Hilda Sehested og Nancy Dalberg
danske komponister 1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Else Marie Pade af Henrik Marstal 4: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen Udkommer 2019 5: Asger Hamerik af Christian Hildebrandt (flere titler under udarbejdelse)
danske komponister
Hilda Sehested 1858-1936 og
Nancy Dalberg 1881-1949
Af Lisbeth Ahlgren Jensen
Danske Komponister 4: Hilda Sehested og Nancy Dalberg Af Lisbeth Ahlgren Jensen © Forlaget Multivers ApS, 2019 1. udgave, 1. oplag 2019 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Tryk: Totem Printed in Poland 2019 ISBN: 978-87-7917-088-9 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Forlaget takker magister jürgen balzers fond for væsentlig støtte til udgivelsen.
indhold forord ............................................................................................. 7 hilda sehested ........................................................................ 13 Hilda Sehesteds opvækst og studietid ............................................ 13 Studier hos Rosenhoff ....................................................................... 19 En sonate, en forlovelse og en krise ............................................... 37 Hilda og Havmanden ....................................................................... 51 Kompositionskoncerter .................................................................... 61 Komponisten og kvindebevægelsen ............................................... 74 De blæsende instrumenter ............................................................... 81 Værkfortegnelse for Hilda Sehested .............................................. 97 Diskografi for Hilda Sehested ....................................................... 101
nancy dalberg ...................................................................... 103 Nancy Dalbergs første kompositionskoncerter ......................... 112 En orkesterkoncert og assistance til Carl Nielsen ..................... 119 Tredje kompositionskoncert ......................................................... 128 Drømmen om en opera – mellemspil med Selma Lagerlöf ..... 136 Internationalt gennembrud, arabisk musik og den tredje strygekvartet ..................................................................................... 142 Sange .................................................................................................. 149 Et legat, en posthum udgivelse og den sidste vilje .................... 157 Værkfortegnelse for Nancy Dalberg ........................................... 165 Diskografi for Nancy Dalberg ...................................................... 168
hilda sehested og nancy dalberg i eftertiden ................................................................................ 169 litteraturliste .................................................................... 173 noter ............................................................................................. 175 værkregistre ......................................................................... 180 navneregister ....................................................................... 181
forord I ugebladet Verden og Vi blev Hilda Sehested og Nancy Dalberg i sommeren 1918 udråbt til at være Danmarks mest fremtrædende kvindelige komponister. Udsagnet, der blev fremsat af forfatteren Ludvig Dolleris under overskriften ”Kan Kvinder komponere?”, skyldtes, at de to kvinder i de foregående år havde vakt interesse med deres musik ved selvstændige kompositionsaftner. Hilda Sehested havde fortrinsvis beskæftiget sig med kammermusik, men dog også – med Dolleris’ ord – udvist en ”især for en Kvinde ejendommelig Forkærlighed for Trompeten”. Nancy Dalberg havde i foråret 1918 præsenteret sig med intet mindre end en orkestersymfoni: ”et mørkfarvet elegisk Arbejde, der, Begyndervanskeligheder til Trods, maa betegnes som afgjort talentfuldt.” Den blot én side lange artikel var illustreret med portrætfotografier af kvinderne, hvilket understreger, at der her i begyndelsen af det 20. århundrede var sket en markant forandring af vilkårene for kvindelige kunstnere i forhold til tidligere. I det meste af det 19. århundrede var det normen, at kvinders liv fortrinsvis udspillede sig inden for hjemmets fire vægge, og de få kvinder, der vovede at føre sig frem i offentligheden som eksempelvis komponister og forfattere, valgte ofte at skjule deres identitet bag et anonymt dæknavn for at undgå at vække opmærksomhed. Men nu havde kvindelivet på mange måder ændret sig: Kvinder havde i stigende grad fået en tilværelse også uden for hjemmet, de havde organiseret sig, opnået ret til at uddanne sig inden for de fleste områder, ret til at bestride en række offentlige embeder samt fået stemmeret. Det blev derfor også mere almindeligt, at skabende kvinder trådte åbent frem og lagde navn til deres kunstneriske produktion. De blev portrætteret og lod sig interviewe, hvorved også deres personlige og biografiske omstændigheder blev kendt. Umiddelbart skulle man altså mene, at det var blevet nemmere for kvinder at realisere sig selv som komponister. Men der var stadig mange fordomme at slås med; for eksempel indgroede forord · 7
