Holbergs masker
Bøger af samme forfatter: Imagined, Embodied and Actual Turks (2021) Ludvig Holberg, a Danish Playwright on the European Stage (2018) Djævelens billede (2016) Holberg på tværs (2013) Tyrk kan tæmmes (2010) Religion, Ritual, Theatre (2008) Tro på teatret (2006) Skal dette være Troja? (2004) Solkonge og månekejser (1991) Tigeren og kludedukken (1986) Den omvendte verden (1980)
bent holm
Holbergs masker Komik og satire i 300 år
Multivers
Holbergs masker. Komik og satire i 300 år Af Bent Holm © Forlaget Multivers, 2021 1. udgave, 1. oplag 2021 Forside: Udkast til Et maskebal af Benoît Le Coffre, 1703-1705, SMK. Bagside: Jens Albinus som Jeppe i Jeppe på Bjerget (1993), foto: Jan Jul, Aarhus Teaters Arkiv. Tryk: Specialtrykkeriet Arco A/S, Skive. Printed in Denmark, 2021 ISBN: 978-87-7917-337-8 www.multivers.dk Disclaimer: Skulle nogen mod forventning mene at have krav på betaling for rettigheder i forbindelse med brugen af billeder i denne bog, bedes de kontakte forlaget med henblik på afklaring af dette spørgsmål. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Forlaget takker for støtte til udgivelsen fra
den hielmstierne-rosencroneske stiftelse hannibal sanders fond holberg-samfundet lasson andersens fond selskabet for dansk teaterhistorie velux fonden aage og johanne louis-hansens fond
Indhold Prolog 7 KAPITEL 1
Holberg på den europæiske scene. Modernitet, polemik, paradoks 13 Det europæiske landskab 15 Det kæmpende komediehus 48 Den indre skueplads 62 KAPITEL 2
Holberg på den danske scene. Illusion, rolle, identitet 69 Commedia og karneval 71 Ulysses von Ithacia 71 Jeppe på Bjerget 91
Rollespil og sprogspil 106 Hekseri eller Blind alarm 107 Erasmus Montanus 123
Maskespil og højt spil 133 Maskerade 134 De usynlige 156 KAPITEL 3
Holberg i 300 år. Tolkning, virkning, praksis 169 Hemisfærernes musik 171 Realitet og absurditet 175 Holberg vor samtidige 187 Epilog 204 Oversigt over Holbergs komedier Litteratur 209 Noter 211 Navneregister 217 Fagregister 219
208
”De fleste mennesker er maskerede og, ligesom komedianter, påtager sig fremmede skikkelser så længe som spillet varer. Når rollen er spillet og masken aftages, lægges allerførst for lyset om det har været skrømt eller alvor.” Ludvig Holberg: Moralske Tanker, Libr. I, Epigr. 117. København: 1744, s. 184.
Dario Fo (1926-2016) in memoriam
Prolog En perifer begivenhed af central betydning Den 23.9.1722 var der i dobbeltmonarkiet Danmark-Norges hovedstad København premiere på Molières komedie Den gerrige (1668), opført på dansk på en stationær, professionel scene. Den blev fulgt 25.9.1722 af urpremieren på Ludvig Holbergs (1684-1754) nyskrevne satiriske komedie Den politiske kandestøber. Det handler om noget aldrig før set i det nordlige Europa. Professionelt teater var noget, som blev bedrevet af udenlandske aktører – hoftrupper eller turnerende selskaber – enten på fransk eller på tysk. Nu sås for første gang et professionelt, stationært teater på nationalsproget dansk. Begivenheden er derfor i det store perspektiv skelsættende – uanset at teaterprojektet på trods af sin umiddelbare succes i løbet at et par år fik svært ved at fungere levedygtigt. Læg hertil, at det ikke umiddelbart havde den store positive bevågenhed fra officiel side. Tværtimod blev det i flere sammenhænge – især fra universitetets og kirkens side – behandlet med betydelig modvilje. Eller mere præcist formuleret: aktiv fjendtlighed. Trods den enorme betydning, begivenheden har fået i det store kulturelle og historiske landskab, var sporene af den i f.eks. datidens nyhedsmediebillede mikroskopiske – eller for at sige det, som det er: ikke-eksisterende. Der var andre begivenheder, der blev vurderet til at være af væsentligt større interesse, såsom at Den 25. er etatsråd Jacob Frantz von der Osten allernådigst forfremmet til at være konferensråd. Samme dag har Hans Kongl. Majest. beskikket M. Jean von der Lippe til at være kommerce-assessor.
