$Ȳɷ ɅʟȲɴɴȲȬȲ ȥɫʁɴʦʰ B.S. Ingemanns dannelsesrejse 1818-1819
Kirsten Jensen Holm
$Ȳɷ ɅʟȲɴɴȲȬȲ ȥɫʁɴʦʰ B.S. Ingemanns dannelsesrejse 1818-1819
Den fremmede blomst B.S. Ingemanns dannelsesrejse 1818-1819 rs en ensen
lm
enne dga e rlage l ers S 1. dga e 1. lag B.S. Ingemann-Selskabets Skriftserie, bd. 16 mslag m l S e ensen Sa s llads S el ng mslags ll s ra n Afskedsscene på Toldboden, Jørgen Roed, 1834 la gra ar e se Baes la maler Bernhard Severin Ingemann . . ers erg 181 -18 r S and na anB r n ed n ISB 9 8-8 - 91 .m l ers.d
-8
enne g er es e med r a g ldende dans l m a sre . er ng m ns e erenss emmelse med l en. dg elsen er s
I
S I
e a
-
S
S
S I
S
JɷȬɏʁɫȬ JɷɆȲɴȉɷɷʦ ʟʹʰȲ
ࣄ
JɷȬɫȲȬɷɔɷɆ
ࣆ
ࢾु
©Ȭ ȉɅ $ȉɷɴȉʟɦ
ࢾࣃ
ࢿु
*ɷ ɏɔɷˑȉɷȬʟɔɷɆ
ࢿࣃ
ࣀु
J EȲɔȬȲɫȥȲʟɆ ȬȲʟ ʰȉȥʰȲ ɣȲɆ ɴɔʰ ɏɣȲʟʰȲ
ࣀࣂ
ࣁु
<ʟȉɷɦʟɔɆ ʁɆ ȉʟɔʦ
ࣁࢾ
ࣂु
*ɷ ȉɫʜȲˑȉɷȬʟɔɷɆ
ࣁࣅ
ࣃु
sˑȲʟ ȬȲ ʦɔȬʦʰȲ ȥɣȲʟɆȲ
ࣄࢾ
ࣄु
*ɷȬȲɫɔɆ JʰȉɫɔȲɷ
ࣅࢽ
ࣅु
ɴʹʰʰʹʟ ʰɔɫ ^ɔˑʁʟɷʁ
ࣅࣆ
ࣆु
$Ȳɷ ɔʰȉɫɔȲɷʦɦȲ ɦʹɷʦʰʦ ɏʁˑȲȬʦʰȉȬ
ࣆࣃ
ࢾࢽु ʁɴ
ࢾࢽࣂ
ࢾࢾु
Xʹɫ ɔ ʁɴ
ࢾࣁࢾ
ࢾࢿु
gȲʟȲ ȥȉɆɣʹɫ ȲɷȬ Ʌʁʟɣʹɫ
ࢾࣂࢿ
ࢾࣀु
ʁʟɆ ʁɆ ɆɫȢȬȲ ɔ ɅȲȥʟʹȉʟ
ࢾࣂࣆ
ࢾࣁु
ȲɣʦȲ Ʌʟȉ ʁɴ ʰɔɫ jȲȉʜȲɫ
ࢾࣃࣁ
ࢾࣂु
¢ɔɫȥȉɆȲ ɔ ʁɴ
ࢾࣅࣆ
ࢾࣃु
<ȉʟˑȲɫ ʰɔɫ ʁɴ ʁɆ ^ȉ ȥȲɫɫȉ Jʰȉɫɔȉ
ࢾࣆࣄ
*ɅʰȲʟʦɦʟɔɅʰ
ࢿࢽࢿ
ȲʟʦʁɷɅʁʟʰȲɆɷȲɫʦȲ
ࢿࢽࣅ
^ɔʰʰȲʟȉʰʹʟɫɔʦʰȲ
ࢿࢾࣁ
¢ȉɦ
ࢿࢾࣃ
jʁʰȲʟ
ࢿࢾࣄ
-RKIQERRW VYXI
JɷȬɫȲȬɷɔɷɆ
Baggrund 1816 var et godt år for Ingemann. Hans skuespil Blanca opførtes fra begyndelsen af året på Det Kongelige Teater med stor succes. Senere samme år udkom tryllespillet Reinald Underbarnet og tragedien Løveridderen; og lige før jul så den lille digtsamling Julegave dagens lys. Ingemann var nærmest flyvende. Men så dukkede Heiberg1 op på scenen med den polemiske komedie Julespøg og Nytårsløjer, hvori både Ingemann og vennen Grundtvig2 blev gjort til nar; og så var det ikke længere så sjovt at være en ung og følsom poet. Polemikken med Heiberg og kumpaner fortsatte gennem det meste at året 1817. Måske har dette lidt betændte klima været en del af årsagen til, at Ingemann gerne ville væk. Han var 28 år, havde ikke nogen formel uddannelse, ingen pengestærk familie i ryggen og begge hans forældre var døde. Derudover var han på 5. år forlovet og kunne ikke, uden fast stilling og ordentlig anstændig bopæl, forvente at blive 9
gift med embedsmandsdatteren Lucie Mandix;3 for han var jo bare digter, og det kunne man dengang slet ikke leve af endsige underholde en familie for. Hans situation i øvrigt var på mange måder at sammenligne med vore dages unges: hvad skal jeg stille op med mit liv? Så Ingemann traf, nok ikke en rask, måske snarere en nølende beslutning om at søge penge til en dannelsesrejse. Sådan én som også Baggesen, Oehlensläger, Thorvaldsen, Eckersberg og mange andre kunstnere havde været på. Og så møder han kort før jul den noget ældre norske provst Frederik Schmidt ude i Bakkehuset hos Kamma og Knud Lyne Rahbek. Det er sidstnævntes fødselsdag4, og jeg gætter på at Ingemann var en selvskreven gæst ved sådan en lejlighed. Både herren og fruen i huset havde nemlig fra starten fattet stor kærlighed til den unge digter, og det var slet ikke så tosset, for de var det toneangivende par i København på den tid. Provst