i sansningens enhed
Henrik Boëtius
i sansningens enhed En bog om Goethes farvelære
I sansningens enhed. En bog om Goethes farvelære Af Henrik Boëtius © Forlaget Multivers ApS, 2014 1. udgave, 1. oplag, 2015 Forlagsredaktion: Per Lykke Omslag og grafik: forfatteren Fotos: Figur 4 © Manuel Sellner, 1997 – alle øvrige er af forfatteren, all rights reserved Oversættelse af Goethes tekster: forfatteren Tryk: Specialtrykkeriet Viborg Printed in Denmark, 2015 ISBN: 978-87-7917-279-1 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er støttet af augustinus fonden ny carlsbergfondet nationalbankens jubilæumsfond af 1964
indhold forord
11
indledning
15 16 16 17 19 19
tidsånden ved farvelærens udgivelse i 1810 Primære og sekundære objektkvaliteter Korpuskler og atomer Det objektives behov for en form Modsatrettede opfattelser af lyset og farverne
goethes videnskabelige metode og begreber polær og nonpolær objektivitet subjekt og objekt subjektive og objektive fænomener billedet som fakta lyset og mørket fire erfaringsområder for lys og mørke Lys og mørke i øjet Lys og mørke på genstandenes overflader Det fysiske lys og mørke det magtfulde mørke og det usynlige lys farvens opståen farvelæren – en selvstændig videnskabelig disciplin farvelærens undersøgelsesfelt goethes empiri Mangfoldighed og sammenhæng Sansningens enhed Det indre øje Væsensbilledet Polaritet – en erfaring fra fysikkens verden Livsverden og sikker viden At søge fænomenets betingelser Farvelærens klassificering af farverne Fænomen og betingelse Den rene iagttagelse og dens etiske krav til forskeren Personlig erfaring og dannelse Fænomenhierarkiet Fra det empiriske fænomen til urfænomenet Det firdelte fænomenhierarki Goethe og Husserl
goethes farvebetegnelser
21 21 21 22 23 26 28 28 29 30 32 34 35 37 38 38 38 39 40 41 43 43 43 47 49 51 52 52 58 60 61
fysiologiske farver farvede efterbilleder Det empiriske niveau Det videnskabelige niveau Det rene fænomens niveau
den harmoniske farvecirkel, del 1 et symbol for farvernes lovmæssige foranderlighed kromatisk harmoni lyset og mørket i de kromatiske harmonier farvetotalitet og harmoni
de optiske scenarier de to fundamentale scenarier det gennemsigtige og det gennemskinnelige subjektive og objektive scenarier lys-mørke-polariteten i de optiske scenarier formørkningen i de subjektive og objektive scenarier den formende aktivitet i de subjektive scenarier hierarkiet i de optiske scenarier
goethes blandingsbegreb blanding – et atomistisk begreb ægte og uægte blandinger ægte blanding Subtraktive farveblandinger, CMY(K) Grundfarver i de subtraktive blandinger Særlig variant af de subtraktive blandinger uægte blanding Optisk farveblanding Additiv farveblanding afsluttende bemærkninger om goethes blandingsbegreb
fysiske farver de fysiske farvers subjektive og objektive aspekter Det subjektive fænomen Det objektive fænomen dioptriske farver dioptriske farver af første klasse – trübe Definition af trübe Det gennemsigtige trübe i subjektive scenarier Trübet i varierende intensiter Trübet i varierende påvirkninger af lys-mørke-polariteten Det gennemskinnelige trübe i objektive scenarier Generelt om trübet
63 63 63 63 64 66 66 68 69 70 73 73 75 77 78 78 80 81 83 83 83 90 90 92 94 95 96 97 100 101 102 102 103 104 105 105 108 110 111 114 119
Kromatiske harmonier Fra de kromatiske harmonier til de kromatiske modsætninger Lys, mørke og stigning Kromatiske modesætninger og stigning Trübe som symbol for farvelærens urfænomen John Tyndalls kritik Trübefænomenet på himlen Det uklare uden trübeeffekt Stigning Purpur på himlen Trübe og kulmination Himlen og den grønne farve Trübefarvernes stoflige og rumlige kvaliteter dioptriske farver af anden klasse i subjektive scenarier Det refrakterede billede Farvefænomenets udvikling og tilblivelse Refraktion uden farve Betingelser for farvens opståen Betingelser for farvefænomenets tilvækst Udledning af de prismatiske fænomener Farvens aftagende de kromatiske harmonier i de prismatiske forsøg additive og subtraktive farver i de prismatiske forsøg dioptriske farver af anden klasse i objektive scenarier camera obscura De prismatiske spektre er en billeddannelse i et camera obscura De subjektive scenariers fordele, overgang til de objektive kantspektrenes modsætninger i subjektive og objektive scenarier
