Omgrænser
Omgrænser_140x220.indd 1
27.04.2022 10.44
Omgrænser_140x220.indd 2
27.04.2022 10.44
MADS HERMANSEN
Omgrænser Essays
Omgrænser_140x220.indd 3
27.04.2022 10.44
Omgrænser Af Mads Hermansen © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag Layout og sats: Tryk: Totem Printed in Poland 2022 ISBN: 978-87-7917-534-1 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overens-stemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: VELUX FONDEN
Omgrænser_140x220.indd 4
27.04.2022 10.44
Indhold Forord: En pegebog!............................................................ 1. Grænser ........................................................................ 2. Besindelse....................................................................... 3. Identitet og faglighed..................................................... 4. Vandreture..................................................................... 5. Hjemme ........................................................................ 6. Hjemlighed på vandring................................................. 7. Energi og nysgerrighed .................................................. 8. Mod afslutningen........................................................... 9. En gammel mand........................................................... Noter..................................................................................
Omgrænser_140x220.indd 5
7 13 33 59 68 105 120 182 197 200 204
27.04.2022 10.44
Omgrænser_140x220.indd 6
27.04.2022 10.44
En pegebog! Det er en bog for helt små børn. Den er uden tekst, men fuld af billeder. Bogen er i al sin enkelhed rettet mod at gå Gud i bedene. Det gør den, når den bliver brugt i den livgivende trekant, når den sammen med en voksen og et lille barn bliver brugt til at skabe verden. Og verdens skabelse begynder fra første side, hvor den voksne, efter at have sikret sig barnets opmærksomhed, peger på billedet og siger: ‘Det er en hest!’ Den voksne flytter evaluerende blikket til barnets ansigt, som straks reagerer og vender sit blik mod den voksnes. Herfra bliver de to blik igen rettet mod billedet: ‘En hest!’ gentager den voksne. Denne trekantsudveksling kan varieres i det uendelige, og når barnet er omkring et til halvandet år gammel bliver udvekslingen suppleret med mimen. Der, hvor barnet efterligner lyden af en hest. Når det går Gud i bedene, er det naturligvis, fordi hesten er skabt. Fra nu af findes den. Ikke helt sikkert, men det bliver den efterhånden. Hesten findes. Den er skabt som forskellig fra resten af verden. Den er navngivet. Den er skabt ved et skel. Den er forskellige fra en hund eller alle andre firbenede dyr. Det kan godt være, at forskellen ikke er helt distinkt til 7
Omgrænser_140x220.indd 7
27.04.2022 10.44
at begynde med, men erfaring med forskellige fremtrædelser af fænomenet hest evidensgør efterhånden så meget, at selv mørke, utydelighed, tåge eller omtågethed ikke betyder, at man bliver usikker på, om det er en hest. Naturligvis har barnet ikke skabt hesten i materialistisk forstand, men som begreb, eller som en forskel der gør en forskel, som Gregory Bateson så præcist formulerede det.1 Begrebet giver greb om forskellen mellem hest og andre ting i verden. Begrebet hest bliver en grænse mellem heste i verden og omverden. Forskelle er netop markering af grænser mellem noget. Den er en punktuering, som Bateson benævner det.2 Når vi arbejder med forskelle eller distinktioner, og det er bl.a. det, videnskab handler om, så arbejder vi med grænser for at få dem til at hjælpe os med at kende forskel. At begive sig nysgerrigt ind i distinktionernes verden kan være en euforisk rejse belagt med opdagelser af, hvordan forskelle og betydninger hele tiden tydeliggør og på højere niveau muliggør nye sammenhængsforståelser og mening. Menneskers kapacitet til på denne måde at skabe, forklare og forstå verden er et åndeløst mirakel, som meget langt hen ad vejen hjælper og trøster. Imidlertid er det, når det kommer til stykket, ikke et fuldkomment mirakel. Det hænger i al sin enkelthed sammen med, at den frugtbare proces mellem forskel (betydning) og helhed (mening) på mange områder endnu ikke har bragt erkendelsen til sin sublime fuldbringelse. Her skal vi ikke lede længe for at få manifeste eksempler fx: Hvordan forstår og forklarer vi erkendelse? Eller: Hvad var der før Big Bang? Jeg tror, man kan inddele menneskeliv i faser, som for 8
Omgrænser_140x220.indd 8
27.04.2022 10.44
