INDLEDNING Når jeg som undertitel på min bog kalder den Samtaler med Proust, skal det forstås sådan, at jeg under skriveprocessen oplevede, at jeg førte samtaler med et værk skrevet af en forfatter, som mere og mindre synligt træder frem bag sin helt og sin fortæller. Det er denne dialog med Prousts værk, min bogs titel refererer til. Prousts roman er blevet en del af min hverdag. Vanen – denne dræbende ting, som Prousts fortæller taler om – har aldrig fået lov at lægge sig over min læsning. Dette omfattende værk stiller imidlertid store krav til sin læser. At læse Proust kræver tålmodighed og tid – masser af tid – og man kan med den franske psykoanalytiker og forfatter Julia Kristevas ord stille det spørgsmål, om vi i dag er i stand til ”at miste utålmodigheden” og fordybe os i så omfattende og komplekst et værk.1 Jeg skal give et kort signalement af dette omfangsrige værk, skrevet med dyb forståelse for og humoristisk overbærenhed med menneskers mærkværdigheder. Temaet om tiden og dens forskellige former er forfatterens adelsmærke og et af de mest centrale emner i romanen, der rummer ikke bare én tid, men flere som for eksempel den mistede tid, den spildte tid, den organiske tid, den kaotiske tid og endelig den genfundne tid. Ud af alle disse tider, der slynger sig ud og ind i hinanden, rejser erindringen sig og bliver det greb, der sikrer, at alle disse sammenslyngede tider ikke falder fra hinan-
• 7 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 7
16.06.2021 09.38
den, men holdes fast i et komplekst mønster, som fortælleren ikke uden grund har sammenlignet med en katedral, et stort musikalsk værk og mere beskedent med en kjole. Nu er det ikke helten og fortællerens erindring om bestemte hændelser tilbage i barndommen, der her er tale om. Det er ikke hændelserne og oplevelserne i sig selv, der spiller hovedrollen for forfatteren, selv om de kan have nok så signifikant betydning for hans helt og for læseren. Proust har ladet den uvilkårlige erindring være nøglen til sin fortællestruktur. Det er alene den uvilkårlige erindring, der kan bringe et nutidigt og fortidigt sanseindtryk sammen i et øjebliks mirakel og krone oplevelsen med en lykkefølelse af nærmest mystisk karakter. Den mest berømte af disse ufrivillige erindringer er oplevelsen med Madeleine-kagen dyppet i te. Det kombinerede indtryk af smag og duft vækker ikke blot den tidligere identiske oplevelse, det fremkalder barndommens ferieby Combray, bedsteforældrene, huset de boede i, kirken, og selve byen og dens omegn. Men selv om fortællingen om Madeleine-kagen og de andre parallelscener er digtning, rummer de som alt mytestof en erfaring, som forfatteren har bygget ind i sin roman på en sådan måde, at den tålmodige læser af værket igen og igen bliver ramt af disse overrumplende, foruroligende og forvirrende indtryk, som er en af de store æstetiske kvaliteter ved at læse Proust. Der er – ud over fortællingen om Madeleine-kagen – talrige andre episoder, der bliver fortalt med et anstrøg af tilforladelighed, indtil en anden og helt anderledes brutal virkelighed pludselig dukker op og fremkalder de ”små æstetiske chok” hos læseren, som Walter Benjamin så rammende har kaldt dem.2 Også forfatterens stil, og ikke mindst hans sætningskonstruktioner, kan være udfordrende for læseren. Proust fører bevidst sin læser på vildspor. Vi farer uundgåeligt vild i denne labyrint af endeløse sætninger, indskudte passager og forstår først i en slags eftertanke, hvordan en bestemt tidligere beretning skal forstås, og hvilken betydning den skal tilskrives, på samme måde som helten først meget sent forstår, at de to veje til henholdsvis Méséglise og Guermantes, som var familiens to fortrukne udflugtsmål under ferierne i Combray, ikke er så uforenelige, som han har troet.
