Christian Munch-Hansen & Ole Bjørn Petersen
Forvandlinger Skræk, lyst og død i religion
Essays
Forvandlinger.indd 3
18.03.2022 10.34
Forvandlinger – Skræk, lyst og død i religion Af Christian Munch-Hansen & Ole Bjørn Petersen © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag Forsideillustration: ”Himmelgåden” af J.F. Willumsen, 1938 © J.F. Willumsen/VISDA Layout og sats: Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2022 ISBN: 978-87-7917-489-4 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: Dronninglund Gymnasium Nordex Food A/S
Forvandlinger.indd 4
18.03.2022 10.34
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
7
Del 1 – Det monstrøse 1.
Uhyrer under sengen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
13
2.
Yeti-mysteriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
25
3.
Fjender i sigte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
33
4.
Bødlen og offeret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
39
5.
Inderlige sange dyppet i blod . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
47
6.
Satire og monstre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
55
7.
Djævelen i musikken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
63
8.
Det guddommeliges tilsynekomst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
79
Del 2 – Lystvandring langs den kristne krop 9.
Det ubændige begær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
95
10. I Kristi fodspor med pisk i hånd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 11. Danseepidemier og engledans . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 12. John Coltrane og lyden af treenigheden . . . . . . . . . . . . . . . . 131 13. Martyrer og hellig anoreksi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 14. ”I Jesu blod og sår jeg fuld forløsning får” . . . . . . . . . . . . . 147 15. Prince – fra ’sexpræst’ til Jehovas vidne . . . . . . . . . . . . . . . . 159 16. På løbetur med Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171
Forvandlinger.indd 5
18.03.2022 10.34
Del 3 – Gennem snavset til stjernerne 17. ”Forsvind fra denne nation” – religion og pandemi . . . . . . . 183 18. Kathmandu og livets karneval . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 19. Udødelighedens nektar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 20. Sex og tantrisme – vejen til magt og frelse . . . . . . . . . . . . . . 215 21. Kunsten bløder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 22. Den skælvende profet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235 23. Guldet i glaskolben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243 24. Det intellektuelle vulkanudbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255 Noter
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 263
Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285
Tekst 1, 4, 6, 8, 10, 11, 13, 14, 16, 18, 20, 24 er skrevet af Ole Bjørn Petersen Tekst 2, 5, 7, 9, 12, 15, 17, 19, 23 er skrevet af Christian Munch-Hansen Tekst 3, 21, 22 er skrevet af Ole Bjørn Petersen & Christian Munch-Hansen
6
Forvandlinger.indd 6
18.03.2022 10.34
Forord Dette er en anderledes bog om et centralt fænomen i menneskehedens historie, nemlig den eksistentielle stræben efter at komme overens med tilværelsen. Vi kalder her religion for en ”forvandlingsmaskine”, som mennesker både før og nu spejler sig i og udvikler deres liv igennem. Kast gerne et ekstra blik på forsidens billede, maleren J.F. Willumsens kosmiske forvandlingsmotiv med ham selv i hovedrollen, svævende i verdensrummet, halvt menneske og halvt fabelvæsen med tigerkrop. Dette maleri er en del af en trilogi, som Willumsen kaldte ”Tizian døende”. I denne serie portrætterede han sig selv i tre forskellige situationer, delvist inspireret af motiver fra renæssancemaleren Tizian. På det første billede i trilogien ses han midt i faldet ned i en klippegrottes ukendte mørke. På det næste ses han liggende med bind for øjnene i en slags mausoleum, mens en lysstribe på gulvet antyder, at en dør er åbnet. Og til sidst ses kunstneren svævende i himmelrummet i en ny metafysisk form. Billedet har da