Tyngdens regnbue

tyngdens regnbue

tyngdens regnbue thomas pynchon oversat af claus bech versene ved thomas rasmussen Multivers

Tyngdens regnbue Af Thomas Pynchon Oversat af Claus Bech Vers ved Thomas Oversættelsesredaktion:RasmussenTore Rye Andersen Forlagsredaktion: Jonas Sahl Hollænder © Forlaget Multivers ApS, 2022 Copyright © Thomas Pynchon 1973 1. udgave, 1. oplag 2022 Omslag: Christine Lind Tryk: PrintedToteminPoland, 2022 ISBN: Dennewww.multivers.dk978-87-7917-188-6bogerbeskyttetimedfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: augustinus fonden konsul george jorck og hustru emma jorck’s fond

Til Richard Fariña

åndelig eksistens efter døden. – WERNHER VON BRAUN

vi

Hinsides1 nul kender den kender kun forvandling. har at har en

ikke til udslettelse;

lært mig og stadig lærer mig, styrker min tro på,

Alt, hvad videnskaben

Naturen

Kun de nærmeste ansigter er synlige, og kun som halvt reflekterede spejlinger i en søger, grønligt flimrende VIP-ansigter husket bag skudsikre bilruder på fuld fart igennem byen …

De har sat sig i bevægelse. De kører på banen ud af stationsbygningen, væk fra byens centrum, bevæger sig ud i ældre, mere trøstesløse kvarterer.

Er det vejen ud? Ansigter vender sig mod ruderne, men ingen tør spørge, i hvert fald ikke højt. Regn begynder at falde. Nej, det er ikke en adskillelse fra, men en stadig tættere fletten ind i – de kører ind under hvælvinger, hemmelige indgange af forvitret beton, der ligner buer i en viadukt … bæ

Inde i vognen med dens gulv, der er bygget forskudt, sidder han i fløjls sort mørke uden noget at ryge på og fornemmer både tæt på og længere væk jern og stål, der skubbes og kobles, damp, der stødes ud, vibrationer i vognens chassis, som om det prøver at rette sig ud, et ubehag ved de mange andre, der presser imod ham, de svage, alle de andre får, der er løbet tør for held og tid: drukkenbolte, gamle veteraner, stadig i chok efter at have fået udrustning, der var forældet for tyve år siden, bondefangere i jakkesæt, hjemløse, udslidte kvinder med flere børn, end man skulle tro nogen kunne have, tæt pakket sammen med resten af tingene, der skal transporteres ud til frelsen.

En skrigen går over himlen. Det er sket før, men der er ikke noget at sam menligne med nu. Det er for sent. Evakueringen fortsætter, men det er alt sammen teater. Der er ikke lys i vognene. Der er ikke lys nogen steder. Bærebjælker, der ligner gamle sengebunde af jern, hæver sig over ham, og højt over dem er der glasruder, som kan slippe dagslys ind. Men det er nat. Han er bange for, hvad der sker, når glasset falder ned – snart – det bliver et syn, et kry stalpalads, der styrter i grus. Men det vil falde ned i total mørklægning uden et eneste lysglimt, kun et stort, usynligt rabalder.

9       

Nogle venter alene, andre deler deres usynlige værelser med andre. Usynlige, ja, hvad rolle spiller indretningen i denne fase? Under sålerne knaser det allerældste storbyskidt, de sidste udkrystalliseringer af alt det, byen har fornægtet, løjet om for sine børn. Hver især har hørt en stemme,

