Macunaíma

MACUNAÍMA

Mário de Andrade MACUNAÍMA

Helten blottet for karakter

Macunaíma. Helten blottet for karakter Af Mário de Andrade

Oversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado Dansk udgave © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag 2022

Macunaíma udkom første gang på portugisisk i 1928 Sat hos Demuth Grafisk Omslag: Ida Ejdal Tryk: Totem

Printed in Poland 2022 ISBN: 978-87-7917-583-9 www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Obra publicada com o apoio da Secretaria Especial da Cultura–Ministério do Turismo do Brasil/Fundação Biblioteca Nacional.

Udgivelsen er støttet af Secretaria Especial da Cultura–Ministério do Turismo do Brasil/Fundação Biblioteca Nacional.

Oversætteren vil gerne takke Elisabete Ribas fra IEB (Arquivo do Instituto de Estudos Brasileiros), Universidade de São Paulo, og Geraldo Moreira Prado, Rio de Janeiro, for formidabel hjælp.

C115691

MACUNAÍMA

Dybt inde i urskoven kom vores helt, Macunaíma, til verden. Han var sort som blæk og et natteskrækkens barn. Et øjeblik var stilheden så stor, at man kunne høre Uraricoera-flodens mumlen, og da fødte en ta panhuma-kvinde et grimt barn. Og barnet fik navnet Macunaíma.

I sin spæde barndom gjorde han forbløffende ting. Først og fremmest: der gik mere end seks år, før han rigtig sagde noget. Når man prøvede at få ham til at tale, udbrød han:

– Ah, jeg er dejlig doven!...

og så sagde han ikke mere. Han holdt til i et hjør ne af fælleshuset på en hylde af flettede palmebla de, hvorfra han i smug betragtede de andres arbejde, især de to brødre han havde, Maanape, der var godt oppe i årene, og Jiguê, der var i sin bedste alder. Selv morede han sig med at nappe hovederne af bladskæ rermyrer. Han lå ned det meste af dagen, men holdt man en mønt op foran ham, stavrede Macunaíma af sted for at få fat i præmien. Han vågnede også op, når familien gik ned til floden for at bade sammen og helt nøgne. Her tilbragte han tiden med at dykke, og

kvinderne hvinede frydefuldt på grund af alle de små flodkrabber, der åbenbart holdt til i ferskvandet dér. Hvis en ung pige nærmede sig ham hjemme i hytten for at kæle lidt, lagde Macunaíma hånden på hen des ynder, og den unge pige trak sig skyndsomt væk. Mændene spyttede han i ansigtet. Men han respek terede de ældre og deltog ivrigt i stammens religiøse danse: murua, poracê, torê, bacorocô og cucuicogue, og hvad de nu hed allesammen.

Når det var sengetid, kravlede han op i sin lille hængende vugge, men glemte altid at tisse inden. Og da hans mor lå i hængekøjen lige nede under vug gen, tissede helten varmt på den gamle kvinde, og jog samtidig myggene på flugt. Derpå faldt han i søvn og drømte om frække ord og umoralske narrestreger og sparkede op i luften.

Når kvinderne sad og snakkede midt på dagen, var emnet altid heltens meritter. De lo meget indfor stået, når de talte om at ”tornen der stikker er ikke stor, men sætter allerede spor”, og ved en rituel sam menkomst holdt Rei Nagô en tale, hvori han erklærede, at helten var intelligent.

Han var kun lige fyldt seks år, da man gav ham vand af en kalabas, og Macunaíma begyndte at tale ligesom alle andre. Og han bad sin mor om at holde op med at rive maniok og i stedet tage ham med på tur i skoven. Det ville hans mor ikke, hun kunne ikke

sådan bare lade maniok være maniok. Macunaíma klynkede hele dagen. Om natten græd han videre. Dagen efter afventede han med højre øje på klem, at hans mor skulle begynde på dagens arbejde. Så bad han hende om at holde op med sit kurvefletteri og i stedet tage ham med på tur i skoven. Det ville hans mor ikke, for hun kunne ikke sådan bare lade kurv være kurv. Derfor bad hun sin svigerdatter, Jiguês kone, om at tage drengen med på tur. Jiguês kone var temmelig ung og hed Sofará. Hun gik vagtsomt hen til ham, men denne gang forholdt Macunaíma sig i ro og holdt fingrene for sig selv. Den unge pige tog ungen på ryggen og gik ned til den tætte aningabevoksning ved flodbredden. Vandet var blevet stående helt stille for at opvise en frydefuld flimren i de små vanddråber på javari-palmens blade. Det var et vidunderligt syn med de mange olivenskarve og slan gehalsfugle, der svævede hen over det smalle vand løb. Pigen satte Macunaíma ned på strandbredden, men han begyndte at småklynke, for der var mange myrer!... han bad Sofará om at bære sig hen til den lille høj inde i skoven, og det gjorde hun. Men ikke så snart havde hun lagt ungen ned på skovbunden fyldt med vissent løv af stargræs, taro og edderkopurt, før han på et splitsekund fik krop og blev til en smuk prins. Og det fik de meget ud af.

