Forord Det begyndte som et fritidsprojekt, mens jeg i 2004-2006 boede i Seoul og underviste på Hankuk University of Foreign Studies. Den første upolerede oversættelse fra klassisk kinesisk til dansk blev udarbejdet her. I dag er Sydkorea måske det eneste land, hvor den konfucianske tanke virkelig har rodfæstet sig, hvilket jeg havde rig lejlighed til at opleve i hverdagen, mens jeg arbejdede med den mere end to tusinde år gamle tekst. Konfucianismen begyndte at vinde indpas i Korea fra slutningen af 900-tallet under indflydelse af det kinesiske Song-dynasti (960-1279), som var konfucianismens guldalder i Kina, og det konfucianske tankesæt præger stadig familieliv, omgangsformer og meget andet i det moderne Sydkorea. Tilbage i Danmark var fritiden sparsom, så først otte år senere under et forskningsophold ved Kyoto Universitet i efteråret 2014 fik jeg mulighed for at genoptage fritidsprojektet, og her begyndte jeg at revidere og finpudse oversættelsen. Også i Japan var det under indtryk af et samfund, som gennem århundreder har været inspireret og påvirket af Kina og konfucianismen. Mange rettelser og ændringer blev foretaget i en strandhytte i Goa i januar 2015, hvorefter projektet atter blev sat på pause. I efteråret 2017 var jeg begunstiget med noget så sjældent i den akademiske verden som en praktikant. En af arbejdsopgaverne var at “gennemlæse og korrekturlæse oversættelsen med kommentarer i forhold til sprog og oversættelse”. Det tilførte hele projektet ny energi, og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre praktikant og sparringpartner end Rakel Haslund-Gjerrild. Rakel har et godt kendskab til klassisk kinesisk, men hvad der var mere vigtigt for vores samtaler, er hendes unikke fornemmelse for sproglige forord
·7
nuancer, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i hendes egne udgivelser som for eksempel den fabelagtige novellesamling Øer fra 2016. Det resulterede i mange spændende diskussioner, og min oversættelse er helt sikkert blevet bedre efter mødet med Rakel. Atter krævede undervisning, konferencer, eksaminer og administration min fulde opmærksomhed, og der skulle gå endnu to år, inden jeg i slutningen af 2019 kunne sætte mig ned på et regnfuldt og vintermørkt Frederiksberg for at koncentrere mig om at færdiggøre manuskriptet. Så her cirka seksten år efter det første “Mesteren sagde” er det et lettere vemodigt farvel til Konfucius og hans spørgelystne elever. Bent Nielsen Frederiksberg, juli 2020 PS. Takket være Multivers blev Peter Damgaard efter mit ønske bedt om at læse korrektur på det færdige manuskript. Peter, som jeg også har kendt, siden han i sin tid begyndte som studerende på Københavns Universitet, har selv undervist samme sted i klassisk kinesisk, men mest kendt er han nok som Danmarks fremmeste oversætter af moderne kinesisk litteratur. Blandt hans mange oversættelser kan nævnes Hvidløgsballaderne (2013) af Nobelprisvinderen Mo Yan (f. 1955). Peter har bidraget med adskillige gode, musikalske og konstruktive forslag til forbedringer og reddet mig fra et par misforståelser. I mange tilfælde har hans kommentarer ‘tvunget’ mig tilbage til den kinesiske tekst og de traditionelle udlægninger, hvilket har givet mig anledning til endnu en gang at overveje og gentænke nogle af mine egne fortolkninger. Det har alt sammen resulteret i en endnu bedre
8 · samlede samtaler
oversættelse, så hermed en stor tak til Peter Damgaard for hans indsats. En særlig tak skal også lyde til Lotte, som har været en stor støtte og opmuntring hele vejen fra Seoul over Kyoto til Goa og Frederiksberg, som har besøgt flere Konfuciustempler i Kina end de fleste, og som har læst og kommenteret det meste.
forord
·9
Introduktion I Paris i 1687 kunne den latinkyndige europæer for første gang læse om den ‘kinesiske filosof Konfucius’ (Confucius Sinarum Philosophus) i den første oversættelse til et europæisk sprog af den tekst, som her foreligger på dansk. Navnet Konfucius (eller Confucius) skyldes den jesuitiske kinamission, som fra slutningen af 1500-tallet langsomt vandt fodfæste i Kina, hvor den i de næste små to hundrede år forsøgte at gøre kinesere kristne, mens den formidlede viden mellem Europa og de to imponerende dynastier Ming (1368-1644) og Qing (1644-1912).
