L Ø G S T RU P, HEIDEGGER O G NA Z I S M E N
Hans Hauge
L Ø G S T RU P, HEIDEGGER O G NA Z I S M E N Biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter
Løgstrup, Heidegger og nazismen. Biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter Af Hans Hauge Redaktion: Per Lykke © Forlaget Multivers ApS, 2016 1. udgave, 1. oplag 2016 Omslagsfoto: Privatfoto, Løgstrup Arkivet Omslagslayout: Forlaget Multivers Tryk: Totem Printed in Poland 2016 ISBN: 978-87-7917-463-4 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er med tak støttet af
aarhus universitets forskningsfond fonden til fremme af k.e. løgstrups forfatterskab
Indhold Aarhus 2016................................................................... 9 Berlin 1950.................................................................... 13 Aarhus 1950.................................................................. 20 Freiburg im Breisgau 1950............................................. 47 Donau 1944................................................................... 52 Essen 1949..................................................................... 60 Wien 1949..................................................................... 64 Schweiz 1949................................................................. 67 Freiburg 1945................................................................ 68 Freiburg 1946................................................................ 72 Cérésy-la-Salle 1955...................................................... 74 København 1950........................................................... 76 Noreg 2016................................................................... 82 Bonn 1951..................................................................... 89 København 1948.......................................................... 102 Philips-Universität Marburg 1927................................. 109 Frankrig 1987............................................................... 126 Berlin 1987................................................................... 135 Rouen 2005.................................................................. 141 Freiburg 27. maj 1933.................................................. 150 Tyskland 2014.............................................................. 154 Berlin 1942................................................................... 161 Freiburg 2015............................................................... 170 Albert-Ludwigs-Universität Freiburg 1934................... 173 København 1943.......................................................... 177 Aarhus 1943................................................................. 185 Aarhus 1945................................................................. 188 Genèvesøen 1948.......................................................... 192 Todtnauberg 1967........................................................ 195 Aarhus 1968................................................................. 202
Store Auditorium 1969................................................. 209 Stakladen 1971............................................................. 216 Breslau 1914................................................................. 224 Jüterbog 1933............................................................... 228 Jena 1900..................................................................... 233 Straßburg 1930............................................................. 240 Stalingrad 1941............................................................ 252 Freiburg 1933............................................................... 258 Schwarzwald 1933........................................................ 264 Sankt Peter 1933........................................................... 267 Wüstewaltersdorf 1935................................................. 271 Tübingen 1935............................................................. 274 Sandager-Holevad 1936................................................ 279 Sydvestafrika 1936....................................................... 