I mændenes fravær (læseprøve)

I mændenes fravær

Philippe Besson

I MÆNDENES FRAVÆR

PådanskvedAnnaWolf

M U L T I V E R S

I mændenes fravær

Af Philippe Besson

Oversat fra fransk af Anna Wolf

Denne udgave © Forlaget Multivers ApS, 2024

1.udgave, 1. oplag 2024

Originaltitel: En l'absence des hommes

© Éditions Julliard, Paris, 2001

Omslag og sats: Emil Stephensen

Omslagsillustration: Jean Cocteau (1929)

Portræt af Jean Desbordes fra 25 dessins d'un dormeur Lausanne, H.-L. Mermod, s.d.

© Adagp/Comité Cocteau, Paris 2024 / VISDA

Tryk: Totem

Printed in Poland

ISBN 978-87-7917-566-2

www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Udgivelsen er støttet af

Til Stéphane Cloutour

Hvis jeg skulle ende med at dø, er her, hvad du skal gøre. Først og fremmest må du være rolig ogbevarefatningen,duskalholdehovedet koldt,ogduskalikkegårundt i gaderne ogskrigedinfortvivlelseud;dinsmerteskal værefattetog værdig.

RodolpheWurtz

Brevfrafronten. September1915.

Første bog Kroppenes offergave

Jeg er seksten år. Jeg blev født med århundredet.

Jeg ved, at der er krig, at soldater dør ved denne krigs frontlinjer, at civile dør i byerne og på landet i Frankrig og andre steder, at mere end ødelæggelserne, mere end mudderet, mere end den hvislende lyd af kuglerne, der sønderriver brystkasserne, mere end de knugede ansigter hos dem, der venter, somme tider mod alt håb, på et brev, der ikke kommer frem, en hjemkomst, som uophørligt udskydes, mere end det politiske spil, som nationerne forsøger sig med, er krigen disse soldaters og disse civiles simple og grusomme og triste og anonyme død, dem, hvis navne man en dag vil læse på monumenters frontispicer til lyden af en sørgemarch.

Og dog ved jeg ikke, hvad krigen er. Jeg bor i Paris. Jeg er elev på Louis-le-Grand Gymnasium. Jeg er seksten år. Man siger om mig: Dette barn er pragtfuldt. Se på ham: Han er virkelig pragtfuld. Mørkt hår. Grønne, mandelformede øjne. Hud som en piges. Jeg siger: De tager fejl, jeg er ikke et barn længere.

Jeg er seksten år, og jeg ved udmærket, at det at være seksten år er en triumf. Måske i endnu højere grad, når der er krig. For jeg undgår krigen, og de andre drenge, de, som er blot en smule ældre, de, som plejede at gøre nar ad mig, de kan ikke undgå den og er fraværende. Således er jeg næsten alene tilbage, i mine seksten års åbenbare triumf, omgivet af kvinder, som sørger for mig, af deres overdrevne og ængstelige ømhed.

Jeg elsker dette århundrede, som begynder nu, som med sig bærer mine forhåbninger, som skal være mit.

Lige indtil sommeren 1914 har moderen igen og igen sagt: At blive født med århundredet, det er som et tegn sendt til os fra Gud, som en velsignelse, som et løfte om lykke. Hun var stolt af dette mirakuløse sammenfald: min fødsel og det tyvende århundredes.

Faderen har for sin del talt om fornyelse. Jeg tror, at han brugte adjektivet ’moderne’. Jeg vidste ikke, at han kendte til betydningen af det. Han er det forrige århundredes mand, fortidens. Han er gammel. Mine forældre er gamle. Min undfangelse var ikke planlagt.

Min indtræden i verden var et tilfælde. De har forvandlet noget, som lige fra begyndelsen har været en forbandelse, til en særlig og imødeset begivenhed.

Jeg takker for dette tilfælde, denne forbandelse.

Det er sommer, da jeg møder Dem. Det første, jeg tænker

om Dem, er: Han er gammel, han er tredive år ældre end mig. Jeg har intet at sige Dem. Hvad ville en dreng på seksten år kunne sige til en mand på femogfyrre?

Og det omvendte er lige så sandt. I øvrigt siger vi heller intet til hinanden. Jeg ser godt, at De iagttager mig. Jeg ved ikke, hvad jeg vækker i Dem: misundelse, begær, afsky, eller, mere sandsynligt, ligegyldighed? Jeg tror, De ser på mig, som De ville se på et lille dyr. Deres opmærksomhed er blevet tiltrukket, den holdes ikke tilbage. Og så er De en betydningsfuld person, og jeg er ingenting. Betydningsfulde personer kan ikke spilde megen tid på at se på unge mænd, som ikke er noget. Vi taler ikke med hinanden. Jeg kan ikke konversere. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige til Dem. Jeg prøver ikke engang. Ikke engang af høflighed. Ikke engang for at forsøge at vise, at jeg er godt opdraget. Jeg ved dog, at nogle få ord ville være tilstrækkelige. Goddag, hr. Det er en ære. Det glæder mig meget. Noget i den retning. Men det siger mig intet at spille dét spil, etikettens spil.

Det skyldes sikkert dovenskab. Man skal ikke forsøge at få øje på andet. Der er ikke nogen strategi. Jeg ved ikke, hvordan man har en strategi.

