Kashmir: The Good Life
Karina Edlund Jensen
Kashmir: The Good Life
Af Karina Edlund Jensen
© Forfatteren og Multivers ApS, 2024
1. udgave, 1. oplag 2024
Danske albums redigeres af Jan Poulsen og Henrik Marstal
Forsidefoto og -design: Nanna Bentel. Start/Sony Music, 1999
Bagsidefoto: C. Taylor Crothers
Omslagslayout: Simon Lilholt, Imperiet
Sats: Ida Ejdal
Tryk: Totem
Printed in Poland 2024
ISBN: 978-87-7917-686-7 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Denne bog er udgivet i samarbejde med
Indhold
Forord 7
1. Den allerførste gang: Kashmir støjer sig ud af roen 11
2. Voksenlivet truer: The Good Life rører på sig 20
3. I studiet: 15 måneder med sved, tårer og flæskesteg 35
4. Lake Tahoe: Alene i vinterens favntag 52
5. Albummet: Nummer for nummer
6. Modtagelsen:
7. Ud på landevejene: 1999 er Kashmirs år
8. Efterspillet og efterlivet 133 Diskografi
Forord
Hvad gør The Good Life til noget særligt?
Det spørgsmål har jeg brugt månedsvis på at lede efter et tilfredsstillende svar på. I avisartikler på biblioteket, klik på websøgninger og gennem interviews med bandmedlemmerne i Kashmir og folkene omkring dem.
Følelsesmæssige blå mærker og melankolsk hjertesorg kan du ikke manipulere frem i lyrik. Ikke så ordene vækker en ægte genklang i modtageren. Den slags tekster kan ikke spekuleres frem, de kommer kun, når du giver efter for livet. På The Good Life giver sangskriver Kasper Eistrup endelig slip på de stramme tøjler og ironiske armslængdeprincipper, han har brugt til at holde sin virkelighed ude af Kashmirs tekster, og han mærker livet lige i ansigtet. Da Eistrup efterfølgende sidder i sin skriveblokerings sorteste mørke og skræller sig en appelsin, frigiver fingrenes småterapeutiske bevægelser pludselig en indsigt. Han forstår, at de bedste tekster kommer til ham, når han lige kigger væk et øjeblik og derefter læser, hvad han har skrevet ned imens:
”Et lille vers om ens liv, som bare siger alt om, hvad man har oplevet,” forklarer han til kameraet og til sig selv i dokumentaren Rocket Brothers.
De vers er der mange af på The Good Life.
Jeg brugte selv sangene på The Good Life som vej-
(Foto: C. Taylor Crothers)
hjælp og støtteben til at kravle mig igennem det uforståelige rodnet af følelser, jeg stod overfor, da albummet udkom. Jeg spænede ned i det store spisefrikvarter i gymnasiet og lagde 180 kroner af min første SU for at købe albummet i Fona på gågaden i Nykøbing Falster i februar 1999. 18 år gammel og indædt vred på mine forældre over, at de havde valgt at bosætte sig på Lolland fremfor London, når nu alt var bedre, alt var britpop, og alt duftede af fremtid dér. På Lolland lugtede der bare underligt – af kedsomhed og overkogte sukkerroer.
Musik er ikke en ligning. Der er intet fast resultat, intet beløb. Musik er menneskelige følelser, og bliver vi ramt på det rigtige tidspunkt i livet, borer musikken sig ind i en tidskapsel i nervesystemet. Musik rammer hårdere i ungdomsårene af en grund. Vi har ikke lært at rydde op i vores følelsesliv, folde alt sammen og lægge det på den rigtige hylde endnu. Det hele flyder på gulvet sammen med identitetsjagten, en længsel efter fællesskaber og alle de beskidte strømper.
I miss you all the time Though you sit next to me
The Good Life er noget særligt, fordi teksterne kommer fra ét hjerte og ramler ind i 100.000 andre.