• 8 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 8
16.06.2021 09.38
Da jeg efter mange overvejelser besluttede at skrive den bog om Prousts værk, jeg meget længe har haft et ønske om at skrive, blev jeg ramt af en udfordring af en helt anden art end dem, der knytter sig til at læse værket. Var det ikke en helt umulig og uoverskuelig opgave grænsende til det rene vanvid? Jeg tænkte på de mange gange, helten i Prousts roman viger tilbage for at gå i gang med det arbejde, han har forpligtet sig på. Men trods tvivl og modstand havde de mange tanker, ideer og tilgange til værket vokset sig så store gennem mange år, at det lykkedes at skubbe tvivlen til side, og så viste det sig, at stoffet kom til mig på en relativt enkel og ligetil måde. Jeg har læst På sporet af den tabte tid med den baggrund, jeg har, som ikke er litterær, men psykoanalytisk. Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at det ikke er mennesket Marcel Proust, men hans værk, jeg har været optaget af. Jeg har altid været kritisk overfor det, der kaldes anvendt psykoanalyse, hvor man med et biografisk udgangspunkt belyser et kunstværk gennem kunstnerens person og hans liv. Med min baggrund i psykoanalysen har der imidlertid været temaer, der har optaget mig mere end andre. Seksualitet, drift, perversion, begær, kærlighed og sidst, men ikke mindst, den idé om kunstskabelse, Proust har lagt ind i sin roman, er temaer jeg har en vis fortrolighed med, og som jeg håber kan bidrage til den helt overvældende mængde af fremragende analyser, der er skrevet, fortrinsvis fra en litterær synsvinkel. Det er undervejs i min læsning af På sporet af den tabte tid gået op for mig, at mange af de ideer og tanker, Proust har lagt ind i sit værk, kan genfindes i Freuds tekster, hvilket kunne rejse det spørgsmål, om de to forfattere har kendt til hinandens værker. Det er der i Proust-litteraturen forskellige synspunkter på. I sin omfattende biografi om Proust slår Jean-Yves Tadié fast, at Proust har været lige så uvidende om Freud som denne om Proust.3 Alison Finch mener ligeledes, at Proust næppe har læst Freud.4 Hertil kan føjes, at Freud næppe heller har læst Proust, i hvert fald finder man ingen henvisninger til den franske forfatter hos Freud. De kan imidlertid have haft visse berøringsflader, idet Prousts far arbejdede på den berømte og feterede neurolog Charcots klinik, som også Freud frekventerede, ligesom Prousts slægtskab med Berg-
• 9 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 9
16.06.2021 09.38
son kan have bragt Proust i en eller anden form for kontakt med Freuds psykoanalyse. Dette spørgsmål er imidlertid ikke så afgørende, vil jeg mene, som det forhold, at de to betydelige forfattere har levet under og været influeret af det samme idé-klima – skabt ikke mindst gennem det moderne gennembruds kunst og litteratur. Det fremgår tydeligt, at Proust og Freud har mange psykologiske, sociologiske og lingvistiske interesser tilfælles. En af de ting, de er fælles om, og som har overrasket mig mest, er den form, deres værker har taget. Formen i På sporet af den tabte tid er i lighed med Freuds tekster ikke noget ydre i forhold til indholdet, men er skabende for det tema, der behandles. Hos begge forfattere føler man sig under læsningen inviteret ind i et univers, hvor noget er ved at blive skabt, og at emnerne, der behandles, skriver sig frem gennem selve den form, fremstillingen eller fortællingen får. Også rent tematisk finder man slående paralleller. Det gælder ikke mindst begrebet om det ubevidste, som fik en helt central betydning i Freuds teori, og som Proust har genskabt som fiktion. Det gælder også interessen for drømme, deres betydning og tydningen af dem, og det gælder temaer om seksualitet, drift og kærlighed. Mens Freud studerede hverdagslivets små fejlhandlinger, viser Proust med sit skarpe blik for den lyst, han kunne høre og se i dybet af menneskers ubevidste, hvordan det seksuelle sniger sig ind i sproget som gådefulde og til tider skræmmende meddelelser. Jeg har inddelt min bog i tre sektioner med tre essays i hver. Det første essay handler om drømmen og ikke mindst om overgangen mellem drøm og bevidsthed. Det har ikke blot været et yndet tema hos Proust. Det er også i dette for forestillingsevnen og billeddannelsen så produktive område, at Proust har anvist stedet for værkets tilblivelse. Herefter følger et essay, der handler om den sansede verden. Den endnu unge helt forelsker sig i hvidtjørnen, og ud af synet og duften af blomsten forsøger han at uddrage
• 10 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 10
16.06.2021 09.38
noget, der kan tjene som inspiration for den transformation i hans eget indre, som er forudsætning for, at han kan genskabe det sansede indtryk i en smuk sætning eller et poetisk billede. Prousts verden synes umiddelbart at bestå af alle disse sansede øjebliksbilleder, der bliver fortalt med en vis ungdommelig naivitet. Men de er kun tilsyneladende harmløse. Bag historien om Madeleine-kagen gemmer sig et alvorligt traume forbundet med moderen og de aftener, hvor hun ikke kom for at give ham det kys, uden hvilket han ikke kunne sove. Dette er temaet for det tredje essay. Temaerne i de tre midterste essays har en helt anden og mere alvorlig karakter. De to første essays handler om to veje i fortællingen – kærlighedens og driftens veje. Familiens foretrukne udflugtsmål til henholdsvis Méséglise og Guermantes har ikke blot geografisk udstrækning. De genfindes som en mental geografi og repræsenterer henholdsvis vejen til kærligheden og til driftens verden. Kærligheden skildres først gennem Charles Swann – en af hovedfigurerne i romanen – og hans ulykkelige forhold til Odette de Crécy. Deres kærlighedshistorie bliver en slags skitse til den kærlighedshistorie, helten oplever, først med Gilberte Swann og senere med Albertine. Med hende skal han opleve sin store kærlighed og dybeste fortvivlelse, da han må erfare, at man ikke kan indfange et andet væsen og tvinge hendes begær i retning mod sin egen person. Det er Prousts idé om kærligheden, dens væsen, dens løgne og dens lidelser, der er omdrejningspunktet i essayet om Albertine. Baron de Charlus er den mest sammensatte figur i Prousts roman og fremstår som et skræmmebillede på den sygdom, homoseksualitet og perversion er for Prousts helt. Baronen er en yderst dannet, vidende og dybt interessant person, som kæmper med den kvindelige side, han også rummer, og med den perverse lyst, der fører til hans fald, menneskeligt og socialt. Han er også et strålende eksempel på, hvordan kommunikation kan være korrumperet af et indre driftspres, der gør talen både uklar og dybt skræmmende. Det er lystens umenneskelige verden, vi befinder os i sammen med baronen, der har fået sit eget essay. Det tredje og sidste essay handler om profanering og sublimering.