10 Tyngdens regnbue rebjælker af sodsværtet træ har langsomt bevæget sig forbi over dem, og der er begyndt at lugte af kul som i en fjern fortid, lugte af petroleumsvin tre, af søndage helt uden trafik, af den koralagtige, gådefuldt livskraftige vækst, rundt om blinde kurver, ud ad ensomme sidespor, den sure lugt af fraværende rullende materiel, af rust, der modnes og udvikler sig gennem disse tomme, strålende og dybe dage, især ved daggry med blå skygger, der besegler dens passage, forsøger at bringe begivenhederne frem til det Absolutte Nulpunkt … og det bliver fattigere, jo længere de kommer ned … fattige ødelagte byer, steder med navne, han aldrig har hørt … murene styrter sammen, der er stadig færre tage, stadig ringere udsigt til lys. Vejen, der burde have åbnet sig ud mod en bredere landevej, er i stedet blevet brat smallere og smallere, mere ujævn, med skarpere og skarpere kurver, indtil de pludselig, alt for tidligt, befinder sig under den sidste bue: brem serne bider sig fast og hviner hæsligt. Det er en dom, som ikke kan ankes. Karavanen er gået i stå. De er på endestationen. Alle evakuerede be ordres ud. De bevæger sig langsomt, uden modstand. De har blygrå kokarder på, dem, der viser dem vej, og siger ikke et ord. Det er et enormt, meget gammelt, mørkt hotel, en forlængelse i jern af skinnerne og skifte sporene, som har ført dem frem hertil … kuglelamper malet mørkegrønne hænger fra de forsirede støbejernstagudhæng og har ikke været tændt i århundreder … menneskemængden bevæger sig uden at mumle eller hoste hen ad gange, der er lige så lige og funktionelle som ganglinjer i et pakhus … fløjlssorte flader tilslører bevægelsen: der er en lugt af gammelt træ, af fjerne bygninger, der har ligget øde hen i al denne tid og først er blevet åbnet nu for at give plads til den pludselige tilstrømning af sjæle, også en lugt af kold puds og døde rotter, hvis genfærd, stille som hulemalerier, sid der stædigt fikseret og lysende tilbage på væggene … de evakuerede føres af sted i grupper, i elevator – en bevægelig platform bygget af træ, åben på alle sider, og som hejses op med gamle, tjærede tove og støbejernstaljer med skiver, der er formet som S’er. På hver brun etage træder passagerer af og på … tusindvis af tyste værelser uden lys …

Men nu er det lykkedes Piraten at sætte sig op på sin smalle ungkarle seng og glippe med øjnene. Hvor rædselsfuldt. Hvor forbandet rædsels fuldt … over sig hører han stof, der flænges. Special Operations Executive har trænet ham op til hurtige reaktioner. Han springer op fra briksen og sparker til den, så dens hjul ruller i retning af Bloat. Bloat, der nu falder,

Men det er allerede lyst. Hvor længe har det været lyst? Al denne tid er lys kommet piblende ind sammen med den kolde morgenluft, der nu strømmer hen over hans brystvorter, og lyset er begyndt at afsløre et sor timent af fordrukne døgenigte, nogle af dem i uniform, andre ikke, som knuger tomme eller halvtomme flasker til sig og sidder slapt hængende i stolene eller kryber sammen foran den kolde kamin, liggende på diva ner, ustøvsugede gulvtæpper eller chaiselonger anbragt på de forskudte niveauer i det enorme lokale, snorkende og hvæsende i mange rytmer i et selvfornyende kor, mens Londons lys vinterkoldt og elastisk vokser mel lem de sprossede vinduer, vokser mellem lagene af den foregående aftens røg, der stadig hænger udtyndet under de bonede loftsbjælker. Alle er ho risontale her, alle disse soldaterkammerater, der ser lige så rosenfriske ud som en flok hollandske bønder, der drømmer om deres visse genopstan delse i løbet af et par minutter.

11 1 Hinsides nul som han troede kun talte til ham, og som sagde: ”Du troede ikke for alvor, at du kunne blive reddet. Vi ved jo godt alle sammen, hvem vi er nu. Ingen ville have gjort sig den ulejlighed at redde dig, gamle ven …”

Der er ingen vej ud. Lig og vent, lig stille og ti stille. En skrigen går stadig over himlen. Når den kommer, kommer den så i mørke, eller har den sit eget lys med? Kommer lyset før eller efter?

Hans navn er kaptajn Geoffrey (”Piraten”) Prentice. Han er svøbt ind i et tykt tæppe, ternet i orange, rustbrunt og højrødt. Hans kranium føles metallisk.Ligeover ham, fire meter oppe, er Teddy Bloat på nippet til at falde ned fra en svalegang efter at have valgt at kollapse lige på et sted, hvor nogen i et anfald af almagt for et par uger siden har sparket to af ibenholt balustrene ud. Nu har Bloat i sin bevidstløse tilstand kantet sig gennem hullet med hoved, arme og overkrop, og det eneste, der holder på ham deroppe, er en champagneprop med ståltråd i hans bukselomme, som på en eller anden måde har haget sig –