283 Aarhus 1956................................................................. 285 Sandager-Holevad 1936 II............................................ 295 Danmark 1933............................................................. 300 Freiburg 1935............................................................... 302 Nürnberg 1935............................................................. 306 Nyborg Strand 1939..................................................... 309 Fyn 1936...................................................................... 314 Höchst, Odenwald, Essen 1959.................................... 319 Freiburg 2016............................................................... 330 Efter Løgstrup, efter nazismen – en efterskrift .............. 339 Aarhus 1975................................................................. 339 Aarhus 1976................................................................. 344 Warszawa 1978............................................................ 349 København 1971.......................................................... 351 Meßkirch 28. maj 1976................................................ 353 Bogens illustrationer..................................................... 357
Le nazisme est un humanisme P. Lacoue-Labarthe
Das Wertloseste sind wohl ’die Werte’. Niemand ’lebt’ und ’stirbt’ für Werte Martin Heidegger
Vi går over lig for at nå vore mål K.E. Løgstrup
Aarhus 2016 Det hele begyndte med, at jeg skulle holde et foredrag om de forelæsninger om Kierkegaard og Heidegger, som K.E. Løgstrup holdt i Berlin i 1950. Jeg undrede mig over valget af Heidegger som emne netop det år. Hvordan var holdningen til ham i Tyskland så kort tid efter krigen? Jeg vidste, at Løgstrup vidste, at Heidegger vistnok havde været nazist. Og at Løgstrup havde haft ham som lærer. Men hvorfor sagde Løgstrup aldrig noget om det? Man taler om Heideggers tavshed; var Løgstrup også tavs? Jeg begyndte at undersøge sagen lidt nærmere og nåede frem til en konklusion, som man dermed ikke behøver at lede efter: Løgstrup nævnte ikke Heideggers nazisme, fordi Løgstrup ikke anså det for vigtigt, og fordi han ikke anså ham for at være rigtig nazist; og det kunne jo skyldes, at Heidegger – næsten – ikke var nazist. Løgstrup anså det ikke for vigtigt, fordi han adskilte person og sag, forfatter og tekst, levned og meninger, biografi og filosofi. Det gjorde han, når det gjaldt filosofi og kunst. Der var enkelte af Heideggers elever, der efter krigen ikke ville skelne mellem liv og tænkning, eksempelvis Karl Löwith og Herbert Marcuse. I dag er der næsten ingen, der adskiller biografi og tekst. Vi er postformalister underlagt den biografiske vendings fordring. Rosemarie Pauly og K.E. Løgstrup gik til Heideggers forelæsninger i 1933-34 og er på den måde sandhedsvidner, som næsten ikke sagde noget. De nævnte heller aldrig, at Løgstrups anden lærer Hans Lipps, der har påvirket ham meget, var SS’er. I disse år tales der ikke blot om Heideggers nazisme, men endnu mere om hans antisemitisme. Politiseringen af Heidegger-eksegesen har nået et punkt, der er uden idéhistorisk fortilfælde, siger Peter Sloterdijk i Was geschah im 20. Jahrhundert? (2016). Heidegger-hermeneutikken nøjes ikke længere med at betragte den periode i 1933, da han var nazistisk rektor, som en kort episode i hans liv, men gør dette år og denne episode til en fortolkningsnøgle til hele forfatterskabet. Kan man mon forsvare det synspunkt, at Heidegger – næsten – ikke var nationalsocialist? Måske. Der kan være meget, som jeg har overset. Jeg er på ingen måde Heidegger-ekseget. Det er blot alt for let at sige, at han var det eller ikke var det. De fleste, der skrev om ham kort efter krigen, de første vidner, havde ikke noget problem med hans fortid, men det har mange i dag. Det kan skyldes, at der aarhus 2016 · 9