Der er kort sagt tale om en begivenhed, som på én gang er helt afgørende, temmelig uønsket og komplet irrelevant. Afhængigt, naturligvis, af hvilket blik den betragtes med. Idéen er nu at forsøge at se begivenheden både i datidens, i eftervirkningens og i nutidens optik. Alt sammen ud fra en opfattelse af, at det ikke kan lade sig gøre at komme på skudhold af et værk – f.eks. med henblik på scenisk opførelse i nutiden – uden først at have nærmet sig det i dets oprindelige sammenhæng. Men heller ikke uden at have en fornemmelse af, hvilke forståelser diverse eftertider har farvet det ind med. Det første – fokuseringen på den oprindelige sammenhæng – handler om at udvikle en klangbund for de toner og temaer, teksten engang aktiverede hos publikum. Det andet – fokus på de indarbejdede forståelser, der er løbet på i mellemtiden – handler om at vaske tavlen ren, kort sagt om at gå til stoffet med friskere blik, end hvis ingen af de to manøvrer var gennemført. Forståelsen af teksterne i deres samtid er altså også et afsæt for en indlæsning af dem i vores samtid. At læse teksterne med et historisk blik er et godt værktøj til at gøre stoffet fremmed for på samme tid at komme tæt på det. At betragte det med både det lange og det nære blik for at opnå en levende relation. Teatrets oprettelse skyldes i høj grad den franske skuespiller René Magnon med kunstnernavnet Montaigu. Teatrets hovedforfatter, ophavsmanden til den danske åbningsforestilling og derefter til en række tekster, som er grundstammen i dansk-norsk litteratur og teater, var som nævnt Ludvig Holberg. Hvilken rolle han i øvrigt har spillet i projektet, er det i virkeligheden svært at sige noget holdbart om. En eller anden må han have haft. Hvordan har han ellers kunnet springe ud som nogenlunde flyvefær-
Prolog · 7
dig dramatiker? – hvad der i sig selv, uanset hvordan man vender og drejer det, er og bliver gådefuldt. Men hvilken rolle han end har haft, så fik han nogenlunde omgående en placering som dén mest toneangivende figur i teatrets liv – i hvert fald, i første omgang, hvad angår dramatikken. Den indflydelse kom til at række langt ud over grundlæggelsesperioden. Holberg var i datiden ikke som udgangspunkt en central skikkelse. Han var en minoritet og perifer. Andre personer og begivenheder var centrale, magtfulde eller eksponerede. De er siden blevet perifere. Forfatteren blev en central figur. Det er vigtigt at få de balancer med i forståelsen. Ved at lade forfatteren svinde ind til naturlig størrelse – eller ’rehabilitere’ de kræfter og tænkemåder, han var oppe imod – vil hans format måske træde tydeligere frem.