forestillinger om, at der bestod en indre sammenhæng mellem køn og kunstnerisk udtrykskraft, eller at kvinders musikalske evner kom bedst til deres ret i små sange og klaverstykker. Kvinders musik forventedes med andre ord at lyde på en særlig kvindespecifik måde. Det kommer klart til udtryk i Dolleris’ afsluttende bemærkning: Om end Kvinden saaledes ogsaa er trængt ind i Komponisternes Kreds, maa det dog ogsaa fremhæves, at endnu mindre i Musik end i de andre Kunstarter har man kunnet spore en Indsats af særlig kvindelig Karakter. Kvinden har ikke kunnet frigøre sig for de mandlige Synsmaader, og hun har hidtil savnet den Oprindelighed og den Dristighed, det kommer an paa, naar det gælder at skabe noget nyt.1 Det faldt uden for de fleste anmelderes forventningshorisont, at kvinder komponerede lærde strygekvartetter, skrev kraftfulde orkesterværker eller udtrykte sig i dramatiske, forrevne sange. Ikke fordi de nødvendigvis ville skabe noget nyt eller originalt, men fordi det var sådan, de følte trang til at komponere, og fordi de havde færdighederne til at gøre det. At de gjorde sådan, var dog ikke ensbetydende med, at kvinderne var integreret i musiklivet på lige fod med deres mandlige kollegaer. Kun sjældent eller aldrig modtog de bestillingsopgaver, og som regel måtte de selv tage initiativ til at få deres musik koncertopført, hvad der kun var nogle få privilegerede kvinder muligt. De var med andre ord marginaliseret allerede i deres egen levetid, og risikoen for at gå i glemmebogen var således til stede lige fra begyndelsen. For den, der i dag vil biografere Hilda Sehested og Nancy Dalberg, ligger udfordringerne et andet sted. Der savnes nemlig ikke kilder til at belyse, hvordan deres musik blev modtaget i samtiden. Tværtimod fandtes der et stort antal aviser i Danmark, og langt de fleste af dem bragte musikanmeldelser eller notitser om musikbegivenheder. Kvinderne fik som regel en meget indgående 8 · forord
omtale af den musik, de præsenterede. Men i dag er der typisk andre spørgsmål, man kunne tænke sig at vide noget om. Nemlig, hvordan de modtog den nærgående kritik, der til tider roste dem for at komponere lige så godt som mænd og ikke være ”kvindagtige i deres musik”, og til andre tider bebrejdede dem, at deres musik savnede kvindelig følsomhed og melodiøsitet. Beklageligvis førte ingen af dem tilsyneladende dagbog, og at udlede deres reaktion på kritikken ud fra deres efterladte korrespondance er sjældent muligt. Hilda Sehesteds arkiv på Rigsarkivet rummer ganske vist masser af breve til familiemedlemmer, hvori hun omtaler sin musik. Men betragtede hun det mon som en kompliment eller det modsatte, når man sagde, at hendes musik virkede, som om den var formet af en mands faste hånd, eller at der ”over Musiken i al dens sørgmodige Stemning [var] noget fint kvindeligt, der ligesom afglattede de skarpe Konturer”? Det giver hendes udsagn ikke svar på. Også Nancy Dalberg blev rost for at komponere som en mand og bebrejdet sin vokalmusiks manglende sangbarhed. Men hvordan det påvirkede hendes selvforståelse og identitet som tonekunstner, er uvist. Et andet spørgsmål, man kunne ønske sig at vide noget om, er, hvorvidt de to kvinder lejlighedsvis mødtes under private former og fik sig en snak om, hvordan det var at blive bedømt på sit køn snarere end på sin musik? Eller hvordan det var at være født til et liv som mor og husmor, men i stedet bruge sin tid på noget andet? Hvordan det var at skaffe sig arbejdsro i en dagligdag, der kunne være fyldt med praktiske opgaver og selskabelige forpligtelser? Hvordan de betragtede kvinders kamp for stemmeret og frigørelse? I det hele taget ville det være spændende at vide, om de kendte og støttede hinanden. Det fremgår af Hilda Sehesteds korrespondance, at hun var bekendt med – og sympatisk indstillet over for – Nancy Dalbergs kompositionstalent. Men om det omvendte var tilfældet, er det næppe muligt at få klarhed over, da Nancy Dalberg umiddelbart før sin død forlangte sine personlige papirer brændt, hvorved de fleste af hendes breve gik tabt.