Manden Konfucius er den latinske gengivelse af Kong fuzi, der kan oversættes som Den Ærede Mester Kong. Udbredelsen af navnet Kong Fuzi er også jesuitternes gerning, det forekommer slet ikke i den tidlige kinesiske litteratur. I Kina var og er han bedst kendt som Kongzi, Mester Kong (udtales med ‘o’ som i ‘pose’, ikke som i ‘frost’). Kong var hans familienavn, og hans personlige navn (‘fornavn’, men i Kina kommer ‘fornavnet’ efter familienavnet) var Qiu (udtales tjåw). Qiu betyder ‘bakke’, og ifølge traditionen fik han dette navn, fordi han blev født med en bule oven på hovedet. Når mænd i det traditionelle Kina som tyveårige nåede myndighedsalderen, blev det markeret med et kaldenavn, som ofte uddybede betydningen af det personlige navn samt angav mandens placering i rækken af brødre. I det omfang man bekymrede sig om det, fik døtrene som femtenårige også et kaldenavn, der placerede dem i en række for sig selv. Konfucius’ kaldenavn var Zhongni (udtales djung-nii), som betyder ‘andenfødte bakketop’. Konfucius’ betydning for den kinesiske kultur kan sam10 · samlede samtaler
Konfuciusstatue uden for Konfuciustemplet i Beijing.
menlignes med den betydning Sokrates, Buddha, Jesus og Muhammed har haft andre steder i verden, og i lighed med disse efterlod han sig ikke noget filosofisk værk eller anden form for skriftligt vidnesbyrd om sin tilstedeværelse. Den tidligste samlede levnedsbeskrivelse af Konfucius og hans virke har vi fra Sima Qian (ca. 145 – ca. 86 f.v.t.), som ofte sammenlignes med ‘historiens fader’ Herodot (ca. 484 – ca. 425 f.v.t.). Sima Qian var ansat som hofarkivar, hofastrolog og hofkronikør under den magtfulde kejser Wu (r. 141-87 f.v.t.) af Han-dynastiet (202 f.v.t. – 220 e.v.t.) og er hovedintroduktion
· 11
forfatter til Historikerens optegnelser (Shiji). Værket, som blev påbegyndt af faderen Sima Tan (d. 110 f.v.t.), dækker perioden fra Den Gule Kejser frem til år 95 f.v.t. og bygger på næsten et hundrede kilder fra det kejserlige bibliotek. Derudover foretog Sima Qian flere rejser rundt i det store rige, hvor han indsamlede materiale og nedskrev mundtlige traditioner. Selvom Sima Qian tager udgangspunkt i den mytologiske urtid og sammenfatter og gengiver sin samtids forestillinger om fortiden, har moderne arkæologiske udgravninger gentagne gange bekræftet dele af hans fremstilling. Ifølge Sima Qian blev Konfucius født i fyrstendømmet Lu (en bystat i den vestlige del af den nuværende Shandongprovins) i fyrst Xiangs 22. regeringsår (551 f.v.t.) og døde samme sted i fyrst Ais 16. regeringsår (479 f.v.t.). I sin biografi af Konfucius beretter Sima Qian detaljeret om Konfucius’ gøren og laden i de mellemliggende år, men det er undertiden uvist, hvad og hvor meget der bygger på historiske kendsgerninger.* Fra omkring år 400 f.v.t. optræder og nævnes Konfucius i flere forskellige tekster, men størstedelen af de eksisterende overleveringer om hans liv og levned stammer fra Han-dynastiet, hvor venerationen for Konfucius gradvist antager mytologisk-religiøs karakter, og hans person bliver genstand for en intens dyrkelse med klare religiøse overtoner. En betragtelig del af de kilder, som kan dateres før Han-dynastiet, udviser derimod ikke nogen større respekt for Konfucius, hans følgere eller de tanker og ideer, som associeres med dem. Tilhængerne af Konfucius og hans ideer bliver omtalt som snyltere og latterliggjort af * Biografien, “Mester Kongs slægtshistorie”, udgør kapitel 47 i Historikerens optegnelser og foreligger her oversat til dansk fra klassisk kinesisk. I kapitel 67 skriver Sima Qian om Konfucius’ elever og i kapitel 121 om senere konfucianere, men da disse kapitler er oversat af Gunnar Svane (se bibliografien), er de ikke medtaget her.
