HOVEDSTRØMNINGER I DANSK OG INTERNATIONAL VELFÆRD I BEGYNDELSEN AF DET 21. ÅRHUNDREDE
Af samme forfatter: • Økonomisk vækst i håndværket, 1976 • Håndværkets økonomiske historie, 1979 • Dansk byggeri, myter og realiteter, 1982 • Håndværkets kulturhistorie, vol. IV, 1984 • Byggeri – også for ældre, 1985 • Når få har for meget – en historie om de nordiske folks velfærd i mordene tid, 1988 • Vores Danmark, 1994 • Contemporary Danish Society, 1995 • The Social Contract – Between the Generations, 2002 • Global Denmark, 2005 • Vær et menneske, 2008 • EU – and the Social Policy, 2010 • The History of the Danish Welfare Society, 2010, offentliggjort i The Danish Economic Society Journal nr. 148 • Social Welfare – The Danish Model, 2011 • Det mangfoldige liv – Hastrup og Hertz om alder, 2012 • Den som kæmper, 2015
Bjarne Hastrup
HOVEDSTRØMNINGER I DANSK OG INTERNATIONAL VELFÆRD I BEGYNDELSEN AF DET 21. ÅRHUNDREDE
2017
Hovedstrømninger i dansk og international velfærd i begyndelsen af det 21. århundrede Af Bjarne Hastrup © Forlaget Multivers ApS, 2017 1. udgave, 1. oplag 2017 Omslag: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2017 ISBN: 978-87-7917-447-4 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes.
indhold forord ............... ............................................................... 7 kapitel 1 Frihed, lighed og velfærd ....................................................... 10 Demografiens effekter på økonomien ..................................... 17 De økonomiske effekter af indvandring ................................. 24 Fertilitet .................................................................................. 29 Fastkurspolitikken, finanspolitikken og forventningsdannelsen sætter Danmark i stampe (2008-2013) .................. 30 Økonomisk blomstring, økonomisk krise, finansiel panik og ”slow go” ................................................................ 38 Den økonomiske krise og den finansielle panik 2008-2009 ... 40 Sociale forhold 2000-2017 ..................................................... 49 Politik på velfærdsområdet .................................................... 51 Første fase 2000-2007. De florissante 00’ere ......................... 52 Velfærdsforliget 2006 ............................................................. 55 Forsøg på en kvalitetsreform .................................................. 66 Kommunalreformen 2007 ...................................................... 69 Den finansielle panik............................................................... 73 Analyse af effekten af velfærdspolitikken 2000-2017 ............ 83
kapitel 2 Det sammensatte danske pensionssystem .................................. 86 Samspillet mellem folke- og fondspension .............................. 96 Aktuarmæssige principper i offentlige og private pensionsprogrammer ............................................................... 100
kapitel 3 Lighed, ulighed, integration, disintegration og fattigdom ........ 103 Statsintervention ..................................................................... 106 Social mobilitet ....................................................................... 109 Løndannelsen .......................................................................... 111 Skattesystemet, ydelsessystemet og den offentlige service ....... 112 Samhandel og lighed ............................................................... 116 De langvarigt offentligt forsørgede ......................................... 119
kapitel 4 Arbejdsmarkedet ........................................................................ 121
kapitel 5 Nyorientering i velfærdspolitikken 2000-2017 ....................... 127 Flygtninge og indvandrere ...................................................... 131 Sundhed .................................................................................. 134 Globalisering og dansk velfærd .............................................. 136 Skattetrykket ........................................................................... 139 Teknologi ................................................................................ 141