• 11 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 11
16.06.2021 09.38
Profanering synes at have været et yndet tema hos Proust, mens ideen om det sublime og det heraf afledte ord sublimering kun optræder få steder. Jeg har imidlertid forsøgt at vise, at fornedrelse i Prousts værk kan være et moment i skabelsen og sublimeringen. Mønstereksemplet er fortællingen om komponisten Vinteuil og hans store musikalske værk – billedet på forfatterens romanværk. Bag komponistens værk gemmer sig imidlertid historien om hans elskede datters skændige Gomorra-agtige tilbøjeligheder. Historien kan læses som en analogi på den kunstneriske skabelses både opbyggende og nedbrydende sider, sådan som Proust har ladet sin fortæller synliggøre det. De sidste tre essays i denne bog handler om kunst. Om de forskellige kunstnere, der optræder i romanen som billeder på det, den unge helt stræber imod, og hos hvem han håber at kunne finde det, som er kunstnerens geni. De fiktive kunstnere, helten forsøger at aflure talentet og geniet hos, er henholdsvis den feterede skuespillerinde La Berma, den mere diskrete maler Elstir og forfatteren Bergotte. Hovedvægten ligger imidlertid på det musikalske værk af komponisten Vinteuil, som Proust lader sin fortæller beskrive, idet han ophøjer det og sin egen tekst til det sublime. Dette essay kan også læses som en beskrivelse af heltens mange tilløb til kunsten og kunstskabelsen, som kulminerer i værkets sidste bind. En betydelig kunstner, der kun nævnes sporadisk, er den hollandske maler Johannes Vermeer, som vi præsenteres for gennem Swann, der arbejder på en afhandling om den berømte maler. Vermeer får – foruden de sporadiske henvisninger til ham – en mere åbenlys og foruroligende betydning, idet hans berømte billede Udsigt over Delft bliver den sidste ting, forfatteren Bergotte ser. Bergotte har i Vermeers billede – og især i et lille stykke gul mur – forstået, hvad der manglede i hans egne skrevne værker. Jeg har trukket Vermeer ud i lyset og undersøgt det, som Bergotte finder så fint og sirligt hos maleren, og tilføjet nogle mere dystre tanker, Prousts fortæller gør sig om forholdet mellem kunsten og døden i anledning af Bergottes sælsomme død foran Vermeers billede. Mit sidste essay har jeg kaldt for Prousts poetik. Stoffet hertil findes
• 12 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 12
16.06.2021 09.38
i romanen som helhed, men især i de første mange sider i det afsluttende bind, hvor helten indhenter fortælleren, og de i fællesskab kan præsentere læseren for det værk, de sammen er nået til klarhed over, således at helten omsider kan tage beslutningen om at påbegynde sit værk, mens læseren lukker det værk, som forfatteren overgiver til sine mange læsere. Min læsning af Prousts romanværk og de mange samtaler, jeg har ført med det i en fælles imaginær verden, har først og fremmest været en personligt meget berigende og dybt bevægende oplevelse. Det har været ren nydelse at kunne fordybe sig i et sprog så poetisk og billedrigt, så fuldt af overskud, og som bærer præg af forfatterens evne til gennem hele værket at transformere begrebssproget til et billedsprog. Metaforer, metonymier og mange andre troper er så righoldige, at jeg flere gange har undret mig over, fra hvilke kilder Proust har hentet sit poetiske sprog og sit store forråd af billeder, og jeg synes at have fundet en form for svar. Igen og igen henvises man som læser til en verden, der hverken er den ydre eller indre, men befinder sig i et mellemområde eller interferensrum, og som i romanen hyppigt angives som overgangen fra søvn til bevidsthed. Jeg har endvidere levet med og indlevet mig i de mange figurer, der befolker romanens univers, og moret mig over forfatterens humor og ironi, når han spidder den mondæne verdens kunstsnobberi og manierede attituder, ligesom jeg har haft fornøjelse af at genkende mine egne mange iagttagelser af menneskers normale mærkværdigheder. Jeg har endelig haft stor medfølelse med og forståelse for Prousts helt, der aldrig overvinder tabet af barndommens første kærlighed. Jeg håber, at det er lykkedes mig at bringe nogle af disse personlige oplevelser og mange glæder videre i min bog, og at de vil tilskynde læserne til selv at opdage glæden ved at læse dette på mange måder usædvanlige romanværk. I min dialog med Prousts værk har jeg tilstræbt at gengive forfatterens
• 13 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 13
16.06.2021 09.38
særlige stil og poetiske sprog og i overensstemmelse hermed skrevet min egen stemme ind i dialogen, således at læseren fornemmer den karakter af samtale, jeg har oplevet og forsøgt at gengive. Jeg skal til slut gøre læseren opmærksom på, at Proust ud over de mange karakterer, deres indbyrdes forhold og slægtskaber har skrevet tre fortællestemmer ind i sit værk. Der er helten, som gør sine erfaringer og beretter om sine oplevelser, og fortælleren, som blander sig og løfter fortællingen op på et mere filosofisk og psykologisk reflekterende plan. Endelig er der forfatteren, som har tilrettelagt stoffet og orkestrerer de mange hændelser og figurer, og som oftest er sammenfaldende med fortællerens stemme. Jeg har forsøgt at respektere denne tredeling ved at skelne især mellem helt og fortæller. Som en sidste lille ting vil jeg gøre opmærksom på, at alle henvisninger til På sporet af den tabte tid er hentet fra den seneste danske oversættelse i 13 bind, der er udkommet fra 2002-2014 på Multivers, København. En stor tak til cand.mag. i litteraturhistorie Line Petersen Larsen for hendes fine kommentarer og skarpe blik på hele min tekst. Det har været et uundværligt samarbejde, vi har haft gennem hele processen. Jeg har også haft stor glæde af Lines bog Tingene Stederne Årene, udgivet af Multivers Academic, 2018. En stor tak også til digteren og essayisten Søren Ulrik Thomsen for på et kritisk tidspunkt at bidrage med gode råd og kloge, opmuntrende ord. Tak til Institutionen San Cataldo for en måneds stipendium. Det gav arbejdsro og stor inspiration. Tak til cand.mag. i kunsthistorie Christine Marstrand for generøst at have overdraget mig alle henvisninger til Vermeer i På sporet af den tabte tid, ligesom hendes bog Vejen mellem Elstir og Vinteuil, udkommet på Multivers 2018, har været en stor inspirationskilde.
