Det pseudonyme firma
![]()
Søren Kierkegaards dobbeltkontrakt med det tredje årtusind
Det pseudonyme firma: Søren Kierkegaards dobbeltkontrakt med det tredje årtusind
Af Poul Behrendt
© Forlaget Multivers ApS, 2024
1.udgave, 1. oplag
Omslag: Ida Ejdal
Omslagsillustration: Ida Ejdal
Tryk: ScandinavianBook
Printed in EU 2024
ISBN: 978-87-7917-652-2 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af:
VELUX FONDEN
AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND
LILLIAN OG DAN FINKS FOND
bogtrykkertermen:”At bestille”
9:Virkelighedskontrakten–forlæns&baglæns
– Søren Kierkegaards ellevtepseudonym
12:”EtBesøgiSorø”
13:SørenKierkegaardskollisionmedP.L.Møller
14:SørenKierkegaardsellevtepseudonym:Dobbeltkontraktens
– Kollisionens eftervirkninger: ”En
17:PaaetStykkePapiir
18:”EnBekjendtgjørelsetilVitterlighed”:Forklaringensførste version
19:”EnBekjendtgjørelsetilVitterlighed”:Forklaringensanden version
20:Bekjendtgjørelse:Forklaringenstredjeversion
21:EnførsteogsidsteForklaring,1:”Forklaringens” fjerdeversion266
22:EnførsteogsidsteForklaring,2:”Forklaringens”femteog
sidsteversion
23: P.L. Møllers anmeldelse af ’Afsluttende uvidenskabelig
26: ”Hvis en Abe glor ind...” – Søren Kierkegaards tredje replik
Bogen her er nærmest på alder med det tredje årtusind. Det skyldes, at Søren Kierkegaard først for alvor kom ind i mit liv, da jeg befandt mig halvvejs henne i det. Det skete, da den seneste biografi om Danmarks største forfatter landede på mit bord i min egenskab af anmelder igennem de ti år, hvor jeg ugentlig skrev i Weekendavisen Bøger. Det blev mig, som i årtusindskiftets eget år anmeldte SAK og efterfølgende indstillede den til avisens litteraturpris. Samt holdt talen, da prisen efter nytår tilfaldt Kierkegaard Centrets senere leder, Joakim Garff.
Det gjaldt dog alt sammen, i mit eget personlige regnskab, for underordnet i forhold til den mageløse opdagelse, jeg mente at have gjort undervejs. Eftersom det først ved denne sene lejlighed for alvor var gået op for mig, i hvilken grad Kierkegaardforskningen – lige siden sin egen tidligste begyndelse, dvs. fra og med udgivelsen af første bind af Efterladte Papirer i 1869 – har baseret sin grundlæggende opfattelse af Søren Kierkegaard og hans forfatterskab på et enkelt, udateret fragment fra forfatterens egen tidligste ungdom. Bestående af tre formodede ark fra 1838, der blev klippet i stumper og stykker af den begejstrede finder, H.P. Barfod, i forbindelse med dennes udgivelse af Efterladte Papirer tre årtier senere. Og efterfølgende lanceret ganske bogstaveligt, først ved finderens egen, men siden også ved den samlede eftertids mellemkomst som: et epokalt og livsafgørende manifest.
Bestående af en række løse optegnelser, der aldrig var ført til ende, fra den senere berømtheds hånd. Allerforrest i første bind af Søren
Kierkegaards Efterladte Papirer.
Under navn af Den store Jordrystelse.
På den ene side altså et fragment bestående af en bunke iturevne blade, blottet for enhver datering. Som finderen allesammen lod forsvinde sporløst efter trykningen. På den anden – ifølge samme H.P. Barfods egen, plus hele den efterfølgende traditions opfattelse – affattet af Kierkegaard-familiens yngste søn inden for et ganske snævert afgrænset tidsrum. Strækkende sig på den ene side fra lige før (eller efter) farens død, som grænse bagud i tiden (sensommeren 1838). Og læst af alle i lyset af samme fars livslange overbevisning om at være dømt til, inden sin egen død, at lægge samtlige sine børn i graven. Hvor fem af de syv allerede befandt sig. Fordi faren under sin opvækst som hyrdedreng ude på den jyske hede havde forbandet Gud for sin ensomhed, inden han som 11-årig drog til København.