var så meget, der var skjult dengang, men hvorfor i al verden skulle Heidegger dog skjule nazisme og antisemitisme i et land, der var nazistisk og antisemitisk? Det kan jeg ganske enkelt ikke forstå. Eller som jeg vil sige det opsummerende: Det vil svare til, at man skjulte, at man var rettroende marxist-leninist i DDR eller glødende stalinist under Stalin. Ikke engang Heideggers nevø vidste, at onklen var medlem af partiet. Heidegger skjulte, at han var nazist, dengang nazisterne regerede. Det vil sige, at han efter krigen skjulte, hvad han havde skjult. Og det, han havde skjult, er nu ved at blive afsløret, dvs. offentligt tilgængeligt, i de såkaldte Schwarze Hefte, men hvem ved, om de også skjuler noget? En anden mulighed er, at hans fortolkere i tiden efter krigen ikke så noget i teksterne, som vitterlig var der, hvis vi skal tro nutidens antiheideggerianere. Noget må have skjult sig i teksterne, og det dukker op nu. Hvor gemte det sig i så mange år for så mange? Jo længere vi fjerner os fra 1930’erne, jo værre bliver det. Hvis Heideggers filosofi virkelig er antisemitisk og nazistisk, rammer det i høj grad også Løgstrup, for så fortrængte eller fortiede han en viden. Og det rammer den eksistensteologi, der bygger på Heidegger. Det rammer en lang række især franske tænkere som Jacques Lacan, Jacques Derrida, Gilles Deleuze og Alain Badiou. Det er også meningen. Jeg forfægter det synspunkt, at kritikken af Heidegger skal bane vejen for nyrealisme, neonaturalisme og nypositivisme, fordi disse gamle videnskabssyn passer som fod i hose til det nye corporate university, som det hedder. Som man kan se, sætter man ordet ny foran tænkemåder fra det 19. århundredes slutning. Det gamle er det nye. Der er ikke tid til Løgstrup og Heidegger på fremdriftsuniversitetet, for de tager tid. Vores tid er karakteriseret ved fænomenet Beschleunigung (opspeedning), som Hartmut Rosa så overbevisende har vist, og det viser sig på universiteterne; de er blevet Beschleunigungs-undervisiteter. Jeg siger, at Heidegger næsten ikke var nazist. Hvad ligger der i det ’næsten’? To ting: Han var tiltrukket af nationalsocialismen som så mange andre filosoffer og almindelige mennesker, ganske som mange samtidige var tiltrukket af kommunismen og fascismen. Han anså nationalsocialismen for at være en mulighed. Datidens intellektuelle troede ikke på det liberale demokrati. Der er i dag en tendens til at essentialisere nazismen og lade, 10 · løgstrup, heidegger og nazismen
som om den er en bestemt, velkendt og næsten monolitisk størrelse. Nazismen var i 1930’erne ubestemmelig, symbolsk og mangetydig, og ingen anede, hvad det hele ville ende med. Jeg er, hvad essentialisme angår, inspireret af Julian Youngs Heidegger, Philosophy, Nazism (1997). Hans synspunkt er, at Heidegger praktiserede en privat nazisme. Det er Youngs version af ’næsten ikke nazist’. Hans-Georg Gadamer, Heideggers elev og ven, sagde lidt det samme. Med andre ord havde Heideggers ’nazisme’ meget lidt med de andre nazismer at gøre. Var han nazist? Og så den anden ting om det med ’næsten ikke nazist’. Jeg tilslutter mig de to franske filosoffer Barbara Cassins og Alain Badious’ synspunkt, der går ud på, at Heidegger var en lille, ubetydelig, almindelig småborgerlig nazist og den største filosof i det 20. århundrede. De to ændrer dermed Heideggers egne ord: »Wer groß denkt, muß groß irren«. Man kunne sige det samme om Knut Hamsun og Ezra Pound som om Heidegger: Den første er en underlig nazist og den anden en forvirret fascist, og de er to af det 20. århundredes største forfattere. Jeg er personligt ikke på nogen måde anfægtet af, at T.S. Eliot var antisemit, men jeg ved nu, at han var det, og det vidste jeg ikke, da jeg de første gange læste ham. Jeg mener fortsat, at han er en af de største forfattere i verdenslitteraturen. Hvis jeg skulle tage konsekvensen af Heidegger-kritikken, burde jeg holde op med at læse Hamsun, Pound og Eliot. Vi står måske over for en art global metaforisk bogbrænding, hvor tusinder af fortidige forfattere og tænkere skal udfases, fordi de havde forkerte meninger. Undervejs udviklede bogen her sig til også at handle om Rosemarie Løgstrup og hendes familie. Den handler med andre ord om meget mere end Heideggers nazisme. Den forsøger at rekonstruere Løgstrups ophold i Tyskland 1930-35. Den historie er ikke skrevet. Jeg kommer med fragmenter af en sådan. Eftersom Løgstrup ikke har efterladt sig offentlige dokumenter om de år, fremlægger jeg oplysninger om de undervisere, der var på de universiteter, som han besøgte: Straßburg, Göttingen, Freiburg, Tübingen. Jeg skriver også universitetshistorie. Jeg medtager biografier, selvbiografiske afsnit, anekdoter, polemik (i stil med hans Schwarze Hefte) og endog gossip. Bogen er en hybrid mellem akademisk prosa og anekdoter. Jeg blander tekstaarhus 2016 · 11