Frederik Schmidt er 47 år gammel og tumler også med rejseplaner, viser det sig. Og selv om de to ikke kender hinanden særlig godt (de har kun mødt hinanden en enkelt gang tidligere) så er Ingemann vaks og spørger, om de ikke skal følges til Italien. Den store aldersforskel har ikke bekymret ham, for den 20 år ældre provst har til gengæld rejseerfaring; han har, om man så må sige, været der før. Og så går Ingemann ellers i gang med forberedelserne, mens han venter på tilsagn om økonomisk støtte til sin rejse5. Hvor mange penge han har bedt om vides ikke, men midt i januar får han bevilliget 1600 rigsbankdaler fra Fonden Ad 10
usus Publicos;6 senere får han 400 mere, så han også kan komme hjem igen. Det har været et ganske pænt beløb. Til sammenligning fik C.E.F. Weyse7 en årsløn som hofkomponist på 1000 rigsbankdaler i 1819. Så mon ikke Ingemann alt i alt har fået noget, der nærmer sig 3-400.000 i 2022-kroner. I princippet skulle der være penge nok til, at Ingemann kan nå til Italien og hjem igen. Han ender med at blive dernede i godt 10 måneder. Det er klart, at han har brug for penge – til rejse, ophold, mad og forlystelser. Allerede en uge senere tropper provsten op på Ingemanns bopæl. Det er juleaften, og de får sig en snaps og en pibe tobak, mens Ingemann åbenbarer sin foreløbige rejserute. Og selv om han endnu ikke kan vide, om han rent faktisk kommer af sted, er han begyndt at øve sig på det italienske. Rom kan nås ad søvejen, men det vil medføre en ikke helt ufarlig sejlads over Biscayen. Det er så heller ikke den rute Ingemann skitserer her i slutningen af 1817. Han ønsker at se Rhinegnene og komme op på de høje alpetoppe, og desuden er hans forlovede Lucie ikke tryg ved at sende ham ud på det store oprørte hav. Med god grund. Farvandet mellem Sydfrankrig og Nordspanien har mange skibsforlis på samvittigheden. Hvis det havde været i dag, så havde han måske snuppet et fly til Rom; sådan som man jo gør nu om stunder: direkte til destinationen med fly. Man oplever sjældent det store på sådan en flyrejse; til gengæld kan man nå det meste af verden
11
på ganske kort tid og bruge tiden på at udforske fjerne egne. Sådan som eksempelvis Troels Kløvedal8 har gjort det. De to, Kløvedal og Ingemann, har også det tilfælles, at andre finansierede deres rejser. Så dengang som i dag kunne en ikke-bemidlet få luft under vingerne, hvis ellers talentet og forbindelserne kunne holde til det. Sådan en rejse bliver altid noget dyrere end man tror, for når man nu er der, så skal man da også liiige ... Også Ingemann gjorde sig omveje og svinkeærinder, som kostede. Og endelig var formålet med sådan en rejse dengang nogenlunde det samme som i dag: at se verden og finde sig selv. I dag kan den rejsende kommunikere og opdatere fra næsten alle destinationer på kloden; man kan nærmest ikke blive væk, eftersom satellitter overvåger os, hvor end vi går og står! Anderledes var det i 1818. Så snart skibet var afsejlet eller postvognen kørt, var man i princippet væk, og de efterladte måtte tålmodigt vente på et livstegn fra den rejsende.