12 · samlede samtaler
opponerende grupperinger i flere forskellige intellektuelle miljøer i det 4. og 3. århundrede før vor tidsregning.
Teksten I modsætning hertil står naturligvis de tekster, som kan tilskrives Konfucius’ mange tilhængere. Den tekst, som her foreligger oversat i sin helhed fra klassisk kinesisk, anses for at være den allervigtigste kilde til forståelsen af Konfucius’ tanker og hans pædagogiske virke. Værket har siden Han-dynastiet været kendt i Kina under titlen Lunyu, der almindeligvis kan oversættes som ‘diskussioner og ytringer’, ‘samtaler og sentenser’ eller lignende. Engelske oversættelser bruger ofte titlen Analects, hvilket stammer fra det græske analekta, som betyder ‘det udvalgte’. Ifølge en tradition, der går tilbage til den kejserlige hofarkivar Liu Xiang (79-8 f.v.t.), skal ordet lun i den kinesiske titel udtales med en anden betoning end normalt, når det forekommer i titlen på dette værk, hvorved betydningen skifter fra ‘diskussion’ til ‘udvalg’. Den mest præcise oversættelse af titlen vil således være ‘udvalgte udsagn’, men jeg har fravalgt denne titel til den danske udgave, fordi den kan give indtryk af, at hele teksten ikke er inkluderet. I stedet har jeg valgt Samlede samtaler (herefter blot Samtalerne). Sima Qian omtaler ikke værket, men en anden stor historiker fra Han-dynastiet, Ban Gu (32-92), nævner, at Konfucius’ elever samlede deres notater efter Mesterens død. Teksten består af korte ytringer tillagt Konfucius eller nogle af de mere prominente elever som for eksempel Ziyou, dialoger mellem Konfucius og elever, små situationsbeskrivelser og lignende. Der er ikke nogen fortløbende handling; kompositionen er nærmere som en mosaik, hvor man nogle steder fornemmer en redaktørs hånd, mens andre afsnit virker mere tilfældigt sammensat. Det vides ikke, hvor mange af den slags kompilationer der har været i omløb før Hanintroduktion
· 13
dynastiet, men det er klart, at forskellige versioner har eksisteret. De to mest prominente fortolkere af Konfucius’ ideer i århundrederne før Han-dynastiet – Mester Meng (Mengzi, aktiv i det 4. årh. f.v.t., også kendt under den latinske form Mencius, se Van Norden) og Mester Xun (Xunzi, aktiv i det 3. årh. f.v.t., se Hutton) – citerer ofte Konfucius i de værker, der bærer deres navne. Mens de fleste af Mencius’ citater, som tilskrives Konfucius, enten er formuleret anderledes eller ikke findes i den overleverede udgave af Samtalerne, er slet ingen af Mester Xuns citater at finde i samlingen. Selvom papiret var opfundet i det 2. årh. f.v.t., var det foretrukne medium for tekster stadig bambusstrimler eller silkestof. Teksterne blev skrevet med pensel og tusch i vertikale kolonner fra højre mod venstre, og én bambusstrimmel indeholdt typisk én kolonne. Bambusstrimlerne, som dog kunne variere meget i længde, var som regel 25-40 centimeter lange og blev bundet sammen af snore (foroven, i midten og forneden), så de kunne rulles sammen (tekster skrevet på silke blev ofte foldet i stedet). De tidligste udgaver af Samtalerne, vi kender, er skrevet på sådanne bambusstrimler. I slutningen af Han-dynastiet eksisterede der stadig tre udgaver, som den lærde kommentator He Yan (190-249) refererede til som Lu lun (Lu-statens udvalg), Qi lun (Qistatens udvalg) og Gu lun (Det gamle udvalg). De to første, som begge var nedskrevet med den nye skrift i embedsmandsstilen, der blev standardskriften under Han-dynastiet, var angiveligt meget lig hinanden bortset fra antallet af pian (sammenrullede bundter af bambusstrimler); Lu-statens udvalg bestod af tyve ruller, mens Qi-statens udvalg bestod af toogtyve. Det Gamle udvalg, hvis navn henviser til, at det var skrevet med den gamle seglskrift, som var i brug før Qin-dynastiet blev grundlagt i 221 f.v.t., synes derimod at have været radikalt anderledes. 14 · samlede samtaler
