Den mystiske brevskriver

marcel proust

den mystiske brevskriver

og andre uudgivne noveller ved luc fraisse oversat af niels lyngsø Proust Bulletin #12 det danske proust-selskab multivers

Proust Bulletin 12

Den mystiske brevskriver og andre uudgivne noveller af Marcel Proust ved Luc Fraisse

Fransk originaltitel: Le Mystérieux correspondant et autres nouvelles inédites © Éditions Librairie Classiques Garnier, 2019 Oversat af Niels Lyngsø

Oversættelsesredaktion: Jørn Boisen

© Forlaget Multivers, 2022 1. udgave, 1. oplag 2022

Omslag: Multivers.

Tryk: Totem Printed in Poland 2022

Udgivet af Det danske Proust-selskab og Forlaget Multivers proust.dk og multivers.dk

ISBN: 978-87-7917-258-6

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Udgivelsen er støttet af: augustinus fonden

indhold et forord 6 indledning 9 pauline de s. 25 den mystiske brevskriver 31 en kaptajns erindring 47 jacques lefelde (den fremmede) 55 i underverdenen 63 efter beethovens 8. symfoni 73 bevidstheden om at elske hende 79 feernes gave 83 ”for således elskede han …” 91 hvad angår kilderne til på sporet af den tabte tid 95

En viljens teoretiker 101 Før ”I lang tid gik jeg tidligt i seng” 105 En passage fra begyndelsen til Swanns verden 107 Familien Swanns krønike 108

De mandlige inspirationskilder til Gilberte 109 Kardinal La Balues bur 111

I skyggen af unge mennesker i blomst 112 Balbecs geografi: Hver har sit sted 115 Bindinddelingen af På sporet 116

Råbene fra Paris 120 Hovedpersonen, ”Marcel” og Proust 122 Dø 123 noter 125

et forord

Er det alene af filologisk interesse, når der her for første gang foreligger en dansk oversættelse af nogle af de tidligste novellefor søg fra Marcel Prousts hånd? Nej. Denne udgivelse rummer både dristige såvel som eksperimenterende fragmenter, som Proust af forskellige grunde har ønsket skulle forblive gemt væk fra offent lighedens blik. Tilmed indeholder samlingen en enkelt novelle, der oprindeligt var planlagt til udgivelse i Glæder og dage.

Som læser kan man således imødese ”nyt” novellemateriale fra Prousts pen. Og holder man af tidlige spor af sekvenser og temaer, der siden hen foldes yderligere ud i På sporet af den tabte tid, venter der læseren af denne bulletin nogle fornøjelige timer.

”Ex nihilo nihil fit” er en gammel latinsksproget sandhed, der understreger, at intet opstår af intet. Ved nærmere eftertanke ac cepterer man nok også den tanke, at Marcel Proust ikke i første omgang, og uden forberedelse, satte sig og skrev På sporet. Vi kender i dag andre forsøg med fiktion, der skulle foregribe det se nere mesterværk, men med Den mystiske brevskriver – og andre uudgivne noveller får vi adgang til de allerførste.

På sporet af den tabte tid indeholder i sig selv materiale til et helt læseliv, men når der pludselig tilføjes noget så iøjnespringende som nye noveller til forfatterskabet, var Det danske Proust selskab ikke i tvivl om, at disse skulle udgøre vores næste bulletin. Derfor er vi glade og en smule stolte over herved at kunne præ sentere disse novellefragmenter fra en af litteraturhistoriens mest markante forfattere.

Tak til Augustinus Fonden for økonomsk støtte, og tak til Forlaget Multivers, der har inviteret Det danske Proust-selskab til samarbejde om udgivelsen, og hermed god læselyst til alle.

På vegne af Det danske Proust-selskab Jesper Brohus

Marcel Proust – med dedikation til Céleste Albaret, hans husholderske, der udgav Monsieur Proust. Erindringer.