nogle måske vil ligne noget, man kender fra kristendom eller måske Erik Erikssons teori om epigenese.3 Det er imidlertid ikke tilsigtet. Jeg er alene optaget af at forstå det, jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at forstå, men som jeg alligevel emfatisk bliver ved med at forsøge at forstå: Menneskers liv i verden. Mit forslag til faser er: 1. Nuets væren 2. Første syndefald 3. Andet syndefald 4. Tredje syndefald 5. Livet efter syndefaldene Den første periode af livet, som jo som bekendt begynder inde i mors mave, kan godt beskrives som to faser af paradis. Den første fase et tættest på at være det. Det er, mens man stadig ufødt ligger omgrænset af mors krop. Derinde er der lunt. Føde og affaldshåndtering klares snildt og genialt af moderkagen. Hvis mor, far eller andre kærlige mennesker så i øvrigt snakker med eller synger for barnet i maven, er alt på plads for salig ubevidst væren. Mors mave sørger for en konstant omsorg, og at man bliver nusset og holdt om. Altså en tilstand af tildelt og serviceret væren. Ingen bevidsthed. Kun væren. Ingen krav om noget. Kun væren. Denne første fase af menneskeliv kan beskrives som paradisisk. Det er der mange, som har gjort. Selv har jeg været fascineret af Sigmund Freuds og Norman O. Browns forståelser.4 9
Omgrænser_140x220.indd 9
27.04.2022 10.44
Måske har folketalemåden ‘at gå i sin mor igen’ rod i en næsten glemt fantasi om, hvor det tabte paradis findes. Fødslen udgør overgangen til ‘Første syndefald’. Perioden efter er ikke helt så privilegeret som første. Det er væsentlig koldere. Der er ingen total omgrænsning, og gradvist forventer omgivelserne, at man selv skal præstere noget for at få del i værensglæderne. Trods det gradvise tab af privilegier varer perioden, lidt forskelligt fra barn til barn, til barnet er mellem et og tre år. Trods syndefaldet er fasen alligevel på mange måder attråværdig. Det skyldes, at tiden endnu ikke er skabt. Det betyder, at fremtiden og fortiden endnu ikke eksisterer. Det eneste, som eksisterer, er nu’et. Barneværen er her ligesom før fødslen i høj grad styret af nuets mulighed. Det mimer lykketilstanden fra før fødslen. Det opnås i mors eller fars favn, ved mors bryst, ved puslen eller ved kommunikative udvekslinger med empatisk rettede voksne. Når jeg kalder det første syndefald, er det naturligvis fordi friktionsfri væren hele tiden afbrydes af udfordringer fx sult, ondt i maven, savn efter brystet eller efter omsorg. ‘Andet syndefald’ indtræder, når de sproglige kompetencer sætter sig igennem som gudsskaberkraft. Og det sker der, hvor sproget giver mulighed for at skabe skel, betydninger, identifikation og mening. Eller mulighed for at skabe verden ved at benævne den. Når jeg betegner det som et syndefald, er det, fordi sproget også skaber distinktion i tiden. 10
Omgrænser_140x220.indd 10
27.04.2022 10.44
Faldet er stort og omfattende. Måske det største? At opdage, at tiden går, bliver også bevidsthed om egen dødelighed. Denne bevidsthed følger en resten af livet. Naturligvis fylder den ikke så meget i 3-årsalderen, som den kommer til at gøre senere i livet. At opdage egen kastethed i tiden er en eksistentiel udfordring, som man aldrig helt overkommer. Samtidig er sproget også en gave af uhørt generøsitet. Nu kan man med begreber ordne og justere på grænser og systemer. Sprogets og intellektets overskridende møde, hvor sproget bliver intellektuelt, og intellektet bliver sprogligt, giver ekstremt meget moment til forståelse og forklaring.5 ’Tredje syndefald’ vokser på en måde ud af de begrænsninger, som gradvist emergerer af at arbejde med de gaver, som har vist sig i andet syndefald, nemlig at forklarings- og forståelseskraften fra arbejdet med distinktion og mening ikke rækker. Her ville Søren Kierkegaard-tilhængere formodentligt sige, at så er der ikke anden mulighed end at overgive sig til troen.6 Det er muligt, at denne løsning dur for nogen, men for mig har den ikke været en mulighed. Mit valg af felt til undersøgelse har handlet om, hvordan man kan overkomme at leve med de syndefald, man har været igennem. Altså et forsøg på at se situationen i øjnene så modigt, nysgerrigt, selvkritisk og ærligt, som sårbarheden nu tillader med et yderligere puf i ryggen på udfordringen om at søge at overskride grænsen. 11
Omgrænser_140x220.indd 11
27.04.2022 10.44
De tekster, som jeg lægger frem her, er skrevet ud af denne sidste udfordring. En pegebog. Det har både været et sorgarbejde og en stille fryd, næsten af samme slags som dem der fuldstændig jublende tog mig med op i euforiens luftlag, når jeg fik mening i tingene eller løste en bestemt udfordring, mens jeg befandt mig i andet syndefalds eftervind. Her imidlertid uden jubel.