kapitel 6 Hovedstrømninger i velfærdsstatens nye paradigme ................. 144 Demografi, herunder fremskaffelse af arbejdskraft ................. 144 Fra welfare til workfare .......................................................... 146 Viden og teknologi .................................................................. 148 ”The enabling society” ........................................................... 149 Velfærdskoalitionen ................................................................ 152 Social kapital .......................................................................... 154 Økonomisk holdbarhed .......................................................... 155
litteraturliste ................................................................ 157 Bøger ....................................................................................... 157 Rapporter/artikler ................................................................... 157
tabeller ............................................................................. 165 figurer ............................................................................... 193 indeks ................................................................................ 210 tak! ..................................................................................... 220
forord En digters kunst Er ingen bøn om nåde En digters kunst Er hård og bitter krig Der kender sine finter og manøvrer En digter er soldat Og han har ret til meget Når for retfærdig sag Han går i ild og røg. – Jevgenij Jevtusjenko Denne bog gør op med de senere års traditionelle syn på dansk velfærd. Når den er læst færdig, er det håbet, at læseren vil have et dybere og måske helt andet syn på dansk velfærd i 2017. Alene udviklingen i de sytten år fra 2000 til 2017 har vendt op og ned på traditionelle forestillinger i den danske velfærdsstat. Den danske velfærdsstat har skullet udvikle sig i en opbrudstid, hvor de internationale markeders udsving slog igennem i den åbne danske økonomi med en hurtigere puls og til tider med betydelig nervøsitet. Der var sammenstød mellem det nye og det traditionelle. Digitaliseringen skabte nye muligheder for kommunikation og måske også offentlige administrative besparelser og selvvalg for befolkningen, men på den anden side fjernede teknologien en del af den tætte og kærlige velfærd til de svageste. Mand og kvinde blev i dette århundrede mere ligestillede. Til gengæld sivede ligheden mellem rig og fattig langsomt ud af de vestlige samfund. Selv i Norden og i Danmark blev uligheden signifikant større. Og man oplevede om ikke en accept heraf så en stigende politisk ligegyldighed over for denne udvikling. På den ene side blev det danske samfund rigere og stærkere, med betydelige overskud på betalingsbalancen og en langsigtet holdbar økonomi. På den anden side blev de stærkt gældstyngede danske parcelhusejere hovedkilden til det faldende forbrug og de lave investeringer. Optimismen blev klemt ud af den danske økonomi, mange bastioner i velfærdsstaten faldt, og der kom ringe vækst i kølvandet på forord · 7
den økonomiske krise og den finansielle panik 2008-09. Nedbruddet i velfærd sås overalt. Kommunerne blev pressede til at tage beslutninger om velfærdsreduktioner, der tidligere ville være blevet stoppet af emotionelle reaktioner fra politikere og fagfolk, en reaktion, der i lyset af krisen udeblev. Danmark var for alvor kommet i krisens vold, og den ville ikke slippe sit tag i landet. Dette betød, at beslutningerne på den ene side blev mere kortsigtede og fokuserede på de offentlige underskud, der skulle nedbringes, og velfærden, der måtte holde for. På den anden side gennemførtes langsigtede beslutninger for at skabe bæredygtighed og råderum i økonomien til andet end velfærd: skattelettelser. Idyllen i velfærdsstaten forstyrredes af store spændinger mellem den oprindelige danske befolkning og indvandrende med lav tilknytning til arbejdsmarkedet, men høje take up-rater på velfærd. Der blev en markant forskel på de personer, der var på, og de, der stod uden for arbejdsmarkedet. Danmark splittedes i to nationer: nationen med arbejde og nationen uden. Nationen i arbejdstøjet blev prioriteret, fik beskæftigelsesfradrag, var forsynet med arbejdsmarkedspensioner, kunne få adgang til private sundhedsforsikringer og blev