Det franske forlags note

Bernard de Fallois udtrykte før sin død et formelt ønske om at alt det arkivmateriale han havde indsamlet i forbindelse med sine personlige studier af På sporet af den tabte tid og dens tilblivelse, skulle stilles til rådighed for den akademiske verden.

Især var det, som han så det, vigtigt at undgå at dette mate riale blev spredt for alle vinde ved en auktion, og at Prousts værk så vidt muligt kunne udbredes bredt og i sin fuldstændighed.

Med denne udgivelse får han således opfyldt sin sidste vilje.

Oversætterens note

At oversætte Proust er én ting; det har sine egne udfordringer at oversætte filologiske finfiflerier som dem der udfolder sig i denne bogs mange indledninger og noter: Nogle steder hvor der står én formulering i brødteksten og en anden i noten, kunne jeg (næ sten) lige så godt have valgt at bruge notens danske ord i brødtek sten og omvendt; og andre steder er de stumper i fodnoterne der oversættes, så små og ufuldstændige at det knap nok er muligt at gengive dem meningsfuldt på dansk uden kontekst – i de tilfælde har jeg bestræbt mig på at få de væsentligste betydningsmæssige elementer med, så også en dansk læser kan få indtryk af hvad det er for byggesten Proust har arbejdet med under opførelsen af disse tidlige prosastykker.

Niels Lyngsø

indledning af Luc Fraisse, professor ved Université de Strasbourg

Det sker ikke særlig tit at noveller af Marcel Proust bliver draget frem af glemslen, noveller som ingen nogen sinde havde hørt om.

I 1978 offentliggjorde Gallimard det lille hæfte L’Indifférent, som udgiveren af Prousts brevvekslinger Philip Kolb takket være brevene havde opdaget i et blad fra slutningen af det 19. århund red, og som siden da var blevet glemt, i hvert fald af læserne, for forfatteren kunne udmærket huske den da han langt senere skrev afsnittet ”Swanns kærlighedshistorie” i Swanns verden, det første bind af På sporet af den tabte tid.

Det der foreligger her, er endnu mere særligt, eftersom der er tale om en hel række noveller der er skrevet på samme tid som L’Indifférent og Glæder og Dage, men som ikke er blevet offent liggjort før:1 Proust gemte kladderne til manuskripterne i sit eget arkiv og nævnte dem ikke for nogen, i hvert fald hvis man skal tro de dokumenter vi kender i dag.

Hvad indeholder disse noveller så? Hvorfor omtalte han dem ikke for nogen? Og i betragtning af at han tilsyneladende ønskede at holde dem for sig selv, hvorfor skrev han dem så overhovedet?

Skønt der næppe kan gives endegyldige svar på disse gåde fulde spørgsmål, kan man trods alt blive klogere på dem ved at se nærmere på de emner der behandles, for næsten alle disse tekster beskæftiger sig med spørgsmålet om homoseksualitet. Nogle af dem transponerer, i lighed med allerede kendte tekster, det spørgsmål Proust er optaget af, til kvindelig homoseksualitet. Andre er uden transposition. Disse alt for åbenmundede noveller, som antagelig ville have været for skandaløse dengang, valgte den unge forfatter at hemmeligholde. Men han følte altså behov for at skrive dem. De udgør den private dagbog som forfatteren ikke betroede nogen, og som her kan læses næsten i klartekst.

Det som kunne have skabt skandale på Prousts tid, i forhold til hans familiemæssige baggrund og i forhold til hans samfund, er homoseksualiteten i sig selv. For disse noveller rummer intet dristigt, intet som kunne invitere til voyeurisme. De udforsker –ad særdeles varierede veje, som man vil se – de psykologiske og moralske problemer der knytter sig til homoseksualitet. De frem lægger i bund og grund en lidelsens psykologi. De inviterer os ikke til at snage i Prousts privatliv; de giver os en forståelse af en menneskelig erfaring.

Novellerne – der stammer fra et arkiv grundlagt af Bernard de Fallois, som gik bort i januar 2018 – kræver lidt baggrunds historie så der kan kastes lys over hvorfor der skulle gå så længe før de blev offentliggjort, og i hvilken kontekst Proust skrev eller skitserede dem, for derefter én gang for alle at gemme dem af ve jen for offentlighedens blik og tilmed for sin egen omgangskreds.