En dansk dramatiker på den europæiske scene Holberg var en usædvanligt mangesidig forfatter. Udover at han udviklede dansk litteratur inden for en række genrer, var han historiker, filosof, essayist – og i øvrigt også musiker. Han var en modernist på solid klassisk grund, en dansk europæer og en europæisk dansker. Samtidig med at han i kraft af sine rejser, sine studier og sine værker var en del af sin tids europæiske intellektuelle liv, sigtede hans projekt mod at udvikle sproget, smagen, bevidstheden på det nationale niveau. Han ville hæve niveauet på det nationale plan for at hævde nationen på det europæiske plan. Han var en national internationalist, som publicerede på dansk, fransk og latin og desuden i større eller mindre grad mestrede tysk, hollandsk, engelsk, italiensk, spansk. Han blev faktisk i sin samtid et navn på den europæiske kulturscene, både i kraft af oversættelser og af de værker, han skrev på det europæisk læselige sprog latin. Det sidste drejer sig om hans levnedsbreve og i allerhøjeste grad om den satiriske fantasirejseroman Niels Klims underjordiske rejse fra 1741 – som inden der var gået et år var oversat til tysk, engelsk, fransk, dansk og 8 · holbergs masker
hollandsk, hvorefter fulgte oversættelser til svensk, russisk og ungarsk. Hans komedier fik stor betydning for datidens tyske teaterscene i udviklingen af et samtidsrepertoire i modposition til det spektakulære barokteater. Det ønskede store gennembrud i Frankrig – forbilledet Molières nation – udeblev dog af forskellige årsager. Når det internationale kendskab siden svinder hen, hænger i høj grad sammen med, at han hovedsagelig skrev i et meget lille sprogfelt. Kendes en Holberg-tekst uden for de nordiske lande, vil det i reglen være Jeppe på Bjerget. Selvom Holbergs forfatterskab omfatter historie, fiktion og filosofi, er det først og fremmest som dramatiker, hans navn er blevet stående. Det er som sådan, han bør have en plads på verdensscenen, der er anderledes end f.eks. franskmanden Molière og italieneren Carlo Goldoni, som han ofte sammenlignes med. Vil man ind i dramaerne, er det imidlertid ikke nogen ligegyldig detalje, at Holberg udtrykte sig i en vifte af registre, i en mangfoldighed af genrer og formater. Tværtimod. Det er en guldgrube og en skatkiste.
Det dramaturgiske blik Dramatikken skal altså ses i lyset af forfatterskabet i det hele taget. Og dét skal så i sig selv ses på baggrund af datiden. Den måde at gå til stoffet er i bund og grund en dramaturgisk tilgang – det handler om at læse tekster ud fra publikums optik, hvad enten det er historisk eller moderne. Det datidige publikum oplevede ud fra den mangfoldige virkelighed, som var deres. Også af den grund bør den historiske rekognocering være ganske bredspektret. Hertil kommer, at når komedieværket skal sættes ind i et nutidigt scenisk perspektiv, er det på forhånd umuligt at vide, hvor der ligger en oplysning, en omstændighed, en historie, der i sig rummer en nøgle, en inspiration til den kreative udvikling af det moderne sceniske univers. Billedlig talt skal både radar og ek-
kolod tages i brug i den afsøgende fremfærd horisonten rundt og i dybden. I 2017 medvirkede jeg ved en workshop i Tokyo for japanske skuespillere omkring Jeppe på Bjerget. Teksten fandtes i japansk oversættelse! Skuespillerne var dog fuldstændig ubekendte med stykket og forfatteren. Men hele grundtemaet i komedien – ”drømmer jeg, eller er jeg vågen?” – var de fortrolige med på en helt anden måde end et tilsvarende dansk hold. Hvorfor? Fordi temaet svinger med de filosofiske toner i en virkelighedsforståelse, der handler om, at der er flere virkeligheder (enhver, som har læst Murakami, ved besked). De japanske kunstnere var derfor uden videre stemt for de seriøse klangbunde hos Holberg – langt mere end ’vi’ er, som har et ganske kejtet og kikset forhold til begrebet alvor. Teksten havde et