12
Omgrænser_140x220.indd 12
27.04.2022 10.44
Grænser Bor i Ceuta på Parador La Muralla og ser udover kysten mod Marokko. Gik i morges en tur langs sydkysten af enklaven og så for første gang trådhegnet mellem Ceuta og Marokko derude mod syd. Der tager jeg i morgen ud for at gå langs hegnet. I overmorgen tager jeg ud til grænsen for at gå igennem den til Marokko. Det blev her, jeg tog ned for en gang til, helt fysisk, at undersøge det med grænser. Her på Nordafrikas kyst ligger der en lille spansk enklave med omkring 85.000 indbyggere. Rigtig mange af dem er indvandrede især spaniere, men her bor også en del berbere, som formodentligt er efterkommere af dem, der boede her, længe før Ceuta blev portugisisk og siden spansk. I øvrigt erobrede Portugal enklaven i 1415, og Spanierne overtog, da Portugal og Spanien gik fra hinanden og fortsatte som to selvstændige kongedømmer. Det skete i 1668. Siden har Ceuta været spansk og betragtes af Spanien med nogle få undtagelser som en spansk by. Man kommer hertil med færge fra Algeciras eller med fly fra flere store spanske byer. Selvbeskrivelsen er, at man er porten til Afrika. Sandheden er nærmere, at det er den yderste europæiske blindtarm på Afrikas nordkyst. Når man vil ind i Ceuta fra Marokko, er der ingen skiltning. 13
Omgrænser_140x220.indd 13
27.04.2022 10.44
Grænsen er stærkt bevogtet, og det er stort set kun turister og lokale berbere, som krydser den. Grænser ligner tiden. De er absurde og uforståelige, men også vigtige. Uden grænser og tid ingen distinktion. En grænse er der, hvor noget bliver til noget andet i en markering. Det bliver hurtigt til en absurditet. Eftertanken er at selv om det bliver til noget andet, vil det meget ofte være sådan, at hvis man tog den væk, ville man slet ikke kunne finde noget for man ville ikke kunne kende forskel. En klokkeren konstruktion. I modsætning til grænser er tiden en sømløs overgang til noget andet. Begge gør og markerer forskel. De skaber betydning. Grænsen mellem Ceuta og Marokko er i al sin grusomme gestalt markering i den skarpe ende. Det visualiseres som to høje pigtrådshegn med en vej imellem, hvor politiet hele tiden patruljerer. De to bølger af hegn er grænsen mellem Europa og Afrika. En tydelig markør af Europas (Spaniens) interesse i at holde Afrika ude. Og her, som så mange steder, har noget, som ligner en tilfældighed, en speciel beliggenhed og et historisk forløb, gjort, at denne stump land på nordsiden af Afrika er den yderste grænse for Europa. Der er en mindre grænseovergang for lokale og kun for gående. Resten af grænsen er bakkebølgende torækket pigtrådshegn i seks meters højde. Porten til Afrika? 14
Omgrænser_140x220.indd 14
27.04.2022 10.44