*

Engang for længe siden, i en tid som nu er glemt, ville det ikke være så mærkeligt hvis man kastede et blik på Marcel Prousts lit terære skæbne og tænkte at denne forfatter havde levet et liv der dybest set var spaltet i to: En ungdom tilbragt i salonerne med en blomst i knaphullet; og dernæst en mere moden alder helliget den lidenskabelige udarbejdelse af et storslået værk, hvis færdig gørelse han knap nok nåede at skimte i horisonten før han døde som enoghalvtredsårig.

Marcel Proust, forfatteren til På sporet af den tabte tid, dette monument i fransk litteratur, dette værk der indgår i verdens kul turarv. Hans samtidige forstod det lige fra de første bind begyndte at udkomme og frem til de sidste i 1927. Men en egentlig evalu ering af romancyklussens store betydning blev udskudt til senere, for den var for vidtstrakt og for righoldig til at man kunne tilegne sig den i en fart. Hvorom alting er, var forfatteren død mens han arbejdede på den, det skete da han var lige så gammel som Balzac og af omtrent de samme grunde. Var det ikke ubetænksomt af

Proust at vente, næsten uden at skrive noget, indtil hans fysiske forfald satte ind, før han omsider gik i gang med dette overmen neskelige litterære forehavende, i øvrigt ganske ligesom hoved personen i På sporet der ventede indtil Den genfundne tid?

For hvad ville Marcel Proust have haft for sig uden På sporet? Et mindre ungdomsværk, Glæder og Dage, som udkom i slutnin gen af det 19. århundrede og indbyder til at man blader videre til det 20. hvor det litterære geni og hans magnum opus med ét træder frem. Et par oversættelser af Ruskin, som ikke er uden for bindelse med det mesterværk der skulle komme, for så vidt som de drejer sig om katedraler og læsning. Men ikke mere end det. En enkelt ujævn bog, en forfatter der er oversætter.

Vinden begynder at vende præcis midt i århundredet. I 1949 udgav André Maurois på forlaget Hachette en bog med titlen À la Recherche de Marcel Proust [”På sporet af Marcel Proust”] der lader os indånde den atmosfære romanforfatteren udviklede sig i frem til affattelsen af sit store værk. I Prousts brevveksling fandt biografen nogle udsagn der antydede at denne angiveligt ved et mirakel og i sidste øjeblik opståede store forfatter faktisk fra begyndelsen, ja, konstant havde været optaget af at skrive. Maurois mødte en ung litteraturkandidat, Bernard de Fallois, der, hvis Faculté de Paris kunne godkende det, gerne ville skrive en afhandling om Proust, og som en udløber af sin egen forskning introducerede Maurois den unge mand for forfatterens niece, Suzy Mante-Proust, der ligesom sin afdøde far havde helliget sig Prousts eftermæle.

Allerede inden Bernard de Fallois åbnede familiens arkiver og senere gennemtrawlede en stor mængde salgskataloger, var han skeptisk over for den bredt accepterede tanke om at Proust plud selig skabte et litterært monument ud af det blå efter en ungdom præget af lediggang. De værker der gik forud for På sporet, var langt fra ubetydelige, men mere end antydede at Proust, før han blev Proust, hele tiden gjorde fremskridt, hvilket igen betød at man måtte antage at denne stamgæst i salonerne på ingen måde

mindede om Charles Swann, men hengav sig til intense undersø gelser af hvad han kunne skrive.

