Indledning Hensigten med denne bog er at fortælle historien om komponisten J.A.P. Schulz (1747-1800), hvis navn og store betydning for fællessangen i Danmark delvis er gået i glemmebogen. Da Carl Nielsen og Thomas Laub i 1915 udsendte den første samling af En Snes danske Viser, satte de som motto et brudstykke af forordet til Schulz’ Lieder im Volkston 1785, hvori han skriver: I alle disse Viser har jeg bestræbt mig for at synge mere paa en folkelig Maade end i egentlig Kunstform, saadan at ogsaa Lægfolk kan tage Del i dem og huske dem. Derfor har jeg, blandt vore bedste Digte, kun valgt dem der særlig egner sig for en saadan folkelig Sang, og i Melodierne gjort mig Umage for at naa den største Simpelhed og Tydelighed, ja af al Magt søgt at give dem Præg af det tilsyneladende velkendte; --- i dette Præg ligger hele Hemmeligheden ved den folkelige Visetone. ------ At gøre gode Digte almenkendte er jo Visekomponistens Hovedformaal, om han da vil blive sin rette Opgave tro. Forud for udgivelsen af En Snes danske Viser havde de to komponister nøje studeret stilen i Schulz’ sangværk for at blive klædt på til opgaven. Formålet var ”at give gode folk gode ord at synge på gode folkelige melodier” skrev Thomas Laub til Carl Nielsen. Som bekendt blev En Snes danske Viser en vigtig optakt til den vældige opblomstring af den danske folkelige fællessang, som kom med Folkehøjskolens Melodibog i 1922. Med pionererne Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard som redaktører blev der her sat en udvikling i gang, som fortsatte op gennem det tyvende århundrede og indtil de seneste udgaver af fællessangbøger som f.eks. Højskolesangbogen fra 2006. Når Schulz’ navn alligevel er relativt ukendt i dag – sammenlignet med f.eks. hans elev C.E.F. Weyses – er der to iøjnefaldende grunde: 1. Mange af de sangtekster, som i Schulz’ samtid blev anset for at være værdifulde, har ikke været langtidsholdbare. Så hjælper det jo ikke, at meloindledning
·9
dierne er nok så gode. Derfor er det kun få Schulz-sange, som stadigvæk er i brug, f.eks. Nys fyldte skøn Sired det attende år, I dalens skød en hytte lå, Vi pløjed og vi så’de, Her kommer, Jesus, dine små og Sig månen langsomt hæver. 2. En meget stor del af Schulz-forskningen foreligger på tysk, og meget af den er vanskeligt tilgængelig, fordi den er spredt ud som artikler i tidsskrifter, festskrifter og årbøger m.m. Schulz er ikke kun den folkelige fællessangs far. Man kan med lige så stor ret hævde, at han er den danske romances far. Gennem Weyse og Berggreen viderebragtes arven fra ham til guldaldertidens store sangkomponister J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Peter Heise og P.E. Lange-Müller. Der er aldrig lavet en større selvstændig monografi om Schulz på dansk, og denne bog er et forsøg på gennem bidrag fra mange forskeres arbejder, suppleret med nogle utrykte kilder, at give en samlet fremstilling af hans liv og indsats. Schulz’ egne erindringer er aldrig blevet oversat til dansk. Det drejer sig om tre af hinanden uafhængige og udaterede fragmenter. De er ganske vist kortfattede og savner den detaljerigdom, der især kunne friste en udgiver, men sammen med de bevarede breve kommer man alligevel mennesket Schulz meget nær gennem dem. Foruden Schulz’ egne erindringer har vi vennen Johann Friedrich Reichardts erindringer, der beretter om Schulz’ liv indtil afrejsen til Danmark. En lovet fortsættelse kom desværre ikke. 1913 udkom så Otto Riess’ afhandling Johann Abraham Peter Schulz’ Leben, som især behandler den tyske del af Schulz’ liv og virke. Som noget helt unikt har vi den omfattende brevveksling mellem Schulz og Johann Heinrich Voss. I den kan vi studere det tyve år lange samarbejde mellem digter og komponist på nærmeste hold, samtidig med at vi kan følge med i deres familielivs glæder og sorger. Sproglige vanskeligheder har naturligt nok gjort det svært for tyske forskere at behandle Schulz’ danske år. Derfor læner de sig i reglen tungt op ad de danske forskere V.C. Ravn og Carl Thrane, der har ydet omfattende og grundige bidrag til Schulz’ biografi.