typer og respekterer ikke genregrænser. Det er der mange, der ikke bryder sig om. Det ved jeg godt. Universitetsansatte skal helst skrive kedeligt, kort og på engelsk for at få power og point. Og der er utallige navne, name dropping hedder det, men de kan alle let findes på Google, og uden Google kunne jeg ikke have skrevet denne bog. Formålet er at give alle de navne, der bruges i Løgstrups forfatterskab, liv og krop – altså lidt biografi. Google gør det også enkelt at finde bøger, så man er fri for at bruge tid og plads på bibliografier, som er et levn fra tiden før internettet. Bogen henvender sig nok mest til dem, der allerede kender til Løgstrups og Heideggers respektive forfatterskaber. Den er ikke kronologisk opbygget for at undgå, at den skal kunne læses som en fortælling. Man kan læse de enkelte afsnit i en vilkårlig rækkefølge, for ingen læser jo i dag alligevel bøger fra begyndelsen til slutningen. Advarsel: Selvplagiat kan forekomme. Der findes utallige bøger om Heidegger og nazismen. Professoren i Woody Allens film Irrational Man (2015) ville også skrive en. ’Another fucking book about Heidegger and nazism’. Jeg har kun læst en lille del af de mange bøger – denne Heidegger Betrieb – men heldigvis handler ingen af dem om Løgstrup og Heidegger, nazismen og konerne. Jeg gennemgår ikke Heideggers og Løgstrups tekster, for der findes allerede så mange fine indføringer i dem. Jeg forklarer ikke, hvad deres tanker går ud på, men det gør Svend Andersen i Løgstrup (2005) og Ole Jensen i Historien om K.E. Løgstrup (2007). Bøger af David Bugge, Nils Gunder Hansen, Jakob Wolf, Bjørn Rabjerg kan varmt anbefales. Dernæst er der de mange gode efterord og kommentarbind til udgivelserne i Forlaget Klims Løgstrup Biblioteket. De bøger om Heidegger, som jeg særligt kan anbefale, er Oliver Jahraus’ Martin Heidegger. Eine Einführung (2004), Rüdiger Safranskis Ein Meister aus Deutschland. Heidegger und seine Zeit (1994), Helmuth Vetters Grundriss Heidegger. Ein Handbuch zu Leben und Werk (2014) samt George Steiners Heidegger (1978). Og jeg efterligner Dominique Janicauds Heidegger en France (2001) lidt. Jeg er endda en lille smule inspireret af Knausgårds romanserie Min kamp (2009-11), Ernst Klees Das Personenlexikon zum Dritten Reich. Wer war was vor und nach 1945 (2003) og Christian Tilitzkis Die Deutsche Universitätsphilosophie in der Weimarer Republik und im Dritten Reich (2002) er uund12 · løgstrup, heidegger og nazismen
værlige. Der er i 2016 kommet en fyldig Heidegger-biografi: Guillaume Payens Heidegger. Catholicisme, révolution, nazisme. Jeg har desværre ikke nået at få den indarbejdet, men jeg har oplysninger derfra. Selv om den er meget omfattende, er der dog ganske mange personer, som Payen ikke har fået med, f.eks. Hans Lipps. Dernæst har jeg – ud over Heideggers Gesamtausgabe (GA) – brugt alle de biografier og universitetshistoriske fremstillinger, som jeg kunne få fat i, og ud fra dem samlet et puslespil. Puslespillet om Løgstrup i Hitlers Tyskland 1930-35, men også om de eftervirkninger, de år har haft. Rejsen begynder i 1950, da Løgstrup var tilbage i Tyskland, 15 år efter at han forlod landet. Tak for bistand undervejs til Jørgen og Peter Løgstrup, sognepræsterne Henning Nielsen og Søren Jensen, valgmenighedspræst Niels Grønkjær, professorerne Viggo Mortensen, Peter Kemp og Ole Jensen, biskop Kjeld Holm, rektor Eberhard Harbsmeier, lektor Agata Lubowicka, filosofferne Bjørn Rabjerg og Arno Victor Nielsen, cand.theol. Sidsel Keibel Blom samt Søren Beltoft fra Kulturstyrelsen. De er naturligvis ikke ansvarlige for mine meninger og fejl. Sidst, men ikke mindst tak til cand.mag. Per Lykke for uvurderlig hjælp.