omdrejningspunkt, der vidner om universelle potentialer. Sejrherren skriver historien, og Holberg har i den forstand sejret sig ihjel, at han har præget dansk teater og tænkemåde i en grad, så han på det nærmeste er forsvundet som en kontroversiel aktør i mod- og samspil med sin tids herskende strømninger. Brudflader, tvetydigheder og ubekvemhed er blødt op i perspektiv af forfatteren som nationalklenodie. Holberg står tilbage som en, der selvfølgelig har ret – og vi med ham! Dermed fremstår værket i praksis tit som en selvgodhedens apoteose. Men han var på regulær kant og kollisionskurs med sin tid. Og også déns virkelighed var modsætningsfuld. Klassikerens forbandelse manifesterer sig kanonisering, tradition og til sidst kliché. Billedet af klassikerne er udviklet af de dagsordener – politiske, nationale, kulturelle – værkerne gennem tiden er blevet læst ind i. Den slags kager af påført fernis, som gror godt fast, er det nødvendigt at skrabe af, så stoffet svinger med de omstændigheder, det oprindelig skriver sig ind i – for at få en kant eller skarphed frem, som vil være slidt af i tidens løb eller gemt under fortrolighedens lag af ligegyldighed. En opsætning af et skuespil kan indebære en for-
skydning fra én kontekst til en anden. En ældre tekst var oprindeligt placeret i en ’anden’ virkelighed, som var datidens, med dens normer og konventioner. Denne ’anden’ virkelighed kommer først til live, når de kulturelle landskaber afsøges og forstås i deres europæiske samtid. Alt sammen for at fremelske stoffets moderne potentiale. I en moderne kunstnerisk sammenhæng kan man passende begynde sit arbejde dér. Alternativer er at gå efter mavefornemmelser. At udsætte værket for et vilkårligt koncept. At udøve destruktion af værket som et mål i sig selv. Eller at søge de platte, populistiske pointer. Også kombinationer forekommer, f.eks. af mavefornemmelse og plathed. Ingen af de optioner vil være i spil her. Det, vi som udgangspunkt har, er teksterne. Spørgsmålet er så, hvordan man læser en tekst. Den polske dramaturg Jan Kott viste, hvorfor det er så vigtigt at involvere den oprindelige opførelsespraksis i læsning af dramatekster. Den enkle omstændighed, at kvinderoller hos Shakespeare blev spillet af mænd, åbner i Kotts læsning for en filosofisk dimension omkring kønnet som tema, der tilføjer værket nogle betydningslag, den litterære tekstlæsning ikke kunne udvikle.1
Fra partitur til spillerum Bogen samler en del års studier og erfaringer til en fejring af jubilaren – den danske skueplads på den europæiske scene – fordelt over tre kapitler. Kapitel I sætter scenen for komedierne – de mere omfattende historiske, kulturelle og fysiske rammer om de basale temaer, der rumsterer i det holbergske værk på tværs af poesi, filosofi og teater. Det nye danske teater ses i et europæisk perspektiv. Teatret er det instrument, komedierne er skrevet for – og teksterne kan læses som partiturer, inklusive den instrumentering, de er skrevet for. De kredser tilmed om rollespil, illusion og iscenesættelse som filosofiske forståelser, der så foldes ud i tre dimensioner på scenen – i et løbende Prolog · 9
samspil med publikums oplevelse. Også derfor er det vigtigt at have et indblik i publikums mentale og fysiske forhold, som klinger med hos den ene part i dialogen mellem scene og sal. Med de principper i baghovedet præsenteres i Kapitel II et antal læsninger af komedier – tre grupper af hver to tekster. Bagtæppet for læsningerne er en del bredere end de rent drama- og teaterhistoriske tilgange. Enhver tids virkelighed er kalejdoskopisk. Enhver afgrænset optik, f.eks. en teaterhistorisk, er en konstruktion. Men en optik skal der vælges. Den skal bare helst ikke være for éntydig og afgrænset, men samtidig heller ikke for diffus og flimrende. Det handler i høj grad om at se på tidens opfattelse af teatret og på teatrets opfattelse af tiden. På teatrets