10 · johann abraham peter schulz
For sangenes vedkommende er der især grund til at pege på Max Friedländers Das deutsche Lied im 18. Jahrhundert fra 1902. Hvad de sceniske værker angår, så står den danske teaterhistoriker Torben Kroghs disputats Zur Geschichte des dänischen Singspiels im 18. Jahrhundert (1924) som det centrale standardværk. Salmehistorikeren Henrik Glahn har belyst Schulz’ kirkemusikalske indsats i københavnske kirker (1968-72). I den nyere tids Schulz-forskning er der særlig to navne, der trænger sig på, danskeren Ole Kongsted og den tyske, men i Danmark virksomme, Heinrich W. Schwab. Begge har publiceret de fleste af deres resultater på tysk. Schulz’ modersmål var tysk. Han lærte kun i et vist omfang at forstå og tale dansk, og han skrev kun på tysk. De tekster i bogen, hvortil der ikke i forvejen foreligger en dansk oversættelse, er oversat til nyere dansk og til nugældende retskrivning af mig. De er markeret ”fra tysk”. For god hjælp og støtte takker jeg Edith Aller, Pia Brink Pedersen, Elisabeth Meyer-Topsøe, Vibeke Schulin, Karen Hjorth, Lise Skjøt-Pedersen, Ib Flemming Hansen og Peter Braams Valore. En helt særlig tak skylder jeg Claus Røllum-Larsen, Det Kgl. Bibliotek, der har hjulpet mig med at fremskaffe de nødvendige kilder. For økonomisk støtte til bogens billedside takker jeg lektor emeritus Stig Hansen. En helt uundværlig hjælp har jeg fået fra Merete Wendler, der har skrevet essayet om Schulz’ musikalske univers og lavet nodesatsen, og Anne Ørbæk Jensen, der har samlet billedmaterialet. Tak, fordi I ville være med! Bogen er tilegnet min kone, Kirsten. Sten Høgel
indledning
· 11
Hvordan går det til, kære Schulz, at menneskene har dig så kær? J.H. Voss i et brev, 25/7 1792
Prolog I 1789 rejste to af J.A.P. Schulz’ danske venner mod syd. Den ene var digteren Jens Baggesen. Han havde af sine mæcener fået penge til en dannelsesrejse, hvis resultat skulle blive den klassiske rejseskildring Labyrinten. Den anden rejsende var også digter. Det var Friederike Brun, gift med storkøbmanden Constantin Brun. Begge var i midten af tyverne, og deres første fælles rejsemål var et kursted i Sydtyskland. Da de var nået til Lüneburg, enedes de om at aflægge et besøg hos Schulz’ gamle forældre. I Labyrinten fortæller Baggesen – under overskriften ”Pillegrimsgangen” – om besøget: [Fru Brun] gav mig sin Arm, vi vandrede altsaa begge omkring paa Gaderne, til vi fandt Bager Schulzes Huus. Det var saa lille, som man kunde vente sig det – paa faa Undtagelser nær, er jeg kommet efter, at de største Mænd ere komne til Verden i de mindste Huse. En ærværdig graahærdet Olding med en Næse, som vilde have sat den gamle [Tristram] Shandy i Henrykkelse, i hvide Skiorte-Ermer, med Aftenrødens Venlighed i sit Udseende, sad paa Bænken i Gadedørren, og røg sin Pibe. Jeg tvivlede intet Øieblik, at det jo var den Mand, vi søgte – uden videre Forespørgsel nærmede vi os ham med den Ærbødighed hans blotte Alder fordrede – og, i det hans Kone kom til, hilste begge fra deres Søn. Hvor spillede Glæden i deres 70 aarige Træk, da de hørte vi kiendte ham, og vare hans Venner – to Tilfælde som noget nær ere aldeles uadskillelige. Vi kom ind i en lille simpel Stue, og satte os alle i Kanappet, for at pludre efter Hiertens Lyst om denne Søn, om hans Kone – om hans Brødre, der
12 · johann abraham peter schulz
Schulz’ barndomshjem i Lüneburg med karnappen, hvor forældrene hyggede sig med Friederike Brun og Jens Baggesen.
alle meer eller mindre ere musicalske – uagtet begge Forældrene ikke lode til at have været det. ”Mein Sohn in Coppenhagen (sagde Moderen) ist mir doch immer der liebste g’west. Er hatte fast keene Untugenden muss ich sagen, und ist so simpel, und den[n] auch gerechtiglich!” ”Ja!” sagde Faderen, ”du hast Recht!“ – ”ja wohl ist er simpel und gerechtiglich!” istemte vi – Gamle Mama hentede imidlertid Kringler og engelsk Øl. Jeg drak et Glas, og da jeg ved det andet opbød Capelmesterens Skaal, raabte hun med forynget Munterhed: ”Ja! ja! Dass Gott Ihn seegne!” ”Ja! ja! das wolle Gott!” sagde Faderen – og derpaa toge vi efter mange gientagne hjertelige Haandtryk Afskeed og gik. Sandelig! dette første udenlandske Besøg og Bekiendskab fuldendte den livelige Stemning, jeg var sat i [...] – det var saa ganske efter min Smag, saa simpelt, naturligt og godlidende, at jeg ikke kunde bare mig for at ansee det som det lykkeligste Omen
p r o lo g
· 13
for min følgende Vandring. Vi dandsede meer end gik tilbage giennem de nette, stille, reenlige Gader, hvis Kanapper og Forstuer havde noget overordentlig patriarchalsk og hiemmeligt (Baggesen 2016, 1, 153). I dette år (1789) havde Schulz været i København i cirka to år. De syv et halvt år (1787-95), han i alt kom til at arbejde som komponist og kapelmester ved Det Kongelige Teater, blev arbejdsmæssigt hans livs højdepunkt.