• 14 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 14
16.06.2021 09.38
I skyggen af hvidtjørnen.indd 15
16.06.2021 09.38
I skyggen af hvidtjørnen.indd 16
16.06.2021 09.38
ET DRØMMENDE MENNESKE Helten i Prousts roman tilbringer en stor del af tiden i sin seng, ikke kun som en flugt fra det værk, han har forpligtet sig på, men fordi søvn, drøm og ikke mindst tilstanden mellem drøm og vågen er skabende for forestillingsevnen. Proust har forstået – ikke blot at udnytte drømmen og den drømmelignende tilstand, der indfinder sig på grænsen til søvnen, til at skabe billeder; han har ud af denne tilstand på tærsklen til vågen bevidsthed hentet en væsentlig del af sit inspirationsstof. Det får vi et eksempel på allerede i romanens åbningsscene, hvor vi hører om den nu aldrende helt, der på tærsklen til søvnen fremmaner en række billeder, der viser det stof, romanen er gjort af: den sansede verden, drømmen om en kvinde og den erotiske lyst, hun fremkalder, samt erindringen og tidens gåder. Med et raffineret greb har forfatteren indrammet romanens indledning med en beskrivelse af dette mellemrum mellem søvn og vågen tilstand som for at vise læseren, fra hvilken dybde i sjælen han ikke blot har hentet stoffet til sin fortælling. Han har anvist stedet for skabelsen af sit værk.1 ”I lang tid gik jeg tidligt i seng.”2 Så lakonisk og faktuel lyder åbningsreplikken til et værk, der skal vise sig at være det modsatte: en kompleks og usædvanlig beskrivelse af et levet livs erfaringsdannelse, der tværtimod at være lineær følger sin egen frem-og-tilbage-bevægelse balancerende mellem forskellige virkelighedsplaner. Alt dette præsenteres vi for i denne
• 17 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 17
16.06.2021 09.38
drømmelignende indledning, der forbereder læseren på, hvad det er for et univers, vi bliver draget ind i. Helten befinder sig som sagt i sin seng, hvor han som forberedelse til søvnen læser en bog, hvis indhold blander sig med hans egne tanker. Han tager alt dette med sig ind i søvnen, hvor det gennemgår den ejendommelige transformation, der er bestemt af drømmelivets særlige arbejdsmåde, og som er så forskellig fra det vågne livs sprog og tænkning. Afstanden mellem heltens jeg og hændelser fra bogen, han har læst, falder bort. Jeget bliver en del af det læste stof, og da han vågner, lægger dette sammensatte stof sig ”som et tungt skæl” over hans øjne, og han har svært ved at orientere sig i det rum, han befinder sig i. Virkeligheden gør sig imidlertid snart gældende og støder drømmeverdenen tilbage over bevidsthedens tærskel. Efter denne ”sjælevandring” bliver dette svævende stof genskabt, som tilhørte det en tidligere tid. Helten får sit syn tilbage, mens mørket lægger sig som en vederkvægelse over øjne og sind og, tilføjes det, mest over sindet, der forsvinder ind i den behagelige tilstand, hvor man hverken sover eller er rigtig vågen. I denne tilstand på tærsklen til vågen bevidsthed flyder associationerne frit. Byens lyde forbinder sig med forestillinger om rejsende, om tilbagelagte afstande og slutter med tanken om den hjælpeløshed, man kan føle om natten, når man befinder sig på et fremmed sted og venter på den lindring, morgendagen kan bringe. Indfinder søvnen sig igen, kan det være erindringer fra den tidligste barndom, der melder sig. Men ikke blot dette. Søvnen, der har opløst det vågne livs hæmninger og fortrængninger, åbner for de indre kilder til lyst og frisætter det ubevidstes fantasivirksomhed, som ud af kroppens signaler skaber et lystfyldt scenarie. Prousts billedskabende talent åbenbares i en lille erotisk sekvens, der indledes således: ”Ligesom Eva blev skabt af et af Adams ribben, blev der også undertiden i min søvn skabt en kvinde ved at mit ene lår lå i en forkert stilling.”3 Eftersom hun er opstået ved den vellyst, helten var på nippet til at føle, kan han bilde sig ind, at det er hende, der har fremkaldt den. Hvis hun så tilmed ligner en kvinde fra det virkelige liv, sætter han alt ind på at finde hende. Men i overensstemmelse med drømmens illusionsmagende natur blegner erin-
• 18 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 18
16.06.2021 09.38
dringen snart, og som det sker i det virkelige liv, opløser billedet af kvinden sig i glemslens tåger. Helten vender i tankerne tilbage til den forunderlige forvandling, der finder sted i den drømmelignende tilstand, og konstaterer, at vores jeg, som vi normalt oplever som stabilt, kan undergå forandringer, som viser, hvor skrøbeligt dette jeg kan være. Døser man hen i en ”akavet og usædvanlig stilling for eksempel i en lænestol efter middagen”, kan der blive ”vendt fuldstændig op og ned” på den verden, man er fortrolig med, og lænestolen kan sende den sovende hen i en anden tid og et andet rum, således at man vågner, overbevist om ”at man er gået i seng nogle måneder forinden et helt andet sted.”4 Men selv når han ligger i sin egen seng og er helt