virkelighed og virkelighedens teater. Det springende punkt ligger i forholdet mellem komedierne indbyrdes, i forholdet mellem komedierne og hele værket og i sidste ende i forholdet mellem teatret og verden.2 Den indre sammenhæng består i cirklinger om beslægtede temaer: illusion, iscenesættelse, rollespil, trolddom, maskering. Det subtile spil med roller og identiteter ligger i et felt, der under ét handler om Holbergs masker – hans syn på verden som et komediehus, hans spil med identiteter, og først og sidst hans dybe rødder i den italienske maskekomedies universer. Masken er den samlende tematiske understrøm. Udvalget består i høj grad af tekster fra teatrets første periode. De spejler spændinger, brydninger og anfægtelser i tiden, som angår kirke, konvention og kongemagt. De viser en række af forfatterens berøringsflader, fra Aristofanes over karneval, maskekomedie og Molière til forfinet følsomhed, alt sammen omsat til hans helt personlige orkestrering. Uanset deres holbergske grundtone er værkerne dog meget forskelligartede. Hvert af de tre par af tekster omfatter en tekst af mere ’kollektiv’ karakter uden éntydig hovedperson sat sammen med en tekst, der samler sig om en enkelt karakter omgivet af et mindre figurgalleri. De tre ’store’ tekster handler desuden hver især om teater, for ikke at sige om teatret – den 10 · holbergs masker
nye danske scene. Ulysses von Ithacia går i kødet på antikverede dramaturgiske og sceniske latterligheder. Hekseri eller Blind alarm spidder den naive skræk for kunstens væsen. Maskerade er et forsvar for dén del af komediehusets virke. Udvalget hhv. åbnes og lukkes med de to vidt forskellige harlekinader, Holberg skrev så at sige på skuldrene af den italienske maskekomedie. På hver sin måde er de ladet med Holbergs syn på verden og teatret – og ikke mindst det, som forbinder de to skuepladser, livet og scenen. Tanken er ikke at dække de forskellige genrer, Holberg skrev i. Fokus på genrer indebærer risiko for fastlåsning: blokering af mere nuancerige læsninger. Læses Jeppe på Bjerget som en karakterkomedie – hvad den da bestemt også er – forskydes fokus hurtigt bort fra f.eks. den karnevaleske og politiske sprængkraft, som er afgørende for dens usædvanlige slidstyrke. De enkelte tekster rummer potentialer, som rækker ud over genregrænserne. Det rum, de læses ind i, åbner for et større spillerum. Det gælder generelt – og ikke mindst de såkaldte klassikere – at hvis en tekst tackles ud fra en genre eller et forhåndsbillede, risikerer det at avle forudsigelige løsninger. Hver enkelt tekst lever og skal læses på sine egne præmisser, der kan bringes i spil via neddykninger i konteksten. Men hvis man endelig vil tale om genrer, så repræsenterer udvalget kategorierne karakterkomedie, intrigekomedie, skuffekomedie, parodikomedie. I sidste instans er det sædekomedien, som Holberg skrev to af, og tragikomedien, hvoraf han skrev én, samt allegorien, som han i sin alderdom skrev tre af, der ikke er dækket. Men udvalget er ikke i første række pædagogisk. Det er subjektivt. De to første kapitler handler meget om hhv. indhold og den sceniske form, det indhold får i komedierne. Kapitel III tager fat på dramateksterne i fortid og nutid med særlig fokus på den holbergske formel – koblingen af groteske og realisme – som et helt særligt spor i dansk drama og teater fra grundlæggelsen og til i dag. Det fører over i betragtninger omkring forskning og kunst og om Holberg i scenisk
praksis. De foldes ud i eksempler, der dels fokuserer på en moderne opsætning af Jeppe på Bjerget, dels på den italienske relation, nemlig mødet mellem Holberg og Dario Fo, hvor netop Jeppe på Bjerget spiller en hovedrolle. En Epilog antyder nogle refleksioner affødt af tidens udfordringer. Data for det samlede holbergske komedieværk – affattelses-, premiere- og udgivelsestidspunkt – er anført i en appendiks bagest i bogen.