også fået den fascinerende titel ”Himmelgåden”. Med disse malerier er Willumsen tydeligvis i færd med at skildre sig selv i en transformationsproces på vej til noget andet, måske en slags genfødsel, en ny opstandelse eller eksistentiel fornyelse. Intet kunne passe bedre som visuel metafor for denne bogs tematik. For med de indholdsmæssigt vidtfavnende essays afsøger vi det religiøse som medium for menneskers stræben efter mening og svar. Man søger tærsklerne, og nogle søger helt ud til grænserne for det fysiske og det mentale, ud i det ukendte, for at overskride sig selv og denne verden. Tematikken er ikke ny, eftersom den er indlejret i 7
Forvandlinger.indd 7
18.03.2022 10.34
årtusindlange religiøse og spirituelle traditioner. Men vi håber med bogen at kunne give et frisk blik på et centralt tema i kulturhistorien, som fortsat er blinkende aktuelt, og som kaster stadig nye perspektiver af sig. Vores tilgang er nok funderet i et fagligt udefra-blik, men udgangspunktet er en fascination af mennesket som sansende, oplevende og kulturskabende væsen og det religiøse som en naturlig del af dette, der peger hen imod, hvordan mennesker med krop og sjæl stræber efter at forstå tilværelsens gåder og ukendte kræfter og forliges med dem i livet som i døden. Vi tænker med taknemmelighed tilbage på Religionslærerforeningens fantastiske rejsekursus til Kathmandu, Nepal, i februar 2020, som blev tændsatsen til denne bog. En særlig tak til vore hustruer, Camilla Munch-Hansen og Inger Grund Petersen, og til teolog Morten Munch for nyttige kommentarer undervejs. En varm tak til Nordex Food A/S og Dronninglund Gymnasium for økonomisk støtte. Og endelig en stor tak til forlaget Multivers for et godt samarbejde. Christian Munch-Hansen & Ole Bjørn Petersen
Forvandlinger.indd 8
18.03.2022 10.34
Forvandlinger.indd 9
18.03.2022 10.34
”Sankt Antonius’ fristelser”. Fra Isenheimeralteret. Matthias Grünewald, omkring 1515. Scanpix.
Forvandlinger.indd 10
18.03.2022 10.34
Del 1 Det monstrøse
Forvandlinger.indd 11
18.03.2022 10.34
”Fornuftens søvn avler uhyrer”. Tegning af Francisco Goya, 1799.
Forvandlinger.indd 12
18.03.2022 10.34
1.
Uhyrer under sengen
I min barndom havde jeg en længere periode, hvor uhyret hver nat spøgte under sengen – også her blev lyset slukket og døren lukket, så der ikke var larm eller lyde fra fjernsynet eller køkkenet. Det var ikke en stor lejlighed. Og bortset fra månens lys, der kom ind gennem gardinet, lå værelset i mørke. Som regel var et af vinduerne på klem, så gardinet blafrede lidt. Meget lidt. Men nok til at mønstrene dannede sære figurer, der småløb frem og tilbage og hvert øjeblik var parat til at springe over på sengen for at slå følgeskab med uhyret under sengen. Der var kun et at gøre. Dynen blev hermetisk lukket omkring min krop, så kun hovedet stak ud. I nødstilfælde fulgte hovedet med ned under dynen.1 I mit barndomshjem sluttede godnatlæsningen altid med et fadervor. Det gav tryghed, men ikke nok, når uhyret rørte på sig. Der skulle kraftigere remser til. Det var ikke hver aften, dæmonerne dukkede op, eller uhyret under sengen gav lyd fra sig, men de afværgende remser blev rituelt reciteret hver aften. Det, vi gør, gør noget ved os – og remserne havde sidste nat holdt uhyret væk, så roen faldt over mig, efterhånden som jeg kom gennem remserne. De var en kommunikation til Gud – jeg kendte ikke andre guder – og samtidig materialiserede remserne sig som et gitter, der langsomt voksede ud af lagnerne og lagde sig beskyttende om dynen. Dynen transcenderede sin ”dynethed”, sprængte fornuftens og erfaringens grænser og blev mit helle – mit hellige rum – urørlighedszonen. Hvis jeg havde heldet med mig. I kampen mod gardinets dæmoner og uhyret under sengen var udfaldet aldrig givet på forhånd. Hvad ville der ske, hvis jeg mistede grebet om situationen? 13
Forvandlinger.indd 13
18.03.2022 10.34
