Issuu

Jordskred BIDRAG TIL DEN NYE NATURTÆNKNING

Jordskred: Bidrag til den nye naturtænkning ISBN 978-87-7917-648-5 2024 Tilrettelagt af: Paradoks – tidsskrift for filosofi og teori www.paradoks.nu Udgivet af: Forlaget Multivers Tryk: Totem Printed in Poland / Trykt i Polen

Omslag: Det første fotografi af Jorden fra Månen, Frank Borman, 24. december 1968. Redaktion: August Bille Demescko Anders Hansen Frederik-Emil Friis Jakobsen William Mathorne Mathias Rølle Kristian Olesen Toft Anne-Sophie Sørup Wandall Kristoffer Balslev Willert Paradoks støtter fri viden. Derfor er alle artikler i Paradoks licenseret under Creative Commons Kreditering-Ikkekommerciel 4.0 International (CC BY-NC 4.0). Det betyder, at du frit må dele og omarbejde (f.eks. oversætte) artiklerne, såfremt du giver passende kreditering og ikke anvender dem kommercielt. Udgivelsen er gjort mulig af:

Indhold Forord

Det posthumane Bør vi insistere på det særegne menneske? En dekolonial intervention Rithma Kreie Engelbreth Larsen

Solen og planternes metafysik: En kritisk læsning af Emanuele Coccias filosofi Steen Nepper Larsen

Klimakrisens paradoks: Drop tragedien og omfavn komedien Lars Tønder

Det politiske Kommunocæn: Et kritisk blik på posthumanismen Kristoffer Balslev Willert

Miljøet i krise – et dødsstød for planeten eller en hidtil uset mulighed? Kate Soper

111

Ud af laboratoriet, Bruno, ud i naturen! En kritisk rekonstruktion af Latours natursyn Sune Frølund

132

Det litterære “Har du faret vild i dunkle Skove?” Litterære refleksioner over det moderne menneskes forhold til skoven Sophie Wennerscheid Naturens musikalitet Jon Auring Grimm En naturhistorisk perspektivændring: Læsning af en passage hos W.G. Sebald Bastian Ljung Franch

154 177

218

Det eksistentielle Gode vibrationer: Om Hartmut Rosa som naturfilosof og det historiske behov for resynkronisering Martin Hauberg-Lund Laugesen & Peter Clement Lund Klimakrisen som en psykologisk usikkerhedskrise: En guide til hjælpekunst Lise Isabella Meistrup & Jacob Klitmøller Utilstrækkelighed og det ubegribelige: Erfaringer af natur Yannick Svensson

232

264 283

Det etiske Om muligheden for en etisk klimakonsensus – og hvorfor den er vigtig Morten Ebbe Juul Nielsen

306

Kan det dydige menneske redde kloden? Sasha Bøtker Larsen

320

Når de ufødtes blik bryder isen Niels Wilde

341

Forord

aturen er i krise. fossiløkonomiens accelera‐ tion af CO2-udledninger og opvarmning af planeten, omdannelsen af efterhånden sjældnere og sjældnere vild

natur gennem skovrydning, plantageanlægning, monokulturelt land‐ brug og anden profitabel areal udnyttelse, havvandsstigninger og omskiftelige og skadelige vejrm ønstre, døde havvandszoner og uen‐ delige mængder plastic- og betonaftryk på jordsk orpens overflader – det er alt sammen med til at aflive hele økosystemer, plante- og dyrearter og, indtil videre, bestemte menneskegrupper og deres eksi‐ stensgrundlag. Mens nogle mennesker hovedsageligt erfarer naturens kriser gennem mediespalter og billeder, erfarer andre dem gennem deres udsatte kroppe, deres ødelagte hjem og afgrøder, deres forgifte‐ de økosystemer og deres politiske, social e og geografiske udsathed. Naturens kriser sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved men‐ neskers beherskelse og udnyttelse af deres naturlige miljøer, af andre

