Skip to main content

I marginen_Læseprøve

Page 1

I MARGINEN


ELENA FERRANTE

I MARGINEN Om glæden ved at læse og skrive *

Oversat fra italiensk af Jeppe Bremann

MULTIVERS


Indhold

Forlæggerens bemærkning

7

Pinslen og pennen

11

Akvamarin

39

Historier, jeg

67

Dantes ribben

97


Forlæggerens bemærkning

Denne bog blev oprindelig inspireret af en e-mail fra professor Costantino Marmo, direktør for Centro Internazionale di Studi Umanistici ”Umberto Eco”. Vi transskriberer en del af den herunder: ”Jeg kan godt lide at tænke på efteråret 2020 som det ideelle tidspunkt for tre forelæsninger, som Elena Ferrante kunne give på universitetet i Bologna for hele byen, over tre på hinanden følgende dage, om emner relateret til hendes virke som forfatter, hendes poetik, hendes fortælleteknik eller andet, hun måtte ønske, og som kunne være af interesse for et bredt publikum af ikkespecialister. Eco-forelæsningerne er nemlig en del af en tradition for Lectiones magistrales betroet nationale og internationale kulturpersonligheder, som Umberto Eco, daværende direktør for Scuola Superiore di Studi Umanistici, besluttede at tilbyde

7


universitet og byen Bologna i begyndelsen af dette århundrede. Den første række blev betroet Elie Wiesel (i januar 2000), den seneste Orhan Pamuk (i foråret 2014).” Så kom pandemien, nedlukningerne, og offentlige forsamlinger var umulige. I mellemtiden havde Elena dog, efter at have accepteret invitationen, skrevet de tre forelæsninger. Således opførte skuespillerinden Manuela Mandracchia i november 2021, i rollen som Elena Ferrante, de tre tekster på Teatro Arena del Sole i Bologna i samarbejde med ERT – Emilia Romagna Teatro. Forfatterens udforskning af at læse og skrive fortsætter her med et essay, Dantes ribben, forfattet på invitation fra ADI, Associazione degli Italianisti, i regi af professor Alberto Casadei og præsidenten for ADI, Gino Ruozzi. Essayet afsluttede konferencen Dante og andre klassikere (29. april 2021) og blev læst op af forskeren og kritikeren Tiziana de Rogatis. Sandra Ozzola

8


Pinslen og pennen


Mine damer og herrer, i aften vil jeg tale med jer om trangen til at skrive og de to skrivemåder, jeg føler, jeg kender bedst: den første føjelig, den anden fremfusende. Men først, hvis I tillader det, vil jeg gerne begynde med at vie et par linjer til en lille pige, som er mig meget kær, og hendes første prøvelser med alfabetet. For nylig ville Cecilia – som jeg vil kalde hende her – vise mig, hvor godt hun kunne skrive sit navn. Jeg gav hende en pen og et ark papir af den slags, jeg bruger til printeren, og hun beordrede mig: Se. Så skrev hun ”Cecilia” med en anstrengende koncentration – bogstav for bogstav, med blokbogstaver – og øjnene knebet sammen, som om hun var i fare. Jeg var glad, men også lidt ængstelig. Flere gange tænkte jeg: Nu hjælper jeg hende, fører hendes hånd; jeg ville ikke have,

11


at hun skulle fejle. Men hun klarede det helt selv. Hun bekymrede sig ikke engang det mindste om at begynde fra toppen af siden. Snart sigtede hun opad, så nedad og tildelte hver enkelt konsonant, hver eneste vokal en tilfældig størrelse – en stor, en lille, en mellemstor, efterladt af et tydeligt mellemrum mellem hvert tegn. Til sidst vendte hun sig mod mig og næsten råbte: Så du? med et bydende behov for at blive rost. Selvfølgelig bifaldt jeg hende – overstrømmende – men med et let ubehag. Hvorfor denne frygt for, at hun ville fejle? Hvorfor denne trang fra min side til at føre hendes hånd? Det har jeg tænkt over i disse dage. Jeg må ganske vist også have skrevet på samme uregelmæssige måde adskillige årtier tidligere, på et vilkårligt stykke papir, med den samme koncentration, samme ængstelse, med det samme behov for ros. Men helt ærligt må jeg sige, jeg ikke har nogen erindring om det. Mine tidligste minder om at skrive har at gøre med notesbøger fra grundskolen. De havde – jeg ved ikke, om de stadig har – sorte, horisontale linjer, tegnet for at definere mellemrum i forskellige størrelser. Sådan her:

12


Størrelserne på mellemrummene ændrede sig fra første til femte klasse. Hvis du disciplinerede din hånd og lærte at holde små, runde bogstaver på linje, såvel som bogstaver, der steg op eller gled ned, bestod du, og de horisontale linjer, der skar på tværs af siden, skrumpede ind fra år til år, indtil de i femte klasse var blot én linje. Som her:

13


Du var stor nu – du havde startet din skolegang som seksårig og var nu ti – og du var stor, fordi din håndskrift flød i en orden hen over siden. Flød hvorhen? Tjah, det blanke ark var ikke kun afgrænset af de sorte horisontale linjer, men af to røde vertikale linjer: en til venstre og en til højre. At skrive var at bevæge sig inden for de linjer, og de linjer – har jeg en levende erindring om – var mit kors. De var der specifikt for at signalere, også med farven, at hvis din skrift ikke

14


holdt sig inden for de stramme linjer, blev du straffet. Men jeg blev let distraheret, når jeg skrev, og hvor jeg næsten altid respekterede marginen til venstre, endte jeg ofte forbi den til højre, enten for at fuldføre ordet, eller fordi jeg var nået til et punkt, hvor det var svært at opdele det i stavelser og starte en ny linje uden at overskride marginen. Jeg er blevet straffet sådan så ofte, at følelsen af begrænsning er blevet en del af mig, og når jeg skriver i hånden, føler jeg truslen fra den røde, vertikale linje, selv om den for længst er forsvundet fra det papir, jeg bruger. Hvad kan man så sige? I dag har jeg mistanke om, at min håndskrift – lad os sige som den af Cecilia – er endt inden i eller under skriften i de notesbøger. Jeg husker det ikke, og dog må den være der, omsider oplært til at blive på linjerne og mellem marginerne. Den første anstrengelse er sandsynligvis kilden til en indbildsk følelse af sejr, der stadig rammer mig, hver gang noget obskurt, fra at have været usynligt, pludselig bliver synligt takket være en begyndende kæde af tegn på papiret eller computerskærmen. Det er en foreløbig alfabetisk kombination, uden tvivl upræcis, men under alle omstændigheder har jeg den for øjnene af mig, meget tæt på hjernens første impulser og alligevel her,

15


udenfor, allerede på afstand. At dette sker, har altid været så barnligt magisk for mig, at ja, hvis jeg grafisk skulle symbolisere dets energi, ville jeg ty til den uregerlighed, hvormed Cecilia skrev sit navn i forventning om, at jeg ville se på hende og i disse bogstaver se hende og genkende hende med entusiasme. Min trang til at skrive, lige siden den tidlige ungdom, har sandsynligvis været drevet af både truslen fra de røde linjer – jeg har en meget pæn håndskrift, og selv når jeg bruger computeren, går jeg efter få linjer straks til justeringsikonet og klikker på funktionen, der udligner dem – og lysten til og frygten for at overtræde dem. I bredere forstand tror jeg, at den følelse, jeg har af at skrive – og også alle de vanskeligheder, jeg slæber med mig – har at gøre med tilfredsstillelsen ved smukt at holde mig inden for marginerne og, på samme tid, med oplevelsen af tab, af spild, på grund af den bedrift. Jeg begyndte med en lille pige, der forsøger at skrive sit navn, men nu, for at bevæge os videre, vil jeg gerne invitere jer til at opholde jer en smule mellem linjerne hos Zeno Cosini, hovedpersonen i den store bog af Italo Svevo, Zenos bekendelser. Vi fanger Zeno i anstrengelsen

16


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
I marginen_Læseprøve by Forlagetmultivers - Issuu