Alligevel ser De fortsat på mig. Fra tid til anden. Ud af øjenkrogen. De giver et indtryk af ikke rigtigt at se på mig. De lader Deres blik feje hen over rummet og opholde sig bare en smule ved mig. Jeg ser godt Deres manøvrer. Jeg tænker intet om dem. Jeg er seksten år. Jeg tænker intet om en mand, der er tredive år ældre.

Så er der en stemme, der hvisker til mig: Se, hvordan vor store mand iagttager Dem. De burde være smigret, finde noget at sige, at gøre, ikke blive stående stille der, som en ung mand, man bare iagttager. Jeg svarer ikke noget. Jeg tænker: Det er de grønne, mandelformede øjne, det mørke hår, huden som en piges. Jeg har ikke andet at byde på. Ikke noget, som ville kunne tiltrække opmærksomhed. Jeg ser kun det.

Jeg styrer hen mod en gruppe bestående af nogle kvinder uden alder. De tager imod mig med overdreven varme. Jeg kan mærke Deres blik, der stadig hviler på mig. Beslutningen er taget: Jeg vil ikke tale med Dem.

Jeg begynder ikke at synes om Deres øjne på mig. Mine seksten år tilhører mig. Jeg er ikke villig til, at en

fremmed lægger beslag på dem. I hvert fald ikke uden mit samtykke.

Sommeren kommer ind ad den åbne altandør. Det er solrigt og vindstille. Jeg går ud på altanen. De støder til næsten med det samme, i en bevægelse, som jeg ikke ser, men som jeg fornemmer. Distræt, eller snarere med forstilt distræthed, siger De: Jeg kender ikke Deres navn.

Vincent. De siger: Det er et pænt navn. Jeg er sikker på, at De vil ytre denne sætning, før De ytrer den: Det er et pænt navn. Jeg har vendt mig om for at se Dem fuldstændigt. Jeg ved godt, hvem De er. Her ved alle og enhver, hvem De er. Altså spørger jeg ikke om det. De siger: Jo, spørg mig, hvis De vil være så venlig. Ingen spørger mig længere, hvad jeg hedder. Jeg føjer Dem. De svarer: Marcel. Blot Marcel, uden Deres efternavn. Jeg tænker, at vi kunne stå hinanden nær, at det kun at give mig Deres fornavn gør os nære, at det ændrer situationen, at De ikke længere er femogfyrre år.

Jeg ser på Dem, og jeg siger til mig selv: Det er utroligt, han kunne have sagt sit efternavn, og det havde været noget helt andet. Har han forstået, at det kun at sige sit fornavn uundgåeligt har forandret den forbindelse, jeg

kunne have med den, som bærer netop det fornavn og det efternavn? Gjorde De det med vilje?

Naturligvis gjorde De det med vilje.

De siger: Denne sommer er så smuk. Man bebrejder sig selv at holde så meget af den. Jeg siger: Man glemmer krigen med denne vidunderlige sol. Man ved ikke længere, hvad det er for noget, krigen. De siger: Det er nogle frygtelige ting, de ting, De siger, De bør ikke sige sådan noget. De tænker som mig. De glemmer krigen. Og De bebrejder måske Dem selv en smule for ikke at skamme Dem over det. De siger: Deres klarsyn har noget foruroligende over sig, Vincent. De siger mit fornavn højt for første gang. Og jeg kan godt lide at høre Dem sige det. Jeg kan lide den måde, De siger mit navn på.

Og jeg ved allerede, at De nu, hvor De har sagt dette navn, ikke kan lade være med at spørge mig om min alder. De siger: Hvor gammel er De, Vincent? Seksten år. Jeg er seksten år. De svarer ikke på det. Der er intet at svare: De er femogfyrre år. De tier. Jeg har grønne, mandelformede øjne, mørkt hår, hud som en piges.

Og så, pludselig, finder De noget at sige: Så er De jo født med århundredet. Jeg ser på Dem med en oprigtig følelse af skuffelse, af elendighed. Ikke Dem. Ikke som

jeg har forestillet mig Dem, indtil nu. Det er en mangel på smag. De indser Deres klodsethed. De forsøger at rette op på den med en anden klodsethed: Men jeg forestiller mig, at alle kommer med den bemærkning til Dem. Ja,

De har ret, alle og enhver, så hvorfor Dem? Dog gør

Deres anden klodsethed den første mindre. Den er en lille svaghed og hos den betydningsfulde mand, De er, er denne svaghed uvægerligt rørende. Og jeg husker, at

De er yderst snedig, og at De har udvist stor snedighed ved kun at kalde Dem selv ved Deres fornavn. Denne klodsethed kunne ligeledes være en snedighed. Denne

idé, at selv Deres klodsetheder kunne være snedige, forfører mig. Jeg beslutter mig for at se sådan på det, at Deres fejltrin er Deres måde at levere en perfekt præstation på.

Solen skinner endnu kraftigere. De siger: Jeg vil gå indenfor igen. Dette lys er ikke godt for mig. Varmen, jo, men lyset, nej. Jeg lytter til Deres sætnings vuggen.

Varmen, jo, men lyset, nej. Jeg følger Dem ind, selv om De ikke har spurgt mig om noget. Og pludselig bemærker jeg, at De smiler, De smiler ved at se mig følge Dem, selv om De ikke har spurgt mig om noget. Jeg lader