Set i dette lys bør de skrifter der kom før På sporet – fra Glæ der og Dage (1896, dansk 2001) til oversættelserne af John Ru skins Bible of Amiens (1885, fransk 1904) og Sesame and Lilies (1865, fransk 1906) – ikke betragtes som en slags spildprodukter i forhold til det store værk, men som et mylder af litterære eks perimenter. Disse bøger er laboratorier, teksterne sitrer som stof der undergår en fusionsproces. Deres udgivelsestidspunkter ligger imidlertid langt fra hinanden, hvad der fører til en forestilling om at denne forfatter in spe hele tiden afbrød sin udforskning og sine undersøgelser, udskød dem til et senere tidspunkt og kun genoptog arbejdet når og hvis lejligheden bød sig. Mellem disse i forvejen kendte, færdiggjorte værker er der et tomrum. Et tom rum der givetvis ikke skyldes skaberens manglende aktivitet, men vores uvidenhed.

Det er her Prousts familiearkiver (som først blev deponeret på Bibliothèque Nationale i 1962) kommer ind i billedet, for mel lem fingrene på Fallois, der arbejdede med samme metoder og samme vedholdenhed som en arkivar, dukkede der nogle ukendte papirer op som snart blev til en betragtelig samling. Blandt andet en stor roman der blev fundet i adskilte løsdele og paradoksalt nok var skrevet i tredje person, skønt den ligger ganske tæt op ad forfatterens egen biografi, og hvor de forskellige papirbund ter kunne klassificeres ved at følge den kronologiske udvikling hos den romanperson der gav det sammenstykkede værk sin ti tel, Jean Santeuil. Denne store rekonstruerede roman, udgivet af Gallimard i 1952, havde forord af André Maurois. De breve og papirer der har med den at gøre, viser at den hovedsagelig blev skrevet mellem 1895 og 1899. Proust faldt altså på ingen måde tilbage i uvirksomhed, men var i gang med en stor roman allerede inden prosasamlingen Glæder og Dage blev udgivet. Denne me get omfangsrige, men ufuldendte roman blev skrevet umiddelbart efter og, at dømme efter datoer og overskrifter på papirerne, ud i én køre.

Så her har vi altså broen mellem Glæder og Dage og John Ruskin. Men nu begyndte andre papirer og andre notesbøger at dukke op. De kunne placeres på tærsklen til På sporet, omkring 1908, og afslørede at den store romancyklus kom til verden på samme tidspunkt som et polemisk, men filosofisk velargumen teret essay vendt mod Sainte-Beuves biografiske metode. Proust overvejede indimellem at løfte dette essay ud af sine kladder og offentliggøre det separat. Men i realiteten var de nævnte kladder noget andet: på samme tid et essay og en roman.

Denne hybridform var en sten i skoen for litteraturkritikkens klassifikationer, men på ingen måde for Bernard de Fallois. Han havde allerede genfortolket Glæder og Dage – en bog Marcel Proust ikke brød sig om, fordi den ikke var På sporet, og fordi han mente det eneste der fik den til at hænge sammen, var ind bindingen – som en samling der tværtimod hang fint sammen: Ganske vist er den righoldig og varieret, men hver del hører til og er nødvendig, hver del leder frem til den næste. Manden der opdagede nye bøger af Proust, var altså ikke forlegen over dette litteraturteoretiske essay der forvandlede sig til en roman, hvor en regelret afvisning af Sainte-Beuve blev blandet sammen med Guermantes-slægtens overvejelser over Balzacs romaner.

Fallois udgav i 1954 denne samling, hvor der ikke var byt tet rundt på afsnittene for at bogen skulle leve op til læsernes fordomme, og gav den en titel som Proust indimellem nævnte i sine breve fra den periode, nemlig Contre Sainte-Beuve [”Imod Sainte-Beuve”]. Hvilket paradoks, påpegede Fallois senere, at of fentliggøre Prousts smædeskrift mod den biografiske kritik på et tidspunkt hvor man igen begyndte at interessere sig for Proust ud fra netop et biografisk perspektiv! På den anden side var det et velvalgt tidspunkt, eftersom den litteraturhistoriske metode – der analyserede forfatterne ved at rekonstruere deres forhold til det der omgav dem (deres læsere, deres miljøer, de litterære skoler og naturligvis alle deres livsomstændigheder) – så småt var på retur til fordel for en anden skole der krævede at værkerne skulle læses for sig selv, med henblik på deres interne struktur. Sikke et uven