respekteret i samfundsdebatter og i dagligdagen. Nationen uden arbejde blev mere mistænkeliggjort, deres ydelser fra samfundet sattes ned, og de blev mødt med manglende forståelse for, at de ikke var på arbejdsmarkedet. Ulven var i 00’erne kommet til landet, men Fenrisulven var kommet tilbage til dem, der stod uden for arbejdsmarkedet i Danmark. Hovedstrømningerne i 00’erne og 10’erne blev arbejde og hjælp til selvhjælp. Opbruddet gjaldt også holdningen til velfærd. Fra 2000 til 2008 havde myndigheder og politikere fortsat den opfattelse, at det offentlige skulle kvalitetsforbedre, der afsattes flere midler til sundhedsområdet og til udvalgte andre velfærdsområder, og der syntes at være en god økonomi i den danske velfærdsstat. Med den finansielle panik 2008-09 ændredes denne holdning, og der søgtes nye veje. Siden 1922 havde sociale ordninger i stigende grad været udmålt efter faste satser og ud fra objektive kriterier. Skønsprincippet blev afløst af objektive kriterier for tildeling og udmåling af service og ydelser. Derved bevaredes værdigheden for de sociale medborgere, man vidste, at man havde en rettighed, og hvad man havde ret til. Middelklassen var også for stolt til at modtage almisser, så skiftet fra skønsprincippet til objektive faste satser åbnede vejen for middelklassen til velfærd. Skønsprincippet blev fra 200809 i stigende grad ved med at fortrænge de objektive kriterier. Selvom man var 8 · hovedstrømninger
visiteret til hjælp som handikappet, ældre eller syg, kunne kommunen arbitrært fratage hjælpen ud fra den begrundelse, at kommunen var i økonomiske vanskeligheder. Retssikkerheden sivede ud af socialpolitikken. Til gengæld indfandt der sig nye velfærdsteorier. En af dem var the enabling society, hvor borgerne gennem træning, læring eller uddannelse skulle udvikle kompetencer til at klare sig fri af samfundets sociale ydelser eller service. Et eksempel var introduktionen af rehabilitering for handikappede og ældre i hjemmeplejen, hvor tanken var at træne svækkede mennesker til at klare sig selv bedre fysisk, socialt eller psykisk. Inden der var evidens herfor, gennemførte politikerne tankerne i 2013-15, og først derefter undersøgte man, om ideerne kunne bære. Et andet eksempel er teknologien, hvor politikerne i regering og Folketing på forhånd lagde en besparelse ind i budgetterne over for kommunerne eller regionerne, og repræsenterende Finansministeriets skøn over, hvad forskellige teknologiforbedringer kunne give af produktivitetsforbedringer. Ofte gav det kaos og frustrationer i et budget, der på forhånd var stramt. Uansvarligheden topper her. Midt i disse dramatiske begivenheder viste undersøgelser alligevel, at danskerne stadig var verdens lykkeligste folk. Et af kriterierne for lykke er retfærdighed. Den danske befolkning har til trods for disse forandringer ment, at velfærden blev distribueret retfærdigt, og at deres sag måtte blive fair behandlet, når det kom dertil. Danmark lå ikke blot i et oprørt globalt hav økonomisk, men tillige i en meget underdrejet europæisk sø. Herinde herskede der nye vinde. I løbet af en generation havde økonomer som Milton Friedman, Robert Nozick, Friedrich Hayek og andre radikale liberale overtaget den ideologiske scene og skubbet Keynes og andre statslige interventionister til side i den politiske debat. Det betød, at skattelettelser, trods ringe effekt på væksten, blev et tilbagevendende tema, ikke bare i liberale og konservative kredse, men tillige i Socialdemokratiets og Radikale Venstres politiske kredse. Fra udlandet lød: Slow growth and rising inequalities som det styrende i udviklingen. Det bliver vores opgave at finde en ny formel for, hvordan man kan gøre det danske samfund ikke bare mere retfærdigt, mindre ulige, men også rigere. Det er forfatterens håb, at denne analyse af den sidste snes års udvikling af velfærden i Danmark kan kaste lys over denne opgave. Bjarne Hastrup Efteråret 2017
forord · 9