Henvisningerne til Holbergtekster refererer til originaludgaverne, som er grundlaget for den elektroniske udgave, jf. litteraturlisten. Da der citeres fra versionerne med moderne retskrivning, har jeg valgt også at opdatere stavemåden i øvrige citater. 2. september 2021 Bent Holm
Prolog · 11
KAPITEL 1
Holberg på den europæiske scene. Modernitet, polemik, paradoks
kapitel 1
· 13
“Alt hvad et menneske bryster sig af, er ikke andet end en skygge der synes større end legemet og er dog intet. Så er i alt hvad mennesket hovmoder sig af, ingen realitet. Alexander måtte dø i sin bedste alder […] Montaigne siger: […] Den store sejrherres liv er kun en frokost for en maddike.” (Ludvig Holberg ”Epistel 122” i Epistler II. København 1748, s. 184)
Det europæiske landskab At kende verden i sig selv Holbergs stokkegreb gengiver en fugl, der med næbbet napper en narremaske på sit eget bryst i næsen. Figuren er en billedliggørelse af temaet Nosce te ipsum – ’Kend dig selv’. Den er i tysktalende lande kendt som ”Der Vogel Selbsterkentnis” (’Fuglen Selverkendelse’). Fuglen griber bogstavelig talt i egen barm, der altså rummer en nar. Det princip er orienteringspunktet – pejlemærket – i Holbergs vej og værk, grebet og støttepunktet på hans vandring i liv og kunst. Igen og igen inddrager han sig selv i sit livs projekt. Det er ikke nok at pege fingre og hænge andre ud. Pilen peger på en selv samtidig. Det handler også om egen barm. Der skal være noget på spil. Omkostningsfri karikatur er ligegyldigt. Men billedet er ikke éntydigt. For nok understreger Holberg på den ene side selverkendelsen som betingelsen for et ordentligt greb om virkeligheden. Men på den anden side sætter han også kraftigt spørgsmålstegn ved selve selvet som en gennemført éntydig størrelse. Det kan undertiden forstås som en maske, eller rettere: som flere masker. Dette spil mellem afklaret og uklart, mellem éntydigt og flertydigt, udgør en grundlæggende dynamik i hans værker. Den udtrykker en dialektik, en åbenhed, der vil udfordre sit publikum. Værket og verden står i løbende dialog med hinanden. Virkeligheden beskrives i værket i høj grad som udlægninger af verden. Verden og selvet spejler hinanden. Som et ekstra lag figurerer noget, som hedder ’naturen’. Den rummer et sæt af gangbare principper. Den biografiske skitse, der nu skal præsenteres, vil antyde nogle af de temaer og fokuseringer, der befinder sig i de brydningsfelter mellem værket og verden.
En vulkan i udbrud Ludvig Holberg blev født i den dynamiske norske handelsby Bergen i kongeriget Danmark-Norge. Hans mor var barnebarn af Bergens biskop. Faderen var af bondeslægt, havde en militær løbebane i bl.a. maltesisk-veneziansk tjeneste i krig mod tyrkerne og var på et tidspunkt indskrevet ved et italiensk universitet. Først og fremmest tjente han sig dog op til som oberstløjtnant at forestå Bergens forsvar. Han døde, da Holberg var helt lille og beskrives med tydelig beundring af sønnen som dristig og eventyrlysten. I deres yngre år havde far og søn en gevaldig rejselyst i blodet år tilfælles. Holberg udvidede efter eksamen fra Københavns Universitet ved flere udlandsrejser sine kulturelle og menneskelige horisonter. 1704-1705 var han af ren oplevelsestrang i Amsterdam. I 1706-08 drog han med en velbeslået ven til England og studerede tidens moderne tænkning i Oxford, mens han ernærede sig ved undervisning i sprog og musik. 1708-1709 rejste han i Tyskland som mentor for en lærd professors unge søn, og 1714-16 drog han i studieøjemed til Frankrig og Italien. Han beskriver, hvordan studenterne i Paris stod i kø for at læse i Pierre Bayles kritiske Dictionnaire (1695-1697), som vovede at relatere Gud til det onde i verden. Og hvordan han selv i Rom forgæves forsøgte at få adgang til det forkætrede værk. I Rom kom han under karnevallet til at logere under samme tag som en larmende trup af maskekomikere, og nok så betydningsfuldt så han ved samme lejlighed commedia dell’arte aktørerne optræde. I hundredvis af kilometer foregik rejsen til fods, på et tidspunkt medbringende en malariasygdom, som han havde raget til sig undervejs. I 1725-1726 var Holberg som efterhånden ganske veletableret intellektuel på sin anden ’romanske’ rejse med hoveddestination Paris. Teatret i København var gået i betalingsstandsning. Holberg bejlede da til den fransk-italienske masketrup i Paris i håb om at få et gennembrud dér. Det lykkedes ikke.