forord · 9
Et første overblik over Hilda Sehesteds og Nancy Dalbergs liv og levned blev gjort i en artikel af journalisten og forfatteren Grethe Holmen i 1986, og samme år fremkom der også en fyldestgørende liste over Hilda Sehesteds værker i Meddelelser fra Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling, III. I 1993 blev Hilda Sehested behandlet i et speciale på Københavns Universitet, og såvel hun som Nancy Dalberg blev i 2000-2001 biograferet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Desuden er deres musik inden for de seneste årtier både koncertopført og indspillet. For Hilda Sehesteds vedkommende er det i høj grad ildsjælene i Hilda Sehested Komiteen, der har fået hendes musik frem, dels ved koncerter på Broholm, dels ved uropførelsen af hendes opera Agnete og Havmanden i 100-året for dens tilblivelse. Når Hilda Sehested og Nancy Dalberg i denne bogserie om danske komponister bliver behandlet inden for rammerne af den samme fremstilling, skyldes det blandt andet de mange træk, de havde fælles, fx opvæksten i et socialt og kulturelt begunstiget miljø, hvor de havde nem adgang til at høre musik og lære musikteori og komposition. Skønt Hilda Sehested var mere end 20 år ældre end Nancy Dalberg, var de nogenlunde samtidige på koncertscenen, og det var i mange tilfælde de samme musikere, der opførte deres værker, de samme kritikere, der anmeldte dem, og formentlig også det samme publikum, der applauderede dem. Hertil kommer, at deres musikalske produktioner ikke var særlig omfangsrige og ikke er overleveret komplet. Begge kvinder havde svært ved at finde fodfæste i dansk musikliv, og fælles for dem er derfor også den glemsel, som ramte dem efter deres død. Men det samme gælder den genopdagelse, der er blevet dem til del siden begyndelsen af 1980’erne. Bogens første halvdel er viet Hilda Sehested, mens Nancy Dalberg beskrives i anden halvdel. I et afrundende kapitel belyses deres musiks skæbne i eftertiden. Jeg skylder en række personer tak for hjælp i forbindelse med denne bog. Lone Hedemann takker jeg for at have givet mig ad10 · forord
gang til billeder og breve i privat eje. Jens Chr. Uldall-Hansen skal have tak for sin utrættelige indsats med at udarbejde partiturer og opførelsesmateriale til Hilda Sehesteds og Nancy Dalbergs hidtil utrykte kompositioner. Cathrine Penderup bør fremhæves for sin fremragende indspilning af Hilda Sehesteds monumentale klaversonate, ligesom jeg er hende taknemmelig for lån af noder til Hilda Sehesteds øvrige klavermusik og for diskussioner om komponisten. Jeg vil også gerne takke Marie Martens, Musikmuseet (Nationalmuseet) for hurtig og effektiv ekspedition af mine mange forespørgsler og bestillinger fra museets bibliotek og arkiver. Tove Krag skylder jeg tak for at have givet mig adgang til at gennemse Grethe Holmens efterladte notater i Kvinder i Musiks arkiv. Desuden takkes Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat for økonomisk støtte, så jeg i en periode har kunnet koncentrere mig om skrivearbejdet. Lisbeth Ahlgren Jensen juni 2019
forord · 11
hilda sehested Hilda Sehesteds opvækst og studietid Hilda Sehested kom til verden på herregården Broholm i Gudme på Fyn 27. april 1858 som en af de yngste i flok på 14 børn. Ikke alle børnene opnåede dog at blive voksne, og ved Hildas fødsel var mindst en af dem allerede flyttet hjemmefra. Hendes ældste bror, Hannibal Sehested, var kostelev på Herlufsholm Kostskole i Næstved. Han studerede siden jura i København, og som den ældste søn overtog han ved morens død i 1894 Stamhuset Broholm. Men i øvrigt er han bedst kendt for sit politiske engagement, der kulminerede med, at han i år 1900 blev partiet Højres sidste regeringschef før systemskiftet i 1901. Ikke mindst brevene til Hannibal Sehested udgør en vigtig kilde til Hilda Sehesteds musikalske aktiviteter, efter at hun i 1894 flyttede til København. Fem år gammel blev hun i 1863 ligesom sine søstre indskrevet som stiftsdame på Vallø Stift, og da hun aldrig giftede sig, vedblev hun hele sit liv at have titel af stiftsdame. Af søstrene var det blot den 17 år ældre Ida, der giftede sig og følgelig ikke kom til at nyde økonomisk godt af indskrivningen i Vallø.