14 · johann abraham peter schulz
Tyskland (1747-87) Barndom og skolegang i Lüneburg 1747-65 Johann Abraham Peter Schulz blev født i den nordtyske by Lüneburg, nær den daværende danske sydgrænse. Året var 1747, fødselsdagen kendes ikke, men han blev døbt d. 31. marts i den protestantiske Sct. Nicolai-kirke. Den tidligere så strålende hansestad var i Schulz’ barndom sunket ned i fattigdom. Saltproduktionen, som havde været byens vigtigste indtægtskilde, var svundet ind og overtaget af andre byer. Lüneburg hørte til den preussiske provins Hannover, og den preussiske syvårskrig (1756-63) ramte derfor byen hårdt. Den blev et opsamlingssted for mange af krigens sårede. Dertil kom, at der omkring 1758 rasede en plettyfus-epidemi, som kostede omkring 7 % af de ca. 9.000 borgere livet. Schulz’ far Nicolaus Schulz (1714-93) var som nævnt bager, og han var velsignet med en stor børneflok. I sit første ægteskab havde han to sønner. Efter den første hustrus død giftede han sig med Catarin Maria Gercken (1721-91), med hvem han fik syv børn, seks drenge og en pige. Den ældste af drengene døde som spæd, og Johann blev dermed den ældste i denne anden børneflok. Huset, hvor han blev født, er delvis bevaret og ligger nær op ad Lüneburgs rådhus (Am Markt 1). Det er i dag forsynet med en mindetavle. Det var imidlertid et andet, ligeledes bevaret hus, der kort efter blev hans egentlige barndomshjem (Oberschrankenstrasse 9). Hvornår familien præcist flyttede dertil, vides ikke, måske har det været i forbindelse med farens skift fra svend til selvstændig bagermester.
Schulz’ fødeby Lüneburg omkring 1740. Som følge af krig og pest var byen både medtaget og forarmet i Schulz’ barndom i 1750’erne.
t yskland
(1747-87) · 15
Som følge af de ovennævnte ulykkelige forhold i byen var hjemmet næppe velstående, men som medlem af håndværkerlauget nød Nicolaus Schulz en vis økonomisk beskyttelse. Ellers havde der nok ikke været mulighed for at sætte Johann i skole (Gottwaldt 1997, 187). Ifølge en udokumenteret tradition var det moren, der opdagede drengens musikalske talent. Heldigt var det i hvert fald, at den musikalske dreng fik mulighed for at gå i Sankt Michaelis-skolen, der havde en stærk kortradition. Elever med gode stemmer fik gratis undervisning. Her gik han antagelig fra 1755-57. Som tiårig skiftede han til Johanneum-gymnasiet. Han fortalte senere til Johann Friedrich Reichardt, at grunden til skoleskiftet var, at hans æresfølelse blev krænket ved, at en lærer uberettiget havde givet ham en lussing. I gymnasiet gik han fra 1757-64, fire år i ”sekunda klasse” og tre år i ”prima klasse”. I de almene fag var han ikke nogen dygtig elev, men hans musikalske færdigheder var antagelig grunden til, at han blev usædvanlig lang tid i den såkaldte ”prima klasse”. Han fik undervisning i klaver, fløjte og violin. Af sprog blev han – foruden græsk og latin – undervist i engelsk, fransk og italiensk. Her kommer nu Schulz’ første erindringsfragment, hvori han fortæller om sin barndom og den første rejse til Berlin: Mit navn er Johann Abraham Peter Schulz. Jeg er født [døbt] i Lüneburg d. 31. marts 1747. Min far var bager dér. Det blev bestemt, at jeg skulle studere, og til den ende frekventerede jeg den lüneburgske latinskole. Da der med henblik på den lokale kirkemusik til disse skoler er tilknyttet en sangskole, som giver visse fordele for de elever, som er gode til sang, så min far gerne, at jeg besøgte sangskolen med så megen lyst og på kort tid bragte det så vidt, at jeg blev ansat som solosanger ved diskantstemmen og derved fik tildelt en lille ugentlig benefice. Himlen havde givet mig en smuk stemme og en afgjort tilbøjelighed til musik, som i den grad, da jeg var blevet dygtigere til at synge efter noder, stadig tog mere og mere til. Og da min far på min bøn var villig til at lade mig få undervisning på nogle instrumenter som klaver, violin og fløjte, hvad der, ganske vist uden at det var hans skyld, kun faldt sjusket 16 · johann abraham peter schulz
Mindepladen på huset i Lüneburg, hvor Schulz blev født.
Dåbsindførsel for J.A.P. Schulz i kirkebogen, årgang 1747, Sct. Nicolai Kirke i Lüneburg.