tet held at modtage Marcel Prousts advarsel mod den biografiske metode! Uden at tilslutte sig denne fremadstormende tendens ud drog Bernard de Fallois dog det centrale budskab fra det essay han bragte til offentlighedens kendskab. I sin bog Sept conféren ces sur Marcel Proust [”Syv foredrag om Marcel Proust”] spørger han: Er Prousts liv virkelig så interessant? – Og hans svar er: nej. Proust-forskningens pioner fortsatte det arbejde der skulle være blevet til hans afhandling. Hvis universitetet ville antage den, kan man gætte sig til at emnet ville være ”Prousts kreative udvikling frem til På sporet af den tabte tid”. Afhandlingen så aldrig dagens lys og blev antagelig opgivet efter de to store udgi velser af Prousts værker, som åbnede dørene til forlagsverdenen for den mand som havde opdaget dem, men to afsnit fra den var helt færdigskrevne og blev læst af Bernard de Fallois’ intellektu elle omgangskreds. Hvor det første afsnit desværre ser ud til at være gået tabt, udgør det andet et helt selvstændigt essay, som Les Belles-Lettres udgav under titlen Proust avant Proust [”Proust før Proust”]. Et lærd essay hvor videnskaben dog er underordnet en yderst opmærksom pen, sådan som det ideelt set bør være i en afhandling, og som det er i de afhandlinger der siden hen bliver til bøger der aldrig går af mode. Et essay hvis slående originalitet og nyhedsværdi ikke er blevet svækket af at det har ligget i dvale i to generationer, indtil vi i dag har fået kendskab til det.

Udforskningen af Glæder og Dage fandt nemlig næring i disse omfattende arkiver, hvis nuancer denne systematiker håndterede som orgelregistre. Ganske ligesom Sainte-Beuve-modstanderen Proust, og (et paradoks man ikke skal kimse ad) faktisk også ganske ligesom Sainte-Beuve selv, vidste Fallois at forfatterens biografi ikke skulle være fraværende i læsningen af hans værker – blot skulle det være en indre biografi, som de bedste af Prousts samtidige kaldte en psykologisk biografi, for kun på den måde kan man opfatte de strukturer der opstår ud af tilsyneladende til fældige livsomstændigheder og dermed få et berigende perspektiv.

Det er dette strukturelle blik Bernard de Fallois retter mod de tilsyneladende uensartede dele der er samlet i Glæder og Dage,

for i bakspejlet at få øje på én bestemt eftersøgning, ét bestemt litterært forsøg – det man kunne kalde en ung forfatter på sporet af sin stemme – en eftersøgning der er så vanskelig at foretage at man er nødt til at vælge mange forskellige veje for at nå frem til ét og samme mål. Litteraten går i øvrigt så vidt i sit klarsyn at han ikke alene identificerer de træk i Prousts ungdommelige skri verier som foregriber den endnu fjerne På sporet af den tabte tid, men også bemærker visse litterære uvaner der aldrig dukker op igen i Prousts senere tekster, for dette aldrig igen, dette kun denne ene gang, lærer os meget om hvordan værkerne bliver til hos en Proust der har nået sin fulde modenhed.

Essayisten grublede over disse strukturers langsigtede udvik ling samtidig med at han indekserede og klassificerede arkiverne, og mens han flagrede omkring mellem siderne i Glæder og Dage, stødte han på nogle manuskriptark som ikke indgik i samlingen fra 1896 og ikke var blevet offentliggjort i nogen af samtidens litterære tidsskrifter, men nogle af dem var tilsyneladende nævnt i de håndskrevne indholdsfortegnelser han sad og kiggede på, ind holdsfortegnelser til den bog der her foreligger, og som Proust først kaldte Le Château de Réveillon med henvisning til madame Lemaires herresæde i La Marne, hvor han i tæt samarbejde med Reynaldo Hahn skrev flere af disse tekster, som han siden hen flyt tede rundt på, lavede tilføjelser til eller fjernede, omtrent samme fremgangsmåde som Guillaume Apollinaire anvendte, da han i 1912 komponerede sin digtsamling Alcools.