Og på den anden en lige så definitiv grænse for selve nedskrivningen fremad i tiden – som ansås for at have fundet sted umidelbart efter samme søns afbrydelse af sin egen årelange flanøreksistens som teologi-studerende ved Københavns Universitet. Men inden en hundrede procents målrettet eksamenslæsning, som Kierkegaard påbegyndte ultimo september 1839, og som han efter farens død mente at skylde den afdøde. Hvad der for sønnens vedkommende samtidig udelukkede alle former for ”æstetiske” svinkeærinder, inklusive al dagbogsføring. For ikke at tale om enhver tænkelig affattelse af det omtalte fragment.
Den overbevisning skulle så forblive det varige udgangspunkt, ikke bare for udgivelsen af samtlige Efterladte Papirer. Men også for selve synet på forfatterskabets historiske udspring inden for både det 19. og 20. århundredes Kierkegaard-forskning. Helt frem til og med udgivelsen af SAK ved årtusindskiftet.
Selv var jeg på daværende tidspunkt indviklet i tilblivelsen af et nyt ’verdensomvæltende’ begreb om litteratur, som i efteråret 1997, sammen med en række af sæsonens romaner, var landet på mit bord på Weekendavisen. Dobbeltkontrakten, som navnet i 2006 definitivt skulle vise sig at være. Mens jeg i foråret efter årtusindskiftet, på en orlov fra avisen, affattede samme ”kontrakts” første, grundlæggende kapitel – Kontrakten afvist –som så at sige skrev sig selv.
Sideløbende havde jeg kastet mig ud i et studium af forskningstraditionen omkring Søren Kierkegaards ’Store Jordrystelse’. Og var i samme sammenhæng stødt på en filosofiprofessor, som ved det 20. århundredes midte ved et tilfælde var blevet opmærksom på Kierkegaards anvendelse af et King Lear-citat, der stammede fra en oversættelse til tysk – fordi Kierkegaard ikke kunne læse Shakespeare på engelsk. En oversættelse, der nu viste sig først at være udkommet efter den definitive slutgrænse, der af forskningen havde været udstukket som det senest mulige tidsrum for enhver tænkelig affattelse af Den store Jordrystelse – altså efter Søren Kierkegaards eksamenslæsning. Blot kom de verdensomvæltende perspektiver ved dette fund aldrig til at gå op for den omtalte professor. Og forblev derfor uden konsekvenser, også for Jordrystelsens historie i den sidste halvdel af det 20. århundrede.
Men hvornår blev Jordrystelsen så affattet? I denne bog vises det, at fragmentet med al sandsynlighed kan dateres til perioden
mellem 1843-46 og altså langt senere end det tidsrum mellem faderens død i 1838 og eksamenslæsningens påbegyndelse i 1839, som forskningen hidtil har regnet for definitivt. Hvad denne kronologiske forrykning betyder for opfattelsen af Jordrystelsen er ikke kun et editionsfilologisk spørgsmål, men vedrører også selve dokumentets indhold og plads i Kierkegaards forfatterskab.
I denne bogs syvende kapitel læser jeg nemlig Jordrystelsen som et lige så sensationelt som notorisk dobbeltkontraktligt fænomen, dvs. et værk, der på en og samme tid lægger op til at blive læst som realistisk afspejling af sandheden og som frit opfundet fiktion. Skabt, som det definitivt skulle vise sig at være, helt og holdent inden for de radikalt nye, erkendelsesmæssige rammer for Søren Kierkegaards første egentlige og verdensberømte forfatterskab, der med filosoffens egen, almindeligt oversete betegnelse blev navngivet Det pseudonyme Firma (1843-46).