dyrearter såvel som af andre menneskers livsformer, rettigheder og arbejdskraft. Vi har brug for nye grundfortællinger om menneskers forhold til naturen; nye forestillinger om, hvordan vi kan bebo pla‐ neten uden at destruer e betingelserne for vores og andre livsformer. Vi har brug for en “revolution for livet”, som den tyske filosof Eva von Redecker har sagt det. Den teoretiske og praktiske opgave i den nuværende situat ion er derfor todelt: Vi skal på den ene side analyse‐ re, kritisere og destabilisere de systemiske kilder til naturens kriser. På den anden side skal vi forestille os og udleve alternative livsformer, som overskrider de praksisser, der har bragt os til dette eskalations‐ punkt i naturens og menneskets historie. Den human- og socialvidenskabelige tænkning er afgørende for at eksekvere begge sider af opgaven. Selvom den ikke umiddelbart tilby‐ der direkte “løsninger” på naturens kriser i nogen instrumentel eller kvantificerbar forstand, medvirker den til at skabe en form for intel‐ lektuel orientering og til at tænke tidens betingelser i nye konstella‐ tioner og mønstre, som ligger hinsides det, vi kender. Betingelserne for en varmere og farligere planet er nemlig stadig fuldt operative: Klimaaktivister slås ihjel og fængsles, nedlukkede borepl atforme genåbnes, salget af flyrejser og brændstofforslugne biler fortsætter deres himmelflugt, hovedparten af verdens største virksomheder er stadig direkte forbundet med afbrænding og overforbrug af fossil energi, og mange steder synes magthavernes bedste bud på handling stadig at være en blåøjet tiltro til tech-industriens udvikling af til‐

strækkelige klimateknologier. Under strømmen af katastrofer vokser samtidig en afgrund af sorg, pessimisme og lammelse i både tænk‐ ning og handling. Jorden skrider under os, både figurativt og bogsta‐ veligt, og vi har akut brug for nye og mindre besidderiske greb om den, nye måder at se og behandle den på, både for at kunne gøre noget og for at kunne gøre det rigtige. tidsskriftet paradoks blev lanceret i 2020 som en plat‐ form for en levende, kritisk og teoretisk båret samtale. Vi, og med stor sandsynlighed mange andre, havde i længere tid observeret en mangel i den danske, intellektuelle offentlighed, nemlig muligheden for at gøre idéer af filosofisk og teoretisk karakter tilgængelige og kri‐ tiske på en måde, som mange af de gængse tidsskriftsformater sjæl‐ dent formår. Først og fremmest fordi forskningsid eal erne om fagfæl‐ lebedømmelse og højt special iseret silotænkning kan virke fremmed‐ gørende for folk uden for de akademiske mure og skabe antipati over for tænkningen, ligesom de kan fjerne noget af tænkningens sponta‐ nitet og kritiske sans. Siden tidsskriftet sidste år kom på offentlig for‐ sørgelse igennem Statens Kunstfond, og siden vi ved, at vores læsere ofte har eftersp urgt at have vores tekster mellem fingrene, har det været vores mål at give dem en objektiv, ikke-digital væren. Det er heldigvis en realitet nu. Denne bog og dens 15 bidrag er et kollektivt led i tidens bevægelse mod at udfordre og gentænke menneskers forhold til naturen. Deraf

bogens undertitel: Bidrag til den nye naturtænkning. Bogen, som er Paradoks’ første fysiske udgivelse i en fremtidig serie af tematiske udgivelser, tager afsæt i de tekster, vi i 2022 udgav på vores hjemmesi‐ de under titlen: What on Earth is going on? De oprindelige tekster, som har gennemgået minimale justeringer, er her suppleret af fire nye bidrag skrevet af henholdsvis Kate Soper, Rithma Kreie Engelbreth Larsen, Sophie Wennerscheid og Lise Isabelle Meistrup & Jacob Klitmøller. Derudover er de to oprindelige tekster af Martin Hauberg-Lund Laugesen & Peter Clement Lund omarbejdet til ét kapitel. Bogens kapitler er opdelt i fem blokke, som på sin vis er kunstigt sammensat i den forstand, at de fleste af teksterne tematisk flyder ind og ud af alle fem. De har dog alligevel en vis berettigelse, eftersom metoderne og fokuso mråderne er delvist afgrænsede fra blok til blok. I mødet med en klimakatastrofe så kompleks og mangefacetteret som den, vi befinder os i, må den nye naturtænkning være en disciplinær Proteus, der både kan og skal indtage vidt forskelligartede perspekti‐ ver og kritiske positioner. Den første blok, Det posthumane, indeholder bidrag, der hver især vil væsentliggøre og reflektere kritisk over de senere års miljøhu‐ manistiske vending væk fra det særegent menneskelige og mod det andet- eller mere-end-menneskelige. Kapitlerne i den anden blok, Det politiske, indeholder både kritiske blikke på elementer af den posthumanistiske vending og forsøg på at skrive politiske forståelser