Langs grænsen Jeg tager bussen til Benzu, som ligger i det nordlige hjørne af enklaven helt op mod hegnet, for at gå langs grænsen til grænseovergangen Frontera på den sydlige side af halvøen Alminal. Der løber en 8 km fin asfaltvej, som går langs grænsehegnet ca.100 m inde i Ceuta. Ved enden af busruten går grænsehegnet ca. 50 meter ud i vandet, og så snor det sig op i bjergene derfra. Dobbeltradet. Øverst på de ca. 6 meter høje trådhegn ligger en tæt pølse af rullet pigtråd. Jeg begynder at gå. Der er med jævne mellemrum kontroludkigsposter på hegnet. De er hævet over landskabet, så vagterne har god udsigt til begge sider. Ingen af de poster, jeg passerer, er bemandede, men jeg så, at den lille grænseovergang for gående helt nede ved vandet var bemandet med en gruppe Guardia Civil-betjente. Jeg går igennem den lille berberbebyggelse, som ligger tæt på hegnet og kommer hurtigt ud på vejen bag hegnet. Her står der, at den kun må befærdes af biler med særligt ærinde! Der står ikke noget om gående trafik, så jeg strider mig opover. Her er stille. Ingen biler. Vejen er god. Gode kig ind over Marokko. Det dobbelte grænsehegn bugter sig som en slange over bjergene. 15
Omgrænser_140x220.indd 15
27.04.2022 10.44
Hegnet forsvinder en gang imellem fra mit synsfelt, men pigtråden, som ligger på jorden mellem vejkanten og trådhegnet, er synligt næsten hele tiden. Jeg genkender fornemmelsen af at nærme mig de grænseovergange, jeg sammen med tre andre højskoleelever kørte gennem i Østeuropa på vej til Grækenland i 1964. Fuglene synger, og ved et sving får jeg udkig over havet på den sydlige side, der hvor jeg tror, jeg skal hen. Godt 3 km oppe ad vejen hører jeg motorcykellyd bag mig. Kort efter er jeg omringet af to Guardia Civil-betjente, som på spansk spørger, hvad jeg laver. Jeg svarer på mit bedste skoleengelsk: Jeg går tur! Det forstår de åbenbart ikke. En længere firkantspalaver udspiller sig mellem de to betjente, mig og en ukendt deltager i deres skrattende walkie-talkie. Langsomt krabber forståelsen sig frem. Det tager tid at komme igennem mange pidgin-spørgsmål og en grundig undersøgelse af mit kørekort. Venter. Ser ud over det smukke landskab. Ens så det ikke er til at kende forskel på begge sider af grænsen. Jeg har ikke taget mit pas med. Jeg skal jo ikke over grænsen. Jeg skal omhyggeligt bogstavere mit navn flere gange, inden den anden ende af walkie-talkien er tilfreds. Op mod at det sker, er der indimellem brokker af det, jeg forklarer, som lyser de to betjentes ansigter op i noget, jeg tager som forståelse. 16
Omgrænser_140x220.indd 16
27.04.2022 10.44
Endelig ser det ud til, at de er overbeviste om, at jeg ikke er i gang med at være kontaktperson for grænseoverløbere eller det, der er værre. Der er kommet en bil til. Jeg må ikke gå på vejen! Så nu vil kollegaen i bilen køre mig tilbage til det busstoppested, jeg kom fra! Jeg stiger ind, og hele vejen ned ad vejen prøver min chauffør at forklare mig, at det er en grænse. ‘Ligesom den mellem Mexico og USA, og at hegnet er sådan et, som Trump gerne vil have op derovre!’ understreger han. Og at det i øvrigt er nødvendigt at have, for ellers vil halvdelen af Marokkos befolkning komme over til Ceuta! Det må jeg kunne forstå? Jo, det kan jeg naturligvis godt! Jeg bliver sat af ved busstoppestedet. Jeg kom altså ikke til at gå hele vejen. Jeg fik færten af frygten et af de hårde steder i verden.