Mange år senere blev jeg dybt fascineret af inuitterne, måske fordi jeg kunne leve mig ind i deres frygt og måden at overkomme den på. Inuitten taler om sin frygt for at miste evnen til at jage. Jagtdyrene er få, og færden på havet er ikke uden risiko. Summen af disse faktorer gør, at fangeren oplever dyret som en vanskelig modstander. Jagten er derfor aldrig en profan handling, men forbundet med flere ritualer, for at jagten kan lykkes. Med ritualet følger også ro, koncentration, fokus. Man bliver fokuseret på sin mission og lukker uvedkommende tanker ude. For der er meget på spil: opretholdelse af verden, en sikring af kosmos uden for sengekanten. For udenforstående var remserne det rene volapyk, men ikke for mig eller min lillebror, hvis han ikke allerede var faldet i søvn. Ritualets kraft står og falder med indlevelse. Alle andre end jeg og min lillebror ville opleve dem som fremmedartede, mærkeligt eksotiske ritualer grænsende til det neurotiske og med et bedrevidende smil på læben ryste lidt på hovedet. Men anderledes kunne det ikke være. Mine remser åbnede til en anden verden, der kunne holde hånden over mig og uhyret under mig. Men alligevel turde jeg ikke stikke min hånd uden for gitteret – tænk, hvis uhyret fik fat alligevel. * Med tiden gik uhyret eller monstret i sig selv under sengen. Og vinduet blev lukket, og de blafrende dæmoner forsvandt. Til gengæld dukkede der et lige så skræmmende monster frem fra kældrene i boligblokkene. Belphegor! – eller Spøgelset på Louvre: den franske TV-serie, der fire lørdage i træk i sensommeren 1965 lagde gaderne øde i Danmark. Og så er jeg igen tilbage på Sønderbrogade i lej14
Forvandlinger.indd 14
18.03.2022 10.34
ligheden på 2. sal til højre. Igen blev døren til værelset lukket – det var ikke noget at se for en 12-årig dreng. Men på sin vis var jeg taknemlig – jeg var skrækslagen alene ved navnet ”Belfegåår”. Og dog – det trak, fjernsynet. Så når min far havde trukket apparatet frem fra hjørnet, og kaffen var klar til lørdagens gys, listede jeg mig op af sengen, åbnede forsigtigt min dør og trådte et enkelt skridt ud i entreen, så mine øjne flugtede med sprækken i stuedøren. Og der, langt fremme, Belphegor, eller rettere personer i sort, hvidt og gråt, som tonede frem af tågerne. I min verden var Belphegor hinsides menneskelige kategorier. ”Das ganz Andere”, som den tyske teolog og religionshistoriker Rudolf Otto kaldte det i sin banebrydende bog Das Heilige (1917), det, der gør religion til religion, det numinøse (af latin ”numen”, guddom, guddomsmagt), det ubegribelige. Og det var dét, der lå under sengen. Det var dét, der tonede frem på TV-skærmen. Dét, som rakte ud over erkendelsen og erfaringen og alene kunne bestemmes ved de følelser, der knyttede sig til det på en gang skræmmende og fascinerende. Eller som Rudolf Otto kalder det: mysterium tremendum et fascinans.2 Jeg så aldrig Belphegor, men var på én gang skrækslagen og dybt fascineret af ham. Han forblev en hemmelighed, skjult bag de flimrende gråtoner på et fjernsyn i 1960’erne. Og hemmeligheden huserede i boligblokkenes kældre. Alle mine klassekammerater kendte nogen, der havde hørt noget, der kunne være Belphegor, og skrækken bredte sig. Pigerne især, men også drengene, var bange for at gå hjem om aftenen, ingen ville gå ned i kælderen for at hente sin cykel, og efter en klassefest – 5. klasse og uden alkohol – fulgte jeg og store, stærke Torben et par af pigerne fra klassen hjem mellem de mørke boligblokke. Da vi nærmede os opgangen, besvimede den ene af pigerne. Monstret havde udløst en undtagelsestilstand 15
Forvandlinger.indd 15
18.03.2022 10.34
og afsløret en sprække i tingenes orden, som jeg dengang havde svært ved at sætte ord på. En uting i tingenes orden, som gav åndenød og hjertebanken. Senere kom der så ord på, ikke mine ord, men Thomas Brudholms: ”En uting er, i ordets mest radikale betydning, noget som ikke er til. Ting findes, uting findes ikke. Det monstrøse ved monstret er nu, at det er en uting-som-findes. Det er ’noget’, men ikke noget af nogen (anerkendt) slags. Monstret er det ubestemmelige ’det’. Og dermed sætter monstret med sin stærke affekt og den undtagelsestilstand det monstrøse medfører ord på en menneskelig interesse for forståelsens grænse”.3 * For mig var oplevelsen med det monstrøse noget skræmmende. Men det er en moderne opfattelse. Mange af de monstre, vi finder i de