Da de kom tilbage til hytten igen, virkede pigen meget træt efter at have båret ungen på ryggen. Men det var fordi helten havde muntret sig meget med hende. Ikke så snart havde hun lagt Macunaíma i hængekøjen, før Jiguê kom hjem fra rusefiskeriet og så, at hans kone ikke havde udført dagens gerning. Jiguê blev godt sur, og efter at have fjernet flåter gav han hende en omgang. Sofará holdt ud uden at kny.

Jiguê fattede ikke mistanke og tog fat på at flette reb af fibre fra vild ananas. Og se blot, om ikke han havde fundet friske spor efter en tapir, og nu ville han have dyret til at gå i en fælde. Macunaíma bad bro ren om et stykke ananasblad, men Jiguê svarede, at det ikke var legetøj for børn. Macunaíma begyndte at græde på ny, og alle kunne se frem til en temmelig træls nat.

Næste dag stod Jiguê tidligt op for at gøre fælden klar, men da han fik øje på den triste dreng, sagde han:

– Godmorgen, alle andres kæledægge.

Men Macunaíma satte et surmulende fjæs op.

– Nå, du vil nok ikke snakke med mig, hva’?

– Jeg er sur.

– Hvorfor det?

Så plagede Macunaíma igen om lidt ananasblade. Jiguê så ondt på ham, men sendte sin kone afsted for at skaffe lidt fiber til drengen, og det gjorde hun så.

Macunaíma takkede og gik ud for at bede åndema neren om at flette et reb til ham og puste godt med tobaksrøg på det.

Da det hele var ordnet, bad Macunaíma sin mor lade maniok-øl være maniok-øl og i stedet tage ham med på tur i skoven. Den gamle kvinde kunne ikke sådan forlade arbejdet, men Jiguês kone, den listige rad, sagde til sin svigermor at ”hun stod til tjeneste”. Og så gik hun til skovs med ungen på ryggen.

Da hun satte ham ned på skovbunden, der var dækket af vissent løv af grøn rævehale og sororocablomster, begyndte den lille at vokse og blev til en smuk prins. Han bad Sofará om at vente lidt, til han kom tilbage for at lege, han skulle lige ned til tapirens vandhul for binde sin løkke fast. De var dårligt nok kommet hjem fra turen sidst på eftermiddagen, før også Jiguê vendte hjem efter at have sat fælden op i sporet efter tapiren. Han kone havde ikke lavet da gens gerning. Jiguê blev splittertosset, og inden han fjernede flåter, gav han hende en omgang tørre tæsk.

Men Sofará udholdt tålmodigt tævene.

Den følgende dag var solen endnu ved nå op i trætroppene, da Macunaíma vækkede dem alle med en ulidelig hylen, for de skulle! ja de skulle ned til vandhullet og hente dyret, han havde fanget!... Men ingen troede på ham, og alle gik blot i gang med da gens dont.

Macunaíma blev meget fornærmet og bad Sofará slå et smut forbi vandhullet bare for lige at se. Det gjorde den unge pige, og da hun kom tilbage, kunne hun fortælle dem alle, at der rent faktisk sad en meget stor nu afdød tapir fast i løkken. Hele stammen gik afsted for at hente dyret, mens de grublede over den kvikke knægt. Da Jiguê kom hjem med sit tomme reb af vilde ananasblade, fandt han dem alle i færd med at ordne jagtbyttet, og han gav en hånd med. Men da de skulle dele kødet, gav han ikke et eneste stykke til Macunaíma, kun indvolde. Helten svor hævn.

Næste dag bad han Sofará om at komme med på tur, og de blev ude i skoven til mørket faldt på.