afslappet, fortsætter helten, kan der ske det, som de fleste mennesker har oplevet, at man vågner, uden at være klar over, hvor man befinder sig, og hvordan sengen normalt er placeret i forhold til døren og vinduet. ”[N]år jeg vågnede midt om natten”, fortæller helten, ”og ikke vidste hvor jeg var, vidste jeg heller ikke engang i første nu, hvem jeg var”.5 Her kommer så erindringen til og hjælper med at trække én ud af det intet, som man ikke kan trække sig ud af ved egen hjælp, lyder det med en reflekterende eftertænksomhed. Erindring er med andre ord den bro, sindet kan skabe mellem drømmens og virkelighedens verden, og den er det lys, der hjælper os til at finde vejen tilbage til den dagklare virkelighed. Hertil får erindringen hjælp af kroppen, der i en vis forstand huser erindringerne, således at man, når man vender sig eller drejer hovedet, kan sætte tingene på deres rette plads. Dette velkendte fænomen udnytter Proust og lader helten tillægge kroppen den egenskab at være ”fortidens vogter”. Ud af kroppens fornemmelser rekonstruerer helten den himmelseng, han sov i tilbage i morfarens hus i barndommens ferieby Combray, og hermed forlader han drømmeverdenen og sætter foden på en anden virkelighed, hvorfra der berettes om en række hændelser, der skal vise sig at få vidtrækkende betydning, længe efter de har fundet sted. Denne virkelighed er imidlertid kun tilsyneladende den ydre. Det er en virkelighed, der befinder sig mellem det indre og det ydre, og fortællingen, der folder sig ud i dette mellemområde, låner stof fra både den ydre og den indre verden. Men før vi hører om, hvordan helten
• 19 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 19
16.06.2021 09.38
med erindringens hjælp forsøger at genskabe den tabte tid, vil jeg opholde mig lidt endnu ved drømmens verden, som helten netop har forladt. Proust har ladet sin helt beskrive drømmen og den drømmelignende verden som en måde at sanse og organisere det sansede på, som adskiller sig fra den måde, vi ved hjælp af begrebssproget forstår den verden, der omgiver os. Det er drømmens billeddannende verden, Proust har udnyttet og på enestående vis gjort brug af, når han ønsker at skildre en verden af kropsfornemmelser, sanselige oplevelser og erotisk stimulerende fantasier: ”[D]e sandheder”, lyder det med fortællerens stemme, som ”intellektet begriber direkte, i fuld gennemsigtighed ved højlys dag, har noget mindre dybt og mindre nødvendigt over sig end de sandheder livet, uden at man er klar over det, meddeler én i et indtryk, der er fysisk fordi det kommer ind via sanserne, men hvis åndelige betydning det er muligt at udlede.”6 Disse linjer er som taget ud af Freuds drømmebog. Psykoanalysens drømmeteori hviler på antagelsen om, at alene de indtryk, der sniger sig uden om bevidstheden og bliver opbevaret i erindringssystemet, vil kunne hentes ind i bevidstheden, hvis de på et senere tidspunkt kan forbinde sig med et nyt og lignende indtryk – en iagttagelse, der svarer til Prousts idé om den ufrivillige erindring. Proust var overbevist om, at det forgangne befinder sig i en eller anden ydre genstand, som kun tilfældet giver os mulighed for at finde. Bevidstheden og hukommelsen alene vil aldrig være i stand til at frembringe andet end en svag imitation af en tidligere oplevelse, fordi disse er omfattet og begrænset af tankens logik. I indledningen til sit romanværk har Proust ladet sin helt prioritere en oplevelsesmåde, der udnytter fantasiens og drømmelivets arbejdsmåde. Denne arbejdsmåde kaldes i psykoanalysen primærprocestænkning til forskel fra bevidsthedens begrebslige sekundærprocestænkning. I sine undersøgelser af drømme kunne Freud vise, at primærprocesserne er mættede med information og har en stor kombinationshastighed. De er derfor
• 20 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 20
16.06.2021 09.38
den diskursive bevidsthed langt overlegen med hensyn til at kombinere og finde nye problemløsninger. Det er her, vi finder inspirationens og intuitionens væsen, og det er denne primære form for tænkning, helten i Prousts roman henlægger til drømmens og opvågningens drømmelignende verden, hvor konkrete ting som stol og bord bliver blandet med erindringer og lyde fra gaden, således at helt nye billeder bliver skabt. Drømmearbejdet består i at omdanne tanker til billeder, og fordi dette billedsprog er så forskelligt fra det vågne livs begrebssprog, forekommer det ikke rimeligt at bruge betegnelsen sprog om drømmens billeddannelse. Drømmelivet er befriet for sprogets og tænkningens begrænsninger og fra hensynet til den ydre virkelighed, og drømmen råder over en udtryksmåde, der er tilpasset følelser, stemninger og lidenskaber, og ikke mindst arbejder drømmen i billeder. I heltens beskrivelse af drømmelivets mystik præsenteres vi for et sjældent poetisk billede af det, der foregår i drømme under den dybe søvn, hvor den drømmende indvies i alle de mysterier, som