Materialet Undervejs lavede Ingemann noter i to små almanakker. Kalenderne befinder sig i dag på Det Kongelige Biblioteks håndskriftssamling sammen med de ca. 20 sider, der er tilbage af hans rejselommebøger. Kalenderen fra 1818 er dansk, medens den fra 1819 er italiensk og formodentlig købt i 12
Rom. Formatet er beregnet til at kunne være i en lomme. Ingemann skrev, sådan som man gjorde indtil 1875, med gotisk håndskrift, og teksten er temmelig utydelig. Man kan dog genkende navne på byer og rejseruter og ikke mindst de med understregning markerede meddelelser om afsendelse og modtagelse af breve til og fra Lucie. Den første note er skrevet efter ankomsten til Kiel og lyder: 16.-17. april Kiel brev til Lucie no 1, og i den sidste står der: 30. (oktober) afsendt brev no 41 fra Berlin til Lucie. Der er altså tilgået Lucie 41 breve. Brevene den anden vej har ført en mere usikker tilværelse, eftersom den rejsende jævnligt skiftede opholdssted; men det ser ud til, at Ingemann har modtaget 33 breve fra sin kæreste i København. En livlig korrespondance, som vi desværre ikke har adgang til, eftersom den private ejer ikke har ønsket den offentliggjort. I sine øvrige breve hjem, hvoraf vi i dag har adgang til en del9, henviser Ingemann flere steder til de breve, han skriver til Lucie, og i provstens dagbog kan vi læse, at Ingemann modtog breve fra sin kæreste. Ja, for den gode provst skrev nemlig en udførlig dagbog under hele turen, og derfor kan vi noget lettere følge Ingemanns færd. Han selv derimod var ikke så nøjeregnende med sine optegnelser, og han følte sig hverken forpligtet på tid eller sted. Ingemann digter om det, der inspirerer ham, og det er ofte mennesker, han møder, eller fortidens mennesker i en borg, en sætning han lige har opsnappet eller en historie han
13
har hørt. F. eks. køber han i Zürich et par alpesko – og de kommer straks med i hans første alpedigt: Alpevandrer afsted afsted, bjergskoen på din fod! Tågen ruller i dalen ned, morgenstunden er god!10 Men efter hans hjemkomst fik rejsen stemme i digterværket Reiselyren og mere end 10 år efter i Smaadigte og Rejseminder, hvoraf den sidste halvdel er en fortsættelse af Reiselyren. Når vi krydser disse lyriske værker med provst Frederik Schmidts dagbøger, de brevvekslinger, vi har til rådighed, og de håndskrevne rejsenoter fra Ingemann almanakker, får vi et enestående indblik i en dannelsesrejse i begyndelsen af 1800-tallet.
Formen Hist var vinter og sne – her blomstrer evige vår. Ranken slynger sig her om almen frodig i kranse, olieskoven står lys med sølverkronen i sol; under platanens tag går velske Charis med geden nynner en elskovssang, og på de fremmede ser. 12 I luftninger milde! I dufte, som svømme, husvalende stille, på lysets de bævende strømme!
14
I dale så grønne, I floder, I søer, I feslotte skønne, på eders lyksalige øer!13 De to digtudpluk er et eksempel på den metode, Ingemann brugte i sit rejseepos. Han har haft en ret ambitiøs plan. Han har villet lave en slags opera eller operette uden musik; eller hvem ved, måske har han været så ambitiøs, at han har tænkt sig det hele eller bare noget af det sat i musik. I enkelte eksemplarer af den første udgave af Reiselyren er der indklæbet nodeark med 5 melodier, bl.a. én af Rudolf Bay. Det ser ud til, at de digte, der var skrevet undervejs, skulle udgøre arierne og korene, og så formede Ingemann en slags recitativer rundt om for at få det hele til at hænge sammen, som man kan se i ovenstående eksempel. Det er da mageløst fundet på!