Over grænsen Jeg skal nu prøve at passere grænsen til Marokko. Igen tager jeg bussen, men nu den, der kører syd på, hvor grænseovergangen ligger. Jeg kigger efter trådhegnet, men det er behændigt camoufleret bag bygninger. Dog er stranden på den spanske side markeret med pigtråd og et skilt med STOP ude i vandet. Det er én lang spidsrod gennem spansk grænsepost med Guardia Civil-betjentene i burene. Derefter igennem 200 m ingenmandsland til jeg endelig når de marokkanske grænsevagter. 17
Omgrænser_140x220.indd 17
27.04.2022 10.44
Hele ruten er flankeret af langsgående pigtråd med pølsetråd i øverste etage. En pigtrådskorridor. Ingen problemer med at komme igennem, selv om den marrokanske grænsebetjent, som stempler mit pas, meget længe undersøger indretningen af den plastlaminerede side. Det gør de også, da jeg vil tilbage til Ceuta. Her tager det over 10 minutter at lave samme undersøgelse. Og så er grænseoverskridelsen overstået. Af den slags som er lige så deprimerende og markerende, som jeg havde forventet. Der er et 200 m langt pigtrådshegn langs vandet det første stykke inde i Marokko. Her er en lang række, marokkanske kvinder linet op med tomme tohjulede trækvogne. De står her vendt mod grænseovergangen til Ceuta, men over 100 meter fra den marokkanske grænseadministration. Flere af dem er i noget som ligner slagsmål med hinanden om placeringen af deres vogne og dem selv i køen. De står der stadig, da jeg vender tilbage. Langs køen, ude på vejen, går en række langt bedre klædte marokkanske kvinder. De er heftigt optaget af at udstede ordrer, skælde ud og flytte rundt på kvinderne. Jeg finder aldrig ud af, hvad formålet med opstillingen er. Jeg spørger heller ikke. Af lige dele frygt for at rode mig ind i noget, som måske kunne opfattes suspekt, og en undskyldning om, at de nok ikke forstod engelsk. Plastpestens hærgen er skæmmende tydelig på denne side af grænsen. 18
Omgrænser_140x220.indd 18
27.04.2022 10.44
Forrevne poser og stumper af emballage dækker hegnet, og vinden fyger med støv, jord og plaststumper. Det ligger i vejkanten, i strandkanten og imellem klipperne. Poser blæser ind på mine ben og rammer indimellem mit ansigt. På vej tilbage vil jeg fotografere pigtråden og de gamle forsvarstårne oppe på bakkerne bag grænsestationen, men bliver højlydt kaldt til orden af marokkanske grænsevagter. Lidt længere henne ad ruten forlanger de at se mine fotos. Så også i Marokko lykkes det for mig at få et forhold til grænsemyndighederne. I Marokko er der ingen skilte, der pegede mod Ceuta. På den spanske side står der: Porten til Afrika. Fysiske grænser kan altså fortrænges efter samme princip som mentale grænser. De ligner hinanden.
Hvorfor grænser? Da jeg var barn, optog de mig, som en umiddelbar absurd forståelsesudfordring. Hvorfor overhovedet grænser? Siden som et grundvilkår i forhold til at arbejde med det, som al erkendelse bygger på, nemlig forskelle. Så her er spørgsmålet ikke rettet mod det rimelige i grænser, men mod, hvordan vi bruger, definerer og forvalter dem. I koncentrat: Hvorfor er det lige der, de skal ligge? Hvordan forvaltes retten til at vogte dem, når de er defineret? Hvordan forvalter man overskridelser af dem? 19
Omgrænser_140x220.indd 19
27.04.2022 10.44
Og hvordan forstår vi samspillet mellem det legitime krav om at finde sin hjemlighed i trygge rammer og nænsom forvaltning af grænsevogtning, som samtidig er en invitation? Det sidste spørgsmål er mere rettet mod, hvordan man håndterer grænser i relationer. Det vender jeg tilbage til i et senere essay. Jeg er naturligvis ikke den første, som dvæler ved grænsers natur. Jeg ved med stor overbevisning, her ret sent i livet, at det med at sætte dem, undersøge dem og respektere dem, indgår med stor styrke blandt de fænomener, vi makker med i vores forsøg på at håndtere livet og eksistensen. Sådan er det også for mig. På en måde næsten dobbelt op, både i forhold til de konkrete fysiske fænomener, men også dem vi konstruerer i omgang med hinanden, og dem vi prøver at sætte for os selv. Denne optagethed har været stærkt medvirkende til at sende mig ud på vandringer. Både de mentale og de fysiske. Som fænomen i den fysiske verden blev det helt bogstaveligt illustreret, da jeg gik en bid af Gendarmstien i Sønderjylland. Det var lang tid, før Schengen for en tid fik nedlagt den markerede grænse til Tyskland. Flere steder langs stien var der alligevel markeret med tråd og skilte. Nogle steder var der hul i tråden, og det var muligt at træde over den ødelagte markering og bogstaveligt talt stå med et ben i hvert land. Et løft af benet var en grænseoverskridelse. 20