ud, så opnåede jeg dog – da jeg nu var i stand til at assistere ved kirkemusikken både vokalt og instrumentalt – snart den højeste og dobbelte benefice og var så yndet i hele byen på grund af min smukke stemme, især af de stedlige liebhavere, ved hvis koncerter jeg var hovedperson, at man overalt blot kaldte mig ”vores discantist”. De hurtige fremskridt, som jeg gjorde på nodelæsningens område, gjorde mig til genstand for de to stedlige kantorers misundelse, da de begge ville have mig med i deres kor. Men nu var min hang til musik som hovedsag for min fremtidige bestemmelse uovervindelig. Jeg gik stadigvæk indtil mit femtende [syttende] år i latinskolen, og min far satsede stadigvæk stærkt på, at jeg engang som prædikant skulle gøre ham og hele familien ære, men musik var blot det, som jeg tænkte på, som jeg fortrinsvis beskæftigede mig med, som jeg drømte om, hvad der ofte hindrede mig i at sove, og som dag og nat forfulgte mig; især den akademiske del af kunsten: kompositionen. Allerede i mit tiende eller ellevte år var jeg så vidt, at jeg kunne synge alt, hvad jeg så, fra bladet på min manér; men det tilfredsstillede mig ikke, jeg ville komponere og komponerede uden at vide, hvordan man sammensætter en akkord. Uagtet denne brændende lidenskab for musik var jeg dog, takket være den utilstrækkelige undervisning som jeg indtil da havde nydt, blevet tabt for kunsten og blevet og forblevet en uforbederlig stymper, hvis jeg ikke på det rette tidspunkt i mit tolvte år var havnet i hænderne på en duelig organist i Lüneburg ved navn [Johann Christoph] Schmügel [1727-98]. Denne mand, elev af [Georg Philipp] Telemann, havde en fortræffelig undervisningsmetode og var hjemmevant i alle satsens kunster, men som sin lærer ikke [Johann Sebastian] Bachsk-korrekt. Han førte mig uformærket fra det lette til det vanskelige, til det fugerede koralkontrapunkt og var en lige så god komponist som en dygtig orgelspiller; dertil en fin, ædel mand og frem for alt en utrættelig, grundig underviser. Han åbnede på én gang mine øjne for musikken som en akademisk kunst, og da han ved de fremskridt, som jeg gjorde, fandt lige så megen fornøjelse som jeg ved undervisningen, så tilbragte jeg den største del af dagen uden for skoletimerne i hans hus og under hans øjne; ja, jeg flyttede endelig med mine forældres samtykke ind hos ham og kom blot dagligt hjem for at 18 · johann abraham peter schulz
spise. Dette var så meget mere ønskeligt for mig, da der i mine forældres hus kun var ét opholdsrum, hvori ung og gammel havde deres gøren og laden, og hvor jeg med mine musikalske øvelser ofte kom i klemme og ikke vidste, i hvilket hjørne jeg skulle søge tilflugt. Min far måtte nu indse, at kærligheden til musik var uimodståelig for mig, og lod det som en fornuftig far gå sin gang, vel vidende at tilegnelsen af denne kunst i fremtiden ikke kunne blive andet end fordelagtig for mig. Da jeg under Schmügels vejledning også gjorde hurtige fremskridt i orgelspillet, så havde min far, der var en flittig kirkegænger, særlig glæde af at høre mig spille orgel, og han gav mig ofte sit bifald til kende over det. Måske kunne den tanke berolige ham, at jeg, hvis jeg ikke havde lyst til at blive noget bedre, så altid kunne tjene mit brød som en god organist; for højere tanker kunne han med sit ukendskab til musik ikke gøre sig om min fremtidige bestemmelse; men jeg tænkte højere. Schmügel havde en net samling musikalier med de nyeste berlinske komponister, som på dette tidspunkt regnedes for kunstens mestre; han havde også flere bøger om musik, med hvad dertil hørte fra den tids Berlin. Jeg slugte det hele med største begærlighed og var umættelig i at opdrive nye værker og bøger. [Carl Philipp Emanuel] Bach og [Johann Philipp] Kirnberger blev mine helte, hvad det praktiske angår, ligesom [Friedrich Wilhelm] Marpurg blev det for den teoretiske musik. I sidstnævntes værker fandt jeg efterretninger om orkestre, om orkestermusikere, om deres arbejdsområder og den agtelse, som de nød hos fyrstelige personer. Og nu var det forsæt virksomt i mig på alle måder at arbejde henimod at blive kapelmester; ja, jeg talte derom med sådan en tillidsfuldhed til min far, at han, som han bagefter har indrømmet, blev helt usikker over for mig og ofte ikke vidste, hvad han skulle svare mig. Han insisterede imidlertid på, at jeg ikke måtte forsømme skolen, og så langt var jeg lydig over for ham, uagtet jeg nok indså, at jeg ikke gjorde fremskridt dér sådan som de fleste af mine kammerater, fordi mit hoved bestandigt var fyldt med musik. Jeg var nu i mit fjortende år modig nok til hemmeligt at skrive til [Carl Philipp Emanuel] Bach og spørge ham om anvendelsen og undtagelserne i visse musikalske læresætninger, hvorom Schmügel efter min mening ikke havde givet mig tilfredsstillende oplysning. Det imødekomt yskland