Piratenfaldskærmstogt.erblevetberømt for sin bananmorgenmad. Messekammerater fra det meste af England stimler sammen her, nogle af dem allergiske eller ligefrem fjendtligt indstillet til bananer, bare for at se – for bakteriernes politik, jordens sammenfletning af ringe og kæder i netværk, hvis masker kun Vorherre kan se, har fået frugten til at trives, i flere tilfælde helt op til halvanden fods længde, jo, det er forbløffende, men sandt.

rammer den lige midtskibs med en voldsom svirren i sengefjedrene. Et af benene knækker. ”Godmorgen,” bemærker Piraten. Bloat smiler flygtigt og vender tilbage til søvnen efter at have puttet sig godt i Piratens tæppe.

12 Tyngdens regnbue

Piraten står på toilettet og pisser uden en tanke i hovedet. Så smyger han sig ind i en uldkåbe med vrangen udad for at holde sin cigaretlomme skjult, men det virker ikke efter hensigten, og han går rundt om sine ven ners varme kroppe og hen til den franske dør, smutter udenfor i kulden, udstøder et grynt, da kulden rammer fyldningerne i hans tænder, går op ad en vindeltrappe til taghaven og bliver stående lidt for at se ud over floden. Solen er stadig under horisonten. Himlen truer med regn, men indtil vi dere er luften ualmindelig klar. Det store kraftværk og gasværket længere

Bloat er en af dem, der lejer byhuset med dets to etager opført i forrige århundrede ikke ret langt fra Chelsea Embankment af Corydon Throsp, en bekendt af Rossetti-familien, der gik klædt i lodne kitler og holdt af at dyrke lægeurter oppe på taget (en tradition, som den unge Osbie Feel på det seneste har videreført), en del af dem hårdføre nok til at overleve tåge og frost, men de fleste vendte dog tilbage til jorden på taget som fragmenter af ejendommelige alkaloider plantet i gødning fra en trio af præmierede Wessex Saddleback-søer indkvarteret af Throsps efterfølger samt visne blade fra mange dekorative træer transplanteret til taget af senere lejere og hist og her et uspiseligt måltid henslængt eller opkastet af denne eller hin følsomme epikuræer – det er alt sammen med tiden blevet skumret sammen af årstidernes knive til en flere fod tyk impasto, et ubegribeligt sort muldlag, hvor alt kan gro, ikke mindst bananer. Piraten, der har været drevet til fortvivlelsens rand af krigens bananmangel, beslut tede at bygge et glasdrivhus på taget og overtalte en ven, der fløj på RioAscension-Fort-Lamy-ruten, til at stjæle et par unge banantræer til ham til gengæld for et tysk kamera, forudsat at Piraten tilfældigvis fandt et på sit næste

Bliver den det? Langt mod øst nederst på den lyserøde himmel har noget afgivet en gnist, et meget klart lys. En ny stjerne, intet mindre be mærkelsesværdigt.

Han læner sig mod brystningen for at se bedre. Det lysende punkt er blevet en kort, lodret streg. Det må være et sted ude over Nordsøen … mindst lige så langt væk … isflager nedenunder og en kold stribe solskin … Hvad er det? Sådan noget sker aldrig. Men Piraten kender det alli gevel. Han har set det på film for mindre end fjorten dage siden … det er en kondensstribe. Allerede en fingerbredde højere nu. Men ikke fra et fly. Fly affyres ikke lodret. Det er den nye og stadig tophemmelige tyske raketbombe.”Indgående post.” Hvisker han det, eller tænker han det kun? Han strammer den flossede badekåbesnor. Deres rækkevidde er efter sigende over 300 kilometer. Og man kan ikke se et kondensspor på over 300 kilo meters afstand, kan man? Åh. Åh, jo, rundt om jordens krumning længere mod øst er solen lige stået op ovre i Holland og rammer rakettens udstødning, dens dråber og krystaller, og får dem til at glimte tydeligt tværs over havet …

13

Den hvide linje har brat afbrudt sin opstigning. Det må være driv stofslut, brændstofophør, hvad kalder de det … Brennschluss. Vi har ikke noget ord for det. Eller også er det hemmeligstemplet. Stribens nederste del, den oprindelige stjerne, er allerede begyndt at forsvinde i den røde solopgang. Men raketten vil være her, inden Piraten ser solen stige op. Sporet, udtværet, en smule flosset i to-tre forskellige retninger, bliver hængende på himlen. Rakettens bane er allerede ballistisk, og den er steget højere på himlen. Men er nu usynlig.