Jeg er selv taknemmelig for den førstehjælp, albummet gav mig i den tid. Som en ægte egoistisk post-teenager fandt jeg derefter nye ting i livet, der kunne begejstre/ bekymre, og jeg slap med årene Kashmir som fan. Det har
været rart at krybe ned i den lille, uldne lomme af tid igen. Hvor der kun var én skærm i huset mod kedsomheden, og den skulle man bede om lov til at tænde for på fjernbetjeningen på stuebordet. Hvis du som læser har haft en lignende varm oplevelse med The Good Life, håber jeg, at du vil åbne døren og lukke de fastfrosne musikalske og emotionelle minder ind igen undervejs – også selvom der er anmodninger i MobilePay-appen og en mælk, der skal på køl. Vi er en kæmpe gruppe, der er blevet voksne med den cd på anlægget. Ud fra publikumsfortællingerne at dømme er The Good Life ultimativt det Kashmir-album, der er blevet skabt flest børn til. Det er et album med kolossal betydning, også selvom det ligger i kasserne oppe på loftet nu. Tilhører du ikke den gruppe, håber jeg, at du efter endt læsning har fået et bedre indblik i en tid, som vi definitivt må konkludere ikke kommer igen. Kashmir er ikke et politisk band. De har ikke en agenda på den måde. Det er derfor ikke bydende nødvendigt med en historieopremsning af den tid, de eksisterer i, for at forstå The Good Life. Og så alligevel. For der er sket så mange ændringer siden udgivelsesåret 1999, at selv os, der har gennemlevet udviklingen i teknologi, klimasorg og krigsbrutalitet år for år, kan have mistet overblikket over, hvordan det egentlig var dengang. I de år, hvor vi så lyst på fremtiden – hvor de slemme, intelligente robotter talte med komisk Arnold Schwarzenegger-accent, og hvor vi i det fjerne fremtidsår 2015 så frem til at kunne bevæge os rundt på svævende hoverboards som i Tilbage til fremtiden.
Der er mange, som har hjulpet mig med genfortællingen af albummets tilblivelse, og som fortjener en tak.
Først og fremmest Kashmir selv: Asger Techau, Mads Tunebjerg og Kasper Eistrup, der har åbnet op for hukommelsen og farvelagt fortællingen. Det samme har Henrik Lindstrand, der desuden har fundet sine fotografier frem fra gemmerne. Også en tak til Jon Schumann, Jon Carin, James Guthrie og Annie Roseberry for at give hver deres bidrag til historien. Samt til Kirsten Bonde Sørensen for udlån af Poul Martin Bondes privatfotos og til Nicolai Bejder for at fremtrylle de 50 hånddekorerede covers, som Kashmir skabte i 2001.
En privat tak til mine forældre Ole og Lene for at tolerere mig og mit musikforbrug gennem livet og til min storebror Michael for at turde låne mig sit eksemplar af Nirvanas Nevermind og åbne mine øjne for rockmusikkens glæder. Til Louise Capion for emotionel deadline-support og Michelle Mølgaard for researchbistand.
Slutteligt fortjener Nikolaj Thorenfeldt den største tak af alle for at leve med et spisebord blokeret af notater, to-do-lister og tomme Heksehyl-poser i månedsvis uden at brokke sig det mindste. Uden dig og alle dine kærlige opmuntringer var denne bog aldrig blevet skrevet.
Det er på tide at komme i gang med fortællingen. Det er morgen i 1999, og clockradioen ringer. The Good Life begynder nu.
Kapitel 1
Den allerførste gang: Kashmir støjer sig ud af roen
The Good Life udkommer i en verden med ro på de ydre rammer. Det er en tid, hvor pennen bruges til at sikre verdensfreden. Israel og PLO har skrevet under på fredsaftalen i Oslo, ligesom konflikten i Nordirland er lagt til side med Belfast-aftalen. Der er lukket ned for den kolde krig, og domstolen i Haag er ved at udmåle en passede strafferamme for krigsforbryderne fra Eksjugoslavien.
Den 11. september er en ganske almindelig dato i kalenderen. TV bliver set i fjernsynet, og her er det mest opsigtsvækkende i vejrudsigten de forskellige hjemmestrikkede sweatre, som DR-meteorologen Henrik Voldborg har på. Koncerter går man til med fred i sindet. Ulykken på Roskilde Festival 2000 har endnu ikke krævet ni liv. Man er sikre sammen i fællesskabet.