newtons optik goethes kritik af newtons optik
den harmoniske farvecirkel, del ii farvestigning og de kromatiske modsætninger De to blandingstyper Blanding til grønt Blanding til purpur Foreningen formidlet i gennemsigtige farvede medier goethes opsummering af den harmoniske farvecirkel
119 122 124 126 129 134 137 138 139 141 143 144 145 147 148 152 152 153 155 160 160 161 162 164 164 166 166 170 173 179 181 182 182 182 183 183 187
afsluttende bemærkninger
189
appendiks De originale tyske Goethe-citater
191
forkortelser og oversigt over goethes værker om farvelæren ZF
ZF-EF ZF-GF BO EW PO RE VEF [] C1
Zur Farbenlehre, 1810 Bind 1: Første del Entwurf einer Farbenlehre, anden del Enthüllung der Theorie New tons Bind 2: Tredje del Materialien zur Gesichte der Farbenlehre Bind 3: Fjerde del består af et essay af Thomas Seebeck samt af farvelagte tavler med kommentarer Zur Farbenlehre findes på dansk kun oversat fra Rupprecht Mattais tyske redigerede og kommenterede udgave med udvalgte passager (Hernovs Forlag, 1988) Entwurf einer Farbenlehre, 1810. Omtales oftest i bogen som farvelæren. På samme måde henviser paragrafnumre – hvis ikke andet er angivet – også til ZF-EF Materialien zur Gesichte der Farbenlehre, 1810 Beiträge zur Optik, 1791 Erfahrung und Wissenschaft / Das reine Phänomen, 1798 Polarität, 1805 Resultate meiner Erfahrung, 1793 Versuch, die Elemente der Farbenlehre zu entdecken, 1794 Die Metamorphose der Pflanzen, 1790 Fikantet parentes i citat er forfatterens kommentar Hævet C efterfulgt af et tal henviser til nummeret på det originale tyske Goethe-citat, side 189 ff.
oversigt over andre værker omtalt i bogen Johann Peter Eckermann, Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Leben, 1836 Galilei Galileo, The Assayer, 1623 Marie Louise Lauridsen, Marie Louise Lefèvre og Henrik Boëtius, Lyset, mørket og farverne. Goethes farvelære – indblik og perspektivering, 1998 Isaac Newton, Opticks, 1704 John Tyndall, ’Goethe’s Farbenlehre – (Theory of Colors)’ i: The Popular Science Monthly, juni 1880
forord Som lektor på Laboratoriet for Farve på Kunstakademiet i København har jeg gennem 20 år studeret og undervist i Goethes farvelære. Farvelæren er af mange grunde et svært tilgængeligt værk, hvilket jeg selv erfarede, da jeg i 1982 læste det for første gang. Den svenske fysiker Pehr Sällströms kommentarer og introduktion til Goethes farvelære fra 1976 var mig til stor hjælp i dette indledende arbejde. I 1998 afsluttede jeg et forskningsprojekt på Kunstakademiet med det formål at lave en film om farvelæren med fokus på Goethes idé om lysets og mørkets symmetriske eller polære relationer. Dette forskningsprojekt bestod af tre dele: Den første var at udvikle det idémæssige grundlag, den anden del var at udføre de nødvendige eksperimenter, og den tredje del var at lave selve filmen. Filmen blev til som et samarbejde mellem Marie Louise Lauridsen, Marie Louise Lefèvre og mig. Den havde premiere i 1998, filmens titel blev Lyset, mørket og farverne, og den blev produceret af Magic Hour Films. Jeg begyndte arbejdet på I sansningens enhed som forskningsprojekt på Kunstakademiet i 2010. Kendskabet til farvelærens enkelte fænomener er ligetil, anderledes vanskeligt forholder det sig med fænomenernes overordnede sammenhænge og deres begrebsliggørelse. Da jeg påbegyndte mit arbejde med I sansningens enhed, havde jeg et detaljeret indblik i farvelærens fænomener, men jeg vidste også, at jeg havde problemer med flere af de overordnede begreber, som Goethe introducerer i sin farvelære. Jeg har i mange år været overbevist om, at denne manglende indsigt ville indfinde sig gennem yderligere studier af farvelæren. Jeg var derfor også overbevist om, at det ville være muligt at skrive en rent formidlende introduktion til farvelæren snarere end en kritik af den. Mit indledende arbejde bestod således først og fremmest i at finde frem til denne manglende indsigt, i forventning om at Goethes værk selv ville rumme den. Det skulle vise sig ikke f o r o r d · 11