Ifølge historikeren Ban Gu blev Det gamle udvalg sammen med andre tekster fundet skjult i en væg i Konfucius’ gamle hus, da det blev renoveret under kejser Jing (r. 157141 f.v.t.). Da kejser Wu (r. 141-87 f.v.t.) fra 136 f.v.t. begyndte at oprette lærestole i fem kanoniske tekster ved det kejserlige akademi, opstod der blandt de lærde strid om, hvilke udgaver af de forskellige tekster der var mest autentiske. Dette medførte en række ‘opdagelser’ af tekster skrevet med seglskrift, som gjorde krav på at være ældre og dermed mere autentiske end nyskriftversionerne. En stor del af disse tekster var uden tvivl forfalskninger. Den overleverede udgave af Samtalerne er hovedsageligt baseret på Lu-statens udvalg, og de to andre er gået tabt, så det er vanskeligt at sige noget præcist om disse, og om hvordan de tre udgaver adskilte sig fra hinanden. Kong Anguo (156-74 f.v.t.) var en af de mange lærde, der ‘fandt’ gamle udgaver af de kanoniske tekster. Han nedstammede angiveligt fra Konfucius og var en af de allerførste, der skrev kommentarer til Samtalerne, men kun fragmenter af disse er bevaret. Andre kommentarer fra Han-dynastiet er også delvist bevaret, idet Zheng Xuan (127-200) – en af Kinas bedst begavede og mest indflydelsesrige kommentatorer – medtog dem i sin kommentar. En af de kommenterede udgaver, Zheng Xuan inkluderede dele af, blev i perioden 175-183 sammen med de øvrige kanoniske tekster indgraveret på steler af poleret sort kalksten og opstillet uden for det kejserlige akademi, så lærde fra hele riget kunne komme og lave et aftryk af den ortodokse udgave. Disse steler blev ødelagt og forsvandt i forbindelse med Han-dynastiets kollaps i begyndelsen af 200-tallet, men fragmenter er siden fundet og opbevares i dag på Shanghai Museum. He Yans udgave fra år 242 bygger blandt andet på steleudgaven og Zheng Xuans kommentarer. Den udgør grundlaget for den udgave af Huang Kan (488-545), som introduktion
· 15
Fragment af stele dateret 175-183 e.v.t.
Fragment af håndskrevet papirudgave af Samtalerne (7.7) fundet i Dunhuang. Datering usikker, men før det 11. årh.
16 · samlede samtaler
Trykt udgave af Samtalerne fra det 14. årh.
alle senere kommentarer er baseret på, mens Zheng Xuans udgave af Samtalerne gik tabt omkring 1000-tallet. I de mere end atten hundrede år, der er gået siden Zheng Xuans død, har tusinder af kinesiske lærde skrevet kommentarer til Samtalerne; langt de fleste er gået tabt, men mere end hundrede er bevaret. Gennem denne lange periode har de tanker og ideer, som er blevet tillagt Konfucius, gennemgået dramatiske udviklinger i hænderne på utallige fremragende kinesiske tænkere og filosoffer, hvoraf den kendteste og mest indflydelsesrige uden tvivl er Zhu Xi (1130-1200). Han samlede Samtalerne, Mester Meng og to tekster fra Ritualprotokollerne, Den store lære og Midintroduktion
· 17
delvejen, og forsynede dem med kommentarer. I Zhu Xis fortolkning fungerer de tre andre tekster som henholdsvis introduktion og supplement til Samtalerne. Denne kompilation, der er kendt som De fire bøger, har udgjort det centrale pensum i embedseksaminer på alle niveauer fra 1313 og frem til de traditionelle eksaminers afskaffelse i 1905. Zhu Xis udlægning af konfucianismen fik også stor betydning i nabolandene Korea, Japan og Vietnam.