(1747-87) · 19
mende, velvillige og præcise svar fra denne store mand gjorde mig ude af mig selv af glæde, og nu forfulgte den tanke mig dag og nat at formå mine forældre til at lade mig rejse til Berlin for at perfektionere mig i musik. Dette forslag blev længe anset for et uoverlagt ungdommeligt indfald og afvist, men jeg holdt ikke op med at bønfalde, at plage og Gud ved hvad, at love, indtil de endelig indvilgede i ved en gunstig lejlighed at lade mig foretage en rejse til Berlin; men ikke for straks at blive, men for at jeg blot kunne opholde mig dér nogle dage for at forsøge at gøre nogle bekendtskaber og finde ud af, på hvilken måde jeg dér kunne nå mit mål og samtidig leve og komme videre uden i det fremmede at ligge min far til byrde med for stort pengeforbrug. Lejligheden indfandt sig i foråret 1764. Jeg var da lige fyldt sytten år. Min mor rejste nemlig til sit fødested til en slægtnings bryllup og tog mig med. Derfra sendte hun mig til Salzwedel, kun to mil fra Bergen, og i Salzwedel måtte jeg sætte mig på postvognen til Berlin. Hun havde givet mig ti daler, af dem skulle jeg gøre rejsen derhen og hjem og opholde mig nogle dage i Berlin, der ligger tredive mil derfra. Hvem var gladere end jeg? Uden at tænke et øjeblik over, at min pung ikke ville række så langt til at bestride alt det, som jeg skulle bestride fra den, overlod jeg det blot til min lyksaligheds følelser: at komme til Berlin, at se Berlin – Berlin, målet for alle mine ønsker. Jeg kom til Berlin uden at kende et menneske dér og uden at have et brev med, der kunne have gjort mig bekendt med en eller anden. På det havde mine forældre lige så lidt som jeg selv tænkt. En diligencekusk, som var sammen med mig på postvognen, havde foreslået, at jeg indlogerede mig på hans herberg. Jeg fulgte gerne forslaget, og det viste sig at være til mit held. Værten på herberget var en storartet mand, der hed Jüngling. Han havde en søn, der var koncertmester ved et eller andet udenbys orkester; følgelig en mand, hos hvem musikken og de musikudøvende stod i høj kurs, og som interesserede sig for dem begge. Efter at han havde forstået min stræben og mine ønsker, støttede han mig på alle måder i mit forsæt og gav mig det råd at lære en ung mand, der beboede et værelse i hans hus, at kende, da denne kunne give mig de bedste råd (fra tysk Gottwaldt 1997, 181).
20 · johann abraham peter schulz
Her slutter det første erindringsfragment brat, og vi får ikke at vide, hvem denne unge mand var. Men så kan komponisten Johann Friedrich Reichardt passende tage over. Han udgav efter Schulz’ død nogle erindringer om vennen, som vil blive citeret flittigt i det følgende. Han fortæller om fader Schulz’ modstand mod, at sønnen ville være musiker. På et tidspunkt, hvor drengen særlig ihærdigt øvede sig på violin, blev det for meget: En dag overmandede uviljen ham i den grad, at han gav den lille spillemand en ørefigen med ordene: Hold op med den evige gniden, og vis mig en bog med et gejstligt indhold, jeg vil ikke opleve, at du bliver værtshusmusiker (fra tysk Schaal 1947, 7). Ifølge Reichardt styrkede denne hændelse drengen i hans beslutning om at blive musiker. Om hjemturen fra den første berlinrejse fortæller Reichardt videre: Jeg ville ønske, at Schulz selv havde nedskrevet denne vandring, som han plejede at fortælle om med stor naivitet og lystighed. Overalt fandt hans åbne, glade ansigt venner og understøttelse. Gennem alle slags små tjenesteydelser, som altid blev udført med umiddelbar fornøjelse, hjalp han sig fremad. Da sulten en dag overfaldt ham på Lüneburg hede – temmelig langt fra et herberg – fandt han en skærslipper, der holdt middag på sin kærre. Den sultne dreng tilbød at hjælpe med at trække kærren milevidt, hvis mester skærslipper ville lade ham spise med. Kontrakten blev snart afsluttet og fuldbyrdet. En bevaret protokol viser, at det var i 1764, at indskrivningen til gymnasiet Zum grauen Kloster i Berlin blev foretaget; men den unge Schulz’ endelige flytning dertil fandt antagelig – som han selv beretter – først sted i 1765.