1 Hinsides nul væk står klart tegnet som krystaller dyrket i morgenens reagensglas, skor stene, ventiler, tårne, rør, fortegnede udslip af damp og røg … ”Hhahh,” Piraten ser i et ustemt brøl sin ånde svæve væk over bryst ningerne, ”hhaahhh!” Tage danser i morgenluft. Hans kæmpebananer hænger i klynger, strålende gule, fugtigt grønne. Hans kammerater ne denunder får mundvand, når de drømmer om Bananmorgenmad. Denne renskurede dag burde ikke blive værre end så mange –

Burde han ikke gøre noget … ringe til kontrolrummet på Stanmore, de må kunne se den på Kanal-radaren – nej: der er ikke tid. Under fem

Plukke bananer. Han jokker gennem sort kompost hen til drivhuset. Det føles, som om han skal på lokum. Raketten, der er knap hundrede kilometer oppe, må være ved at nærme sig toppunktet på sin bane … og begynder faldet … nu …

De matterede ruder mellem støbejernssprosserne slipper venligt dags lyset ind. Hvordan kan der nogensinde komme en vinter – selv denne her – som er så grå, at den kan ælde dette jern, der kan synge i vinden, eller blænde disse vinduer, der åbner for en anden årstid, om så nok så kunstig?

      

Hvad hvis den nu rammer præcist – uha – i et kort sekund må man kunne mærke den yderste spids og den frygtelige masse ovenover, idet den rammer issens toppunkt …

14 Tyngdens regnbue minutter fra Haag hertil (den tid, det tager at gå hen til terestauranten på hjørnet … for solens lys at nå til kærlighedens planet … ingen tid). Løbe ud på gaden? Varsko de andre?

Piraten skutter sig og bærer bananerne ned ad proptrækkertrappen.

Piraten ser på sit ur. Han opfatter ingenting. Det prikker i porerne i hans ansigt. Han tømmer bevidstheden – et trick, kommandosoldater bruger – og træder ud i den fugtige varme i bananeriet og giver sig til at plukke de mest modne, de bedste, og løfter det nederste af badekåben for at bære dem. Han giver kun sig selv lov til at tælle bananer, mens han bar fodet bevæger sig frem mellem de tungt nedhængende klaser, mellem gule lysekroner, i tropisk tusmørke … Ud i vinteren igen. Kondensstriben er forsvundet fra himlen. Piratens sved ligger på hans hud næsten kold som is. Han bruger tid på at tænde en cigaret. Han vil ikke kunne høre den, når den kommer. Den bevæger sig hurtigere end lydens hastighed. Det før ste, man mærker til den, er trykbølgen. Hvis man så stadig er der bagefter, kan man høre lyden, når den kommer.

Hen over en gårdhave med blå klinker, ind gennem køkkendøren. Rutine: tænd for amerikansk blender vundet fra en yank sidste sommer i et eller andet pokerspil, kun indsatsen på bordet, i en messe et sted nordpå, han kan aldrig huske det … Snit et antal bananer i skiver. Lav kaffe i kaffe

1 Hinsides nul maskine. Tag dåse mælk i køleskab. Blend bananer i mælk. Dejligt. Jeg vil fore samtlige Englands spritætsede maver … Lidt margarine, lugter stadig okay, smelt det på panden. Skræl flere bananer, skær dem på langs. Margarine syder, på med de lange stykker. Tænd ovn whuump sprænger os alle i luften en dag åh, ha, ha, ja, ja. Skrællede hele bananer på stegerist, så snart den er varm. Find skumfiduser …

Ind stavrer Teddy Bloat med Piratens tæppe over hovedet, glider i en bananskræl og falder på røven. ”Tager livet af mig selv,” mumler han.

”Det gør tyskerne for dig. Hvad tror du jeg så oppe på taget?” ”En af de der V-2’ere på vej?” ”En A4, ja.” ”Jeg så den fra vinduet. For cirka ti minutter siden. Den så underlig ud, synes jeg. Har intet hørt siden, har du. Den må være faldet ned. Ude over havet måske.” ”Ti minutter?” Prøver at se tiden på sit ur. ”Mindst.” Bloat sidder på gulvet og presser en bananskræl ind i pyja massens knaphul som knaphulsblomst.

