damen, der modtog hende hjerteligt, beværtede hende med små pirogger og sød vin og sendte sin stuepige af sted med et lille brev. Om aftenen trådte en høj mand med langt, gråsprængt hår og gråt skæg ind i stuen; den gamle mand satte sig straks hen til Katjusja og begyndte smilende og med skinnende øjne at betragte hende og spøge med hende. Værtinden kaldte ham ind i et andet værelse, og Katjusja hørte hende sige: Hun er helt dugfrisk, lige fra landet. Derefter kaldte værtinden på hende og fortalte, at manden var en meget rig forfatter, der ikke ville spare på noget, hvis han kunne lide hende. Det kunne han og gav hende 25 rubler med løftet om, at de skulle ses ofte. Pengene var meget hurtigt givet ud til betaling af tantens udgifter til hendes underhold og til en ny kjole, hat og bånd. Efter nogle dage sendte forfatteren bud efter hende for anden gang. Han gav hende 25 rubler mere og foreslog hende at flytte ind i en separat lejlighed. Mens Katjusja boede i den lejlighed, forfatteren havde lejet til hende, forelskede hun sig i en munter kommis, der boede i samme gård. Det meddelte hun selv forfatteren og flyttede til sin egen lille lejlighed. Men kommisen, der havde lovet at gifte sig med hende, rejste sin vej til Nizjnij uden at sige noget til hende, øjensynligt for at slippe af med hende, så Katjusja blev ladt alene tilbage. Hun ville gerne have boet alene i lejligheden, men det fik hun ikke lov til. Politiinspektøren sagde til hende, at hun kun kunne bo alene, hvis hun fik det gule kort og 17
underkastede sig en lægeundersøgelse. Så hun tog igen hen til sin tante. Da tanten så hende klædt i elegant kjole, pelerine og hat, modtog hun hende ærbødigt og turde ikke længere foreslå hende at blive ansat i vaskeriet, fordi hun regnede med, at hun nu havde nået en højere status i livet. Heller ikke for Katjusja var det længere et spørgsmål om, hvorvidt hun skulle lade sig ansætte i vaskeriet eller ej. Hun så nu medlidende på det slidsomme liv i lejlighedens forreste værelser, hvor de blege, magre vaskekoner, flere af dem tuberkuløse, vaskede og strøg i tredive graders varme sæbedampe for åbne vinduer både sommer og vinter, og gyste ved tanken om, at også hun kunne havne i dette strafarbejde. Og netop på den tid, da Katjusja var særligt i knibe, fordi hun ikke havde en eneste beskytter, blev hun opsporet af en koblerske, der leverede piger til bordeller. Katjusja havde allerede røget længe, men i den sidste tid sammen med kommisen, og efter at han havde forladt hende, var hun blevet mere og mere vant til også at drikke. Spiritus fristede hende ikke kun, fordi hun syntes, det smagte godt, men først og fremmest fordi det gjorde hende i stand til at glemme alt det pinefulde, hun havde gennemlevet, og gav hende den frimodighed og overbevisning om eget værd, som hun kun havde, når hun drak. Når hun ikke havde drukket, følte hun sig altid forsagt og skamfuld. Koblersken arrangerede et gæstebud for tanten, drak Katjusja fuld og foreslog hende at blive ansat i et godt etablissement, byens bedste, og udmalede alle denne stillings goder og fordele for hende. For Katjusja stod valget mellem enten en ydmygende stilling som tjenestepige med garanti for at blive forfulgt af 18
mænd og lejlighedsvis tvunget til hor i smug, eller en tryg, rolig, legaliseret stilling med åbenlys, konstant hor, tilladt ved lov og godt betalt, og hun valgte det sidste. Desuden mente hun, det ville være en hævn både over hendes forfører og kommisen og alle de andre, der havde gjort hende ondt. Hun traf sin endelige beslutning, især fordi hun blev fristet af, at koblersken fortalte, at hun kunne bestille lige de kjoler, hun ønskede – af fløjl, faille eller silke, nedringede balkjoler uden ærmer. Og da Katjusja så sig selv i en nedringet, strålende gul silkekjole med sort fløjlsbesætning, kunne hun ikke stå imod og afleverede sit pas. Samme aften hyrede koblersken en droske og tog hende med til det berømte ”Kitajevas hus”. Og fra den dag indledte Katjusja et liv, som indebærer en kronisk overtrædelse af Guds og menneskers bud, et liv, som føres af hundredtusindvis af kvinder, ikke blot med tilladelse, men under beskyttelse af en regeringsmagt, der drager omsorg for sine borgeres velfærd, og som for ni ud af ti kvinder ender med pinefulde sygdomme, tidlig affældighed og død. Man sover tungt hele morgenen og op ad dagen efter nattens orgier. Man står træt ud af den snavsede seng ved tre-fire-tiden, drikker mineralvand mod tømmermændene, så kaffe, slentrer dovent omkring i værelset i negligé, trøje eller morgenkåbe, kigger ud ad vinduet bag gardinet, småskændes med hinanden; derefter vasker man sig, smører sig ind, parfumerer krop og hår, prøver kjoler, skændes med værtinden om kjolerne, studerer sig selv i spejlet, sminker ansigtet og farver brynene, spiser sød, fed mad; så klæder man sig på i en farvestrålende, udfordrende silkekjole; så går man ind i den udsmykkede, klart oplyste sal, hvor gæsterne ankommer, så er der musik, 19
dans, konfekt, druk, rygning og hor med unge og midaldrende, halvvoksne drenge og gamle mænd, der ruinerer sig selv, ugifte og gifte, købmænd og kommiser, armeniere, jøder og tatarer, rige og fattige, sunde og syge, berusede og afholdende, brutale og blide, militærfolk og civile, studerende og gymnasieelever – hor med mænd af alle mulige samfundslag, aldre og typer. Der er råben og narrestreger, og slagsmål og musik, og tobak og spiritus, og spiritus og tobak, og musik fra aften til daggry. Og først om morgenen kommer udfrielsen og den tunge søvn. Ved ugens slutning får man dog en køretur til en statslig institution, politistationen, hvor statsansatte embedsmænd og læger holder til, mænd, der sommetider sagligt og alvorligt, sommetider med frivol lystighed, undersøger kvinderne og dermed ignorerer den skamfølelse, naturen har indgivet ikke blot mennesker, men også dyr, som et forsvar mod overgreb. Herefter udsteder de et certifikat, som giver kvinderne ret til at fortsætte de forbrydelser, som de og deres medskyldige har begået i ugens løb. Og så igen en uge magen til. Og sådan er det hver dag, både sommer og vinter, hverdage og helligdage. Sådan tilbragte Katjusja Maslova syv år. I løbet af den tid skiftede hun hus to gange og var på sygehuset én gang. Da hun var fyldt seksogtyve, i hendes syvende år på bordellet og otte år efter hendes første fald, skete dét, som førte til, at hun kom i fængsel og nu skulle føres for retten efter at have været spærret inde i seks måneder sammen med mordere og tyve.
20