Berlin 1950 Løgstrups ankomst til Berlin Januar måned var ekstremt kold i Berlin. Gaderne var dækket af is, og hverken S- eller U-Bahn kørte. 14. januar var det eksempelvis uvejr, og lufthavnen var lukket. Det var ikke til at komme frem. »Extremes Glatteis behindert in ganz Berlin den öffentlichen Nahverkehr«, kunne man læse i avisen. Den unge teologiprofessor K.E. Løgstrup fra Aarhus Universitet var ankommet og skulle holde gæsteforelæsning på Freie Universität. Han var landet på Flugplatz Gatow 10. januar kl. 14.25 med flyet fra Hamburg og nåede i snestormen frem til universitetets gæstehus i Gelfertstraße 49 – en sidegade til Königin-Louise Straße – i Dahlem. Den sovjetiske blokade af Berlin var kun lige ophævet. Den begyndte i juni 1948 og ophørte først i maj 1949. Årene fra 1948 til berlin 1950 · 13
1951 var vanskelige. Der var enorme prisstigninger og stor arbejdsløshed. Først i 1951 begyndte opsvinget. Det gamle Friedrich-Wilhelms-Universität (grundlagt 1809) kom til at ligge i den sovjetiske zone, så man ville bygge et nyt i Vestberlin. Det blev campusuniversitet Freie Universität, som kom til at ligge i den amerikanske zone i bydelen Dahlem. Der var fra begyndelsen studenterindflydelse, og man indførte en tutorordning. Selve den officielle åbning fandt sted i Titaniapalast i bydelen Steglitz nær Dahlem. Åbningstalen holdt Ernst Reuter, den socialdemokratiske Berlin-borgmester, der i øvrigt var født i Aabenraa. Løgstrups svigerforældre havde boet i Steglitz før krigen, så Knud Ejler var godt kendt i området. Der var i begyndelsen vanskeligheder med at få stillinger besat, og man var glad for gæsteprofessorer. Mange professorer havde været nazister, og de skulle afradikaliseres, før man kunne ansætte dem igen. De første forelæsninger fandt sted 15. november 1948 på det nye universitets filosofiske fakultet. Der var kun én kendt filosof på stedet, Jena-filosoffen, fysikeren og gnosis-forskeren Hans Leisegang, der i 1948 havde udgivet en bog med titlen Hegel, Marx, Kierkegaard og året efter en bog om Vestens etik, Zur Ethik des Abendlandes. Der er tale om en kristen etik. Han havde også tidligere skrevet om Heidegger. Etikbogen indeholdt en pessimistisk kulturanalyse i fire dele om, hvordan vor kultur går fra den ene katastrofe til den næste. Foredragene handlede om rettens, magtens, lykkens og kærlighedens etos. At tale om Vestens kultur er at tale om dens værdier (Tafel der Werte). Værdibegrebet og menneskerettighederne spillede en stor rolle, men Jesus en større. Leisegang beskrev, hvordan den totale stats teori og praksis i NS-tiden erstattede gudstroen. Leisegangs etikbog var en bogudgave af fire radioforedrag holdt i RIAS (Rundfunk im amerikanischen Sektor). Leisegangs bog har en set med danske øjne lidt interessant slutning, idet Leisegang indsætter et langt citat (hvor det stammer fra, ved jeg ikke) af den danske forfatter J. Anker Larsen, der var teosof; Vilhelm Grønbech skrev forord til hans bøger. For romanen De Vises Sten (1923) fik han i sin tid Gyldendals Litteraturpris, og han talte på Studenterkredsens sommermøder. Han var meget kendt i Tyskland og Holland – og der er han slet ikke glemt i dag. Foredragene kom på det forlag, der også udgav de forelæsninger, Løgstrup holdt i Berlin. Bogomslaget på de to bøger er ens. Efter alt 14 · løgstrup, heidegger og nazismen
at dømme har Leisegang hørt Løgstrup forelæse. Løgstrup havde Leisegangs etikbog i sin samling, men der er vist ikke noget, der tyder på, at Leisegang har påvirket Løgstrup. Det er også tankevækkende, hvor forskellige de tos tekster er. Leisegang forholder sig til efterkrigstidens udfordringer, mens efterkrigstidens virkelighed næsten ikke er synlig i Løgstrups tekst. Hans Leisegang Mens Løgstrup i 1934 boede og studerede i Tyskland, sad Hans Leisegang i fængsel på grund en ’Beschimpfung des Reiches’. Leisegang var præstesøn; han blev født i 1890 og blev i 1930 ad mange omveje professor i Jena efter filosoffen Max Wundt og fyret igen i 1934. Hans Leisegang var