Lyden af solen (læseprøve)

Lyden af Solen

Essays om musik og tro

Christian Munch-Hansen

Lyden af Solen

Essays om musik og tro

I firmamentet er Solen den synlige repræsentant for den guddommelige ild og for kærligheden. Dens tilsvarende del i den menneskelige krop er hjertet.

– Alexander Roob

Lyden af Solen – essays om musik og tro

Af Christian Munch-Hansen

© 2024 Multivers

1. udgave, 1. oplag 2024

Omslagslayout: Ida Ejdal

Omslagsillustration: Robert Fludd (1574-1637)

Tryk: Totem

Printed in Poland 2024

ISBN: 978-87-7917-667-6

www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Prolog: Den syngende verden

I denne bog har jeg sat mig for at undersøge, om musik kan gøre os klogere på kristendommen med dens mysterier og eksistentielle temaer. En stor del af min hverdag omgiver jeg mig med musik, og mange ting bliver først rigtig meningsfulde, når jeg kan relatere dem emotionelt og æstetisk til musikalsk erfaring. Der er en beretning i Markusevangeliet, hvor Jesus møder en døv mand. ”Effata!” (luk dig op), siger han ind i øret på manden, som bliver mirakuløst helbredt. Jesus giver ham hørelsen tilbage, så han kan lytte. Deri ligger muligheden for ny indsigt.

I dokumentarfilmen Sounds and Silence (2009) er der en scene, hvor musikproduceren Manfred Eicher fra selskabet ECM taler om toner som en slags lys: ”For mig har lysstyrken i lyd altid været et mål. En smukt ringende tone er som en kometstribe eller en faldende stjerne, der efterlader sig en hale”. Eicher gør her en

tone til et klangfuldt lys på nattehimlen. Det lyder næsten som en kosmisk kristologi. Jesus kalder i Johannes’ Åbenbaring sig selv for ”den lysende morgenstjerne”. Hvilken forunderlig tanke at kunne høre klangen af Kristus i en tone!

Musik kan ses som en slags klingende billedsprog, der kan være med til at fortolke kristne og teologiske temaer i relation til menneske, natur og univers. Jeg taler for en musikopfattelse med udspring i en universel skabelsesteologi. Det betyder, at alle former for musik i sidste ende viser tilbage til Gud som altings ophav. Med dette siger jeg ikke, at al musik er lige interessant eller relevant. Men jeg siger, at musik i sit udgangspunkt ikke kan afgrænses. Læser man Salme 150, bliver det hurtigt klart, at musik her ikke handler om bestemt stil, form eller æstetik, men om intention og i sidste ende om, at hele universet er i stand til at synge. Og bortset fra, at der listes et helt katalog af instrumenter op, som tydeligt nok er repræsentativt for alt, hvad der kan give lyd, så sprænger salmen endda sine egne rammer med de afsluttende ord: ”Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren”. Og hvilke perspektiver er der ikke i denne altomfattende frem-

førelse: sammen med alverdens svirrende insekter, brægende får, syngende hvaler og susende skove at deltage i lovprisningen af den store kunstner bag det hele. Og denne symfoni spiller hele tiden som selve livets puls, morgen, middag, aften og nætterne med. Det er egentlig bare at falde ind.

Vi bør lade musikken tale som en del af livet frem for at blive i den snævre opfattelse, at musik udelukkende er en slags underholdning eller forskønnelse af tilværelsen. Det forunderlige er, at musik klinger fra et andet sted end os selv, og der sker noget, når den ikke blot lyder omkring os, men også begynder at resonere i os.