Gymnasieelev i Berlin 1765-66 Berlin var på dette tidspunkt det musikalske centrum i Tyskland. Regenten over Preussen var siden 1740 Frederik II, gerne benævnt Frederik den Store. t yskland
(1747-87) · 21
Ved siden af sin militære virksomhed, der bl.a. omfattede de to schlesiske krige og Syvårskrigen, dyrkede denne konge ivrigt sine to fritidsinteresser, litteratur og musik. Allerede som kronprins knyttede han en lang række betydelige musikere til sit hof, deriblandt Carl Philipp Emanuel Bach, der fungerede som cembalist og akkompagnatør, og Johann Joachim Quantz, der var privat fløjtelærer og huskomponist. Dertil kom brødrene Johann Gottlieb Graun, der var violinist og komponist, og Carl Heinrich Graun, der var sanger og komponist. Sidstnævnte var fra 1740 kapelmester ved den kongelige opera. Alle disse musikere blev – bortset fra C.Ph.E. Bach – i den kongelige ansættelse resten af deres liv. Musikken ved hoffet var naturligvis præget af disse komponister, men Frederik den Store havde heller ikke glemt den musikalske fortid. I 1747 inviterede han den aldrende Johann Sebastian Bach til sig og lod ham improvisere over en seksstemmig fuga. Et tema, som kongen opgav ham, indgik siden i Bachs Das musikalische Opfer. Også flere af kongens søskende var musikelskere. Hans yngre broder, prins Heinrich, spillede violin og havde et teater med orkester og sangere i tilknytning til sit slot i Rheinsberg nær Berlin. Hans søster, prinsesse Anna Amalia, spillede forskellige tasteinstrumenter og komponerede. Både prins Heinrich og – i langt mindre grad – prinsesse Anna Amalia skulle få betydning for Schulz’ fremtid. Schulz blev optaget i gymnasiet Zum grauen Kloster på grund af sine gode musikalske vidnesbyrd fra Johanneum-gymnasiet i Lüneburg. Hans stemme var nu gået i overgang – fra sopran til bas. Men, som han senere berettede i et brev til Johann Heinrich Voss, så var denne nye basstemme desværre ”noget hæs”, og det forhindrede ham i at blive udnævnt til præfekt. Det drengekor, som han blev optaget i, bestod af 24 sangere, og størstedelen af dets virksomhed foregik inden for kirkemusikkens område. Trods navnet var Zum grauen Kloster imidlertid ikke en kirkelig, men en verdslig institution. For at tjene penge sang koret ikke kun på gaden, men medvirkede ved operaforestillinger på det kongelige teater. Her optrådte halvdelen af sangerne ofte i kvindetøj. På operaen blev der opført værker af Carl Heinrich Graun, Johann Adolph Hasse og Johann Friedrich Agricola. Alle tre var tyskere, som komponerede i den traditionelle italienske operastil. Blandt solisterne var der fire kastratsangere. Med dette repertoire og disse sangere på scenen kunne den unge Schulz 22 · johann abraham peter schulz
studere den opførelsespraksis, der lagde hovedvægten på virtuos stemmeudfoldelse. Hans senere modstand mod denne praksis, som han stemplede som ”unatur”, kan stamme fra disse år.
Studier hos Johann Philipp Kirnberger 1766-68 Johann Philipp Kirnberger (1721-83) var født i Saalfeld i Thüringen. Han blev uddannet som organist, og højdepunktet i hans uddannelse var to års studier hos Johann Sebastian Bach i Leipzig 1739-41. De prægede ham for resten af hans liv, hele hans musikteoretiske tænkning kom til at hvile på disse studier i barokkens satskunst. Fra 1741-51 arbejdede han for forskellige polske adelige; resten af sit liv boede han i Berlin. Som violinist blev han først knyttet til det kongelige hofkapel, derpå til prins Heinrichs orkester. I 1758 blev han ansat på livstid som musiklærer for prinsesse Anna Amalia. Herved blev hendes musiksmag langt mere konservativ end hendes brødres. I forbindelse med udarbejdelsen af sine teoretiske værker komponerede Kirn-
Som elev i gymnasiet Zum grauen Kloster blev Schulz optaget i koret, hvis virksomhed strakte sig fra kirkesang over sang på gaden til medvirken ved operaforestillinger.
t yskland
(1747-87) · 23
berger værker i ”den strenge stil”, især fugaer. Schulz var altså i elevmæssig henseende et barnebarn (”Enkelschüler”) af selveste Johann Sebastian Bach. Som autoritær og pedantisk lærer for den unge Schulz fik Kirnberger afgørende betydning for sin elevs udvikling. På den ene side fik han indterpet en bundsolid musikteoretisk uddannelse på barokkens præmisser, og på den anden side mistede han, som han skriver, den umiddelbare glæde ved at improvisere og fik indpodet en måske alt for negativ selvkritik over for sine egne kompositioner. Schulz’ andet erindringsfragment mangler både en begyndelse og en slutning. Her kommer starten, der handler om undervisningen hos Kirnberger: Jeg gjorde min opnåelse af denne [mulighed for uddannelse] så troværdig for min far, at jeg til min store glæde endelig fik tilladelse af ham til i januar 1765 at rejse derhen og forsøge min lykke. Jeg ankom til Berlin, og ved hjælp af den daværende rektor for Gymnasium Zum grauen Kloster, hvor jeg havde ladet mig indskrive på grund af kor- og kirkesangen, opnåede jeg, da jeg kunne synge alt fra bladet, de bedste beneficier, og stiftede bekendtskab med koncertmester [ved operaen, Johann Gottlieb] Graun, som tillod, at jeg af og til måtte bringe ham mine arbejder til gennemsyn. Dette skete, men tilfredsstillede mig ikke; jeg ønskede mig en regulær undervisning, og da jeg ikke kunne få den hos ham, gik jeg ikke til ham igen, men bearbejdede en fugeret trio for to violiner og bas og gik med den lige til [Carl Philipp Emanuel] Bach. Denne store mand gjorde sig den ulejlighed at gennemse partituret med opmærksomhed og gennemeksaminere mig i forbindelse hermed. Følgen deraf blev, at jeg på hans anbefaling kom til undervisning hos [Johann Philipp] Kirnberger og det til den allermest regulære, som jeg kunne ønske mig. For uanset alle de smukke præludier, motetter og fugaer, som jeg havde bragt til ham, så begyndte Kirnberger ikke blot helt fra bunden af, men tog mig snart derefter for at holde mig under bestandigt opsyn og ofre mig al den tid, som hans andre gøremål tillod ham, helt til sig i sit hjem og sørgede ikke alene som lærer, men også som en fader for mig. På hans begæring måtte jeg straks opgive kor- og kirkesang og bruge al tiden på komposition. Det var lige, hvad jeg af hjertet ønskede. Med jernflid og tilsvarende lyst arbejdede jeg gennem næsten tre år med utal24 · johann abraham peter schulz
I komponisten og musikteoretikeren Johann Philipp Kirnbergers hjem boede og studerede den unge Schulz i tre år. Siden hjalp han sin lærer med udarbejdelsen af dennes teoretiske skrifter.