og handlingsformer (i bred forstand) frem, som både afvikler og for‐ ankrer vores fælles verden. I den tredje blok, Det litterære, findes en række nedslag i litteraturens mange forsøg på at gentænke menne‐ skers perverse, destruktive og potentielt harmoniske forhold til natu‐ ren. Den fjerde blok kalder vi Det eksistentielle, fordi teksterne her anvender naturens kriser som afsæt til at reflektere over menneskers mangeartede eksistensformer, deres psykologiske barrier er og mulig‐ heder og deres komplekse erfaringsverdener. I den sidste blok, Det etiske, tages der med udgangspunkt i forskellige filosofiske traditio‐ ner fat i idéen om menneskeligt ansvar for fortidige, nutidige og fremtidige handlinger i klimakatastrofens tid. redaktionen på paradoks vil slutteligt gerne sige tak til en række folk for deres arbejde i kulisserne bag bogen. Tak til vores tidligere redaktionskammerater Martin Bjerre Bygballe og Maria Kjær Rasmussen for deres arbejde med nogle af teksterne og deres generelle bidrag til tidsskriftet. Tak til Anna Sophie Rølle for korrek‐ turlæsning af det endelige manuskript. Og tak til Statens Kunstfond og forlaget Multivers, især Jonas Damgaard-Mørch, for at gøre udgi‐ velsen mulig.

JORDSKRED #1

DET

POSTHUMANE

Bør vi insistere på det særegne menneske? En dekolonial intervention Rithma Kreie Engelbreth Larsen

or første gang i ipcc’s historie nævnes ordet “kolonial isme” i et resumé af deres rapport fra februar 2022. 34 år efter dannelsen af FN’s klimapanel er man således ble‐

vet enige om, at ordet kolonial isme skal figurere ikke blot på de flere tusinde sider lange rapporter, men også i det mere vidt distribuer ede resumé af rapporten, hvormed klimaforandringernes ulige implika‐ tioner for forskellige folkegrupper verden over understreges. Samme rapport understreger igen og igen, at det er afgørende at inkludere indfødte og lokale folkegruppers vidensformer i mødet med klimaog naturkriserne. I den fulde rapport fra februar 2022 nævnes “Indigenous knowledge” intet mindre end 511 gange.1 Men en sådan inklusion kræver en dekolonisering af også den “epistemiske kolonial itet”, som affejer visse vidensformer til fordel 2

for de hegemoniske og vestlige. Som jeg vil vise nedenfor, er det ikke sjældent, at indfødte folks vidensformer er blevet undermineret eller

slet og ret undertrykt med henvisning til, at der ikke skelnes klart mellem menneske og natur. Denne såkaldt flade(re) ontologi findes også i en vis form i posthumanismen, hvor den ligeledes møder kri‐ tik. Kate Soper skriver: The irony of any posthumanist invitation to collapse these distinc‐ tions is that if we were wholly able to do so, we would no longer recognize the force of the moral issues we are being called upon to address. We would have conceptually undermined the conditions for any form of moral, political or scientific critique.3

Andreas Malm tilføjer i en mere polemisk tone: “[I]t slams its head right into the ABC of climate science”.4 Men dermed affejer såvel Soper som Malm – uforvarende – også oprindelige folkegruppers ontologier. Selvom det absolut ikke er uproblematisk at overføre kategorier og koncepter fra posthumanismen, er det nemlig også et karakteristikum for indfødte folkegruppers vidensformer, at de ofte er rodfæstet i en non-dualistisk ontologi, hvorved natur og miljø ikke distingveres fra mennesket. Et kernestridspunkt finder vi i forlængelse heraf i spørgsmålet om distribuer et agens. At tilkende agens til andre end mennesker alene har ifølge den australske filosof Clive Hamilton “the perverse effect of denying our responsibility for the damage we have caused”.5 Denne kritik er afgørende at holde sig for øje, fordi det rammer ind i den problematik, jeg skitserer. Med en så bastant afvisning af nonhu‐