Drengen havde knap nok berørt skovbunden, førend han forvandledes til en fyrig prins. De muntrede sig. Efter at have muntret sig adskillige gange løb de vi dere gennem skoven og drillede hinanden. Og efter at have moret sig med at prikke hinanden alle mu lige frække steder kildede de hinanden, og bagefter gravede de sig ned i sandet, og senere svitsede de frækt hinanden med brændende strå og muntrede sig overdådigt. Macunaíma greb fat i en copaiba-gren og gemte sig bag et piranhea-træs mægtige stamme. Da Sofará kom løbende forbi, gav han hende et gok oven i hovedet med grenen. Hun fik en revne i hovedet og dejsede om for fødderne af ham, idet hun vred sig af grin. Og hun hev ham i benet. Macunaíma hvinede

af fryd og klamrede sig til den gigantiske stamme. Så bed pigen storetåen af ham og slugte den. Macunaí ma hulkede af henrykkelse og duppede hende over hele kroppen med blodet fra foden. Derefter spændte han musklerne og svang sig op i en trapez af lianer, og i små hop nåede han på et øjeblik helt op til den øver ste gren af piranhea-træet. Sofará kravlede efter ham. Den tynde gren bøjede sig under vægten af prinsen. Da pigen også nåede toppen, muntrede de sig igen og gyngede oppe i himlen. Efter at have muntret sig ville Macunaíma så lege lidt mere med Sofará. Han bøjede sig sammen i et voldsomt ryk, men nåede ikke videre, for grenen knækkede, og de tumlede begge ud i det blå og drattede til jorden. Da helten kom til sig selv igen, så han sig om efter pigen, men hun var der ikke. Men netop som han skulle til at rejse sig for at lede efter hende, gennemtrængtes stilheden af den frygtindgydende knurren fra en puma på en gren oven over ham. Helten stivnede af skræk og lukkede øjnene for ikke at se sig selv blive ædt. Men nu lød der en fnisen, og der landede en ordentlig spytklat på Macunaímas bryst – det var pigen. Macunaíma begyndte at kaste småsten efter hende, og når han ramte hende, skreg hun af ophidselse og dekorerede hans krop med blodet, der sprøjtede fra hende. Til sidst flækkede en sten pigens mundvig og knuste tre tænder. Hun satte i et spring fra grenen og vips! lan

dede hun på maven af helten, der omslyngede hende med hele kroppen, mens han hvinede af vellyst. Og de muntrede sig endnu en gang.

Aftenstjernen skinnede klart på himmelen, da pigen vendte hjem tydeligt udmattet af at have bå ret drengen på ryggen hele dagen. Men Jiguê havde fattet mistanke og var fulgt efter de to ud i skoven, og her opdagede han forvandlingen og alt det andet. Jiguê var en tumpe. Han blev rasende. Han greb en pisk og lod slagene regne ned over heltens bagdel. Hans brøl var så heftigt, at det forkortede den væl dige nat, og mange fugle faldt til jorden af skræk og forvandledes til sten.

Da Jiguê ikke orkede at slå mere, løb Macunaíma ud til lysningen, hvor han tyggede noget kaktusrod og vendte sund og rask tilbage. Jiguê bragte Sofará tilbage til hendes far, og sov godt med hængekøjen helt for sig selv.

UNGDOM

Jiguê var virkelig en tumpe, og dagen efter dukke de han op med en ung indianerkvinde på slæb. Det var hans nye kone, og hun hed Iriqui. Hun gik rundt med en levende rotte gemt i sin hårknold og pyntede sig meget. Hun malede sit ansigt med saft fra ara raúba-træet og fra den søde jenipapo-frugt, og hver morgen smurte hun sine læber med açaí-nød, så de blev helt mørklilla. Derefter gned hun dem med saf ten fra bilimbi-frugten, så læbernes farve skiftede til kraftig højrød. Derpå indhyllede Iriqui sig i en bom uldskappe med striber af sort acariúba-farve og grøn tatajuba, og hun parfumerede sit hår med umiriessens, smuk var hun.

Men efter at alle havde spist Macunaímas tapir, meldte sulten sig atter i familiehytten. Jagt var der ikke noget af, intet jagtbytte, ikke så meget som et bæltedyr i miles omkreds! og fordi Maanape havde dræbt en lyserød floddelfin for at spise den, var kæmpetudsen Maraguigana, floddelfinernes far, blevet knotten. Derfor havde den befalet oversvømmelse, og majsmarkerne rådnede op. De spiste alt, selv de tørre maniokkrummer slap op, og på

det lille bål, der brændte nat og dag, lå der intet og sydede, det tjente blot for at holde køligheden stangen. Der var intet at stege på det, end ikke en stump solkød.