Til grund for udgivelsen her ligger altså ikke alene en kronologisk omdatering af Jordrystelsen, men også en ny, dobbeltkontraktlig nøgle til forståelsen af samme. En nøgle, der endvidere åbner for en ny forståelse af den erkendelsesmæssige radikalitet, der karakteriserede hele Kierkegaards pseudonyme forfatterskab i årene 1843-46.
Nu da det danske Tivoli aabner sin Saison i 1844, viser Ideen sig under ’Gjentagelsens’ Kategori ... – P.L. Møller
Sin samtids ubetinget meest ansete ...
Et tilfælde, der ligner en tanke, har villet, at Danmarks to første, men fortsat eksisterende og globalt berømte firmaer blev stiftet inden for ét og samme år.
1843 var året, hvor den unge Georg Carstensen i en alder af 31 realiserede drømmen om Tivoli. Som en af datidens splinternyeste, såkaldte fiktioner. Aktieselskabet. Eller på samtidens nyeste fællessprog: La Societé Anonyme. Ordret oversat til dansk: Det navnløse Selskab.
Hovedattraktionen ved Tivolis indvielse på det åbne militærterræn uden for Vesterport, tirsdag 15. august 1843, skulle vise sig at være den såkaldte russiske Glidebane. Nordens første rutsjebane og ifølge Aalborg Stiftstidende et ”halsbrækkende Syn”.1
Sammen med Tivolis øvrige etablissementer havde samme bane uden for byens volde rejst sig af den bare mark på mindre end to måneder. Og trak på kun syv uger et samlet besøgstal på halvanden gange Københavns daværende indbyggertal. Et Aladdin-slot, altså. Som efter fem år skulle sende sin ophavsmand tilbage på den samme bare mark, hvorfra han var kommet. Mens fiktionen selv – under den epokegørende fællesbetegnelse Firma – skred videre hen over stifteren, der forgæves insisterede på sin ophavsret.
En skæbne, der kunne minde om Søren Kierkegaards kamp for – via frit ud af luften opfundne antedateringer, tre år senere –at tilbageerobre den magt over udgangen på sit ”første” verdensomvæltende forfatterskab, som Corsarens to hovedskribenter var i færd med at fravriste ham, endnu før han knap var kommet ud af samme forfatterskab.
Men 1843 var samtidig året, hvor Den store Ubekjendte –som ophavsmanden satirisk blev tituleret af sine splinternye dødsfjender – trådte personligt frem for en borgerlig offentlighed og efter de tre pseudonyme år i 1846 omsider fremstod under sit eget autentiske navn.
Efter – på samme tidspunkt og i samme unge alder som Tivolis stifter – at have åbnet sit eget alternative, i ramme alvor såkaldte Firma. Bestående fra begyndelsen af en navnløs dobbeltfiktion på tusind uhørte sider.2 Uden noget forfatternavn på fiktionens to titelblade. Og med et ikke-eksisterende udgivernavn nedenunder.
Hvortil kom fiktionens undertitel: Livsfragmenter. Som først og fremmest annoncerede det, der manglede. Foruden en titel, der var mindst lige så intetsigende. For så vidt som den bestod af en
renlivet disjunktion. Hvis udfyldning, ligesom så meget andet, var overladt til læseren.
Af titelbladene fremgik det kun, at de to bind havde hver sin (u)navngivne ophavsmand. Hvorfor bind et i samtiden fik navn af disjunktionens første led, og bind to af dens andet. Et forhold, der til samtidens moro siden skulle forlede landets dronning til personligt, over for forfatteren selv, at omtale det samlede værk som ”Enten og Eller”.3
Tilnavnet Den store Ubekjendte hidrørte fra samme Ubekendtes senere ærkefjende. Men fra den første begyndelse, stik modsat: hans oprigtige beundrer, P.L. Møller. Som tre år senere lancerede betegnelsen i en dobbeltanmeldelse af firmaets finalt Afsluttende uvidenskabelige Efterskrift. Det skete i Kjøbenhavnsposten for 27. og 28. marts 1846. Efter at samme Ubekendte, i anledning af sit firmas lukning, i eget – omsider autentiske – navn, for første gang nogensinde havde brudt sin kontinuerlige navnløshed.