fornuften skjuler. Her genser man mennesker, man har mistet, den tabte ungdom, forsvundne følelser og galskabens illusioner, og alt dette foregår på en scene, hvor den ene virkelighed afløses af en anden ”ligesom et billede fra en laterna magica for det næste, når man skifter glas”.7 Med et strejf af humor fortsætter helten sin beretning om søvnens virkelighed: ”Den successive og flakkende illuminering af formørkede zoner i min fortid, der blev gjort endnu mere strejfende af vanskelighederne med at fordøje middagen fra Rivebelle, gjorde mig til et væsen hvis højeste lykke det ville have været at møde Legrandin, med hvem jeg netop havde talt i drømme.”8 Helten er klar over, at de indtryk og fornemmelser, man har haft, kort før søvnen indfinder sig, bliver bestemmende for den vej, drømmen tager. Det kan være nogle ydre forhold, som det at befinde sig i et fremmed værelse og i en anden seng, der medfører, at drømmen slår ind på en anden vej, end den følger, når man befinder sig i de vante omgivelser, og blot ved at ændre vanerne, lyder det, kan drømme blive poetiske. ”[D]et er tilstrækkeligt at vi uden at ville det er faldet i søvn på sengen mens vi klædte os af, for at søvnens dimensioner forandrer sig og
• 21 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 21
16.06.2021 09.38
dens skønhed kan fornemmes.”9 Proust lader sin helt beskrive overgangen til søvnen som en rejse ind i riger, der bliver stadig mere dunkle for forstanden, men også smukke som et eventyr. ”[M]an har allerede taget et stort skridt”, lyder det, ”når man vender ryggen til virkeligheden og kommer frem til de første huler, hvor ’selvsuggestionerne’ som troldkvinder tilbereder den djævelske bryg af indbildte sygdomme eller genopblussede nervøse lidelser”,10 hvis virkning kan være så voldsom, at de vækker den sovende. Lykkes det imidlertid at forblive i søvnen, føres man videre ad en vej mod skjulte haver, ”hvor indbyrdes meget forskellige former for søvn vokser som ukendte blomster … blomster som holder sig lukket til den dag hvor den ukendte, der er forudbestemt til det, berører dem, får dem til at folde sig ud og i timevis afgive duften af deres særegne drømme i et betaget og overrasket sind.”11 Efter at have badet i disse blomstrende haver, når man i søvnen ned i bunden af haven, hvor klostret ligger, og fra hvis åbne vinduer ”man hører de lektier blive gentaget som man læste på før man faldt i søvn”,12 og som en slags indre vækkeur forberedes opvågnings øjeblikket. Alle disse billeder, fornemmelser og følelser tager man med sig i det vågne liv, men på grund af deres forskellighed fra det bevidste livs tanker forbliver de dunkle og ofte utilgængelige, men kan under indtrykket af et ”lysstrejf fra en tilsvarende tanke”13 dukke op igen sent på eftermiddagen. Ikke alene har Proust skabt et smukt billede på drømmens verden, som ofte forbliver lukket for os, fordi virkeligheden lægger et massivt låg på denne verden, lige så snart vi vågner fra den. Han er også overbevist om drømmelivets meningsfyldte budskaber, og af den grund kan man ikke ”beskrive menneskenes liv ordentligt, hvis man ikke lader det bade i den søvn det er nedsunket i, og som krummer sig om det nat efter nat, ligesom havet der omkranser en halvø”.14 Senere føjer helten endnu et aspekt til den transformation, hvormed drømmen forandrer alting, inklusive oplevelsen af ens identitet. Under søvnen kan man gennemgå en transformation til et andet køn, således at en mand pludselig kan komme til syne som en kvinde og omvendt. Helt generelt er drømmens verden befolket af en race, der er lige så tvekønnet, som de første mennesker var det. Mon ikke der her
• 22 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 22
16.06.2021 09.38
er en skjult henvisning til Platons Symposion, der netop med underfundig komik beskriver det oprindelige menneske udstyret med både et mandligt og kvindeligt køn. Det skal senere vise sig, at disse kønstransformationer i drømme bliver suppleret af heltens iagttagelser af den mondæne verdens flydende kønsidentiteter og skiftende seksuelle præferencer, som mange af værkets karakterer gennemgår, i takt med at handlingen skrider frem. De mange henvisninger til søvn, drøm og til overgangen mellem søvn og vågen tilstand er vidnesbyrd om, hvor vigtige disse tilstande har været for Prousts imaginationsevne. Det har Walter Benjamin givet et bevægende billede på. ”Sønderrevet af hjemve lå Proust i sin seng og tømte sit jeg for igen og igen at frembringe det, nemlig billedet, der kunne tilfredsstille hans nysgerrighed, nej hans hjemve”.15 Set i det lys er det forståeligt, at Proust har valgt at indlede sit store værk med beretningen om denne drømmelignende tilstand, der ejer evnen til ud fra diskrete fornemmelser og sanseindtryk at skabe en verden af sansemættede billeder. Helten afslutter denne beretning om den begunstigede adgang til det forgangne ved at udnævne den ufrivillige erindring som