Hilda Sehested var som sine søstre Thyra og Helga indskrevet i det adelige stift Vallø og havde derved titel af Stiftsdame med rang lige under de kongelige.
hilda sehesteds opvækst og studietid · 13
Hilda Sehesteds far, stamhusbesidder og kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested, var en produktiv og erfaren landmand, og da egnen omkring Broholm var meget rig på fund fra oldtiden, bronzealderen og jernalderen, blev han tillige en ivrig amatørarkæolog. I 1870’erne lod han således foretage systematiske indsamlinger og opgravninger af arkæologisk materiale på sine omfattende jorde, og i samarbejde med videnskabsmænd fik han samlingen registreret, samtidig med at der blev bygget en særskilt museumsbygning til samlingen i Broholms have. Moren, Charlotte Kirstine Sehested, født Linde, var meget musikalsk og spillede selv, og det er vel ikke urimeligt at gætte på, at hun også underviste sine børn i musik. Intet dokumenterer imidlertid, at hun var Hildas første klaverlærer, og en huslærer eller en lokal musiker er antagelig et lige så kvalificeret bud på, hvem der lærte hende at spille som barn. I nekrologen over kammerherreinde Sehested i avisen Dannebrog 20. januar 1894 fremhæves hendes store gæstfrihed og hendes selskabelige omgang med kunstnere og musikere: Dèr – paa det gamle, prægtige Herresæde, hvor Taarnene spejler sig i de gamle Grave, og den rustne Vejrhane paa Gavlen knirkende drejer sig for Vindens Kast – samlede hun Aar efter Aar Venner og bekjendte om sit gjæstfri Bord. Mangen en Kunstner vil mindes uforglemmelige Feriedage, tilbragte paa det gamle Herresæde. En Del af Vinteren tilbragte Kammerherreinden i Kjøbenhavn, hvor hun altid boede i Hotel Tottenberg med hele sin Husstand, bestaaende af grøntuniformeret Jæger, Kammerjomfruer og Tjener. Saa ligefrem og jævn den afdøde var, holdt hun Etiketten og Formen højt i Hævd. […] Af den afdødes Døtre er Frk. Thyra Sehested bekendt som Forfatterinde af det historiske Værk ”Hannibal Sehested” og Frk. Hilda Sehested som talentfuld Komponistinde.2 Kammerherreinde Charlotte Sehested var en søster til Andreas Linde, der fra 1866 til 1876 var konstitueret chef for Det Konge14 · hilda sehested
lige Teater og Det Kongelige Kapel. Aftenunderholdningen under vinteropholdene i København har derfor utvivlsomt ofte bestået i, at familien Sehesteds mange medlemmer begav sig over gaden fra Hotel Tottenberg på hjørnet af Kgs. Nytorv og Vingårdstræde til Det Kongelige Teater for at overvære aftenens forestilling – måske eskorteret af den grønklædte jæger, som holdt en skærmende paraply over damernes rober. Hilda Sehested blev gennem disse ophold i København vant til at høre instrumental- og vokalmusik i større former, herunder operaer. Under et ni uger langt besøg hos søsteren Ida (gift Holten) i København fik hun som 15-årig i 1873 klaverundervisning af en af tidens mest fremtrædende pianister og pædagoger, komponisten C.F.E. Horneman, hvad hun var meget glad for. Skønt Horneman fandt hende meget talentfuld, var han tilsyneladende ikke ubetinget begejstret for hendes klaverteknik. I hvert fald var han i begyndelsen meget tilbageholdende