gamle religiøse tekster, er tvetydige skikkelser ikke blot i deres sammensathed, men også i deres funktioner. Således har Laura Feldt i sin beskrivelse af monstertraditioner fra Mesopotamien vist, at de kan være truende og skræmmende, men også have en beskyttende og positiv indflydelse på mennesket. Et godt eksempel er de store fortællinger om heltebedrifter fra de tidligere sumeriske konger af Uruk. I fortællingen om helten Lugalbanda hjælper fuglemonstret Anzu Lugalbanda, da han farer vild i bjergene. Hjælpen er en tak for sidst, fordi Lugalbanda har pyntet Anzus rede og taget sig af dens unger, mens Anzu var ude at jage: ”Bosat i den civiliserede verdens grænseområde […] bjergene, med det formål at ’lukke bjergenes forside som en stor dør’, kropsliggør Anzumonstret magtfulde kræfter, der kan være skræmmende og truende, men også kan anvendes positivt. Anzu tilvejebringer 16
Forvandlinger.indd 16
18.03.2022 10.34
den positive forvandling af Lugalbanda, der er den igangsættende drivkraft i resten af epet”.4 * Der er mange indgange til myter, men her vil jeg prøve at se emnet i lyset af et dannelsesaspekt. Dannelsesmyten forsøger basalt set at ”lære modtageren af myten altruisme i form af sympati (samfølelse eller medlidelse), empati (indføling eller hensyntagen) og accept af verden gennem identifikation af verden”, som Thomas P. Larsen skriver i sit store værk Mytens porte.5 Dannelse er, mytografisk forstået, en samling og modning af sindet, hvor individet bliver i stand til at tilsidesætte selvoptagethed og mistillid til tilværelsen, så det opnår selv-relationering med verden og følgelig kan leve med sig selv, sine medmennesker og omverdenen uden destruktive psykiske konflikter. Når helten således står ved porten til den farefulde rejse, møder han vogteren, der markerer og i symbolsk form repræsenterer grænsen for heltens nuværende viden og evner. At krydse tærsklen udtrykker et ønske om erkendelse og afslører offervilje. Og så følger rejsen ud i dybet, ned i vildmarken, ud i det ukendte, junglen, ørkenen, grotten eller havets dyb – en rejse gennem sære verdener med sære væsener. Mange af disse dannelsesmyter minder om eventyr, hvor helten går så grueligt meget igennem, inden prinsessen og det halve kongerige er vundet. Men det ”gruelige” er netop pointen, for myterne handler også om at overvinde sig selv, kaste sig ud på dybt vand, kort sagt at modnes som menneske. Dannelsesmyten er en disciplineringsmyte og – hvis vi strækker den lidt – en refleksionsmyte: For hvad er det lige for monstre, man møder? Er det gode hjælpere eller onde modstandere? Eller er både de og det monstrøse 17
Forvandlinger.indd 17
18.03.2022 10.34
i det moderne samfund fanget ind i underholdningens affortryllelse? Vampyren er i dag blevet en melankolsk, romantisk helt, som det har kunnet ses i serien Twilight (2008-2012). Hekse er blevet positive skikkelser, som i serien Heksene fra Warren Manor (19982006), magi er noget, man går i skole for at mestre sammen med Harry Potter (2001-2011), og monstrene er rykket fra deres gamle tilholdssteder i dybe skove og uhyggelige slotte ind i den kendte, almindelige hverdag. Med nivelleringen til underholdning og et woke fantasyunivers i film, litteratur og spilindustri har vi i dag inkorporeret det monstrøse og myterne i en ny, kontrollerbar virkelighed. De er – som naturen – blevet en kulisse for vores selviscenesættelse og en brugsting for vores selvudfoldelse. * Den tyske sociolog Hartmut Rosa og hans teori om ”resonansrum” er for mig blevet lidt af en øjenåbner og har sat visse oplevelser i perspektiv. At komme i resonans med et andet menneske, naturen, en melodi, en roman, ja, alt, betyder, at noget rører sig i os eller rører ved os. Det skal bevæge os (hårene rejser sig, gåsehud, blodet ruller, åndenød). Jeg går det, der har bevæget mig, i møde, og det forvandler mig. Men resonansen kan ikke fremtvinges instrumentelt eller gennem metoder. Det er ukontrollerbart. Om resonansen indfinder sig, hvor længe det varer, hvor det flytter os hen, og hvordan det forvandler os, ved vi ikke på forhånd. Udfaldet ligger åbent. Og det kan ikke instrumentaliseres, akkumuleres eller oplagres. Så snart vi forsøger at bemestre det, forsvinder det.6 * 18