kapitel 1 Frihed, lighed og velfærd Velfærd er blevet en fundamentalt integreret del af den vestlige verdens civilisation. En nødvendig forudsætning for velfærdsudviklingen har ikke blot været vestens rapide økonomiske vækst og et højt indkomstniveau per capita, kombineret med en frisættelse af arbejdskraft fra landbrug og industri m.v. til nyttiggørelse i velfærdssektoren. Også den gennemgribende demokratisering af de fleste lande i Vesten har været en underliggende drivkraft. Samtidig har nationerne udviklet afgørende retsstatsprincipper, så befolkningen har fået tillid til, at myndighederne i velfærd og andre vigtige områder udøver retfærdige afgørelser. Det har skabt tillid og lykke. Derved er samfundene i forskellige grader præget af en vigtig opbygning af social kapital, og opfattelsen af værdighed er styrket for de enkelte individer. Velfærdsnationerne er frie samfund. Der er typisk frie valg, ytrings- og forsamlingsfrihed. Valghandlingerne til de demokratiske organisationer foregår ved frie valg og hemmelig afstemninger. Der er i princippet vide grænser for det enkelte individs udfoldelse. Privat ejendomsret er i almindelighed fredhellig. Desuden er der lige adgang til uddannelse, sundhed og sociale ydelser, således at flest mulige kan udvikle deres talenter under udfoldelse af deres bedste evner. Velfærdstanken i den vestlige civilisation har skabt mere økonomisk lighed, en omfordeling af livets risici mellem syge og raske, mellem ledige og beskæftigede, mellem svage og stærke befolkningsgrupper, mellem rige og fattige, og en redistribution til fordel for senere livsfaser, hvor arbejdsevnen og indkomsterne falder bort. Store dele af befolkning, der under almindelige markedsvilkår ikke havde chancen for at uddanne sig, har opnået kompetencer til gode indtægtsgivende jobs eller positioner. Dette har øget velfærdsgrundlaget for de enkelte individer, forbedret skattegrundlaget og skabt basis for den økonomiske vækst for hele samfundet. 10 · hovedstrømninger
Det må ikke undervurderes, at den fælles interesse for indflydelsesrige befolkningsgrupper i velfærdssikringen har styrket solidariteten med de svageste ud over altruismens grænser, således at de enkelte gruppers velfærdsinteresser er blevet tilgodeset. Samtidig har velfærdsinstitutionerne støbt grundlaget for den udprægede tillid, der hersker i de mest udviklede velfærdsstater. Tillid akkumulerer social kapital i en befolkning, der er stærkt afhængig af høj beskæftigelse i en global verden med nådesløs konkurrence. Tillid og social kapital skaber også en smidighed i erhvervslivet, så aftaler og kontrakter gennemføres i en atmosfære af tryghed, åbenhed og hurtig effektivitet. Men også på mange andre måder har velfærdsstaterne fremmet forretningslivet indirekte. Inden for sundhedssektoren har staten købt betydelige mængder produkter fra medicinalindustrien eller medico-området og anvendt produkterne i den gratis eller subventionerede sundhedspolitik. Virksomhederne har på denne baggrund kunnet udvikle gigantiske globale aktiviteter med udgangspunkt i den gratis danske velfærd (fx Novos diabetesmedicin, udviklet af svinenyrebark, eller Oticon, der inden for høreapparatindustrien har opnået en betydelig verdensmarkedsandel). I små økonomier som de nordiske og eks. Holland med en betydelig handelsomsætning med udlandet er de økonomiske risici ved de store globale kriser eller andre eksogene chok særligt følelige. Derfor har de små nordiske lande (og Holland) meget tidligt i verdenshistorien opbygget sociale værn mod verdensøkonomiens udsving. De små nordiske økonomier blev tidligt i den økonomiske udvikling i 1800-tallet stærkt markedsbaserede og deres velfærdsudvikling afhængige af eksport. Danmark med international handel i søfart og landbrug, Sverige med træ- og træprodukter, jern og stål, Norge med træ og søfart. Derved blev usikkerheden og risiciene fra de globale markeder trukket ind i de små økonomier, hvorved kriser og eksogene chok bredte sig som bølger fra udlandet gennem eksporten og importpriserne til de lokale markeder. For at beskytte befolkningerne imod disse risici udviklede de nordiske stater tidligt socialpolitik og en omfattende og kompleks velfærd. Som det fremgår af tabel 1, omsatte Danmark sit BNP 1,0 gange med udlandet i 2015, mens Holland gjorde det hele 1,5-1,6 gange og dermed er stærk volatilt over for globale kapitel 1 · 11