15
Kapitel 1
©Ȭ ȉɅ $ȉɷɴȉʟɦ
Den 12.april 1818 letter paketskibet Marie Margretha anker med Ingemann og provst Schmidt ombord og afsejler fra Københavns Toldbod med kurs mod Kiel – en tur på ca. 3 døgn afhængigt af vind og vejr. Også Ingemanns skolekammerat fra Slagelse Latinskole Wilhelm Christoffer Zeise er med om bord. Ham følges de med til universitetsbyen Göttingen, hvor han står af for at studere kemi. Det fremgår af de første sider af Reiselyren, at det er med blandede følelser at Ingemann drager ud i den store verden, for inde på kajen står hans kæreste Lucie Mandix. Hende må han forlade. Det er med tåre på kind: Fort – Gud i vold – jeg kan ej mer tilbage – Brist ikke hjerte! Suk nu ej så såre! Knus ej min sjæl, nedtrykte afskedståre! Min sjælebrud, kan du mig ej ledsage? Du kan – du må – før måtte jeg bortdrage Fra livets kyst på sorte dødningbåre,
16
Før nattens dunkle land til hjem udkåre, før hjertet ikke skulle dig medtage!14 Lucie er særdeles nærværende i mange af de første digte. Hun kigger fra sit vindue derhjemme op på den samme måne, som Ingemann beskuer under sejlturen til Kiel,15 og hun dukker op i oder fra Hannover, Göttingen og Frankfurt am Main.16 Fra Kiel går turen over stok og sten mod Hamborg. På vejen gør de holdt i Neumünster, som allerede på det tidspunkt var en klædeindustriby. I provstens dagbog kan vi læse at de spiser middag.17 I Reiselyren står et digt om en ung kvinde: Ser jeg i fremmed stad et billed fra forrige dage? Møder mig favrest mø fra barndommens kyst? Disse øjne jeg så, da end jeg kæphesten tumled, når disse lokker jeg så, jeg glemte vildskab og leg, satte blandt søstrene mig på skamlen, så på den skønne, lytted hjerteglad til, når fro hun taled og sang. Sjunger hun end som før? Er kind og lok end den samme? Jeg sidder dog ej mer på skamlen ved hendes fod; fremmed den rejsende står, i huset ingen ham kender, moderen kommer og se, hun kender fremmede røst; barnet mindes hun end, hun mindes forrige dage, står nu alvorligt der i børneenglenes flok. Langt fra fædrene ø, i fremmed stad du nu sidder stille i børnenes kreds og taler fremmede sprog, muntre henflygtende mø! Hvi er så stille du vorden? Stille er moderens fryd; men jomfruens glæder forbi; 17
skjuler tåren sig hist? Lyksaligt øjet dog smiler, favner til afsked du mig, som barnet i forrige dage – hil dig lyksalige viv! – fort vandrer fra fremmede stad!18 Digtet er et godt eksempel på hvordan Ingemann lader sig inspirere. Ingemann kendte kvinden, dengang han var barn og hun en ung pige dernede på sydhavsøerne. Hun hed Maria Magdalene Broager19 og blev som 19-årig gift med Peter Johan Wilhelm Kellermann, som var justitsråd og amtsforvalter i Neumünster. De fik et utal af børn, hvoraf en datter Sophie Christine Kellermann blev gift med Ingemanns gode ven og tidligere lærer på Slagelse Latinskole professor Jens Møller. Men tiden er knap – postvognen venter — de må afsted og ruller på hullede veje til Bramstedt midtvejs mellem Kiel og Hamborg, og næste dag ankommer de ved 16-tiden til den nordtyske hovedstad. Samme aften går provsten i teatret sammen med Zeise. Ingemann vil ikke med; han er gnaven fordi han ikke kan få et brev fra sin kæreste Lucie udleveret. Hamborg er en stor by, som det er svært at finde rundt i; så selv om provsten har været der før, køber han dagen efter en rejseguide, Ficks Handbuch für Reisende, med kort over Tyskland og Hamborg; sådan en datidens Lonely Planet. Byen var også dengang kendt for sit livlige natteliv med mange letlevende damer. De skulle efter sigende udgøre 5% af byens befolkning, som på det tidspunkt var på ca. 120.000.20 Ingemann er ikke specielt begejstret for Hamborg, hvor kunst er lig med handel:
18