Manuskriptfund I 1973 udgravede arkæologer i byen Dingzhou små 200 kilometer sydvest for Beijing et gravkammer tilhørende kongen af Zhongshan. Kongen, der er blevet identificeret som Liu Xie, døde i 55 eller 54 f.v.t. og var nært beslægtet med Han-dynastiets kejserhus. Under det tidlige Han-dynasti blev kejsernes yngre brødre indsat som konger i mindre områder i det østlige Kina, og Sima Qian fortæller os, at disse konger blev begravet i dragter fremstillet af jadebrikker syet sammen med guldtråd. Indtil arkæologer i 1968 for første gang fandt en sådan dragt, blev det betragtet som en af Sima Qians mere fantasifulde anekdoter. Liu Xie havde også været iklædt en jadedragt med guldtråd, og han havde sit private bibliotek med sig i graven, heriblandt et manuskript af Samtalerne skrevet på bambusstrimler. Graven bar spor af at have været plyndret og brændt, og bambusstrimlerne var i meget dårlig stand og nærmest ulæselige. Efter mange års arbejde med at tyde teksten blev en transkription endelig udgivet i 1997 (efter at manuskriptet havde være forsvundet under det store jordskælv i Tangshan i 1976). Dingzhou-manuskriptet, som det blev kendt, indeholder knap halvdelen af den overleverede udgave og synes at have været en komplet udgave af Samtalerne, idet fragmenterne fordeler sig over samtlige tyve kapitler. Filologiske analyser tyder på, at teksten kan stamme fra den 18 · samlede samtaler
Kalkering af fragmenter af Dingzhou-manuskriptet af Samtalerne (1. årh. f.v.t.).
første Han-kejsers regeringstid (202-195 f.v.t.), idet den tilsyneladende overholder forskrifterne om ikke at anvende skrifttegn, der indgår i kejserens personlige navn. Da teksten indeholder skrifttegn, som er en del af den næste Hankejsers navn, formoder man, at den kan være nedskrevet, inden denne kom til magten i 195 f.v.t. Under alle omstændigheder er det (foreløbigt) den ældste tilgængelige udgave af Samtalerne. introduktion
· 19
Et andet manuskript dukkede op i en embedsmandsgrav syd for Taedong-floden i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang i begyndelsen af 1990’erne. I det 1. århundrede f.v.t. hed dette område Lelang og var underlagt Han-dynastiet, og et befolkningsregister fundet i graven bærer en datering svarende til 45 f.v.t. Manuskriptet er endnu ikke blevet publiceret i transskription, men nogle sort-hvide fotografier af dele, der svarer til Samtalernes kapitel 11 og 12, har været i omløb siden 2001. Endelig påbegyndte kinesiske arkæologer i 2011 udgravningen af endnu et spektakulært gravkammer fra Han-dynastiet i provinshovedstaden Nanchang i Jiangxi. Den afdøde viste sig at være Liu He (d. 59 f.v.t.), som var barnebarn af kejser Wu (141-87 f.v.t.). I 74 f.v.t. var kejserhuset i krise, da kejser Zhao (r. 87-74 f.v.t.) døde som tyveårig uden at efterlade sig en tronfølger. Liu He, som regerede over et mindre kongedømme i det østlige Kina, blev hentet til hovedstaden og indsat som kejser, men allerede efter syvogtyve dage havde han ifølge de historiske optegnelser forbrudt sig mod etiketten så mange gange, at han blev fjernet af en gruppe ministre og enkekejserinden (næsten tolv hundrede forseelser var det blevet
En bambusstrimmel fra Qi-statens version af Samtalerne (1. årh. f.v.t.) med en passage, som ikke forekommer i den overleverede udgave: “Hvad angår Mesterens forståelse af den rette vejs lethed, den er meget let […] tre dage. Mesteren sagde: ‘Det er den rette vejs skønhed, ingen kan modstå den.’”
20 · samlede samtaler
til ifølge det anklageskrift, som blev fremlagt). Han endte som markis i Haihun, hvor han døde femten år senere og fik en storslået begravelse. Kortlægningen af gravfundet er endnu ikke afsluttet, men indtil videre har arkæologerne fundet mere end tyve tusinde artefakter, heriblandt massevis af guldbarrer udformet som hestehove, mere end ti tons bronzemønter (cirka to millioner mønter) og tekster bestående af over fem tusinde bambusstrimler. Cirka otte hundrede af disse formodes at udgøre dele af Qi-statens udgave af Samtalerne i toogtyve kapitler, men lidt over en tredjedel af disse synes dog at være næsten identiske med passager i den overleverede udgave af Ritualprotokollerne. Én af nøglepersonerne i Qi-statens konfucianske teksttradition var ifølge det tidlige Han-dynastis historie Wang Ji (d. 48 f.v.t.), og Liu He havde netop studeret under Wang Ji. De to ekstra kapitler i Qi-statens udgave har titlerne “Forespørgsler til kongen” og “At forstå vejen”. På bagsiden af et spejl fandt man endvidere, hvad der anses for at være det tidligste portræt af Konfucius, men hverken den fulde tekst af Samtalerne eller en god gengivelse af Konfucius-portrættet er i skrivende stund tilgængelig for forskningen.