Hvor central betegnelsen Den store Ubekendte har været, også for den Ubekendte selv, fremgår af, at ophavsmanden genbrugte samme tilnavn, da han yderligere tre år senere foretog ”En sidste Redaktion af en Katastrophe i mit offentlige Liv”. Og her omtalte sig selv, to gange endda, begge gange i anførselstegn, i klar, indirekte gæld til sine fjender, som: ”Den store Pseudonyme”. Foruden som – og her ankommer så omsider pointen, der også er dette kapitels, ja, hele denne fremstillings – sin samtids ”Ubetinget meest ansete Firma”.4
Forfatterskab versus oeuvre
Mens hele byen i august 1843 ikke talte om andet end ’Carstensens Tivoli’, havde den et halvt år tidligere ikke talt om andet, end hvem der gemte sig bag udgivermærket Victor Eremita.
Og især da, hvilken formue.
”Dersom Forfatteren vilde lade den see for Penge”, skrev Johan Ludvig Heiberg om udgivelsens klart udgiftskrævende volumen, ”vilde han faae ligesaa Meget ind som ved at lade den læse for Penge”.5 Og måske det også var, hvad der i virkeligheden skete. De tusind svært tilgængelige sider indbragte imod al sandsynlighed deres forfatter – hvem det så måtte være – en efter datidens forhold svimlende nettofortjeneste på 1.200 rigsdaler. Halvanden gange årsgagen for en nyudnævnt professor.6
Da forfatteren tre år senere lagde sidste hånd på sit pseudonyme Firma, omfattede forretningen otte stk. verdenslitteratur på i alt 2.600 tryksider. Heri ikke indregnet rækken af opbyggelige taler, som rundede sidetallet op til 3.000. Og værkantallet op til femten. Et litterært Aladdin-Slot altså, rejst med nogenlunde samme hast som de bemalede lærredskulisser, der fra begyndelsen havde udgjort størsteparten af Tivolis bebyggelser.
Men med en omvendt kurve i udbredelse. Da den store Ubekendte som sit næstsidste værk tre år senere forsøgte sig med et remake af sin berømte debut, nu i form af Stadier paa Livets Vei, var antallet af købere reduceret til under det halve. I de følgende 120 år blev Det pseudonyme Firmas start, fredag 20. februar 1843, samtidig regnet for selve forfatterskabets. For så vidt som første bind af Søren Kierkegaards Samlede Værker, i både første og anden udgave, begynder med Enten – Eller. Først med Peter P. Rohdes tredje udgave fra 1962, men frem for alt med den fjerde og muligvis sidste af alle: Søren Kierkegaards Skrifter fra 1997, blev førstepladsen kronologisk og ganske kedsommeligt overtaget af H.C. Andersen-anmeldelsen Af en endnu Levendes Papirer fra 1838, plus magisterafhandlingen Om Begrebet Ironie fra 1841. Som begge ellers havde været forvist til de bagerste bind af de forudgående udgaver.7
Derved blev (dis)kontinuiteten i forfatterens tankeverden tydelig. Men samtidig blev det faktum usynliggjort, at der inden i det overvældende oeuvre befinder sig et både kompositorisk, kvalitativt, kronologisk og essentielt præcist afgrænset forfatterskab, endda med indbygget tidsforskydning.
Kompositorisk i kraft af den tilbagevendende dobbeltfiktion i den parvise udgivelse af værkerne. Kvalitativt i kraft af en pseudonymitet, som ikke bare inkluderede værkernes indhold, men også deres materielle præsentation. Kvantitativt i kraft af 3-års-cyklen: februar 1843 til februar 1846. Essentielt via den dobbeltbundede fællesbetegnelse Firma. Og dermed – efter planen – definitivt: Basta!
Hvortil kom en planlagt tidsforskydning i identificeringen af ”forfatterfunktionen”, som pointeredes med Søren Kierkegaards afsluttende statement, da han efter udløbet af de tre år offentligt vedgik sin egen pseudonymitet.