Der er ro på, og i al denne ro er det nemmere at høre den indre uro. Hjertesorgen skriger højere, og der er ikke meget til at distrahere. Måske spiller det faktum ind for Kasper Eistrup, da han vælger at sætte ord på sine følelser og vise dem frem for offentligheden på The Good Life. Pludselig skriver han om kærlighedens opløsning. Om det endegyldige farvel til en elsket, som nu skal blive til en fremmed på Kiss Me Goodbye. Om at savne nogen vold-
somt, selvom personen sidder lige ved siden af én på Miss You. Om det sidste farvel til en bekendt på dødens liste i It’s Ok Now. Om et barns betragtning af et ægteskab i disharmoni på Mom In Love, Daddy In Space og om uretfærdigheden i, at nogle mennesker har held med at skjule deres sande ansigt på Lampshade. Kashmir bliver ansvarlige voksne på The Good Life. Det er en coming of age-fortælling over ti numre, som det tager dem næsten tre år at skabe. Undervejs forandres hele Kashmirs lydgrundlag, tekstunivers og senere deres livsvilkår som privatpersoner, for The Good Life og succesen, der følger med albummet, kommer ikke uden en pris.
Har man først opdaget Kashmir i 00’erne, er det på plads at lære bandets forhistorie bedre at kende. Den er nøglen til at forstå, hvorfor anmelderne taber kæben, da The Good Life udkommer. Den forklarer ligeledes, hvordan det store stilskifte påvirker bandmedlemmerne internt, og hvorfor deres loyale fangruppe står forvirrede tilbage efter at have hørt The Good Life første gang.
Det hele begynder en decemberdag i 1990. Her slår en 17-årig Kasper Eistrup et smut forbi sin gamle efterskole, Kastanievej Efterskole, på Frederiksberg for at overvære skolens traditionsrige julekoncert. Københavneren Eistrup er guitarist, sanger og sangskriver i sit nystartede band Nirvana, hvor den nuværende efterskoleelev fra en gård ved Veksø, Asger Techau på 16 år, sidder bag trommerne. En anden 16-årig elev, vordingborgenseren Mads
Tunebjerg, spiller bas på scenen.
”Vi mangler på det tidspunkt både en flot fyr og en bas i bandet. Så da jeg ser Mads sidde der til julejazz med sit fantastisk flotte, lange hår, tænker jeg bare ’wow’. Jeg inviterer ham bagefter til at øve med os, og dér opdager vi, at han er det mest vidunderlige menneske. Men det var håret, der afgjorde det,” siger Kasper Eistrup om trioens allerførste møde.
Kasper Eistrup nyder at fortælle anekdoten om Tunebjergs smukke hårlokker, der skaffer ham adgang til bandsammenholdet og de bonede gulve. Den detalje er meget sigende for Kashmir-kammeratskabet, for den viser den konstante kærlige og samtidig broderligt drillende tone, der fra dag ét har eksisteret mellem medlemmerne af Kashmir og er fulgt med dem gennem årtiernes skiften, uanset om de har været aktive i Kashmir-regi eller ej.
Tilbage på Frederiksberg finder Kasper, Mads og
Asger fælles fodslag i øvelokalet og erkender, at det er en dårlig idé at fortsætte under bandnavnet Nirvana, da deres amerikanske grunge-navnebrødre udgiver gennembrudsalbummet Nevermind i september 1991. De danske teenagere udskifter i stedet navnet med en reference til Led Zeppelin-nummeret Kashmir fra 1975-albummet Physical Graffiti. Kashmir øver som gale og slæber udstyr rundt til alle de spillesteder og gymnasier i Storkøbenhavn, der vil lukke dem ind. Tiden er med dem. Hovedstaden har en glubende appetit på alternative amatørbands, og Kashmir får mange livekilometer i benene.
”Det var så dejligt ubøvlet. Hvis du havde gearet til
det, kunne du altid komme ind at spille på Klaptræet, der var rockklub dengang, eller på Musikcaféen og Månefiskeren på Christiania,” siger Mads Tunebjerg og fortsætter:
”Jeg spillede på meget tvivlsomt gear i de dage. Blandt andet en stor guitarforstærker, som vi snusede os frem til på et gymnasium. Så fandt vi noget vildt billigt grej i Den Blå Avis. Det var ikke specielt godt, men det var vores eget.”