lige forskrifter for den enkle og figurerede koralstil, i hvilke Kirnberger var uudtømmelig, og blev gennem hans undervisning unægteligt bekendt med alle kunstgreb i den rene og mangestemmige sats og det enkelte og dobbelte kontrapunkt. Men disse for længe udtrukne studier af den art havde umærkeligt tiltrukket mig i en sådan grad, at jeg tabte deres anvendelse på produktion af min egen kunst af syne og gjorde dem til min hovedbeskæftigelse. Kirnberger havde sin glæde af at se, at jeg ikke blev træt af dem, og troede måske at opdrage mig til en Sebastian Bach nummer to. Han havde i begyndelsen med strenghed holdt mig borte fra alle musikopførelser ved koncerter og skuespil, for, som han sagde, ikke at føre min smag i en forkert retning. Denne strenghed blev snart overflødig, for jo mere jeg arbejdede, jo mere fandt jeg al nyere musik fad og uudholdelig, og jeg klyngede mig med liv og sjæl til gammel, gennemarbejdet musik. Kun hvad der syntes mig møjsommeligt udarbejdet, tiltrak mig, og derfor var min tidligere så letløbende skrivemåde [nu] kun møjsommelig og pedantisk. Praktisk musik tabte al sin tillokkelse for mig, fordi Kirnberger selv ikke var nogen bemærkelsesværdig praktiker og ikke besøgte nogen koncerter. Orglet, som tidligere var mit hovedinstrument, t yskland
(1747-87) · 25
var stillet i baggrunden, fordi jeg var blevet ængstelig ved at fantasere og frygtede at gøre forbudte fremskridt. Jeg havde med andre ord gennem Kirnbergers undervisning ubestrideligt vundet, hvad kundskab, teori og kritik angår, men tabt lige så meget, hvad angår evne til praktisk frembringelse af egne kunstværker (fra tysk Gottwaldt 1997, 195). Det blev først i 1776, da Schulz var nær de 30, at han debuterede offentligt som komponist med de seks klaverstykker, opus 1.
Rejseliv 1768-73 Her følger straks næste del af det andet erindringsfragment: Efter at jeg havde nydt Kirnbergers undervisning i næsten tre år [176668], anbefalede han mig til en polsk fyrstinde, [Johanna] Saphieha, wojvodin af Smolensk, som havde henvendt sig til ham om ledsagelse på sin rejse og om undervisning i klaverspil. Med denne dame var jeg mere end fire år bestandig på rejser. I januar 1772 forlod jeg i Warszawa tjenesten hos fyrstinden og trådte med titel af kapelmester i tjeneste hos en af hendes slægtninge, fyrsten Saphieha, wojvod af Plock og daværende underfeltherre i Litauen, der havde ledsaget fyrstinden på vores rejse til Italien og lært mig at kende. Hans residens eller snarere det sted, hvor han helst opholdt sig, var Dereczyn, en landsby i Litauen i omegnen af Slonim. Han havde en strålende hofstat, et anseligt orkester, spillede selv flinkt violin og gav ugentlig to store koncerter; men da han ikke havde nogen sangere, og jeg ikke havde andet at lave end at akkompagnere og spille en klaverkoncert, dårligt, holdt jeg kun ud hos ham i seks måneder og rejste efter fem års fravær tilbage til min lærer, Kirnberger, der modtog mig med åbne arme (fra tysk Gottwaldt 1997, 196). Schulz var omkring 20 år gammel, da han rejste ud, og omkring 25 da han kom tilbage til Berlin. I 1798 skrev han til leksikonudgiveren Ernst Ludwig Gerber, at han havde foretaget sine rejser i ”for tidlige år”, så han ikke havde forstået at nyttiggøre dem. Måske er det derfor, at han skriver så lidt konkret om disse rejseår. 26 · johann abraham peter schulz
En musikalsk rejse som den polske fyrstindes indbefattede besøg hos tidens største komponister. Heriblandt var de tre, som skulle blive Schulz’ beundrede forbilleder i det kompositionsarbejde, som ventede: Joseph Haydn, Christoph Willibald Gluck og André Ernest Modeste Grétry. Johann Friedrich Reichardt fortæller om mødet med Haydn: Af kunstnere på denne rejse havde ingen påvirket Schulz så voldsomt som Haydn, som han besøgte i Esterházy, og hvis mesterlige symfonier og kvartetter han inden da havde hørt fremført på værdig vis i Wien. Haydn, hvis overmåde store beskedenhed i begyndelsen satte Schulz i ikke ringe forlegenhed, havde også haft den tjenstvillighed overfor ham at vise og forespille ham endnu ukendte arbejder, som ikke kun bekræftede Schulz’ høje mening om Haydns originale geni, men også viste ham som en flittig kunstner […], der studerede [J.S.] Bachs og Händels mesterværker med andagt (fra tysk Schaal 1947, 14). Otto Riess bemærker træffende om den menneskelige side af mødet, at ”i Haydns musikalske og også menneskelige persolighed er der noget af den elskværdige simplicitet, som altid påvirkede Schulz, og som er karakteristisk for ham selv” (Riess 1913, 186). Det er troligt, at Schulz også mødte sine to andre idoler under den omfattende rejse, men vi har ingen konkrete vidnesbyrd om det. Han besøgte Italien. Det fremgår bl.a. af et brev til Johann Friedrich Reichardt, at han i Italien har glædet sig over folkelivet dér (Gottwaldt 1997, 205).