sin ledestjerne. Fra den indledende beretning om opvågningsøjeblikke, hvor helten i sin forvirring ikke ved, hvilket hus han befinder sig i, tror han ikke desto mindre et kort øjeblik, at han befinder sig i et af de huse, han i drømmen har vandret gennem. Hermed er erindringen sat i bevægelse, og helten påbegynder den erindringsproces, der skal hente fortiden tilbage. Læseren bliver bekendt med det barn, han var, der fortvivlet venter på, at hans mor vil komme og give ham det kys, uden hvilket han ikke kan falde i søvn, med forelskelsen i hvidtjørnen, med ritualer, og med oplevelser og erfaringer, helten gør sig under opholdet hos bedsteforældrene i Combray. Efter at have bevæget sig gennem det tabte land vender helten tilbage til den nutid, hvor han befinder sig i sin seng, og han udnytter den særlige tilstand, hvor han endnu ikke er helt vågnet af søvnen, til at hente fortiden tilbage. ”Sådan kunne jeg ofte ligge helt til om morgenen og tænke på tiden i Combray, på mine triste, søvnløse aftener”.16
• 23 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 23
16.06.2021 09.38
Det er erindringens associative veje hjulpet på vej af en smagsoplevelse, ”aromaen” fra en kop te, der gør det muligt at rekonstruere rigdommen af dufte, synsindtryk, smagsoplevelser og hændelser, der alle sætter sig spor i de forskellige verdener, heltens liv udfolder sig i. Foruden den sansede verden lever helten sit liv i aristokratiets, kærlighedens og driftens verden. Også den lange fortælling om Swann og Odettes kærlighed, der havde fundet sted, længe før helten kom til verden, bliver sat ind i dette retrospektive tilbageblik og forbereder læseren på den næsten identiske kærlighedshistorie, helten oplever med Albertine. For at minde os om, at hele denne erindringsrejse bliver påbegyndt de morgener, hvor han, inden det dagklare lys trænger ind i hans værelse, har besøgt de mange huse, rum og mennesker, han har mødt og lært at kende, vender helten tilbage til opvågnings øjeblikket og afslutter på denne måde en fortælling, som blev sat i gang og hjulpet på vej af den drømmelignende tilstand mellem søvn og vågen. Men knap havde dagslyset ”tegnet sin første hvide og korrigerende stråle som en kridtstreg i mørket, før vinduet med dets gardiner forlod dørkarmen hvor jeg fejlagtigt havde anbragt det, mens skrivebordet, som min hukommelse havde anbragt temmelig uheldigt på vinduets plads, skyndte sig væk for at gøre plads for det mens det skubbede kaminen foran sig og skød skillevæggen ud til gangen til side … og det opholdssted, jeg havde bygget op i mørket, var draget af sted for at slutte sig til de andre opholdssteder som jeg havde set et glimt af i opvågningens tumult, jaget på flugt af det blege tegn som dagslysets løftede finger havde afsat over gardinerne.”17 Vi bliver således mindet om, at erindringen om den tid, der er rammet ind af barndommens sted, Combray, bliver muliggjort af en smagsoplevelse, men sat i bevægelse af den særlige drømmelignende tilstand mellem søvnen og den vågne bevidsthed. Denne for fantasien og erindringen så skabende tilstand har været så vigtig for Proust, at han flere gange vender tilbage den. Mens han i erindringen stadig befinder sig i Combray, fortæller
• 24 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 24
16.06.2021 09.38
helten den sørgmodige historie om ”det drømmende” barn, han har været. Familien er netop efter en lang spadseretur blevet tilbudt kørelejlighed af doktor Percepied, og helten får et af de berømte lykkechok ved synet af Martinvilles to kirketårne set fra forskellige vinkler og konstaterer, at han ikke forlanger andet af livet, end at det må forme sig som en lang række dejlige eftermiddage. Straks efter nærmer de sig Combray, og den unge dreng bliver grebet af en knugende angst ved tanken om aftenens komme og den evige usikkerhed om, hvorvidt moderen vil komme op til ham og ønske ham godnat, og han undrer sig over, at to så forskellige tilstande, der grænser op til hinanden, kan være så blottet for forbindelsesled. Mon ikke den unge helt tager fejl her, ligesom han tager fejl af de to veje til henholdsvis Méséglise og Guermantes, som var familiens foretrukne udflugtsmål i Combray. Disse to veje skal senere vise sig ikke at være så uforenelige, som de tog sig ud for den unge helt, og det samme gælder de to så forskellige mentale tilstande. Helten er klar over, at den sandhed, alle disse indtryk og tildragelser rummer, lever sit skjulte liv i ham og forbereder ham på de veje, han senere skal gå, uden at han endnu ved noget om det, eftersom sandheden kun lever i bevidstheden i de øjeblikke, hvor den bliver synlig. ”[D]et stykke natur eller den stump have der blev betragtet så længe af den ydmyge vandrer, det drømmende barn … kunne umuligt have anet, at det var takket være ham, at de ville blive kaldet til at leve videre i den allerflygtigste del af deres egenart”.18 Somme tider kan det ske, fortsætter helten, at et stykke landskab river sig løs og ”flyder rundt et eller andet sted i min tanke som et blomstrende Delos, uden at jeg er i stand til at sige fra hvilket land, fra hvilken tid – eller måske ganske enkelt fra hvilken drøm – det kommer.”19 Det er ikke blot tiden, der hos Proust har mange former. Også virkeligheden eksisterer på mange forskellige niveauer, og drømme optræder på forskellige planer fra den dybe søvn til den vågne bevidstheds dagdrøm-