Kasper Eistrup skriver materialet, som de gennemarbejder om og om igen i øvelokalet, og det er en opskrift, Kashmir følger karrieren igennem. De lægger ud med at mixe en energisk, groovy og tung cocktail sammen af forskellige stilarter med voldsomme powerbomber i og en drilsk vokal ovenpå. De kalder selv blandingen for groovecore, og den skaber en stigende hype omkring Kashmir.
”Vi endte med at få et slags selvudnævnt crew omkring os til koncerterne, som vi kaldte posehovederne. Det var ret fascinerende for os, for vi havde ikke instrueret dem i at gøre noget. Men det blev en særlig ting for dem at tage fra forstæderne og ind til Musikcaféen for at høre os med de her ’Ren Rejse’-plastikposer fra toget på hovedet. De svedte som vanvittige med poserne på hovedet, og folk gik til den,” forklarer Mads Tunebjerg. Desuden kan fangruppen spottes på deres skøre look med overskårne bordtennisbolde, som de sætter på øjnene.
Kashmir indspiller et demobånd i efteråret 1992 med titlen Cabaret, som indeholder Rose og The Story Of
Jamie Fame Flame, fremtidige, lytterbestemte radiohits på Det Elektriske Barometer på Danmarks Radios P4. Programmet støtter meget tidligt i karrieren Kashmir, der i 2009 kvitterer for tilliden ved at donere sangen Splittet til atomer som ny, fast godnatsang, ligesom Gasolin’s Som et strejf af en dråbe og Sort Sols Når solen stikker af tidligere havde været.
P3 gør Kashmir sig i de tidlige dage ingen vrangforestillinger om at kunne indtage. De veletablerede kræfter i rockbands som D-A-D og Sort Sol har ellers haft held med at få svedlugt ind i æteren senest med henholdsvis Riskin’
It All og Flow My Firetear fra 1991. De bliver dog dagligt overdøvet af eurodance-bølgen med blandt andre 2 Unlimited og Culture Beat i front. Var man til dansebeats og røgmaskine, havde man en daglig fest på FM-båndet. Men nu er det ikke ligefrem pink mavebluser, der hænger flest af i Mads Tunebjergs tøjskab.
”Du blev sindssyg af at tænde for radioen. Alt var fluffy og lyserødt. Der var meget, meget lidt god musik i radioen. Det var svært at komme til at høre den type musik, vi lavede, hvilket gjorde båndkopier og små koncertsteder vigtige,” beretter han.
Kashmir vil gerne have udgivet deres musik og øjner, at løsningen kunne være DM i Rock 1993, der er arrangeret af musikeren Rasmus Nøhr. Her kvalificerer de sig til finalen og tropper håbefulde og fyldt med energi op på spillestedet Montmartre for at konkurrere mod et finalistudvalg bestående af andre amatørrockbands som Inside The Whale, Impotators (med Mads Geertsen, der
senere bliver et kendt børne-tv-ansigt som karakteren Onkel Reje) og Dizzy Mizz Lizzy. Sidstnævnte løber med sejren, mens Kashmir får en flot andenplads at ærgre sig over – samt dette profetiske udsagn fra Gaffas udsendte:
”Her er The Jam i en ny 90’er-udgave og det lyder til at lyrikken har det rigtige følsomme touch. Et par år mere og dette band kan blive til noget stort.”