med at rose hende, fremgår det af Hildas brev hjem til faren. Men ved ihærdig øvning kunne hun godt indse nytten af Hornemans strenge krav til hende. I foråret 1875 og efteråret 1877 var hun atter i København for at fortsætte klaverstudierne, og af hendes brev til broren Knud får man indtryk af, hvori Hornemans strenge skoling bestod: i og for sig ere Øvelser med en Finger jo ikke videre interessante, det tilstaar jeg; nej de er forfærdelige kjedsommelige. Men ikke en af Hornemanns Timer lige fra den første til den sidste har været tør eller kjedelig. Jeg er rede til at øve mig saa længe som jeg kan komme til og som jeg maa faa lov til fra nu af. Jeg ærgrer mig over at Fader ikke synes om Hornemann; det er vist fordi han ikke roste mit Spil saa meget, man er vant til herhjemmefra. Jeg selv havde ikke ventet saa meget som jeg fik; jeg blev behagelig overrasket da han indrømmede mig at være meget musikalsk.3 Hilda Sehesteds far var ikke den eneste, der følte sig frastødt af den hidsige og temperamentsfulde Horneman, og i et forsøg på hilda sehesteds opvækst og studietid · 15
at skaffe datteren en anden lærer kontaktede han i slutningen af 1877 komponisten Peter Heise, der hørte til familiens gode venner. Heise anbefalede ham at lade Hilda få undervisning hos pianisten og komponisten August Winding, men om det blev aktuelt, vides ikke. Derimod står det fast, at Hilda også i foråret 1879 fik undervisning hos Horneman. Under opholdene i København tog hun del i selskabslivet og færdedes for eksempel hjemmevant hos Peter Heise og hans elskværdige hustru Vilhelmine (kaldet ”Ville”), ligesom hun ved mindst en lejlighed i efteråret 1879 også fik mulighed for at overvære prøvearbejdet på en koncert i Musikforeningen. Herigennem fik hun indblik i de praktiske sider af musikkens indstudering, samtidig med at hun lærte musikken godt at kende forud for selve opførelsen. I foråret 1880 fik hun mulighed for at rejse til Berlin, hvor hun blandt andet hørte Bizets opera Carmen, som hun syntes godt om i dramatisk henseende, om end hun opfattede musikken som lidt overfladisk.4 Hendes daglige tilværelse på Broholm gik med at øve sig dels på klaver, dels på en gammel harpe, hun havde fundet på herregårdens loft. Harpen var i realiteten et fornemt instrument, fremstillet af Gottfried Holtzman i Paris i midten af 1700-tallet, og den findes i dag på Musikmuseet (Nationalmuseet), idet Hilda Sehested i 1898 skænkede den til det nyoprettede instrumentmuseum i København.5 Der var rig lejlighed til at spille musik i forskellige konstellationer med forældre, søskende eller gæster. Broren Holger spillede for eksempel cello, og sammen med yderligere en ikke nævnt stryger spillede Hilda trioer med ham, fortalte hun sin bror Knud: Vi spiller Trio, som lyder lidt stærkt, men det er alligevel morsomt og jeg synes Holger er gaaet meget frem i Violincelspillet siden i Vinter. Der er et Stykke mellem dem, han spiller, som helt igennem er temmelig svært og gaar i hurtigt Tempo; det kan han spille igjennem med med sikkre og kraftige Strøg og uden at standse. Jeg synes han spiller meget solidere end før.6 16 · hilda sehested