Venskabet med Johann Friedrich Reichardt 1771 I det foregående er der flere gange blevet citeret fra Reichardts erindringer om Schulz. De to mødtes i Danzig i 1771, da Schulz var omkring 24 år gammel og Reichardt omkring 19 år gammel. Det blev indledningen til et venskab, der kom til at vare livet ud. Johann Friedrich Reichardt (1752-1814) var født i Königsberg som søn af en musiker. Faderen ville gerne udnytte sit musikalske barns færdigheder på violin og turede derfor rundt med ham. t yskland
(1747-87) · 27
Af afgørende betydning for den unge Reichardt blev studierne i hjembyen hos tidens store filosof, Immanuel Kant. I tre år modtog han ”af fri tilskyndelse” fra Kants side en undervisning, som gav ham en akademisk ballast, der satte ham i stand til ”at betragte kunsten fra dens sande høje udsigtspunkt”. Ikke mange musikere på den tid blev så produktive som skribenter som Reichardt. Da han mødte Schulz, var han på sin første rejse væk fra hjembyen, på vej til Leipzig til studier hos Johann Adam Hiller. De to unge viste hinanden deres kompositioner. I sin biografi fortæller Reichardt: [Schulz] kunne på det tidspunkt kun vise mig en i berlinsk [dvs. i kirnbergersk] stil udarbejdet trio for to violiner og cello, og jeg ham kun en klaversonate, som jeg netop arbejdede på, som snart efter blev trykt i Berlin. Hvor ofte har vi ikke siden leet over vores daværende rettroenhed vedrørende den berlinske skoles sakrosankte former. Da jeg havde forespillet Schulz min sonate til og med andensatsen, sagde han til mig: ”Nu mangler der kun et godt skift til en beslægtet moltoneart og en lykkelig tilbagevenden til gentagelse i hovedtonearten af de fortrinligste steder i første del, og sonaten er comme il faut”. Dette ”comme il faut” var påfaldende for mig, der var fra provinsen, på grund af den storstadsagtige diktion, og det satte sig fast i min erindring og blev efterhånden en talemåde imellem os. Straks fra de første øjeblikke fik vi hinanden kær, og denne kærlighed har holdt sig ubrudt gennem alle de følgende tredive år af vores liv. Også i de forskelligste situationer har ikke den mindste strid, jeg vil næsten sige den mindste forskel i meninger, fundet sted imellem os; i det mindste er dette, hvad kunsten angår, bogstaveligt sandt. Måske har to kunstnere aldrig vandret på én bane mod det samme mål med mere kærlighed og gensidig nydelse. Ak, at vi ikke også kunne vandre hånd i hånd til livets endemål! (fra tysk Schaal 1947, 12). Reichardts biografi blev trykt kort efter Schulz’ død i Allgemeine musikalische Zeitung, Leipzig 1800-01. De to venner mødtes ofte i de følgende år. I 1774 besøgte Reichardt digteren Friedrich Gottlieb Klopstock i Hamborg. Her blev han bekendt med 28 · johann abraham peter schulz
Komponisten Johann Friedrich Reichardt, Schulz’ ungdomsven, hjalp ham til ansættelsen ved det franske teater i Berlin. Efter Schulz’ død udgav han en levende skildring af vennens liv i Tyskland indtil afrejsen til Danmark.
den kreds af digtere, der med Klopstock som inspiration havde skabt sammenslutningen Göttinger Hainbund. Reichardt begyndte at sætte musik til tekster af disse digtere, og det var ham, der gjorde Schulz bekendt med forbundet. Göttinger Hainbund og dets betydning for Schulz’ sangkomposition vender vi tilbage til. Da Reichardt i 1775 var blevet kongelig kapelmester i Berlin, skaffede han Schulz stillingen som kapelmester ved det franske teater sammesteds. Siden besøgte han flere gange Schulz i Rheinsberg for at følge hans arbejde med teatret dér, og i sommeren 1793 besøgte han ham i København.
Musikskribent, pædagog og orkesterleder i Berlin 1773-80 Kirnberger tog som sagt godt imod Schulz, gav ham husly og sørgede for, at han kom i gang med at skrive om musik. Om det fortæller Schulz ganske kort i det andet erindringsfragment: [Kirnberger] sørgede for, at jeg lærte [Johann Georg] Sulzer at kende, og jeg blev medarbejder ved de artikler, der endnu manglede i anden del af hans Theorie der schönen Künste (Gottwaldt 1997, 197).
t yskland
(1747-87) · 29