helt at være tilfældet, idet der visse steder syntes at være en uoverensstemmelse mellem iagttagelsen af fænomenernes overordnede forbindelser og Goethes efterfølgende begrebsdannelser. Goethes videnskabelige indsigt var først og fremmest drevet af en stærk fornemmelse for relationen mellem det, vi ser (fænomenet), og den, der ser. Det var denne fornemmelse eller intuition, der formede grundsynet i hans praksisorienterede farvelære; et grundsyn, han kun giver fragmentariske beskrivelser af i farvelæren så vel som i sine øvrige skrifter. For at få et sammenhængende billede af farvelærens væsen besluttede jeg mig for at indlede mit arbejde med at definere det grundsyn, som Goethe udfolder i sin intuitive tænkning inden for rammerne af farvelæren. Denne fremstilling er nedfældet i kapitlet Goethes videnskabelige metode og begreber. Dette kapitel er blevet til ved en nøje indsamling af farvelærens overordnede begreber og deres betydning for farvelæren og for videnskaben om fænomenerne i almindelighed. Det er gennem disse begrebers relationer til fænomenerne og deres gensidige forbindelser, at vi får et indblik i hans grundsyn og metode. Ud fra dette indblik som definitionerne fremstiller, 'genlæser' og afprøver jeg farvelæren, og der, hvor jeg ser en afvigelse eller en logisk brist mellem det fundne grundsyn og Goethes behandling af fænomenerne, omdefinerer eller regulerer jeg farvelæren. Jeg lokaliserer og begrunder først afvigelserne, og derefter søger jeg tilbage til det udledte grundsyn for herudfra at finde nye forbindelser til de involverede fænomener. Denne fremgangsmåde skulle gøre det muligt at genetablere forbindelsen til fænomenet inden for rammerne af Goethes videnskabelige praksis og tænkning. Det skulle samtidig være muligt at søge længere ned i det univers, der er Goethes, selv på de steder, hvor der forekommer uregelmæssigheder. Således er denne bog både en introduktion til og en kritik af Goethes farvelære. Min kritik af farvelæren bekræfter og styrker Goethes grundlæggende videnskabssyn, men kræver på den anden side nogle nødvendige ændringer i hans begrebslige kategoriseringer, som forhåbentlig fører til en øget sammenhængskraft i farvelæren. 12 · i sansningens enhed
For at afgrænse mit arbejde har jeg valgt kun at behandle to af de væsentligste dele af farvelæren: Første afdeling – Fysiologiske farver og Anden afdeling – Fysiske farver. Jeg gennemgår nogle få fænomener fra hver af disse overordnede grupper i stedet for at give en bredere beskrivelse af hver gruppes mangfoldige fænomener. Da formålet med denne bog er at formidle de overordnede begrebsdannelser i farvelæren, optræder disse som det strukturerende princip for kapitlerne og deres opbygning uden dog at ændre rækkefølgen i farvelærens overordnede beskrivelse af fænomentyperne. Goethe skaber et empirisk velbegrundet hierarki blandt farvefænomenerne i sin farvelære, hvilket også er det strukturerende princip. Da jeg forsøger at beskrive og diskutere dette hierarkis opbygning, er denne bogs struktur og opbygning anderledes end den, vi finder i farvelæren. Denne bog fokuserer på metode og begrebsdannelse og ikke på den bredere beskrivelse af fænomenerne. Det er formålet med denne bog at behandle farvelærens overordnede begreber bestemt af den progression, der ligger i begrebsdannelsen selv, idet nogle begreber eller begrebssammenhænge er mere grundlæggende end andre. De mere grundlæggende begreber må naturligvis beskrives først og dernæst de mere overordnede. Arbejdet med logikken i denne progression i begrebssammenhængene har været den største udfordring, idet ændringer i de højest betingede begrebssammenhænge ofte også fører til ændringer i de lavere og omvendt. Værdien af Goethes praktiske tilgang og jordnære virkelighedsbeskrivelse af de farvede fænomener har ikke altid været lige synlig i historieskrivningen, hverken i filosofiske eller naturvidenskabelige sammenhænge. Men ikke desto mindre har den haft og har stadig en stor betydning, også i filosofiske og naturvidenskabelige sammenhænge. Betydningen af hans arbejde har især bredt sig gennem de fænomenologiske filosoffer, som står helt centralt i vor tids filosofiske tænkning.