En særlig tak til Multivers for det gode samarbejde, og til Camilla Munch-Hansen, Morten Munch, Uffe Kronborg og Celine Haastrup for værdifulde kommentarer. Christian Munch-Hansen april 2024

Lyden af solen

et nyfødt barn styrer rumskibet mod stjernerne

– Peter Laugesen

Han har næppe selv tænkt på at opfatte sine raketrejsende ord som en salme, men sådan er jeg kommet til at se Peter Laugesens digt. Endda i en sådan grad, at jeg en overgang fiflede med melodi og akkorder for at give ordene en musikalsk ramme. Digtet flugter fint med det vilde evangelium om Messiasbarnet, som har overtaget rorpinden for den videre færd. I den kristne teologi er barnet verdens fremtid og håb. Det er altid børnene, der er fremtiden. Skal man gennem trængsler for at nå stjernerne, er det netop med dette særlige barn ombord, man løftes op. Og så ladet er billedet af rumskibet på vej, at sang fra himmelvæsner forekommer passende som lydkulisse. Det er dog ikke kor af engle, der her skal berede bevidstheden på solenes sol fra Betlehem, men derimod en milevid lyd

af en elektrisk guitar, som man møder på norske Tore Elgarøys usædvanlige pladeværk The Sound of the Sun (Rune Grammofon, 2001). Her skabes styrtende instrumentale klangflader og blændende lysvirkninger i en række højspændte musikalske refleksioner over solen som fænomen og kraftfelt. Musikken skal nok sætte sig på tværs i øregangene hos en del lyttere, men emnet for det følgende er af så grænsesprængende og ufattelig karakter, at intet mindre kan gøre det.

Vi lærer ellers i skolen, at rummet er tavst som graven, men det er kun, fordi der ikke er nok molekyler i verdensrummet til at lyd kan flytte sig. Stjerner, planeter og måner udsender ikke desto mindre kaskader af elektromagnetiske bølger, og ved hjælp af moderne måleudstyr kan satellitter og sonder indfange disse vibrationer, som kan omformes til lydfrekvenser, hørbare for det menneskelige øre. Det amerikanske rumagentur NASA har igennem årtier samlet optagelser fra solsystemet, såkaldte sonificeringer, som er offentliggjort i et digitalt lydbibliotek. Blandt disse optagelser er lyden fra kæmpeplaneten Jupiter, som blev opfanget af rumsonden Juno i sommeren 2016, da den strejfede grænsen mellem planetens magnetfelt

og solvinden, og hvis elektroniske tonestøj og buldren kan minde om lydbidder fra Karlheinz Stockhausens elektroniske musik i 1950’erne. NASA har også lydoptagelser af Solen. Lytter man efter, er det ikke til at undgå at bemærke, at disse optagelser har en klanglig dimension. Midt inde i det hvide lydflimmer synes en dyb tone at befinde sig, hvis frekvenser tilfældigvis klinger som tonen c. Nedenunder høres et svagt as. Det er altså antydningen af en As-dur-akkord, man kan høre med as som grundtone og c som stor terts. Oven i denne klang fornemmes yderligere knap hørbare overtoner. At lytte til denne utydeligt flimrende sang er som at tune ind på en fjern kanal eller frekvens. Solen står og nynner i universet som et uendeligt og uudgrundeligt radioprogram.

Man forstår både de gamle ægyptere, inkaerne, romernes Mithraskult og nutidens soldyrkere i deres fascination af Solen som ærværdig guddom. Men kristne bør ikke være mindre optagede af denne solsystemets centrale stjerne, hvis vitale betydning for vores eksistens ikke er blevet mindre med den tiltagende videnskabelige indsigt i biologi, flora og fauna. Solen er ganske enkelt forudsætningen for livet på Jorden, 15

og når den en gang brænder ud, er det slut med at dyrke æbler i Hvalsø og druer på skråninger i Alsace.

I stedet for at opfatte Solen som et fremmedlegeme, der allerede er okkuperet af oldtidens soltilbedere, japansk shintoisme eller nyhedninges ritualer i danske skove, burde kristne i højere grad omfavne deres egen rige tradition, hvor Solen er et strålende billede på

Skaberens tilstedeværelse og livets genkomst. Der er en grund til at søndag er dies solis, ”solens dag”, som skal minde kristne om opstandelsens gennembrud, dengang lyset sprængte døden indefra som en kærlighedens supernova. Den skinnende skive på himlen er i kristen tradition blevet tolket som tegnet på guddommeligt lys og livshåb. Vi finder tanken i opstandelsessalmerne og naturhymnerne, der priser Kristi sejr over døden som en lysets sejr over mørket.