Hvormed han, under alle omstændigheder, samtidig ville have det definitivt fastslået, at han selv kun, i højst u-egentlig forstand, havde været for forfatteren at regne.
Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg i det foregående har anvendt to tilsyneladende metaforiske udtryk, som lidt forvirrende, men også kontrapunktisk pointeret, modsvarer hinanden.
Dels betegnelsen fiktion for Tivoli.
Dels betegnelsen firma for Søren Kierkegaards æstetiskpseudonyme forfatterskab.
Men udtrykkene er i intet af tilfældene metaforiske. De er tværtimod begge ganske bogstavelige betegnelser for juridiske
realiteter. I datiden. At de i en nutidig, litterær sammenhæng øjeblikkelig opfattes i overført betydning er en del af konstellationens pointe.
Dens formål er at sandsynliggøre, at opløsningen af den ligefremme forfatteridentitet og ophævelsen af det personlige ejerskab – dvs. forfatterens ’død’ og aktieselskabets ’fødsel’ – udgør to indbyrdes forbundne bevægelser i 1840’ernes København. I kraft af størrelserne ’firma’ og ’fiktion’ – begge forstået, ikke som litterære, men som juridiske termer.8 Og begge som pointerede grundelementer i det ’forfatterskab’, der indgår som hovedaktør i denne fremstillings intellektuelle drama.
Betegnelsen firma var i 1840’ernes Danmark en så ny betegnelse, at den ikke kunne slås op i nogen ordbog over det danske sprog. Heller ikke Molbechs. Kun i datidens nyeste fremmedordbøger. Først og fremmest, selvfølgelig, professor Ludvig Meyers, som var udkommet første gang i 1837. Og som Kierkegaard på sine hylder havde stående i både anden- og tredjeudgaven fra henholdsvis 1844 og 1853.9
Men ordet fandtes også i J.N. Høsts fremmedordbog, ligeledes fra 1837. Hvor definitionen på betegnelsen Firma lød:
Den Benævnelse, hvorunder Handlende og Handelscompagnier drive deres Forretninger, og hvormed de underskrive deres Breve, Vexler o. s. v.; vel og: selve Underskriften eller dens Navnetræk (f. Ex. Gyldendalske Boghandling, Bibliographisches Institut).10
For en formel betragtning har ordet firma altså svaret til det seneste årtusindskiftes brug af betegnelsen brand. 11 Begge udtryk spiller på en forretningsmæssig dobbelthed omkring begrebet
navn som grundlæggende fællesbetydning. Brand oprindelig på en dobbelthed af navn og vare. Firma (og brand i sin blivende betydning) på en dobbelthed af navn og forretning. 12
Begrebet firmas dobbeltbetydning, som sekundært er af italiensk herkomst, bredte sig som sagt i 1700-tallet over det meste af Nordeuropa. I Danmark ses ordet ikke at dukke op førend på tærsklen til det 19. århundrede. Det er registreret anvendt første gang i efterskriften til andet bind af P.A. Heibergs satiriske føljeton Rigsdaler-Sedlens Hændelser fra 1793.13 Og registreret første gang i C.P. Hansens Handels-Ordbog fra 1807.14
Selv samme år benyttedes betegnelsen første gang, ganske overraskende, i den handelskontrakt, Søren Kierkegaards far, Michael Pedersen Kierkegaard, indgik med sin fætter Anders Andersen Kierkegaard og dennes kompagnon Niels Sørensen Aabye, vedrørende farens optagelse i firmaet Kierkegaard & Aabye, 30. januar 1807. Identisk altså med efter- og mellemnavn på M. P. Kierkegaards endnu ufødte, yngste søn, Søren. Der som sagt, ved sin dåb seks år senere, følgelig – både i dobbelt forstand og helt bogstavelig talt – fik ’firma’!
Søren Kierkegaards mellemnavn er altså ikke, som man skulle tro, et slægtsnavn. Men tværtimod en patriarkalsk konfirmering af en forretningsalliance. Aabye er med andre ord, og for et sandt bagklogt blik: et renlivet firmanavn. For nu ikke at give pleonasmen for lidt.