markedsudsving. Holland, Danmark, Sverige og Finland, der globalt set er de lande, der er mest afhængige af verdensmarkedet, har da også et offentligt forbrug mellem 25 og 26 % af BNP. Norges lave offentlige forbrug skal ikke blot ses i sammenhæng med landets lavere globale engagement, men også i forhold til de ufattelige olierigdomme, der giver basis for højere opsparing og større investeringer. I den anden ende af skalaen ligger USA lavt med et mindre pres for sociale reformer, langt større vækstrater, ikke mindst under den økonomiske og finansielle krise efter 2008. Det er karakteristisk, at Barak Obamas historiske sundhedsreform bygger på markedsbaserede forsikringsløsninger i lovgivningsmæssigt tvungne socialforsikringsordninger og ikke alene på en skattefinansiering. Herved blev de nordiske lande og ikke mindst Danmark first comers i opbygningen af den skattefinansierede universelle (for alle borgere) velfærdsstat fra 1890’erne, med Kontinentaleuropa som late comers, bortset fra Tyskland, der allerede i 1880’erne udviklede deres bidragsfinansierede model, der dog kun gjaldt industriarbejdere. Europa blev velfærdens moderkontinent med Norden som velfærdens laboratorium, mens Østeuropa og USA først meget sent for alvor begyndte at udvikle deres politikker på området. De fleste mennesker er risk-averse (modvillige over for at tage risici). Dette indebærer, at der er basis for og et stærkt ønske om at søge sikkerhed over for tilværelsens mange risici. I Danmark blev bøndernes økonomiske aktivitet tidligt markedsgjort og afhængig af internationale markedsforhold. Bønderne sikrede sig ved at slutte sig sammen i produktion og afsætning af landbrugsvarerne. Bønderne fandt sammen i sygekasser støttet af staten i 1890’erne, der finansierede de grupper, der var forsikrede, efter hjælp til selvhjælp-princippet. Det var middelklassens ledere og politikere (landbrugets gårdmænd og byernes husejere og erhvervsdrivende), der udformerede den første socialpolitik sammen med den moderate del af godsejerne. Derved blev velfærden initialt knæsat på middelklassens betingelser. Gennem sygesikringsordningen, der med tiden kom til at omfatte alle danskere, tilvejebragtes en omfordeling af sygdomsrisikoen mellem raske og syge, finansieret gennem skattebetalingen og kun i ringe grad via egne bidrag. Den betydelige risiko, Danmarks lavindkomstgrupper måtte møde i sammenstødet med den globale økonomi, blev imødekommet gennem en
12 · hovedstrømninger
omfattende redistribution af indkomster fra rige og mellemindkomstgrupper til fattige eller grupper med risiko for fattigdom. På arbejdsmarkedet blev arbejdsløshedsrisikoen afhjulpet gennem en redistribution af usikkerheden fra de beskæftigede til de ledige over en kun delvist bidragsbetalt arbejdsløshedsforsikring (1907). Alderdommen blev mødt af en offentlig statslig ”pensionsordning”, alderdomsunderstøttelsen fra 1891, omfattende alle landets borgere, betalt over skatten, hvorved omfordelingen ikke blot blev foretaget mellem de velhavende skatteydere og de fattigste pensionister, men det skete også over livet og mellem generationerne. Mens de universelle velfærdsstater således ihærdigt har opbygget et velfærdsværn for sine borgere mod globale økonomiske eksogene choks, har denne politik, paradoksalt nok, samtidigt udsat velfærdsstaterne for et pres for reformer af velfærdsstrukturen for at bevare konkurrenceevnen, og dermed overlevelsesmulighederne i det globale erhvervsmiljø, samt evnen til at tilpasse sig nye udfordringer såsom de demografiske. Flere gange i Danmarkshistorien har velfærdspolitikken indtaget en afgørende strategisk rolle. Da Landbrugskrisen var på sit højeste (1876-1894), valgte de politiske ledere, der ellers repræsenterede middelklassen og godsejerne, at påbegynde en omfattende socialpolitisk nyorientering. Der opstartedes en statslig og kommunal støttepolitik til sygekasser, en ny fattigpolitik uden krav om udflytning til fattighuse og en alderdomsforsørgelse uden krav om forudgående opsparing eller bidrag (1891 og 1892). Dette fulgtes af en – liberal – arbejdsulykkesforsikring og en delvis bidragsfinansieret arbejdsløshedsforsikring (1907). Der var ingen ideologisk socialpolitisk rød tråd, der gik gennem indgrebene. Der var ingen masterplan. Tværtimod var den hhv. konservative og liberale samfundsnorm ganske afvisende over for en socialpolitik, der kunne risikere at omstyrte samfundsnormerne eller fjerne