15

Piraten går hen til telefonen og ringer alligevel til Stanmore. Han er nødt til at overholde den sædvanlige langsommelige procedure, men er samtidig klar over, at han er holdt op med at tro på den raket, han har set. Gud har plukket den til ham ud af den luftløse himmel som en stålbanan. ”Prentice her, fik I en prik fra Holland for et øjeblik siden. Aha. Aha. Ja, vi så den.” Det kan ødelægge ens smag for solopgange. Han ringer af. ”De mistede den over kysten. De kalder det præmaturt Brennschluss.”

”Op med humøret.” Teddy kravler tilbage mod den smadrede felt seng. ”Der kommer flere.” Gode gamle Bloat, altid leveringsdygtig med et opmuntrende ord. I et par sekunder, mens Piraten ventede på at tale med Stanmore, tænkte han: Faren er drevet over, bananmorgenmaden er reddet. Men det er kun en stakket frist. Er det ikke? Der kommer med garanti flere, alle sammen med samme risiko for at lande i hovedet på ham. Ingen ved, hvor mange flere, uanset hvilken side af fronten de er på. Skal vi virkelig holde op med at se på Osbiehimlen?Feelstår på svalegangen og holder en af Piratens største ba naner på en sådan måde, at den stritter frem fra gylpen i hans stribede

Tyngdens regnbue pyjamasbukser – og mens han med den ene hånd stryger den store, gullige krumning med trioler i firefjerdedelstakt mod loftet, hilser han morgenen velkommen med følgende:

16

Alting bli’r godt, når vi er i civil, (snup en banan) boblende vine og pigernes smil –men først skal vi smadre en tysk eller to, så stik mig et grin, min ven, så’ du god. Men som jeg vist sagde, så’ det nu du skal prøv’ at komme i sving og få lettet din røv

Tid til at lette på røven, min ven, (snup en banan) børst de bisser og smut’ ud i krigen igen. vink du lige til søvnens rige, kys dine drømme farvel. Din pin-up-pige må altså vige, til V-E Dag går på hæld, åh …

Der er et vers til, men inden han når at begynde på det, bliver den trip pende Osbie overfaldet og grundigt gennemdunket, til dels med sin egen solide banan, af blandt andre Bartley Gobbitch, DeCoverley Pox og Mau rice (”Saxofon”) Reed. I køkkenet glider sortbørsskumfiduser dovent ned i sirup i Piratens vandbadsgryde og begynder snart at boble tykt. Kaffe brygges. På et pubskilt af træ, dristigt erobret af en beruset Bartley Gob bitch under et angreb i dagslys, og hvorpå et par udskårne ord, SNIPE AND SHAFT, har overlevet, hakker Teddy Bloat bananer med en stor kokkekniv, fra hvis nervøse klinge Piraten med den ene hånd skovler lys mos ned i vaffeldejen, der er jævnet med æg, som Osbie Feel har byttet sig til med et tilsvarende antal golfbolde, en endnu sjældnere vare denne vinter end rigtige æg, mens han med den anden, ikke alt for energisk, pisker frugtmosen i med et piskeris, og den surmulende Osbie Feel, der hyppigt suger på en enliters mælkeflaske fuld af Vat 69 og vand, holder øje med bananerne på stegepanden og grillristen. Nær udgangen til den blå

Nu breder der sig mellem alle værelserne en duft, som fordriver den foregående aftens røg, spiritus og svedlugt, en flygtig, banangul duft af morgenmad: blomsteragtig, gennemtrængende, mere overrumplende end vintersolens farve får den magt, dog ikke først og fremmest i kraft af skarphed eller volumen, men snarere på grund af den høje kompleksitet i sammenvævningen af dens molekyler, en del af den heksekunst, der er år sagen til – og det er ikke ret ofte, at Døden i så klare vendinger får besked på at gå ad helvede til – at levende genetiske kæder bliver så labyrintiske, at de kan bibeholde et menneskeligt ansigts særkende selv efter ti eller tyve generationer … det er den samme vilje-til-struktur, der gør det muligt for denne krigsmorgens bananduft at brede sig, tage i besiddelse, sejre. Er der nogen grund til ikke at slå alle vinduer op på vid gab og lade den venlige