Som det hed i kontrakten fra 1807:
Vi Anders And:[ersen] Kierkegaard og Niels Sørensen
Aabye Silke- og Klædekræmmere heri Staden, tilstaae og bekjende herved at have modtaget af Hr: Michael Pedersen Kierkegaard 12000 Rdr siiger tolv tusinde Rigsdaler
dansk courant, som han har indskudt i vor under Firma A Kierkegaard & Aabye førende Handel ... 15
Som det fremgår af den afsluttende substantivering, bruges ’Firma’ her med vægt på betydningen forretningsnavn. Og ’Handel’ med vægt på betydningen forretning. Lige fra firma-begrebets første begyndelse har formålet med den bogstavelige forening af navn og forretning, altså, frem for noget været: muligheden af at skille dem ad i praksis. Dels derved at ordet firma i betydningen forretningsnavn fra starten var knyttet til forretninger, hvis navn netop ikke (eller kun delvis) var identisk med ejerskabets personnavn(e).16 Dels derved at der til verbalafledningen firmere – i betydningen: underskrive – straks knyttedes vendingen: at give firma. Som betød: at ”give en Handelsbetjent [dvs. en ansat] Fuldmagt til at handle og underskrive i sin Principals [dvs. sin chefs] Navn”.17
Der var derfor tale om en juridisk fiktion i sand, dobbeltkontraktlig forstand. For det første ved at et firmas navn fra nu af kunne tænkes forskelligt fra ejerens. Ja, at ’ejeren’ i sig selv kunne bestå i en sammenslutning af flere enkeltpersoner.18 For det andet ved at en person, der selv var uden besiddelser eller administrativt ansvar, kunne identificeres som ækvivalerbar med firmaet. Og altså, i kraft af sin underskrift indgå økonomiske aftaler, der bandt ejeren fuldstændig, som var underskriften hans (eller deres) egen. I begge henseender altså: en opløsning og transponering af den fysiske person-identitet, som er forudsætningen for ethvert handelsliv i større format. Og altså, som det hermed let kan forudses: også siden som strengt faglig term for navne og underskrifter i Søren Kierkegaards pseudonyme forfatterskab.
Det forhindrer ikke person-identiteten i fortsat at virke bag ’firmaets’ overpersonlige fiktionalitet. Da Søren Kierkegaards far i 1818 måtte tage et tab på 360 rigsdaler i forbindelse med en række uheldige transaktioner i kompagniskabet, forlangte han samtidig sit indskud i firmaet afdraget med 1.640 rigsdaler. Hvoraf han det følgende år, da konkursen atter truede, genindbetalte de 1.000. Da fallitten i 1821 indtraf første gang, gav han afkald på sit tilgodehavende på 11.000 rigsbankdaler og sikrede dermed firmaets begrænsede overlevelse. Frem til den definitive konkurs i 1828.19
Det er altså dette oprindelig rent familie- & forretningsmæssige begreb, firma, der af Søren Kierkegaard og hans pseudonymer nu i ny forstand bliver anvendt som betegnelse for det æstetisk-pseudonyme forfatterskab. Pseudonymernes forenede Firma kaldes forfatterskabet udtrykkelig i et udkast fra november 1846. Hvor Frater Taciturnus samtidig omtales – rent forretningsmæssigt – som en af dette firmas ”Interessenter”, dvs. kapitalindskydere.20
Lignende fiktioner findes også inden for engelsk ret. Men sin virkelige renæssance fik Romerrettens fiktionsbegreb først med det 19. og 20. århundredes betegnelse ’den juridiske person’, hvis forløber i ældre dansk ret (som en betegnelse, eksempelvis, for stamhuse) gik under navnet mystisk eller moralsk person. 21
Som det umiddelbart fremgår af betegnelsen ’juridisk person’, var formålet med fiktionen, ligesom under Romerretten, at overføre retsbegreber fra et traditionelt juridisk felt – i dette tilfælde personrettens – til områder, hvor retssubjektet ikke længere kunne hævdes at være nogen konkret, bogstavelig person.22