Selvom Dizzy Mizz Lizzy vinder DM i Rock 1993 og dermed en mulighed for at få udgivet deres musik, overhaler Kashmir dem indenom i musikbutikkerne. Det kan de takke to parter for. Den første er den føromtalte grungetrio Nirvana ovre i Seattle. Kurt Cobain, Krist Novoselic og Dave Grohl river med deres andet album, Nevermind, effektivt muren ned mellem subkultur og mainstream på det gigantiske amerikanske marked. Efter et årti med firserpop og fitnessdyrkelse virker Cobains uvaskede hår og Nirvanas antiheltehymner om apatisk teenagekedsomhed magnetisk dragende på den nye ungdom. MTV går benhårdt efter de unge forbrugeres dyrebare interesse, og selvom firseridolerne Michael Jackson og Madonna stadigvæk er storsælgende, tør musikkanalen ikke kun satse på det sikre. De kan se, at der i begyndelsen af 1990’erne vokser kulturelle, fashionable og musikalske interessefællesskaber frem som gangstarap og grunge, og subkulturer bliver en af de vigtigste identitetsmarkører for den herskende Generation X.
”MTV skaber ikke trends, men stationen sælger dem videre,” som Per Reinholdt Nielsen konstaterer i sin beskrivelse af branchens jagt på det nye, beskidte og
hotte fra undergrunden i bogen Rebel & Remix – Rockens historie.
Det lugter især af lommepenge for musikbranchen, da MTV sætter videoen til Smells Like Teen Spirit med omkvædslinjen ”here we are now – entertain us” i høj rotation. Salgstallet for Nevermind lyder på et tidspunkt på svimlende 30 millioner solgte eksemplarer verden over. En guldfugl for pladeselskabet Geffen Records, der netop har købt Nirvana af det Seattle-baserede indielabel Sub Pop, hvor de har udgivet debuten Bleach i 1989. Jagten på de næste Nirvana er blæst i gang, og alle reder endevendes efter langhårede upcoming guitarbands. Således også i Danmark. Her kommer den næste part med indflydelse på deres karriere ind i billedet. Når Asger Techau skal forklare, hvordan Kashmir ender i den bedste liga i landet, lyder opskriften: ”Talent, kemi, hårdt arbejde og held – og med held mener jeg Poul Martin Bonde.”
En entusiastisk, gennemjysk musikalsk kræmmersjæl med de gyldne ører skruet rigtigt på og et musikbranche-cv så langt, at det kan række fra midtbyen i Aarhus til Vesterbro i København, hvor han første gang møder Kasper Eistrup. Poul Martin Bonde har netop stiftet pladeselskabet START – Electric Music On Disc. Inspireret af alternativ rocks udvikling i USA vil han specialisere sig i rockdebutplader, og det er kærlighed ved første demogennemlytning fra Poul Martin Bondes side, da han får fingrene i Cabaret. Kashmir får som det første band tilbudt en pladekontrakt med START, og Bonde sætter sig bag pulten i PUK Recording Studios ved Randers i slut-
ningen af 1993, hvor de indspiller Travelogue. Debutalbummet bliver indspillet på to uger for spidsen af en papirsflyver. 50.000 kroner for et album, som med årene sælger over 60.000 eksemplarer. Travelogue udkommer den 17. februar 1994, og bandet udmærker sig her med deres ”tekniske kompetence, idérigdom og stilistiske spændvidde”, som det bemærkes i Politikens Dansk Rock Leksikon i 2002.
Kashmir bliver de første af en sand bølge af unge, danske rockbands på hylderne. Kun to uger efter sender Dizzy Mizz Lizzy deres selvbetitlede debut på gaden. Den sælger imponerende 250.000 eksemplarer, og populariteten går ikke pressens næse forbi. Landets mange nye guitarbaserede bands som Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy, Passion Orange, Psyched Up Janis og Inside The Whale bliver lagt ind under én samlet betegnelse: den grønne bølge. Formentlig med reference til deres timing, som gør, at de kan fræse over for grønt i alle lyskryds på vejen.
”Poul Martin viste sig som pladeselskabsmand at have fingeren på pulsen og vidste, at der var en bølge i gang, hvor timingen var vigtig. Han var med til at piske os færdige, så vi lige præcis kom før Dizzy, og det var helt rigtigt set af ham. Vi kunne sagtens ellers være blevet skyllet væk som strandvaskere af Dizzy, hvis vi ikke havde været det første band fra den grønne bølge,” vurderer Asger Techau.
Kashmir er ikke blot de første til at hoppe ud i bølgen. De overlever også turen sammen som band i længst sammenhængende tid. Hovedsageligt fordi Kashmir gennem