Forfatterskab og komposition Som nævnt ovenfor mener historikeren Ban Gu fra Han-dynastiet, at Samtalerne er baseret på Konfucius’ elevers notater og samlet efter hans død. Det synes at have været den almindelige antagelse under Han-dynastiet, og kommentatoren Zheng Xuan identificerer nogle af disse elever: Zhong Gong (som optræder i kapitlerne 5, 6, 11, 12 og 13), Zixia (som er den altoverskyggende hovedperson i kapitel 19, men også optræder i kapitlerne 1, 2, 3, 6, 11, 12 og 13) og Ziyou (kapitel 2, 3, 4, 6, 11, 17 og 19). Senere under Tangintroduktion
· 21
dynastiet (618-907) bliver kredsen af elevers elever inddraget som mulige forfattere, og erkendelsen af Samtalernes sammensatte natur bliver gradvist mere udbredt. Denne indsigt i tekstens tilblivelsesproces og komposition når en foreløbig kulmination med udgivelsen i 1998 af Brooks og Brooks, The Original Analects: Sayings of Confucius and His Successors. Heri udvikler Brooks og Brooks (herefter blot Brooks) deres ‘tilvækstteori’ (accretion theory), som baseret på filologiske analyser daterer tekstens tilblivelse til perioden fra 479 f.v.t. (Konfucius’ død) til 249 f.v.t. (Chustatens erobring af Lu-staten). Den overleverede version er som tidligere nævnt baseret på Lu-statens udgave i tyve bambusruller, så moderne udgaver er også inddelt i tyve kapitler med et varierende antal afsnit, der traditionelt henvises til efter konventionen 1.14 (kapitel 1, afsnit 14) og 20.1 (kapitel 20, afsnit 1). Hvert kapitel har fået titel efter det første afsnits første to eller tre skrifttegn, bortset fra når disse er ‘Mesteren sagde’. Det filologiske analysearbejde af Samtalerne starter allerede i det små med Hu Yin (1098-1156), som finder forskelle i den indre organisation af kapitlerne 1-10 og 11-20 og derfor deler værket op i to dele. Det er dog først i 1900-tallet, at forskellige formodninger om tilblivelsesprocessen bliver integreret i en samlet teori: Kapitlerne 3-9 er de ældste, hertil bliver kapitlerne 1, 2 og 10 så tilføjet som et nyt lag, hvorefter kapitlerne 11-15 kommer til og endelig kapitlerne 16-20. Det er denne teori Brooks forfiner, idet de ikke blot differentierer mellem kapitler, men også mener at kunne påvise, hvordan de enkelte afsnit er blevet tilføjet på forskellige tidspunkter. Det vil føre for vidt at komme ind på detaljerne her (den interesserede læser kan selv konsultere Brooks), men helt overordnet mener Brooks, at kapitlerne i al væsentlighed (det vil sige, visse afsnit går på tværs af
22 · samlede samtaler
denne kronologi) er skrevet og tilføjet i rækkefølgen: 4-11, 3, 12-13, 2, 14-15, 1, 16-20. Ifølge Brooks er kapitel 4 altså det ældste lag i Samtalerne og går tilbage til årtiet 479-470 f.v.t., hvor det så kan formodes at være forfattet af elever, der har kendt Konfucius personligt. Det er dog ikke alle afsnit i kapitel 4, de mener hører hjemme i dette tidlige lag af teksten; for eksempel daterer de 4.15 og 4.26 så sent som 294 f.v.t., mens 4.18-4.25 dateres til 317 f.v.t. At kapitel 20 er det yngste og sidst tilføjede lag understreges af, at det kun består af tre afsnit (heraf er de to dog væsentligt længere end gennemsnittet) og således virker ufærdigt. I Brooks’ teori hænger det sammen med den historiske kendsgerning, at Lu-staten blev erobret af Chu-staten i 249 f.v.t., hvorefter tilhængerne af Konfucius’ lære blev spredt for alle vinde, og kompilationen af Samtalerne ophørte. I en lidt senere tekst tilskrevet Han Fei (ca. 280 – ca. 233 f.v.t.) hævdes det, at Konfucius’ tilhængere i slutningen af det 3. årh. f.v.t. var splittet i otte fraktioner, hvilket synes at kunne støtte Brooks’ argument. Flere forskere stiller sig dog skeptiske over for denne meget detaljerede filologiske analyse af Samtalerne, som hævder at kunne datere en over to tusinde år gammel tekst i intervaller på helt ned til 4-5 år. Disse kritikere peger blandt andet på hyppig anvendelse af argumenter ud fra kildernes tavshed (argumentum e silentio; hvis noget ikke eksplicit fremgår af teksten, tages det som bevis for, at det ikke fandtes) og cirkelbevis (circulus in demonstrando; hvor man forudsætter det, der skal bevises). Nogle af Brooks’ konklusioner virker umiddelbart uholdbare og hviler på en række antagelser, der vanskeligt lader sig underbygge. For eksempel forudsættes det, at teksten over en periode på to hundrede og tredive år (nærmest som en levende biologisk organisme) er vokset regelmæssigt med et kapitel cirka hver tiende, femtende eller tyvende år. Kritikerne fremhæintroduktion