f o r o r d · 13
Figur 1.
indledning Johan Wolfgang von Goethe, der er mest kendt for sin litterære virksomhed, udgav i 1810 Zur Farbenlehre – et værk om farverne, sådan som vi ser og oplever dem. På udgivelsesdagen havde han arbejdet med farvelære i mere end 40 år. Der er tale om et omfangsrigt tværvidenskabeligt værk, som mange entusiaster i tidens løb har arbejdet ihærdigt med i håbet om at tilegne sig de indsigter og erkendelser, som mødet med farvelæren kan tilvejebringe. Farvelæren bliver stadig diskuteret i vidt forskellige faglige sammenhænge, og den er fortsat en kilde til værdifulde indblik i den farvede verden for alle dem, der beskæftiger sig med den.
i n d l e d n i n g · 15
tidsånden ved farvelærens udgivelse i 1810
Goethe var stærkt i opposition til sin egen samtids videnskabelige idealer, som var formet af oplysningstidens dogmatikker. Denne opposition skulle vise sig at være skæbnesvanger for hans farvelære. Ved udgivelsen blev den blankt afvist af hele den universitære verden; den blev end ikke diskuteret som et alternativ eller som noget, der kunne bidrage til en udvidet eller mere facetteret forståelse af den farvede verden. Den blev slet og ret anset for at være én stor fejltagelse. Man kunne helt enkelt ikke anerkende en forskning, hvor det levende og sansende menneske blev inddraget som en aktiv medskaber af verden – en anerkendelse, vi i vid udstrækning stadig mangler. Goethes videnskabelige metode og erkendelse var i radikal opposition til oplysningstidens doktriner, især var der to doktriner, der skilte sig ud som særligt væsentlige. Den ene var læren om de primære og sekundære objektkvaliteter og den anden den atomistiske tolkning af verden. Primære og sekundære objektkvaliteter Det var Galileo Galilei (1564-1642), der var ophavsmanden til læren om de primære og sekundære objektkvaliteter, som senere skulle blive en af oplysningstidens helt store dogmatikker. Han udpegede form, størrelse, sted, bevægelse, berøring og antal som de primære objektkvaliteter og de sansemæssige kvaliteter som farve, tekstur, lyd, lugt og smag som de sekundære objektkvaliteter. I oplysningstiden tolkede man i vid udstrækning Galileis sekundære objektkvaliteter som produkter af de primære objektkvaliteters uafhængige egen eksistens. De primære objektkvaliteter befandt sig således i virkelighedens sande domæne, mens man opfattede sansningskvaliteterne eller de sekundære objektkvaliteters fremtræden i vores bevidsthed som uvirkelige, og i bedste fald opfattede man dem som mere eller mindre fordrejede repræsentationer af det virkelige selv. I oplysningstiden kunne man derfor ikke se sansningskvaliteterne som en kilde eller et udspring for det virkelige. Man beskrev verdens objekter 16 · i sansningens enhed