Disse prosatekster på løse manuskriptark er noveller. De er skrevet på samme tidspunkt som dem vi kender fra Glæder og Dage, og er selvsagt indbyrdes forbundet. Men læst for sig selv –på samme måde som forfatteren i sidste ende lod dem ligge for sig selv – taler de også et specifikt sprog, for så vidt som der er tale om en række uudgivne stykker. Et afsnit af Bernard de Fallois’ es say drejer sig om dette specifikke spørgsmål. I nummer 163 af det litterære tidsskrift Commentaire fra efteråret 2018 udgav JeanClaude Casanova fornuftigt nok et fortryk af dette afsnit med titlen ”Le secret et l’aveu” [”Hemmeligheden og tilståelsen”]. For

det er netop vanskeligheden. Men hvilken vanskelighed er det præcis der er tale om?

*

De tekster Proust lod være ufærdige eller lagde til side mens han fær diggjorde sin prosasamling Glæder og Dage, viser at denne samling kunne være blevet en langt vigtigere bog. Men hvis dens unge forfatter havde inkluderet alle de tekster som vi gengiver her, i den afsluttede form de aldrig fik, ville fremstillingen af homoseksualitet være ble vet værkets hovedtema. Det ønskede Proust ikke, fordi det utvivlsomt ville have afsløret ham selv (selv om det ikke længere er en afsløring for den nutidige læser), måske fordi nogle af disse tekster var af en sådan karakter at han havde mere brug for at skrive dem for sin egen skyld end for at offentliggøre dem for andres, og måske også fordi for fatteren bevidst ønskede at bevare en større tematisk spredning i denne sammenføjning af tekster; og endelig muligvis fordi han tvivlede på at de tekster han endte med at kassere, havde den fornødne kvalitet og var litterært vellykkede.

Som ung mand og ung forfatter betragter Proust altså homo seksualitet som en forbandelse og en kilde til lidelse. Man kan ikke udelukkende bebrejde hans samtid, for Prousts position står i diametral modsætning til den der blev indtaget af hans jævn aldrende kollega André Gide, en selvcentreret hedonist der ikke kunne tilslutte sig Prousts tragiske tilståelse, men tværtimod for bandt homoseksualitet med vitalistisk lykke. Heraf følger en an den modsætning, nemlig mellem på den ene side som Proust at befinde sig i spændingsfeltet mellem hemmelighed og tilståelse og derfor udarbejde et omfattende system af transpositioner, og på den anden side som Gide at insistere på at sige jeg, og dét i en så dan grad at han efter et besøg hos Proust i 1921 noterede følgen de i sin dagbog: ”Da jeg sagde et par ord om mine Erindringer, udbrød han: ’De kan fortælle alt, men kun på betingelse af at De aldrig siger Jeg. Sådan er det ikke for mig.” (André Gide: Journal,

udgivet af Gallimard i serien ”Bibliothèque de la Pléiade”, bd. I (1887-1925), Paris 1996, s. 1124).

Proust kommer aldrig til at sige jeg i en sådan kontekst; men førstepersonsfortællingen om kaptajnen er den der kommer tæt test på en direkte og personlig udsigelse. I disse kasserede noveller ser man som aldrig før hvordan der udarbejdes et helt system af projektioner og ytringer per stedfortræder: Dramaet udspil ler sig mellem to kvinder (fortællesynsvinklen er placeret hos den ”uskyldige”, men alligevel forbliver den ”skyldige” lige så uskyldig i ”Den mystiske brevskriver”); ungdommens skæbnedrama forskydes til en for tidlig livsafslutning (en apokalypse i den dobbelte betydning af en afsløring af de sidste tider for den fiktive person, og selve handlingen at af-sløre, altså fjerne sløret, som ligger i det græske verbum apocaluptein), samtidig med at den lidelse der kommer af at være dømt til ikke at blive elsket af den man elsker, forskydes til et musikalsk univers (”Efter Beethovens Ottende Symfoni”); lidelsen forskydes til en situation med en kvindelig hovedperson som ved hun er ramt af en dødelig sygdom, men som beslutter sig for at gennemleve sin dødskamp i sorgløshed (”Pauline de S.”); eller den eksternaliseres som en slags egernkat der ledsager den lidende både hjemme hos ham selv og ude i selskabslivet, uden at nogen ved det (”Bevidstheden om at elske hende”) efter at have været en resigneret ”Gave fra feerne” …