· 23
ver endvidere, at Brooks kun peger på meget få sikre dateringer (referencer til historiske begivenheder eller personer, som kan verificeres i andre tekster eller ved arkæologiske udgravninger), hvilket efterlader omkring tre fjerdedele af teksten til dateringer baseret på subjektive skøn i stedet for ‘hard evidence’. Kapitler, som Brooks daterer til det 4. og 3. århundrede f.v.t., udviser i flere tilfælde en bemærkelsesværdig mangel på stilistisk lighed med andre ‘filosofiske’ tekster, der med større sikkerhed kan dateres til samme periode. Der er altså ikke sat noget endegyldigt punktum i denne debat, men Brooks præsenterer en skarp analyse af Samtalerne vurderet i en historisk kontekst og har på overbevisende vis med interessante og indsigtsfulde observationer demonstreret tekstens sammensatte karakter.
Oversættelsen I oversættelsen har jeg valgt at følge den overleverede versions traditionelle sekvens af kapitlerne, sådan som teksten er blevet læst og forstået i mere end to tusinde år (hvor jeg har fundet det relevant, nævner jeg Brooks’ dateringer). Det er naturligvis ikke ligegyldigt for et værk, om kapitlerne læses i den ene eller anden rækkefølge. Den traditionelle rækkefølge og opfattelse af værket som en homogen tekst har givet hundredvis af kinesiske lærde problemer med selvmodsigelser, mangel på indre sammenhæng og logik og meget mere. Kommentatorerne har ofte fundet særdeles kreative løsninger på disse og andre vanskeligheder med teksten, men her vil jeg lade oversættelsen fremstå i sin mest enkle form. I erkendelse af værkets lange og komplicerede tilblivelseshistorie har det ikke været mit mål med oversættelsen at få teksten til at fremstå mere sammenhængende, end den er. Uddybende forklaringer følger de enkelte afsnit, når jeg har skønnet det nødvendigt for forståelsen. 24 · samlede samtaler
Blandt flere fortræffelige moderne, tekstkritiske udgaver har jeg som basis for nærværende oversættelse valgt Yang Bojuns (1909-1992) Lunyu yizhu (Beijing, 1958) og Huang Huaixins (f. 1951) Lunyu huijiao jishi (Shanghai, 2008). Yang Bojun, der allerede som barn blev undervist i de konfucianske klassikere af sin bedstefar, var en af 1900-tallets største kinesiske filologer, og hans fortolkninger af Samtalerne har haft stor indflydelse i Kina. I arbejdet med oversættelsen har jeg læst alle Yangs kommentarer, men jeg følger dem ikke slavisk. Huang Huaixins tekstkritiske udgave er et overflødighedshorn på mere end 1.700 sider, der sammenligner tyve klassiske studier af historiske og konfucianske teksttraditioner med femogtredive forskellige kommenterede udgaver suppleret med fragmenter fra fire manuskripter fundet i 1900-tallet. Endelig har jeg sammenlignet samtlige fragmenter af Dingzhou-manuskriptet med den overleverede tekst og nævner de mest markante forskelle i mine kommentarer. En oversættelse af en klassisk kinesisk tekst vil altid være en fortolkning, hvor der både tabes og tilføjes. Moderne dansk fordrer en præcision, som klassisk kinesisk mageligt er foruden. Så det første offer i oversættelsen er den på mange måder frugtbare tvetydighed, som ansporer læseren til at tænke selv og fundere over betydningen af et udsagn. Lige så produktiv denne tvetydighed kan være for en læser, lige så frustrerende er den for oversætteren, som er tvunget til at vælge. Her giver det sjældent mening at tale om en ‘korrekt’ eller ‘nøjagtig’ oversættelse. Oversættelsen er en række valg (og ikke mindst fravalg), hvorefter teksten fremstår mere enstrenget end originalen, men i bedste fald kan man håbe, at nogle af de oprindelige indsigter i det mindste er blevet skærpet og således træder klarere frem. Samtalerne er gennem tiderne blevet læst, forstået og introduktion