Omgrænser_140x220.indd 20
27.04.2022 10.44
Det absurde i, at grænsen lå der og ikke to meter eller flere kilometer til den ene eller anden side, blev næsten fysisk påtrængende. Her er vi vel ved noget af det, som volder mest besvær. Hvorfor lige her? Vanskelighederne er så store, at vi på en vis måde nægter at tænke på dem. Ofte er der ikke specifikke grunde til den konkrete placering. Dette forhold af umulig begrundelse gør grænsedragninger uvederhæftige og illegitime i de værste tilfælde, eller til genstand for pragmatisk forhandling om placering og beslutning i de bedste. Grænser er arbitrære. Og det er de så alligevel ikke altid. Grænsen mellem Danmark og Tyskland blev afgjort af en folkeafstemning i Slesvig. Altså er den besluttet af et befolkningsflertal. Og så er den alligevel arbitrær. Flertallet i Tønder by stemte for tilhørsforhold til Tyskland. Alligevel blev byen tilført Danmark. Der var også tysk flertal i Åbenrå. Her var der derimod en stærk tilslutning til dansk tilhørsforhold i hele oplandet. At Åbenrå skulle blive en del af Tyskland ville være absurd, når hele oplandet blev dansk. Så måtte de tysksindede i Åbenrå leve med det, men hvorfor blev Tønder lagt til Danmark? Hvis man i målebordsbladshøjde studerer grænsen, vil man se, at den ellers ret lige linje flere steder slår slag længere ned i Sydslesvig. Går man nærmere ind i den historie, 21
Omgrænser_140x220.indd 21
27.04.2022 10.44
er der flere eksempler på, at den konkrete linieføring tog hensyn til dansksindede beboere på bondegårde, som ellers mere naturligt skulle have være placeret på tysk side. Jeg er ikke inde i de konkrete detaljer og grunde, som medførte beslutningerne, men formoder, at en række pragmatiske forhold har gjort sig gældende. Forhold, som tror jeg, har været medvirkende til at fredeligheden over grænsen, siden den blev trukket, har være stadigt stigende. På mange måder er grænsen mellem Tyskland og Danmark fastlagt eksemplarisk ved folkeafstemning og forhandling. Denne glædelige konstatering rokker imidlertid ikke ved, at grænsen er arbitrær. Grænser adskiller og forskelliggør, og som Luhmann7 og hans store tilhængerskare så overbevisende har fået illustreret, giver det iagttagelsesproblemer, blinde pletter, men også mulighed for at flytte fokus og dermed få en ny vinkel på det, der iagttages. En teori om kommunikation og iagttagelse er i sig selv en distinktion. En teori er også et mix af fordele/ulemper og mørke/lyse sider. Den åbner for flere valg af synsvinkler og realiseringen af handlemuligheder, der igen giver adgang til at optimere det bedste og minimere det værste. Hvis man vel at mærke vil forhandle om fortolkningen og grænsen. Men en teori lukker ligesom en grænse også for noget. Det er forskellen, som gør det. Jeg kan på sin vis lige så godt gå til bekendelse og indrømme det. Vi er kastet i forskelle. 22
Omgrænser_140x220.indd 22
27.04.2022 10.44