Som hos Jakob Knudsen, hvor Solen fødes og stiger ”af havets skød”, og han er ikke ene om at indskrive Kristussolen i den jordnære erfaring ved de danske kyster og enge. Tanken er ligefor også i den daglige omgang med den opgående sol, hvis livgivende stråler lokker spirerne frem af mulden og får os mennesker til at sukke af længsel efter mere, når det lune lys rammer ansigtet i det tidlige forår.

De kristne solbilleder trækker spor tilbage til Det Gamle Testamentes mange solrige opholdssteder. Et af disse er fra Esajas Bog kap. 60, 20: ”Din sol går ikke ned, og din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys, og dine sørgedage er forbi”. Og med blændende kraft lyder det i kap. 30, 26: ”Månens lys bliver som solens, og solens lys bliver syv gange så stærkt som syv dages sol, den dag Herren læger sit lemlæstede folk og helbreder de sønderslåede”. Alt dette lys er i sidste ende lige så uforklarligt og utilnærmeligt, som det er dragende og forhåbningsfuldt.

Når jeg vover at drage en parallel til Tore Elgarøys musik, er det, fordi disse abstrakte og elektrisk ladede tonedigte har visionens skær over sig. De giver associationer i retning af en verden hinsides det menneskelige, og dermed kan de rumme forestillinger om det hellige og uforklarlige. ”Suntone Beams” er pladens kun minutlange, mysteriefyldte åbning, en abstrakt og fremmedartet, halvt støjsusende og halvt skingrende lyd, hvis efterklang ruller bort i verdensrummet. Et andet stykke, ”Dim Mask”, har en mere stabilt fejende og strålende klang, der panorerer ind over lytteren næsten som helligt sprog fra en uudgrundelig, knitrende 17

storm. I ”Bølgerytter” derimod breder de langsomt syngende og sfæriske toner sig som store, brændende sejl over solens korona. Her er vi tættere end så meget andet på forestillingen om Herren som en brændende lue og en fortærende ild, som Gud skildres i Gamle Testamente.

Vi vil gerne nærme os Solen, men det er ikke muligt uden at gå til grunde. Det er en side ved den kristne guddom, der vist ikke betones særlig stærkt i den humane og fornuftsbetonede folkekirke eller i pietistiske og karismatiske miljøer, hvor lovsangens berusende følelser og dyrkelsen af sjæleintimiteten med Jesus står i fare for at reducere den treenige Gud til en elskværdig sofa-ven. Men hvis alt handler om at gøre Gud forståelig og nærværende på et følelsesmæssigt plan, er det vel ikke mærkeligt, at især protestantiske kirker i deres teologi og gudstjeneste tilsidesætter de sider af den bibelske guddom, som er indrammet af vælde, uendelighed og hellig ærefrygt. Det er en diskussion værd, hvorfor epicenteret for gudserfaring i mange nutidige kirker er så styret af populærmusikkens ensretning og reduceres til fire akkorder og en melodisk sløjfe, der sættes i gang og derefter kører

i ring som et evigt pariserhjul omkring blide følelser og rituel inderlighed. Troens væsen handler om at lade sig overvælde og tiltale af et rigt, billedskabende budskab af en ubegribelig storhed, som nok vækker en boblende lovsang, men som også bør have rum for ærefrygtens forsigtighed og klagesangens nød. Det er denne totalitet, der kendetegner livet, og hen over det kan man høre den gamle Zakarias fra Lukasevangeliet mumle i skægget med strålende øjne: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”.

Billedet af Gud som hellig og utilnærmelig i sin majestæt betones utallige gange i Bibelen. Et eksempel er fra Salme 50, og med dette citat foran sig bør de, der tror sig vidende, nok nøle, før de løber med vakse forklaringer: ”Fra Zion, skønhedens krone, træder

Gud frem i stråleglans, vor Gud kommer, han tier ikke. Foran ham går en fortærende ild, omkring ham raser en vældig storm.” Det er netop ufattelig smukt og kan kun gribes i tro, ikke begribes. Noget af den samme fornuftssprængende hellighed er forbundet med de nytestamentlige skildringer af Kristus som opstandelsessol og evig guddom. I den mysteriefyldte beretning 19