Men det er ikke nemt at transponere når transponeringen bærer en så tung personlig og følelsesmæssig vægt. Den fortæl ler som Proust har sat til at fortælle historien, mister overblik ket. Som vi skal se i manuskriptet til ”Den mystiske brevskriver”, bliver Françoises og Christianes roller blandet sammen og byttet rundt; feernes gave, som er at acceptere lidelsen mod til gengæld at få adgang til en lang række forskellige evner, bliver modtaget med resignation snarere end overbevisning; det hemmelige dyr som tilbringer hele sit liv i selskab med den mand som ved at hans kærlighed er ugengældt, giver denne person en trøst som ikke ændrer på nederlaget. Modsætningen opløses ikke.

Den kristne (og i dette tilfælde specifikt den katolske) moral øver stor indflydelse på denne undersøgelse, hvad den aldrig sene re kom til at gøre lige så direkte i Prousts værk. Det vi læste i Glæ der og Dage, sådan som denne prosasamling blev offentliggjort, reducerer den religiøse anfægtelse til en overfladisk duft af my sticisme, omgivet af en aura af dekadent fin-de-siècle-melankoli. De kasserede noveller er derimod mere insisterende. Christiane kommer til at dø af tæring fordi hun i tavshed brændte af kær lighed til sin veninde Françoise. Françoise spørger om hun kunne have reddet Christiane ved at give efter for hendes begær. Hendes skriftefader svarer at det ville betyde at den døende kvinde (som han har fået præsenteret som en døende mand) i ét hug ville miste dét hun havde ofret et helt liv for, for at leve op til et ideal om renhed. De to positioner står i radikal modsætning til hinanden: I absolutte termer bliver ingen af dem ugyldiggjort.

Den unge forfatter der skrev disse noveller, kommer aldrig, når han bliver romanforfatter, til at udtale de klassiske prædi keners memento mori med samme indstændighed. Han kommer aldrig siden hen til (undtagen når han prøver at definere kunstne risk skaben gennem billeder) at gå direkte i rette med den skaben de Gud og stille ham spørgsmålet hvorfor. Her ytrer det lidende subjekt, der er kastet ud fra kærlighedens verden, et meget per sonligt mit rige er ikke af denne verden; han spekulerer på hvor han selv kan få opfyldt løftet om fred til mennesker med Guds velbehag. De dødes dialog ”I Underverdenen” lægger afstand til alle disse spørgsmåls foruroligende nærhed, men den antikke patina der knytter sig til Underverdenen, kan ikke skjule at der også er tale om helvede og fortabelse i kristen forstand, hvad en af hovedpersonerne forsøger at afværge ved at kalde poesien og digterne for felix culpa [”den heldige synd”], som var de ord man brugte om arvesynden.

Lægepersonerne – halvvejs mellem Adrien Proust, forfatte rens far, og den senere Docteur du Boulbon, en fiktiv person i På sporet – griber stafetten for muligvis at åbne en vej mod det som Bergson efter Prousts død skulle kalde ”de to kilder til moralen og

religionen”. Christianes læge understreger at hans patient er ved at dø af en form for tæring der ikke har nogen organisk årsag, og foregriber på den måde Freud der besøgte Charcot på La Sal pêtrière under forberedelserne til sine Studier i hysteri. ”En kap tajns erindring” fremmaner billedet af en person som er uvidende om sin egen homoseksualitet, samtidig med at han fortæller om den i en historie hvor den aldrig bliver nævnt ved navn. ”Efter Beethovens Ottende Symfoni” er en meditation over forholdet mellem en astmatikers åndedræt og dét at indtage et rum. Mange symbolske genstande og billeder befolker altså disse noveller.