Da fik Macunaíma lyst til lidt sjov. Han fortalte sine brødre, at der stadig var masser fisk i floden –piaba, jeju, matrinxão og jatuarana, i store mængder, man skulle bare komme bedøvende timbó-blade i vandet. Maanape sagde:

– Der er ikke mere timbó.

Macunaíma lod som ingenting og svarede:

– Nede ved grotten, hvor der er gravet penge ned, har jeg set timbó i læssevis.

– Jamen så gå med og vis os, hvor det er.

De gik afsted. Flodbredden var forræderisk, så man ikke rigtig kunne se, hvad der var fast grund, og hvad der var flod i mamorana-træernes tætte løv. Maanape og Jiguê ledte og ledte smurt ind i mudder til tænderne og røg igen og igen, svup! ned i de skjul te vandhuller efter oversvømmelsen. Og de sprang op for at komme fri af dem, under skrig og skrål, med hænderne nede om enden på grund af de frække vampyrfisk, der prøver at trænge ind i alle åbninger. Macunaíma lo indvendig ved synet af brødrene, der som abekatte tumlede rundt i jagten på timbó-planter. Han lod som om han også ledte, men rørte sig ikke ud af flækken og sad dejlig tørt inde på bredden.

Når brødrene nærmede sig, satte han sig på hug og stønnede af træthed.

– Nu må du ikke tage for hårdt fat, knægt!

Så Macunaíma satte sig ned på flodbredden og pjaskede i vandet med fødderne for at holde myggene væk. Og der var mængder af myg, piuner, maruiner, aruruer, tatuqueiraer, muriçocaer, meruanhaer, marraguisser, borrachudoer, varejaer – alskens stikkende insekter.

Da tusmørket faldt på, kom brødrene for at hente Macunaíma, de var knotne over ikke at have fundet en eneste timbó. Helten blev bange, men lod som in genting og spurgte:

– Fandt I nogen?

– Ikke én!

– Men det var her jeg så timbó. Og timbó-plan terne var jo engang mennesker ligesom os ... De for nemmede nok, at I var på jagt efter dem, og fordufte de. Timbó var engang mennesker ligesom os ...

Brødrene blev imponerede over drengens intelli gens, og de fulgtes hjem til hytten.

Macunaíma var godt irriteret på grund af sin sult. Dagen efter sagde han til sin gamle mor:

– Mor, hvem kan bære vores hus over på den an den side af floden, op på den bakketop, hvem kan det? Luk lige øjnene lidt, gammelmor, og spørg lige sådan.

Det gjorde den gamle kone. Macunaíma bad hen de lukke øjnene lidt endnu og bar så palmehytten, hegnspæle, flitsbuer, mad- og tøjsække, vandtønder, sier og hængekøjer, alt deres habengut bar han over til en lysning på bakken på den anden side af floden. Da den gamle kone åbnede øjnene, var det hele der ovre, og der var fiskefangst, bugnende bananpalmer og masser af mad. Så hun gik ud for at høste bananer.

– Undskyld jeg spørger, Mor, men hvorfor pluk ker De dog så mange bananer?!

– For at tage dem med hen til din bror Jiguê og hans smukke Iriqui og til din bror Maanape, for de er halvdøde af sult.

Macunaíma blev temmelig sur. Han tænkte så det knagede og sagde så til gamlingen:

– Mor, hvem kan bære vores hus over på den an den side af floden der i sumpen, hvem kan det? Spørg lige sådan!

Det gjorde den gamle kone så. Macunaíma bad hende lukke øjnene og bar så al deres grej, det alt sammen, til stedet fra førhenidag, dér på den sumpede eng. Da den gamle kone åbnede øjnene, var det hele tilbage på sin vante plads ligesom før, ved siden af stråhytterne hvor bror Maanape boede, og den an den hvor bror Jiguê boede med sin smukke Iriqui. Og de gryntede alle af sult endnu en gang.