• 25 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 25
16.06.2021 09.38
meri. Det tjener til at minde os om, hvor stor plads Proust har givet denne subbevidste del af tankelivet. Et sted giver helten sin absolutte hyldest til drømmen og dens helbredende funktion og lægger den i munden på maleren Elstir, et af romanens forbilleder på den sande kunstner. Helten vil gerne høre malerens mening om en samtale, han har haft med Legrandin, hvorunder denne havde frarådet ham at tage til Bretagne, da det er usundt for et sind, der allerede viser tegn på drømmeri. Hertil forkynder Elstir med et orakels røst, at det forholder sig helt modsat: ”[N]år et sind viser anlæg for drømmeri, skal man ikke holde det væk derfra, rationere det. Så længe De vender sindet bort fra dets drømme, kommer det ikke til at kende dem … Er en smule drømmeri farligt, så er det, som kurerer én, ikke mindre drøm, men mere drøm, hele drømmen.” Og maleren fortsætter: ”Det er vigtigt, at man kender sine drømme fuldstændigt for ikke at lide under dem; der er en vis adskillelse mellem drøm og liv, som det så ofte er nyttigt at foretage, at jeg spørger mig selv, om man ikke på må og få burde foretage den i forebyggende øjemed”.20 Elstir bruger billedet af kirurgen, der fjerner blindtarmen hos børn med den hensigt at forebygge blindtarmsbetændelse. Det er et lidt misvisende billede, maleren her bruger, idet et sådant forebyggende indgreb på drømmelivets område for det første ikke lader sig gøre og for det andet ville være stik imod den helsebringende værdi, helten har bevidnet drømmene. At fjerne årsagen til drømmene ville være det samme som at forsøge at udrydde det ubevidste. Men måske gør jeg Elstir uret, måske mener han det samme som Freud, der siger, at ”hvor der var det, skal der være jeg”,21 hvilket kan udlægges på flere måder. Jeg foretrækker at forstå udsagnet sådan, at jeget bør stille sig på det’ets område, tage aktivt del i og tilegne sig drømmens eventyrlige og mytiske verden, sådan som Prousts helt gør, når han dyrker sine drømme. Proust lader ikke blot sin helt bevæge sig rundt i sine drømme og beskrive drømmenes land. Helten forsøger sig også med at tyde, ikke blot en af sine egne drømme, men også en drøm, forfatteren har lagt ind som et fiktivt greb i Swanns kærlighedshistorie.
• 26 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 26
16.06.2021 09.38
Helten synes at kende så meget til drømmelivets arbejdsform, at han ved, at en person i en drøm kan rumme flere personer, og at man ikke bør lægge vægt på en persons udseende, når man skal tyde en drøm. En person, som ikke forekommer at høre til blandt heltens vennekreds, optræder i en drøm på en svigagtig måde over for helten. Da helten vågner, prøver han først at komme i tanke om, hvem det mon kan være, der optræder på denne måde. Da det ikke fører nogen steder hen, vælger han i stedet at forfølge den smerte, som ledsagede drømmen, og når frem til, at det må være Gilberte, som i drømmen er blevet til en ung mand. Han tænker tilbage på den tid, hvor han og Gilberte legede sammen i parken ved Champs-Élysées, og erindrer en slåskamp bag en busk, som ikke har været helt uskyldig. Han husker, at Gilberte med en mærkelig latter havde nægtet at tro på hans gode hensigter. Mens han tænker videre i dette spor, forestiller han sig, at Gilbertes senere antipati mod ham er en straf for hans opførsel dengang. En sådan straf, lyder det, som kommer udefra, kan man måske komme over, men det er noget ganske andet, når faren kommer indefra, lyder det med usædvanlig indsigt i sjælens ubevidste dynamik. Den lyst, der var opstået under deres harmløse leg i barndommens dage, havde fremkaldt en skyldfølelse hos helten, som først dukker op mange år senere – i en drøm. Helten mindes Gilbertes ord fra dengang: ”Hvis du synes, kan vi da godt slås lidt mere”,22 og han bliver fyldt af rædsel over det begær, han læser i Gilbertes udsagn, og som senere skal hjemsøge ham med alverdens pinsler i forholdet til Albertine. Han forestiller sig Gilberte hjemme hos sig selv, måske i linnedkammeret sammen med den unge mand, han engang tilfældigt har mødt hende med på gaden, og han indser, at den ligegyldighed i forholdet til Gilberte, han har lullet sig ind i, er et bedrag. Så længe man i sit hjerte bliver ved med at gemme billedet på et elsket og mistet væsen, kan man ikke føle sig sikker på, at den sindsro og lykke, man bilder
• 27 •
I skyggen af hvidtjørnen.indd 27
16.06.2021 09.38