Forvandlinger.indd 18
18.03.2022 10.34
For et par år siden hørte jeg flere gange på P1 en reklame for ”nøgenløb”. Umiddelbart lød det ikke som en reportage fra Roskilde Festivals berygtede løbekonkurrence. Forklaringen var en helt anden. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk selv løb ”nøgenløb” i skoven eller ved stranden nogle gange om ugen. Det betyder ganske enkelt, at man løber eller cykler uden digitale redskaber til at måle tid, blodtryk, puls, blodsukker – og de interviewede personer kunne alle fortælle, hvordan løbeoplevelsen blev større. De kunne i højere grad mærke sig selv. Alle de data, vi får om vores krop via ydre tekniske og medicinske parametre, er ydre data. Vi kommer på afstand af den umiddelbare oplevelse af naturen og vores egen krop; den bliver fremmed. Med andre ord: Jeg svinger ikke med naturen og min egen krop. Der opstår ikke resonans. Jeg ved ikke, om jeg efter Hartmut Rosas definition er i resonans med min egen krop, når jeg løber. Men i glimt opstår der et flow – næsten som en meditation – en hvilen i sig selv. Guder og monstre er i princippet ”ukontrollerbare” med endnu et Hartmut Rosa-udtryk. Skal Gud, guder og monstre betyde noget, så må forholdet mellem dem og mennesket også være udkastet som et forhold, der er bestemt af gensidig opnåelighed og forbundethed. ”Svingningerne” med det guddommelige kan sætte livsforandrende spor. Det har det gjort hos mange, der tog imod Guds invitation og erfarede resonans. Og det gælder ikke kun i mødet med Gud eller monstre. Det gælder for alle møder. Mødet med det andet menneske og mødet med verden. Liv, berøring og virkelig erfaring opstår i dette ”resonansrum”. Men hvad er det, der gør, at vi i den moderne verden ikke længere kan høre Gud eller monstrets stemme? Eller har svært ved det? Vi kan nærme os problemet gennem Karl Marx og Max Weber. 19
Forvandlinger.indd 19
18.03.2022 10.34
Marx taler om, at vi i det kapitalistiske samfund opfatter hinanden som konkurrenter og naturen som et dødt produkt, vi kan kapitalisere. Dermed fremmedgøres vi over for hinanden, naturen, verden og os selv. Kan vi ikke mærke os selv, mister vi fornemmelsen af os selv og dermed også forholdet til andre og verden. Og når verden bliver os fremmed, kan vi ikke forstå den eller høre dens stemme. Og den er ikke blevet mindre døv og stum i nutidens postindustrielle, massemedieprægede og digitaliserede samfund. Max Weber tager udgangspunkt i kapitaliseringens ”tvilling”, rationalisering. Den vestlige rationaliseringsproces har gennem århundreder gennemsyret verden og livet videnskabeligt, teknologisk, økonomisk, juridisk og politisk – og, føjer Hartmut Rosa til: dagligdagen. En dagligdag, der beregnes, beherskes og forudsiges. I ét ord: kontrolleres. Bagsiden af denne rationaliseringsproces er fremmedgørelse, ”verdensstumhed” eller ”affortryllelse”: ”Den verden, der kan beregnes og beherskes, mister ikke alene sin magi og sin farve, men også sin betydning, sin stemme, den fryser ned til et åndløst ’jernbur’, hvor økonomisk og bureaukratisk fornuft blindt og tomt driver vækstprocesserne frem, indtil mennesker er blevet til et ’intet’”.7 Det er dette ”intet”, forfatteren Josefine Klougart smukt formuleret gør op med, når hun giver den ”stumme” en stemme igen i sin beskrivelse af, hvorledes det er vores ”personlige erkendelse af bundethed og ikke videnskabelige prognoser, der vil få os til at forandre vores samfund og økonomi”: Der er øjeblikke, hvor verden meddeler sig til os med særlig intensitet. Minder os om noget, vi havde glemt, vi vidste. På den måde kan jeg i dag se ud på træerne, der står gule og røde og lysende og samtidig se for mig en anden sen eftermiddag, et 20
Forvandlinger.indd 20
18.03.2022 10.34