Da blev den gamle mor ond i sulet. Hun tog hel ten op og anbragte ham på sin hofte, hvorpå hun gik sin vej. Hun gik igennem skoven og kom til en gammel rydning i skoven, der blev kaldt Judas’ Øde mark. Hun travede halvanden mil, til der var ikke en busk at se længere på den åbne slette, hvor det eneste der bevægede sig, var de spirende akajutræer. Ikke en eneste rødgumpet pungstær oplivede ensomheden. Den gamle kone anbragte knægten på jorden, hvor han ikke kunne vokse mere, og sagde så:

– Nu går din mor sin vej. Og du bliver her, fortabt på denne mark, hvor du ikke kan vokse mere.

Og så forsvandt hun. Macunaíma undersøgte det øde sted grundigt og mærkede, at han var på nippet til at græde. Men eftersom der ikke var nogen i nærheden, lod han være. Han tog mod til sig og begav sig afsted på sine skælvende, hjulbenede små stolper. Han strejfede omkring fra sted til sted, indtil han løb ind i Currupira, der stod og grillede kød, i selskab med sin hund Væseldyret. Currupira holder til i tucunzeiro-palmerne og har for vane at bede folk om tobak. Macunaíma sagde:

– Du bedstefar, har du ikke en stump kød tilovers til mig?

– Jo da, svarede Currupira og skar et stykke af det grillede ben og gav det til drengen og spurgte:

– Hvad laver du her i lysningen, min dreng?

– Bare ude at gå tur.

– Det siger du ikke!

– Jo, sådan, bare ude at gå tur ...

Og så fortalte han, hvordan hans mor havde straffet ham, fordi han havde været slem over for sine brødre. Og da han fortalte om transporten af huset over til sumpen på den anden side, hvor der ikke var noget at jage, slog han en skraldlatter op. Currupira så på ham og knurrede:

– Du er ikke nogen lille dreng længere, kamme rat, du er bestemt ikke nogen lille dreng længere … det er kun voksne, der gør sådan noget …

Macunaíma takkede og bad Curripira vise ham vejen til tapanhuma-indianernes landsby. Men da Currupira havde mest lyst til at spise helten, viste han ham den gale vej:

– Du går den vej dér, lille-mand, og så lige forbi det træ dér, drejer til venstre, drejer igen og vender om nede under mine uaiariquinizés.

Macunaíma tog turen, men da han stod foran træet, kløede han sig på benet og mumlede:

– Ah, hvor er jeg doven!...

og gik så lige ud.

Currupira ventede en rum tid, men knægten kom ikke … Så satte uhyret sig op på hjorten, der var hans hest, stødte sin runde fod ind i flanken på løberen og red afsted under kampråbet:

– Kød fra mit ben! Kød fra mit ben!

Inde i heltens mave svarede kødet:

– Hvad sker der?

Macunaíma satte farten op og løb ind på busk steppen, men Currupira var hurtigere end ham, så drengen blev presset mere og mere af den anden.

– Kød fra mit ben! Kød fra mit ben!

Kødet svarede:

– Hvad sker der?

Den lille fyr var desperat. Det var rævens bryl lupsdag, og den gamle Vei, Solen, blinkede i regndrå berne som lys gjort af majskorn. Macunaíma nåede frem til en vandpyt, drak af det mudrede vand og kastede kødet op.

– Kød fra mit ben! Kød fra mit ben! råbte Curru pira stadig på sin vej.

– Hvad sker der? svarede kødet nede fra vand pytten.

Macunaíma nåede amarantbuskene på den an den side og slap væk.

Halvanden mil længere fremme hørte han bag en myretue en stemme synge ”Agouti ryger hamp …” ganske langsomt.

Han gik derhen, og stod foran en kapivar, der malede maniok i en palmepresse.

– Bedste, må jeg ikke få lidt yucca at spise?

– Jo, svarede kapivaren, og gav drengen lidt yuc ca og spurgte:

– Hvad laver du her midt på busksteppen, sønnike?

– Jeg er ude at gå tur.

– Hva’ for noget?

– Jeg er ude at gå tur, hvad ellers?!

Han fortalte, hvordan han havde snydt Currup ira og slog en skraldlatter op. Kapivaren så på ham og knurrede:

– En lille dreng gør ikke sådan noget, sønnike, en lille dreng gør bestemt ikke sådan noget … Jeg vil gøre din krop og din knold lige store.

Så tog hun skålen, der var fuld af giftig manioksaft, og kastede saften ud over knægten. Macunaíma sprang chokeret til side, men det lykkedes ham kun at redde hovedet, resten af kroppen blev helt våd. Helten nøs, og hans krop blev større. Han rettede sig ud, voksede sig stor og stærk og blev på størrelse med en fuldvok sen mand. Men ansigtet, der ikke var blevet vådt, for blev for altid fladt og med et utåleligt drenget udtryk.