17 1 Hinsides nul terrasse står DeCoverley Pox og Joaquin Stick ved en skalamodel i beton af Die Jungfrau, som en entusiast engang i tyverne har brugt et samvittig hedsfuldt år på at modellere og støbe, før han fandt ud af, at den var for stor til at komme ud ad dørene, og banker løs på siderne af det berømte bjerg med røde gummivarmedunke fulde af isterninger med henblik på at pulverisere isen og bruge den til Piratens banansorbet. Med den forgangne nats skægvækst, sammenfiltret hår, blodskudte øjne og uddunstningerne af styg ånde er DeCoverley og Joaquin kvæstede guder, der forsøger at drive en sendrægtig gletsjer af sted. Andre steder i huset vikler andre drukkammerater sig ud af sengetæp per (en af dem slipper en fæl vind ud af sit efter at have drømt om en fald skærm), pisser i håndvaske, ser misfornøjet på sig selv i konkave barber spejle, pjasker uden gennemtænkt plan vand på tyndhårede isser, presser sig ned i sabelbælte og skrårem, pudser skoene som beskyttelse mod regn senere på dagen med håndmuskler, der for længst er trætte af at gøre det, synger brudstykker af populære sange med melodier, de ikke altid kender helt godt, lægger sig i den tro, at de kan mærke varmen, i de pletter af det nye solskin, der trænger ind mellem sprosserne, begynder forsøgsvis at tale fag for at forberede sig på det, de bliver nødt til at gøre om mindre end en time, sæber hals og ansigt ind, gaber, piller næse eller gennemroder skabe og reoler for at finde noget drikkeligt, der kan bruges som middel mod de tømmermænd, der uden forudgående aftale er begyndt at banke og hamre her til morgen efter en forholdsvis rolig nat.

Tyngdens regnbue duft sprede sig over hele Chelsea? Som en trylleformular mod nedstyr tende genstande … Med en skramlen af stole, omvendte ammunitionskasser, bænke og ot tomaner samler Piratens flok sig langs kysten af det store refektoriebord, en sydhavsø et par vendekredse syd for kølige Corydon Throsps middel alderfantasier med hvirvlende mørke årer af valnøddehøjland, der nu er myldrende fuldt af bananomeletter, banansandwicher, banangryderetter, mosede bananer formet som en britisk våbenskjoldsløve, blandet med æg til dej til arme riddere, presset ud af en tylle hen over bævrende flødeag tige flader af en bananblancmanger for at danne ordene C’est magnifique, mais ce n’est pas la guerre (tilskrevet en fransk observatør under Den Lette Brigades rytteriangreb), som Piraten har overtaget som sit personlige motto … høje kander med lys banansirup, der dovent sivende kan hældes ud over bananvafler, en kæmpemæssig glaseret krukke, hvori snittede ba nanskiver har fermenteret siden sommeren iblandet vild honning og mu skatellerrosiner, og hvoropaf man nu denne vintermorgen hæver skum mende krusfulde bananmjød … banancroissanter og banankreplach og banangrød og banansyltetøj og bananbrød og bananer flamberet i gammel cognac, som Piraten sidste år hjembragte fra en kælder i Pyrenæerne, hvor der i øvrigt også var en hemmelig radiosender … Da telefonopringningen kommer, skærer den sig ubesværet gennem lokalet, tømmermændene, løjerne, de skramlende tallerkener, fagsnakken, de forbitrede latterkluk, gennemtrængende som en grov metaldobbelt prut, og Piraten er straks klar over, at det er til ham. Bloat, der sidder nær mest, tager røret med en gaffelfuld bananes glacées elegant stivnet i luften. Piraten tager en sidste slevfuld mjød og mærker den bølge ned gennem skrutten, som var det tiden, tiden i dens sommerfred, han nedsvælgede.

18

”Din arbejdsgiver.” ”Det kan man ikke,” stønner Piraten. ”Jeg er ikke engang begyndt på mineStemmen,morgenarmbøjninger.”somhankunhar hørt en enkelt gang før – sidste år under en briefing med sværtede hænder og ansigter, anonym mellem en halv snes andre tilhørere – fortæller nu Piraten, at der ligger en besked adresseret til ham og venter i Greenwich.

”Den ankom på en temmelig imponerende måde,” stemmen skinger