*

Men homoseksuel psykologi eller homoseksualitet oplevet inde fra, direkte eller transponeret, er langt fra det eneste emne, det eneste der er på spil, i disse noveller. Det vi her ser, er forfatteren på det tidspunkt hvor hans forfatterskab, der er i fortsat udvik ling frem mod På sporet, begynder.

Den filosofistuderende er ikke langt væk; han er faktisk fuld stændig samtidig med forfatteren. Trøsten for ikke at blive elsket, som projiceres over i et musikalsk univers (”Efter Beethovens Ot tende Symfoni”), synes allerede at være næret af Schopenhauers tanker om musikkens metafysik. I sin møjsommelige erindring genoptager kaptajnen Fichtes skelnen mellem jeg og ikke-jeg, og hans stadig klodsede undersøgelse af hvordan fortiden kan gen skabes i tankerne, har også noget for sig, ganske som jagten på en definition af essens. Disse spor af Prousts filosofiske lærdom er allerede diskrete, og fortælleren i På sporet vil forstå at gøre dem uigenkendelige i sin prosa, som ikke desto mindre stadig henter næring i dem.

Som man kunne forvente, er nogle af optegnelserne her, hvor flygtige de end er, ikke desto mindre de første spæde manifesta tioner af dét som senere skulle vokse til hele afsnit i den endnu fjerne På sporet af den tabte tid. Her kommer vi til at se hvor dan litteraturen spiller en rolle i personernes genfødsel: Botticellis

mellemkomst i hvordan man opfatter den elskede; de to verslinjer af Alfred de Vigny der kommer til at stå som motto for Sodoma og Gomorra (”I Underverdenen”); måske en foregribelse af for klaringen på Saint-Loups kølige hilsen i slutningen af Doncièresafsnittet i Guermantes’ verden; en første version af den store kon trovers om homoseksualitet mellem Charlus og Brichot i Fangen (her Caylus og Renan i dialog i ”I Underverdenen”); men også dét som finder et senere svar i doktor du Boulbons tirade i Guer mantes’ verden om kreative geniers patologier; en tidlig version af den ensomme spadseretur i Boulogneskoven der en dag kom mer til at fungere som afslutningsscene i Swanns verden (”Jacques Lefelde”); en tidlig version af afsnittet om ”den nye forfatter” i Guermantes’ verden; og endelig etymologien bag det retoriske udbrud ”Træer, I siger mig ikke noget længere” lige midt i Den genfundne tid.

Samtidig kan læseren finde spor af forfatterspirerens egne tidlige litterære præferencer: Racines Fædra, Victor Hugos ”La tristesse d’Olympio”, måske noget Stendhal i ”Jacques Lefelde” og noget Dumas den ældre i ”I Underverdenen”, meget af Edgar Allan Poes univers ligger, som vi skal se, mellem linjerne, og lige i nærheden tillige reminiscenser af Gérard de Nerval og af Tolstojs romaner, hvis indflydelse aftager efter Jean Santeuil.

For disse noveller (som vi må huske forblev ufuldendte) gør det muligt for os at få visse glimt af hvordan den vordende for fatter eksperimenterer med nogle litterære former der ikke er de samme som dem den modne forfatter når frem til: spændingshi storien, den fantastiske fortælling, dialogen mellem døde. Nær mere betegnet er det interessant at notere sig hvordan roman forfatteren in spe frit vælger blandt former som lignelsen, den moralske fabel og eventyret i en række eksperimenter der både gør det muligt for ham at finde ud af hvorfor han ikke vil benytte disse former, og samtidig hvad han kan tage med fra dem.

Det gælder særligt den mondæne roman hvis underliggende strøm ikke bliver tilstrækkelig fremhævet i På sporet af den tabte tids atmosfære, og som manifesterer sig i lynhurtige mikrokos