kapitel 1
· 15
Grib i egen barm Fig 1. Fuglen med masken på brystet – ’Selverkendelsens Fugl’ – går igen i flere europæiske sammenhænge fra 16-, 17- og 1800-tallet, her på Holbergs stokkegreb og i et ’stambogsblad’ fra første del af 1600-tallet. Den optræder i adels- og folkekultur i form af tekster, billeder og figurer, som alle sammen udtrykker det motiv, der var bærende i Holbergs liv og værk: Kend dig selv. Kort sagt: begynd med at nappe i din egen næse frem for i andres. Fabeldyr med ansigt på brystet kan føres tilbage til middelalderen og antikken. Den form for grotesk fantasi udviklede Holberg i skildringen af de bizarre lande i Niels Klims underjordiske rejse, 1741. Foto, stokkegreb: Roberto Fortuna, Nationalmuseet. Tegning: Udsnit fra Thotts Stambog (417), 1600-tallet, Det Kongelige Bibliotek.
Holbergs værk gennemløb statsretlige, skønlitterære, historiske og filosofiske faser. Selv om det er komedierne, der knyttes til navnet i eftertiden, er værket også inden for det historiske og det moralfilosofiske felt banebrydende. Halvdelen af hans produktion – som er enorm – er faktisk historisk. Det er som antydet vigtigt ikke at opsætte vandtætte skotter mellem f.eks. komiske og filosofiske dele af forfatterskabet. Temaer fra de mere reflekterende tekster kan uddybe udsagn og konflikter i komedierne. Og i de øvrige dele af værket går teatermandens tænkemåder igen, når livet i alle dets aspekter forstås som et maskespil. Et afsæt markeres, da Holberg i 1716 udgiver Introduktion til naturens- og folkerettens kundskab, der bæres af en moderne sekulær retsfilosofi og et tilsvarende menneskesyn, med betydeligt henblik på hollænderen Hugo Grotius og tyskeren Samuel Pufendorf. Et gennemgående tema i hans ræsonnerende forfatterskab er synet på normer, moder og konven16 · holbergs masker
tioner som sekundære konstruktioner, hvor så omvendt ’natur’ hævdes som en stabilere basis. Derfor vil menneskelig adfærd, som styres af alle mulige normer, der tilskrives en autoritativ vægt, dybest set udgøre en illusion – og altså i den forstand være en form for teater. For Holberg selv var fiktionen – dette at udtrykke sig gennem ”fiktioner, fabler og allegorier”– en måde at ’moralisere’ på, dvs. ræsonnere kritisk over den menneskelige adfærd. Det gælder overalt, at han prioriterer sproglig tilgængelighed og livlighed højt, vævet ind med den indirekte – drillende – sokratiske metode, der ikke stormer ”fæstningerne, men underminerer dem” for derved at vriste ”sandheds erkendelse ud af folk.”3 Havde Holberg helte, da var Sokrates én af dem. Sokrates udfordrede folk gennem spørgsmål, som tvang samtalepartneren til at se det tilsyneladende selvfølgelige – og i sidste ende sig selv – i et andet lys. ”Thi hvis mennesker ikke først lærer at kende sig selv, er det umuligt for dem at komme