andet efterår, hvor træerne havde samme farve, og hvor himlen på samme måde var tung af regn og som et bristefærdigt sejl spændt ud over verden. Vi læner os ind mod naturen og har en erfaring af, ikke at forbinde os, men at opdage, at det altid er sådan, det er – med det levende er vi altid allerede forbundet. I glimt mærker vi, at vi er til i en konstant udveksling med alt det, der ånder, naturen, andre mennesker, andre tider og andre rum, selv det, der ellers er usynligt for os, mærker vi som nærværende, pulserende, trækkende vejret gennem os. Det er en følelse af enhed, der varer et øjeblik, men vi står tilbage med erfaringen, med erindringen og den viden, at forbundetheden kan åbenbare sig for os igen. Vores bevidsthed og tænkning markerer ikke nødvendigvis noget skel mellem os og naturen, vores tanker er bare endnu en forbindelse, et sprog ud af mange.8 Denne åbenhed for de sprækker, der trods alt viser sig i et åndløst ”jernbur”, er også en motor i den søgende forfatters trang til at skrive. Jeg kan ikke undlade endnu et citat, denne gang af nobelprisvinderen i litteratur 2018, Olga Tokarczuk: Jeg kan godt lide den måde at tænke på: at man leder efter tegn, betydninger, sammenhænge. Det gør jeg også selv hele tiden… For få år tilbage, da jeg skrev Dagens hus, nattens hus, indså jeg, at det mest gådefulde, og derfor også det mest inspirerende og givende, er mellemrummet. Området mellem modsætningerne, modpolerne, dér hvor alting bliver en smule udvisket og ikke så åbenlyst. Dér, hvor de mytologiske skikkelser bor, og de litterære. Dér hvor fortællingerne og forvarslerne eksisterer (og 21
Forvandlinger.indd 21
18.03.2022 10.34
muterer), der hvor symbolerne og metaforerne bliver til. Det ser jeg som det grundlæggende i det at skrive.9 Når den første sne falder, falder jeg ned i en anden verden, barndommens verden. Og ud af sneflokkene kommer en lille dreng med kælk, ned ad bakkerne, over frosne søer. Min lillebror falder i vandet, og jeg må ned at redde ham op og hjem på kælken, gennemblødt i 10 graders kulde. Og så dukker julen frem, den jul, hvor der lå en racerbil under juletræet. Troede jeg. Skuffelsen sidder stadig i kroppen og får lidt næring, hver gang den første sne falder. Så går jeg en tur, også hvis klokken er tre om natten, indånder luften, mærker sneen og føler en glæde, som jeg ikke rigtig ved, hvor kommer fra. Måske er det sådan, den troende i bønnen mærker Guds nærhed. Det er også i dette resonansrum, at nogle har mærket Guds kaldelse. Ved mødet med det monstrøse er de blevet udfordret. I dets anderledeshed er der sat spørgsmålstegn ved den normalitet, det monstrøse afviger fra, som et omvendt spejlbillede på det, der opfattes som normen. Monstrene hjemsøgte mig som barn. I dag spærrer forstanden.
Forvandlinger.indd 22
18.03.2022 10.34
Forvandlinger.indd 23
18.03.2022 10.34
Foto: Christian Munch-Hansen
Forvandlinger.indd 24
18.03.2022 10.34
2.
Yeti-mysteriet
Drømmer du om at rejse til Tibet? Måske vil du betænke dig en ekstra gang efter at have stiftet bekendtskab med tegneserien Den afskyelige snemand af forfatteren Alfredo Castelli og tegneren Milo Manara, to af italiensk tegneseriekunsts mestre, som i slutningen af 1970’erne begik en nyfortolkning af legenden om monstret fra Himalaya. Jeg læste den selv som dreng på det lokale bibliotek i Hvidovre, hvor jeg kunne hænge ud i timevis, omgivet af en uudtømmelig verden af bøger og tegneserier. Jeg var nok for ung til L’uomo delle nevi, der udkom første gang på italiensk i 1978 og fulgte i dansk udgave i 1980 på forlaget Interpresse. Men billederne og stemningen gjorde et uudsletteligt indtryk, og jeg nappede den derfor med stor glæde mange år senere i en antikvarisk bogkasse for otte kroner, en ren foræring. * Den afskyelige snemand er en både kulørt og spændende beretning med en overraskende løsning på mysteriet om snemonstret Yeti. Men det er også et eksempel på, hvordan moderne tegneserier udforsker religion, sjælelige tildragelser og filosofiske spørgsmål. Det særlige ved Den afskyelige snemand er således også albummets fokus på den mere dystre og esoteriske side af tibetansk buddhisme. Det begynder som klassisk adventure, kendt fra utallige tegneserier, drengebøger og knaldromaner. En britisk journalist bliver sat på opgaven at undersøge en historie om to bjergbestigende landsmænd, som må opgive deres klatringsforsøg i Himalaya, fordi 25
Forvandlinger.indd 25
18.03.2022 10.35