tysknational og var ganske som mange andre, f.eks. Paul Tillich og Theodor W. Adorno, overbevist om, at det liberale parlamentariske demokrati ikke duede; en førerelite burde styre. Han var frontsoldat, løjtnant, under Første Verdenskrig, hvor han blev såret. Mange filosoffer var mærket af den krig, for eksempel Heidegger, Wittgenstein og Hans Lipps. Leisegang var yderst kritisk over for den tyskjødiske nykantianer Hermann Cohen. Leisegang blev medlem af NSDFB (Nationalsozialistischer deutscher Frontkämpferbund) Stahlhelm, der bestod af veteraner fra Første Verdenskrig, men så var det, at han kom med en bemærkning om Hitler efter Hindenburgs død. Det var ved den lejlighed, at Hitler ved den store begravelsesfejring, Tannenbergfeier, i august 1934 udtalte ordene: »Toter Feldherr, geh’ nun ein in Walhall«. Leisegang blev løsladt fra fængslet og kom til at virke som fysiker med udvikling af bomber til Luftwaffe som sit område. Efter krigen kom han i 1948 til Berlin, hvor han døde i 1951. Man forsøgte at gøre Leisegang til den første rektor for Freie Universität (FU), men han ville ikke. I stedet fandt man Fr. Meinecke, der på det tidspunkt var 84 år. Det skulle jo være en, der ikke havde været nazist, så det var ikke helt let at finde en egnet person. Han blev udnævnt til æresrektor. Hans Leisegang underviste efter krigen i lokaler i en underjordisk biograf, der lå under U-Bahnhof Onkel Toms Hütte. Han var meget krævende, man skulle kunne oldgræsk og matematik, og han forlangte absolut ro i sine timer. Han havde endog skrevet et stort værk på græsk. De studerende skulle komme til tiden, men berlin 1950 · 15
en dag kom en usædvanligt smuk studine for sent. Leisegang tav stille, mens hun under stor larm fandt plads i midten af en række, så alle stolene klappede op og i. Hun satte sig, men Leisegang sagde ikke noget. Så rejste hun sig og sagde: »Her er åbenbart ingen forelæsning«, og så måtte alle igen op at stå, og stolene larmede. Hun forlod lokalet. Det tog fem minutter, før Leisegang gik i gang igen, men der var ingen, der grinede, for der var endnu stor respekt for professorer. Mangel på respekt for professorer oplevede Løgstrup mange år senere, da han underviste i Tyskland og der mødte 68’erne. Løgstrup var i Marburg og underviste i et religionsfilosofisk emne. Han indledte med Descartes’ og Kants gudsbeviser, da en ung mand blev utålmodig. Han rejste sig og gik efter 20 minutter. Det kunne ikke foregå diskret, for der var kun 6 deltagere. Og så kommer her Løgstrups udgave af studerende, der forlader lokalet i Aarhus: »Og når folk derhjemme under stort bulder forlader auditoriet, kan de heller ikke gøre for at det virker demonstrativt, for det skyldes den ny mode i fodtøj, i hvert fald bulderet«. Hvad var moden i 1975? Sandsynligvis træskostøvler. Han fortæller dette i afskedstalen i Hyllested Forsamlingshus; den sidste store del af talen handler om hans oplevelser med studerende i Tyskland og ikke om, da han selv studerede i Tyskland. Det første har virkelig gjort indtryk på ham, skønt hans eget ophold som ung har formet ham. Hvad kan denne tavshed skyldes? 5 lange år, hvor der skete enormt mange ting – og de er ikke beskrevet. Og hvorfor blev han så vred på studenteroprørets aktører? Jeg kommer med en slags forklaring senere. Wolf Jobst Siedler Der var ikke endnu et teologisk institut ved Freie Universität, men kun et filosofisk og et religionsvidenskabeligt. Der teologiske blev først oprettet i 1957. Helmut Gollwitzer er en af de få kendte teologer, som vi forbinder med stedet. Foruden Rudi Dutschke, der endte sit liv på Mols. Freie Universität blev i 1970’erne det røde universitet, og derfra kom i nyere tid anklagerne om Heideggers nazisme og Gadamers medskyld. Især fra stedets neomarxister. Dette blot for at sige, at anklagerne mod Heidegger er led i en omfattende tendens, der begyndte i Vesttyskland i begyndelsen af 1960’erne og bredte sig derfra, og som rammer mange andre fra fortid og nutid. I dag er 16 · løgstrup, heidegger og nazismen