Uden dem ingen eksistens. Men netop denne kastethed er et kors for ånden, når vi skal tænke ud over eller sammen på forskellene. At vi er kastet i forskelle betyder, at al erkendelse tager sit afsæt her. Det er grundformen, men ved bare lidt eftertanke også en forhindring for helhed og sammenhæng. Den vestlige filosofis grunddualistiske opfattelse af menneskeliv opdelt i noget kropsligt og sjæleligt er umiddelbart indlysende, men meget hurtig en betonklods for forståelsen af, hvordan og hvorfor det hænger sådan sammen. Ville det ikke være bedre at operere uden grænser? Altså en monistisk opfattelse af mennesket som en enhed med forskelligartede udtryksformer? Oplagt tiltrækkende og indlysende, selv om det efterlader os lidt forlegne, når vi skal forstå og forklare bevidstheden som fænomen?8 På en vis måde er grænsedragning og forskelle to alen af et stykke og som sådan enhver erkendelses udgangspunkt for distinktion. Sådan er det også i den daglige omgang, når vi vil håndtere den sociale regulering med andre mennesker. Vi kan forhandle, flygte eller anvende magt. Lige der illustrerer enhver ny generation, hvor svært det er komme til rette med forhandlingen frem for magten. Alle, som har eller har haft små børn, vil kende til uover enstemmelser om, hvem der nu har ret til at bruge eller eje et bestemt stykke legetøj. Ret tidligt bliver vi konfronteret med grænsen for mit og dit enten som ejendom eller brugsret. 23
Omgrænser_140x220.indd 23
27.04.2022 10.44
Disse konflikter forfølger os gennem livet. I de bedste tilfælde bliver vi med tiden bedre til at forhandle og mediere. Når det er så svært, hænger det sammen med, at det at have råderet styrker ens selv, identitet og betydning. Der, hvor jeg rækker ud i verden i kravet om, at noget tilhører mig, kan jeg lynhurtigt komme på kollisionskurs med en medborger, som kræver samme ret. Især, kan forhandlingerne blive hårde, hvis der ikke er enighed om det på de to sider af grænsen. Ønsket om at tilføre noget til mig, til mit ’udvidede selv’ er i hvert fald i vestlige samfund en stærk drivkraft, som i sig selv er grænsedragende. Det, at man kan kalde noget for sit, styrker identitet og selvværd. Igen er skyggesiden tydelig. Vi udstrækker os selv til en del af omverdenen og kræver, at det alligevel skal høre til mig, fordi det er vigtigt for min selvopfattelse. I forhold til ting, jord, huse og andet dødt har det ofte ikke dramatiske konsekvenser, selv om slagsmål over disse grænser kan være ret dramatiske og opslidende, hvis der er flere, der hævder, at det hører dem til. Døde ting kan man godt slås om, men de døde ting slås sjældent med os, når vi inddrager dem som del af vores udvidede selv. Det er lidt mere kompliceret der, hvor vi opfatter, at noget levende hører os til. Her foregår der naturligvis hele tiden forhandlinger om rettigheder til at overskride grænsen til det, der hører en til. Selv der, hvor der er et meget tydeligt ulige magtforhold i en relation, foregår der altid forhandlinger. 24
Omgrænser_140x220.indd 24
27.04.2022 10.44
I ulige relationer foregår de ikke åbent og eksplicit, men skjult. Et venskab, et ægteskab er baseret på opfattelsen af, at den anden hører til ens udvidede selv. For at få ret til denne inddragelse må det naturligvis baseres på den andens samtykke. Det er umiddelbart ret simpelt, men i daglig praksis er det netop her, de største udfordringer opstår. En del forhandlinger om ret til inddragelse er implicitte og indforståede. Sjældnere er de eksplicitte og klare. Ønsket om klarhed og eksplicitet opstår i slipvinden af oplevelser af grænsekrænkning, overgreb eller ligegyldighed. Ægteskabsmægling og parterapi er rammesætninger for undersøgelse om nyt muligt aftalegrundlag, når en eller begge parter har oplevet sig krænket. Men det er faktisk ikke alene i forhold til vores direkte forhold til andre mennesker, at vi løber ind i udfordringer. Det gør vi næsten lige så tit i forhandling med andre om det materielle. Naturligvis må min kone Vibeke gerne bruge mit sommerhus, selv om det er mit særeje. Det har hun generel ret til. Hun er mit tætteste forhold, og jeg glæder mig, hver gang hun bruger det. Mine børn må også gerne bruge det, men her har jeg sat betingelser for, om de kan få lov. Hvis de fx overskrider grænsen og bruger det nogle dage yderligere end det aftalte, er det et brud på aftalen. Det gælder også, selv om huset ikke skal bruges af mig eller andre. Nogle ville hævde, at det vel ikke kunne betyde noget, når det nu stod tomt. 25
Omgrænser_140x220.indd 25
27.04.2022 10.44