de medmenneskelige incitamenter hos det enkelte individ til at opbyde alle kræfter for at klare sig selv uden hjælp fra lokalsamfundet. Konservative højrefolk mente, at en statslig intervention i lokalsamfundene kunne risikere at nedbryde de naturlige lokale bånd og forpligtelser, der var for at støtte de svageste. Det var derimod praktiske og pragmatiske fordringer, der førte politikerne ind på et socialpolitisk spor, der brød med fortidens principper. Der var betydelig arbejdsløshed, som markedskræfterne langt fra kunne nedbringe ved egen hjælp. Der var omfattende nød blandt fattige og selv mellem ikke-selvforskyldte kapitel 1 · 13
ældre. Det tyngede på de økonomiske kræfter i kommunerne til fattighjælp. Samtidig var der en politisk bevægelse i gang for at opbløde den hårde højrelinje så de moderate i højre og venstre nærmede sig hinanden og fandt sammen i socialpolitikken. Der var åbnet et socialpolitisk vindue i dansk politik, skabt af nødvendigheden. Denne politik genererede en vis øget økonomisk efterspørgsel, samtidig med at nøden blev afhjulpet. Politikerne reagerede næsten efter en økonomisk opskrift af økonomen John Maynard Keynes, selvom de intet kendskab kunne have til hans ideer, der først kom frem i 1930’erne. Den store verdensomspændende depression 1929-40 ramte dansk landbrug for anden gang og satte socialpolitikken og krisepolitikken på dagsordenen. Denne gang var den politiske magt gledet over fra middelklassen til arbejderklassen. Alligevel gennemførtes krisepolitikken og velfærdspolitikken i et samarbejde med landbrugets ledere, hvilket skulle få ganske langsigtede og stabile konsekvenser for den førte politik. Arbejdsløsheden i 1933 nåede op på 32 %, antallet af fallitter i erhvervene steg, mens samhandelen med udlandet faldt. Der blev tale om a race to the bottom mellem landene, når det gjaldt indskrænkning af den internationale handel. De danske politikere valgte igen de praktiske løsninger og gennemførte en keynesiansk politik, inden økonomerne havde formuleret den teoretiske overbygning, der bekræftede politikkens egnethed og effektivitet bl.a. på den effektive efterspørgsel i samfundet. Men endnu en gang blev det slået fast, at markedskræfterne alene ikke var i stand til inden for overskuelig tid at vende udviklingen til fuld beskæftigelse. I det hele taget var der ingen garanti for fuld beskæftigelse i de markedsøkonomiske drevne samfund. Der blev gennemført en markant nedskrivning af den danske krone som den mest effektive del af krisepolitikken. Derved styrkedes landbrugseksportens konkurrenceevne. Samtidig beskyttedes hjemmeindustrien, og beskæftigelsen rettede sig i nogen grad. Efterfølgende besluttedes det at omlægge socialpolitikken, således at alle skulle ind i en socialforsikringsordning (sygekasserne), hvorfra støtten til sundhed, barsel og aldersrente reguleredes gennem fire omfattende sociale love. Danmark havde derved fået en universel velfærdspolitik, hvor alle borgene i princippet var blevet omfattet af socialpolitikken, og ydelserne og den offentlige service blev finansieret over de generelle skatter. Allerede i 1922 havde man forladt ideen om means testing (trangsbedømmelse) af de sociale udmålinger og var gået over til faste takster og objektive 14 · hovedstrømninger
kriterier. Det skabte en større værdighed og gennemsigtighed og dermed et betydeligt løft i socialpolitikkens anseelse i hele befolkningen, ikke som et nådsensbrød, men som en retfærdig og forudseelig ydelse, der blev accepteret af store dele af befolkningen, på baggrund af kendte kriterier. Det lille land med den store afhængighed af verdenshandelen beskyttede således for anden gang i Danmarkshistorien sine borgere imod konsekvenserne af ustyrlige globale markedskræfter gennem udbygning af velfærdspolitikken. Samtidig stimulerede politikken den effektive efterspørgsel i samfundet, og den var dermed medvirkende til at afbøde noget af nøden og skabe en ny beskæftigelse. I perioden 1947-2008 gennemgår Danmark en af sine mest forbløffende vækstperioder, der langt overgår den florissante handelsperiode i sidste halvdel af 1700-tallet, en periode, hvor velfærden blomstrede på baggrund af de omfattende landbrugsreformer og krigshandelen i den urolige periode. Den sidste