man agens risikerer vi i bedste fald at affeje indfødte folkegruppers verdensforståelse – og i værste fald at videreføre en “intellektuel kolonialisme”,6 der nægter oprindelige folk epistemisk agens. Men fordi vi vedbliver at genfinde kerneel ementer af denne kritik hos en række toneangivende filosoffer,7 er der et behov for en dekolo‐ nial intervention i klimafilosofien. Med Heather Davis og Zoe Todd lyder det: “Undoing the colonial ity of the official Anthropocene storyline requires us to look at the climate and ecological crisis from a decolonial perspective”.8 Det er dog vigtigt at bemærke, at argu‐ menterne, der fremstilles her, åbenlyst ikke kan tages til indtægt at være “det dekolonial e perspektiv” som sådan. Det er der med rette mange forskellige bud på – dette er blot ét af dem. I kapitlet undersøges det, hvordan indfødte folkegruppers vidensformer kan indeholde en række posthumanistiske antagelser, og hvordan kritikken af posthumanismen derfor også kan implicere en benægtelse af oprindelige folks epistemiske agens. Det viser jeg først med nedslag i den epistemiske uretfærdighed, der kendetegner den kolonial e historie, og dernæst med en kort udfoldelse af, hvorfor ontologien spiller en central rolle for det, jeg her kalder “en dekoloni‐ al intervention” i klimafilosofien. Med den ontologiske vending9 sættes spørgsmålstegn ved Sopers bastante cementering af den menneskelige exceptionalisme, og med idéhistorien problematiseres den analytiske anvendelighed af katego‐ rien antropomorfisme. Slutteligt vil jeg redegøre for, hvorfor et deko‐

lonialt perspektiv fordrer, at vi giver helt køb på “det særegne menne‐ ske”.

Epistemisk uretfærdighed ifølge hegel var indfødte folkegrupper “underlegne” i alle henseender, både hvad angik kultur, intellekt og fysisk statur. De var degenererede og fysisk såvel som spirituelt “impotente”, og deres kultur var for så vidt knap nok eksisterende – den var mestendels blot en “natur” (kulturløs, forstås).10 Som “uoplyste børn” levede de 11

fra dag til dag, ganske “urørt af højere tanker og aspirationer”. Mere dyr end mennesker og forfalds til en “overtroisk” tilbedelse af natu‐ rens elementer.12 Dette tankesæt, om end af særligt grel karakter hos den besungne Hegel, genfinder vi hos mange andre igennem de sidste århundreder. Som Linda Tuhiwai Smith pointere r, var det en gennemgående opfattelse af såkaldt “primitive folk”, at de ikke besad intellekt eller fornuft.13 Spørgsmålet om deres menneske-status var kontinuerligt til forhandling, og ikke sjældent legitimeredes det blandt andet ved en henvisning til det, man betragtede som en udbredt “tilbedelse” af naturen. Ligesom Hegel mere end antyder, var de historiel øse, og de vedblev at være under en fejlagtig illusion om slægtskab med en ani‐ meret natur.

Her har vi at gøre med et eksempel på epistemisk uretfærdighed. Ekspert i indfødte folks rettigheder Rebecca Tsotsie definerer episte‐ misk uretfærdighed således: The exclusion/marginalization from having a say in the interpreta‐ tion of your own culture and history as well as the degrading of your epistemology and knowledge as more “primitive”, “faith-based” etc. In a nutshell: Injustices relating to the categories of knowledge and experience.14

Der er ingen autoritativ definition, men begrebet angiver en analy‐ tisk orientering mod distributionen af agens, viden, inklusion og legitimitet. Det beskriver en mere usynlig form for nedvurdering og udviskning, der skaber og forstærker hierarkier. Her er der et særligt blik på hvem og hvad, der ikke er til stede. Begrebet er særligt relevant for forskning i såvel videnskabshistorie som kolonial isme, fordi beg‐ ge angiver processer, der er dybt forviklet i en lang historie om for‐ handlinger om in- og eksklusioner af individer og hele grupper inden for statussen som “legitim(e) vidensindehaver(e)”. Først i 1980’erne begynder man mere systematisk og eksplicit at anerkende, at indfødte folkegrupper besidder en værdifuld viden, uagtet at den ikke kan indfanges med de videnskabelige kriterier ale‐ ne. Her ser vi i en udviklingsantropologisk kontekst, at begreberne “Indigenous knowledge” og “traditional ecological knowledge” begynder at dukke op. Fra 00’erne og frem stiger begrebernes optræ‐