· 25
oversat på mange forskellige måder. Hensigten med denne oversættelse af en af de vigtigste og mest indflydelsesrige tekster i Kinas historie er at vise, hvordan teksten på én gang er forankret i en historisk kontekst og samtidig kan fungere som en kilde til visdom og indsigt for kinesere i det 21. århundrede. Det vil sige, at jeg læser teksten som et historisk dokument, der indeholder nogle alment menneskelige erfaringer, som netop kan transcendere tid og sted, så teksten også kan sige noget meningsfuldt til det moderne menneske i vesten. Læsningen af Samtalerne viser os, at på trods af kulturelle forskelle, sproglige barrierer og en mangfoldighed af andre væsensforskellige livsvilkår deler vi som mennesker mange af de samme bekymringer og håb, så måske er der inspiration at hente i dette to tusinde år gamle skrift. Klassisk kinesisk kan karakteriseres som et underdetermineret sprog, hvor syntaks og kontekst ofte spiller en afgørende rolle for forståelsen. Der er ingen bøjninger af verber, substantiver og adjektiver. For eksempel angives datid ved at tilføje ord, som betyder ‘i går’, ‘tidligere’, eller ‘i gamle dage’. Flertal opnås ganske enkelt ved at anvende ord som ‘mange’, ‘titusindevis’ eller ved simpelthen at angive det eksakte tal, det drejer sig, som for eksempel ‘syv heste’. I modsætning hertil kan man sige, at de fleste indo-europæiske sprog er overdeterminerede. For eksempel indeholder sætningen “de tre små grise går en tur” ikke færre end fire ord, der angiver flertal: de (≠ en), tre (≠ 1), små (≠ lille) og grise (≠ gris). På engelsk ville sætningens verbum også indikere flertal. Det er en udbredt tendens i klassisk kinesisk at udelade sætningernes subjekt, når det skønnes at fremgå af konteksten. For den moderne læser er det dog ikke altid indlysende, og specielt ikke i en tekst som Samtalerne, hvor de enkelte afsnit oftest står isolerede. For eksempel har jeg 26 · samlede samtaler
oversat Mesterens udtalelse i 1.16 således: “Jeg bekymrer mig ikke over, om andre ikke forstår mig. Jeg bekymrer mig for, om jeg ikke forstår andre.” Mit valg af subjektet ‘jeg’ er baseret på Yang Bojuns læsning, men i realiteten kunne det lige så vel have været ‘du’, ‘han’ eller ‘de’. Faktisk ville sætningen også kunne læses som en imperativ (ideelt set dog med en anden negation): “Du bør ikke bekymre dig over, at andre ikke forstår dig …” Se også 7.6 som endnu et godt eksempel på dette fortolkningsproblem. Klassisk kinesisk er velsignet med mange negationer, og ikke færre end ti forskellige forekommer i Samtalerne; nogle negerer verber, andre negerer hele udsagn, nogle er negative imperativer og andre igen indeholder sætningens objekt og så videre. Disse negationer medvirker til vigtige sproglige nuancer (se for eksempel 4.9), og sammen med en række såkaldte ‘funktionsord’ eller grammatiske partikler kan de tilføje sproget en anden form for præcision, end den vi kender fra dansk eller engelsk. Sådanne partikler kan for eksempel indikere, at det forudgående udsagn har blivende sandhedsværdi, eller at det er udtryk for en ny situation, at noget har ændret sig. For den moderne forsker og oversætter ville det være en overordentlig vanskelig – for ikke at sige uoverkommelig – opgave at prøve at forstå teksten uden de kommentarer, som generationer af kinesiske lærde har knyttet til de mange vanskelige passager. Allerede under Han-dynastiet var dele af teksten blevet uforståelig, og forklaringer var påkrævet. Heldigvis er fragmenter af nogle af disse tidlige kommentarer bevaret, og uden disse vigtige noter til teksten af for eksempel Kong Anguo (156-74 f.v.t.), Ma Rong (79-166) og Zheng Xuan (127-200) ville mange af tekstens problematiske afsnit formentlig stadig fremstå som problematiske. Dermed er ikke sagt, at alle tekstens problemer er løst. introduktion
· 27