halvdel af 1900-tallet blev velfærdens guldalder i Danmark. Velfærdspolitikken blev en kompleks disciplin, hvor uendeligt mange og konfliktende aspekter af den menneskelige tilværelse indgik. Der blev udviklet kaskader af velfærdspolitikker, der på den ene side blev samfundets solide klipper i krisetider, hvor de automatiske stabilisatorer (hermed menes, en offentlig udgift- eller indtægtskilde, der automatisk tilpasser sig mod-cyklisk til ændringer i økonomien: de automatiske stabilisatorer er overførsler, eks. arbejdsløshedsunderstøttelse og indkomstskatten, der dæmper krisen) i høj grad afbødede virkningerne af de internationale kriser, men hvor Danmark samtidig blev mere og mere globaliseret og hvirvlet ind i de herskende markedsøkonomiske vilkår i verden. På den anden side opstod betydelige strukturelle spændinger i samfundet. Det stigende antal indvandrere (fra EU, fra den vestlige verden, fra oversøiske ikkeEU-lande og flygtninge) havde en helt anden norm for take up af de danske velfærdsforanstaltninger end indfødte danskere. Det var der ikke taget højde for i velfærdspolitikkens opbygning, der fandt sted under forhold, hvor den danske befolkningssammensætning var mere homogen. Selv indvandrere fra vestlige lande var mindre tilbøjelige til at træde ind på arbejdsmarkedet end indfødte danskere (i 2015 var erhvervsfrekvensen for personer med dansk oprindelse 77,5 mod indvandrere fra vestlige lande på 67,6 og deres efterkommere på 69,5). Dette betød, at den gennemsnitlige arbejdsmarkedstilknytning for alle i Danmark faldt med stigende indvandring, samtidig med at velfærdstrækket kapitel 1 · 15
fra indvandrere var væsentligt større end fra indfødte danskere. Det indebar en strukturel forøgelse af de offentlige udgifter. Indvandringen steg betydeligt efter år 2000, selvom der blev lagt en lovgivningsmæssig dæmper på indvandringstendensen med en politisk omvæltning efter regeringsskiftet i 2001, hvor en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti indførte en stram politik på området. Mens indvandringen uden for EU reduceredes, steg indvandringen fra EU kendeligt. Alligevel medvirkede indvandring til en kulturel og idemæssig indsprøjtning til det danske samfund, der havde fået problemer med innovation, produktudvikling og udvikling af nye markeder og organisationsformer. Indvandrerne fra hele verden kunne skabe kontakter og forbindelser til deres oprindelseslande. I et globalt perspektiv er det også i velfærdsmæssig henseende værd at bemærke at indvandrerne sendte ikke ubetydelige beløb tilbage til familierne i hjemlandene. Denne remittance skabte – selvom den trak på danske ressourcer – en vækst, udvikling, investering og efterspørgsel i oprindelseslandene, der langt oversteg (formentlig med to til tre gange) den danske udviklingsbistand, og dermed har givet en tiltrængt stimulering til udviklingslandenes økonomier af en betydning måske langt større end den karrigt fordelte danske udviklingsbistand. Det andet vigtige strukturelle stød til det danske velfærdssystem blev demografien som helhed. Udover indvandringen påvirker aldersstrukturen i befolkningen trækket på velfærden. Personer mellem 20-25 år og 72 år bidrager i 2016 positivt eller neutralt til den danske statslige husholdning. Denne betydelige befolkningsgruppe betaler således lige så meget eller mere til staten gennem betaling af skatter, afgifter og bidrag, end de trækker på de offentlige udgifter til sundhed, uddannelse eller sociale ydelser. Børn og unge, der ikke eller kun i begrænset omfang er på arbejdsmarkedet, trækker på offentlige ydelser til skoler, universiteter, sundhed, børnehaver, familieydelser, barselsudgifter og repræsenterer en nettoudgift for samfundet. Fertiliteten i Danmark steg fra 1980’erne til 2000-årene, frem til 2010, hvorved der strukturelt blev flere offentlige udgifter. Desuden voksede antallet af personer over henholdsvis 60, 62, 65 og 67 år, og flere ramte derved de forskellige trin for efterløns- og eller folkepensionsalderene, uden at der kom tilsvarende flere personer ind på arbejdsmarkedet. Derved steg samfundets udgifter til efterløn og pensioner relativt, samtidig med at der kom flere plejekrævende og hospitals- og behandlingskrævende ældre 16 · hovedstrømninger