Macunaíma takkede for gerningen og spæne de syngende videre mod den hjemlige hytte. Natten kom med al sit kryb, fyldte jorden med alskens myrer og fik myggene op af vandet. Luften var varm som i en rede. Den gamle tapanhuma-indianerkvinde hør te sønnens stemme i det askegrå fjerne og blev for

skrækket. Macunaíma dukkede op med et gnavent ansigtsudtryk og sagde til hende:

– Mor, jeg drømte, at jeg tabte en tand.

– Det betyder dødsfald i familien, bemærkede den gamle.

– Det ved jeg godt. Så De lever kun en sol mere. Det er bare fordi De har født mig.

Dagen efter tog brødrene ud at fiske og jage, den gamle kone gik i marken, og Macunaíma blev hjem me alene med Jiguês kæreste. Så nu forvandlede han sig til en bladskærermyre og bed i Iriqui for at kæle med hende. Men den unge pige verfede bladskærer myren langt væk. Så forvandlede Macunaíma sig til en achiote-busk. Den smukke Iriqui lo, samlede frøene op og gjorde sig til ved at male sig i ansigtet og iøjnefaldende steder. Hun blev så smuk. Så forvand lede Macunaíma sig, af lutter lyst, til et menneske og flyttede ind hos Jiguês pige.

Da brødrene kom hjem fra jagt, bemærkede Jiguê straks udskiftningen, men Maanape sagde til ham, at nu var Macunaíma blevet en mand for altid og en kraftkarl. Maanape var troldmand. Jiguê så at hytten var fuld af mad, der var bananklaser, der var majs, der var sød maniok, der var aluá- og cachiri-drikke, der var mapará- og camorin-fisk, passionsfrugtjuice, annona- og abiofrugter, sapodilla og sapoti, der var hjortegryde og frisk acouchi-kød, alle disse gode spi

ser og drikke … Jiguê blev enig med sig selv om, at det ikke var umagen værd at skændes med broren og overlod den skønne Iriqui til ham. Han sukkede, fjernede lidt flåter og faldt dovent i søvn i hængekøjen.

Tidligt næste morgen, efter at han havde fornøjet sig med den skønne Iriqui, gik Macunaíma ud for at gå sig en tur. Han krydsede Pedra Bonitas magiske rige i Pernambuco, og da han nærmede sig byen San tarém fik han øje på en hind, der lige havde kælvet.

– Den fanger jeg! tænkte han, og satte efter hin den. Den slap behændigt væk, men det lykkedes helten at fange dens lille kid, der knap nok kunne gå og stod og gemte sig bag et carapanaúba-træ, og da han prikkede til kiddet, begyndte det at bræge. Hinden blev helt ude af sig selv, spærrede øjnene op, standsede forstyrret og kom løbende, kom løbende, og standsede lige foran ham og græd af kærlighed. Så nedlagde helten hinden, der havde kælvet, med sin bue og pil. Hun styrtede om, sitrede ganske let og blev liggende stiv og udstrakt på jorden. Helten sang sin sejrssang. Han nærmede sig hinden, kiggede og kiggede og udstødte et skrig, og besvimede. Det var Anhangás værk … Det var ikke en hind, det var selveste tapanhuma-moren, som Macunaíma havde dræbt med sin bue og pil, og dér lå hun død og helt forrevet af tornene fra jacitara-palmen og mandacaru-kaktussen.

Da helten vågnede op efter sin besvimelse, kald te han på sine brødre, og de græd alle tre meget og tilbragte vågenatten med at drikke gæret manioksaft og spise fisk med maniokmiks. I det tidlige morgen gry svøbte de den gamle kvindes krop ind i en hænge køje og begravede hende under en sten på et sted, der hed Kuglemyrernes Far. Maanape, en troldmand af fineste karat, var den der indgraverede gravskriften. Den så sådan ud:

De fastede den tid, som reglen foreskrev, og Macunaí ma tilbragte sin faste med heltemodig klagen. Den afdødes mave svulmede op og op, og da regntiden var ved at være forbi, var den blevet til en lille blød bakke. Nu gav Macunaíma Iriqui hånden, Iriqui gav Maanape hånden, Maanape gav Jiguê hånden, og de fire drog ud i verden.